Gamla Reglo aa Rispo/14
Ei Gong va dæ ein Man, so buddø ve Sjøkant’n aa nærdø se aa Kjæringa si ve aa fiskø; aa utaa di levdø dei ganskø gødt i møngø Aar! taa dei haddø ’kji Bød’n; men noko Daga, va dæ likøso dæ vøre paagjort; han fæk aldør ei Grand. Ein Dag daa, so’n okso va paa Sjøe aa vildø fiskø, aa inkji fæk noko, kom dæ ein, Bærgajutul roandis i ein Massingbaat, mæ Jødnaare paa. Gudag du! sa’n; Gudag igjen! sa Man. Du æ’n klens Kar te fiskø, sa Trøllø. E ha vøre gjildø Kar te fiskø før e, sa Man; men no veit e ’kji kost dæ bærø te; E ha ’kji faa’t noko paa mange Daga. Dæ kjæmø se taa di dæ, sa Trøllø, at du inkji kan nokor Fiskøkunst; men vil du, saa ska e lærø de aa fiskø e sa’n. Ja, dæ vøre bra nok dæ, men du fiska væl mae Fanskunst du, so du ha lært or Svartøboken, aa den gje ’kji e um aa lerø, sa Man. Nei, sa Trøllø, e kan ein arø Kunst e; men dæ æ likø godt; vil du la me faa dæ, so Kjæringe di bærø unde Belte, saa ska du aldør gaa Vasfiis[1], neer du vil fiskø herette? Aa ja, sa Man, dæ ska du nok faa, (han vistø ’kji taa, at Kjæringe si va fremmøle han, ska e seia de). Aa sama Dagen fækø’n saa mykjy Fisk, at dæ va netup at’n va go te aa bera dæ heimat te Kjæringen sin. Men idag ha du fiska dygtigt daa sa o. Ja, sa Man. Aa saa fortæld’n hennø altsama, so Bærgatrøllø haddø sagt, aa telikømæ førtaldø’n ko’n haddø løft o. Aa Gud bærø de, attø du dæ løvdø, sa Kjæringe, før e æ nok fremmøle maaveta, sa o. Ja no faar dæ veta, so dæ æ no, sa Man. Daa o daa aattø Baadnø, daa va dæ ein Gut; men saa gjek’n te Trølle aa forliktis mæ o, at’n inkji skuldø ha’n før’n skuldø bli try Aar; men daa Gut’n vart try Aar, fæk Man førlikt se me o, at’n skuldø faa behøldø’n try Aar te. No va Gut’n sex Aar. (Dæ gaar eit gamalt Orspraak her i Valdris um dei, so era gotruandis: „Han æ truin so Trøllø:“) Han fæk ændaa forligt se mæ Trølle um try Aar te; men daa sa’n dæ ve’n: Ja du faar vel ha’n ænno try Aar; men begjære du daa oftarø, saa slær e ’n ihæl. Aa ja, detta skjildis dei aat paa. Derinnai kom Gut’n te’n Præst aa tenø; aa den Præst’n va nok ein taa dei, so kunna meir ell mata se, so dei pla seia. Gut’n førtældo Præste, at Far hass haddø løft’n burt te eit Bærgatrøl, før’n vart føddø; men Præst’n svara o dæ, at dæ ska nok bli Raa mæ di. Han begjyntø aa lærø paa Gut’n, aa Gut’n va lærvilligø, saa at daa’n va fullø niø Aar, va’n fulkomøle præstlærdø. Præst’n førærdø o tryaa Bøka, aa sa dæ ve’n, at no kan du reisø heimat te Far di aa hjølpø hono aa fiskø; men dessa Bøkad’n ska du bera paa de kor du æ. Neer daa Trøllø kjæmø aa vil ta de, saa ska du ta den Boke, so staar Nummør 1 i, aa slaa imot Trølle mæ Bokøn, saa har’n inkji Magt te aa ta de. No byø’n alti te, aa vil slaa de ihæl; men saa tæ du den Boke, so staar Nummør 2 i, aa kasta up dæ Stykjy, so du veit hanle um Motværgjø, saa ska du sjaa, at’n inkji faar sleji de ihæl. Men saa ska du sjaa, at’n parssa paa, neer du æ paa Sjøe aa fiska, at’n vil kvælvø Baat’n mæ de, aa dræpa de paa den Maatin; men daa ska du ta den Boke, so staar Nummør 3 i, aa ta up dæ Stykjy, so hanla um den, so grov Græft aat’n ’a’n, aa dat sjøl ne i o, saa ska du sjaa, at du bli kvittø o mæ ei Gøng. Aaja, Gut’n la væl Mærkji te dessa. Aa dæ va’ væl inkji meir ell ei par Daga ette, han va reistø ifraa Præste, før Trøllø kom te Far hass, aa begjærdø aa vildø faa Gut’n. Ja, e tøle inkji begjærø noko meirø no e, sa Man, Du faaer tala ve’n sjøl. (Gut’n haddø no førtælt Far si, kost dæ skuld gaa te han maaveta.) Ja, kor, æ Gut’n? sa Trøllø, Aa han æ paa Sjøe aa fiska sa Man. No to Trøllø Massingbaat’n sin aa roddø ut paa Sjø’n te Gute aa sa dæ: du høyre me te du: før Far din løvdø e skuld faa de, saasnart du skuld vera try Aar, aa no æ du niø. Ja ki to du me ’kji daa? sa Gut’n, no æ dæ førseint. Ja, faar e de ’kji, saa tæ e de, sa Trøllø. Ta, æ aavlagt, sa Gut’n, untakøn aa ta se bak; men me faaer du inkji. No vart Trøllø sintø, roddø ikring Baat’n aat Gute manga Gønge aa prøvdø vildø ta’n; men Gut’n slo imot o mæ Boken, saa dæ va ingji Raa. No vildø Trøllø prøvø aa slaa’n ihæl; men saa to Gut’n den arø Boke, aa’ kasta up dæ Stykjy um Motværgjø aa daa sto Trøllø upivyo mæ eit stort Svær; men saasnart Gut’n helt imot o dette Stykjy, daa dat Sværø or Hændo paa o. No prøvdø Trøllø aa vildø kvælvø Baat’n mæ o, før paa den Maatin aa faa drepe’n; men Gut’n to den trea Boke han haddø, aa helt dæ Stykjy imot o, so handla um aa grava Græft aat’n an, aa trast rulla Massing-Baat’n ikring aa Trøllø aat Sjøe; aa mædisama kom dæ ein storø Hai, aa kneipø’n i Nasin, aa reistø mæ o. Saa va’n kvittø o. No vildø Gut’n seilø ut, for aa prøvø si Lykkø i Værn. So’n daa haddø seila langt aa længji, saa kom dæ Aaveer paa’n, so va saa stært, at’n slet inkji va gote aa styrø Baate, anna el’n dreiv at aa fram paa Sjøe; paa Slutnan saa dreivø’n ind paa Gulsløttø i Have. Der buddø dæ ein Kungsdøtte, so va saa urimøle snillø aa ho va inkji gjiftø. Denne Gut’n, so va saa klokø, vistø aa bera se snilt aat, aa snillø va’n. Kungsdøtte aa han føngo trast Kjærliheit te inan, aa saa vart’n gjiftø mæ hennø. No vart’n Eigar ovør dette storø Gulslottø i Have, aa dei heldø taa inan aa voro lykkøle. Ein Dag sa’n dæ ve Kjæringe si: E ha saa reint goø Hug te, at Førældro mi skuldø veta, ko lykkøle e æ, aa ko væl e leve. Ja sa ho, dæ æ vanskøle; men alti ska dæ nok bli ei Raa te di okso. E ska laanø de ein Gulring e, sa o, aa neer du har den, saa kan du ynskjy de ko du vil, saa faar du dæ. Ro kan du ynskjy de heimat te Følke dino, saa æ du der trast; men du maa ’kji ynskjy me ette de, ældaa kjæmø du aldør her meir, aa daa bli dæ reint gale mæ uss bæi tvau. Aa ja, han fæk Ringen, aa saa snart ’n ynsktø se te Førældro si, saa v’an der. No førtældø’n dei, at’n haddø vørte ein Hære ovør Gulslottø i Have, aa fortældø ko herle han levdø; men dei vildø aldør tru eit Or taa di. Før at dei no skuld veta at’n sa sandt saa ynsktø’n ette se Kjæringe si. Daa ho daa kom, saa sa o dæ: Aa jeiø jeiø me, ki gjordø du detta? no kjæmø du aldør aat Gulslotte i Have meir. E meintø dæ e, sa’n, at me kunna ynskjø uss dit at. Nei sa o, dæ gaaer inkji an, (dæ ha væl gange an, seer du; men ho vildø bli aav at mæ o daa.) E ska sæta me her e, sa o ve’n, ein Dag, saa kan du lægji de i Fangø mit, saa ska e lyskø de. Aa ja sa’n; men trast’n la se, saa sovna’n, aa dæmæso stiltø o Ringen ifraa o mæ ’n sov, aa trast ynsktø ho se aat Gulslotte i Have; aa paa Tima, saa va ho der. Daa ’n vakna, saa va o burtø. Jaja! tænkt’n: E ska ta Ringen, e har kjæmø ’n te, aa saa ska e ynskjy me dit, so ho æ; men daa ’n skuld sjaa ette Ringe, saa va’n burtø. No vart’n reint bedrøva. Aa saa begjyntø’n te aa vandrø tefods ifra eit Lanskap te anna, aa spordø, kæm ’n kom te: um ingjin kunna seia o, kor Gulslottø i Have æ? Aa nei, Ingjin vistø dæ. Ein Dag daa, saa komo ’n aat ein storø Skog, aa der forvilla’n se. Seint o Kvæld’n, saa vingla’n se ind paa eit Bærg, aa den vaagdø’n se te, aa banka paa. Kæm æ so vil ind? sa Gjyggre. Aa dæ æ ein, so ha førvilla se, sa Gut’n. (Hellist va’n væl Greive no, ner’n haddø vørte Hære ovør Gulsløtte i Have.) Kor vil du aav daa? sa Gjyggre. Aa e leita ette Gulsløtte i Have, sa’n, kan du ’kji seia me, kor dæ æ? Nei, sa o; men lig her te Morgon; e raar ovør alle Fiskad’n i Have e, imørgo saa ska e spørja dei, um dei veta kor dæ æ. Aa ja, han laag te o Morgon, saa spordø o Fiskad’n, men dei vistø dæ ’kji. Ja, sa Gjyggre: no ska e skaffe de ein Vægvisar te Syste minno; ho raar ovør alle Fuglad’n, so fløgø i Lukt’n, kansji dei kunnø veta kor dæ æ. Aa ja ho skaffa o eit Bustønykla; detta ska du leta trillø fere de kor dæ vil, aa der dæ daa stansa neer dæ bli Kvæld’n, der ska du gaa ind, aa uppødaga, ko du gaar ette, saa seie du ve o, at dæ va e, so ba de, gaa te’n; saa seie o de nok Besje, essø saa skjønt ho veit dæ. Aa ja han gjordø so ho ba’n. Bustønykkla trilla fere o heilø Dagen; men daa dæ vart Kvæld’n daa standsa dæ. Aa daa han gjek ind, daa trilla dæ tebakørs attø dit, so dæ aattø heimø. No banka’n paa, aa helsa: Gukvæld Moer i Huset sa’n. Gusing de sa ho. E ska hælsø de ifraa Syste dinnø, so raar ovør alle Fiska, so finst i Have: E laag der inat. E leita ette Gulsløtte i Have, aa Syste di sa, at du raar ovør alle Fuglad’n i Lukt’n kansji dei kunnø veta kor dæ æ, essø ’kji du veit dæ. Nei e veit dæ ’kji sa o; men lig her inat, saa ska e spørja dei imørgo. Aa ja, ho spordø dei o Mørgon; men dei vistø dei ’kji. Ja, sa o, no ska du faa ein Vægvisar te ei, so okso æ Syste mi, aa ho har Vestavind’n te Man; han maa daa væl endøle veta, kor dæ æ, so reise baade ovør Sjø aa Land. Te Vægvisar fækø’n okso der eit Bustønykkla, so trilla fere o heilø Dagen, te dæ lie te Kvælds; men paa Væge, va ein storø Haug, treftø’n tryaa Brøer, so støndo aa trættø um Farsarven sin (dei vøro taa Haugafølke dei maaveta.) Arven dæris besto i ein gamalø Hat, i eit Par gamle Støvla aa i eit rusta Svær. No vildø dei alle hava Hat’n; før dæ va Hyldrahat ska e seia de; men ingjin vilde hava hit. Hat’n haddø den Egenskap, at den, so fæk sæt han paa se, saa va’n hyldø;[2] aa Støvlad’n hadde den Jære i se, at den, so fæk dei paa se, han kunna stigø femta franska Mile i kort Stæg; aa Svære hadde dæ ve se, at den, so hadde dæ i Hend’n aa vinka mæ di imot ein A’n, saa laagø’n dauø trast. Detta førtældø dei Gute, taa’n sa dæ han: dæ æ ’kji noko aa trættø um sligt Fantri; men daa’n fækk høirø kost dæ hadde se mæ di, dei trættø um, daa tænktø’n ve se sjøl: Dæssa Tingid’n faar e sjaa aa faa fat i, dei kunna vist koma me te storø Nyttø. Han dro se innaat dei, aa fæk fat i Hat’n aa sætte han paa se, aa trast, va’n hyldø, aa dæmæso to’n Støvlad’n aa Sværø, dæ prøvdø’n paa Stae; han vinka mæ di imot desse tryaa, so trættø, aa trast saa vøro dei daue. No pakka’n dette ihop i’n Tul aa bar dæ mæ se. Da Bustønykklaø kom dit, so han skuldø gaa ind, saa standsø dæ, aa trilla tebakørs. No gjekø’n ind, aa hælsa Gukvæl Moer i Huse! Gusing de sa o. Ko æ du før ein? sa o. Aa e gaar aa leita ette Gulsløttø i Have, sa’n. E ska helsø de ifra Syste dinnø, so raar over Fugladn i Lukt’n, e laag der i Rat, aa hjaa hinnø Syste dinnø so raar over Fiskad’n i Have, laag e i Gjaarnat; men dei kunna inkji seia me kor Gulsløttø i Have æ; men no sa o dæ, denne Systa di, so e va hjaa sist, at e skuldø gaa te de; ho sa dæ, at du har Væstavind’n te Man, kansji han kan veta dæ. Aa ja du faaer faa Huus temørgos, sa o; han kjæmø at inat, saa ska e spørja’n um ’n veit dæ. Aa Mørgon fæk Gut’n okso tala ve’n. Han spørdø’n daa, um’n vistø kor Gulsløttø i Have æ. Jau, sa Væstavind’n, e va der i Gjaar aa turka Klæo, aa idag ska e dit oksaa. Aa kjærø, la me faa følgji de! sa Gut’n. Aa du fylgjø ’kji me langt du, sa Væstavind’n, før e flygø saa fort, so ein Fugel e, sa’n. Jau, sa Gut’n, neer e tækø paa me eit Par Støvla e har, saa stigø e femta franska Mile i kort Steeg, aa daa truer e, at e maa fylgjy de i dæ Længstø.
Aa ja dei sættø ivægøn aavør Sjø aa Land. Sistpaa, saa komo dei aat ein storø Skog. Saa sa Væstavind’n dæ han: du faaer bli her paa dessa Slæt’n du, e har Ærind ini denne Skogen aa ruslø ti o lite. Aa dæmæso vart dæ sli Brak ini Skoge, han braska aa braut ne storø Trjøn; men paa Slutnan, saa kom’n daa at te Gute, aa sa dæ: vil du no vera mæ, saa sko me prøvø aa naa te Gulsløttø i Have, te dæ liø te Kvæls; men neer me koma dit, saa faaer du parsø de sjøl; før dæ ska bli Bryllaup der no; den, so Kungsdøtte va gjiftø mæ han reisto burt, aa ynsktø saa hona ette se, aa dæ va reint gale, (Han visto ’kji taa, at dæ va denne, so fylt o, so haddø vore gjiftø mæ’n maaveta.) Aa mea mæ ho va burtø, kom dæ eit Bærgatrøl, so har niø Huvu, aa tok Gulsløttø hennø i Besitils. Aa dentø ho kom tebakørs slap o ’kji ind paa Gulsløttø sit paa a’n Maate, ell at o skuld taka Saan hass, ein so har sjau Huvu, te Ægtø. No ynskte o vist, at o hat attø den, so ho haddø før; men dæ gaar inkji an, at o faaer ynskt han te se, men ho maato ynsjy se te hono, aa daa kome dei aldør her meir. Jaja, tænktø Gut’n, e kjæmø te maatø Ti lel e daa. Daa’n daa kom aat Sløtte, træftø’n ein Vægtar, aa saa spordø’n han: kor ee Kungsdøte aa finnø? Aa ho æ saa væl førvara sa Vægtar’n, at du nøk aldør faar tala ve ho. Ho ska te aa gjifte se imot sin Vele, mæ eit Trøl, so ’har sjau Huvu, aa no æ dæ sli Sørg paa’n; aa no um aattø Daga sta dæ bli Bryllaup. Ja, sa Gut’n, kan du bærø seia me kostan Varils ho æ i, saa ska dæ væl bli Raa te aa koma ind. Ho æ i dei Værilse, so staar Nummør 12 paa Dør’n; men dæ staar ei Storkjæmpø Vagt, saa du slæppø slet inkji ind. Ja e vil no prøvø sa Gut’n. Han to Hyldrahat’n paa se, aa sneik se um dei, so støndø Vagt for Indgange i Sløtte, aa daa’n daa kom aat dei Dørn, so sto Nummør 12 paa, der sto Kjæmpa. Gut’n to Hat’n i vingstrø Hønde, aa Sværø i høgrø Hønde, aa saa ba’n Kjæmpa, um Førløv te aa gaa ind. Nei, sa Kjæmpa, neer du æ saa dristøgø, aa koma hit, saa ska du døi paa Stae, aa mædisama reistø’n se up, aa tok Sværø sit aa vildø høggø’n ihæl; men Gut’n tok sit Svær, aa vinka imot o, aa trast dat’n dauø ne. No banka’n paa Døre, aa trast, saa kom dæ ei taa Tærno hennø aa let up, aa daa ho fæk sjaa’n, saa kjændo o ’n paa Tima, aa daa vart o saa glaø, aa telikømæ saa vart o saa førøndra kost’n va komin dit. Men neer no detta . Stortrøllø faaer veta, at du æ komin, saa slær’n de ihæl sa o ve’n. Ja, e æ ’kji bangin før di e sa’n. Aa mædisama vart dæ slikø fælø Duur paa Sløtte: dæ spordis, at denne Storkjæmpa va drepin, aa saa kom denne mæ sjau Huvu, aa vildø ind te Prinsessun, men mædisama’n kom i Dør’n, saa vinka Gut’n imot o mæ Svære sino, aa saa dat’n dauø paa Gølvø. Men saa kom Stortrøllø mæ nio Huvu, mæ eit Svær i kor Hønd, aa vildø trængji se ind te Kungsdøtte’n, aa faa drepe denne Fyrn; men han gav o ein Vink mæ Svære sino, aa trast va ’n dauø. No rymde dei taa Sløtte, baadø Gjyggre aa alle, so høirdø hennø te, aa denne Gut’n, so no vart anseddø so ein Kunge, han tok Kungsdøtte, aa sættø o i Fangø sit, aa kystø aa klappa o; aa hona va saa glaø, at o aldør hadde vøre saa glaø alt o haddø vore te. No gjordø dei alle dei Anstalta, so kunna tænkjas te eit Gulbryllaup. Fyst samla dei tesamøn alle dei gamlø Greiva aa Barona, aa Slektnoko, før aa faa se eit ansele Høf. Sia utrusta ’n eit ovørmaatøle stort aa prægtigt Skjep, so va saa gulbesleji baadø utapaa aa innai, so skuldø risø ette Førældro hass, aa bringø dei te o. Sjølve bøo dei innan um Førlatils, før dæ, dei likøso haddø skusfa inan paa’n Maate. – Denti Førældro hass komo aa nærma se Gulsløttø, daa iførdø dei se bæi kungøle Dragt, aa reistø ut mæ heilø sit Høf, aa fullø Musik før aa taka imot dei. Aa saa heldø dei Gulbryllaup i firø fjurt’n Daga, aa sistø Dagen i Bryllaupe, sættø dei me ovør Sjø’n paa ei Skørafliis, aa sia gøvo dei me ein Kjæp te riø paa herhit, før at e skuldø førtelja dikka taa di, aa dæ ha e gjort saa gødt e kan, mæ mine Bogstava baadø breie aa lang. Farveel Pær! aa farvæl Paal! Neer de drikkø Gulbryllaup, gløym inkji mi Skaal.