Fortuna/15
Da Fallitterne endelig stansede, saa at man kunde overskue Ulykken, kom der mere Ro i Sindene; de første hastige Domme forandredes; det kolossale Omfang af Elendigheden, de store Omvæltninger og Forandringer, som vare spaaede, — alt svandt ligesom ind Dag for Dag, og Livet tog omtrent sine gamle Former, men i graaere Farver.
Hadet og Tilgivelsen samlede sig paa visse Brændpunkter. Om Professor Løvdahl var der ikke stort ondt at sige; den stakkels Mands Haar var blevet ganske som Sne i et Par Uger.
Det var nok helst Sønnen, som var Ophavsmand til det hele; en Fritænker var han og holdt sig med Kruse, for at snyde arme Arbeidsfolk; de havde da ogsaa faaet Kjærligheden at føle; og det var bevist — hed det, at Abraham Løvdahl havde trængt sig ind i Arbeiderforeningen, bare for at faa Fingre i de Penge.
Det hed sig snart, at han skulde paa Tugthuset — baade han og Marcussen; det var netop et passeligt Par; men Løvdahl var værst, som var gift. Og endda var Pigen blind, og nu var hun sendt af Byen, hun maatte sendes bort, — formodentlig med en god Klat af de stjaalne Penge.
Imidlertid fortaltes der snart, at Bankchef Christensen skulde have sagt, at der var — Gud ske Lov — ikke Tale om Strafansvar for nogen af Fallenterne; og vare hans Ord vægtige før, saa var de aldeles knusende nu og modtoges af alle med Andagt.
Bankchefens store Skikkelse med denne usvigelige Næse var nu det eneste haabefulde Syn i Byen; og naar han gik sin Elefantgang fra sit Kontor op til sin kjære Bank, saa de forskræmte Smaafolk op til ham som til Kobberslangen i Ørkenen.
Han var paafærde overalt i Spidsen, han ordnede og arrangerede og læmpede og dæmpede, saa der midt i de fortvivlede Ruiner begyndte at spire Haab baade for den ene og den anden.
Arbeiderne takkede ham med Taarer, fordi de fik Lov til at arbeide paa hans Skibsværft for en Krone og firti Øre pr. Dag; Folk i Nød for Kontanter kom til ham, for at sælge Værdier af alle Arter; for alle havde han Hjælp, og der sagdes, at han i dette Aar næsten fordoblede sin Formue.
I Familien Kruse var Forandringen størst hos de Gamle. Præsten og Fruen trak sig ind i sig selv, holdt sin Dør stængt og nævnte aldrig med et Ord, at de havde tabt Penge.
Paa Fru Fredrikke gjorde Ulykken det Indtryk, at nu maatte der knibes med dobbelt Kneb; det store Tab kunde hun ikke ret fatte; hun kunde nok gjentage de store Tal og gyse ved dem; men det gik hende dog langt pinligere til Hjerte, om hun kom underveir med at Høkeren havde snydt hende for femten Øre.
Morten derimod havde faaet et Knæk for Livet; hans Beregninger, hans kjære Beregninger havde ødelagt alt, hvad han havde og alt, hvad han havde beregnet i Arv efter gamle Jørgen.
Han blev ved at regne og regne, indtil han blev saa bitter i Sind, at hans Prædikener, der før vare lidet paaagtede, fik Ord for at være vækkende i denne Tid.
Men i de Gamles Hus forandredes alt, der var lukket, slukket og tomt.
Saasnart Madame Kruse var kommet sig af sin uhyre og uforstilte Forbauselse, befalede hun sin Søn Peder, at han aldrig med et Ord maatte nævne den Skyld, Morten havde i dette; hun haabede, at for hendes yngste Søn maatte denne Ulykke blive til Velsignelse og Redning.
Men dernæst gik hun ivei; og to Dage efter Jørgen Kruses Konkurs var baade han og Konen flyttet op i det ene af de tre Værelser hos deres Søn Sagføreren ovenpaa hos Fru Gottwald.
Gamle Jørgen selv var bleven halvtullet, da han forstod det; ja han forstod det vist egentlig aldrig. Thi hans Hjerne, som altid havde havt skrøbelige Punkter, taalte ikke det uhyre Slag: et helt Livs Arbeide spildt. Naar Amalie Cathrine gav ham en gammel Kassebog at summere op, sad han med det hele Dagen, indtil de kaldte ham til Maaltiderne; kun en enkelt Gang spurgte han hemmelighedsfuldt, om det var Morten, som stod i Kramboden nu?
Madame Kruse derimod rettede sin lille Skikkelse og blev formeligt munter.
Hun og Peder satte saadan Fart i den tykke Sagfører Kahrs, som var Boets Bestyrer, at alt blev solgt og realiseret i kort Tid. Og da det viste sig, at Kreditorerne paa det nærmeste fik fuld Dækning, saa havde Madame Kruse ikke et Suk for alle de Skillinger, hun saa trolig havde hjulpet at slæbe sammen.
Livet havde nu ligefrem givet hende en Skræk for Penge. Nu skulde hun just være lykkelig; og det haabede hun, ogsaa andre skulde blive.
Mest syntes hun Synd i Peder; for han tog det saa tungt — dette med Arbeidernes Penge; og Peder havde dog ingen Skyld, det var denne Løvdahl, som havde gjort det.
Men det vilde Peder ikke høre noget om; han gik bestandig og grublede og bebreidede sig, at han ikke havde passet de Sager selv. Det hjalp ikke, hvad Moderen sagde, ikke engang, at Arbeiderne forsikrede ham om, at de ikke havde den ringeste Bebreidelse mod ham og indstændigt bad ham forblive Formand.
Peder kunde ikke glemme disse Penge, han med saamegen Glæde havde seet øge. De skulde realisere hans store Drøm: Arbeiderne forsamlede i eget Hus, forbundne og stærke. Nu var alt spildt og adspredt — værre end før; Mistillid, Feighed og al den gamle Elendighed; der maatte igjen begyndes helt forfra.
Han maa opmuntres — tænkte Madame Kruse og kastede sig strax over Fru Gottwald; hun havde naturligvis forlængst udluret Hemmeligheden af Peder.
Fru Gottwald værgede sig længe i Spøg mod at forstaa; men tilslut blev hun alvorlig:
„Hør Fru Kruse! vi skal ikke oftere tale om dette — ikke i Spøg engang. Selv om der ikke var hundrede andre Ting iveien for det, De hentyder til, saa maatte det være fuldstændigt nok — og mer end nok, om De kjendte min Ungdoms Historie.“
„Den kjender jeg — Fru Gottwald.“
„Jeg er ikke Frue —“ svarede den anden og bøiede sig over sit Arbeide.
„Det ved jeg ogsaa; men De har havt et Barn.“
„Ak ja! — en liden sød ulykkelig Gut.“
„Hør nu mig — Fru Gottwald! — den Mand, jeg vil, De skal holde af, han var ogsaa saadan en liden ulykkelig Gut.“
„Jeg forstaar Dem ikke; eller De forstaar ikke mig.“
„Hans Moder var heller ikke gift, da han kom til Verden; der er faldt Taarer paa hans lille Hoved — saadanne Taarer, som De kjender. Ja — De ser paa mig! — her sidder hun for Dem — hans Moder. Vi to — Fru Gottwald! — vi er lige.“
„Min Gud! — det har jeg aldrig vidst!“
„Nei ser De! mig glemte man det, fordi jeg var heldig og blev gift; men Skammen blev siddende paa Dem for Livet. Og derfor har nu jeg tænkt som saa, at Skammen kan igrunden ikke være saa stor for nogen af os; jeg tænker, vi har skammet os altfor meget beggeto — helst De. Ja — De ser paa mig! men det er mit Alvor; og derfor har jeg forvundet min Skam og Peder ogsaa.“
„Ved han det?“
„Ja det er jeg vis paa; men endnu vissere er jeg paa, at aldrig i den inderste Krog af sit Hjerte har han derfor en Skygge af noget, som kunde ligne Ringeagt for sin Moder. Og det vilde heller ikke Deres Søn havt, om han havde faaet leve; hvad var det, han hed?“
„Han hed Marius — lille Marius.“
„Nuvel Fru Gottwald! — Deres lille Marius og min lille Peder — de var etslags Brødre. De har mistet Deres Søn, tag min istedet; vi vil eie ham sammen — vi to.“
Fru Gottwald baade græd og lo; det kom saa uforberedt; men den Gamle tvang hende dog til at følge ovenpaa til The. I Trappen blev Fru Gottwald alligevel betænkelig og vilde vende om; men saa kom der netop til al Lykke en Herre nedenfra; og da dette viste sig at være Peder, ansaa Fru Kruse det som et Fingerpeg og slog sig tilro med, at nu vilde „de Unge“ nok finde hinanden.
Hendes Bekymringer for den anden Søn vare af en anden Art, og hun havde mindre Haab der. Imorgen vilde hun prøve ham. Han vilde prædike over hendes Text: Ei Guld, ei Sølv, ei Kobber skulle I have i Eders Bælter; — Fredrikke havde fortalt det; Morten ansaa det som sin Pligt netop i denne Tid at gaa strengt irette med Mammonsdyrkerne.
Madame Kruse vilde ikke bryde sig saameget om Ordene; saa veltalende som Provsten Sparre var jo Morten sletikke. Men han var hendes Søn; hun kjendte hver Lyd i ham; hun skulde nok lytte det ud, om han havde faaet den rette Aand. —
— Det var den 22de Søndag efter Trefoldighed, i Overgangen til fuld Vinter. Veiret var surt og gjennemtrængende koldt uden Frostens Friskhed; Folk strømmede stille til Kirken og skyndte sig i Ly for den pibende Sydvest.
Der var mange Mennesker; de store Ulykker havde drevet Folk til Kirken, som ellers ikke kom der. Kvinderne vare i mørke, angerfulde Farver, ikke et broget Baand at se.
Mændene sad dystre og tumlede med sine Bekymringer: om det værste var overstaaet, eller om det bare var Begyndelsen til værre.
Der kom Konsul With, som efter sin Fallit var bleven Bankdirektør under Christensen; han fulgte sit Strygebræt galant til hendes Plads, og var omhyggelig for, at hun fik Kaaben godt om sig.
Det havde man aldrig seet før; maaske havde Ulykken ført dette Ægtepar sammen.
Der kom Madame Kruse alene — rask og rørig, somom ingenting var hændt. Hun havde vist stukket adskilligt tilside — den gamle Ravn, siden hun saa saa ubekymret ud.
Men der kom Løvdahls; alle Hoveder vendte sig; alle Øine fulgte dem.
Fru Clara gik bleg med bøiet Hoved — — skjøn og hengiven som en Martyr. Den mørke Kjole, den beskedne Hat havde en ufrivillig Elegance, som næsten var rørende.
Med Hatten i Haanden, det hvide Hoved lidt til Siden og et Smil, der bad alle om Forladelse — saaledes gik Carsten Løvdahl ved hendes Side.
Fru Clara holdt ham indunder den venstre Arm; men med den høire Haand støttede han sig til Betlerstaven, — alle kunde se den, den var af brunt Rør med Elfenbenshaandtag.
Kvinderne taxerede Clara. Javist var hun tarveligere, meget tarveligere end før; alligevel var der, naar man saa nøie efter, noget, som irriterede, ved hende; rigtig knækket var hun slet ikke!
Men Professoren var sød; tænk, næsten ganske hvid i Haaret! og saaledes som han tog det! — ydmygt — gudhengivent — opbyggeligt for den ganske Menighed.
Mændene anstillede helst Betragtninger over den Akkord paa 50 Procent, som der sagdes, Christensen vilde skaffe Løvdahl; paa de mange skammelige Transaktioner, som sagdes opdagede af Boets Bestyrere. Det var igrunden for galt; hver enkelt fandt, at det var altfor galt, naar sligt kunde gaa upaatalt hen; øvrigheden — ligefra Amtmanden og nedover vidste s’gu god Besked, men hvilken enkelt Mand havde Mod og Magt til at tvinge denne øvrighed til at se, hvad den paa ingen Maade vilde se?
De Faa, som endnu stod, var selv af Ringen; og Skifteretten, Sagførerne, Bestyrerne og de levnede Pengemænd sluttede Kjæden fastere end nogensinde; og skjønt alle Mennesker paa Tomandshaand og i Fortrolighed vare enige om, at det var aldeles uforsvarligt saaledes som det gik, saa var det dog ikke muligt at opdage andet, end at alt blev drevet med den mest samvittighedsfulde Iagttagelse af Lovens Forskrift.
Saadanne Tanker fulgte Clara og Professoren opover Kirkegulvet; og saa ivrigt fulgte Øinene med, at det var først bagefter, Menigheden blev opmærksom paa, at der var En bagefter.
Det var Abraham.
— Der gives Sorger — især saadanne, som der er Skam i, der synes ganske umulige at fortsætte Livet med. Udover Eftermiddagen og Natten kjendes det, somom du maa dø, før Lyset kommer igjen.
Og naar Morgenen kommer, kjender du, at der alligevel er Liv i dig; du maa tage Klærene paa, børste dit Haar; og du maa spise.
Om Aftenen siger du: hvorledes er det dog muligt, at jeg har levet en hel Dag med dette paa mig?
Næste Dag barberer du dig; otte Dage efter kommer du til at sige en Vittighed og ler selv af den.
— Saaledes havde Abraham levet nogle Uger. Dagen og Natten havde rullet ham mellem sig frem og tilbage. Intet var blevet tungere, intet lettere; men alt rundede sig under Timernes Slid.
Paa en vis Maade havde han aldrig havt det saa godt i sit Hjem; de behandlede ham som en kjær Syg. Faderen var saa mild — næsten ærbødig; og Clara overøste ham med al den Ømhed, han havde drømt, før de blev gift og aldrig fundet før.
De frygtede ham begge. Et Ord — et Udbrud af hans overdrevne Principer kunde kuldkaste alt, hvad de havde bygget og reddet.
Men de behøvede i Virkeligheden ikke længer at være bange for ham; han var færdig.
Og da Clara hin Søndagmorgen halvt ængstelig hviskede ham i Øret:
„Du ved ikke, hvilken Glæde du vilde gjøre Far, om du fulgte med os i Kirken.“
— saa svarede han ganske rolig:
„Ja det kan jeg gjerne gjøre.“
Alligevel krøb det i ham, da han gik ind under Buen, og den store gamle Kirke laa for ham i dystre, graa Høstfarver. Minder vilde op, Øine vilde frem. Men han undgik dem næsten uden Kamp; det bed ikke længer paa ham.
Og mens han gik bagefter sin Fader og sin Kone, spyttede han sig selv i Ansigtet og raabte indvendig til sig selv:
„Se ydmyg ud — se ydmyg ud! din Hund, der du gaar!“
Hvor han saa skummel og fæl ud! ikke en var der, som havde Tiltro til ham. Kvinder og Mænd fulgte ham med onde Øine — han, som havde bedraget de fattige Arbeidere for deres stakkels Skillinger. —
— Men der kom Christensen — Bankchefen og Fruen i ny, svær Silkekaabe fra Hamburg! — Herregud! — det gjorde formeligt godt at se Folk, som endnu havde Raad til Silke!
Fru Christensen smilte bevæget; Sølvtøiet var paa sin Plads og den dumme Inskription udslebet.
Bankchefens Mine var den: tilbed mig ikke!
Men han kunde ikke forhindre det; han var deres Haab og Tilflugt; ikke en havde Mod til at mindes hans sidste besynderlige Optræden i Fortunas Generalforsamling.
Saa begyndte Morten Kruse sin Prædiken om de ti Tusinde Talenter; om den stygge Magt, Pengene har blandt os, om Mammon og Lillierne paa Marken, og som Grundmotiv vendte det tilbage — dette Ord: ei Guld, ei Sølv, — ei Kobber skulle I have i Eders Bælter.
Da reiste der sig midt under Prækenen en liden Skikkelse paa Kvindesiden.
Det var Madame Kruse, — ja — saa ved Gud! — det var Madame Kruse!
Hun holdt ikke Lommetørklædet for Munden! hun blødte ikke Næseblod; hun skulde ikke kaste op, for hun var ikke det mindste bleg. Tvertimod saa hun frisk og kraftig ud, som hun banede sig Vei mellem Damerne, som glemte at give Plads af Forfærdelse.
Da Madame Kruse endelig naaede ud i Midtergangen, rettede hun roligt paa sin Kaabe og gik derpaa nedover med sine smaa sikre Gammelkoneskridt, — nedover den lange Midtgang og ud af Kirken.