Fortuna/14
Clara fik vide det paa den Maade, at hun syntes, Pigerne var saa underlige; men da hun spurgte, fik hun ikke anden Besked, end at der vist var noget paafærde nede i Kontoret.
Hun blev nysgjerrig, men generede sig for Svigerfaderen og sendte Bud efter Marcussen.
Fru Clara var i en nydelig Kjole i brune Farver; hendes Figur var bleven fyldig; den blege, blodfattige Baldame havde Ægteskabet forvandlet til en fastbygget, henrivende Skikkelse.
Marcussen havde været i Unaade en Stund; nu skulde han faa lidt Solskin igjen; Fru Clara gik ham imøde og rakte ham smilende sin Haand.
Aldrig havde vel Marcussen været mindre oplagt end idag; men han mistede alligevel næsten Pusten, saa deilig var hun, og hans Øine flammede et Øieblik, saa at selv Clara, som ikke var ræd af sig, maatte se bort.
„Kom sæt Dem — Marcussen! det er saa længe siden —“
De satte sig i hendes lille Sofa under den uundgaaelige Viftepalme; og Marcussen — lig en god Jagthund, som føres paa Sporet, var strax med, glemte al Dagens Sorg, spændt og rede: om det alligevel skulde blive til noget med dette Pragtfruentimmer, som han saalænge havde snuset omkring.
„Men først maa De fortælle mig, hvad der er passeret i Kontoret idag? — mine Piger paastaar, der er noget paafærde?“
Ja var det da ikke ogsaa Fanden! Marcussen kom paa Hovedet ud af sine begyndte Drømme; han bandte og fór op af Sofaen og glemte ganske sine fine Manerer.
„Hvad gaar der af Dem? — Hr. Marcussen! — hvorfor slider De i mine Blomster? — lad være! — og kom og fortæl, hvad der er iveien; formodentlig en af Deres egne Historier — midt i Kontoret? — hvad?“
„Nei Pinedød — Frue!“ brød Marcussen løs; „dennegang er det ikke nogen af mine Historier, — gid det bare var det! — nei Frue! — det er værre — aa tusinde Gange værre. Og De maa tro mig, — det er mig saa pinende tungt baade for Professoren og for Dem, — ja for Kandidaten ogsaa —“
„Men Gud! — Marcussen! — græder De? — hvad er det da? — svar!“
„Ja det kan jo ikke nytte at ville skjule det for Dem; vi har stanset.“
„Stanset? — hvem? — hvad? — jeg forstaar ikke et Ord!“
„Forretningen — Huset —, Carsten Løvdahl har stanset.“
Fru Clara udstødte et Skrig, som drev Marcussen paa Dør; det var den eneste Ting, han absolut ikke kunde udholde: Kvinder, som skreg.
Pigerne kom styrtende; Fruen laa paa Sofaen i Krampe eller hvad det var, og var aldeles fra Samling.
Professoren vilde ikke komme op; han gav Ordre til, at der skulde sendes Bud efter Doktor Bentzen.
Den første Følelse hos Clara, da Besindelsen vendte nogenlunde tilbage, var Raseri mod dem, der havde ført dette over hende; ikke saameget Professoren, han imponerede hende altid.
Men Abraham! — det Fjog af en Mand — altsaa var han ikke engang rig! — hun var bedraget, snydt!
Og hendes Kjoler! — hendes Smykker-hvad? — solgte de ikke saadanne Ting, naar nogen „stansede“? — jo! — det vidste hun; — men hendes? — min Gud! hun maatte blive gal; skulde hun begynde at være tarvelig, spare omkap med Fredrikke for fuldt Alvor? — det var ikke muligt, — det var Galskab!
Et Telegram blev bragt Fruen; hun slængte det fra sig; det var naturligvis fra Abraham! det skulde vel være Trøst; — men hun vilde ikke trøstes, allermindst af ham; hun vilde ikke læse Telegrammet — aldeles ikke.
Men et lukket Telegram er ikke saa let at lade ligge; og da Fru Clara et Par Gange havde passeret det, som hun løb op og ned i Stuen vridende sine Hænder, — rev hun det op.
Det var fra hendes Fader og lød saaledes: Godt Mod! — med Klogskab, Forsigtighed kan meget reddes, skriver nærmere.
En Straale af Haab! — alt var ikke tabt! — aldrig havde hun vidst, at hun holdt saa meget af sin Far som i dette Øieblik.
Meget kunde reddes — reddes? — Clara var med en Gang bleven stærk, foretagsom, resolut.
Hun havde nogle Begreber om Retsbetjente, Auktion og sligt; men meget klare var de ikke; kun vidste hun, at alt det var fiendtligt; og at man kunde og burde narre Lovens Mænd.
Hastigt løb hendes Blik rundt Stuen; der stod to massive Sølvlysestager paa Kaminen. Som en Ravn kastede hun sig over dem, fløi ind i sit Soveværelse og gjemte dem paa Bunden af sin Skuffe under sine egne Linneder.
— Og den første af de deltagende Veninder, som havde været oppe hos hende, maatte berede den øvrige Kreds en Skuffelse: Clara Løvdahl var slet ikke sønderknust; tværtimod! — hun tog det paa saadan en nydelig Maade.
Hun havde talt om, at nu maatte de naturligvis alle arbeide i den yderste Tarvelighed; men hun gruede slet ikke for sin egen Part; hun havde egentlig aldrig sat Pris paa Luxus; kunde bare hver Mand faa sit, saa skulde hun være glad og ikke klage. —
— Abraham var paa Hjemreisen sydover, da han fik Telegram fra Peder Kruse; det blev bragt ham ombord paa Dampskibet ved et Anløbssted.
Først kunde han ikke forstaa det; et Øieblik tænkte han endogsaa, det maatte være en grov Spøg; men det lignede ikke Kruse.
Og nu — som han stod agterud paa Dækket med Telegrammet i Haanden, var han med et blevet ganske alene med Rormanden, alle de andre vare forsvundne; og det faldt ham nu ind, at hans Reisefæller allerede fra igaar havde været saa besynderlige mod ham.
Da gik det op for Abraham, at det var det alvorligste Alvor; og han skyndte sig ned i sin lille Kahyt; og mens Søen susede skummende forbi det lille runde Vindu, overgav han sig til de pinlige Tanker og prøvede at maale og forklare sig den store Ulykke.
Han tænkte først og fremst paa sin Far; hvad han maatte have lidt i lang Tid! Men dernæst eftersom alle de sørgelige Følger enkeltvis dukkede frem, sank han dybt i Sorg og Mismod. Det kjære gamle Hus, hans Barndoms Have, de tusinde Gjenstande, hver Krog fuld af Minder — forlade det altsammen; gaa tomhændet bort og se fremmede rykke ind og slaa sig tilro.
Og lille Carsten skulde ikke lege efter ham i den indelukkede Have og kaste Sten efter Kattene; og der blev ikke noget af den lille Pony, som Abraham havde fantaseret om, naar han tænkte fremover i Guttens Barndom. Lille Carsten skulde gaa ud i Verden som Søn af en Mand, der ikke havde betalt sin Gjæld.
Det var egentlig første Gang at Livet tog et saadant Tag i ham, at han følte sig henvist til sig selv alene. Ellers havde han altid havt sin arvede Plads blandt de Sikre; i dette Øieblik kjendte han sig uden Rygstød ansvarlig for en Søn, som skulde frem i Verden, og som ikke havde andet at stole paa end sin Far.
Men ud fra denne Tanke strømmede en forunderlig Kraft. Nu var den vist kommen endelig den store Leilighed, da Abraham Løvdahl skulde vise, hvad han evnede, naar først Opgaven var stor nok for hans Vilje.
Ja nu var omsider hans Tid kommen. Grete skulde blive glad; selv Clara skulde lære at paaskjønne ham. Men først ud af dette Kjøbmandsskab! — helt bort fra det altsammen; det havde været en Forbandelse for dem alle, — nu indsaa han det. Lad Kreditorerne tage hvad der er; og saa med tomme Hænder til et nyt Liv af beskedent Arbeide.
Denne Tanke gjorde ham saa varm i Hovedet, at han maatte aabne det lille Vindu, for at friske sig med det salte Skum, som sprøitede ham i Ansigtet; han kjendte sig saa stærk og fuld af Haab.
Han saa allerede deres fredelige Hjem i en af de mindre Kystbyer, Steffensens skulde ogsaa flytte. Den berømte Professor Løvdahl skulde igjen tage fat paa sin Praxis og Abraham skulde hjælpe ham. Det blev vel umuligt nu at tage den medicinske Embedsexamen; men han havde jo sin juridiske; den maatte da ogsaa kunne bruges til noget.
I denne Stemning kom han hjem i Mørkningen fjerde Dagen efter Konkursen.
Abraham gik ukjendt op i de mørkeste Gader og naaede sin Fars Hus gjennem et Smug bag Haven. Hele nederste Etage var mørk og nedrullet; kun ovenpaa i hans egen Leilighed var der et enligt Lys; hans Hjerte slog varmt: det var hans lille Søns Kammer.
I Gangen nedenunder studsede han over, hvor stort og tomt det var. Men strax mindedes han det gamle Skab, hvor hans Mor havde Dækketøi. Det var fra Bedstefar Knorr og havde været i Familien over hundrede Aar; nu var det borte; formodentlig skulde det til Auktion; kanske var det alt solgt.
Abraham stansede og lænede sig til Trappen; det var dog forfærdeligt bittert — det, han nu skulde gaa igjennem; Stykke for Stykke at slide sine kjæreste Minder ud; at se alt, hvad der var ham dyrebart, gaa over til fremmed Ligegyldighed.
Men han strammede sig op; saaledes skulde det netop være, — ja han var glad ved at se, at Begyndelsen var gjort, og han steg langsomt op ad Trappen.
— Ovenpaa havde de ventet ham beggeto — Clara og Professoren. Disse Dage havde bragt dem end nærmere til hinanden; og uden at der mellem dem behøvedes Ord og udtrykkelig Aftale, arbeidede de begge hver paa sin Vis, for at formilde Ulykken og redde, hvad reddes kunde.
Fru Claras første opblussende Vrede mod Professoren var hurtigt veget, da den dybt nedbøiede Mand bragte hende nogle Dokumenter, som viste, at lille Carsten allerede længe havde eiet mere end Moderen anede. Og Professoren havde ikke havt nødig at lade falde et lidet forskræmt Vink om, at de Papirer var det ikke værdt at vise Abraham strax; hun forstod fuldkomment. Begge var de spændt og ængstelige for hans Hjemkomst — hver paa sin Maade.
Professoren frygtede Abraham mest af alle; og lige til sidste Øieblik vidste han ikke hvorledes han skulde møde sin Søns Øine. Maatte han ikke vente, at Abraham med sit heftige Sind vilde komme stormende med Bebreidelser, fordi hans Liv var forspildt, hans Fremtid, hans Navn, hans Ære — alt trukket ned i Faderens Ruin.
Der var intet at svare til alt dette — aldeles intet; thi det var sandt altsammen.
Han havde selv fra først af opdraget denne Søn til fuldstændig Afhængighed og Beundring; lige til det sidste havde han skjult alt, hvad der i Abrahams Øine kunde kaste den mindste Skygge over ham; — og nu! — nu vidste han ikke nogen Skygge, hvor han kunde krybe iskjul.
— Fru Clara var ogsaa bange for Abraham; men paa en anden Maade; ogsaa hun kjendte hans Sind; men hun tog itide sine Forholdsregler. Det hun frygtede var, at Abraham med sin sædvanlige Tilbøielighed til Overdrivelse vilde opgive det hele, kaste alt i Kreditorerne og gjøre rent Bord. Hun vidste saa godt, at han aldeles ikke vilde være med paa at redde, hvad reddes kunde, og derfor imødesaa hun hans Hjemkomst med stor Ængstelse; han var istand til at ødelægge hele hendes Værk, — det samme havde ogsaa staaet i et Brev fra Assessor Meinhardt.
Abraham Knorr Løvdahl var selvfølgeligt gaaet til Konkurs samtidigt med Carsten Løvdahl; men Sønnens Bo var jo i Virkeligheden en Latterlighed; han var medansvarlig i næsten hele Firmaets Gjæld, forsaavidt som hans Navn var brugt paa alle Vexler i det sidste; og saa eiede han faktisk ikke andet end sine Møbler.
Den lovlige Registreringsforretning ovenpaa hos de Unge fik derfor næsten et Skjær af Humor. Enten Kreditorerne fik ½ eller ¼ Procent af dette Bo, var virkelig ganske ligegyldigt i den uhyre Underballance. Og Byfogdens Fuldmægtig gik desuden og vred sig overfor Fru Clara, som absolut vilde følge ham fra Værelse til Værelse, for at aabne alle Døre og Skabe og vise ham, hvad der var at skrive op.
Det var faa Uger, siden han havde danset med hende i disse selvsamme Stuer som en liden beskeden Gjæst, og nu skulde han tælle hendes Theskeer! — det var virkelig mere, end man kunde forlange af en ung velopdragen juridisk Kandidat; og Byfogden selv gik jo aldrig til en saadan Forretning.
Derfor blev det nok en temmelig mangelfuld Fortegnelse; og da det kom til Auktion, gav det Anledning til megen Spydighed blandt Folk, at dette overdaadige Hus viste sig saa paafaldende slet forsynet i Retning af Sølvtøi og andre værdifulde Gjenstande. Men andre hævdede derimod med stor Styrke, at Fru Clara havde lagt alt aabent og intet stukket tilside. Man kunde jo ogsaa vide, til hvilken Grad hun havde plukket sig, naar man hørte, at det skulde sælges — det berømte, japanesiske Sybord fra afdøde Fru Løvdahl, som Fru Clara godt kunde have beholdt, da det var en Bryllupspresent fra Professoren.
Hvor det nu var blevet af eller ikke, saa var der allerede ved Abrahams Hjemkomst saa tomt og tarveligt i Stuerne, at alle maatte lægge Mærke til det.
Fru Clara havde ordnet det saa, at der var mørkt i Gangen, hvor der før brændte en prægtig Gaskandelaber; det eneste Lys kom fra en Glasrude i Kjøkkendøren. Spisestuen var ogsaa mørk og kold; de skulde spise i Dagligstuen, for ikke at lægge i to Ovne.
Hun var ganske vis paa, at Abraham vilde bemærke disse Smaating; og hun haabede, at det skulde gjøre godt. Naar man bare kunde vinde Tid med ham og føre ham ind paa det rette Spor, saa var alt vundet. Siden kunde der nok komme baade Lys og Varme, og alt det forsvundne kunde komme ned igjen fra Loftet, men stykkevis — med Mellemrum.
Da de hørte ham i Forstuen, begyndte Professoren at skjælve, saa han maatte lægge Avisen fra sig; men Clara reiste sig og løb sin Mand imøde i Spisestuen.
Saaledes var Abraham aldrig bleven modtaget af sin Kone; og han havde i sit stille Sind frygtet noget helt andet. Fra han fik vide Ulykken havde han stræbt at tænke mindst paa Clara; hun vilde efter hans Beregning være fuldstændig knust, fuld af Klager — kanske af Bebreidelser.
Og nu løb hun ham imøde — kjærlig, freidig, næsten glad! men saa underligt fremmed i den sorte smykkeløse Uldkjole, og dog saa net og nydelig, somom Tarveligheden just var det, som klædte hende allerbedst.
Han blev ganske varm og fortryllet af hende; og da han saa mødte Faderen, der ventede med bævrende Mund, en bøiet Olding, kastede han sig i hans Arme:
„O Far! stakkels Far! hvor har du havt det ondt!“
„Kan du tilgive mig? — Abraham!“
„Tal ikke saa — Far! lad os alle tilgive hinanden og begynde et nyt Regnskab, som skal stemme bedre — ikke sandt?“
„Jo med Guds Bistand,“ svarede Professoren med et langt Suk; det værste var overstaaet.
De stod et Øieblik alle tre Haand i Haand og betragtede hinanden med Smil, som næsten vare glade; det var gaaet over Forventning for alle tre — det første Møde; og hver tog sit Haab, men fra vidt forskjellige Kanter.
Pigen forstyrrede dem med et Bud fra Sagfører Kruse, at Kandidaten maatte endelig komme hen til ham strax.
Professoren fór sammen og saa igjen ængstelig paa Sønnen; men Clara sagde til Pigen:
„Lad Budet svare, at Kandidaten er netop kommen hjem; han er altfor træt af Reisen til at gaa ud iaften. — Det er virkelig ogsaa temmelig hensynsløst at sende Bud efter dig strax.“
Abraham syntes ogsaa, det maatte kunne være tidsnok imorgen; og nu begyndte han at se sig om.
„Ja — du ser dig om,“ sagde Clara; „jeg har sendt alt, som skal sælges, ned i Fars Stuer, hvor det staar til Auktionen; jeg troede, du vilde lige det bedst, at intet blev holdt tilbage —“
„Naturligvis — kjære Clara! — jeg er saa glad, fordi du er saa modig og uforsagt; det var netop rigtigt af dig — skal jeg tilstaa det? — mere end jeg havde ventet af dig.“
„Ja —“ svarede hun med et resigneret Smi1; „jeg ved jo desværre altfor vel, at du har meget ringe Tanker om mig, og altid tror, jeg bare gaar op i Pynt og —“
„Nei vist ikke! — det har jeg aldrig troet; og har jeg nogensinde gjort dig Uret i min Tanke, saa tilgiv mig nu.“
Saa kom lille Carsten ind, for at sige Godnat — i sit Sengetæppe, søvnig og sød, og saa satte de sig tilbords i en hyggelig Krog henne ved Ovnen.
„Ja — du ser — Abraham! vi har ikke andet end Brød og Smør — og et Stykke Ost i Anledning af din Hjemkomst.“
„Det er fortræffeligt — Clara! — jeg kunde ikke ønske mig det bedre,“ og han bøiede sig, for at kysse hendes Haand.
„Men du ser dig saa underligt omkring? — hvad savner du?“
„Er ogsaa — Mors Sybord —? — var det nødvendigt —?“
„Du vilde da vel ikke, jeg skulde beholdt det Pragtstykke?“ — spurgte Clara skarpt; „det skulde rigtignok have givet Anledning til Folkesnak.“
„Ja, jeg for min Del,“ indskjød Professoren; „jeg fandt virkelig ogsaa, at Clara med god Samvittighed kunde beholdt det; — det var en personlig Gave fra lykkeligere Dage.“
— „Nei Far! Clara har alligevel Ret,“ svarede Abraham med Anstrængelse; „lad os tømme den bitre Kalk til sidste Draabe! — det var kjækt gjort af dig — Clara!“
Da de havde spist og netop skulde sætte sig hyggeligt om det runde Bord ved Sofaen, kom Pigen ind igjen med en Billet til Kandidaten.
„Hvad er det nu? — er det igjen den afskyelige Kruse?“ spurgte Clara.
„Ja det maa være noget af særdeles Vigtighed, siden han skriver, jeg maa komme iaften; jeg faar vel gaa da.“
„Det skulde du slet ikke; jeg er vis paa, det er tidsnok imorgen.“
„Nei Clara! husk, vi er ikke længer uafhængige; har du taget din Byrde helt op, vil ikke jeg lade min ligge. Ydmyge os vil vi ikke, men vi faar bøie os — ikke sandt Far?“
Den Gamle mumlede noget og saa hele Tiden paa sin Søn; og da Abraham havde sagt Godnat og gik mod Døren, var det ligesom Professoren vilde reise sig, for at sige noget eller holde ham tilbage; men han sank sammen igjen og skjulte sit Ansigt i Hænderne.
Clara fulgte sin Mand ud, og bad ham under mange Kjærtegn komme snart hjem; hun vilde vente paa ham. Det huede hende slet ikke, at han strax skulde falde i Hænderne paa denne Kruse; han havde ogsaa nogle taabelige, overdrevne Anskuelser.
„Nei Clara! — hvor Far er bleven gammel!“ sagde Abraham, da hun hjalp ham med Frakken; „tænk jeg saa ham skjælve, da han tog Thekoppen! og han, som har havt saa sikker en Haand — stakkels Far!“
Paa Veien var han endnu saa optaget af dette, at han ikke kom til at anstille Betragtninger over, hvad det vel kunde være, Kruse vilde ham.
— De var begge lidt forlegne, da de mødtes; Kruse trykkede hjerteligt hans Haand:
„Stakkels Gut! — det kom vel over dig som et Tordenslag; men jeg tænkte, det var bedst, du fik det fra mig —“
„Ja ja! — du skal have Tak for Telegrammet; det var vel betænkt af dig.“
„Jeg sendte Bud efter dig iaften, det maa du undskylde, fordi jeg — rent ud sagt — har gaaet i den pinligste Uro i disse Dage — ja mange andre med mig. Det glæder mig at se dig saa freidig, for saa kan jeg vide, alt er iorden; men uforsigtigt var det —“
„Hvad mener du?“ spurgte Abraham, og en dunkel Anelse om noget forfærdeligt sammensnørede hans Strube.
„Hvad jeg mener? — er du gal — Gut! Pengene naturligvis! — du har dem vel? — Arbeidernes Penge — Byggefondet og Sygekassen?“
Abraham pressede begge Hænder mod Siden, hvor han følte en Smerte, som efter et Slag i Hjertekulen; hans Hals blev tyk, og det var med Møie, han frembragte Lyd: „Far“ —
„Javist — din Far har taget Pengene ud af Sparebanken, —— det ved vi! men det var naturligvis bare for en Dags Laan?“ — Abraham nikkede.
— „og din Far leverede dig Pengene næste Dag?“
Abraham blev staaende med aaben Mund og vidt opspilede Øine.
„Guds Død og salte Pinel“ skreg den lille iltre Sagfører; „I er da en Bande af Forbrydere allesammen! der gaar din Kone og gjemmer sit Sølvtøi og stjæler — ja jeg siger bent frem stjæler! — og din Far! — din store Fader! — ikke nok med, at han har ødelagt min Far og mangfoldige andre; men jeg skal bare fortælle dig et Træk, som viser, hvad han er for en; du har sagt ham, at Fru Gottwald havde nogle Sparepenge —“
„Nei!“ — svarede Abraham; men blev rød idetsamme; thi forpint som han var i dette Øieblik, huskede han dog, at han en Dag ved Bordet havde fortalt om denne Idé med et Monument over lille Marius.
„Ser du?“ raabte Kruse bittert; „du husker det. Hør nu: otte Dage før Konkursen var din Far her og lokkede Bankbogen fra Fru Gottwald under Paaskud af at ville skaffe hende høiere Rente! — hvad siger du til det? — skal jeg fortælle dig, hvad han er — din store Fader? — jo han er en ganske simpel Kjæltring!“
Abraham faldt bagover mod en Stol og var i flere Minutter besvimet. Kruse blev ræd og angrede sine Ord, og da han endelig fik den anden til at slaa Øinene op, sagde han:
„Du faar ikke være sint paa mig — Løvdahl! — men du kan vel vide, at dette med Arbeiderne fordærver mer end mit halve Liv.“
Abraham tog sansesløs imod hans Haand, men det var klart, at han endnu var som lamslaaet. Kruse lod ham have Ro og gik imens op og ned i Stuen.
Efter en lang Stilhed sagde Abraham:
„Hvad skal jeg gjøre?“
„Det kommer an paa, hvad du kan gjøre.“
„Kan?“
„Hvad du har Kraft og Mod til.“
„Du tror da vel ikke, at jeg vil gjøre mig delagtig —“ han kom ikke længer; thi han stansede foran sin Vens Øine og et Smil, han kjendte, et halvt mismodigt, halvt foragteligt; og Abraham følte dette Smil svie i sit Hjerte.
Det var sandt; han havde hverken Mod eller Kraft til at bryde sig løs fra de andre, til at sige aabent og høit: se her! dette har min Far gjort, dette har min Kone gjort og dette har jeg selv gjort, — straf os, hvis det maa til; men lad os saa faa gaa udsonede til et nyt Liv.
Det kunde han ikke; han vidste det selv.
Skamfuld og uden at se op luskede han af; og Peder Kruse lukkede Døren efter ham.
Kun én Tanke var der i hans Hoved, et Navn paa hans Læber; han gik lige afsted, for at finde Grete.
Han var kommen gjennem de stille mennesketomme Gader saa langt, at der ikke var Gaslygter. Langs med Kanten af Veien var der sat store Stene, og dybt nede hørte han det tunge Drag af Bølgerne, som løftede sig opimod Fjeldet og raslede nedigjen — sugende og slidende i den seige Tare.
Abraham stansede, gik tilbage til den sidste Gaslygte, for at se paa sit Uhr.
Klokken var over ti.
Grete var vel iseng; men det gjorde ikke noget; han vilde bare faa Lov til at sidde ved Sengen, holde hendes Haand og høre denne Stemme, i hvilken der hverken var Svig eller Tvivl.
Men idet han vendte sig, for at gaa videre udover i Mørket, hørte han sit Navn raabt, og en sortklædt Dame kom frem fra Skyggen ved Kirkegaardsporten og ilede hen mod ham.
„Gaa ikke! — jeg beder Dem — Abraham! jeg beder Dem saa pent for lille Marius’s Skyld! — gaa ikke alene udover i Mørket.“
„Men kjære Fru Gottwald! — hvorfor maa jeg ikke gaa?“
„Fordi dette har jeg seet før, — og havde jeg dengang —“
„Naar? — hvem?“
„Deres Moder stod ogsaa her; gaa ikke — Abraham! jeg kan ikke holde det ud.“
Først havde han troet, hun var sindsforvirret over Tabet af Pengene; men da hun nævnte hans Mor:
— „svar mig! kjære Fru Gottwald! svar mig! — hvad var det med Mor?“
„Ingenting. Spørg ikke. Jeg ved ingenting.“
„Svar mig! De skal svare mig for lille Marius’s Skyld,“ og han holdt hende fast; „hvad var det med Mor?“
„Jeg skal svare og sige alt, hvad jeg ved; men saa skal du ikke spørge mere — stakkels Abraham!“
Nu var hun som i gamle Dage Marius’s Mor, og han var lille Marius’s bedste Ven.
„Jeg har seet din Moder staa netop her, hvor vi nu staar; det var Nat og Mørke som nu; og hun saa paa sit Uhr og vendte derpaa Ansigtet op mod Gaslyset; — o! det Ansigt! — jeg stod der i Skyggen ved Kirkegaardsporten, og jeg gik ikke frem; jeg er jo den, som jeg er; og hun var Professorinde Løvdahl! Og dog saa jeg, hun var ensom og i Nød, og vi var jo begge Mødre! — var det ikke skrækkeligt feigt af mig? — og saa døde hun den samme Nat.“
„Døde? — var det den sidste Nat? — hvor døde hun?“
„Din Moder døde i sin Seng,“ svarede Fru Gottwald fast; „men da jeg nu iaften kom nedover fra Marius og netop gik og tænkte paa dig og dine i denne store Ulykke, ja det var jo især paa dig, jeg tænkte — Abraham! — saa ser jeg foran mig dit Ansigt — saa ligt hendes; du tog dit Uhr frem, og stirrede derpaa op i Gaslyset —; — ja forstaar du saa ikke, at jeg fik en Angst for, at du gik ensom i Fortvivlelse?“
„Men Mor! — tror De da — Fru GottWald! tror De, at Mor —“
„Jeg hverken tror eller ved nogenting; men Mennesker, som ere ulykkelige, skal man ikke lade gaa i Mørket; kom, følg mig til Byen.“
Hun tog hans Arm og de gik tause indover.
„Var min Moder ulykkelig?“
„Hvad ved jeg? — hvad ved det ene Menneske om det andet? — gjøre vi andet end bedrage hinanden? — nogle for det onde, andre for det gode. Jeg kjendte hende desuden ikke saa nøie; men hun var vist en sjelden Kvinde, og netop derfor —“
— „derfor? — siger De?“
„Ja kjære Abraham! — derfor var hun vel ikke lykkelig; — det pleier at være saa.“
Han maatte love hende ikke at gaa udover; men han agtede ikke paa sit Løfte: det var ham umuligt at gaa hjem, og der var ingen Fare for ham, han tænkte hverken paa at springe i Søen eller skyde sig.
Og dog maatte han stanse og lytte efter det hemmelighedsfulde Skvulp af Bølgen dernede i den mørke Fjord, hvor Lysene fra Byen kom hoppende henimod ham i Striber af smaa Glimt. Var det ad denne mørke Vei, hans Mor havde tænkt at forlade Livet? — var hun gaaet frivillig —? — hvad skulde han tro?
Han gjennemgik sine Erindringer fra den Tid; aldrig havde han anet, at hans Mor var ulykkelig; først nu mindedes han, hvor besynderligt tungt hun kunde sige: stakkels lille Abbemand!
Men var der en Ulykke i hendes Liv, saa maatte den paa en eller anden Maade staa i Forbindelse med hendes Ægteskab; og det var det forfærdelige for Abraham, at alt idag samlede sig saa overvældende, for at knuse denne Fader, han i hele sit Liv havde seet op til, næsten dyrket med en Art Religion.
Den store Splid mellem Forældrenes Væsen — kun anet i Barndommen stod nu klart for ham, og nu vidste han ogsaa, hvad han skulde valgt: det som var knækket i Moderen, skulde blevet hans Livs Rygrad; og istedetfor det? — — der blev et forfærdeligt Øde i ham, og for hans øren ringede det med Kruses skarpe Stemme: I er da en Bande Forbrydere allesammen!
Mon det ikke alligevel var bedst at gjemme sin Skjændsel dernede, hvor der var saa sort og stille; saa var det forbi, saa kunde de sige, hvad de vilde om ham.
Hvad mon de vilde sige? — han begyndte at tænke over alle Følgerne og stansede ved den stakkels lille faderløse Carsten.
Men pludseligt vendte han sig bort med en Bevægelse, somom han væmmedes ved sig selv: han vidste, han turde ikke hverken nu eller nogensinde; han saa ligesom for sine Øine alle de smaa feige Trappetrin, ad hvilke han var steget ned — altid ned og ned ligefra sin Barndom til denne Stund.
Alle de store Ord, alle de glimrende Fantasterier, alle de smaa afmægtige Tilløb; al denne Trang til at være sand og modig, som altid gjækkende havde fulgt ham; alle de Muligheder, han havde havt paa Haanden; alle de Leiligheder, som havde budt sig — hvorfor? — hvorfor var det altsammen blevet den forsmædeligste Række af Nederlag.
Han trev sig i Fortvivlelse med begge Hænder i Haaret og raabte høit til sig selv:
„Hvad er der iveien med mig? — hvad er det for en Djævel i mig, som gjør, at jeg aldrig — aldrig kan fyldestgjøre for mig selv? — en feig Løgn, et Vrængebillede er mit Liv; — det er, somom hver Trevl i mig er forgiftet.“
Grete! — Grete! — nu var der ikke andet i Verden; og han løb næsten udover.
Da han nærmede sig Huset, syntes han, Gadedøren stod saa underligt; han famlede i Halvmørke og fandt, at de havde løftet Døren af Hængslerne og sat den udenfor opimod Væggen.
Der var ikke den vante Lugt i Stuen: hellerikke var der — der var ingenting; — han gik langs Væggene i Kjøkkenet,i Kammeret, i Stuen: der var ingenting, aldeles ingen Verdens Ting undtagen Halm og Rusk, som han kjendte, han gik i.
Tilslut stødte han mod den Bænk indunder Vinduet, hvor han pleiede at sidde med Grete; den var fast i Væggen.
Her kastede han sig ned. Steffensens var reist; han forstod det hele: Grete havde hørt, at han havde taget Arbeidernes Spareskillinger og dermed var hun reist; saaledes hang det sammen; den Historie var ikke længer. —
De mørke Timer afløstes af de lysegraa, lysere og lysere. Vinden reiste sig udpaa Morgenen og ruskede lidt i Halmen paa Gulvet.
Henne under Vinduet paa nogle Rester af Gretes Pilekvister og Rør laa Abraham Løvdahl og sov; han var gledet ned af Bænken. —