Forelæsninger over den norske Retshistorie/Rettelser
S. 11. L. 20–21 f. o. Herved læs Ved det første.
« 13. « 2 – tilf. Arvetallet udvidedes fra 3die til 5te Grad i Sidelinjen (F. L. VIII. 15).
« 20. « 31 – « S. Sigurðarson, i Aarbøger for nord. Oldk. og Hist. 1879 S. 163–84.
« 32. « 22 – « Selv har Kong Magnus dog vistnok kun istandbragt den Bergenske Lov, hvilken derefter uden videre er bleven overført paa de andre Byer. – Jfr. G. Storm, om Haandskrifter og Oversættelser af Magnus Lagabøters Love, i Christiania Vidensk. Selsk. Forh. 1879 No. 14 S. 17.
« 61. « 9 f. n. « Forordninger om ulovlige Paalægs Afskaffelse af 4 Marts 1684 og 5 Febr. 1685, samt Landskyldstaxt af 3 Oktbr. 1685.
« 106. sidste Linje « Jfr. Maurer, Die Berechnung der Verwandtschaft nach altnorwegischem Rechte, i Sitzungsber. d. kgl. bayer. Acad. d. Wiss. 1877. I philos.–philol. Cl. 3 S. 248–50.
« 225. L. 13 f. o. hvo ved læs hvorved.
« 295. « 7 f. n. Kap. 3: « Kap. 2:
Ved hvad S. 53 er anført om Forløberne for Christian den fjerdes norske Lovarbejde, bedes følgende bemærket:
Allerede ved Herredagen i Oslo i Juli 1529 havde Adelen og Lagmændene i Norge andraget om: at «dersom Norges Lov og Privilegier ikke nu i nogle Artikler bruges kan, for den Lejlighed, som sig nu i Riget begive kan, (de) maatte reformeres efter Eders Naades Kgl. Maj. gode Vilje og Raads Raad og med Rigets indfødte Edlingers Vilje og Samtykke» (Dipl. Norv. VIII. No. 598). – Omtrent samtidig hermed istandbragtes den første danske Oversættelse af Lovbogen med adskillige tilhørende Retterbøder, angivelig ved Oslo Lagmand Anders Sæbjørnsen og maaske efter Foranstaltning af Lensherren paa Agershus Erik Gyldenstjerne. Denne Oversættelse synes kort efter Reformationen (mellem Aarene 1537 og 1543) at være bleven overarbejdet af dansk Haand, ved hvilken Revision den i Kristendomsbolkens første Kapittel indeholdte (katolske) Troesbekjendelse er udeladt, og Kong Magnus’s Fortale og Efterskrift ombyttet med en i det væsenlige fra Jydske Lovs Fortale hentet Indledning. – Denne Oversættelse, der endnu er os bevaret i en stor Mængde (over 75) Afskrifter af forskjellig Godhed, blev benyttet ved Siden af den norske Text, og fortrængte efterhaanden Originalen.
Der synes dog ikke at være tilstrækkelig Grund til at antage, at denne Oversættelse har erholdt officiel Auktorisation som autentisk Lovtext, da herom aldeles intet direkte Vidnesbyrd haves. Tvertimod taler den Omstændighed, at ogsaa den norske Original gjennem hele det 16de Aarhundrede stadig benyttedes, og at en ny Oversættelse istandbragtes 1554 ved privat Foranstaltning, ligesom der udarbejdedes Glosesamlinger til den gamle Lov, imod at Oversættelsen skulde have nogen som helst autentisk Karakter. At den muligens er istandbragt under en Lensherres Medvirkning, og at den af de danske Myndigheder stadig benyttedes istedetfor den originale Lovtext, indeholder i og for sig alene et Vidnesbyrd om, at disse antog Oversættelsen for en korrekt Gjengivelse af denne, men ingen Auktorisation fra Regjeringens Side, der skulde betage den dens Karakter af Privat- arbejde. – Oversættelsen er forøvrigt temmelig fri og paa flere Steder urigtig.
Den Forvirring, som denne jevnsides Benyttelse af den norske Original og den derfra i mange Punkter afvigende danske Oversættelse, – hvoraf, som det synes, den norske Text fortrinsvis benyttedes nordenfjelds og Oversættelsen søndenfjelds, – nødvendigvis maatte fremkalde, var det aabenbar, som foranledigede Kongebrevet af 18 Januar 1557. Ved Udtrykket: «der er udgaaet en Lov over alt vort Rige Norges sigtes der vistnok til Magnus Lagabøters Landslov; men det forudsættes tillige, at Oversættelsen skulde være overensstemmende med denne, hvilket den vel ogsaa selv mente at være.
Det er ikke rigtigt, naar der S. 53 siges, at den paabudne Gjennemgaaelse af Loven i 1557 ikke fandt Sted. Ti en af de i Herredagen deltagende Lagmænd har udtrykkelig bevidnet, at «Lagbogen var læsen ifra Begyndelsen og til Enden og klarligen udteet Artikel fra Artikel». – Men den «Forklaring» eller «Reces», som man skulde have væntet udgiven som Resultat af denne Gjennemgaaelse, kom ikke. Det hele er blevet ved en personlig Konferens mellem Lagmændene.
Heller ikke er det rigtigt, naar det siges, at den ved Frederik d. 2dens Brev af 14 April 1572 befalede Sammenkomst af Lagmændene for at oversætte Lovbogen blev uden Resultat. Vi besidder endnu 3 Exemplarer af den ved denne Lejlighed istandbragte nye Oversættelse, hvilken sees at være foretagen efter den i det kgl. Bibliotek i Kjøbenhavn bevarede Borgartingslov-Codex No. 1642 qv. (codex Tunsbergensis), og formodentlig er udført af Tønsbergs Lagmand, Peder Friis. Men det kan ikke erfares, at Oversættelsen er bleven indsendt til eller auktoriseret af Kongen.
Det er uden Tvivl til denne nye Oversættelse der sigtes i Kongebrevene af 29 Januar, 5 og 30 Marts 1592, hvor det paa- lægges Lagmændene at tage «n af Lovbøgerne, som sidste Gang paa Danske er bleven udsat», for sig, gjennemse, korrigere og forklare denne. Dette sees ogsaa virkelig at have fundet Sted, og et Exemplar af Oversættelsen, med tilhørende 29 Retterbøder, der helt igjennem er gjennemgaaet, suppleret og korrigeret, aabenbar i den Hensigt at gjøre det brugbart for Trykken, bevares i Kristiania Universitets-Biblioteks Haandskriftsamling No. 553 qv. . – Men heller ikke dette blev indsendt til Regjeringen, auktoriseret, eller trykt. Rimeligvis har statholderen beholdt det hos sig til eget Brug.
Disse to Oversættelser (Anders Sæbjørnsens og Peder Friis’s) er saaledes at betragte som umiddelbare Forarbeider for Kristian » den fjerdes norske Lovbog af 1604, der endelig afløste Magnus Lagabøters Lov.
Jfr. G. Storm Om Haandskrifter og Oversættelser af Magnus Lagabøters Love, i Christiania Videnskabsselskabs Forhandlinger 1879 No. 14 S. 22–45.
| S. | VIII. | L. | 16 og 30 | f. o. | Peder Friis læs Hans Jakobssøn Lo. |
| « | 89 | « | 2–3 | – | efter Omstændighederne 12 Ører eller 3 Mark læs fuld Ret. |
| « | 101 | « | 3 fgg. | – | Den dunkle Regel i B. K. R. (II) 7 (Bersa-løg) forklares nu ved det nye Aftryk af Lovstedet i N. gl. L. IV. S. 68. |
| « | 132 | « | 5 | – | efter „Barnet“, tilf.: og B. R. tillægger, at D den udlagte Barnefader, selv om han fralægger sig Paterniteten, ligefuldt skal bøde til Kvindens Frænder; med mindre han tør sværge paa, at han aldrig kom hende nær paa saadan Maade, at de kunde avle Barn. |
| « | 157–8 og 283 | Den her forsvarede Lære, at alene ufuldbyrdede Gaver kunde tilbagekaldes, maa opgives som urigtig. Det er umuligt at forstaa G. L. 129 og M. L. V. 21 anderledes end som gjældende alle ikke udtrykkelig undtagne Gaver, ogsaa fuldbyrdede, for hvilke der ikke var, eller sednere blev givet Vederlag. Gulatingsloven fordrede endog, at Gave og Vederlag maatte være af lige Værdi; hvorimod den nye Lov, i et Haandskrift fra Begyndelsen af 14de Aarh., siger, at, selv om vederlaget er af mindre Værdi end Gaven, skal denne holdes. Først ved Rb. 1280 Art 12 blev de fuldbyrdede Gaver erklærede for utilbagekaldelige. – Noget andet er det, at de ældre Love vistnok kun har udtalt den strenge Ret, og at det i det virkelige Liv ikke har været anseet sømmeligt at benytte sig deraf. | |||
| « | 200 | L. | 7–11 | f. o. | Ved ubeseet Kjøb – Overleverelse, læs: Ved dødt Gods havde sælgeren neppe noget Ansvar, uden for Svig eller Vanhjemmel, med mindre Kjøbet var skeet ubeseet (G. L. 45), hvor hans Ansvar varede, indtil Kjøberen havde modtaget Tingen. |
| « | 217 | « | 5 | nedenfra: | mørk læs hálfa mørk. |
« 199 sidste Linje: 1609–1610 læs 1608–1612.
« 220 L. 32 f. o. efter „Raad“ tilf.:
– Ved Arvehyldningen i Norge androg Kjøbstædernes Deputerede 8 Aug. 1661 (Meddelelser fra Rigsarkivet S. 39) om „at Borgermestre og Raad uden nogen anden Overdommer maatte forsvare alle sine indenbyes Domme, saavidt Byerne vedkommer, for Eders Majestæt selv eller den af E. M. anordnede Højesteret, og at Lagmændene maatte dømme med Borgermestre og Raad i alle Ære- og Livs-Sager“. Men efter Statskollegiets Erklæring, hvori bemærkes, at Parterne derved vilde betages en Instans, og at Lagmændenes Domme giver temmelig god Oplysning i Sagerne for Højesteret, blev dette ikke indvilget. –
S. 221 L. 22–33: Istedetfor Stykket: „Først efter – kjendes ikke“ sættes:
– Først i 2den Halvdel af det 17de Aarh. fik Byfogderne i Norge efter Danmarks Exempel (Fr. 27 April 1635, gjentagen i Reces 1643, 2–3–5, Kilde til Lovb. 1–3–1) virkelig Dommermyndighed under Appel til Raadstueretten. Dette synes tidligst at være skeet i Kristiania, hvis ældste bevarede Bytingsprotokol begynder 1652. I Landskommissionens Relation af 4 Aug. 1661 (Samll. t. n. F. Sp. Hist. IV. S. 35) heder det, at „det ikke vilde være utjenligt for menige Mand i Trondhjem, at Byfogden der, som her i Kristiania sker og ellers i Danmark, maatte først damme i alle Sager, hvorved Borgermestre og Raad blev forlettet og Kongens Interesse forbedret“. Og Kjøbstædernes Deputerede ved Arvehyldningen androg 8 Aug. 1661 (Meddelelser fra Rigsarkivet S. 39) om „at Byfogden med 6 Mænd maatte først dømme udi alle indenbyes forefaldne smaa Sager, saa som udi Danmark overalt og udi endel Steder her udi Landet er brugeligt“. Statskollegiet bemærker hertil, at Processerne vil blive forlængede ved, at der bliver en Instans mere, med mindre Byfogdens Domme, saaledes som paa de fleste Steder i Danmark, skulde indstevnes for Lagmanden (med Forbigaaelse af Raadstueretten);