Forelæsninger over den norske Retshistorie/42

Fra Wikikilden
Hopp til navigering Hopp til søk

nok saavel Jorddrot som Lejlænding Jorden som overladt den sidste for hans hele Levetid, forudsat at intet uforudseet Tilfælde maatte indtræde. Ved hvert Aaremaals Udløb foretog idetmindste de større Jorddrotter eller deres Ombudsmænd et Eftersyn af sine bortfæstede Ejendomme og undersøgte, hvorvidt Lejlændingen holdt Jorden og Husene i aabodsfri Stand m. m. Fandtes da alt i tilbørlig Orden, blev der vistnok aldrig Tale enten om nogen Opsigelse af Lejlændingen eller engang om nogen Forhøjelse af Afgiften, men Forholdet blev uforandret bestaaende. Ved disse 3aarlige Eftersyn sees det at have været Brug, at Lejlændingen modtog sin Jorddrot med et Gjæstebud (veitsla), hvilket efter gammel Skik gjærne ledsagedes med Gaver. – Indtraf det alligevel undertiden, at Jorddrotten enten aldeles ikke eller kun mod en uforholdsmæssig Forøgelse af Landskylden vilde lade Lejlændingen beholde Jorden længere, led denne derved dog ingen Uret. Han fik søge sig en ny Gaard paa fordelagtigere Betingelser, og han betalte ikke Afgift for længere Tid, end han beholdt Gaarden. At han skulde have foretaget betydelige Forbedringer, hvoraf det kunde være uretfærdigt at berøve ham Frugterne, var saavel efter Jordbrugets daværende Tilstand som efter den legale Lejemaalstids Korthed, lidet at regne paa. Med Hensyn til opdyrkning af Ødegaarde havdes nemlig særegne Regler (F. L. Indl. 18).

Men hele dette Forhold forandredes derved, at Ledingen i det 13de Aarh gik over til en Skat, der fordeltes paa de faste Ejendomme i Forhold til deres Landskyld. Til den naturlige Utilbøjelighed mod at forhøje den engang gjældende Lejeafgift kom nu tillige Hensynet til den økonomiske Fordel, idet enhver Forhøjelse kom til at drage en forholdsvis forøget Skat efter sig: Landskylden, der vistnok altid har været billig, kom saaledes under Jordværdiens stadige Stigen til at staa i et stedse større Misforhold til denne. Et Vidnesbyrd herom haves allerede i M. L. VII. 7, der sætter streng Straf for den Ombudsmand, som tager Bestikkelse (mútur) for at bortbygsle nogen Kongens eller anden Mands Jord, og i umiddelbar Forbindelse dermed siger, at, hvor nogen Jorddrot forøger den sædvanlige Landskyld, skal ogsaa Kongens Leding forøges i samme Forhold. Heraf sees, at Landskylden allerede dengang havde en «sædvanlig» Størrelse, og tillige at denne var saa lav, at Lejlændingen fandt sin Regning ved at give Ombudsmanden Dusør for at faa Jorden lejet[1]. Ikke fuldt 25 Aar sednere erfarer man imidlertid, at Jorddrotterne selv tog Gaver af Lejlændingen ved Jordens Bortbygsling foruden den aarlige Landskyld, se Rb. 22 Juli 1297 og 2 April 1298 Art. 9 og 10, hvilket strengelig forbydes, medens det tillige gjentagende siges, at Jorddrotten kan tage saa meget i Landskyld, som han kan erholde. I samme Retterbods følgende Artikel tales der endvidere om, at Jorddrotterne eg deres Ombudsmænd krævede Gjæstebudshold af sine Lejlændinger som en Skyldighed, hvilket ligeledes misbilliges, og som tillige vidner om, at der i Virkeligheden ikke har været Tale om nogen fornyet Bygsling[2]. – Men det viser sig, at disse Forbud ikke lod sig overholde, idet Egen-Interessen var stærkere end alle Forbud. Landskylden forblev uforandret, og Jorddrotterne tog, istedetfor at forhøje denne, efter som Jorden steg, en Indfæstningssum engang for alle ved Jordens Bortbygsling, ved hvilken Omvej de undgik den Forøgelse i Skat, som Landskyldens Forøgelse vilde medført. I hvilket Forhold denne Indfæstningssum stod til den aarlige Afgift, vides ikke; det naturlige skulde have været, at dens Størrelse havde ækvivaleret Differensen mellem Brugens sande Værdi i den legale Lejetid (3 Aar) og den faste Landskyld i samme Tid, saaledes at en fornyet Sum maatte blive at erlægge, hver Gang en Relokation fandt Sted. Men saaledes gik det vistnok ikke til i Virkeligheden. Den almindelige stiltiende Forudsætning, at Lejemaalet ikke vilde blive afbrudt, saa længe Lejlændingen ønskede at vedblive, medførte udentvivl, at den første Indfæstningssum bestemtes under Indtrykket af, at Fæstet skulde blive livsvarigt, og herpaa tyder ogsaa den cit. Rb. Art. 11, der under en modsat Forudsætning ikke vel kunde betegne de skyldige Gjæstebud, naar Jorddrotten drager om for at bortbygsle sine Gaarde, som en Udsugelse, og stille dem ved Siden af andre ulovlige Paalæg. – Men alligevel medførte denne faktiske Forudsætning ingen bindende juridisk Forpligtelse. Jorddrotten maatte ligefuldt være berettiget til ved Lejemaalets Udløb at drive Lejlændingen fra Jorden, eller til dog idetmindste at afkræve ham en ny «Tilgave» for at lade ham beholde denne. Og eftersom Misforholdet mellem Landskylden og den aarlige Brugsrets virkelige Værdi blev større og større, maatte Fristelsen for den egennyttige Jorddrot til at benytte sig af denne sin juridiske Ret stedse tiltage. Imidlertid maa det dog ogsaa mærkes: dels at Jordværdiens Stigen ikke foregaar hurtigt, saa at disse Tilgaver vistnok i Førstningen ikke kom til at udgjøre betydelige Beløb, dels at den almindelige opinion maatte rejse en væsenlig Hindring mod altfor store Misbrug fra Jorddrotternes Side.

I de ringe Levninger, som vi besidder af Lovgivningen fra det 14de og 15de Aarh., findes Lejlændingsvæsenet næsten aldeles ikke behandlet. Mærkes kan dog Haakon Magnussøn den yngres Rb. for Østerdalen af 22 Februar 1358 (Dipl. Norv. VI. No. 238), der gjentager Bestemmelsen i Rb. 1297–8 om, at Parterne ved Jordbygsling kan bestemme vilkaarene ganske som de enes om, men udelader Forbudene mod Tilgave og Landboveitsle, der nu sandsynligvis var blevet hævdet Brug; medens den dog har beholdt Forbudet mod ulovlige Paalæg af Sysselmænd og Lensmænd. I Diplomerne findes forøvrigt neppe noget Exempel paa Bygselbreve, hvori en Indfæstningssum udtrykkelig er stipuleret; denne er vistnok altid erlagt kontant, og der tales i Brevene altid blot om Landskylden samt i Regelen tillige om Forpligtelse til at opføre visse Bygninger og foretage andre Forbedringer, men at Forholdet er forudsat at blive bestaaende, saa længe ikke særegne Omstændigheder medførte dets Ophævelse, forudsættes kjendelig. Dipl. Norv. IV. 881 siger udtrykkelig: for 3 Aar eller længere, hvis begge Parter derom forliges; Livsfæste. (alðrmáli á jørðu) betinges udtrykkelig i Dipl. Norv. V. 134 og 136; Fæste paa Mands, Kones og deres Børns Levetid i Dipl. Norv. V. 717 og 808, VI. 503; egentligt Arvefæste, Dipl Norv. V. 340.

Meget hyppig forekommer Sager angaaende uhjemlet Brug af fremmed Jord. Det synes her at være bedømt paa samme Maade, enten saa Brugeren aldeles ingen Hjemmel har haft paa Jorden, eller alene har forsømt at erlægge Landskylden, (se saaledes Dipl. Norv. II. 277 og 432 og 451; III. 387, IV. 343, 600, 613, 618, 878, V. 58, 86, 103, 161, 379, 387–9 o. fl.), ja selv om en Del af Landskylden var betalt; i begge Tilfælde tilpligtes Besidderen at betale saavel Erstatning for Afgrøden (lóðverð) som Landnam; dog synes den sidste undertiden at have bortfaldt, hvor Lejetagelsen var in confesso, hvilket idetmindste er Lovens Mening.

Ved Chr. II Fr. 7 August 1514 Art. 2 bestemmes det, at af flere Samejere «den, der ejer den største Part i Gaarden og bedste Mand er, skal raade for Bygselen alle Ejerne tilgode; men hvis Godvilje, Husebod, Aabodsfald deraf gaar, skal tilfalde alle Medejerne, efter hvers Part i Gaarden», og Art. 4 siger, at «Bønderne ej skal gjæstes af andre for Jordbygsel, end af bedste Mand». Her ser man kjendelig, at der ved Gaardenes Bortbygsling forudsættes at blive erlagt en Kjendelse udenfor Landskylden, og endvidere, at det 3aarlige Gjæsteri forudsættes at medføre en særskilt Fordel. Bestemmelsen gjentages siden i Rec. 1539 Art. 19, Rec. 1557 Art. 1 og Chr. IV L. VI. 1, hvorfra den er gaaet over i Lovb. 3–14–2.

I Rec. 1539 træffes endelig første Gang den mærkelige Forskrift, at Landskyld og Leding skal bestemmes ved 6 Mænds Skjøn i Forhold til Jordens Afkastning; altsaa var nu Parternes tidligere Frihed til at bestemme samme efter eget Tykke bortfaldt. At dette imidlertid ej kan betragtes som nogen ny Bestemmelse, er klart. Det er aabenbart, at Landskylden forlængst i Tidernes Løb havde fixeret sig som en fast og uforanderlig Grundbyrde paa Jorden, – ligesom Ledingen, der rettede sig derefter, og som jo ogsaa oprindelig havde været en aarlig vexlende Ydelse, men allerede i Rb. 14 Oktober 1312 viser sig at have antaget Karakteren af en fast Ydelse paa Landet, ligesom allerede ifølge B. L. III. 6 var Tilfældet i Byerne. Hvad Rec. 1539 har gjort, er altsaa blot at forbyde vilkaarlige Forrykkelser i dette Forhold. Men dette vidner tillige klart om, at en Indfæstningssum engang for alle nu maa have været almindelig, da den ubetydelige Landskyld nu ikke paa langt nær kunde være noget passende Vederlag for Jordens Brug. Alligevel kommer det gamle Forbud mod jarðar–mútur i M. L. VII. 7 og mod tilgjöf umfram landskyld i Rb. 1297–8 endnu nogle Gange tilsyne, men paa saadan Maade, at det tydelig sees, at Lovgiveren ikke ret forstaar, hvad derved menes, men betragter det som et Slags ubestemt Udsugelse af Lejlændingen. I Chr. II. Fr. 29 Septbr. 1521 (Allen, De 3 nord. Rigers Hist. III. 2 S. 83) forbydes Jorddrotterne «herefter at tage nogen Jordemuder af sine Jorder», og Rec. 1539 Art. 22 siger, at «om Jordemuder, som højlig beklages, da er og den Artikel Kgl. Maj. og menige jordejende Bønder og Mænd ganske anrørende. Som Norges Lov og formelder derom, at ingen Jord skal længer stedes end et Tagemaal, som er 3 Aar (jfr. M. L. VII. 1), derfor formanede Undersaatterne os at forfare hos Kgl. Maj. til det bedste paa begge Sider; forbydende baade Kgl. Maj. Embedsmænd og Andre, som den Jordemuder anrørendes er, anderledes at handle med Almuen, end som kristeligt og lideligt være kan» o. s. v. I Chr. Hvitfeldts Rec. 1544 (Krags Hist. II. S. 377 fgg.) forbydes ogsaa «den Jordemuder, som den menige Landbo besværes med hvert 3dje Aar at give sin Landsherre», og i Rec. 1548 Art 1 siges, «at ingen Jordbygning eller Tilgave skal videre udgives, end som Norges Lov formelder». Det synes egentlig, at man herunder nærmest har tænkt sig en fornyet Bygselsum ved hvert Aaremaals Udløb, som et Slags Stikpenge for ikke at benytte sin strenge Ret til at drive Bonden fra Gaarden; og maaske man ogsaa nærmest har haft Ombudsmændene, især Kongens og Kirkens, for Øje. Ti vist er det, at Indfæstningssum ved Jordens Bortbygsling nu var ganske regelmæssig.

Men saa længe Livsfæste ikke ved Loven var paabudt, medens det altid faktisk var forudsat, og saalænge Erindringen om, at et Aaremaal kun skal være 3 Aar (M. L. VII. 1, Rec. 1539 Art 22, Rec. 1557 Art. 14, jfr. Kgbr. 15 Febr. og 14 Juli 1593), stadigen holdt sig, medens desuagtet Parterne ved Kontraktens Indgaaelse og Indfæstningssummens Bestemmelse altid gik ud fra, at den skulde blive staaende for Livstid, – stod det ikke til at undgaa, at egennyttige Jorddrotter af og til benyttede sig af den strenge Ret til ved Aaremaalets Udløb at fordrive Lejlændingen, eller dog alene mod ny Indfæstning lade ham blive siddende. Herimod optræder nu Lovgivningen stadigen: dels med Forbud mod «at drive Bonden fra Gaarden uden Lovmaal og Dom», Rec. 1544 (Krag S. 378), 1548 Art 1 Slutn., 1565 Art 5, 6, Fr. 29 Juli 1631 Art. 5, dels med Forbud mod «at tvinge Lejlændingen til at bygsle sin Gaard paany hvert 3dje Aar», Fr. 18 Januar 1557, – ligesom ogsaa Enken skulde være berettiget til at beholde Gaarden efter sin Mands Død, saa længe hun sad ugift, Reces 1568 Art. 16 og 15 September 1578 Art 6. – Saaledes blev Livsfæste indført som juridisk Pligt. Men Forbudet mod at kræve ny Indfæstning hvert 3dje Aar (Jordemuder) lod sig dog kun delvis gjennemføre.

Det gamle Landboveitsle (skýldu-veitslur) var vistnok tidlig, da der ved de 3aarlige Eftersyn ikke lettelig mere blev Spørgsmaal om at fratage Bonden Gaarden, gaaet over til en Kjendelse for det sparede Gjestebuds Omkostninger; skjønt man dog ogsaa ser, at der ved Jorddrottens eller hans Ombudsmands Besøg fremdeles fandt virkeligt Gjestebud Sted (se Reces 1557 Art. 4, Rec. 1565 Art. 6). – Dernæst er det i sig selv rimeligt, at, hvor Jorddrotten vilde benytte sig af sin strenge Ret til at fordre ny Indfæstning hvert 3dje Aar, har han dog forsaavidt gaaet paa Akkord og ladet sig nøje med en mindre Kjendelse end ved første Fæste. Heri maatte Lovgiveren finde sig, og denne Kjendelse hvert 3dje Aar, Tredjeaarstagen, sloges igjen sammen med Landboveitslen til en fælles Ydelse. Rec. 1544 siger, at Lejlændingen ikke skal besværes med Jordemuder hvert 3dje Aar, men være berettiget til at beholde den lejede Jord, saa længe han lyster og giver sin rette aarlige Landskyld, Aabod og sin Landboveitsle hvert 3dje Aar af Jordens Afvæxt. Recesserne af 1557 Art. 4 og 1565 Art. 6 sees endnu tydelig at skjelne mellem 2 Sorter Landboveitsle: dels som Beværtning (1557 = 1 Tønde norsk Øl) eller Erstatning derfor (1565 = ½ Daler til Ombudsmanden), dels som en virkelig Pengeydelse, mod hvilken, som det heder i Rec. 1565 «Ombudsmanden skal være pligtig at bygge Bonden sin Jord igjen 3-aars Maal»; og ligesaa siger Rec. 1568 Art. 16, at Enken «skal beholde Gaarden uden Fæste, saa længe hun sidder Enke; dog skal hun give landskyld og bygsle hvert 3dje Aar», jfr. An. 28 Maj 1574 Art. 8. og Chr. IV. L. VII. 1, hvor dette er gjengivet med at «udgive hver 3dje Aars Tage». Men i Rec. 1578 Art. 3 er Tredjeaarstagen og Landboveitslen smeltede sammen, og for Kronens og Kirkens Gods bestemt til 1 Daler for hvert Sk℔ eller 2 Huder Skyld; endvidere skulde Fogden ved første Tage gives en Støvlehud eller en gammel Daler, og ved hver 3dje Aars Tage ½ Dlr. for en fuld og 1 Ort for en halv Gaard eller Ødegaard. Disse saakaldte Fogedpenge hvert 3dje Aar blev ved Chr. IV. L. VI. 1 hævede, jfr. 3–14–7, se og Fr. 29 Juli 1631 Art. 6,. st. Reces 1643, 3–6.

Med Hensyn til første Tage eller Bygselsummen foreskriver Reces 1578 Art. 3, at, da ikke alle Gaarde var af ens Lejlighed, kunde ingen vis Anordning herom gjøres; men Kongens og Kirkens Ombudsmænd skulde ikke beskatte Nogen over Billighed.

Paa denne Maade stod Sagen altsaa lige fra Midten af 16de Aarh. til Lovbogens Tid saaledes, at Bygselen skulde være livsvarig og den aarlige Afgift (Landskylden) samt den 3-aarlige Kjendelse (Landboveitslen og Tredjeaarstagen) indskrænket til en vis lovbestemt Størrelse; hvorimod der i første Tage kunde tages saa meget, som Parterne kunde forenes om. Forbudet mod at forhøje eller formindske Landskylden uden efter 6 Mænds Skjøn gjentages oftere, saaledes i Reces 1557 Art. 3 og 5, 1565 Art. 8, 1568 Art. 19, stadfæstet 1574 § 5, Chr. IV. L. VI. 1 og Lovb. 3–14–14, Fr. 29 Juli 1631 Art. 5.

Idet Jordlejeforholdet saaledes for en væsenlig Grad var gaaet over fra et Parternes frie Raadighed overladt til et ved præceptoriske Lovbud ordnet Forhold, er det klart, at dette ogsaa i mange andre Retninger maatte paavirke Retsforholdet mellem Jorddrot og Lejlænding. Men da Forholdet intetsteds af Lovgivningen var blevet ordnet i sin Helhed overensstemmende med den nye synsmaade, maatte det tillige blive højst uklart, hvor vidt den nye Regels Virksomhed strakte sig. Selve Budet om Livsfæste kunde vistnok ikke være strengere at forstaa, end at Lejlændingen ikke maatte fordrives, naar Kontrakten var indgaaet paa den almindelige ubestemte Maade; hvorimod der vistnok ikke kunde være noget imod, at Parterne udtrykkelig vedtog, at Lejemaalet kun skulde vare en bestemt fastsat Tid, ligesaalidt som det kunde være Meningen, at Lejekontrakter om Jord absolut skulde være indgaaede i den ovenfor beskrevne Bygselform. Naar begge Parters virkelige Mening kun var in confesso, maatte vistnok i det mindste de private Jorddrotter med fuld Retsvirkning kunne indgaa Jordlejekontrakter paa hvilkensomhelst Maade, de fandt for godt; kun hvis de benyttede den almindelige Bygselform, var deres Retsforhold ved selve Loven bestemt: da maatte ikke Landskylden være enten højere eller lavere end fastsat; da maatte der ikke tages mere i Tredjeaarstage end en Daler af hvert Sk℔ Tunge, da maatte Lejlændingen og hans Enke ikke mod sin Vilje fordrives.

Men da der faktisk neppe nogensinde benyttedes andre Former uden i særegne Tilfælde, gik det let ind i Bevidstheden, at Bygsel i alle Fald var den eneste legale Form for Jordleje, og alle de Lovbud, som videre udgaves om dette Forhold sluttede sig naturlig til denne Form. Det var i Bygselforholdet at Lovgiveren lod det være sig magtpaaliggende at forebygge at Jorddrotten betyngede sin Lejlænding, navnlig at Fogderne og de adelige Tjenere misbrugte sin Stilling til at udsuge Bønderne. Og det var da især saadanne mindre Ydelser og Tjenester, som laa udenfor hvad enten Loven eller Kontrakt ligefrem indeholdt, men som ifølge gammel sædvane havde været præsterede, der nærmest blev Gjenstand for Lovgiverens Opmærksomhed. Ti efter at de stadige Ydelser (Landskyld og Tredjeaarstage) ved Loven selv var fixerede, var der netop gjennem Overdrivelse af hine mindre Præstationer en aaben Vej til i en ikke ringe Grad at forøge Bondens stadige Byrde. Her var det navnlig Arbejdspligten, som maatte frembyde sig, og som gav Anledning til gjentagne Klager ved Herredagene, uden at man dog saa sig istand til at afhjælpe dem (se saaledes Rec. 1578 Art. 6, 25 og 27, Kgbr. 15 August 1590, 8 Juli 1604, 20 Juni 1610), og som sees stundum at være omsat til en aarlig Ydelse. Herom, saavel som om det sædvanlige Paalæg at fodre enkelte Stykker Kvæg for Jorddrotten, bestemte tilsidst Fr. 15 Marts 1633 Art. 14 og 15, jfr. Rec. 1643, 3–15, Kilden til Fr. 5 Februar 1685 § 6, gjentagen i. 3–14–23, at Fornød og Pligtarbejde ikke maa paalægges nogen Bonde, uden hvor det udtrykkelig i Jordebogen er bestemt, eller fra Alders Tid har været Brug. – Allerede Chr. II. Fr. 29 Septbr. 1521 (Allens Hist. III. 2 S. 82) forbyder Jorddrotterne at misbruge sin Forkjøbsret til Bondens Produkter, og at tvinge Bønderne til at fare paa deres Skibe, og Reces 1539 Art. 7 bestemmer, at Jorddrotten ikke maa tvinge sin Lejlænding til at sejle med sig; men dog skal Lejlændingen være pligtig at skydse ham og hans Tjenere, jfr. Fr. 15 Marts 1633 Art. 9. Denne Skydspligt omtales ellers, saavidt vides, ikke før i Fr. 4 Marts 1685 og 5 Februar 1685 § 5, der indskrænkede den til 2–3 Mile ad Gangen 3 eller 4 Gange om Aaret, hvilken Bestemmelse gjentoges i 3–14–19. – Om Lejlændingens Forpligtelse til at frembringe Landskylden til Jorddrotten, hvilket af denne blev misbrugt til at lade Bonden fremføre den langvejs did, hvor Jorddrotten kunde faa solgt den, og vel ogsaa til at nøde Bonden til at medtage Andet, som Jorddrotten ønskede at sælge, – bestemte Reces 1557 Art. 7, at Bønderne ikke skulde være pligtige at føre sin Landskyld længer, end gammel Sædvane har været, hvilket gjentages i Rec. 15 September 1578 Art. 4 og i Fr. 15 Marts 1633 Art. 9 med det Tillæg, at, hvis største Parten af Landskylden bliver solgt, skal ikke Bønderne nødes til at fremføre en liden Rest, som er beholdt usolgt alene for derved at have Paaskud til at nøde Bonden til at medtage andre Ting, ligesaalidt som Bonden maa opholdes i Stæderne af den Aarsag, hvilken Bestemmelse er gjentagen i Reces 1643, 3–4 og derfra i 3–14–18.

I Henseende til Landskyldens Erlæggelse bestemte Chr. II. Fr. 29 Septbr. 1521 (Allens Hist. III. 2. S. 81–2), at Bønderne ikke skulde være pligtige at betale sin Landskyld i anden Mynt end fra gammel Tid brugeligt, og at Jorddrotten ikke maatte nøde dem til at give det Slags Penge, han helst vilde have. Rec. 1568 Art. 19 og 1578 Art. 8 foreskriver, at Landskylden skal erlægges med de i Jordebogen fastsatte Varer, og at Jorddrotten ikke maa tvinge Lejlændingen til at betale med Penge eller andre Varer end de bestemte. Bestemmelsen er gjentagen i Chr. IV. L. VI. 1, Fr. 29 Juli 1631 Art. 5 og 24 Oktober 1634 Art 7, dog her med det Tillæg, af der af Lensmændene og Biskopperne i Forening med Lagmændene skal sættes en Taxt paa de forskjellige Varer, efterdi det vel i gode Aaringer er lettere for Lejlændingen at yde Varer end rede Penge, men dog Misvæxt paa Kornet kan indtræffe og Fiskeriet slaa fejl, saa at Lejlændingen ikke kan tilvejebringe, hvad han burde at give. Efter dette skulde det følgelig være en Ret, men ingen Pligt for Lejlændingen at betale sin Landskyld med Penge istedetfor in natura. Ved Fr. 5 Februar 1685 § 2 bestemtes derimod, at der paa Kornet aarlig skulde sættes en Taxt i hvert Stift af Stiftamtmanden og Biskoppen.; en Mark Smør skulde betales med 3 ß og en Vog Fisk med 1 Rdl.; og paa andre Varer skulde der sættes en Text engang for alle, hvilket skede ved Fr. 3. Oktober 1685. Efter denne Text skulde saavel Jorddrotten være berettiget til at fordre, som Lejlændingen til at erlægge Landskylden med Penge, og Erlæggelse in natura kun med begges Samtykke finde Sted. Denne Bestemmelse er igjen indtagen i 3–14–15. – Fremdeles forbød Fr. 28 Maj 1574 Art. 9 (ikke i Rec. 1568) Jorddrotten at fratage Lejlændingen noget Fiskeri eller andet af Gaardens Herligheder uden at tilstaa ham forholdsvis Afslag i Landskylden, og hvis Lejlændingen opryddede noget nyt Fiskeri, skulde Jorddrotten (hvis han ikke lod ham selv beholde det) erstatte ham for hans Arbejde, og hvis Jorddrotten vilde bortleje det, skulde Lejlændingen være nærmest til at leje det mod Landskyld efter Skjøn. Bestemmelsen er gjentagen i Chr. IV. L. VI. 44 og i Lovb. 3–14–27 og 28 med det Tillæg, at de allerede tilværende Herligheder ikke maa fratages Lejlændingen uden hans Samtykke.

En Forpligtelse for Lejlændingen, som flere Gange omtales, er det at holde Fred med sine Naboer, være grannhæf, Rec. 1544 (Krag II. S. 378), Rec. 1565 Art 5, i hvis Mangel han kunde fordrives fra Gaarden, samt at være sin Jorddrot og dennes Ombudsmand hørig og lydig (Chr. IV. L. VI. 1, Lovb. 3–14–10), hvilket sidste dog ikke kan forstaaes om nogen særskilt Lydighedspligt udenfor de Lejlændingen paahvilende almindelige Forpligtelser.

Alle de oven omtalte Indskrænkninger i Bygsel-Vilkaarene vedkom, som det vil sees, alene de aarlige Ydelser. Ved Jordens Bortbygsling kunde Jorddrotten derimod fremdeles tage saa stor Indfæstningssum, som han vilde. Det maa ogsaa i det hele erkjendes, at denne Ordning efter omstændighederne var ret vel betænkt. Ti det var netop gjennem de stadigen sig gjentagende Byrder, at Landalmuens Tryk blev besværligst. Med Hensyn til den Sum, som Lejlændingen erlagde engang for alle ved Jordens Tiltrædelse, var det ikke saa meget at befrygte, at Jorddrotten skulde kunne misbruge sin overvægt over Bonden; her havde Forholdet mere Karakteren af en fri Handel. – Det var ikke Jorddrotten forment at oppebære saa højt et Vederlag for Jordens Brug, som han kunde erholde; men han skulde alene tage det som en Sum engang for alle. Og endelig var det, som anført, neppe Jorddrotten forment at bortleje sin Gaard paa hvilkensomhelst anden Maade, han fandt for godt, naar det kun ved Kontraktens Afslutning tydeligt og bestemt var betegnet, at der ikke tilsigtedes noget Bygselforhold. – Men alt dette forandredes ved Fr. om ulovlige Paalægs Afskaffelse af 5 Febr. 1685. Ti da denne Fr. § 7 ogsaa satte en legal Grænse for den Indfæstningssum, som det var tilladt at tage, nemlig. 10 Rdl. for 1 Sk℔ Tunge, 5 Rdl. for 1 Hud og af de andre Skyldspecies forholdsvis, og saaledes aldeles betog Jorddrotten Retten til selv at bestemme Vederlaget for sin Jords Brug, – maatte det i Konsekvens hermed nu ogsaa antages som Lovgiverens Mening, at det ikke var lovligt at udleje Jord paa andre Vilkaar end de legale. – Ikke engang Bygsel paa en bestemt Tid kunde nu længere være tilladt, og naar 3–14–10 ligefrem forudsætter dette, kan det kun forstaaes som en Inkorrekthed, foranlediget ved, at Loven havde afskrevet sin Kilde (Chr. IV. L. VI. 1) uden at iagttage den i Forholdet sednere indtraadte Forandring. – Fr. 1685 gik endog saa vidt, at den paa en Maade nødte de større Jorddrotter til at bortbygsle sin Jord paa disse Vilkaar, – der vistnok allerede ved Fr.s Udgivelse var uforholdsmæssig lave, – idet den bestemte, at det ikke skal tillades Nogen selv at bruge Gaarden, naar han har en anden Avlsgaard ved det Sted, hvor han bor, med mindre han af en saadan Avlsgaard vil give dobbelt Skat og udrede dobbelt Mandskab efter Gaardens Proportion. Lejlændingskontrakten skulde oprettes skriftlig, og Bygselens og Landskyldens Størrelse deri være angiven, samt tinglyses; forsaa Jorddrotten sig herimod, enten med hemmelige Tingninger eller med at tage forud den ringeste Tilgift af Varer, Foræringer eller anden Villighed, skulde han give dobbelt igjen og have sin Bygselret forbrudt (hvilket vel kun sigter til Beneficiarier), eller fralægge sig det med sin Ed. Udtjente soldater var fortrinsberettigede til at erholde de ledige Gaarde bygslede paa de lovbestemte Vilkaar. – Disse Bestemmelser, der er overgangne i Lovb. 3–14–24 til 36 og 3–14–4, forandrede ganske Jordlejeforholdets Natur, idet de næsten ganske berøvede Ejeren Dispositionen over hans Gods, og derhos tillige lukkede alle indirekte Veje, ad hvilke et mere med Rimelighed stemmende Vederlag skulde kunne erholdes. Den eneste lovlige Maade, paa hvilken den, der vilde have sin Formue staaende i Jordegods, kunde skaffe sig det tilbørlige Udbytte deraf, blev nu definitivt at sælge Bygselretten, istedetfor at overlade Brugeren Jorden for Livstid; og denne Udvej, hvoraf den løse Landskyld har sin Oprindelse, blev ogsaa hyppig benyttet, forsaavidt man ikke foretrak at sætte sig ligefrem ud over det ubillige Lovbud.

Det sees forresten tydelig nok, at det især er den store Masse Staten og Kirken tilhørende Gods, hvormed forskjellige Beneficiarier var forlenede, som ved disse Bestemmelser haves for Øje, og flere, især af de ældre, Bestemmelser omfatter ogsaa udtrykkelig alene disse. Men ligesom mange af de herhen hørende Lovbud er ganske almindelige, saaledes omfatter Fr. 5 Februar 1685 udtrykkelig «saavel Kongens eget som andre Proprietærers Gods», «saavel dem, som selv ejer Gods, som dem, som ikkun med noget Gods i deres Livstid er beneficerede», – medens man dog paa den anden Side ser, at ogsaa denne Fr. nærmest har haft Beneficiergodset for Øje.

  1. Ef maðr tekr mútu fyrir konungs jarðir at byggja eða annarra manna, gjaldi aptr slíkt sem hann tók, ok gjaldi slík tvenn konungi. … En sá, er mútu gaf, gjaldi slíkt sem hann gaf til, ok sé skildr við ábúð jarðar. Nú byggir maðr dýrra en vandi hefir á verit, akti því framarr til leiðangrs ok landvarnar, sem leiga er meiri á løgð; sé annathvárt aukit fyrir báðum eptir því sem byggist, eða minki fyrir báðum.
  2. Um eignar byggingar viljum vér, at hverr ráði sinni jørðu ok byggi eptir því sem hann getr bezt í verð komit ok hvárrtveggja verða samsáttir á, hinn er jørðina á, ok sá er leigir. – En af því at almúginn kerir sik mjøk þvingadan af tilgjøfum um hríðir þeim, sem landsdróttinn eða þeirra umboðsmenn hafa á þá lagt, ok vér høfum í annan stað af þeim tilgjøfum nokkut svá verit prettaðir, fyrirbjóðum vér hverjum mønnum, í hverri stétt eða tigund sem hverr stendr, tilgjøf at taka eða krefja heðan af til nøkkurra eigna umfram landskyld ok ábúð slíka, sem þeim semir. – Fyrirbjóðum vér ok með sama hætti hverjum manni nøkkurar skyldu-veitslur at taka af landsetum sínum þess í millum er þeir fara at byggja eignir sínar, ok þó viljum vér, at þér takit þá með hofsemi, at þeir sem fyrir sitja verða eigi ofmjøk þungaðir af myklum kostnaði. – I Eilifs 3dje Statut 9 Juli 1320 (S. 264) forbydes det Præsterne saavel at betynge Lejlændingerne med for høj Landskyld (byggja til auðnar) som at bygsle for billigt til Skade for Eftermanden.