Forelæsninger over den norske Retshistorie/4

Legg til lenke
Fra Wikikilden

Kong Olaf Haraldssøn (1015–1030) kuldkastede Underkongedømmet i Norge, saa at fra nu af Rigets Udelbarhed blev gjældende Regel; hvorimod flere Medarvinger forvaltede Regjeringen i Fællesskab (Heimskr. Olafs s. helga Kap. 74, legend. Saga Kap. 29, Fagrsk. Kap. 98).[1] – Olaf fik omsider Kristendommen fuldstændig indført i Norge, og foretog derefter en almindelig Revision af alle 3 Landslove, idet han lod sig Lovene foredrage i de viseste Mænds Overvær; og tog fra eller lagde til, hvor det tyktes ham fornødent. Denne Revision, hvorved naturligvis Halfdan Svartes og Haakon Adelstensfostres Love lagdes til Grund, maa have været meget gjennemgribende, idet det fremfor alt gjældte om at udrydde alle Spor af Hedenskabet. Endvidere satte Olaf Kristenretten med sin Hirdbiskop Grimkjelds og andre Gejstliges Raad, og fik den antagen af Folket, sandsynligvis paa Mostrarting 1024.[2] Kristenretten føjedes som en egen Bolk eller Afdeling til hver af Landslovene, og blev saaledes i den følgende Tid Gjenstand for selvstændig Udvikling i Forbindelse med denne. Endelig udgav Olaf en Hirdskraa eller Anordning om Tjenesten i Kongens Hird[3] (Heimskr. Ol. s. helga Kap. 55, 56, 58, 62, 120 og 133, legend. Saga Kap. 31. Jfr. Fagrsk. Kap. 29. G. L. 10, F. L. III. 1). – Den fuldstændige omvæltning, som Olafs Foranstaltninger maa have frembragt i Landets Retsforfatning, i Forbindelse med den Glands, Helgenglorien spredte over hans Værk, bevirkede i den følgende Tid, at man betragtede Landets gamle Ret som udgangen fra ham og staaende under hans Varetægt (St. Olafs løg; Olavus perpetuus rex Norvegiæ).

Olafs Forsøg paa at bringe Island til at underkaste sig moderlandet mislykkedes. Derimod sluttedes c. 1022 en Overenskomst angaaende Nordmænds og Islændingers gjensidige Ret (Norges gl. Love I. S. 437).[4]

Efter Stiklestadslaget udgaves under Sven Knutssøns korte Regjering (1030–1035) en Række strenge og ydmygende Forordninger af den danske Konge, der behandlede Norge ganske som et erobret Land: Ingen Mand maatte under sin Ejendoms Fortabelse fare af Landet uden Kongens Tilladelse; Drabsmænd skulde have forbrudt saavel Jord som Løsøre; Arv, som tilfaldt fredløs Mand; skulde tilhøre Kongen; Mænd og Kvinder skulde til Julen hvert Aar skjænke Kongen Gaver; Bønderne var pligtige at bygge ane de Huse, som Kongen vilde have paa sine Gaarde; Leding skulde udredes for hver 7de Person over 5 Aar; Hver, som roede paa Havfiske, skulde yde Kongen Landslod; Hvert Skib, som for af Landet, skulde holde et Rum til Kongens Raadighed tvert over Skibet, og hver Mand, som for til Island, skulde yde Kongen Told; Gods, som fandtes i Jorden, skulde høre Kongen til. Derhos skulde én dansk Mands Vidnesbyrd danne fuldt Bevis imod Nordmænd. – Ved Kongens Fordrivelse blev disse Anordninger vistnok at betragte som bortfaldne; udtrykkelig ophævede blev de dog først sednere af Kongerne Magnus den gode, Haakon Thoresfostre og Magnus Barfods Sønner; det sees, at Harald Haardraade virkelig har bragt dem i Anvendelse (Heimskr. Ol. s. helga Kap. 253 jfr. FmS. Har. harðr. s. Kap. 58 og 59).[5]

Om Kong Magnus den Gode (1035–1047) beretter Snorre (Heimskr. Magn. góða s. Kap. 16 og 17), at han i Begyndelsen af sin Regjering førte en temmelig haard og vilkaarlig Styrelse; men paa sine Venners, navnlig skalden Sighvats Forestillinger forandrede han sit Forhold. «Kongen raadførte sig med de forstandigste Mænd, og de kom da overens om sine Love. Siden lod Kong Magnus skrive den Lovbog, som endnu er i Trondhjem, og er kaldet Graagaasen». Herved menes uden Tvivl, at Magnus ophævede Sven Knutssøns Forordninger, hvilke han tidligere havde bragt i Anvendelse (G. L. 148). Ved den Lovbog, som Magnus lod skrive, maa vistnok ikke forstaaes nogen ny Lov, men alene en skriftlig optegnelse af Frostatingsloven, hvilket saaledes er første Gang, skreven Lov omtales i Norden. Da det omhandlede Haandskrift udtrykkelig paaberaabtes under Striden mellem Kong Sverrer og Erkebiskop Erik som et autentisk Vidnesbyrd om eden hellige Olafs Lovs (Sverris Saga Kap. 109 jfr. 117), og Haandskriftet endnu paa Snorres Tid var i Behold, synes der ikke at være afgjørende Grund til at bestride Traditionen om, at optegnelsen er skeet ved Kong Magnus’s Foranstaltning.[6] Navnet «Graagaas» kan enten være kommet deraf, at Haandskriftet har været indbundet i Vildgaaseskind, eller, mest sandsynligt, være en billedlig Betegning for den ældgamle, ærværdige, men udvortes uanseelige, Bog, i Modsætning til Erkebiskoppens nye og pragtfulde «Guldfjæder». Maaske har det været skrevet med Runeskrift.[7]

Kong Olaf Kyrre (1067–93) sørgede efter Sagaens Vidnesbyrd ivrigt for Handelens og Næringsvejenes Opkomst. Under hans Regjering anlagdes Kjøbstaden Bergen, hvor der allerede længe før havde været en meget besøgt Handelsplads. Ligeledes indrettedes Gildevæsenet. Gilderne var oprindelig alene Klubber til selskabelig Underholdning og gjensidig Bistand, men lik i den følgende Tid stor politisk Betydning og dannede Grundlaget for Lagsindretningen saavelsom for andre Associationer til gjensidig Understøttelse. Olaf omdannede ogsaa Hofordningen efter udenlandsk Mønster. Han fordoblede Hirdens Antal og indførte 2 nye Klasser, Skutilsvenne (Kammerherrer) og Kjertesvenne (Pager). Overhovedet antog Nordmændenes huslige Liv under denne Konge et mere forfinet Præg, og større Pragt indførtes i Klædedragt og Boligens Indretning[8] (Heimskr. S. Ol. kyr. Kap. 2 og 3; Morkinsk. S. 125–6; Fagrsk. Kap. 218–20).

Under Olaf ordnedes ogsaa Kirkeforfatningen, idet der oprettedes faste Biskopsdømmer i Nidaros, Sellø (siden flyttet til Bergen) og Oslo, altsaa stemmende med Lagdømme-Inddelingen; medens der tidligere i Norge alene havde været Missionsbiskopper uden bestemte Embedsdistrikter[9] (Adam af Bremen, Hamb. Kirkehist. IV. Kap. 33).

Af de følgende Konger nævnes fornemmelig Haakon Magnussøn Thoresfostre (1093–1095), der ophævede Sven Knutssøns Forordninger om Julegaver og Told «og gav mange andre Retterbøder» (Heimskr. Magn. Barf. s. Kap. 1; G. L. 148).

Under Magnus Barfods Sønner, Sigurd Jorsalfarer, Eystein og Olaf (1103–1130) afskaffedes endelig fuldstændigt Sven Knutssøns Forordninger (Heimskr. Sig. Eyst. ok Ol. s. Kap. 19; Morkinsk. S. 156; F. L. XVI). Af Brødrene berømmes navnlig Eystein for sin Kyndighed i og omsorg for Lovgivningen. Han istandbragte Rorboder paa Fiskeværene og Fjeldstuer (sáluhús, jfr. G. L. 100) paa Landevejene med tiere almennyttige Indretninger, og bragte ved kloge Underhandlinger Jæmterne til at underkaste sig Norge (Sig. Jorsalaf. s. Kap. 17, Heimskr. Kap. 16, Morkinsk S. 166, FmS. Kap. 16–19).[10]

Fremfor alt er dog Brødrenes Regjering af Vigtighed for Udviklingen af Norge kirkelige Forhold. Under dem opkom Klostervæsenet i Norge; Munkeklostre anlagdes i Bergen (Munkeliv), paa Selø og paa Nidarholm ved Trondhjem, og Nonneklostre i Oslo og Gimsø, samtlige af Benediktinerordenen. Endvidere oprettedes et 4de Biskopsdømme i Stavanger. Vigtigst af alt er dog Tiendens Indførelse i Norge, der skede ifølge et af Sigurd i Jerusalem aflagt Løfte[11] (Heimskr. Kap. 11 og 24). I Aaret 1104 blev der oprettet et eget Erkesæde for Nordens Kirker i Lund, og den norske Kirke der thingene havde hørt til den Hamburg-Bremiske Kirkeprovins, henlagt under dette.

Omtrent ved denne Tid, eller i første Halvdel af det 12te Aarhundrede oprettedes et 4de Lagting, for Viken, Borgartinget i Sarpsborg, hvilket ogsaa tidligere synes at have indtaget en fremragende Stilling blandt Fylkestingene, og der sattes en egen Landslov, Borgartingsloven, der vistnok i det væsenlige var tagen af Eidsivatingsloven med Tilføjelse af de i Viken gjældende særlige Retsvedtægter. Der nævnes under Olaf Kyrre en for sin Lovkyndighed berømt Høvding i Viken ved Navn Berse, og i Borgartings Kristenret (III) Kap. 4 er indtaget en Bestemmelse om Brud paa Festemaal, der udtrykkelig tillægges ham.[12]

  1. ↑ Munchs Hist. I. 2. S. 575–80. Keyser, Den norske Kirkes Historie I. S. 78–9.
  2. ↑ Munchs Hist. I. 2. S. 590 fgg. og 629 fgg. Keyser, Den norske Kirkes Hist. I. S. 90–98 Maurer, Die Bekehrung des norwegischen Stammes I. S. 543 fgg.
  3. ↑ Munchs Hist. I. 2. S. 639–40.
  4. ↑ Munchs Hist. I. 2. S. 694 fgg. Maurer, Island S. 119.
  5. ↑ Munchs Hist. I. 2. S. 815 fgg.
  6. ↑ Munchs Hist. I. 2. S. 849 fgg. Keyser, Den norske Kirkes Hist. I S. 125–6. Jfr. derimod Maurer, i Ersch u. Grubers Encyclopædie, Sect. I. Bd. 96 S. 389 fgg.
  7. ↑ Jfr. P. G. Thorsen, Om Runernes Brug, Kbhvn. 1877 S. 7–11.
  8. ↑ Munchs Hist. II. S. 433 fgg.
  9. ↑ Munchs Hist. II. S. 422 fgg. Samll. Skr. II. S. 557 fgg. Keyser, Den norske Kirkes Hist. I. S. 142 fgg. Maurer, Die Bekehrung des norwegischen Stammes II. S. 563–80.
  10. ↑ Munchs Hist. II. S. 596 fgg.
  11. ↑ Munchs Hist. II. S. 611 fgg. Keyser, Den norske Kirkes Hist. I. S. 155–162. Langes Klosterhist. S. 12–14. Maurer, Die Bekehrung II. S. 461. Ph. Zorn, Staat und Kirche in Norwegen S. 76–9.
  12. ↑ Munchs Hist. II. S. 162 og 455. IV. 1. S. 497–8. Hertzberg, Den ældste norske Proces S. 143 fgg. Maurer, Ersch u. Grubers Encyclopædie Sect. I. Bd. 96. S. 403 fgg.
Hentet fra «https://no.wikisource.org/w/index.php?title=Forelæsninger_over_den_norske_Retshistorie/4&oldid=182337»