Forelæsninger over den norske Retshistorie/31

Fra Wikikilden
Hopp til navigering Hopp til søk

Det er i det Foregaaende fremhævet, at vore gamle Love ingen skjelnen kjendte mellem en Retshandels forbindende Kraft for Parterne selv og lige over for Tredjemand, men opretholdt enhver lovlig Forføjning i den fulde Udstrækning, hvori det mellem Parterne var vedtaget. Paa den anden Side aabenbarer der sig i den ældre Ret en kjendelig Stræben efter at omgive det Moment, at en Retshandel er afsluttet, med bestemte ydre Ceremonier, der skal betegne Overgangen fra de foreløbige Forhandlinger til det afsluttede Retsforhold, – af hvis Iagttagelse Retshandelens Gyldighed mere eller mindre gjøres afhængig, og til hvilke Bevisførelsen i Tvisttilfælde knytter sig. Denne Formalisme er ikke andet end hvad vi gjenfinder overalt paa Retsudviklingens tidligere Trin, og den kommer ligeledes tilsyne i Rettergangen, hvor det stadig er en Grundsætning, at, forinden et retligt Forhold forelægges de angjældende Medborgere til Afgjørelse, maa det foreligge i en saa paatagelig udvortes Skikkelse, at Dommen om samme umiddelbart efter Paavisning af de ydre Kjendemærker, uden videre Undersøgelse eller Forhandling, kan udtales.

Den almindelige Form ved Overenskomsters endelige Afslutning var Haandtag (handsal, handselja; Brud paa en Overenskomst: handsalsslit, handsalsrof) i Vidners Overvær, se G. L. 36, 40, 51, 70, 72, 78, 146; F. L. X. 21 og 28; B. R. 153, 157, 159; M. L. VIII. 10, B. L. 4–9 og 12 og en Masse Diplomer[1]. Undladelsen af denne Form gjorde dog ingenlunde Overenskomsten ugyldig; men omvendt var dens Iagttagelse (at kaupa laga kaupi ok lýrittar) et afgjørende Bevis paa, at Kontrakten var sluttet, saa at det ikke nyttede at fragaa samme. Begge de ældre Love henregner til de vitterlige Forpligtelser, som det ubetinget paaligger den Forpligtede at efterkomme uden Rettergang, hvad der var sluttet med Haandtag, for Vidner, erkjendt eller dømt (G, L. 36 og 37, F. L. X. 19–22, B. R. 157). Den bevislig sluttede Overenskomst var altsaa i sig selv ved det blotte Samtykke gyldig; men de lovbestemte Former var dog altid det Thema, hvortil Bevisførelsen i Tvisttilfælde knyttedes, og derhos indvirkede de uden Tvivl meget paa Parternes egen Opfatning af Forholdet, saaledes at disse selv i Regelen ikke ansaa det kommet videre end til foreløbige Underhandlinger, saa længe de lovlige Former ikke var iagttagne, og følgelig ansaa sig berettigede til at fragaa den «ikke haandsalede» Forpligtelse med sin Ed. Det synes ogsaa, at Loven har betragtet Tilsidesættelsen af de vedtagne Former ved en Retshandels Afslutning som en Utilbørlighed, som røbende Hensigt at besvige hinanden, jfr. Hkb. 81, hvorefter Salg af Jordegods er ugyldigt, naar det ikke er haandsalet, og Undladelse af at tage Vidner ved Handlers Afslutning belægges med en Bod af 6 Ører for hver af Parterne til Kongen. Jfr. ogsaa Rb. 11 Juni 1302 Slutn. (gl. L. III. S. 134).

Ved enkelte Lejligheder foreskrives imidlertid Vidners Nærværelse paa en saadan Maade, at den synes at have været en nødvendig Betingelse i det mindste for Tredjemands Forpligtelse til at respektere Forholdet, navnlig ved Fuldmagt, G. L. 36, 45, 47, 277, F. L. XIV. 2, M. L. VI. 17, VIII. 8, 2, og ved Gjælds Betaling, G. L. 119. Se og G. L. 50 om Pant; 51 om Ægteskabsstiftelse; F. L. XIII. 1 jfr. M. L. VII. 1 om Jordleje, Lejlændingens Besiddelsestagelse af Jorden og Landskyldens Betaling; B. R. 169 om Fragtslutning m. v.

Ved Salg af Jordegods fandt en højtidelig Skjødningsceremoni Sted[2], der beskrives i G. L. 292, og kjendelig skal betegne en symbolsk Besiddelsestagelse af Jorden. Kjøberen skulde hjemstevne sælgeren og i Vidners overvær tage Muld fra Arnestedets 4 Hjørner, under Højsædet og der, hvor Ager og Eng, og hvor Holt og Hage mødes; derpaa stevne ham til Tinge, og der fremføre sine vidner paa, at Mulden er rettelig tagen, og derhos ogsaa de vidner, som var tilstede ved deres Handel, og derefter skulde Tingmændene skjøde Kjøberen Jorden med Vaabentag. Vidneførselen kunde imidlertid bortfalde, naar Kjøber og Sælger var enige om, at Salget havde fundet Sted, og at Mulden var rettelig tagen. Skjødningen (skeyting, scotatio, af skaut, rimeligvis fordi Jorden blev lagt i Kjøberens Kappeskjød[3]) kunde ogsaa foregaa i andre Forsamlingen ved Kirkestevne, i Gildehus og paa et bemandet Skib. – F. L. omtaler ogsaa oftere Skjødning ved Salg af Jord, se IX. 4, 19, X. 28, XI. 8, XII. 1, 2 og 4, XIV. 2 og 4 o. fl., men beskriver intetsteds Ceremonierne. Af Udtrykket i F. L. XI. 8 (M. L. V. 4): leiða til bókar skeyting at taka, skulde man ledes til at tro, at den har været forbundet med en religiøs Handling, maaske et edeligt Løfte. Det fremhæves her som det væsenlige, at Sælgeren vidnesfast skulde tilsige Kjøberen Tryghed i Jordens Besiddelse, jfr. IX. 22, og til disse vidner (tryggvavitni) skulde Kjøberen svare i 20 Aar. F. L. X. 28 forudsætter, at Tryghedsvidnerne tillige er vidner om Skjødningen[4]; men IX. 4 viser dog, at Trygheds Tilsigelse var en fra Skjødningen forskjellig Akt[5]. – Skjødningen synes at have været nødvendig ikke alene ved definitivt Salg, men ogsaa ved Forsalemaal, se især F. L. XII. 1; men naar dette gjenkaldelige Salg formedelst Sælgerens Undladelse af at løse Jorden gik over til endeligt, synes ny Skjødning at have været nødvendig (Kap. 2). Ved Gave af Jord behøvedes efter F. L. IX. 4 ikke Skjødning. Jfr. M. B. K. R. 25, hvorefter Skjødning ligeledes var ufornøden, hvor Jord gaves i heimanfylgja; medens derimod Brudgommen skal «tryggva» den Sikkerhed, som han stiller for Konens Medgift (giptingarveð), naar den stilles i Jord; «því at eigi verðr løgfullt, nema tryggat sé». – Der nævnes stundum tillige, at Kjøberen har erlagt en Kjendelse, skeytningafé, skeytingsaurar, til Sælgeren for Tilskjødningen, Dipl. Norv. III. No. 697 og 802, IV. No. 120, 147 og 870; men den nærmere Sammenhæng hermed kjendes ikke. – Nægtede Nogen at tilskjøde den Anden Jord, som han var pligtig til, skulde Kjøberen efter G. L. 167, 279; F. L. XII. 2 og 4, XIV. 5 stevne ham til Tings og føre sine Vidner, og Tingmændene var da pligtige at skjøde ham Jorden med Vaabentag, hvilket for hin var lige saa bindende, som om han selv havde gjort det.

Uagtet Skjødningsceremonien efter Udtrykkene i alle de anførte Lovsteder maa antages at have været en nødvendig Betingelse for Kjøbets Gyldighed, jfr. Hk. 81, og kjendelig skal betegne en symbolsk Overleverelse, er dette dog ikke saaledes at forstaa, som om Skjødningen skulde være den Akt, hvorved Ejendomsretten overførtes fra sælger til Kjøber, saaledes at Kjøbet indtil da alene skulde have medført en personlig Forpligtelse[6]. En saadan Skjelnen i en Retshandels Effekt var overhovedet aldeles fremmed for vore Forfædres Opfatning. Tvertimod viser G. L. 40 og 78, at Ejendomsretten ved Salg af Jord som af andre Ting gik over til Kjøberen umiddelbart ved selve Salget, og at i Tilfælde af dobbelt Salg den første Kjøber altid havde Fortrinet. Skjødningen var saaledes alene en højtidelig Akt til Vidnesbyrd om den stedfundne Handel, og Tingmændenes Stadfæstelse ved Vaabentag var i sig selv intet Andet end en Anerkjendelse fra Heredsmændenes Side af den nye Ejers Ret[7]; den foregik vistnok her, som sædvanlig, stiltiende, idet Parternes Handel forkyndtes paa Tinget. Den havde altsaa paa en Maade lignende Karakter som sednere Tiders Tinglysning af Skjødet.

M. L. har udeladt de ældre Loves Bestemmelser om Skjødning (jfr. dog V. 4, VI. 8 og 10), og bestemmer derimod i VIII. 11, B. L. 17, at der ved alle Ægteskabskontrakter samt ved Handler om faste Ejendomme og Løsøre til 10 Marks Værdi eller mere skal oprettes skriftligt Dokument med Lagmandens eller Sysselmandens eller andre skjellige Mænds Besegling til Vitterlighed[8]. Knude de ikke erholde Segl, skulde de gjøre «chirographum», hvormed vistnok menes charta partita, syngraptum, som det i det tilsvarende Kap. af Chr. IV. L. siges. Underskrift paa Dokumenter kom nemlig ikke i Brug før i Løbet af det 16de Aarh. – At den skriftlige Form imidlertid alene var foreskreven for Bevisets Skyld, og at dens Forsømmelse ikke gjorde Overenskomsten ugyldig naar dennes Afslutning paa anden Maade var bevislig, er efter Lovens egne Udtryk ganske klart.

Det sees af en Mængde Diplomer tidlig at være blevet Brug at forsyne sig med en skriftlig Bevidnelse om, at Skjødning havde fundet Sted, og hertil maatte der være saa meget større Opfordring, som Skjødningen skulde foregaa til Tinge eller i Forsamlinger i Vidners Overvær, og Kjøberen maatte svare til disse Vidner i en Række af Aar. Deslige Bevidnelser udstedtes da gjerne som Tingsvidner af de Tilstedeværende, og paa denne Maade anvendtes vistnok ogsaa Bestemmelsen i M. L. VIII. 11, efter at den gamle skjødningsceremoni var forsvunden, og enhver Overdragelse af fast Ejendom benævntes Skjødning og tillagdes fuld retsstiftende Gyldighed. Da Protokoller ved Tingene kom i Brug, blev naturligvis slige Vidnesbyrd gjerne indførte i disse, jfr. Reces 1568 Art. 6; men det varede dog meget længe, inden det ved Løven blev gjort til Betingelse for Kjøbets Gyldighed, at overdragelse til Tinge havde fundet Sted. Ikke alene enhver anden Forsamling kunde træde istedetfor Tinget; men selv en aldeles privat Overdragelse var gyldig, naar den kun var skriftlig affattet, idet den skriftlige Form endog erstattede Manglen af Vidner, – og selv et mundtligt Salg synes efter M. L. at have haft fuld Retsvirkning, naar blot Vidner havdes. – Imidlertid synes i Praxis efter den danske Lovgivnings Exempel den Anskuelse at have gjort sig gjældende, i det mindste i Kjøbstæderne, at Indførelse i Tingbogen var nødvendig til Gyldigheden af alle Transaktioner om faste Ejendomme lige over for Tredjemand. I Danmark omtales allerede i Chr. III. Dronningb. Reces af 1551 Art. 3 og Kold. Reces 1558 Art. 11 Skjødebreves Indførelse i Tingbogen, og ved Fr. 29 Juni 1553 og 22 August 1580 befales, at, naar Nogen vil sælge, pantsætte eller i andre Maader afhænde noget Kjøbstadgods, da – – skal det klarligen indtegnes udi Stadsbogen, saa man kan vide sig derefter at rette. Ved Fr. 26 Aug. 1622 blev det paabudt, at alle Skjøder, Gave eller Pantebreve, som udgives til Adelen, skulde læses eller paaskrives næste eller andet Landsting i det Land, de dateres og udgives, hvilken Bestemmelse er optagen i st. Rec. 1643, 2–2–5, der er Kilden til 5–3–39. – Men man finder allerede i 1593, at et i udskaaren Skrift udfærdiget Skjøde paa en Gaard i Bergen er blevet læst til Tinge og indført i Tingbogen, og ved en Dom af Bergens Lagting 18. April 1594 blev et Pantebrev kjendt ugyldigt i Forhold til Debitors øvrige Kreditorer, saasom «det ikke var lovligen indtegnet udi vores Tingbog for et lovligt Underpant, som Byens Vedtægt formelder og gammel Sædvane om saadan Forpantning været haver» (se Norske Samll. I. 259 og 278 fgg.). Lovbestemt blev det for Norge først ved Fr. 1 Aug. 1622, at alle Kjøb, Salg, Kontrakter, Pantsættelser eller andre Forhandlinger om Odelsgods skal ske til Tinge, hvor Godset er beliggende, og lovlig for Retten, saa det kan være Alle og Enhver vitterligt og aabenbart; og ved Fr. for Bergen af 29 Juli 1646 blev det befalet, at ingen Kjøbe-, Pante- eller Forsikringsbreve skal herefter for fulde og nøjagtige holdes, med mindre de paa Lagtinget og for Borgermester og Raad er notificerede og til Bog førte, at Enhver der erfare kan, om det, som pantsættes, til Andre tilforn er udsat eller ej.

Af alle disse Bestemmelser sees imidlertid, at Hensigten alene var at betrygge Tredjemand mod svigagtige Forføjninger; hvorimod det upaatvivlelig var Meningen saavel i disse Bestemmelser som endnu i Chr. V. L. 5–3–39 og 40 jfr. 43, at Overdragelsen var fuldkommen tilstrækkelig til at stifte Ejendomsret mellem Parterne selv. At Lovbogen dog først anser Ejendomsretten overført ved Skjødet, og at den foregaaende Kjøbekontrakt alene stiftede personlig Ret, er klart af 5–3–44, der ganske stemmer med de ældre danske Love (Kilde Er. Sj. L. I. 29).

I B. R. 109, 110, 167, 169 omtales Penge paa Haanden (arrha – festarpeningr) som en ved Retshandlers Afslutning brugelig Form (jfr. Hauks þáttr Hábrokar, Flatöb. I. S. 577); men i den nyere Lovgivning er dette bortfaldt, jfr. B. L. VII. 9 og IX. 1, hvor Haandsal er sat istedet.

I mange Tilfælde foreskriver de ældre Love, at Retshandler offentlig skal forkyndes[9]. I flere Tilfælde er saadan Lysning foreskreven som en Reservation om, at man har en Ret, som man i sin Tid agter at gjøre gjældende, og forsaavidt vedkommer den os ikke her, se saaledes: G. L. 75 (af bundne Høge i Redet), 94 (af indringet Bjørn i Hide), 122 (af Umyndiges Arveret), 272 og 276 (af Løsningsret til Jord), 290, 291 (af Enkes eller Moes Odelsret), F. L. IX. 5 (af Arveret efter en gestfeðri) o. fl. – Heller ikke hører hid Lysning af Fredløshed efter F. L. IV. 41 (jfr. G. L. 202), eller den offentlige Vedkjendelse af tybaaret Barn, hvis Fader man først havde fragaaet at være (G. L. 57), eller af Konkubinatsforhold (G. L.125), eller af sin Udtrædelse af Umyndighedsstand (G. L. 130), hvilke ogsaa alene har Karakteren af almindelige Bekjendtgjørelser paa samme Maade som Lysning til Ægteskab. – Som henhørende til Formerne ved Retsforholdets Stiftelse kan derimod mærkes den paabudne Lysning af Ægtefællig, samt af hvad der tilkommer Konen som Hjemmegift og Tilgave efter G. L. 53, F. L. XI. 5 jfr. 8, M. L. V. 3; af Ætledning efter G. L. 58, M. L. V. 8; af Skyldtrældom efter G. L. 71; af Odelsskifte efter G. L. 87, M. L. VI. 3 jfr. F. L. XIV. 4; af Umageskifte efter G. L. 127; af Testamenters Tilbagekaldelse, G. L. 107, F. L. IX. 4; af Frelsesøllet, F. L. IX. 12. Desuden indesluttede den gamle Skjødningsceremoni i sig en Lysning. – Saadan Lysning behøvede ikke just at foregaa paa Tinget; den kunde overhovedet foretages overalt, hvor et større Antal Mennesker var samlet (í fjölda manna), saaledes paa Kirkestevne, i Gildehus o. s. v., jfr. G. L. 292, 53, F. L. XI. 5, M. L. V. 3, F. L. IX. 4 o. fl., og den nærmeste Hensigt med samme var kjendelig den at sikre sig, at Retsforholdet til enhver Tid kunde være bevisligt, selv om de ved Retshandelen særskilt tilkaldte vidner maatte gaa tabte. – Det sees tillige, at saadan Lysning fortrinsvis er foreskreven ved Retshandler, som mere eller mindre berører Personens Retsstilling i det Hele; at dog ogsaa Hensynet til Tredjemand til nogen Grad har gjort sig gjældende, kan neppe betvivles. – I hvilken Udstrækning Lysningen har været en nødvendig Betingelse for Retsforholdets Gyldighed, er ikke let at sige. I nogle Tilfælde siges det udtrykkelig, at, hvad der ikke er lyst, betragtes som ugjort, f. Ex. Ægtefællig (G. L. 53); medens det i andre siges, at Lysningens Forsømmelse intet skader, naar Vidnesbyrd alligevel haves, f. Ex. ved Frelsesøl (F. L. IX. 12), og atter i andre fastsættes, hvorledes Mangelen af Notorietet skal afhjælpes, f. Ex. hvis der mangler «Gildehusvidne» paa, hvad Hustruen ejer i Boet, skal det afgjøres ved Lyrittered af den Længstlevende (F. L. XI. 6 og 8, M. L. V. 4, jfr. B. K. R. (II) 10).

I denne Forbindelse maa ogsaa anføres de højtidelige Gjæstebud, hvormed Afslutningen af vigtige Retshandler saa hyppig fejredes, og hvoraf Levning endnu er tilbage i Kjøbskaalen, de danske Loves litköp (Kof. Anchers saml. Skr. II. S. 447–5). Lovene fastsætter endog en bestemt Maalestok for Beværtningen, hvor det skal gjælde for «full samkunda», nemlig 3 Saalds øl (d. e. Øl, brygget af 1½ Skippund Malt), se F. L. IV. 14; jfr. G. L. 58 og 62; F. L. IX. 1 og 12; B. R. 166; þáttr Hallfredar Vandrædaskálds, Flatøb. I. S. 307. – Det er dog kun i tvende Tilfælde, at de gamle Love ubetinget befaler saadant, nemlig ved Frigivelse, hvor Frelsesøllet er en nødvendig Betingelse for, at Frigivelsen skal træde i fuld Virksomhed, samt ved Ætledning, hvor Gildet hørte med til selve Formen. – Men det sees klart, at det samme netop har været Brylluppets sande Betydning; at dette nemlig ikke saa meget har været betragtet som en Højtideligholdelse af selve den ægteskabelige Forbindelses Stiftelse men snarere som en højtidelig Vitterliggjørelse af, at Ægteskabet med de under Fæstemaalet stipulerede Formuesvilkaar, saavel i Forholdet mellem Ægtefællerne selv som i Forhold til Børnene, nu er indtraadt (G. L. 124; B. R. 132; F. L. VIII. 16; M. B. K. R. 25), saa at altsaa det dermed forbundne Gilde har været det Væsenligste, og at Bryllupshuset menes med det «ölðrhús», hvori Stipulationerne om Ægtefællernes Formuesforhold skulde lyses, hvis saadant ikke allerede var skeet ved Fæsterøllet (jfr. varianten til M. L. V. 3: den Tilgave, som Vidner vide, og som blev lyst paa Bryllupsdagen; og V. 4 sammenholdt med sin Kilde, F. L. XI. 8, hvor Varianterne har om hinanden «brullaupsvitni», «ölðrhúsvitni» og «samkunduvitni»). – Samme Tanke ligger vistnok til Grund for Arveøllet (G. L. 23[10], 115 og 122„ jfr. M. L. V. 25), hvorved Arvetiltrædelsen gaves en offentlig Kundbarhed, og Fordringshaverne varsledes om at melde sig; ligesom det ved Jords Skjødning i Gildehus vistnok nærmest er Forudsætningen, at Gildet holdes netop som Kjøbskaal efter den sluttede Handel. Ved Fr. 21 Juli 1657 blev det under den ved Krigen med Sverige foraarsagede Finansnød paabudt, at alle skriftlige Dokumenter skulde skrives paa stemplet eller, som det kaldtes, sejglet eller trykt Papir, jfr. Fr. 1 Oktbr og 8 Novbr. 1660 og 18 Jan. 1661, under Straf af Dokumentets Ugyldighed og Konfiskation af sammes Paalydende.

  1. G. L. 36: Lánfé ok leigufé ok dœmt fé ok handselt fé ok eindagat fé ok allt þat fé er vitni veit, þat skal allt með krøfu sœkja. – 40: Nú skulu kaup øll halda handsalað, ek þau er váttar vitu. – F. L. X. 21: þat er hit þriðja vitafé, er menn festast høndum saman, ok sé 6 menn af hvárstveggja hendi. – 28: Hver er menn leggja hendr sínar saman, ek eru 6 menn af hvárstveggja hendi, þá skal allt svá halda, sem dómr dœmdi. – B. R. 153: Hvervitna er menn kaupa saman lagakaupi, þá skulu menn takast í hendr ok nefna vitni við, en þau kaup skal øll halda. – M. L. VIII. 10: Hvervitna þar sem menn kaupa jarðir eða garða eða skiptast við húsum eða skipum eða øðrum góðum gripum, þá skal kaupa með handsølum ok með váttum tveim eða fleirum ok með heimildartøkum ok øll ønnur kaup skulu haldast, ef handsalat eru, ok øll þau er váttar vitu, ef þeir menn kaupast við, er kaupum sínum eigu at ráða. … Nú eru kaup handsalat ok eru eigi vitni til, syni einseiði sá er seldi, eða haldist kaup þeirra snápa.
  2. Jfr. Kofod Anchers saml. Skr. II. S. 413 fgg. Stemann, Den danske Retshistorie S. 465.
  3. Jfr. And. Sun. IV. 13; c. 2 X de consv. (1. 4).
  4. Tryggva-vitni, þat er skeytingar-vitni er, þat skal maðr halda ábyrgð 20 vetr, en siðan lýrittar-eið upp frá því, at þat mál er svá fornt, at þat er or tryggva-vátta ábyrgð.
  5. Með trygðum skal gefa ef jarðir eru; en ef annat fé er, sé sem váttar vitu, ok þá svá at eigi komi skeyting á, en tíundargjøf er, ok berst vitni þat. Ok svá ef maðr gefr fjórðung or fengnu fé, ok eru jarðir í, þá skal halda ef váttar vitu, þó at eigi sé skeytt.
  6. hvilket derimod gjaldt i den danske Ret, se især Er. Sj. L. I. 29.
  7. Jfr. Keyser, Efterladte Skrifter II. S. 160–1 og 170. Maurer, Über das vápnatak der nordischen Rechte, i Germania N. R. IV. (XVI) S. 317–33.
  8. Øll þau skilorð er menn gera í kvenna-giptingum, ok svá ef menn kaupa eignir eða garða, ok øll 10 marka kaup, þá skal hvártveggja þeirra gera bréf eptir kaupi sínu ok skildaga, ok nefna vátta þá er við váru, stund ok stað, ok hafa fyrir løgmanns insigli eða sýslumanns eða annarra skilríkra manna, er hjá váru kaupi þeirra. En ef ekki fær insigli, geri þá cirographum, ok berr þat kaupi þeirra þá vitni, ef eigi eru vitni til, hvárt sem þat mál dœmist fyrir løgmanni eða øðrum réttum dómarum þessa máls.
  9. Jfr. Aschehoug i Norsk Tidsskrift f. Vid. og Lit. 1854 S. 233 fgg.
  10. Hvervetna þess er menn verða dauðir, ok vill erfingi øl eptir gera, hvárt sem gera vill at sjaund eða at þrítugsmorni, eða enn síðarr, þat kalla menn erfiøl. En ef menn gera øl ok kalla sálu-øl, þá skulu þeir til bjóða presti …; en prestr á til at fara nauðsynjalaust til erfða-ølda eða sálu-ølda.