Fordum og Nu. 1801–1838
15. Fordum og Nu. 1801–1838. Christiania. 1849. 447 S. Schiller-Format. J. B. Cappelens Forlag, heft. 84 ß.
Bogens Forfatter er ikke alene anonym, men hvad mere er, uagtet hans Verk nu alt i flere Maaneder har været Publicums Eiendom og har vakt ikke liden Opsigt – saavidt jeg veed, endnu ubekjendt. Dette er hos os, hvor literær Navnløshed i Regelen kun er en Formalitet, et saadant Særsyn, at det ordentlig synes at genere vort Publicum. Man synes i Almindelighed dog, at man skulde kjende alle dem, af hvem et literært Produkt af nogen Betydning skulde kunne ventes, og man kan ikke gjøre sig fortrolig med den Tanke, at der i vor snevre Kreds, maaskee lige for vore Øine, vandrer Folk der gjemme et saadant Pund og saadanne Tendentser, uden at vi skulde have Ahnelse derom. Under en saadan Nød gribes naturligviis med Begjerlighed ethvert Vink, hvortil en Gisning synes at kunne knyttes; saaledes er det da rimeligt, at man i dette Tilfælde især har kastet sig over den Notits, Forfatteren i Forordet giver om sig selv, at han er en ældre Mand, der selv har gjennemlevet den Periode, hvori Fortællingen bevæger sig, – uden at dog dette Fingerpeg vides at have ført til Andet, end til at stramme Knuden.
For Anmelderen er imidlertid denne virkelige Anonymitet snarere behagelig; han kan saaledes desto bedre holde sig fri for al Persons-Anseelse, der ellers netop paa en saa snever literær Skueplads, som vor, let kan øve en uvilkaarlig Indflydelse. Den anførte Notits om Forfs. Alder kan af Anmelderen ikke betragtes anderledes, end som om den hørte til Verkets kunstneriske Form. Lad dette end være en Fiction af os, saa ville vi dog for det Første fastholde den, da i Grunden Verkets Charakter ret godt derved betegnes: det Fordum og Nu, som frem- føres for Læseren, er nemlig vel at mærke ikke saameget rene, i sædvanlig Forstand sande Billeder, ligefrem svarende til de betegnede Tidsperioder, som snarere disses Reflexer i et bestemt Subject, der „selv har gjennemlevet den Periode, hvori Fortællingen bevæger sig“. Der gaaer gjennem den hele Bog et subjectivt Element, en – om man vil – lyrisk Tone, en stille Klage over den skjønne Tid som svandt, den Harmonie og Hygge, der, fordum idetmindste overveiende i alle Forholde, nu har maattet vige for alskens forvirrede Tendentser og Rivninger. Denne Stemning tilhører netop den ældre Mand, der, som bekjendt, er laudator temporis acti; fordi Erindringen i Almindelighed er hans Feldt, hvor han finder sig hjemme og hygger sig, overfører han, som ved et optisk Bedrag, denne Hjemlighed og Hygge paa den Tid og de Forholde, der ere Erindringens Gjenstand.
Denne Bemærkning om det Subjective i Fremstillingen sigter naturligviis ikke til at nedsætte dens Værd, men kun simpelthen til at charakterisere den. Thi en saadan Fremstilling er i flere Henseender berettiget. For det Første er nemlig denne Alderdoms-Stemning, denne elegiske Tilbageskuen i Erindringens Idyller, i sig selv et baade psychologisk sandt og, naar det holdes i en reen Stiil, poetisk smukt Billede. Og man maa indrømme vor Forf., at han idethele virkelig er en laudator af det ædleste Slags. Ikke disse opskruede Declamationer om Fortidens Kraft og Ærlighed, ikke de fortvivlede Hændevridninger eller det evindelige moraliserende Gnaal over Nutidens tiltagende Fordærvelse o. s. v.; Alt er her tempereret og harmonisk, forklaret i en egte human, lidenskabsfri Livsbetragtning, saadan, som kun den sande Dannelse kan føre til; kun et dæmpet Suk over at Idyllens Tid er forbi, og snart en fiin Sarkasme snart en ligefrem men altid værdig og rolig Dadel over Nutidens hule Viisdom og urolige higende Travlhed. Med andre Ord: vi have ikke for os en af disse grætne, klynkende Oldinger, der have beholdt Ungdommens Umodenhed og Pirrelighed, medens de blot have tabt dens Kraft og Freidighed; vi synes derimod at see en sund og munter gammel Mand, der i sin Tid isandhed har „levet, virket og nydt“ og derved efterhaanden arbeidet sig ud af individuelle Ønskers og Interessers Sneverhed. Hans Interesse for det Nærværende er nu egentlig kun Betragtningens, og deri bestaaer netop hans Eensidighed, at han, som blot Tilskuer, mangler den – om man vil – Partiskhed, hvormed Nutiden og dens praktiske Tendentser betragtes og maa betragtes af dens egne Børn. Netop fordi disse Tendentser ere praktiske, derfor kunne de ikke retteligen vurderes uden af den, for hvem de ogsaa ere praktiske, ere egne Interesser; Tilskuerens reent objective Holdning er her netop en Uretfærdighed. Klang det ikke i Manges Øren altfor forbandet dialektisk, kunde jeg have Lyst til at udtrykke mig saaledes, at det Subjectiv-Indskrænkede i Oldingens Opfatning netop skriver sig fra hans Objectivitet og hans vide Synskreds. Han ligner Astronomen, der med Himmelrummet for Øie finder, at Jorden bliver en forsvindende Prik, hvilket i en vis Henseende kan være sandt nok, medens den Overbeviisning, som almindelige Jordbeboere, netop fordi de boe der, uvilkaarligen komme til, nemlig at den dog er en dygtig stor Klode, i Almindelighed baade er sandere og frugtbarere.
Men heri ligger allerede en yderligere Grund til den poetiske Beføielse til at lade idetmindste en forgangen Tidsalder netop reflecteres i en Oldings Sjæl. Thi det er netop indrømmet, at i en vis Henseende er Oldingens Blik friere, hans Opfatning mere objectiv. Men dette gjælder netop Sagens æsthetiske Side, thi den æsthetiske Betragtning er som saadan overlegen rolig, interesseløs, tilskuermæssig. Det praktisk Usande er derfor ofte netop æsthetisk sandt. Saaledes er vel den Betragtning af Fortiden, der har modtaget Erindringens Forklarelse, æsthetisk sandere, end den, der vilde fastholde Tanken om alt det travle Virvar, hvoraf i Virkeligheden – den prosaiske Virkelighed – den forgangne Generation næppe havde mindre, end vor. Ogsaa i Nutidens egen Bevidsthed er denne æsthetiske idealiserende Betragtning af Fortiden, et gyldigt Moment. Nutiden er kun da fuldstændig paa det Rene med sig selv, naar den sætter sig i Forbindelse med en Fortid, og Fortidens væsentlige Betydning for Nuet er netop den, at den er Fortid, ɔ: ikke blot et andet Nu. Dens Billed maa og bor ikke umiddelbart forplantes, hvilket vilde være en ørkesløs Gjentagelse, men netop af Afstanden deels forklares, deels fordunkles, dets Lys brydes og farves i Erindringens Prisma.
Det elegiske Tilbageblik er selv et uundværligt Element i enhver Tids, ethvert Folks Selvbevidsthed; først dette danner den rette Modvegt mod den Glemsomhed og Bedaarelse, der i Almindelighed ledsager Øieblikkets praktiske Sysler. Vi, Tidens Børn, ere saa tilbøielige til at ophøie vor egen Tid, dens Oplysning, dens Fremadskriden i alle Retninger; godt er det da, at idetmindste Digteren foreholder os Billedet af en svunden gylden Alder, den sættes nu nær eller fjernt hen i Tiden; godt er det, at den Langsynede af og til minder os om, at fra et høiere Stade tager sig vor travle Virksomhed ubetydelig og smaalig ud. For at gjenoptage det brugte Billed: der er ingen Tvivl om, at det for os Jordbeboere dog ogsaa er yderst tjenligt, at Astronomerne sige os, at vi ere Midder, om vi end i vort daglige Liv i Regelen maa indrette os efter en anden Maalestok.
Den her anstillede Betragtning har Hensyn til den i sig selv temmelig nærliggende og tillige almindelig hørte Anke mod nærværende Roman, at Opfattelsen af Nutidens Forhold til Fortiden er skjev, eensidig. Jeg erkjender paa en Maade denne Skjevhed, men finder den, idetmindste tildeels, psychologisk og æsthetisk begrundet. Det politiske Raisonnement, der i en digterisk Fremstilling lægges i en Oldings Mund, kan have sin (subjective) Sandhed, om det samme som ledende Artikel i en politisk Journal vilde være forkasteligt. Naar saaledes – om jeg ikke husker Feil – et af vore Dagblade har gjort Mine til at tage de i „Fordum og Nu“ anstillede politiske Betragtninger ligefrem til Indtægt, da er dette i mine Tanker en ikke mindre æsthetisk end politisk Misviisning. For nu imidlertid ikke at indlade mig videre paa den sidste, maa jeg alligevel indrømme, at den første kan Lære nogenledes undskyldelig. Thi den Omstændighed, at det er en Oldings Livsanskuelse, der fremstilles har saa liden ydre, udtrykkelig Betegning – næsten kun ved det Par Ord i Fortalen, hvilken man i Almindelighed betragter som staaende udenfor Kunstformen – at man lettelig glemmer den, og sætter sig saaledes uvilkaarligt i et umiddelbart Forhold til det skildrede Objective og de derover anstillede Betragtninger. Og til at betragtes som en blot lyrisk Udgydelse bliver Fremstillingen tilsidst dog vel bred, og gaaer især i Bogens sidste Deel for meget over i en raisonnerende Tone, hvilken, om den end som et Charaktertræk hos den Aldrende ikke turde være uden psychologisk Sandhed, alligevel ikke er smuk. Disse noget langstrakte Reflexioner, som vistnok i sig selv ere meget humane og moderate, føre os dog vel langt ind paa Prosaens Gebeet, og frembyde saaledes etslags Hank for dem, der gjerne ville drage Verket til sig for derpaa at anlægge en politisk Maalestok. Hvorom Alt er, det forekommer mig utvivlsomt, at dette Raisonnement udgjør Bogens Skyggeparti.
Ogsaa paa Charaktertegningen har den Omstændighed, at Tegneren er en gammel Mand, med en altfor ligefrem forstaaet psychologisk Sandhed gjort sig gjældende, idet især de ungdommelige Charakterer tildeels mangle Friskhed og Individualitet. De tvende unge Piger i Præstegaarden ere deels noget vel typiske, idet vi egentlig kun have den abstrakte Modsætning af en Maria- og en Martha-Natur for os, deels overhovedet begge allerede i Barneaarene for forstandige og betænkte saavel i deres Handlinger, som især i deres Tale. Og hvad Helten angaaer, der fremstilles som et Ideal af Dannelse, Retskaffenhed og Elskværdighed i enhver Retning, da er han netop formeget Ideal, til at forekomme ialfald os Yngre ret elskværdig. Vi finde ham lige fra det første Øieblik af altfor afmaalt, betænksom og sleben, han er os med eet Ord, selv som Yngling, for gammel. Forfatteren har ligesom skyndet sig med at lade ham begaae en eneste Ubesindighed, for iøvrigt at fremstille ham som den personificerede Forstandighed og Sindighed i alle Maader. Ogsaa dette Vidunder af Officier, Læge, Theolog m. m. ligner mere etslags Typus, om man vil, et pædagogisk Mønsterbillede, end et virkeligt Menneske. Det er ganske rigtigt omtrent et saadant Forbillede jeg som Fader eller Opdrager vilde foreholde min Søn eller Myndling til Efterligning, idet jeg dog maatte være mig bevidst, at mine formanende Forestillinger i Guttens virkelige Opdragelse kun danne et eensidigt Moment, der i Naturens Selvraadighed og mangeslags individuelle Ujævnheder har – mere end tilstrækkelig – Modvægt. Thi jeg havde nær sagt, Intet vilde være mig mere ubehageligt end om jeg virkelig engang skulde see Gutten netop saa mild og tempereret, saa abstract-sædelig, som min egen Formaning lyder.
De ældre Charakterer ere i det Hele heldigere. Præstens med Sarkasmer blandede Godmodighed, Majorens noget bornerede Brav- hed, Propritair Ibsens ligefremme Landmand-bon-sens, hans Madames Forfængelighed og Sladderagtighed træde især i deres Tale livligen og betegnende frem. Idethele er Skildringen af Conversation i Forbindelse med huuslige Situationer Forfatterens stærke Side.
Fortællingens hele Anlæg er overmaade simpelt, uden spændende Forviklinger uden nogen kunstigen slynget Knude. Ogsaa dette stemmer overeens med Forfatterens overalt fremtrædende milde Livsanskuelse og Forkjærlighed for det jævne, huuslige Liv, man saa gjerne hensætter i en forgangen Tidsalder. Selve Fremstillingen minder os om en naivere Periode i Romandigtningen, hvor Læserne ikke vare vante til saaledes at spændes paa Pinebænken, som nutildags oftest skeer. For vore Øine synes det, som om Forfatteren viser en vis Iilsomhed i bestandig saa snart som muligt at komme til et forønsket Resultat; især kan han aldrig længe forholde sin Helt nogensomhelst Triumf, som han troer at skylde ham. Istedetfor efter Tidens Mode een mangfoldigt sammenviklet Knude, hvis Løsning foregaaer med en bedøvende Explosion, have vi her en Mangfoldighed af bitte smaae Knuder, der saa at sige paa Stedet løses, en Række af næppe hørlige Puf. Kun i Bogens sidste Deel bliver Enderesultatet, ligesom om Forf. her undsaae sig for at lade det komme for hastigt, – ikke forviklet – men blot forhalet ved de mellemkommende Reflexioner, hvorom jeg ovenfor har talt.
Denne Forfatterens Naivitet i Fortællingens Anlæg, hvilken vel Mange ville finde triviel, har, efter min Anskuelse, netop behagelig Virkning, især i Bogens første Deel, hvor Sujettet stemmer dermed. Derimod skal jeg ikke negte, at den Maneer, paa hvilken Helten nu, efterat Hjemmets Ro er afbrudt, sendes paa Æventyr rundt i den vide Verden, sættes i Berørelse med Sørøvere, brasilianske Rigmænd og Frøkener o. s. v., synes ogsaa mig at gaae vel stærkt ind paa Trivialitetens Gebeet. Man synes her uvilkaarligen at fornemme en ubehagelig Duft af Leiebibliothekernes fede Sager.
Idet jeg nu maa nedlægge Pennen, føler jeg, at det her Meddeelte er langt fra at være nogen ordentlig Anmeldelse, idet jeg fordetmeste blot har opholdt mig med endeel Spidsfindigheder – hvori Mange vel endog ville finde Selvmodsigelser – angaaende Forfatterens totale Standpunct. Men jeg har til dette Hefte af Tidsskriftet netop leveret en lang og stiv Beretning om et Skrivt af mig selv, der kun har det Formaal at gjøre en Smule Nytte; saa jeg følte etslags Trang til her, hvor jeg har for mig en paa Nydelse og Opbyggelse beregnet skjøn Frembringelse, at give efter for en mere utvungen Tankegang. De, der læse literære Anmeldelser især som „Veiledning til Bogkjøb“, ville forhaabentlig dog i det Foregaaende have kunnet læse Saameget mellem Linierne, om det end mindre klart staaer i dem, at Bogen, som et under vore Forholde respectabelt Forsøg i Romandigtningen, vel fortjener baade at læses og at eies, hvilket Resultat endnu kan støttes ved den Bemærkning, at Sproget og Stilen er af en Lethed og Ynde, som blandt norske Prosaister endnu torde høre blandt Sjeldenheder.
M. J. Monrad.
|
Denne teksten er offentlig eiendom fordi forfatteren døde for over 70 år siden. |