Folkeeventyr (1852)/44

Fra Wikikilden
Hopp til navigering Hopp til søk
Johan Dahls Forlag (s. 267-269).

Der var engang en Kone, som havde en eneste Søn, og han var ikke længer end en Tommelfinger, derfor kaldte de ham ogsaa Tommeliden. Da han var kommen til Skjælds Aar og Alder sagde Moderen til ham at han skulde ud at frie, for nu syntes hun det var paa Tide, at han begyndte at tænke paa at gifte sig. Da Tommeliden hørte det, blev han meget glad. De fik da Kjøregreierne i Stand og reiste afsted, og Moderen satte ham paa Fanget. Saa skulde de reise til en Kongsgaard, hvor der var saadan en forskrækkelig stor Prindsesse; men da de vare komne et Stykke paa Veien, blev Tommeliden borte. Hun ledte længe efter ham og raabte paa ham og græd fordi han var borte, og hun ikke kunde finde ham igjen. "Pip, pip!" sagde Tommeliden; han havde gjemt sig i Manen paa Hesten. Saa kom han frem, og da maatte han love Moderen, at han ikke skulde gjøre det oftere. Da de havde kjørt et Stykke til, saa var Tommeliden borte igjen. Hun ledte efter ham og raabte og græd, men borte var han. "Pip, pip!" sagde Tommeliden, og hun hørte han lo og knisede, men hun kunde slet ikke finde ham igjen. "Pip, pip, her er jeg da!" sagde Tommeliden og kom frem af Øret paa Hesten. Saa maatte han love, at han ikke skulde gjemme sig oftere, men da de havde kjørt et Stykke, saa var han borte igjen; han kunde ikke bjerge sig. Moderen, hun ledte og græd og raabte paa ham; men han var borte og blev borte, og alt hun ledte, kunde hun ikke finde ham paa nogen Maade. "Pip, pip, her er jeg da!" sagde Tommeliden. Men hun kunde slet ikke skjønne, hvor han var, for det lød saa utydelig. Hun ledte og han sagde Pip, her er jeg, og lo og gottede sig fordi hun ikke kunde finde ham igjen; men ret som det var, saa nøs Hesten, og saa nøs den Tommeliden ud, for han havde sat sig i det ene Næseboret paa den. Moderen tog ham nu og puttede ham i en Pose; hun vidste ikke andet Raad, for hun kunde skjønne, at han ikke kunde bjerge sig. Da de kom til Kongsgaarden, saa blev der snart Forlovelse, for Prindsessen syntes han var en vakker liden Gut, og det varede ikke længe førend der blev Bryllup heller.

Da de skulde spise om Middagen i Bryllupsgaarden, saa sad Tommeliden til Bords ved Siden af Prindsessen; men han var værre end ilde stelt, for da han skulde til at spise, kunde han ikke naae op, og havde vist ikke faaet en Bid heller, havde ikke Prindsessen taget og hjulpet ham op paa Bordet. Nu gik det baade godt og vel saalænge, han kunde spise af Tallerken, men saa kom der ind et stort, stort Grødfad; det kunde han ikke naae op i; men Tommeliden vidste Raad: han satte sig paa Bredden. Men saa var der et Smørøie midt ude i Fadet; det kunde han ikke række, og saa maatte han sætte sig ude paa Kanten af Smørøiet; men ret som det var, kom Prindsessen med en stor Skee og skulde dyppe en dygtig Grødbede i Smøret, og saa kom hun nær Tommeliden, saa at han faldt ned og druknede i Smørøiet.