Folkeeventyr (1852)/43
Der var engang en Mand som var saa grætten og vild, og aldrig syntes han at Konen gjorde Nok i Huset. Saa kom han hjem en Kvæld i Slaataanden, og green og skjændte og bandede, saa at det lyste om ham. "Kjære Vene, vær ikke saa ond, Faer," sagde Kjærringen; "i Morgen skal vi bytte Arbeide, jeg skal gaae ud med Slaattekarlene og slaae, saa kan du stelle hjemme." Ja, det syntes Manden godt om, og det vilde han gjerne. Tidlig om Morgenen tog Kjærringen Ljaen paa Nakken og gik ud i Engen med Slaattefolkene og skulde slaae. Manden skulde da til at stelle i Huset. Først vilde han til at kjerne Smør, men da han havde kjernet en Stund, blev han tørst, gik ned i Kjælderen og skulde tappe i Øl. Medens han holdt paa at tappe i Ølbollen, fik han høre, der var kommen en Griis ind i Stuen. Han afsted med Tappen i Haanden, op igjennem Kjældertrappen som allersnarest og skulde passe Grisen, at den ikke skulde vælte Kjernen; men da han fik see, at Grisen alt havde slaaet Kjernen overende, og stod og smattede paa Fløden, som flømmede udover Gulvet, blev han saa flyvende sindt, at han reent glemte Øltønden og efter Grisen det bedste han kunde. Han naaede den igjen i Døren, og der gav han den et saa dygtig Spark, at den blev liggende paa Flækken. Nu huskede han først paa, at han gik med Tappen i Haanden, men da han kom ned i Kjælderen, var alt Øllet rundet ud paa Gulvet.
Han gik da paa Mælkeboden igjen og fandt saameget Fløde, at han fik Kjernen fuld, og saa gav han sig til at kjerne, for Smør vilde han have til Middags. Da han havde kjernet en Stund, kom han i Hu, at Hjemkoen stod inde endda, og hverken havde faaet Vaadt eller Tørt, skjøndt det var langt paa Dag. Han syntes nu det var for langt at gaae til Havnen med den, saa tænkte han at han skulde slippe den oppe paa Taget; det var Torvetag paa Hytten og der stod stort, gjildt Græs. Hytten laa ved en brat Bakke, og naar han lagde en Planke over paa Taget, saa troede han nok han skulde faae Koen derop. Men Kjærnen turde han ikke slippe heller, for den vesle Ungen hans foer og kravlede om paa Gulvet; den kunde gjerne slaae den overende, tænkte han. Kjernen tog han da paa Ryggen og gik saa ud, men saa skulde han vande Koen først, førend han slap den paa Taget. Han tok en Bøtte og skulde tage Vand i Brønden med, men da han bøiete sig ud over Kanten, randt Fløden ud af Kjernen og ned i Nakken paa ham og saa ned i Brønden. Det led nu til Middagen, og Smør havde han endda ikke faaet, saa tænkte han, han skulde koge Grød, hængte saa en Gryde med Vand paa Skorstenen. Da han havde gjort det, kom han til at tænke paa at Koen kunde falde ned af Taget og brække Benene eller Halsen paa sig, gik saa op paa Taget og skulde binde den. Den ene Enden af Rebet bandt han om Halsen paa Koen, slap det saa ned igjennem Piben og bandt Rebhællen om Laaret sit, for Vandet kogte alt i Gryden, og han maatte til at stampe Grøden. Mens han holdt paa med det, faldt Koen udover Taget ligevel og trak Manden op igjennem Piben ved Rebet; der sad han fast, og Koen, den hang udenfor Væggen og svævede mellem Himmel og Jord, og den kunde heller ikke komme løs. Konen havde ventet i syv Lange og syv Brede paa at Manden skulde komme og raabe hjem til Middags; men det blev ikke noget af. Tilsidst saa syntes hun det blev for drøit og gik endelig hjem. Da hun fik see at Koen hang saa stygt til, gik hun bort og hug Rebet af med Ljaen; i det samme faldt Manden ned igjennem Peispiben, og da Kjærringen kom ind, stod han paa Hovedet i Grødgryden.