Der var engang en Konge, som havde en Datter, og hun var saa slem til at lyve, at Ingen kunde være værre. Saa satte han ud, at den, som kunde lyve saaledes, at han fik hende til at løgste sig, skulde faae baade hende og det halve Rige. Der var Mange, som prøvede paa det, for Alle ville gjerne have Prindsessen og det halve Riget, men galt gik det dem allesammen. Saa var der ogsaa tre Brødre, som skulde prøve sin Lykke. De to ældste gik da først, men det gik ikke dem bedre end alle de øvrige. Saa skulde Askepot i Veien, og han traf Prindsessen i Fjøset. "God Dag!" sagde han, "og Tak for Sidst." "God Dag!" sagde hun, "og selv Tak for Sidst." "I har ikke saa stort Fjøs I som vi ligevel!" sagde hun, "for naar en Gjæter staaer i hver sin Ende og blæser paa Bukkehorn, saa kan de ikke høre hverandre." -- "Aa jo da," sagde Askepot, "vort er meget større! for naar en Ko tager sig Kalv i den ene Ende af det, saa bærer den i den anden." "Jasaa," sagde Prindsessen. "Ja men I har ikke sa stor Oxe I ligevel som vi! der seer du den! naar der sidder En paa hvert Horn, saa naaer de ikke hverandre med en Maalstang." "Pyt," sagde Askepot, "vi har en Oxe saa stor, at naar der sidder En paa hvert Horn og blæser i Luur, saa høre de ikke hveandre." "Ja saa," sagde Prindsessen. "Men I har ikke saa megen Mælk I ligevel som vi," sagde hun, "for vi mælker Mælk i store Embærer og bærer ind og slaaer i store Gryder og yster store Oste." "Aa, vi mælker i store Kar og kjører ind og slaaer i store Bryggepander og yste Oste saa store som store Huus, og saa har vi en elgsblak Mær til at traakke Osten i Hob; men engang saa føllede den i Osten, og da vi havde ædt paa den i syv Aar, traf vi paa en stor elgsblak Hest. Den skulde jeg kjøre til Kværnen med engang, saa røg Ryggen af paa den; men jeg vidste Raad for det, jeg, tog en Granbuske og satte i den til Ryg, og anden Ryg havde den ikke siden saalænge vi havde den. Men den Granen voxte og blev saa stor, at jeg kløv til Himmels op igjennem den, og da jeg kom did, sad Jomfru Maria og spandt Børstereb af Grynsø. Ret som det var, saa røg Granen af, og jeg kunde ikke komme ned igjen; men Jomfru Maria rendte mig ned af en af de Rebene, og saa kom jeg midt ned i en Rævekule, og der sad Mor min og Far din og lappede Sko, og ret som det var, saa slog Mor min til Far din, saa Børsterne føg af ham. "Det løgst du!" sagde Prindsessen, "det har Faer min aldrig gjort her i Verden."
