Der var engang en fattig Mand, som boede i en Stue langt borte i Skoven, og nærede sig ved Skytteri. Han havde en eneste Datter, der var særdeles smuk, og da Moderen tidlig var død og Pigen nu allerede var halvvoxen, sagde hun, at hun vilde bort at tjene, saa hun kunde lære at fortjene sit Brød, hun og. "Ja, min Datter," sagde Faderen, "rigtignok har du hos mig ikke lært Andet end at ribbe Fugl og stege, men du faaer vel prøve at tjene for dit Brød alligevel." Saa gik da Pigen ud at bede om Tjeneste, og da hun havde gaaet en Stund, kom hun til Kongsgaarden. Der blev hun, og Dronningen syntes saa vel om hende, at de øvrige Terner bleve ganske misundelige paa hende. De fandt derfor paa at sige til Dronningen, at Pigen havde sagt sig god for at spinde et Pund Hør i fire og tyve Timer, for Dronningen holdt særdeles meget af alleslags Haandarbeider. "Ja, har du sagt det, skal du gjøre det" - sagde Dronningen til hende, - "imidlertid kan du vel faae lidt længere Tid." Pigen Stakkel turde ikke sige, at hun aldrig havde spundet, men bad om et Kammer for sig selv; det fik hun, og derop blev baaren Rok og Hør. Der sad hun nu og græd og var bedrøvet og vidste ikke sit arme Raad; hun stellede med Rokken, og snoede og dreiede paa den, og vidste ikke, hvorledes hun skulde bære sig ad - hun havde aldrig før seet en Hjulrok engang.
Men som hun saaledes sad, kom der en gammel Kone ind til hende; "hvad feiler dig mit barn?" sagde hun. "Ak," svarede Pigen, "det kan vel ikke nytte, jeg siger dig det; du kan saa ikke hjælpe mig ligevel, du!" "Der kan Ingen vide det," sagde Konen. "Kan hende, jeg turde vide Raad for det alligevel jeg." Ja, jeg kan jo sagtens sige hende det, tænkte Pigen, og saa fortalte hun da, at hendes Medtjenere havde sat ud, at hun havde sagt sig god for at spinde et Pund Hør i fire og tyve Timer; "og jeg, min Stakkel," sagde hun, "har aldrig i mine Dage seet en Hjulrok, end sige, jeg skulde kunne spinde Saameget i et Jevndøgn." "Ja, det er det Samme det, Barn," sagde Konen; "vil du kalle mig Moster paa din Hædersdag, skal jeg spinde for dig jeg, saa kan du gaae bort og lægge dig til at sove." Ja, det vilde Pigen gjerne gjøre, og gik hen og lagde sig.
Om Morgenen, da hun vaagnede, laa al Hørren spunden paa Bordet, og det saa peent og fiint, at aldrig Nogen havde seet saa vakkert, jevnt Garn. Dronningen blev meget glad over det smukke Garn, hun havde faaet, og holdt endnu meer af Pigen end før. Men herover bleve de øvrige endnu mere misundelige paa hende, og saa fandt de paa at sige til Dronningen, at nu havde hun sagt sig god til at væve det Garn, hun havde spundet, i fire og tyve Timer. Dronningen sagde igjen, at havde hun sagt det, saa skulde hun gjøre det, men om det ikke netop blev i fire og tyve Timer, saa kunde hun vel faae lidt længere Dag. Pigen turde heller ikke nu sige nei, men bad om et Kammer for sig selv, saa fikk hun vel prøve. Der sad hun igjen og græd og bar sig ilde og vidste ikke, hvad hun skulle tage sig til; da kom der igjen en gammel kone inn og spurgte: "Hvad feiler dig, mit Barn?" Pigen vilde først ikke ud med det, men endelig fortalte hun hende, hvad hun var saa sørgmodig over. "Ja," svarede Konen, "det er det samme, vil du kalde mig Moster paa din Hædersdag, skal jeg væve for dig, jeg, saa kan du gaae bort og lægge dig til at sove." Ja, det vilde Pigen gjerne gjøre, og saa gik hun hen og lagde sig. Da hun vaagnede, laa Vævbunken paa Bordet, vævet saa net og tæt, som væves kunde. Hun tog Bunken og gik ned til Dronningen med, og hun blev meget glad over den smukke Væv, hun havde faaet, og holdt endnu mere af Pigen end før. Men derover bleve de Andre endnu mere forbittrede paa hende og tænkte ikke paa Andet, end hvad de nu skulde finde paa at sige om hende.
Tilsidst fortalte de Dronningen, at nu havde hun sagt sig god forat sye op Vævbunken til Skjorter i fire og tyve Timer. Ja, det gik lige eens, som før, Pigen turde ikke sige, at hun ikke kunde sye; hun kom igjen op paa et Kammer for sig selv og sad der og græd og var bedrøvet. Men saa kom der atter en gammel Kone til hende, som lovede at sye for hende, naar Pigen vilde kalde hende Moster paa sin Hædersdag; det lovede Pigen meer end gjerne, og saa gjorde hun, som Konen sagde, og gik hen og lagde sig til at sove. Om Morgenen da hun vaagnede, fandt hun Bunken opsyet til Skjorter, liggende paa Bordet; saa smuk Søm havde aldrig Nogen seet, og Skjorterne havde Navn og vare fuldt færdige. Da Dronningen fik see det Arbeide, blev hun saa glad i Sømmen, at hun slog Hænderne sammen; "for saa vakker Søm har jeg aldrig hverken havt eller seet," sagde hun, og siden holdt hun Pigen saa kjær, som sitt eget Barn. "Dersom du nu vil have Prindsen, saa skal du faae ham," sagde hun til Pigen, "for du behøver aldrig at leie bort Nogenting, du; du kan sye og spinde og væve Alt selv." Da Pigen var smuk og Prindsen syntes vel om hende, blev der strax Bryllup. Men allerbedst Prindsen vel havde sat sig til Brudebordet med hende, kom der en gammel, styg Kjærring ind med en lang, lang Næse - den var vist tre Alen lang.
Saa stod Bruden strax op og sagde: "God Dag, Moster!" "Er det Moster til min Brud da?" sagde Prindsen. Ja, hun var da det. "Ja, saa faaer hun vel sætte sig herhen til Bordet da," sagde Prindsen, men baade han og de Andre syntes, hun var fæl at sidde tilbords med.
Men ret som det var, saa kom der igjen en gammel, styg Kjærring ind: hun havde en Bag saa tyk og bred, at hun med Nød og Neppe kunde komme ind igjennem Døren. Strax reiste Bruden sig igjen op og hilste: "God Dag, Moster!" og Prindsen spurgte igjen om det var Moster til hans Brud. Da svarede Begge ja, og Prindsen sagde at naar saa var, saa fik vel hun ogsaa sætte sig hen til Bordet.
Men aldrig før hun havde sat sig, saa kom der atter en gammel, styg Kjærring, med øine saa store som Talerkener og saa røde og rindende, at det var fælt at see. Bruden reiste sig igjen og hilste: "God Dag, Moster!" og Prindsen bad ogsaa hende at sætte sig hen til Bordet, men han tænkte ved sig selv: "Gud hjælpe mig for Mostre, min Brud har!" Da han havde siddet lidt, kunde han ikke bare sig, men spurgte: "Men hvorledes i al Verden kan da min Brud, som er saa deilig, have saa fæle og vanskabte Mostre?" "Det skal jeg nok sige dig," sagde den Ene; "jeg var ligesaa vakker jeg som din Brud, da jeg var paa hendes Alder; men det at jeg har faaet saa lang Næse, det kommer af at jeg stedse og
har siddet og hakket og nikket med Spinding, saa har Næsen min tøiet sig til den er bleven saa lang, som du nu seer den. "Og jeg," sagde den Anden, "ligesiden jeg var ung, har jeg siddet og skubbet frem og tilbage paa Vævfjælen, til min Bag er bleven saa stor og hoven, som du nu seer." Saa sagde den Tredie: "Ligefra jeg var ganske liden, har jeg siddet og stirret og syet, Nat og Dag, og derfor ere øinene mine blevne saa fæle og røde." "Ja saa!" sagde Prindsen, "det var vel jeg fik vide det, for kan Folk blive saa stygge og fæle af det, saa skal da aldrig min Brud hverken spinde eller væve eller sye i sine Dage meer!"