Der var engang en Gut, som skulde ud at frie. Blandt andre Steder kom han ogsaa til en Gaard, hvor Folkene vare i reen Armod og Fattigdom; men da Frieren kom, vilde de sagtens synes velstaaende, det kan man nok vide. Manden havde faaet eet nyt ærme i Trøien sin. "Sid ned!" sagde han til Frieren - "men her er da saa støvet allesteds!" og saa gik han og gned og viskede paa Bænker og Borde med sit nye Trøieærme; den anden Arm holdt han paa Ryggen. Konen havde faaet een nye Sko; med den gik hun og spændte og sparkede paa Alting, Krakker og Stole; "her ligger Saameget iveien, her er saa uryddigt!" sagde hun. Saa raabte de paa Datteren, at hun skulde komme og rydde op. Hun havde faaet ny Hue, og satte derfor Hovedet ind gjennem Døren, og nikkede hid og did. "Jeg kan da ikke være allesteds, jeg heller!" sagde hun. Aa jo, det var Velstands Folk, Frieren var kommen til der.
