Flyvefisken/Kapittel 3

Fra Wikikilden
Hopp til navigering Hopp til søk
Utgitt av Komanditselskapet Narvesens Kioskkompani, Kirste & Sieberth (s. 15-20).
III
ET HANKATSKRIK


Solen var gaat ned, og dype, lange skygger fløt ind i sommeraftenen ved Gravningssund. Ikke et vindpust rørte sig i dette skjønne hjørne av norsk skjærgaardsnatur. Villaerne laa som brune øine i smaaskogens frodige ansigt, og en og anden seilbaat speilte sig i sundets dypblaa krystal.

Ute paa en av odderne sat der en mand og saa drømmende ut over sundets aftenmilde skjønhet. Time efter time sat han der. Han hadde i sandhet intet hastverk. Solen hadde sendt sine sidste øyldne streif over fjeldene og aftenbrisen var døet hen i den graableke stilhet. Men den ensomme mand merket det ikke. Hans øine var vendt mot syd, hvor en lang flat bygning gled ind i skogen. Den laa godt dækket av trær, og en liten aas skjulte den nederste del av det flate, skurlignende hus, der var en mellemting mellem en reberbane og et baatnøst. En liten vik brøt sig ind like ved det underlige bygverks føtter,—ja, en dyp gren skar sig endog ind under dets gulv og syntes at være bestemt til at opta det avfald, som kom fra bygningens indre.

Da reiste den enslige tilskuer sig pludselig. Hans lille, tætte skikkelse fortonet sig med klare linjer mot konturen. Det var den fremmede fra Lars Kirkebøs have,—han, som hadde latt falde det stolte ord, at han vilde avlægge sjøormen en visit. Nu syntes han helt at ha glemt sit forehavende.

—En elektrokemisk fabrik, mumlet han haanligt. Og bygget av en finlænder med et verdensberømt navn. Det vet vi nok, men denne gang . . .

Manden avbrøt med et sin lille enetale. Han hørte det stilfærdige smeld av en godt smurt laas. Det var kun et svakt knep, men den fremmedes øren strittet formelig efter den fjerne lyd. Han bøide sig ned. Det var som et maskineri, der klappes sammen. Han forvandledes med en gang til en skygge, der snek sig mellem busk og krat. Der fulgte ingen lyd med ham. Ingen stene rullede under hans føtter, ingen gren knækkedes under hans knær. Han gled ind i stilheten som et av nattens kattepotlette rovdyr . . .

To mænd kom gaaende langsomt nedover stien, som førte fra den hemmelighetsfulde bygning indover øen. Den ene var en velvoksen, tykladen mand, med et utpræget militært utseende. Den anden var en dverg med et stort vanskapt hode, men med dype, skjønne øine. Hans lille meterlange skikkelse var overordentlig velproportionert, og der fandtes ingen pukkel klemt mellem de to smukt avrundede skuldre.

—Det har glædet mig meget at se hr. statsraaden her, sa dvergen med dyp og vakker stemme, hvori der skurret en bilyd av en fremmed tunge.

Hans ledsager stanset. De var nu kommet frem paa en aapen plads.

—Tro mig, sa han bevæget, dette har været et av mit livs lykkeligste øieblikke. Jeg har i disse timer set ind i en verden, som jeg aldrig hadde drømt om. Der er mange av os, som i disse aar har set mistrøstig paa vort lands fremtid. Da socialisterne kom til magten tænkte vi, at nu var vor skjæbne beseglet. Men livet er underlig. Det staar ikke i nogen menneskelig magt at bruke vold paa utviklingen. Avvæbningsteorien har gjort fiasko. Antimilitaristerne har maattet stoppe pipen i sæk. De er blit kvalt av en vældig folkeopinion. Det er selve tilværelsesinstinktet, som reiste sig hos det norske folk. Det krævet beskyttelse . . . Saa hændte det underlige, at den socialistiske regjering for at redde sig gik ut av sit antimilitaristiske skind. De sitter nu ved føtterne av parlamentarismens knuste gudebillede og ser forsvaret blusse op som en vardeild over landet. Saa valgte de mig, en mand utenfor deres parti, til at pleie den mægtige bevægelse, som har git den tapte fædrelandsfølelse nye vinger.

—Jeg kjender til alt dette, statsraad Aavatsmark, sa dvergen rolig. Norge har løpet socialismens line ut. Nu staar veien aapen for den rette mand.

—Hvad mener De?

Den lille mand saa drømmende ut over sjøen.

—Hele verden sukker efter herskere. Graahetens liksang er sungen. Nu stevner politiken den like vei mot diktaturet . . .

Han vendte sig hurtig.

—Hørte De noget? spurte han hviskende.

—Jeg hørte ingenting.

Dvergen kastet et mistænksomt blik omkring sig og hans tynde næsefløie bevæget sig.

—Der er nogen i nærheten, mumlet han. Jeg føler det. Mit legeme har ikke plads for stort andet end nerver. De er som traadløse mottagere . . .

—Jeg tror, De tar feil, sa statsraaden.

Dvergens lille krop skalv av bevægelse.

—Jeg føler det som et fysisk ubehag, hvisket han. Det er, som om der lusket et eller andet rovdyr omkring i nærheten. Jeg fornemmer dets giftige aande. Statsraaden saa skarpt paa den lille mand, som øiensynlig var sterkt ophidset. Var dvergen blevet gal?

—Her findes nok ingen rovdyr paa Hvaløerne, sa han med en stemme, som skulde virke beroligende.

Dvergen trak paa skuldrene. De store, hvasse øine fløi søkende omkring i smaaskogen og hans haand klamret sig om skjæftet paa en liten Browning. Slik blev han staaende i etpar minutter. Men da han intet hørte, slappedes de spændte træk og uten et ord la han revolveren ned i baklommen . . . Saa vendte han sig til statsraaden.

—De rovdyr, jeg talte om, sa han skarp, er ikke firføttede. Men de gaar paa fire, der kryper i alle store ideers spor. Jeg er en stakkars vanfør mand, men til gjengjæld har forsynet git mig et godt instinkt til forsvar mot mine fiender . . . Det har reddet mig mange ganger.

—Men jeg skjønner ikke rigtig . . .

Dvergen gjorde en utaalmodig bevægelse.

—De har selv uttalt, at mit nye krigsvaaben vil revolutionere sjøkrigen, sa han skarpt. Og De vet, at jeg har løst akkumulatorproblemet og git det anvendelse i lufttekniken. Mine elektriske stabile flyvemaskiner er verdenskjendte og har pekt paa helt nye veier for luftkrigen . . . Forstaar De ikke, at jeg er en farlig mand for den internationale krigsbalance? . . . Vil De tro mig, at jeg i det sidste aar har været overvaaket som en fange i min bolig i Kristiania. Jeg har ikke kunnet gaa to skridt uten at se lurende øine i hver gatekrok. De har fulgt mig ærbødige og vaktsomme, de har kjærtegnet mig, de har truet mig . . . Men de kom mig aldrig nær. Mit verksted var sterkere end nogen fæstning . . . For et halvt aar siden reiste jeg hertil, hvor alt var ordnet til min ankomst. Og de vaktsomme øine hadde mistet sporet . . . Nu føler jeg, at de har fundet det igjen. Vampyrerne svæver omkring her i mørket.

—De mener? . . .

—Jeg mener, svaret dvergen, at det internationale krapyl er i mit kjølvand. Jeg er en farlig mand. For der ligger ideer i min hjerne, som kan bringe nye og farlige momenter ind i verdenskrigen . . .

—Verdenskrigen? avbrøt statsraaden. De tror altsaa, at dens tid er kommen? Fredskonferansen i Briissel synes at være av en anden anskuelse. Dens sidste proklamationer tyder jo paa, at den evige fred skulde være nær.

—Barnesnak! sa dvergen. Krigen kommer, den maa komme snart. Det er likesaa sikkert som tyngdekraften.

—Tror De, at der allerede i sommer . . .?

—Nei, nei, svarte den lille mand og hans stemme var hæs av haan. Hvor kan De tro det? Diplomaterne maa jo ha sine sommerferier. De slipper ikke saa let lawn-tennis-racketerne og opgir sine private Amour’er ved badestederne. Men naar Trouville, Ostende og Helgoland har lukket, da kommer de onde dage . . .

Han vilde si mere, men brøt pludselig av. Et skarp gjennemtrængende skrik lød gjennem natten. Det var en hankats ynkelige hvin . . .

Dvergen vendte sig øieblikkelig. —Kom med, skrek han. Det er »Pajazzo«s skrik. Der er fare paafærde.

De to mænd sprang hurtig tilbake til den lave bygning paa nesset. Dvergen trykket paa en knap i den store port og døren aapnet sig lydløst. De ilede videre over gaardspladsen . . .

Saa stanste de samtidig . . .

Paa mønet av den lange flate bygning stod en gul kat og hylte gudsjammerligt paa hankatters vis. Og dens store gulgrønne øine gnistret i halvmørket av raseri.