Flyvefisken/Kapittel 19

Fra Wikikilden
Hopp til navigering Hopp til søk
Utgitt av Komanditselskapet Narvesens Kioskkompani, Kirste & Sieberth (s. 91-97).
XIX
RUSSLANDS STORE TIME


Bergljot Bratt løftet sig op paa den ene arm. Eksplosionen sang endnu i hendes øre. Det var mørkt omkring hende, men hun følte, at hun var kommet uskadt fra russerens kvælertag. En stripe lys vældet pludselig ind i rummet, og hun saa en høi, svær mand komme ind i hallen. Han gik langsomt og forsigtig, som den der av en eller anden grund er blit nødt til ikke at ha hastverk. Like efter kom en liten dverg. Han var forfærdelig blek, og det store hode virret hjælpeløst paa den tynde barnehals.

—Han maa være død, hvisket han uavlatelig.

Kjæmpen hostet indignert.

—Sludder, sa han, hvad skulde han dø av? Bomben sprang under vandet nogen sekunder forsent. Lufttrykket har slaat ham ned. Men baade han og den forbandede Asev kvikner nok snart til.

—Tror De det, Burns? spurte dvergen mismodig. Men selv om Fjeld lever, saa er flyvefisken stængt inde i sit eget skal. Hvorledes skal vi kunne befri os for denne ruinhob. Og hør, hvor det tordner derute! . . .

De lyttet begge.

Ilden var nu aapnet fra Odderøens batterier, og hele fjorden dampet under de store kanonernes raseri.

—Kan De se noget? spurte Erko.

—Nei, men de maa ligge her ved utgangen etsteds. Jeg tror ikke Fjeld blir glad, naar han vaakner og finder veien stængt.

Burns fik ikke sagt mere.

Inde fra mørket lød der en stemme, som ikke tydet paa noget i retning av svigtende helbred.

—Hør nu her, gutter, sa den. Staa ikke der og hæng med hoderne. Faa etpar haandjern av Wessons patent om haandleddene paa denne sleipe russiske hund, og la mig og den unge dame her faa et glas kognak! Saa skal vi allikevel se, om vi ikke skulde plukke et par statelige vingefjære av den russiske keiserfugl. Burns lo høit.

—Nu kjender jeg den gamle sang, sa han muntert. Jonas Fjeld er kommet til hægterne igjen. Er det kanonerne, som kildrer dit øre, gamle ven? Hvor ligger du?

—Ret frem, svarte Fjeld. Vi ligger i en haug alle tre. For alle eventualiteters skyld har jeg et grep om russerens hals. Jeg merker, at han begynder at orientere sig nu efter en ganske liten besvimelse. Men jeg antar, at han efterhaanden vænner sig til at ha respekt for min venstre haands kraft.

En rallende lyd akkompagnerte nordmandens truende ord.

—Forresten kan dere gjerne sparke ut nogen planker, saa vi kan faa bedre lys. Elektriciteten fungerer vel ikke mere. Og jeg liker ikke at bli prikket i siden av denne bombefabrikant.

Burns gik hen til væggen, la skulderen til og sprængte ut et par planker. Lyset strømmet nu ind og belyste en overordentlig dramatisk situation.

Fjeld laa like ved kanten av bassinet og holdt sig fast med den høire haand i resterne av gelænderet. Asev befandt sig paa ryg og forsøkte at puffe sin motstander ut i vandet. Men alle hans anstrengelser var forgjæves. Nordmandens kraftige fingre krummet sig om russerens hals og regulerte hans kraftforbruk paa den mest effektive maate. Etpar skridt fra dem sat Bergljot Bratt og saa forvildet omkring. Hendes oljeklær var ilde medfart i den korte kamp, og det lange, gule haar flammet over den forrevne frak.

Burns bøide sig over Asev, som tiltrods for at hans ansigt var blaat efter Fjelds haarde næver, like til det sidste søkte at overraske sin finde og slite ham med sig ut i vandet.

Med et lysnart grep, der tydet paa, at Burns ingenlunde hadde glemt sine gamle kunster, hadde han fattet Asevs høire haand i sin venstre. Russeren søkte at slike sig løs.

Men Burns klemte til.

Med et smertensskrik sank Asev tilbake. Det knaket i hans haandknokler. Hun lukket sine øine, og hans ansigt blev hvitere end hans øienepler. Stønnende bøide han hodet tilbake. I næste øieblik sat haandjernene paa ham.

Russeren saa mørkt paa sin nye fiende, og en let fraade samlet sig om hans læber.

—Kjender du ikke mig igjen? spurte Burns og trak pusten dypt. Det var jo engang, vi var som brødre. Du bodde hos »Kænguruen« i Soho. Vi drak mangen god »Drink« hos gamle Smith.

—Jovist kjender jeg dig, Ralph Burns, svarte russeren hæst. Jeg husker dine forbandede klør. Det var engang dem, som mente at gamle Josias Saimler hadde traktert dig saa meget med dynamit, at du ikke var værd en pipe kanaster. De tar feil. Din venstre pote er ialfald iorden. Fan ta alle humane stympere. Jeg har altid stemt for, at vi skulde avskaffe dig og din kvinde derute i Kensington.

Burns stirret mørkt paa fangen. Og Asev vendte sine øine væk. For englænderen saa ikke ut til at taale spøk i det øieblik. Der svulmet to snortykke aarer paa hans pande. Hans venstre haand knyttet sig krampagtig. Da la der sig en liten haand paa hans arm. Burns vendte sig forbitret om, men rynkerne paa hans pande glattet sig, da han saa ind i den unge pikes rolige og klare øine.

—Aa, er det Dem, sa han hurtig og pustet tungt. Det var nok en reddende engel, vi tok op i Flekkerøsundet . . . . . Jeg synes, jeg har set Dem før, tilføiet han alvorlig . . . Hvem er De?

Fjeld gik hen til den lille skikkelse og grep den lille haand, som stak frem av oljefrakken.

—Hør her, Burns, sa han og vendte sig til detektiven. Den unge dame her staar Dem nærmere end De vet. Og idag har hun bundet sig til os med alle taknemlighetens baand? Se paa hende, Burns! Hun er den norske vaar, som De fanget ind i Deres sind en blek foraarsdag for fem aar siden. Si mig, har De ikke set de øine før?

Burns vendte sig halvt bort.

—Jo, sa han enkelt. De har ret. Jeg har set dem hver dag i de sidste aar, og jeg ser dem hver time i alle mine vaakne drømme.

Den unge pikes øine fyldtes med taarer.

—De er Ralph Burns, sa hun. Og Helene er min søster. Jeg vet, at hun holder saa forfærdelig av Dem . . .

Hun vilde sagt mere, men i samme øieblik hørtes et forfærdelig brak utenfor det store skur. Det var en bombe, som hadde forvildet sig ind i havnen og nu eksploderte like utenfor flyvefiskens bolig. En vældig vandsøile slyngedes ind over den store flytepram, der rystet i alle sine sammenføininger.

Lille Erko kastedes overende. Men han reiste sig hurtig og bøiet sig med et forbauset utrop over bassinet: —Bombe, ha tak, deklamerte han med stor pathos. Den har slitt væk alle hindringer, som Asevs helvedesmaskine la os iveien. Det koster os bare en halv times arbeide, saa skal vi være klar. Og da . . . ja, da skal vi synge et »ve« over det store hellige Rusland.

Asev reiste sig halvt op. Hans blik for fra den ene til den anden. Der var en saaret ulvs vildhet i det.

—Vogt jer, skrek han hæst. Nu er Ruslands store time kommen. Det ringer sin storhet ind med kanoner. Og deres klang er festligere end alle Kremls klokker.

Da gik Fjeld hen til ham.

—Hund, sa han haardt. Tifold kjøter! Hvad vet du om Ruslands storhet? . . . Du, som hele dit liv har egget lovmæssighet og forbrydelse mot hinanden, du, som har forraadt dine bedste venner. Der findes kun en nationalfølelse hos dig: Glubskheten i dit eget bryst . . . . Men nu er din time kommen. Ingen lov behøver at dømme dig . . . du umenneskelighetens forbandede outsider!

Fjeld tok ham paa sine armer og gik langsomt ut paa plattformen.

En haand la sig paa hans skulder. Han vendte sig og saa ind i Bergljot Bratts vidunderlige øine.

—La ham faa en chanse, sa hun bønlig.

Fjeld betænkte sig i brøkdelen av et sekund.

—De har reddet vort liv, frøken, sa han stille. Deres bøn er vor lov.

—Tak, mumlet hun.

Der stod taarer i Burns’s øine.

—Det er det, jeg altid har sagt, hvisket han for sig selv. Englene paa jorden er meget at foretrække for de himmelske. Pokkeren skulde ligge her og la sig slaa ihjel av disse tartarer, naar fire øine stirrer ut av verandavinduet og venter paa, at man skal komme ind haveporten.