Flyvefisken/Kapittel 11
Ved marconistationen paa Flekkerø sat der en sen septemberdag en ung pike med hørerøret for ørene og lyttet efter telegrammer. Det var en tidlig morgen. Havet laa som et speil, og solen boret sine hvite straalespyd i den disige luft.
Den unge pike saa drømmende utover havet. Hun syntes, hun aldrig hadde set noget vakrere. Flere timer hadde hun sittet der med hørerøret. Hun hadde set solens gyldne glans over Odderøens aaser, hun hadde i sine dype, bedrøvede øine faget de sjeldne sekunder, da Aurora drysser sine lyserøde blomster over havet.
Hvor vakker hun var, der hun sat med den ene haand støttet under kindet! . . . Hendes lysblonde haar bølget om et ansigt, som hverken var regelmæssig eller klassisk i sin form. Men hele skikkelsen med de runde og kraftige former, den skjønne halslinje og de veke, tilbakeglidende skuldre var et syn at se av ung kvindelighet. Hun var av de kvinder, som ikke kjender sin egen skjønhet, og som kun mænd med sunde—og ubedærvede sanser holder av. Hendes navn var Bergljot Bratt.
Ensom og upaaagtet sat hun derute paa den lille station ved havbrynet, en fattig liten pike, som nød solen og sundheten i fulde drag og drømte med store, blaa øine om en fremtid, som nu laa saa haabløst langt borte.
Der findes kvinder, som blænder os og daarer os med et eneste blik. Der findes kvinder, som flagrer sig ind i vort hjerte paa lette sommerfuglevinger.
Bergljot Bratt hørte ikke til nogen av disse kategorier. Hun var laget av det samme stof som de største kvinder i historien. Men hun visste det slet ikke. Det kvindelige mod, som væbnet Charlotte Cordays haand, den blaaøiede energi, som tændte gløden i Anna Kolbjørnsdatters sind,—alt laa slumrende hos denne unge pike med det fjerne, bedrøvede vemod i to ellers saa livsglade øine.
Hun var alene paa øen nu. Bestyreren var reist til Kristianssand for at motta ordre i en meget vigtig anledning. Han hadde set meget alvorlig ut, da han drog sin vei og git hende de strengeste formaninger om at passe paa. Der var nok store ting igjære. Aviserne var pludselig blit saa ængstelige og underlige i sine uttalelser.
Spionfrygten var især vokset til en uhyggelig høide. Det hændte ikke en dag, at Odderøens kommandant ikke maatte vise væk nærgaaende personer.
Og hvad skrev ikke »Christianssands Tidende«, som laa utbredt for hende: Der er nu fare paafærde i den internationale politik. Den russiske flaate, som, under foregivende av at skulle foreta et besøk i Cherbourg, igaar passerte Øresund, menes at skulle demonstrere i de nordiske farvande. Og fra alle stormagters marineverfter meldes om fabelagtig virksomhet. Børspapirene er utsat for voldsomme svingninger. Der var panik paa Pariserbørsen idag . . .
Hun stanset pludselig læsningen. En svak lyd naadde hendes øre. Der var nogen, som vilde komme i forbindelse med hende. Lyden var saa fjern, at hun ikke med en gang kunde opfatte, hvad det var. De tikkende Morsetegn avbrøtes uavladelig. Det var, som en eller anden generede avsenderen. Men pludselig kom det med gnistrende tydelighet:
Bergljot Bratt blev meget blek. Hendes hænder rystet. Hun bet tænderne sammen. Nu gjaldt det. Alt avhang av hendes ro og koldblodighet. Det var jo signalet for et skib i yterste nød, som klang for hendes øre. Det var dødssangen fra det synkende »Titanic«, det var tuseners dødsskrik om hjælp gjennem en eneste vibrerende strømbølge! . . .
Den unge pike bøide sig dypt og lyttet anspændt med blyanten i haanden. Og atter hørte hun den tikkende lyd med det forfærdelige signal. Hun svarte atter og atter . . . Hvad er det? Hvor er dere? Hvilket skib? . . .
Da blev pludselig lydtegnene jevne og rolige. Saa skrev hun ned:
Det er torpedobaaten »Hai«, kaptein Dreyer. Vi er forfulgt av to russiske torpedojagere, som har skutt »Draug« og »Hval« isænk 30 kvartmil nordvest for Skagen. Den russiske flaate er paa vei til Kristianssand og vil være der om nogen timer. Den tyske Nordsjøeskadre har samtidig forlatt Helgoland og 14 engelske slagskibe forlot Englands kyst igaaraftes. Alle har Kristianssand som maal. Vi medbringer en hemmelig depeche til admiralstabschefen. Har lukket den op i yterste nød. Den lyder paa, at krigen vil bli erklært imorgen tidlig. Send meddelelsen videre. Det er forbi med os. Kulerne suser omkring os. En har allerede ramt forskibet og dræpt næstkommanderende og fem mand. Hils . . .
Bergljot Bratt hørte ikke mere. Det var som en tung haand var kommet og feiet al lyd væk. Sveddraaperne perlet paa hendes pande. Hun følte øieblikkets alvor. En sus av verdenshistorie hadde streifet hendes øre . . . og med visionær tydelighet saa hun den sorte torpedobaat styrte i dypet, mens flaget sendte den sidste hilsen over det solsitrende hav.
Hun kjendte sin pligt og grep telefonen. Det var forunderlig, hvor mat den lød idag. Hun ringte atter og atter. Intet svar. Hun reiste sig i fortvilelse. Hvorfor skulde den netop idag være i uorden. Hvert minut, hver time var kostbar.
Hun slængte røret fra sig.
Aa—at bestyreren netop idag skulde reise bort! Men baaten laa dernede i viken. Hun fik ro over til Odderøen selv. Det gjaldt jo fædrelandets dyreste interesser. Hun gav sig ikke tid til noget. Sprang uten hat og tøi. Rev med sig telegrammet.
Saa løp hun hurtig nedover mot den lille brygge. Hun merker ikke, at hendes lyse haar løsnet og flommet gyldengult i solen. Hun ænset ikke flængerne i sin kjole. Hun var ung og sterk, og det smidige legeme taalte alle anstrængelser . . . Bare hun nu maatte komme tidsnok! . . . Der laa baaten. Hun vilde stige op i den . . . Men pludselig reiste der sig en liten mørk mand i en simpel men ellers velholdt dragt, bak en av strandens stener.
—Hvad vil De, unge dame? spurte manden paa svensk i en høflig og mild tone.
Bergljot saa paa ham.
—Jeg skal til byen, sa hun. Vil De hjælpe mig at ro mig frem.
—Desværre, sa manden, jeg har ikke tid. Og De har heller ikke tid, tilføiet han pludselig skarpt. Pas Deres telegraf! Der er Deres post! Og vogt Dem for at forlate øen.
Mandens ydmyge væsen var forsvundet. Det var en farlig magt og myndighet i hans ord. Og hans smaa, sorte ilderøine lyste i det bleke ansigt.
Da puttet Bergljot brevet ned i sin bluse, rev skjørterne av sig og kastet sig ut i sjøen.