Finnernes tryllekyndighed
Blandt almuen nordenfjelds har det været gjængs tro, at finnerne kunde paatage sig ulvens og bjørnens ham, naar de lystede, ja endog omskabe sine uvenner til udyr. Denne overtro er endnu ikke ganske forsvunden. Man vogtede sig derfor gjerne for at støde de tiggerfinner, som streifede om i bygderne, for hovedet, hvor paatrængende de end mangen gang kunde være. Ellers turde det nok hænde, at man kunde have god grund til at frygte for, at der ad sommeren kunde times buskapen en ulykke af de forheksede udyr.
I Selbu har man saaledes en fortælling om en fin ved navn Adrianus, som ikke blot selv kunde «løbe varg«, men ogsaa kastede vargham paa andre. En rig gjerrig knark, som havde fornærmet ham engang, maatte saaledes gaa om som ulv i tre aar, for at han tilgagns skulde faa føle, hvor ulven kunde sulte. Da han saa igjen var bleven menneske, skar det ham altid i hjertet at høre ulvenes hylen, og da gik han bort i fjøset og slap ud en okse eller ko til dem. «For der er ingen, som kan tro, hvor ulven kan sulte», sagde han. Hver julekveld ledede han sin største okse ud til dem for at de i det mindste kunde slippe at sulte den kveld. Adrianus selv skal være bleven skudt af sin egen Ustedfader, da han som ulv havde brudt ind i hans fjøs og revet hans kreaturer ihjel. Man kjendte ham igjen paa slireremmen, som han bar indenfor varghammen.
Udenfor Aafjorden ligger Voksøen eller Linesøen. Her fandtes der i begyndelsen af aarhundredet store flokke af prægtige udgangsfaar eller vilde faar, som bygdefolket gjerne kaldte dem. Den største del af dem tilhørte opsidderen paa gaarden Lines, skjønt enkelte flokke ogsaa eiedes af bønderne paa øens andre gaarde. Paa Lines boede dengang en gammel grætten kall, som hed Kristofer. Han var saa fuld af trættesyge og kranglelyst, at baade naboer og andre gjerne holdt sig borte fra ham. Og saa gjerrig var han, at det var netop saavidt, han selv timedes at æde sig mæt. Engang kom der en tiggerfin over til øen. Først var han indom paa de andre gaarde og fik der baade at tære og bære. Tilsidst kom han indom paa Lines. Men neppe fik Kristofer øie paa ham, før han med knubbede ord bød ham pakke sig. Finnen tryglede og bad pent for sig, men Kristofer blev argere og argere. Da han ikke kunde faa finnen afsted paa anden vis, rev han en bøsse af væggen og skreg: «Pakker du dig ikke paa timen, saa skal jeg – –«. Finnen luskede da af, men i døren snuede han sig om og sagde: »Aa skyd ikke paa mig, du fa’lil; du skal tidsnok faa andet at skyde paa». En nat – det kunde vel være en uges tid eller saa bagefter – kom der en bjørn svømmende over til øen, hvor den rev alle udgangsfaar ihjel. Det var, mente folk, ingen anden end finnen, som paa denne vis hevnede sig paa Kristofer Lines.
Sagnet om Adrianus har jeg hørt af en gammel selbyg. Jfr. ogsaa Segnir fraa bygdom II, s. 30 fg. O. Stv. Hansen, bygdefortælling s. 85. Sagnet fra Aafjorden er mig mundtlig fortalt af fyrverker Czernickow.
Forbandet være den slemme fin,
Kristofer monne afrette,
at forhefte saaledes Guds veder og vind
og for segl og aarer pind sætte.
Skjemtevise af biskop Arreboe.
En anden overtro, som ogsaa er temmelig almindelig nordenfjelds, tillægger finnerne at kunne skaffe vind og medbør, storm og uveir ved sine trolddomskunster.
Ombord paa en nordlandsskude, der laa for vind stille udenfor Aafjorden, spurgte høvedsmanden en fin, som var med, om han kunde skaffe vind. Finnen svarede ja hertil, slog tre knuder paa en næsedug og rakte ham den. Da den første knude løstes, lik man straks bør. Da man var kommen lidt udpaa, løstes den anden knude, hvorpaa vinden øgedes. Tilsidst vovede man og at løse den tredie, men da voksede vinden til et overhændigt uveir, og der havde været liden von om, at mandskabet vilde være kommen til land, om finnen ikke havde været med ombord.
Fortalt af fyrverker Czernickow, der henlagde begivenheden til begyndelsen af dette aarhundrede.
|
Denne teksten er offentlig eiendom fordi forfatteren døde for over 70 år siden. |