Fattigdommens Tilintetgjørelse/3

Fra Wikikilden
Hopp til navigering Hopp til søk
Agerdyrknings-Kolonier.

Vi forudsætte at de foregaaende tvende Foranstaltninger ere antagne: De forhaandenværende 25 Millioncr Fattige have deres Repræsentanter (Formænd) og den fjerde Deel af Frankrigs Agerdyrknings-Territorimn er deres Eiendom.[1]

I ethvert Departement, og fornemmelig der hvor de udyrkede Jorder forefindes i største Mængde, oprettes Agerdyrknings-Kolonier, — eller saadanne Indretninger, som har at tildele Underholdning, Undervisning, Religion og Arbeide til Alle og Enhver, som dertil føle Mangel, og Gud skal vide at Antallet er stort i Frankrig.

Disse Velgjørenheds-Indretninger, i Midten af en egoistisk Verden, under Aaget af et dominerende Pengearistokrati bør kunne frembringe den samme Virkning, som Klostrene der virkede i Middelalderen, og nedlagde i Urskovene under Krigens og Lastens Tummel Spiren til Oplysning, Fred og Civilisation. Foreningen bør være en for hele Frankrig, thi den ulige Fordeling af de udyrkede Marker, og selv den ulige mindre Mængde af saadanne Landdele i visse Departementer, maa deri ikke lægge nogen Hindring.

De fattige Familier i et Departement, som ikke kan nyde godt af Anlægget[2] for Agerdyrknings-Kolonien, maa begive sig til det nærmestliggende, thi den store Velgjerning af Fælledsforeninger er fornemmelig at kunne fordele Hjælpen mere jevnt, og derved lindre al Elendighed uden at være bunden ved den Betragtning, som nutildags tjener til Undskyldning for mindre Deeltagelse: „Han hører ikke til min Kommune!“ Agerdyrknings-Kolonierne skal have tvende Maal at opfylde:

  1. At føde en stor Mængde af fattige Familjer, idet de skaffe dem Anledning til at dyrke Jorden, pleie Kreaturerne &c.
  2. Aabne en øieblikkelig Adgang for denne svævende Masse af Arbeidere, som Industriens vexlende Lykkesomstændigheder giver en vaklende Virksomhed, og som ved Standsningen i Arbeidet og Indretningerne, som de nyopfundne Maskinerier medføre, pludselig udsættes for den dybeste Armod.

Alle Fattige, alle Individer blottede for Arbeide, ville paa disse Steder finde nyttig Anvendelse for deres Kræfter og Anlæg til Fordeel for Almeenheden.

Saaledes vil der til alle Tider, ved disse Kolonier foruden det absolut nødvendige Antal Mænd, Qvinder og Børn til at udføre det antagne Jordbrug, uafladeligen knnne anvendes et stort Antal Arbeidere deels til at opdyrke nye Jorder, deels for at bygge nye Indretninger for de Syge og Gamle. De Forskud, som blive tildeelte Foreningen saavelsom dens egne nye Indtægter vil aarligen kunne tillade at anvende betydelige Kapitaler til disse frugtbringende Udgifter.

Naar den private Industri trænger til Arbeidere, vil Kravet gjøres gjeldende ved disVe Central-Depoer, som bestemmer Godtgjørelsen til en forhøiet Løn, thi det er klart at Arbeideren, som i Arbeider-Kolonierne finder en sikker Underholdning, ikke vil modtage Arbeide i den private Industri, uden i det Tilfælde, at den vil yde ham en Godtgjørelse som overskrider den overregnede, som alle Tider er ham sikkert i den almindelige Forening.

For at paaskynde disse Vexlinger som for at ovmuntre Arbeidernes Kappelyst maa man forbeholde af Godtgjørelsen for ethvert Anlæg en vis Sum, bestemt til at danne en personlig Indtægt for enhver Arbeider. De Fonds, som herved fremkomme, vil danne en virkelig Sparebank, som kan overlevere til enhver Arbeider, ved hans Bortgang, et Overskud til hans Løn, som bliver at bestemme efter Arbeidsdagenes Antal, hans Iver og forøvrigt gode Opførsel. — Paa denne Maade vil den arbeidsomme Arbeider, ved Hjelp af sin personlige Indtægt, efter nogle Aars Forløb kunne opsamle sig en Sum, skikket til at forsikkre ham en passende Understøttelse for Resten af hans Dage, selv udenfor Kolonien. For saa meget lettere at kunne fatte vores System, skal vi gjøre en Sammenligning. Naar en stor Flod gjennemstrømmer en Egn, da er denne Flod en almindelig Aarsag til Velstand, men undertiden foraarsager Overflødighed eller Formindskelse af dens Vandmængde enten Oversvømmelse eller Tørke. — Hvad foretager man sig da for at forebygge disse tvende Landeplager? — Man gjennemskjærer og anlægger store udstrakte Vandbeholdninger, hvortil Floden afgiver det overflødige Vand naar den har formeget, og modtager igjen Erstatning, naar den har for lidet, og paa denne Maade sikkres en fast Vandstand, som bidrager til jevn Frugtbarhed.

See her, hvad vi agte at foreslaae til Bedste for den arbeidende Klasse, denne anden Flod, som samtidig kan afgive en Kilde til Ødelæggelse eller Frngtbarhed efter den Maade, hvorpaa man leder dens Løb.

Vi forlange for den svævende Masse af Arbeidere store Tilflugtsteder, hvor de kan finde nyttig Anvendelse for dens Kræfter og Aandsevner; Tilflugtsteder, som, naar Landets almindelige Virksomhed svækkes, kan modtage Overskuddet af de Kræfter, som mangle Sysselsættelse, for senere igjen efterhaanden at afgive dem til den almindelige Bevægelse.

Vi forlange med et Ord, sande Afløbskilder for Folkemængden, nyttige Beholdningsrum for Arbeidet som vedligeholde altid i samme Høider, dette andet Jevnmaal for den guddommelige Retfærdighed, som vil at den Fattiges Sved modtager ogsaa her i Livet sin retfærdige Erstatning.

Formændene, det er: Arbeidernes Repræsentation, maae være Regulateurerne for denne uafbrudte Vexling. Formændene for den private Industri drager Omsorg for deres Underordnede og deeltage med Mairene i Kommunerne i Udøvelse af den Rettighed at kunne sende til Agerdyrknings-Kolonierne alle de Arbeidere, som de ikke kan anvende. — Koloniernes Formænd, paa den anden Side, vil efter enhvers Duelighed, søge at placere i den private Industri saamange, som der kan være Anledning til. Man vil maaske finde nogle praktiske Uleiligheder i denne Vexling, men hvor finder man den Indretning, som ikke afstedkommer lignende ved Anlæggets Begyndelse.

Denne vi har for Øie skal kunne medføre den umaadelige Fordeel at mangfoldiggjøre Folkets Kundskaber, skjænke det et ssundt Arbeide og lære det at erkjende Agerdyrkningens Værd, — den vil almindeliggjøre den Sædvane som Rødbedsukker-Industrien og selv Silke-Industrien allerede har indført, at lade Markarbeidere vexelvis ombytte med Arbeidere fra Fabrikerne. Formændene maae være i et Antal af 1 paa 10, ligesom ved den private Industri.

Formændene skal have over sig Direkteurer, som ere forpligtede, at give Undervisning i Agerdyrkningskonsten.

Disse Direkteurer udvælges af Arbeiderne i Forming med Formændene. For at de kunne være valgbare, udfordres af dem Beviser for deres specielle Kundskaber i Agerdyrkningen. Endelig skal enhver Koloni have en Gouverneur, Overbestyrer.

Denne Overbestyrer vælges af Direkteurerne og Formændene i Forening. Hovedbestyrelsen sammensettes af Overbestyreren og en Kommitte, dannet af en Trediedeel af Direkteurerne og totrediedele af Formændene.

For hvert Aar skal Regnskaberne trykkes og meddeles Arbeidernes Generalforsamling, for derefter at undersøges af Departementets Generalraad og skal have Rettighed til at afsette de Formænd og Direkteurer, som have lagt Uduelighed for Dagen.

Hvert Aar begiver Gouverneurerne sig til Paris, for der under Presidium af Ministeren for det Indre, at overlægge om den bedste Maade at anvende det indkomne Overskud til Fordeel for Foreningen i det Hele.

Enhver Begyndelse er vanskelig, saaledes have vi ikke paa en mere oekonomisk Maade kunnet anlægge disse Agerdyrknings-Kolonier, end at udlægge Markstykker, hvorpaa Arbeiderne ere baraquerede, ligesom vore Soldater, i de første Perioder af Anlægget. Det er en Selvfølge at fra det Øieblik at Indtægterne overskrider Udgifterne, vil man kunne ombytte disse Baraquer med sunde Huse, opbyggede efter en mere moden Plan. Bygninger vil da efterhaanden heve sig, hvori Koloniens Medlemmer og Børnene kunne modtage den fornødne borgerlige og religieuse Undervisning. Endelig vil man anlægge store Hospitaler for de Syge, og hvor tillige de Gamle kan have et Tilflugtsted.

En streng Orden maa overholdes i disse Kolonier; Opholdet der maa være sundt, men strengt, thi Hensigten er ikke at føde Lediggjengere, men at foredle Mennesket ved sundt og opmuntrende Arbeide understøttet af en moralsk Opdragelse. Arbeiderne og Familierne som ere beskjeftigede i disse Kolonier vil der blive underholdte Paa den simplest mulige Maade. Bolig, Lønning, Føde, Klæder vil blive ordnet efter de samme Regler som ere gjeldende for Armeen, thi den militaire Organisation er den eneste som samtidig er grundet paa samtlige Medlemmers Velvære og den nøiagtigste Oekonomie. Imidlertid ere disse Etablissementer aldeles ikke militair, de laane kun af Armeen dens beundringsværdige Orden, og det er Alt.

Armeen er en Statsindretning, men den arbeidende Klasse vil danne en Forening. Disse tvende Samfund vil da saavel i deres Anlæg, som i Maalet for deres Virksomhed være ganske forskjellige. Armeen er en Indretning, som idet den med Nøiagtighed udfører Chefens Ordre, bør hvile paa en Ordensfølge fra oven nedad. Arbeidernes Klasse vil danne en Forening, hvis Overordnede (Chefer) ikke skal have andre Pligter end at lede og udføre den almindelige Villie, dens Ordensfølge er frembragt ved Valg.

Det som vi saaledes have foreslaaet har ingen Forbindelse med de militaire Kolonier.

For at gjøre vores System end mere fatteligt skal vi fremstille en Oversigt af de mulige Indtægter og Udgifter for en Agerdyrknings-Koloni. Disse Beregninger ere grundede paa offentlige Angivelser.

Imidlertid vil enhver let kunne indsee hvor vanskeligt det maa være at fremstille et saadant Budget. Der er intet underkastet saamange Forandringer som den detaillerede Beregning over Jordens Afgrøde. Vi tør ikke antage at have forudseet Alt. Den bedste Forudsigelse, yttrer Montesquieu, er at tænke sig at man ikke kan forudsee Alt. — Men om end vore Talstørrelser kan tiltrænge forskjellige Fortolkninger, da vil vi derved ikke antage at dette gjælder Systemet i og for sig selv.

Det er muligt, uagtet al den Omhyggelighed som vi have anvendt i vore Beregninger, at nogle Udgifter eller Indtægter kan være udeladt eller maaskee paaregnet en for høi Pris paa Jordens Afgrøde, men disse Forseelser skade aldeles ikke Grundideen, som vi vel antage er retfærdig, sand og frugtbar paa gode Resultater.

Følgende simple Overblik vil bevise det.

I Almindelighed ere Jordens Afgifter fordcelte i trende Partier uden at regne de offentlige Skatter. Af det Første lever Arbeideren, som arbeider Jorden, det Andet medgaaer til Forpagterens Aflønning og det Trcdie beriger Eieren.

I vore Mønster-Agerbrug skal den arbeidende Klasse selv være i Besiddelse af disse 3de forskjellige Afgifts-Produkter, thi den vil samtidig være Arbeider, Forpagter og Eier, dens Overskud vil saaledes blive overordentlig store og det saameget mere, da Udgifterne, som en vel anlagt Forening medfører, stedse ere mindre end ved enkeltstaaende private Anlæg.

Af den første Deel af Afgiftsprodukterne vil en stor Mængde fattige Familier have tarveligt Udkomme, den anden Deel vil afgive Grundfond for de individuelle Overskud, som er omnævnt og den tredie Deel vil yde Midler til ei alene at opføre Bygninger til forskjellige velgjørende Øiemed, men ogsaa bidrage til at formere Selskabets Hovedkapital ved at indkjøbe nye Jorder.

Dette er en af de største Fordele ved vores Forslag. Thi ethvert System, som ikke medfører Midler til en jevn og vedvarende Fremadskriden er mangelfuldt. Man kan vel stundom spore nogle midlertidige gode Resultater, men naar Virkningen er forbi, fornyer det Onde sig, som man har villet tilintetgjøre, og det er som Intet har været gjort. — Fattiglovene i England, Arbeidshusene afgive derpaa slaaende Exempler.

Det Modsatte er derimod Tilfældet, naar Agerdyrknings-Kolonier ere i fuld Virksomhed, thi da vil altid Muligheden være tilstede for at kunne udvide Omraadet, mangfoldiggjøre Indretningerne og antage nye Arbeidere.

Det eneste Tilfælde, som for en Tid vil kunne standse denne vor Virksomhed, vil indtræffe naar den private Industri skulde gjøre Fordring paa Arbeidere, og formaaede at aflønne dem mere fordeelagtig.

De opdyrkede Jorder ere imidlertid derfor ikke forladte, og det indtagne Overskud af Arbeidere hvorom vi have talt, indtræder i den offentlige Tjeneste, indtil at en ny Standsning i Næringsvirksomheden sender dem paa Nyt til Agerdyrknings-Kolonien.

Medens saaledes paa den ene Side, ved vores Forenings Lov Formuerne mere og mere fordele sig, bidrage Arbeiderforeningen til at sammenholde den store Eiendom og deraf følgende mere omfattende Dyrkning.

Medens at Industrien uophørligen trækker Befolkningen til Byerne, vil Kolonierne kalde dem tilbage til Markerne.

Naar der ikke skulde være tilstrekkelig Jord at erholde i Frankrig til rimelig Pris, da maa Foreningen anvende Overskudet i Algerien, ja endog i Amerika — og den vil en Dag kunne bemægtige sig hele Verden! — thi overalt hvor der findes en Hectar at opdyrke og en Fattig at ernære, vil den være nærværende med sine Kapitaler, Armee af Arbeidere og rastløse Virksomhed.

For at man ikke skal beskylde os for at have drømt om et umuligt Gode, være det os tilladt at henlede Opmærksomheden paa det berømte engelsk ostindiske Kompagni, thi hvad har det været uden en Forening lig den vi har bragt i Forslag, men hvis Resultater, ihvorvel overraskende, dog ikke ere blevne saa velgjørende i sine Følger for Menneskeheden, som Tilfældet vilde være med den, som vi ledsage,med alle vore hjerteligste Ønsker.

Forinden vi skuer saa langt i Fremtiden, skal vi beregne de mulige Indtægter og Udgifter ved disse Anlæg.


  1. Vi have forudsat, at Arbeiderforeningen kun for det Første forpagte Jorden, da den vil betale til de nuværende Eiere den ubetydelige Indtægt, som de trække af de udyrkede og kommunale Jorder — men i Fremtiden og efterhaanden afkjøbe den dem, for at kunne være ene Eiendomsbesidder.
  2. Vi nævne Anlægget (Principet), thi dersom Foreningen skal være en Adkomst til Velvære, da maa det være i dens egen Interesse, at anlægge Agerdyrknings-Kolonier i ethvert Departement, det være nu for at dyrke øde Jorder, eller for at tilkjøbe sig Jorder, hvoraf den private Industri ei formaaer at trække nogen videre Fordeel, men det er kun ved en Forming at man vil kunne vide at vurdere sin egen Fordeel.