Et brev fra professor Stenersen til Mathias Irgens-Bergh fra 1821

Fra Wikikilden
18.
Et brev fra professor Stenersen til Mathias Irgens-Bergh fra 1821

I universitetsbiblioteket i Amsterdam findes der en meget betydelig autografsamling som er katalogisert under navnet »Schenkung Diederichs«. Den indeholder også en mængde brev til og fra nordmænd; men bare de allerfærreste av dem har nogen videre interesse – deriblandt det som her skal meddeles. Det er skrevet av den teologiske professor i Kristiania S. J. Stenersen til hans landsmand Mathias Friis Irgens-Bergh, som var Danmarks chargé d’affaires i Dresden og som hadde vist Stenersen venlighet og gjestfrihet på en reise, denne hadde foretat i Danmark og Tyskland 1819–20. Nogen optegnelser av Irgens-Bergh fra 1824, som viser hans interesse for sit gamle fædreland, er trykt i Hist. Tidsskr. 5 R. II, s. 277–98, og i Breve fra Danske og Norske har Ludv. Daae trykt en stor del av hans brevveksling.

Edv. Bull.


Christiania den 18 August 1821.

Bedste Ven!

Allerede for lang Tid siden burde jeg have skrevet dig til for i eget og Reisefølges Navn at takke saavel dig som din gode Frue for den udmærkede Artighed som du udviste mod os under vort Ophold i Dresden. Jeg skulde ogsaa allerede for længe siden have opfyldt denne min kjære Pligt, dersom jeg ikke hidtil var bleven forhindret dels af de Adspredelser, som ved Hjemkomst til Fædrelandet efter en saa lang Fraværelse maatte være uundgaaelige, dels ved den forviklede politiske Stilling, hvori mit Fædreneland dengang syntes at være, og hvis Udvikling jeg dog ønskede at see, inden jeg skrev til dig, som jeg vidste med Interesse fulgte Begivenhederne her i Norden. Endnu ere vel begge disse Hindringer, i det mindste ikke den første ganske røddede af Veien; thi endnu ikke er jeg kommen saaledes i Rolighed, at jeg har kunnet begynde at arbeide igjen; men vilde jeg opsætte at skrive dig til endnu længere, saa maatte jeg frygte for, at det slet ikke blev noget af; thi saa pleier det jo altid at gaae med alt, som opsættes fra den ene Dag til den anden.

Om min Reise fra Dresden til Hjemmet vil jeg ikke fortælle dig noget videre: den gik i alle Henseender meget lykkelig for sig, og jeg mødte paa den saa fan uventede Hindringer, at jeg kunde være istand til at ankomme til Christiania Dagen efter den Dag, som jeg i et Brev fra Dresden havde bedet min Moder møde mig i førstnævnte Brev. Til Magdeburg lagde vi halv Veien tilbage tilfods og det i 4½ Dag, og vel var min ene Fod ved denne temmelig forcerede Marsch, eller vel endnu rettere ved en Skoe, som ikke passede godt og som jeg ikke kunde faae ombyttet med en bedre passende, bleven saa fordervet, at jeg endnu kan føle den, men derom bekymrede jeg mig kun lidet, da denne Marsch havde, som jeg haabede, atter for nogle Dage restitueret mig fortræffelig. De 2 første Dage paa Marschen var jeg syg, men da jeg den 3die nødtes til at gaae henved 7 Mile og det med en sterk Nordvestvind, saa blev jeg brav og forblev at være det for det meste paa den øvrige Deel af Reisen. I Kjøbenhavn opholdt jeg mig kun 3 Dage, da jeg forhen havde allerede været 3 Dage i Præstøe hos Grundtvig: imidlertid forsømte jeg ikke personlig at gaae til Frue de Coninck med Sølvtøiet (hvilket kostede mig underveis en Deel, skjønt vist unødvendig Angest): jeg lod mig melde som En, der nylig havde talt med hendes Ungdomsveninde Fru Brach (?), men det blev mig svaret, at hun var syg og derfor ikke kunde tale med mig nu, men at hvis jeg vilde komme igjen en anden Gang, skulde jeg maaske faae hende i Tale. Dertil havde jeg ikke Tid, og sandt at sige heller ikke Lyst, thi jeg havde hørt, at hun ikke skal være lykkelig, og derfor ønskede jeg slet ikke at faae hende i Tale, saasom jeg vidste at det altid er Mennesker, der ei føle sig lykkelige, ubehageligt at tale med Fremmede. Fra Kjøbenhavn reiste jeg til Frederiksborg og derfra til en i Nærheden boende Præst Gad, der er i Svogerskab med mig; paa begge Steder havde jeg ret megen Fornøielse, at see det ærværdige Frederiksborgs Slot interesserede mig mere, end fast alt det, som jeg ellers paa min Reise havde seet, fordi at alt der knytter sig san nøie til vor Historie, og hin Præstemand var en saadan aandelig og legemlig Kjæmpe, at jeg i det mindste ikke ofte, om nogensinde har seet hans Mage. Sagtens var hans Synspunkter i de fleste Ting forskjellige fra mine, og sagtens maatte jeg derfor fast hele Dagen, som jeg var der, drage tilfeldts imod ham; men det skadede intet, Underholdningen blev derved saa meget des livligere. At han havde en meget smuk Datter, der just netop nu er i sin favreste Vaar, anmærker jeg neppe engang, da Faderen occuperede mig saa ganske, at jeg ikke[1] knap fik Tid til at see paa hende end sige til at tale med hende. Da jeg kom hjem, fandt jeg min Moder, Sødskende, kort alle mine nærmeste Omgivelser Gud skee Lov friske og vel, fandt ogsaa hvad jeg ikke havde kunnet haabe, at Ager og Eng (af hvilken Vigtighed disse ere i det fattige Norge, veed du) stode saare godt, især Ageren, og det skjønt Tørken ogsaa her havde været vedholdende og streng, skjønt dog ikke forholdsmæssig saa stærk som i Tyskland. Nu har jeg siden besøgt min Svoger Borch paa Eger, ogsaa mit Fødested, og først for et par Dage siden er jeg igjen kommen tilbage hid, men har endnu ikke faaet mit Logis i Stand, saa at det er langt fra, at jeg endnu er kommen i Orden. I den senere Tid har her regnet særdeles stærkt med en vedholdende Varme, saa at Ageren er kommen i en stærk Vext og giver Haab om et rigeligt Udbytte, hvis den kan vorde moden og ingen Frostnat kommer og dræber den: men i Bergens Stift har der saa længe været Tørke at de i Byen have været nødte til at kjøbe Vandet potteviis, og at paalidelige Folk have forsikret, at der fandtes mere Viin end Vand der.

Om Norges politiske Stilling har du formodentlig hørt meget og meget forskjelligt, hvis man at sige udenlands nu bekymrer sig mere om os Hyperboræere, end man hidtil har gjort: det var heller ikke at undres over, om den Lystleirs Sammendragelse saa nær Christiania, samt en saa stærk Flotilles Ankomst derhen i Forening med Rygtet om den Strid, som fandt Sted mellem Kongen og Storthinget, havde foranlediget mange forskjellige Rygter. Men hvad der nu end kan være fortalt i denne Henseende, san er det dog vist, at alt har her gaaet ganske jævnt og roligt af. Adskillige her vare ret bekymrede, og jeg kan ikke negte for, at jeg var af disses Tal, thi jeg kjendte saa lidet til, hvad der var skeet i mit Fædreneland i min Fraværelse, hørte tillige i Sverrig paa min Gjennemreise saa meget om den Hensigt de da just til Norge rykkende Tropper skulde have, at det ikke var at undres over, om jeg med en Slags Ængstelighed igjen betraadte Fædrenelandets Grund. Det, som syntes mest foruroligende var, at de fjærnere Regimenter vare indkaldte og at de ved Grændsen nærmest beliggende havde, saa sagdes der i det mindste, Ordre til inden 24 Timer at være marschfærdige, samt at de indrykkende Tropper førte skarpe Patroner med sig. Dette sidste syntes virkelig foruroligende, skjønt det maaske vel kan være Brug i det Militaire, men at det var skeet uden Hensigt overbevistes man snart om, da de Norske Militaire forlangte, at enten skulde ogsaa de forsynes med skarp Ammunition eller og skulde de Svenske aflevere deres, thi da fik disse strax Ordres til at gjøre det Sidste. Siden Kongen kom hertil har der, saavidt jeg veed, kun været een eneste Misforstaaelse mellem ham og Storthinget: Repræsentant Pløen her fra Christiania havde indleveret det Forslag til Storthinget, at dette skulde forlange af hans Majestæt, at den forsamlede Flotille strax skulde bortfjærne sig, da Constitutionen kun tillader ham at have 3 000 Mand Svenske samlede i Norge, og Repræsentant Flor fra Drammen havde indleveret Forslag til at sætte alle Statsraaderne under Rigsrettens Tiltale, fordi de ikke havde protesteret mod de Propositioner, som hans Majestæt har gjort til Forandringer i Grundloven, og som altsaa først blive at afgjøre paa næste Storthing; men da begge disse Forslag bleve henlagte som uforstandige, ubetimelige og unyttige, saa jævnede den Sag sig. Disse Forslag ere for Resten omtrent disse: at Kongen vil have Ret til at udnævne en paa ældste mandlige Descendenter arvelig Adel med Titel og Vaaben, men uden Privilegier, Ret til uden foregaaende Lov og Dom at afsætte alle Embedsmænd udenfor Præsterne og Dommerne, Ret til et absolut[2] at forkaste alle Storthingets Love, hvad enten de af 3 Storthinge efter hinanden maatte gjøres eller ikke, Ret til at udnævne Præsidenter i Thinget o. s. v. Meget skal det ogsaa have misfaldt Kongen, at Storthinget har sat Statsraaderne Wedel og Fasting under Rigsrettens Tiltale, den første, fordi han for flere Aar tilbage afsendte en Ladning Kobber og Blaafarve, Staten tilhørende, til We[d]dick & Wel[n]del i Amsterdam, hvilket Hus strax derpaa fallerede, uden i Forveien at have forsøgt, om han kunde faae solgt det her i Landet, eller ikke, den anden, fordi han foruden sit Statsraads-Embede tillige har været Kommandør i Søestaten og af begge Embeder trukket Gage. Men da Storthinget efter Constitutionen har Ret hertil, saa kan Kongen naturligviis ei sige noget derom; Misfornøielsen derover deler en stor Deei af Nationen med ham. For Resten har den største Deel af den Tid, Kongen har været her, gaaet bort med Festligheder, hvilke han deels selv, deels Officererne i Leiren, deels de herværende høye Embedsmænd have foranstaltet; han spiser ofte i Leiren og har da altid stort Taffel, men de civile Embedsmænd blive kun sjelden indbudne: saa vidt jeg veed, har Universitetet i det mindste endnu ikke nydt denne Naade. I Gaar (d. 19 Aug.) gave Leirens Officerer ham en stor Fete og paa Onsdag skulle de civile og Borgerskabet give ham en Do. der efter Paategnelserne paa Listerne at dømme alligevel ikke bliver meget stor. Manøvre ere undertiden udførte, men det hyppige Regnveir have (!) for største Delen forhindert dem. I Dag (d. 20) skal Slaget ved Austerlitz gives i Miniatur. Forstaaelsen mellem Tropperne var i Begyndelsen ikke saa synderlig, men er nu bedre; den Rivalisering, som naturligviis maa finde Sted, gjør naturligviis, at de paa begge Sider ere paa deres Post: vort Cavallerie og Artillerie skal meget overgaae de Svenske, derimod skal disses Infanterie have Fortrinnet for vort, undtagen i Skiveskydning, hvori vore ere Mestere, hvorfor de og stille deres fast opskudte Skiver som Trophæer udenfor deres Leir. – Med Trykkefriheds Actionen gaaer det her nu haardt til og Boghandler Hjelm er ved Bythinget i forskjellige Domme nu dømt til at sidde 8 Dage paa Vand og Brød, at sidde 2 Maaneder i Tugthuset og endelig at forvises Landet, ei at omtale anseelige Mulcter; sagtens blive disse Domme vel neppe saa skarpe ved Høiesteret, og sagtens komme de vel fornemmelig til at gaae ud over Skribenterne, som han endnu ikke har opgivet, men i al Fald er hans og Nationalbladets Anseelse i den Grad, som jeg haaber, bleven knækket, ut den aldrig reiser sig meere igjen. I Gaar (d. 21) sluttede Kongen Storthinget i al Naade, og lod tillige Tropperne passere Revue og afskedigede dem: ved Revuen kyssede han paa Fingeren til Soldaterne, talede enkelte Ord til dem, tog de fornemste af Officererne i Haanden, og var i det Hele saa blid, at jeg er overbeviist om, at han vandt hele Soldatesquens Hjerte; i dette Øjeblik trækker vort Artillerie igjen ind paa Fæstningen; Nogle af de Svenske ere vel ogsaa afmarscherede og saaledes gik altsaa det af uden nogen Storm eller Urolighed. Det simple Svenske Folk ligesom ogsaa, som jeg formoder, en stor Deel af Armeen havde nok den Tanke – Mange sagde det reent ud – at de skulde herind for at tugte Norsken; formodentlig ville alle disse nu altsaa blive noget slukørede ved det Udfald, som alt fik. De, som vende tilbage, haaber jeg i det mindste, have faaet en bedre Mening saavel om vor Constitution og Nationalrepræsentation som ogsaa om vor Nationalaand, end den, hvormed de kom. At den Russiske Minister Suchtelen har været her (som man siger, i Anledning af Ruslands Forhold til Tyrkiet) vilde vist ogsaa være godt for os, hvis han endnu nogle Aar kunde blive ilive; han har her vundet Alle, med hvilke han har talet, ved sin Simpelhed og mange Indsigter. Man sagde, at den Engelske Minister ogsaa skulde have kommet, men det blev intet af. Kongen reiser formodentlig om nogle Dage: han har lige indtil det sidste vedblevet at yttre sin Uvillie mod de ivrige Oppositionsmænd, Kjøbmændene Young, Pløen og Numsen her fra Byen, Flor og Elling Holst fra Drammen, Lieutnant Hoel fra Hedemarken og en Deel Andre og har aldrig havt dem til Taffels. –

Rummet maner mig nu stærkt om at slutte: modtag derfor gode Ven tilligemed din kjære Kone min og Keysers[3] inderlige Tak for al den mod os udviste Godhed: der gives os vel neppe nogensinde Leilighed til paa nogen Maade at kunne gjøre et Slags Vandring (!), men skulde det blive Tilfældet, da vilde det være os til en sand Fornøielse! Min Broder Abraham samt dine andre herværende Bekiendtere og Venner (blandt hvilke Prof. Rosted udtrykkelig har bedet mig sige dig, at Daasen som en Erindring om dig gjorde ham en hjærtelig Glæde, noget han gjentog flere Gange: han vilde have skrevet dig til, hvis jeg ei udtrykkelig havde lovet at sige dette) hilse dig paa det venskabeligste og, hvis min Broder Procuratoren turde, indlagde han gjerne en Hilsen til Fruen. Lev med din kjære Kone fornøiet og vel og vedbliv stedse at have i en venskabelig Erindring din hengivne og forbundne Ven

B. J. Stenersen.


Den 23. Aug. Jeg befinder mig i den senere Tid Gud skee Lov! ret vel: især har jeg å de sidste Nætter (denne allersidste undtagen, hvor Følgerne af Kongebeværtningen holdt mig vaagen) sovet overmaade godt og uden ut forstyrres af min sædvanlige Morgengjæst Kramper; men rigtig nok har jeg endnu ikke heller begyndt paa mine Forretninger og da vil det først viise sig, hvorvidt min Reise har havt nogen betydelig Følge eller ikke. At bruge den Medicin oftere, som i Dresden hjalp mig saa godt, tillader min Læge her mig ikke for Følgernes Skyld: de ere i det Hele ei saa friske til at forordne Medicin som Tydskerne og ville heller forsøge, om ei Naturen kan hjælpe sig nogenlunde selv.

NB. Din gamle Bekjendte og, som man sagde, min Inclination Lina Koren er bleven forlovet med en Adjunct Hysing ved Bergens Skole, en Discipel af mig, og jeg maatte saa mænd have den Ærgrelse at see ham tradske omkring med hende her i Byen.

[Utskrift:]

Dem Herrn Legationsrath Irgens Bergh
Königl. Dänisch Chargé d’affaires, Ritter von
Dannebroge und St. Wladimir

in

Dresden.




Denne teksten er offentlig eiendom fordi forfatteren døde for over 70 år siden.
  1. Overstrøket.
  2. Uteglemt: Veto.
  3. Amanuensis ved Universitetsbiblioteket, senere Stenersens efterfølger som professor i teologi, Chr. N. Keyser hadde været Stenersens ledsager paa reisen.