Et Krigsinstrument, som viser den svenske Armees Tilstand in Januario 1719
De syndenfjeldske rytteres udsigende, som i den aktion[2] ved Sundlandsdalen paa Strinden, en fjerding mil fra byen, blev fangen den 19de novbr. 1718 og siden den tid haver medfulgt den fiendtlige armee og udstaaet meget ondt indtil den 14de januar om natten, da de søgte leilighed at echapere paa fjeldet udi et hardt og meget forferdeligt veir.
1. Deres navne, aar og af hvilke kompagnier? – 1) Anders Henrichsen Flogstad, 36 aar, af major Ornings kompagni. – 2) Knud Erichsen Lyshaug, 32 aar, af livkompagniet. – 3) Christen Olsen Kos, 28 aar, af kaptein Mollerups kompagni. – 4) Oluf Thorgersen Bønnerud, 21 aar, af obristlieutenantens kompagni. – 5) Hans Andersen, 28 aar, ligeledes af ovenmeldte kompagni.
2. Hvad tid de løb fra de Svenske? – Den 14de januar, natten til søndag d. 15de dito.
3. Fra hvilket sted de echaperede? – En mils vei nær Hanö [Handøl], som er begyndelsen til Jemteland efter de svenskes egen udsigende til os, hvor fienden endnu havde 5 store mil, førend han kunde naa tykbygden, og hvor ham endda stod tilbage de værste fjeld.
4. Hvad og hvormeget de nød til forflegning hos fienden? – En kande korn, somme tider blandkorn og somme tider havre, tilligemed lidt kjød og to marker salt i al den tid, de vare fangen.
5. Om de hørte, om fienden talede noget om deres konges død? – Ja, de hørte, at officererne talede imellem sig, at deres konge var slagen der synder, og siden den tid gav de sig ingen rolighed, men befordrede deres march det bedste, de kunde.
6. Hvorledes de Svenske med deres armee kom over fjeldet? – i saadant meget ondt og hardt veir, at man ikke kunde se en haand for sig, og døde derover mange mennesker paa veien, som de saa i hobetal liggende overalt. Der var saadan sterk sygdom iblandt dem, at naar vagten af 50 mand om morgenen blev sat, var ikke flere tilovers om aftenen end 2. De øvrige fandtes døde, og var det forunderligt at se, at om det hul, hvor de havde siddet for at varme sig, laa ved ilden 20 til 30 døde mennesker rundt omkring, den ene ovenpaa den anden saaledes nedfalden. Nøden drev dem saa hardt i den strenge kulde og onde veirligt, at de maatte slaa skjæfterne itu paa deres gevær for at antænde og varme sig, eftersom paa fjeldet var ingen skov. Af fiendens hele infanteri kunde vi ei flere se end de, som fulgte bagagen. Af kavalleriet talte vi ei flere end 200 mand; saasom saa mange hundrede laa døde af hestene nedfalden, og stode somme paa hovedet, somme paa hænderne og andre paa armene, somme igjen stode ganske krogede og laa bredved hestene, alle døde og stivfrosne. General Armfeldt vidste ikke selv, hvor han var enten synder eller nord, slog sine hænder sammen med stor bedrøvelse for den store ynk og elendighed, han saa paa folkene, der paa marchen over fjeldet fast hvert øieblik udi stort antal styrtede paa adskillige forfærdelige maader, som og hestene tillige med dem. Generalen tilbød disse fanger, at om en af dem kunde vise ham veien over fjeldet til Handø [Handøl], skulde ei alene alle fangerne nyde deres frihed, mens end dog, naar han var overkommen, hidover nord at hjelpe straxen at vorde befordret. Og skulde den af fangerne, som var veiviseren, desuden nyde 20 kobberplator.
7. Hvilken vei de fangne kom ned af fjeldet? – De af guds store forsyn ramte paa Mærakerveien, og kom af fjeldet ned af den bygd, hvor til dem kom tre bønder, som skulde patrollere til Tydalen, der tog dem og hjalp dem det bedste, de kunde, saasom de ikke havde faaet mad i fire dage.
Iøvrigt berettede disse dragoner, at en svensk kaptein ved navn Fogh paa fjeldet lod sig formerke for dem, at han gjerne vilde rømme hid, dog at have et navn som han var bleven fangen, paa det at han derover kunde faa livet bjerget, til den ende og bad dem lage sig til at rømme, saa vilde han følge med. Mens som de ikke turde tro paa ham, løb de, da de saa deres leilighed dertil. De udsige og at have hørt, at der var desuden baade obrister og andre høie officerer, som resolverede det samme at gjøre, mens de turde ei komme til dermed, saasom de ikke vidste veien tilbage. Fangerne vare udi avantgaarden og med de allerførste troupper, hænderne bundne, den ene efter den anden og ført udi et taug eller reb, som var bunden til den fremmerste, hvor foran gik en af fiendens soldateske, som trak dem efter sig, hvilke snart hvert andet trin faldt død ned en efter anden; thi saasnart den ene faldt, tog strax den anden udi tauget, som varede saa længe, at der fast ingen mere var, som kunde have opsiun med dem udi avantgaarden, hvorpaa, da de det saa, resolverede at tage veien tilbage, og gik hele armeen igjennem hidefter, uden at nogen talte dem til[3], hvor de saa og hørte intet andet end som ynk, raab og skrig samt mange og utallige døde mennesker samt hester tilligemed trots, og tviler de meget paa, at nogen sjel kommer hjem til Sverige, saasom det var en stor umulighed. Fornævnte dragoner berettede ellers, at generallieutenant Horn sad i sin slæde ganske bortfrossen, saa at han ei mere kunde tale, og at generallieutenant Armfeldt sagde til disse fem dragoner, at nu maatte han bekjende, at guds straf var over ham, saasom Juten kunde leve, mens deres folk maatte dø.
Alt dette erbyder de sig med en god samvittighed at beedige, naar forlanges.
Throndhjem den 24de januar 1719.
N. N.
|
Denne teksten er offentlig eiendom fordi forfatteren døde for over 70 år siden. |
- ↑ Dette aktstykke, som hidtil er ubekjendt (se Øverland i dette tidsskr. 2den række II, 256 i noten) forefindes i en samtidig afskrift paa det kgl. bibl. i Kjøbenhavn i den uldalske saml. 4to 400. En anden gjenpart i folio har jeg truffet i Bergens museums arkiv i en pakke med udskrift: „Materialier til endel Opsatser for den antikvariske Forenings Blad Urda“.
- ↑ Se Øverland anf. st. s. 229.
- ↑ De vare følgelig ikke, som ogsaa ovenfor sagt under punkt 2, frigivne af Armfeldt, saaledes som Klüwer beretter (jfr. Øverland anf. st. s. 254).