En Mand, som mindst ahnede det, gav den nærmeste Anledning til Mormonismen; denne Mand var Salomon Spaulding; da han nemlig havde hørt, at der i det indre Amerika skulde findes Ruiner, som syntes at tyde hen paa en for mange hundrede Aar siden forsvunden Civilisation, samt at der imellem de indianske Stammer i Nordamerika og det jødiske Folk skulde findes adskillig Lighed med Hensyn til Sprog og Skikke, faldt det ham ind at opdigte en Fortælling, hvori han fortalte, at Indianerne nedstammede fra nogle af Israels Folk, der havde forladt Jerusalem, for at undgaae den Dom, som gik over Verden; at de, anførte af en Nephi og Lehi, vare seilede over Verdenshavet og havde nedsat sig i Amerika; at her var der opstaaet Strid imellem dem, og tilsidst havde de deelt sig i to Folk, Nephiterne og Lamaniterne, som ideligen bekjæmpede hinanden o. s. v. For at give Stilen noget ærværdigt Gammeldags, søgte han at efterligne den bibelske Skrivemaade, dog uden at have derved tænkt paa noget Bedrag. Han oplæste sit Skrift for flere af sine Venner, og da han døde uden at det var blevet trykt, blev det liggende i et Bogtrykkeri, hvor Enhver, som vilde, kunde læse eller afskrive det. Saaledes blev det kjendt af Flere, indtil det pludselig forsvandt, uden at man vidste, hvor der var blevet af det. Men en Deel Aar derefter udkom i den vestlige Deel af Staten Ny-York en Bog, som kaldtes „Mormons Bog,“ som udgaves for at være en guddommelig Aabenbaring og som i 14 Bøger afhandlede de landflygtige Israeliters Historie fra Kong Zedekias indtil Aaret 420 efter Christi Fødsel. Denne Bog kom ogsaa til det Sted, hvor Spaulding i sin Tid havde boet og i et Møde 1834 oplæste her en Mormonpræst flere Stykker af Mormons Bog; men nogle af de Ældste gjenkjendte strax Spauldings Roman eller opdigtede Fortælling, dog med betydelige Tilsætninger. Spauldings Broder afbrød strax Mormonpræsten, og han tilligemed 6 Andre, der kjendte omtalte Roman, undersøgte nu „Mormons Bog,“ og de fandt da, at denne Bog indeholdt det samme som Spauldings opdigtede Fortælling; lange Stykker vare aldeles overensstemmende; dog var noget Nyt føiet til; saaledes berettes, at Jesus Christus var efter sin Himmelfart nedstegen til Amerika; at Mængden havde følt Vunden i hans Side og Naglegabene; at 12 Døbere vare blevne udnævnte; at Bjergprædikenen paa Ny var bleven holdt; at han atter engang aabenbarede sig o. s. v.
Saaledes lyder den Beretning, som af troværdige Mænd er stadfestet, om Oprindelsen til „Mormons Bog;“ men Mormonerne selv kalde dette naturligviis en skjendig Løgn, og have en ganske anden Historie at fortælle. De berette, at Joseph Smith, Mormonismens Stifter, var opvoxet i stor Uvidenhed og hengav sig i sin Ungdom til Verdens Forfængelighed; men 15 Aar gammel blev han vakt til Alvor, havde flere Engleaabenbarelser og fik i Aaret 1827 af Herrens Engel en Bog, som var 6 Tommer tyk og bestod af Metalplader, 7 a 8 Tommer lange og lige brede. Denne Bog er efter Mormonernes Beretning skrevet af en Prophet, „Mormon,“ som siges at have levet omtrent 400 Aar efter Christi Fødsel, og den blev af Mormons Søn, Moroni, gjemt i en Høi i det vestlige Ny-York, og der skal Joseph Smith have faaet den af en Engel. Bogen var vidunderlig forseglet; paa Pladerne var indgravet egyptisk Billedskrift, som selv en lærd Mand i Ny-York ikke kunde udtyde, men ovenpaa Bogen laae et Redskab af Form som en Bue, ved hvis Hjælp Joseph Smith kunde læse den gaadefulde Skrift og diktere dens Oversættelse til en af sine Medhjælpere. Først have 3 Mænd undertegnet et Vidnesbyrd, som er tilføiet Mormons Bog, og hvori de bevidne, at de have seet Pladerne, at de ere oversatte ifølge Guds Gave og Magt, at en Guds Engel kom ned fra Himmelen, bragte Pladerne og lagde dem foran dem, saa at de saae dem og Indgravningen paa dem. Siden have 8 Mænd bevidnet, at de have berørt Pladerne med deres Hænder, følt deres Vegt og seet Indgravningen derpaa. Mormons Bog agtes af Mormonerne som skrevet af en af Guds Aand oplyst Mand, agtes som et nødvendigt Tillæg til Bibelen.
Men det Løgnagtige i denne Mormonernes Beretning er let at opdage for Enhver, som vil see. Ovenfor er viist, hvorledes Mormonbibelen er ifølge edelige Vidnesbyrd intet Andet end en Roman; Mormonerne have fortiet, hvad der ifølge Vidnesbyrd, fremlagte og bekræftede for Domstolene, er noksom bekjendt, at nemlig Joseph Smith, der tilligemed Faderen havde været Skattegraver, var ligesom Faderen, bekjendt for Usandfærdighed, Drukkenskab og Løsgjængeri. De have fortiet, at Joseph Smith bedrog en lettroende Mand, for at faae Mormons Bog trykt; at han ogsaa, efterat han var fremstaaet som Mormonernes Overhoved, indlod sig i Handelsspeculationer, og — gik fallit. De have fortiet, at flere Koner og Piger have angivet ham som deres Forfører under Prophetiens Maske, at han blev sat under Tiltale paa Forlangende af En af de Venner, hvis Ægteseng han havde besmittet, og dræbtes i Fængslet under et Opløb i 1844. Men naar vi nu saaledes seer, at Joseph Smith var en ugudelig Bedrager, kan da noget fornuftigt Menneske tænke sig Muligheden af, at Sandhedens Gud, den Hellige, skulde ville benytte sig af en saadan Person som sit udvalgte Redskab til at aabenbare Menneskene Sandheden, at udbrede den Lære, som Guds eenbaarne Søn gav os? Vel nægte Mormonerne, hvad vi her have berettet om Joseph Smith, og erklærer det for Løgn og Bagvaskelse, ja! ere frække nok til at stille ham i Sammenligning med Jesum Christum, forsaavidt han ogsaa blev beløiet og bagvasket; men der er den store Forskjel, at, medens hele Frelserens Liv beviste Løgnagtigheden af de mod ham gjorte Beskyldninger, saa er det historisk beviist, at Joseph Smiths Liv netop er et soleklart Vidnesbyrd om Sandheden af de mod ham gjorte Beskyldninger; at, medens selv Jesu Fiender, selv Forræderen Judas, selv hans Dommer Pilatus maatte bevidne hans Uskyldighed, saa have vi troværdige Vidnesbyrd om Joseph Smiths Ugudelighed, og det endog ogsaa af Nogle, som engang vare hans Venner. Ja! endogsaa selv Joseph Smiths egen ypperste Apostel, Orson Pratt, maa imod sin Villie afgive Vidnesbyrd om, at han var en ugudelig Bedrager; thi i et lille Skrift „Guddommelig Myndighed,“ eller om det Spørgsmaal: „Var Joseph Smith sendt af Gud? ved Orson Pratt, en af de 12 Apostle i Jesu Christi Kirke af sidste Dages Hellige“ — i dette lille Skrift anføres 11 Beviser for Joseph Smiths guddommelige Myndighed, og den nævnte Mormonapostel Pratt tilføier, at dersom kun eet af disse Beviser kan modbevises, da er Joseph Smith en Bedrager. Men nu er ikke alene eet men alle 11 Beviser modbeviste (See: Pastor Gardes Bog „Om de mormonske Vildfarelser“); altsaa har en Mormonapostel selv fældt den Dom over Joseph Smith: Han er en Bedrager!
1. „Dersom Joseph Smiths Lære — saa siger Mormonapostelen — i nogen Henseende var falsk, saa skulde han blive forkastet som en Bedrager... Hvor finder man en Mand — han være saa sprænglærd han vil — der kan bevise, at Hr. Smiths Lære er falsk?...“ Hvor finder man da nogen Forskjel imellem den gamle og den nye Lære? Ingensteds. Denne Tids Lære er ligesaa fuldkommen som den forrige, og vi gjøre endnu den Paastand, at denne fuldkomne Overensstemmelse i Læren i ethvert Punkt, er et uomstødeligt Beviis paa, at Joseph Smith var sendt af Gud.
Sandelig! der skal en Mormons magesløse Fræekhed til at vove en saadan Paastand som denne; thi i det Følgende, hvortil vi henvise, skal det blive klart beviist, at der er en fuldkommen Uovereensstemmelse imellem Mormonernes Lære og Bibelens Lære. Men vi skulle allerede her i Anledning af ovenstaaende Yttringer bevise Mormonernes gruelige Løgnagtighed; thi de samme Mormoner, som altsaa paastaae, at der er en fuldkommen Overensstemmelse i Læren i ethvert Punkt; de samme Mormoner, som idelig anføre Bibelsteder, for at bevise deres Læres Sandhed; de samme Mormoner, som i deres „Troes-Artikler“ sige: „Vi troe ogsaa, at Guds Ord, som indeholdes baade i det gamle og nye Testamente, er Sandhed;“ de samme Mormoner, som i deres Skrift: „De sande Vidners Liv og Lærdom,“ siger: „Vi troer den ganske hellige Skrifts gamle som nye Testamente, de historiske som Sandhed, de prophetiske Skrifter som Inspiration, og at det hele Indhold tjener os til Lærdom, til Opbyggelse, til Rettelse, til Underviisning i Retferdighed;“ de samme Mormoner paastaae igjen paa et andet Sted, og deres herværende saakaldte Biskop Dorius har for mig vedkjendt sig følgende deres Paastand, at Satan har berøvet Verden et stort Antal hellige Bøger og fordærvet de faa, som vi have igjen i Bibelen, saa at de ere lemlæstede og forandrede, og at maaske ikke et Vers af den hele Bibel har undgaaet Besmittelse. Sandelig! her vise de sig strax som Løgnerens Tjenere, idet de paastaae, baade at Bibelen er fordærvet, lemlæstet, forandret og besmittet maaskee i hvert Vers, og tillige, at Guds Ord i det gamle og nye Testamente er Sandhed; thi Bibelen kan umuligen baade være Sandhedens Ord og tillige fordærvet, lemlæstet, forandret og besmittet. Her vise de sig strax som Løgnerens Tjenere; thi det er dog vel soleklart, at dersom „Bibelen“ var forandret, lemlæstet, fordærvet, besmittet, saa kunde jo Mormonernes Lære, dersom den var Sandhed, ikke, som de paastaae, i ethvert Punkt stemme overeens med Bibelens Lære. Ja! her vise de sig strax som Løgnerens Tjenere; thi det er historisk beviist, at Bibelen er Guds uforfalskede Ord; det er historisk beviist, at endogsaa Biskopper, som kjendte Apostlerne selv, have erkjendt som ægte flere af det nye Testamentes Bøger. Vel gives der mange forskjellige Lesemaader, men i de saare mange Haandskrifter, som haves fra den eldste Tid af, findes ikke mere end alene 6 Steder, hvor de forskjellige Lesemaader medføre nogen vesentlig Forandring i Meningen. Vel gives der enkelte Feil i vore Bibeloversettelser, men de ere alle ganske ubetydelige og desuden kan man dog ei af en mindre rigtig Bibeloversættelse slutte, at selve Bibelen er forandret, lemlæstet, fordærvet og besmittet. Vi ere derhos forvissede om, at Enhver, som ærligen har aabnet sit Hjerte for Sandheden i vor Bibel, har i sit eget Hjerte erfaret Ordets saliggjørende Kraft, har annammet Guds Aands Vidnesbyrd om, at Bibelen er et uforfalsket Guds Ord.
2. Det andet Beviis for Joseph Smiths guddommelige Myndighed er følgende: „Ifølge Johannes Aabenbaring 14, 6. skal en Engel bringe et evigt Evangelium; Joseph Smith foregiver, at en Engel ved Navn Moroni, har aabenbaret, hvor Mormons Bog var at finde — altsaa er han sendt af Gud.“ — Johannes Aabenbaring er en dunkel Bog, der ikke er fuldkommen udtydet af Nogen og ei kan fuldkommen udtydes; forend det er opfyldt, som der forudsiges om Guds Kirke. Men at Mormonerne her forfalske den rette Udtydning, sees lykkeligviis af selve det anførte Sted. Det evige Evangelium, som Engelen havde at forkynde dem, som boe paa Jorden, og alle Hedninger og Stammer og Tungemaal og Folk, det forkyndes os nemligi det næste Vers 7: „Frygter Gud og giver ham Æren, fordi hans Doms Time er kommen, og tilbeder den, som haver gjort Himmelen og Jorden og Hav og Vandkilder.“ Altsaa ligesom den stridende Kirke paa Jorden i Vers 1—5 er trøstet og styrket til Bestandighed ved Synet af de Saliges Samfund med Herren, saaledes styrkes og trøstes den her ved det Gledens Budskab, at Herrens Domstime skal komme, den Time, paa hvilken Kirkens Forfølgere skulle faae deres Gjengjeldelse, men de Troende den fuldkomne Salighed; derfor formanes disse til her i Kampens Tid at frygte og ære den Gud, som har skabt Alt og ved sin eenbaarne Søn har beredt Frelse for Alle, den Gud, hvis Frelses Raadslutning og hvis Frelses Udførelse er skildret i de foregaaende Bøger i Bibelen. Men i hvad Forbindelse staaer da dette Evangelium med Joseph Smith og hans Mormons Bog? Dette evige Evangelium kan dog umuligen være noget andet end det, som engang er bragt ved Christum, saasandt Apostelens Ord staaer ved Magt: „Saamange, som Guds Forjættelser ere, ere de i ham (nemlig Christus) Ja, i ham,Amen“ (2 Cor. 1, 20); men at Joseph Smiths Evangelium er et ganske andet end Christi Evangelium, det skal siden blive klart paaviist, og derfor kan man paa Jossph Smith og alle hans Apostle med fuldeste Ret anvende Pauli Ord: „Dersom og vi eller en Engel af Himmelen prædike et andet Evangelium for Eder, end det, vi prædikede Eder, han være en Forbandelse!“ (Gal. 1, 8).
3. Det tredie Beviis lyder saaledes: „Herr Smith bevidner, at Peder, Jacob og Johannes kom til ham i Egenskab af tjenende Engle og ved Haandspaalæggelse ordinerede ham til en Apostel og befalede ham at prædike, døbe, lægge Hænder paa for den Hellig-Aands Gave og forrette Ordinanzen i alle Former efter Evangeliet, ligesom de have gjort i gamle Dage.“ Altsaa — naar et Menneske en vakker Dag kommer og fortæller os, at Peder, Jacob og Johannes havde viist sig for ham som tjenende Engle, og havde lagt Hænderne paa ham og indviet ham til Apostelembedet — saa skulde en saadan Fabel være Beviis for, at han var sendt af Gud, selv om der kunde fores soleklare Beviser for, at det nævnte Menneske var en ugudelig Bedrager? Hvor i Skriften har vel Herren forjættet, at Peder, Jacob og Johannes nogensinde skal aabenbare sig som tjenende Engle? Hvor staaer det skrevet, at Apostelembedet skal gjenoprettes med Magt til at helbrede Syge o. s. v.? Vistnok siger Apostelen: „Gud haver sat i Menigheden først Nogle til Apostler, for det Andet Propheter, for det tredie Lærere, dernæst Nogle, som gjøre kraftige Gjerninger, derefter Nogle, som have Naadegaver til at helbrede, til at hjælpe, til at styre, til at tale adskillige Tungemaal“ (1 Cor. 12, 28. Eph. 4, 11); men det er aabenbart, at Apostelen her taler om de overordentlige Naadegaver, som da virkeligen fandtes i Kirken; men dermed er ingenlunde sagt, at disse overordentlige Naadegaver skulle vedblive at meddeles igjennem alle Tider. Vistnok har Herren sagt i Afskedens Stund til Apostlerne: „Disse Tegn skulle følge dem som troe: i mit Navn skulle de uddrive Djevle; de skulle tale med nye Tunger; de skulle borttage Slanger, og dersom de drikke nogen Forgift, skal det ikke skade dem; paa de Syge skulle de lægge sine Hænder, og de skulle helbredes“ (Marc. 16, 17-18); men for det første skulle vi her bemærke, at Indvortes skee disse Undre ved dem, som troe, igjennem alle Tider, og for det andet er det klart, at her sigtes til de overordentlige Naadegaver, som da vare nødvendige; „Aandens Aabenbarelse gives Enhver til det, som er nyttigt“ (1 Cor. 12, 7); i Apostlernes Dage var det nyttigt og nødvendigt, at disse Gaver meddeeltes, for at Kirken kunde grundes; men efter dens Grundlæggelse vare de ei nyttige og nødvendige, og dette stadfæstes af Erfaringen thi Christi Kirke har dog virkeligen udbredt sig paa Jorden uden Hjælp af saadanne overordentlige Naadegaver. Ja! at der ei maa lægges nogen Vægt paa dem, sees og deraf, at efter Herrens eget Ord kunne disse overordentlige Naadegaver endog finde Sted uden den saliggjørende Annammelse af Sandheden (Matth. 7, 22—23). Men derimod har Herren udtrykkeligen forudsagt, at „falske Propheter skulle opstaae og forføre Mange“ (Matth. 24, 11) og blandt disse falske Propheter ere beviisligen ogsaa Mormonernes Udsendinge. Det sees ogsaa deraf, at de ei alene forfalske, men ogsaa lægge til Guds Ord, uagtet dog Apostelen Johannes vidner i Aab. 22, 18: „Jeg viner for Hver, som hører denne Bogs Prophetics Ord: Dersom Nogen lægger Noget til disse Ting, da skal Gud lægge paa ham de Plager, som ere skrevne i denne Bog.“ Vel paastaae Mormonerne; at de ei lægge Noget til Guds Ord, men at Mormons Bog er kun en historisk Skildring om Efterkommerne af de 10 Israels Stammer, hvis Spor var forsvunden efter det babyloniske Fangenskab; men denne Paastand er jo dog aabenbart falsk, da de jo agte Mormons Bog som et nødvendigt Tillæg til Bibelen, da de jo have mange andre Aabenbaringer f. Ex. „Pagternes og Aabenbaringernes Bog,“ da de jo endog nu have faaet en Aabenbaring som ei alene er imod Bibelen, men endog imod Mormons Bog (nemlig om Fleerkoneriet). Ja! de forandre endog Tid efter anden deres egne Aabenbaringer. Saaledes findes der i deres Udgave af „Pagternes og Aabenbaringernes Bog“ fra 1835 flere Uoverensstemmelser med Udgaven af samme Skrift fra 1833. I Udgaven fra 1833 findes en Aabenbaring, hvorefter Smith ikke skal modtage anden Gave end den at oversætte; men efter Udgaven af 1835 er tillige givet ham Magt til at udføre enhver Gjerning. Saaledes vise da Mormonerne sig aabenbart som Apostle slet ikke fra Sandhedens Gud, men tvertimod fra Løgnens Fader, Djevelen.
4. Det fjerde Beviis er hentet fra Johannes Aabenbaring 18, 4. „Gaaer bort fra hende, I mit Folk, at I ikke skulle blive deelagtige i hendes Synder, og at I ikke skulle rammes af hendes Plager.“ Den i det Foregaaende skildrede Undergang af Babylon henføre nemlig Mormonerne paa den nærværende Tid. Babylon bliver da den hele Jord; Røsten af Himmelen bliver Joseph Smiths nye Aabenbarelser og „mit Folk“ bliver da selvfølgelig Mormonerne. Men atter her vise Mormonerne, hvorledes de paa det Skammeligste fordreie og forvende Guds Ord; thi det er aldeles klart, at Johannes i det 17de og 18de Capitel skildrer det gamle hedenske Roms Fordærvelse og Undergang, Christendommens Seier i det romerske Rige, den hedenske Verdens Sorg og Klage, samt Glæden i Himmelen herover, og i denne Skildring indskydes en Paamindelse til de Christne om ikke at befatte sig med Hedenskabet, og ikke at blive deelagtige i dets Synder og dets Plager. At det er Rom, som her menes, er aldeles klart af 17, 9: „De 7 Hoveder ere 7 Bjerge, paa hvilke Qvinden sidder;“ thi Rom er bygget paa 7 Høie, og V. 18: „Qvinden, som Du saae, er den store Stad, som haver Herredømme over Jordens Konger;“ thi Rom herskede over hele den da bekjendte Verden, over en stor Deel af Europa, Asien og Afrika, og der har hverken før eller siden været noget jordisk Rige, som kunde maale sig med det. Ryggesløsheden der var over al Beskrivelse stor (see Rom. 1, 21—32); de Christne forfulgtes paa det Blodigste; men Christendommen seirede, og Christentroen udbredtes som en rivende Strøm over Landene. — Det er forøvrigt ikke besynderligt, at Joseph Smith drev saa ivrig paa, at man fra alle Lande skulde drage hen til Mormonernes Zion; thi i Amerika var Land nok, men Mormonerne manglede Hænder til at dyrke det, derfor skrev han: „I kunne ikke blive frelste og dog forblive, hvor I hidindtil have været; søger Ly i det forjættede Land,“ det er: „Mormonstaten.“ Men atter her vise Joseph Smith og hans Tjenere sig som Løgnens Apostle; thi Herrens sande Apostle førte Menneskene til Gud uden at kalde dem ud af deres Fædreneland, og Herren selv siger: „Guds Rige kommer ikke saaledes, at man kan pege derpaa De skulle heller ikke sige: see her eller see der er det; thi see Guds Rige er inden i Eder“ (Luk. 17, 20—21); men Mormonerne slaae en tyk Streg over disse Herrens Ord og pege paa Mormonstaten som det Sted, hvor Guds Rige alene er.
5. Det femte Beviis er en falsk Udtydning af Ezechiel 37, 16—19: „Du Menneskesøn! tag dig et Træ og skriv derpaa: for Juda og for dens Medbrødre af Israels Børn, og tag et Træ og skriv derpaa: for Joseph, Ephraims Træ, og alt Israels Huus, hans Medbrødre. Og før det ene Træ nær til det andet, at de blive til eet Træ, og de skulle være tilsammen forenede i din Haand. Og naar dit Folks Børn sige til dig, sigende: Vil du ikke give os tilkjende, hvad du mener med disse Ting? da, siig til dem: Saa sagde den Herre, Herre: see, jeg vil tage Josephs Træ, som haver været i Ephraims Haand, og Israels Stammer, hans Medbrødre, og jeg vil lægge dem til det, som er Judæ Træ, og gjøre dem til eet Træ, og de skulle være Eet i min Haand.“ Disse Herrens Ord forklare Mormonerne saaledes: Træet for Juda er Bibelen; Træet for Joseph, Mormons Bog; disse to Skrifter ere ved Joseph Smith forenede til Eet. Herren vil derefter tage Israels Børn ud fra de hedenske Nationer og føre dem tilbage til deres eget Land; han vil gjøre dem til een Nation i Israels bjergrige Egne (Nordamerika imellem Missisippi og det stille Hav); alle skulle komme under een Konge (Joseph Smith og hans Efterfølgere) og Juda og Israel skulle aldrig mere blive til to Kongeriger. — Den rette Forklaring er aabenbart denne: Paa den Tid, Propheten skrev dette, vare Jøderne i det babyloniske Fangenskab; de begyndte at tvivle om, at de nogensinde skulde komme tilbage til deres Fædreneland; for da at opholde deres Mod, forudsiger Propheten i et digterisk Billede, at de skulde komme tilbage, og da skulle begge Riger, Judæ Rige og Israels Rige, hvor Ephraims Stamme var den talrigste, forenes til eet Rige under den fælleds, evig herskende Konge, Davids Søn, Messias. Billedet om de to Træer har Propheten laant af 4 Moseb. 17 Cap. Det her forudsagte er altsaa allerede opfyldt ved Christum; i ham ere begge Riger sammensmeltede til Eet; efter Christus var der intet Judæ Rige og intet Israels Rige; Tusinder af begge Riger gik over til det ene, evige, aandelige Rige, hvis Konge er Christus, og de, som ei vilde optages i dette Rige, bleve, hvad enten de hørte til Juda eller Ephraim, adspredte blandt alle Folk. Det vil heraf sees, at der ikke er Skygge af Sandhed i Mormonernes Forklaring af nærværende Bibelsted.
6. Det sjette Beviis er hentet fra Ef. 29, 4. Denne Prophetens Spaadom fortolke Mormonerne som en fuldkommen Overeensstemmelse med Joseph Smiths Aabenbaring om Opdagelsen af Metalpladerne og Oversættelsen af dem. Men dette Skriftsted have Mormonerne ei alene forklaret galt, men de have endog forsættligen forfalsket det (see Gardes Bog Side 43 og følg., hvor Forfalskningen aldeles klart bevises); men maa de tye hen til forsætlig Skriftforfalskning, for at bevise Joseph Smiths guddommelige Myndighed, da er det i Sandhed et daarligt Beviis. Ja! de vise ogsaa med Hensyn til de her omtalte Metalplader deres Løgnagtighed. De fortælle nemlig, at der paa Pladerne var indgravet ægyptisk Billedskrift, som den lærdeste Mand i Amerika ikke kunde udtyde; men han har virkeligen udtydet Skriften; han har selv offentligen i et trykt Brev af 17de Februar 1834 sagt, at han aldrig har erkjendt eller erklæret „Mormons-Bog“ skrevet med ægyptist Billedskrift; at de Skrifttegn, som forevistes ham af en Mormon, vare deels græske, deels hebraiske, deels latinske Bogstaver, stillede snart omvendt, snart paa Siden; at det Hele klarligen var et Bedrageri.
7. Dette Beviis er hentet fra lacobs Forudsigelse med Hensyn til Josephs Søns, Ephraims Efterfølgere (1 Moseb. 48); men ogsaa her er Mormonernes Forklaring en forsætlig Forfalskning af Skriftens Ord. V. 16 siger Jacob om Josephs Sønner, at de skulle tiltage i Mængde midt i Landet, hvorved naturligviis forstaaes midt i Canaans Land; men dette oversætte Mormonerne med: Lad dem vore til en Mængde midt i Jordens Midte, og henlægge Amerika til Jordens Midte, skjønt man med fuldkommen Ret kan ligesaa godt sige, at Asien er Jordens Midte. Fremdeles siger Jacob V. 19 om Ephraim: „Og hans Sæd skal være en stor Hob Folk,“ hvilket Mormonerne have forandret til: „Hans Sæd skal blive en Mængde Nationer;“ men det indsees let, at der er stor Forskjel imellem „en stor Hob Folk“ og „en Mængde Nationer.“ Det Første opfyldtes ved, at Ephraims Stamme blev den mægtigste netop midt i Canaan, hvor den boede; derimod kunde det umuligen være en Forudsigelse om, at Ephraim skulde blive en Stammefader til Amerikas forskjellige Beboere; for at kunne dreie Spaadommen derhen, skammede Mormonerne sig ikke ved at forandre Ordet: „Folk“ til: „Nationer,“ samt ganske at forfalske Meningen af det følgende 49de Capitels 22—26 V.
8. Ogsaa de omtalte Ruiner i Amerika anføres som Beviis. Om nu En faaer see nogle Ruiner og saa opdigter en fabelagtig Fortælling om dem, kan saa det være et Beviis paa, at han er sendt af Gud? Sandelig! Mormonerne maae mangle ethvert blot nogenlunde rimeligt Beviis paa Joseph Smiths guddommelige Myndighed, naar de maae anføre slig dum Snak som et Beviis.
9. Som niende Beviis anføres 1) hine Vidner, som skal have seet Pladerne; men af følgende Samtale sees, at deres Vidnesbyrd har slet intet at betyde. En Mand spurgte nemlig et af hine Vidner, om han med sine legemlige Øine saae Pladerne og Indgravningen derpaa; han svarede: „Ja, jeg saae dem; de bleve mig viste ved Guds og ikke ved Menneskets Magt.“ Der spurgtes videre: „Saae De dem med Deres legemlige, naturlige Øine, ligesom De seer dette Futeral i min Haand?“ — Hertil svarede Vinet: „Jeg saae dem ikke, ligesom jeg seer dette Futeral; dog saae jeg dem med Troens Øine ligesaa tydeligt, som jeg seer Noget omkring mig, skjønt Pladerne vare tildekkede med et Klæde.“ Og hine 8 Vidner ere ligesaa lidet troværdige; thi den ene af dem var Joseph Smiths ugudelige Fader, og 2 af dem vare hans uværdige Brødre. Ja! af hine 11 Vidner ere kun 6 vedblevne at holde fast ved deres Vidnesbyrd, og blandt disse 6 er netop Joseph Smiths Fader og 2 Brødre; men de øvrige 5 Vidner ere senere frafaldne og ere blevne Mormonernes Modstandere. Men for det 2) anføres ogsaa som Beviis de Forfølgelser, som Mormonerne have lidt i Amerika; men de fortie, at de ere forfulgte ikke for deres Religions, men for deres Ugudeligheds og Uretfærdigheds Skyld. Paa samme Maade kunde jo Gjendøberne paa Luthers Tid anføre de Forfølgelser, som de lede, som et Beviis paa, at de vare sendte af Gud, uagtet det er vitterligt, at de bleve forfulgte paa Grund af deres store Ryggesløshed. Eller naar en Tyveknægt sættes i Tugthuset, har han saa Ret til at sige: Jeg er sendt af Gud, thi jeg bliver forfulgt? Ja! selv om Mormonerne bleve forfulgte for deres Læres Skyld, saa var det dog slet intet Beviis for, at de ere sendte af Gud, da deres Lære er en grov Bespottelse af Guds Ord. Eller naar En forfulgtes, fordi han lærte: du skal stjæle, du skal slaae ihjel, du skal bedrive Hoer, du skal gjøre Oprør, har da han Ret til at sige: Jeg er sendt af Gud; thi jeg bliver forfulgt? Viste da ikke Forfølgelsen netop, hvor gruelig hans Lære var?
10. Som tiende Beviis anføres deres Syner, Drømme, Engleaabenbarelser o. s. v. Er da dette noget Beviis? Om nu En kommer og vil indbilde os, at han har Syner, Drømme, Engleaabenbarelser o. s. v., skulle vi da være saa dumme, at antage det som Beviis paa, at han er sendt af Gud? Har ei desuden Herren ligefrem advaret os mod falske Propheter, som tale om Syner og Drømme o. s. v.? Jerm. 23, 25—28. Har da Mormonerne Drømme og Syner o. s. v., da er det Djevelens Gjøglebilleder; thi deres Lære er imod Guds Ord, er sammensat af den ene Løgn værre end den anden.
11. Det sidste Beviis er, at Mormonerne udføre Mirakler. For det Første have vi ingen Grund til at troe Beretningen derom; thi de fortælle kun om deres Undergjerninger, men de gjøre dem aldrig saaledes, at vi kunne see dem. Eller skulle vi uden Videre troe En paa hans Ord, naar det behager ham at fortælle os, at han har gjort Undergjerninger, at han derfor er sendt af Gud? Aldeles ikke. Men dernæst skulle vi og betænke, at om og Mormonerne havde udført Undergjerninger, saa var det slet intet Beviis for, at de ere sendte af Gud; thi vi skal vel ihukomme Herrens Ord: „Falske Christi og falske Propheter skulle opstaae og gjøre store Tegn og underlige Gjerninger, at de Udvalgte skulle og forføres, om det var muligt“ (Matth. 24, 24). „Men Hiins Tilkommelse skeer efter Satans kraftige Virken med al Løgnens Magt og Tegn og underlige Gjerninger og med al Ugudelighedens Bedrag iblandt dem, som fortabes“ (2 Thess. 2,9—10). Dersom da Mormonerne virkeligen kunde gjøre Mirakler, da var netop det et Beviis for, at de ere udsendte af Djævelen, og at de kraftigen understøttes af ham; thi deres Lære strider aldeles imod Guds Ord; men gjør den det, da kan de ei være sendte af Sandhedens Gud; thi han kan ei stadfæste Løgnen; da har Løgneren selv givet dem Vidnesbyrd om, at de ere sendte af ham.
Vi see da, at Beviserne for, at Joseph Smith er sendt af Gud, kunne ikke bestaae for Sandhedens Domstol[1]. Altsaa har Joseph Smiths egen Apostel fældt den Dom over ham, at „han er en Bedrager, som har overgaaet alle tidligere Bedragere i 1700 Aar.“ Derfor vogter Eder for disse falske Propheter, som ville drage Eder ned i Løgnens og Syndens Skarn og for evig fordærve Eders Sjæle!
- ↑ En klar Gjendrivelse af alle hine 11 Beviser findes i Gardes Bog om de mormonske Vildfarelser; Rummet tillod mig ikke at anføre mere.