Eskimoliv/4

Fra Wikikilden
Hopp til navigering Hopp til søk
H. Aschehoug & Co.s Forlag (s. 48-72).

KAPITEL IV.
Tilhavs i kajak.

Man hører og ser saa ofte eskimoen beskyldt for feighed. Dette kommer sikkert nok for en stor del deraf, at de, som siger saa, kun har set ham paa land eller i godveir paa sjøen, og da er han for godmodig eller for magelig til at vise noget mod, eller og har de ikke gjort sig det bryderi at sætte sig ind i hans tankesæt; — ofte blev han vel ogsaa opfordret til noget, han hverken hadde skjøn eller lyst paa.

Hvis vi ved mod forstaar det, der som en tiger slaas til sidste blodsdraabe selv mod en overmagt, dette mod, der, som Spencer siger, absolut findes mest af hos de lavest staaende menneskeraser og særlig hos mange dyr, da maa det indrømmes, at eskimoerne besidder ikke overvættes meget deraf. De er for fredsommelige og gode til f. eks. at slaa igjen, om du angriber dem, og saaledes har europæerne lige fra Egede og de første missionærer uhindret kunnet slaa dem og kalde dem feige. Men den slags mod staar ikke i høi anseelse i Grønland, og jeg er bange for, at de ikke ser mer op til os, fordi om vi stadig viser overflod deraf. De hylder allerede fra

oprindelsen af den vakre kristne læresætning, at dersom nogen

Eskimålif, sid 63.jpg

Tilhavs efter sæl.

slaar dig paa dit høire kind, da vend ham det andet

ogsaa til.

Heraf at slutte, at eskimoen er feig, vilde være urigtigt.

For at danne sig en mening om et menneskes værd, skal man se det i sit virke. Følg eskimoen tilhavs, se ham der, hvor hans gjerning ligger, og synet paa ham skal snart bli et andet. Thi forstaar vi ved mod det, som i farlige øieblikke rolig lægger sine planer til at overvinde vanskelighederne og udfører dem med behændig aandsnærværelse, eller som med urokkelig selvbeherskelse møder en uundgaalig fare eller endog den visse død —, da vil vi i Grønland finde modigere mænd, end vi er vante til.

Kajakfangsten har mange farer.

Far omkom paa sjøen, bror og ven ofte ogsaa, men alligevel gaar eskimoen hver dag rolig til sin gjerning i storm som i stille. Er det altfor overhændig, gaar han nødig ud, kan hænde; erfaring har lært ham, at i sligt veir omkommer mange; men er han først derude, farer han frem, som om det hele var den ligegyldigste ting af verden.

Det er en herlig idræt, denne kajakfangst, det er som en legende dans med havet og døden. At se kajakmanden slaa sig op mod de svære havsjøer, som helt begraver ham under sig, — et stoltere syn kan ikke findes. Eller naar de, overfaldne af uveiret derude, maa søge land, — som sorte stormfugle kommer de susende unda veiret og sjøerne, der som rullende fjelde velter sig efter dem; aarerne hvirvler gjennem vand og luft, kroppen lidt for over, hodet hyppig vendt halvt bagud for at speide efter sjøen: alt er liv og mod, — og rundt om havet lig et eneste rygende raak. Og saa kan hænde midt i vildeste legen dukker en sæl op forud. Hurtigere end tanken er harpunen greben og farer sikkert gjennem sjøskummet, sælen trækker afsted med blæren, men snart er den indhentet og dræbt, det bærer videre med den paa slæb, — og alt med den samme overlegne færdighed og det samme rolige ansigt, ikke anende, at der øves heltedaad.

Her er han stor, og vi? — Ja i disse omgivelser blir vi meget smaa.

Lad os følge eskimoen en dag paa fangst.

Flere timer før morgengry staar han allerede oppe paa udkigsfjeldet over bopladsen og ser udover sjøen, om det blir gunstigt veir. Kommen paa det rene dermed gaar han sagte nedover til huset og faar frem kajakpelsen. Hans frokost var i de gode gamle tider en drik vand, nu, da den europæiske blødagtighed har naad ogsaa ham, er det gjerne et par kopper sterk kaffe. Spise gjør han ikke om morgenen; han paastaar, det gjør ubekvem i kajaken og at en holder bedre ud foruden; heller ikke tar han noget at leve af med sig, bare tobak til at tygge.

Naar kajaken er baaret til stranden og fangstredskaberne lagt tilrette, kryber han ned i kajakhullet, gjør helpelsen godt fast over ringen og stikker tilsjøs. Fra de andre huse paa pladsen gaar samtidig flere ud. Det er jagt paa klapmyts, det idag gjælder, og fangstfeltet ligger ved nogle banker to mil ude i det aabne hav.

Det er stille veir, havfladen ruller blank i lange dønninger indover mod holmerne, en let eim ligger endnu mellem øerne over sundene, som de ror frem gjennem, og sjøfuglene, som ligger paa vandfladen, synes dobbelt store. Kajakerne skjærer stille skvulpende frem side om side, aarerne gaar sin jevne gang, mens mændene stadig underholder sig med hverandre og af og til bryder ud i en munter latter. Fuglepilene kastes legende snart af en, snart af en anden, det er for at øve øiet og armen. Saa kommer en alke paa hold for en af dem, pilen farer gjennem luften, og den gjennemborede fugl forsøger flaksende at dukke, men løftes i næste øieblik høit paa pilespidsen; den rives løs, halsen knækkes ved et kraftigt ryk i næbbet med tænderne, og den stikkes bag paa kajaken.

De forlader snart sundene og holmerne for at stikke ret ud i det aabne hav.

Efter nogle timers roning er de endelig paa fangstfeltet, store sælhoder ses over vandet i forskjellige retninger, og man spreder sig for at søge bytte.

Boas, en af stedets bedste fangere, hadde set en stor klapmytshan langt borte og gik efter den; men den dukkede, han ligger og venter paa, at den skal komme igjen. Der! et stykke forud kommer dens runde, mørke hode tilsyne. Han bøier sig ned mod kajaken, idet han med lydløse, forsigtige aaretag tvinger den frem mod sælen, som rolig og ubekymret ligger og strækker hodet og dukker op og ned paa dønningerne. Men pludselig blir den opmerksom, den fik et skimt af aarebladet, som bevægede sig, og ser nu stivt paa ham med sine store, runde øine. Han holder inde i samme nu og ligger urørlig, idet kajaken af farten skjærer lydløst fremover. Sælen opdager intet nyt mistænkeligt og gir sig hen til sin forrige ro. Hodet kaster den bagover, snuden ret iveiret, den bader sig i morgensolen, som glinser i dens mørke, vaade skind. Imidlertid nærmer kajaken sig hurtig; hver gang sælen ser i den retning, holder Boas inde og rører ikke en muskel, men saasnart den atter vender hodet bort, farer han frem som en streg. — Han nærmer sig paa hold, gjør harpunen færdig, ser efter, at remmen paa kajakstolen ligger i orden, endnu et tag og tiden er der, — da forsvinder sælen rolig under vandet. Den var ikke skræmt og vil følgelig komme op igjen et sted i nærheden. Han blir derfor liggende og vente. Men det drar ud, den kan være utrolig længe under, slig en sæl, og endnu længere blir det for den, som venter paa sit bytte. Men eskimoen har en beundringsværdig taalmodighed; uden at bevæge andet end hodet, som dreier sig til alle kanter for at speide, ligger han fuldstændig urørlig. Endelig viser sælhodet sig atter over vandet et stykke borte paa den ene side. Forsigtig faar han vendt kajaken, uden at sælen bemerker ham, og paany farer han nu over vandspeilet mod den. Men pludselig blir den opmerksom, betragter ham skarpt et øieblik og dukker under. Han kjender imidlertid dens sedvane, og med fuld fart piler han nu henimod det sted, hvor den forsvandt. Det varer heller ikke mange øieblikke, før den igjen stikker hodet op for at se. Nu er han paa hold, harpunen er grebet, den føres bagover, saa en kraftig bevægelse, og som udslynget fra en staalfjær farer den susende fra kastetræet, hvirvlende remmen efter sig. Sælen gjør et voldsomt kast, men idetsamme den skyder ryg for at forsvinde, render harpunen ind i siden og synker i til op paa skaftet. Nogle forfærdelige slag med bagkroppen pisker vandet til skum, og den er borte, trækkende harpunremmen efter sig mod dybet. Imidlertid har Boas taget kastetræet mellem tænderne og hurtigere end tanken kastet fangeblæren af kajaken bag sig; den danser afsted hen over vandfladen, af og til truende med at trækkes under, hvilket den ogsaa snart gjør. Det varer dog ikke længe, før den atter kommer tilsyne; og efter den gaar det nu saa hurtig, som aaren kan føre ham frem; paa veien snapper han harpunskaftet, som er flydt op fra sælen. Lænseren er lagt færdig til kast. I næste øieblik kommer klapmytsen op; rasende over, at den ikke kan undslippe, vender den sig mod sin forfølger, kaster sig først over blæren, som den river i filler, og saa gaar den lige løs paa kajaken. Atter er Boas paa hold, dyret krummer ryg og skyder sig med opspilet gab fremover, saa vandet fosser om den. Et feilkast kan nu gjælde livet; men han løfter rolig lænseren og jager den med et kraftigt kast ind gjennem munden og ud gjennem nakken. Det gir et sæt i den, hodet synker, men i samme øieblik reiser den sig lodret i vandet, blodstrømmen fraader ud af munden, den gaber vildt og udstøder et undertrykt brøl, mens blæren over næsen pustes op til en forbausende størrelse. Den ryster hodet, saa lænserskaftet dirrer og slænger hid og did, men den faar ikke knækket det eller kastet det fra sig. I næste øieblik render Boas's anden lænser ind bag den ene forsveiv og gjennem lungen og hjertet, sælen synker sammen — kampen er forbi. Han ror hen paa siden, og da den endnu bevæger sig lidt, faar den et sidste stik af den langskaftede kniv. Saa gir han sig rolig i kast med at trække ud sine lænsere og lægge dem paa kajaken, tar frem bugserrem og bugserblære og fæster dem til sælen, efterat den sidste er blæst op, harpunspidsen skjæres ud og gjøres atter fast paa skaftet, remmen kveiles op i kajakstolen, fangeblæren lægges ind paa sin plads bag ham. Derefter snøres forsveiverne paa sælen sammen med den dertil bestemte rem, saaat de ligger ind til kroppen, og dyret fæstes med bugserremmen langs siden af kajaken saaledes, at det blir let at slæbe frem, hodet fæstes til det første remmepar paa dækket og bag kroppen til det sidste bag manden. Nu er Boas færdig til at se sig om efter mer fangst. Han er heldig og har ikke rod længe, før han faar øie paa en ny klapmyts. I et nu har han befrid sig for sit fangne bytte, som af bugserblæren holdes flydende paa vandfladen, mens han atter drar afsted paa jagt. Efter nogen tids jagen og spændt venten faar han ogsaa denne, tar den paa slæb og vender tilbage til sit første bytte. De to store dyr fæstes en paa hver side af kajaken. Han har vistnok nu god last og kommer ikke hurtig frem, men der er intet til hinder for, at han kan fange fler. Saasnart nogen kommer i farvandet, kastes fangsten løs, og faar han mer, bindes de efter de første. Paa denne vis kan én mand bugsere lige til fire klapmyts, ja i nødsfald vel endog mer.

Imidlertid er det ikke gaat Tobias, en anden af pladsens storfangere, fuldt saa heldig som Boas. Han begyndte først at jage paa en sæl, men den dukkede og kom ikke mer op indenfor synsvidde. Senere fik han endelig øie paa en anden; som han imidlertid skjærer frem over vandfladen mod den, dukker der pludselig et vældigt hode af en hættesæl[1] op lige foran kajaken, og i samme øieblik er den harpuneret. Den gjør en forfærdelig plask og gaar ned, harpunremmen hvirvler ud, men kommer i det samme i beknib under fuglepilskastetræet, kajakens forende trækkes med uimodstaalig kraft under, og før Tobias faar tænke sig om, gaar vandet ham under armene, og det eneste synlige er hodet og bagenden af kajaken, som stikker ret iveiret over vandet. Det ser ud til at være forbi; de, som er i nærheden, iler til af alle kræfter, dog med lidet haab om at komme tidsnok til at redde ham. Tobias er imidlertid en ypperlig roer; han holder sig trods den vanskelige stilling paa ret kjøl, mens han fossende slæbes frem gjennem vandet af sælen, som stadig forsøger paa at trække ham helt under.

Endelig kommer den atter op, i det samme faar han grebet

Eskimålif, sid 69.jpg

Unda veiret.

sin lænser, og med et dræbende kast træffer han den

tvers gjennem hodet, — en mat bevægelse — og den synker død sammen. De andre kom tidsnok til at finde Tobias ifærd med at gjøre sit bytte fast og til at faa sit spækstykke deraf[2]. De kunde ikke tilbageholde sin beundring for denne rolige behændighed og talte om det længe efter. Tobias og Boas er forøvrigt pladsens bedste fangere; man fortalte mig om dem, at i deres unge dage var de saa overlegne, at de endog foragtede at bruge blære; isteden bandt de harpunremmen rundt sit eget liv eller rundt kajakringen, og naar de harpunerede en sæl og den ikke blev dræbt med en gang, lod de den altsaa trække afsted med sig og kajaken, istedenfor som ellers med fange blæren. Dette anser grønlænderne for at være det fineste af fangst, og det er kun meget faa, som naar saa vidt.

Hidtil har det været vakkert veir, havfladen har vugget sig blank i den stigende sol; men i løbet af de sidste timer har mørke, truende skybanker begyndt at trække op over himmelranden i syd. Netop som Tobias har faat gjort sin sæl fast, høres en brusen, og man kan se ligesom en røg over sjøen i sydlig retning; det er en storm, der kommer, røgen er sjøraakket, den driver foran sig. Af al vind frygter grønlænderne søndenstormen (nigek) mest, den er altid voldsom og sætter svært hav.

Det gjælder at søge under land saa hurtig som muligt. De, som ingen sæl har paa slæb, kommer lettest frem, men de søger at holde sammen med de andre. En befrir Boas for den ene af hans klapmyts. De har ikke rod langt, før allerede stormen er over dem; den pisker vandet til skum foran sig, og kajakmændene kjender den i ryggen som en kjæmpe, der løfter og slænger dem afsted. Nu blir det alvor i legen, sjøerne reiser sig snart som taarnhøie vandberg, bryder og velter ned over dem. Det bærer mod land med vinden omtrent tvers, men det er langt ind, de kan intet se omkring sig for raakket, og næsten hver sjø begraver dem under sig, saa bare nogle hoder, arme og aarestumper ses over fraadekammene.

Der kommer en voldsom sjø, de kan se det lyse sort og hvidt af den paa lang afstand. Det taarner sig op, himmelen blir næsten borte, i et øieblik har de stukket aarerne ind under remmen paa luv side, bøier overkroppen, og skavlen bryder ned over ryggene paa dem. Et sekund er næsten alt forsvundet, — de, som er i læ, venter i spænding, snart er turen til dem, — den ruller over, og atter skjærer kajakerne frem ligesom før. Men en slig sjø kommer ikke alene, den næste blir værre. De holder aaren flad ned mod dækket og ud paa luv side, bøier overkroppen fremover, og i det øieblik, hvidfossen med tordnende brag styrter ned over dem, velter de sig selv i gabet paa den, — det svækker dens magt noget. Et øieblik er de atter borte, — saa dukker den ene kajak frem paa ret kjøl — lidt efter kommer den anden tilsyne med bunden iveiret — det er Pedersuak, som har kantret. Kameraten iler op paa siden af ham, men i det samme bryder den tredje sjø over dem, og han maa ta vare paa sig selv. Det var for sent — to kajaker ligger og hugger med bunden iveiret. Den sidste faar reist sig igjen, og hans første tanke er kameraten, som han paany iler til hjælp. Han render kajaken op langs den andens, lægger aaren tvers over begge, bukker sig ned, faar under vandet fat i hans arm og trækker ham med et ryk op paa siden, saa ogsaa han faar tag i aaren og

i samme nu reiser sig paa ret kjøl. Helpelsen er sprunget

Eskimålif, sid 75.jpg

En kajakmand iler sin kantrede kamerat tilhjælp.

lidt op fra ringen paa den ene side, og noget vand er

trængt ind; men det er ikke mer, end at han kan klare sig fremdeles. Imidlertid er de andre komne til, de faar nu ogsaa fat paa den tabte aare, og man kan atter dra videre.

Det blir slemmere og slemmere for dem, som bugserer, de hænger meget efter, og de store sæler ligger og dunker og hugger mod kajaksiden. De tænker paa at opgi sit bytte, men den vanskelige sjø ruller over, og de vil endnu forsøge det en stund. De stolteste øieblikke i en fangers liv er de, da han kommer hjem bugserende sin fangst og hans hustrus, hans døtres og tjenestekvinders glædestraalende ansigter lyser ham imøde fra stranden; han ser det allerede i tankerne langt ude paa sjøen og glæder sig som et barn; intet under, at det, han nødigst af alt vil, er at opgi et fanget bytte.

Efter mange stygge braat kommer de endelig nærmere under land; her faar de lidt læ af en øgruppe, som ligger langt ude i syd for dem, sjøen blir noget mindre voldsom, og efterhvert som de kommer længere ind, blir det bedre, og det gaar raskere hjemover.

Imidlertid er kvinderne hjemme i den største angst; da stormen kom, løb de op paa udkigsfjeldet eller ud paa pynterne, og her stod de i klynger og speidede ængstelig ud over det oprørte hav efter sønner, mænd, fedre og brødre. Her kan der ses speidende og frysende klynger, indtil de med sine af angst skjærpede øine opdager de kommende som sorte punkter ude i horisonten, og hele bopladsen gjenlyder af et eneste glædeshyl: «de kommer! de kommer!» Man begynder at tælle, hvor mange der er; der mangler to! — nei, der er den ene! — nei, allesammen er der! allesammen er der!! —

Snart begynder de at kunne kjende enkelte, dels paa maaden at ro paa, dels paa kajaken, skjønt de endnu ses som smaa prikker. Pludselig lyder et vildt glædeshyl: «Boase kaligpok!!!» (Boas bugserer), ham kjender de let paa størrelsen. Dette glædesbudskab gaar fra hus til hus, ungerne springer rundt og brøler det ind gjennem vinduerne, og klyngerne oppe paa fjeldet danser af glæde. Saa kommer et nyt hyl: «Ama Tobiase kaligpok!!!» (ogsaa Tobias bugserer), og denne nyhed gaar ligeledes fra hus til hus. Men saa lyder det: «Ama Simo kaligpok!!» «Ama David kaligpok!!!» Og nu kommer det atter yrende med kvindfolk ud af husene og op paa berget for at stirre udover havet, hvor sjøen bryder hvidt i hvidt mod holmerne og skjærene, og hvor elve sorte punkter af og til ses langt ude mellem de rullende vandmasser, bevægende sig sagte nærmere. — — —

Endelig styrer de første kajaker ind paa bugten foran pladsen. Det er dem, som ingen sæl har; let og sikkert jager den ene efter den anden ind paa den flade strand, baaret høit paa ryggen af sjøerne. De modtas af kvinderne, som trækker dem længere op.

Saa kommer de bugserende; de maa gaa lidt varsommere tilverks, de løsner sit bytte og ser saa først at faa det ind til kvinderne paa stranden. Derpaa søger de selv iland. Kommen vel ud af kajaken, tar de ligesom de først ankomne kun vare paa sig selv og sine redskaber, som bæres op til sit sted ovenfor høivandsmerke. De ser ikke engang til den side, hvor deres bytte ligger, — fra nu af tilkommer alt arbeide dermed kvinderne.

Imidlertid gaar mændene ind i husene, trækker af sig sine vaade klæder og tar paa sig husdragten, der, som vi har set, i hedningetiden var noget luftig, men nu er blit mer synlig.

Saa begynder endelig dagens første maaltid; men rigtig ordentligt blir det først, naar den hjembragte fangst er kogt og fremsat i et stort fad midt paa gulvet — da forsvinder utrolige masser af kjød og raat spæk.

Naar saa hungeren er stillet, sætter kvinderne sig som altid til at stelle med et eller andet, syning eller sligt, mens mændene gir sig hen til velfortjent dovenskab eller steller lidt med sine vaaben, hænger harpunremmen op til tørring osv.

Saa begynder fangerne at fortælle om dagens hændelser, og familien lytter spændt til, særlig de unge gutter. Fortællingen er nøktern, uden det kjyt eller den bestræbelse for at bibringe tilhørerne en overdreven forestilling om de overvundne vanskeligheder, som vi europæere i et lignende tilfælde ofte vilde være tilbøielige til.

Men samtidig er den med al sin eiendommelige bredde livlig og malende. Med forklarende haandbevægelser skildres deres oplevelser, og «naar de udi Historien ere komne saa vidt,» som Dalager siger, «at Skuddet skal exprimeres, svinge de den høyre Arm i Veyret, hvor imod den venstre sættes i lige Linie, som betyder Dyret. Hvorpaa Demonstrationen gierne følger saaledes: Der jeg vilde gribe Piilen, saae jeg til den, jeg greb den, jeg tog den, jeg fattede den, jeg havde den nu fast i Haanden, den balancerede, og saa fremdeeles, hvilket alleene kand vare i nogle Minuter, førend Haanden sinker, som endelig betyder Skuddet, og skal de ikke derefter forglemme at remarqvere det sidste Nik Sælhunden gjorde.»

Til andre tider kan de merkeligste hændelser omtales blot med et par ord. Men saa ofte der gis anledning, gjør en bred humor sig gjældende, som ufeilbarlig belønnes med de spændte tilhøreres skraldende latter. Det er et mønster paa et lykkeligt familieliv.

Slig gaar dagene for eskimoen. Skjønt der intet usedvanligt er ved oplevelser som disse, har de for ham sin tiltrækning. Hans bedste tanker er knyttede til sjøen, det haarde liv derude er for ham kjernen i tilværelsen — og naar han maa sidde hjemme, er sindet ikke let. — Men blir han gammel — ja, da er sagaen ude. — Der er altid vemod over alderdommen og ingensteds mer end der. De godslige gamlinger deroppe har ogsaa engang set kraft og ungdom — tider, da de var sit lille samfunds støtter — nu er bare minderne om et liv tilbage, og de maa la sig fø af andre. — Men naar de unge kommer fra sjøen med sin fangst, arbeider de sig ned til stranden for at ta imod dem, ja om det bare var mig stakkar, var de glade ved at kunne hjælpe mig paa land med kajaken. — Og kommer saa kvelden, da kan de fortælle, oplevelse efter oplevelse kommer frem, blir liv igjen og opflammer de unge til daad.

Ofte gaar det ved fangsten farligere til, end ovenfor skildret. Som det vil forstaas, kan man ikke kaste bagover eller til høire fra den fastklemte stilling i kajaken, som ikke tillader mange dreininger. Naar saa en saaret klapmyts pludselig angriber en fra disse kanter, skal der baade behændighed og aandsnærværelse til at undgaa den eller at vende saa hurtig, at man faar rettet sit dræbende kast mod den, før den har ødelagt en. Ikke bedre er det, naar man blir angrebet nedenfra, eller dyret pludselig skyder op tæt paa siden af en; thi det er lynsnart i sine bevægelser og mangler ikke mod og styrke; kommer det først op paa kajaken og faar kantret den, er der lidet haab om frelse; ofte angriber det da manden under vandet, eller kaster sig op paa kajakbunden og river hul i den. I slig en stilling skal der et ikke sedvanligt herredømme over sig selv til for at kunne beholde den fornødne koldblodighed, reise sig paa ret kjøl igjen og paany opta kampen med sin rasende modstander. — Og dog hænder det, at en slig kantret kajakmand bringer klapmytsen hjem som bytte.

En endnu værre modstander er hvalrossen. Helst er de derfor flere i følge, naar de gaar paa fangst efter denne, forat den ene kan komme den anden til hjælp, om der hænder noget. Men ofte nok angriber ogsaa den enslige fanger dette uhyre.

Hvalrossen er som bekjendt et stort dyr paa op til fem meters længde, med en tyk og seig hud, et tykt spæklag, en forfærdelig haard skalle og en vældig krop. Der fordres saaledes en sikker og kraftig arm for at fælde den. Saasnart en hvalros blir angreben, har den den vane at gaa paa sin modstander og kan med sine utækkelige hugtænder tilrede ham stygt. Er der flere hvalrosser i følge, kan de omringe ham og angribe alle paa en gang.

Selv de norske fangstmænd, som gaar efter hvalros i store, sterke baade, og som er mange i samme baad og bevæbnede med bøsser, lanser og økser, har stor respekt for den.

Hvor anderledes overlegent er det ikke at angribe den i eskimoens spinkle skindbaade, med deres lette, sindrige kastevaaben, og saa alene!

Men for eskimoen er dette en dagligdags begivenhed. Han kjæmper sin kamp ud med sin farlige modstander; rolig, med lænseren færdig til kast, afventer han dens angreb, og koldblodig beregnende sine fordele jager han den i rette øieblik lænseren i livet.

Ved hvalrosfangsten gjælder det mer end nogensinde at beholde sin koldblodighed; thi de mest uforudsete vanskeligheder kan indtræffe; der hænder da heller ikke saa sjelden ulykker. Ved Kangamiut blev for nogle aar siden en kajak angreben nedenfra, og en lang hvalrostand trængte pludselig gjennem kajakbunden og laaret paa manden og stod op gjennem dækket; de andre ilte straks til hjælp, og manden klarede sig og blev hjulpet tilland.

Foruden disse dyr angriber eskimoen ogsaa fra sin lille kajak hvalerne, af hvilke der særlig er en, som kan være farligere end nogen anden, det er spækhuggeren eller, som han kalder den, ardluk. Med sin styrke, sin hurtighed og sine uhyggelige tænder kan denne, naar den en enkelt gang angriber, i et øieblik gjøre det af med en kajak, og for den har selv eskimoen frygt; men det afholder ham dog ikke fra at angribe den, naar leilighed byr sig.

Ogsaa de store hvaler drev de før i tiden fangst paa. Dette skede dog fra de store konebaade, hvori der da var mange mennesker, mænd og kvinder. Til denne fangst «udruste de sig,» siger Hans Egede, «i deres største Stads, ligesom til Bryllup, ellers skal Hvalen skye for dem; thi han fordrager ikke Urenlighed.» Hvalen blev harpuneret fra forstavnen, men det hændte undertiden, at den da ved et slag med halen kunde knuse baaden eller kantre den. Ofte var mændene saa dristige, at de, naar hvalen begyndte at udmattes, sprang op paa dens ryg for at stikke den ihjel. Denne fangst forekommer nu sjelden.

Det er ikke bare de større dyr, som kan udsætte eskimoen for fare, ogsaa ved almindeligt fiske, f. eks. af kveite, kan der hænde ulykker. Har man ikke passet paa, at snøret ligger greit, og det et eller andet sted kommer i beknib, idet disse sterke fiske pludselig under ophalingen sætter tilbunds, er den ranke kajak let nok kantret. Mange har fundet sin død paa den vis.

Eskimålif, sid 79.jpg

Kajakmand angreben af en hvalros.

Men vi skal ikke opholde os for længe ved skyggesiderne. Jeg haaber, at jeg har været istand til at gi læseren et lidet indtryk af det fangstliv, eskimoen fører paa sjøen, og nogle af de farer, han daglig omgaas med, og det er kan hænde nok til at overbevise om, at det folk ikke mangler mod, naar det gjælder, og heller ikke udholdenhed og koldblodigt herredømme over sig selv.

Men eskimoen har mer — naar først ulykken rammer ham, kan han vise en haardførhed og en taalmodighed, som er overlegen. Jeg skal bare som betegnende anføre følgende lille eksempel, der er et blandt de mange, som grønlænderne selv har skrevet, om sine oplevelser i sin avis «Atuagagdlutit».

«En kajakmand fra Tornait ved Fiskernæsset gik en dag i februar 1876 ud tilsjøs mod nord. Da han kom til fangstpladsen dukkede der en sæl op for ham, han trak riflen ud af kajaken for at skyde, men fik derved et vaadeskud tvers gjennem underlivet. Da han hadde besindet sig, steg han ud paa et stykke is og lagde sig ned, men saa blæste det op fra nord, og sjøen brød over ham, hvorfor han atter maatte gaa i kajaken og ro sydover. Men man maa — saaledes skrives der — forbauses over den mands haardførhed, som, saa frygtelig saaret, kunde gaa ud i den aabne sjø; man tænke sig, han gik udenom øerne, naadde hjem, trak sin kajak paa land og opstillede et merke, men saa sank han ned ved iskanten; thi han magtede ikke at gaa til husene, som laa et stykke fra landingspladsen. Da man senere fandt ham og eftersaa hans kajak, kunde ingen forstaa, at han levede endnu efter at ha mistet alt det blod, som oversvømmede dens bund. Tilvisse, da de hadde baaret ham op, trodde de, at han ikke kunde leve natten over; dog døde han først tredje dagen derefter! De sagde, at han ikke ængstedes for døden, men var som den, hvem naade er vederfaret.»[3]

Der kunde fortælles mange slige oplevelser fra dette folk; det er farer og lidelser, som deres erhverv fører med sig, og dog gir de sig med lyst hen til det. Om eskimoernes historie nogensinde hadde været skrevet, vilde den ha været en eneste række af slige begivenheder, og hvor megen rørende opofrelse og næstekjærlighed vilde ikke der ha kommet tilorde — hvor mangen stordaad er ikke der blit glemt! — Dette folk er det, man har kaldt feigt og usselt, og som vi europæere tror os berettigede til at se ned paa.

  1. Det er den voksne han af klapmytsen. Denne er over næsen forsynet med en hætte, som kan blæses op til en forbausende størrelse.
  2. Naar en sæl fanges, faar de kajakmænd, som er i nærheden, hver sit stykke spæk deraf, som de da gjerne spiser med det samme.
  3. Denne fortælling er oversat af dr. H. Rink og sammen med flere andre trykt i hans bog: «Om Grønlænderne, deres Fremtid osv.» Kjøbenhavn 1882.