Eskimoliv/3

Fra Wikikilden
Hopp til navigering Hopp til søk
H. Aschehoug & Co.s Forlag (s. 24-47).

KAPITEL III.
Kajaken og kajakredskaberne.

Ved en overfladisk betragtning af enkelte smaating i eskimoens ydre optræden kunde man let komme til den feilagtige slutning, at han staar paa et lavt kulturtrin. Gjør man sig det bryderi at trænge nærmere ind paa ham, vil han snart komme til at staa i et andet lys.

Mange mennesker nutildags er saa forskrækkelig optat af vor tids storhed, af de mange opfindelser og fremskridt, som daglig gjøres, og som de mener ubestridelig hæver den begavede hvide rase høit over alle andre. Disse mange hadde godt af at lægge nøie merke til dette folks udvikling, de redskaber og opfindelser, som de har gjort for at skaffe sig det nødvendige til livets ophold i en natur, hvor saa yderst smaa midler stod til deres raadighed.

Tænk dem et folk udsat paa en kyst, saa øde og haard som den grønlandske — uden forbindelse med den øvrige verden, uden jern, uden skydevaaben, uden ethvert andet hjælpemiddel end de, som findes paa stedet. Det eneste er sten, lidt rækved og dernæst skind og ben; men forat disse sidste kan erholdes, maa først de dyr fanges,

hvorfra de skal tas. Var det os, bukkede vi ubønhørlig

Eskimålif, sid 43.jpg

Trækning af kajak.

under, hvis vi ikke fik hjælp fra hjemlandet; men eskimoen

ikke alene klarer det, han lever tilfreds og lykkelig, og for ham har forbindelsen med den øvrige verden kun været til ødelæggelse.

Forat man kan faa en mer levende forestilling om, hvilken sum af erfaringer dette folks kultur er bygget paa, skal jeg forsøge at gi en skildring af, hvordan den maa tænkes opstaat.

Vi vil da forudsætte, at eskimoernes forfædre, overensstemmende med dr. Rinks mening, engang langt tilbage i tiden bodde ensteds i det indre af Alaska. Foruden at være jægere paa landjorden, har disse eskimoer ogsaa drevet fiske paa indsjøerne og elvene i kanoer af birkebark, ligesom indlandseskimoerne i Alaska og nordvestindianerne gjør den dag idag. Efterhaanden er imidlertid en del af disse indlandseskimoer enten blit lokkede af havets rigdomme eller er blit fortrængte af fiendtlige og mer krigerske indianerstammer, og de har da i sine kanoer drat ned langs elvene mod vest- eller nordkysten. Efterhvert som de nærmede sig havet, blev det sparsommere med skog, og de maatte tænke paa andre midler end birkebark til at betrække kanoerne med. Urimeligt er det da ikke, at de allerede paa elvene har forsøgt skind af de fangne sjødyr; thi derpaa ser man endnu eksempler hos enkelte indianerstammer.

Først da eskimoen mødte sjøgangen i elvemundingen, var det imidlertid, at han fandt paa at gi baaden dæk og tilsidst at lukke den helt paa oversiden og forbinde sine egne skindklæder med den, saa det hele blev vandtæt. Dermed var kajaken færdig. Men bare disse opfindelser, som for os synes saa ligetil og lette, nu da vi ser dem fuldt færdige, hvor var de ikke store fremskridt i sin tid, og hvor har de ikke kostet meget arbeide og mange mislykkede forsøg!

Kommen til havkysten opdagede disse fortidens eskimoer snart, at hele deres tilværelse væsentlig berodde paa fangsten af sæl. De lagde følgelig al sin kløgt og kraft derpaa, og kajaken ledede til opfindelsen af de mange merkelige og beundringsværdige redskaber til sælfangsten, som stadig udvikledes til høiere og høiere fuldkommenhed, og som i sandhed er et slaaende bevis paa, hvilke sindrige dyr mange af os mennesker dog i virkeligheden er.

At skyde med bue og pil, som de brugte paa land, kunde de ikke fra den ubekvemme stilling i kajaken, de maatte her ha kastevaaben.

Ideen til disse fik de atter fra Amerika, idet de først tog de indianske pile med styrefjære, som de selv havde brugt til landjagt. Saadanne smaa harpuner eller kastepile bruges endnu af eskimoer paa den sydlige del af Alaskas vestkyst.

Nordover langs denne kyst forsvinder imidlertid snart fuglefjærene, og en liden blære fæstet til pileskaftet træder isteden. Man har fundet saadanne midler nødvendige for at lægge hindringer iveien for de rammede sælers dukning og svømning. Endvidere fandt man det nødvendigt at indrette pilens spids slig, at den under sælens voldsomme bevægelser for at bli den kvit, ikke kunde brækkes, men isteden falde af (ved c paa fig. næste side) og bli hængende ved en rem (fra c til b) fæstet til midten (ved b1) af pileskaftet, saaledes at dette kom til at stille sig tvers og end mere stanse sælen i farten, naar den slæbte afsted med det. Paa den maade opstod den saakaldte blærepil, som er kjendt af alle eskimostammer, som bor ved havet.

Blæren gjøres af en maagestrube eller en skarvestrube, som blæses op og tørres. Den fæstes til pileskaftet ved et benstykke, hvorigjennem der er boret et hul til at blæse den op, og som lukkes med en liden træplug.

Blærepil.

Fra denne blærepil har muligens eskimoens vigtigste jagtvaaben — den sindrige harpun med line og fangeblære — udviklet sig. For at kunne fange de større sjødyr har man efterhaanden gjort pilens blære større og større; men ulempen ved, at dette fremkaldte for megen luftmodstand, til at pilen kunde kastes langt og med kraft, har snart meldt sig. Man skilte den da fra pilen og lod den kun være forbundet med dennes spids ved en lang og sterk line, harpunremmen. Harpunen, som blev gjort større og tungere end den oprindelige pil, kastedes fra nu af alene, men slæbende remmen efter sig. Blæren, som er fæstet til dennes anden ende, og som blev liggende paa kajaken, kastedes først ud, efterat dyret var rammet.

Denne harpun er med hele sin sindrige bygning ved siden af kajaken det ypperste, som den eskimoiske aand har frembragt[1].

Dens skaft gjøres i Grønland af rødt flydetræ — en slags furu fra Sibirien — som er tungere end det hvide flydetræ, hvoraf de mindre og lettere kastevaaben forfærdiges. I den forreste ende er skaftet forsynet med en tyk og sterk benplade, foran hvilken der sidder en — sedvanligvis af hvalrostand forarbeidet — lang bentap, som er forbundet med skaftet ved et led dannet af remme, saaledes at altsaa bentappen ved sterkt tryk eller stød fra siden knækker af i leddet istedenfor at brækkes. Denne bentap passer nøiagtig ind i et hul paa den egentlige harpunspids, som gjøres af ben, helst hvalrostand eller narhvaltand, og som nu altid i forenden er forsynet med en spids eller snarere et skarpt blad af jern; i tidligere tid brugtes ogsaa sten eller bare ben. Gjennem et hul er harpunspidsen festet til fangeremmen og er forsynet med agnorer eller modhager, saaledes at den blir hængende fast, hvor den er trængt ind, og er desuden saadan indrettet, at den stiller sig paa tvers inde i kjødet, idet den trufne sæl rykker til. Den sættes fast paa harpunskaftet ved at stikkes paa den omtalte bentap, hvorefter linen ved et i passende afstand anbragt benstykke med hul i hegtes ind paa en benknag et stykke op paa harpunskaftet (ved a), saaledes at dette og harpunspids holder godt og stramt sammen.

Harpun.

Naar nu harpunen træffer, og sælen begynder at boltre sig, knækker øieblikkelig bentappen af i leddet (se fig. næste side), og harpunspidsen med fangeremmen er saaledes løsnet fra skaftet, som flyder op til sjøens overflade, for atter at bli optat af sin eiermand, mens sælen farer videre med remmen og blæren paa slæb. Jeg tror, enhver maa indrømme, at en sindrigere opfindelse kan vanskelig tænkes gjort af ben, sælskind og rækved for dette brug, og man kan være overbevist om, at den har kostet mange generationers arbeide.

Harpunens forende.

Paa Grønland forekommer der to former af denne harpun; den ene kaldes unâk, den er i bagre ende i høiden blot forsynet med en benknap og er længere og slankere end den anden. Denne kaldes ernangnak og er i bagre ende forsynet med to benskinner eller vinger, som nu gjerne gjøres af hvalribben, og som skal tjene til at gjøre harpunen tungere samt styre den gjennem luften. Det er en saadan, som side 30 er afbildet[2]. Ved Godthaab var ernangnaken nu mest i brug, men jeg hørte gamle storfangere klage over, at den i vind var vanskeligere at kaste end unâken, da vinden, naar den kommer fra siden, faar for meget tag paa benskinnerne og kan bringe harpunen til at skjene.

Fangeremmen gjøres af skind enten af blaasælen (storkobben, Phoca barbata) eller ogsaa af ung hvalros. Den er gjerne 14 til 16 meter lang og en god halv centimeter (c. 7 mm.) bred.

Til fangeblæren benyttes skindet af en ung ringsæl (netside, Phoca foetida). Det belgflaas, afhaares, bindes lufttæt for ved hode, forlemmer og baglemmer og tørres.

Til at kveile fangeremmen op i bruges kajakstolen, som anbringes paa kajaken foran manden. Paa den ligger remmen godt hævet over sjøen, som stadig spyler over dækket, og den er saaledes altid færdig til uden ugreie at løbe ud, naar harpunen kastes.

Til at dræbe den harpunerede sæl anvendes en lænser (anguvigak). Denne bestaar af et træskaft, som forat den kan kastes langt, gjerne gjøres af det lette, hvide flydetræ, og som foran har en lang benspids med et jernblad i forreste ende. Før i tiden brugtes sten istedenfor jern. Denne benspids er som oftest gjort af renhorn eller ogsaa af narhvaltand eller andet ben. Forat sælen ikke skal kunne brække den af, er den fæstet til skaftet ved et lignende led, som bentappen paa harpunen.

Endvidere har de den saakaldte fuglepil (nufit). Denne har ligeledes et skaft af hvidt flydetræ. I forreste ende har den en lang, smekker spids, som nu er af jern, men som i tidligere tider gjordes af ben; men desuden er der midt paa skaftet fæstet tre forover vendende spidse, forsynede med store modhager og gjorte af renhorn. Disse indretninger er beregnede derpaa, at hvis pilens forende ikke rammer fuglen, glider skaftet langs med denne, og en af disse udstaaende benspidse maa ramme og gjennembore den, hvilket da ogsaa er den almindeligste maade at træffe fuglen paa. En opfindelse, som ogsaa er saapas, at man nok kunde være bekjendt af at ha gjort den.

Alle disse kastevaaben kan, som ovenfor paavist, afledes fra den indianske fjærpil.

Lænser.

Men for at kunne kaste sine vaaben længere og med større kraft, har eskimoerne gjort en opfindelse, hvorved de adskiller sig fra alle omkringboende, saavel amerikanske som asiatiske stammer. Denne opfindelse er kastetræet. Merkelig nok kjendes dette ypperlige redskab, hvorved armens længde og kraft i høi grad forøges, idet det virker som en slynge, kun fra faa steder paa jorden — sandsynligvis bare tre. Disse er Australien, hvor kastetræet er meget primitivt, coniboernes og puruernes land i det øvre Amazon-distrikt, hvor det staar paa omtrent samme trin som i Australien, og endelig i de af eskimoerne beboede lande, hvor det naar sin høieste udvikling[3]. En antagelse af, at kastetræets forekomst paa saa forskjellige steder har noget fælles udspring, blir neppe tilstedelig, og vi maa saaledes opfatte det eskimoiske som en egen opfindelse, gjort af eskimoerne selv. Det gjøres paa Grønland gjerne af rødt flydetræ, er omkring en halv meter langt (14 i min besiddelse værende kastetrær har en længde fra 42 til 52 cm.), i den nederste, bredeste ende 7 til 8 cm. brede og er flade, omkr. 112 cm. tykke. Paa siderne er der i den nedre, brede ende merker til at fatte om, paa den ene side et for tommelfingeren og paa den anden et for pegefingeren[4], paa den øvre flade side er der en rende for pilen eller harpunen langs hele træet. Der er to former af dem. Den ene bruges mest til blærepilen og fuglepilen; den er i den øvre smale ende forsynet med en tap, som passer ind i en fordybning paa en i bagerste ende af pilen anbragt benknap (sml. fig. paa denne og næste side). Den anden form bruges til harpun og lænser; den har et hul i øverste smale ende, som passer ind paa en skraat bagover rettet tap paa siden af harpun- eller lænserskaftet, og desuden har den et hul længere nede nær haandgrebet. og dette passer ind paa en anden tvert udstikkende tap (sml. fig. side 36). Kastetrær af denne slags bruges længere nordpaa, f. eks. i Sukkertoppen, ogsaa til fuglepilen.

Eskimo Life throwing-stick bird-dart.png

Kast med fuglepil.

Endnu en tredje form af kastetræet bruges i det sydligste Grønland og paa østkysten til ernangnaken eller vingeharpunen; denne form har i den øvre smale ende en tap ligesom fuglepilskastetræet, og denne tap passer ind i en fordybning i harpunens bagende mellem benvingerne; i den nedre ende af kastetræet nær haandgrebet er der derimod et eller endog to huller, som passer ind paa bentapper paa harpunskaftets side, ligesom ovenfor beskrevet.

Eskimo Life bird-dart.png

Kast med fuglepil.

Naar harpunen eller pilen skal kastes med kastetræet, enten nu dette er af den ene eller anden form, gribes det om haandgrebet og føres sammen med vaabnet i vandret stilling bagover til kast (se fig. side 34), men idet man nu med kraft atter fører det forover, skilles dets nedre ende fra pilen eller harpunen, mens man med den øvre ende, som fremdeles passer ind paa sin tap eller knap (se fig. paa denne og næste side), slynger vaabnet afsted til en betydelig afstand og med stor sikkerhed. En overordentlig enkel og virkningsfuld opfindelse.

Foruden de her nævnte vaaben har eskimoen liggende bag paa sin kajak, naar han gaar paa fangst, en kniv med et skaft paa omkr. 1,20 m.s længde og et omkring 20 cm. langt, spidst blad. Denne bruges til at gi sælen eller det fangne sjødyr det sidste dræbende stød. Desuden har han en mindre kniv liggende foran sig paa kajaken; den bruges bl. a. til at stikke huller i sælen for deri at anbringe benstykkerne af den bugserrem, han altid fører med sig, og hvormed sælen gjøres fast til kajaksiden, naar den skal bugseres. Til dette øiemed fører han ogsaa med en eller flere bugserblærer, som er til at puste op og fæste ved sælen, forat den skal holdes flydende.

Eskimo Life throwing-stick harpoon.png

Kast med harpun.

For at gjøre beskrivelsen fuldstændig bør ogsaa nævnes den benkniv, som hører med til kajakudstyret, særlig om vinteren, og som væsentlig bruges til at skrabe isen af kajaken.

Af tegningen paa næste side vil man kunne danne sig et begreb om, hvorledes alle vaaben er anbragte paa kajaken, naar denne gaar paa fangst (a kajakhul, b fangeblære, c kajakstol med opkveilet harpunrem (e), d harpun hængende paa sin plads, f lænser, g kajakkniv, h blærepil, i fuglepil, k dennes kastetræ).

Men det vigtigste af alt staar endnu tilbage, og det er en beskrivelse af kajaken selv.

Denne har indvendig et spileverk af træ. Dette, hvorom man forhaabentlig af hosstaaende tegning kan danne sig et begreb, gjordes før i tiden altid af rækved, helst hvidt flydetræ, som er lettest; til spanterne brugtes tildels ogsaa grene af vidjekrat, som vokser inde i fjordene. I den senere tid kjøber man ved kolonierne paa vestkysten ofte europæiske bord af furu eller gran fra kolonibutiken til kajaken, uagtet man anser rækved for bedre, særlig paa grund af sin lethed.

Kajak, set ovenfra.
Kajakspileverk.

Udvendig betrækkes dette spileverk med skind, helst af grønlandssælen (Phoca groenlandica) eller og af klapmytsen (Cystophora cristata). Det sidste er ikke saa varigt og vandtæt som det første; men faar man skind af ung klapmyts, hvor hudporerne ikke er saa store, anses dog ogsaa det for godt. Hvor man har raad dertil, bruges skindet af blaasæl (Phoca barbata), som anses for det bedste og sterkeste, men da det ogsaa bruges til harpunremme, er det væsentlig kun paa syd- og østkysten, at der forekommer saa meget deraf, at det mer almindelig kan bruges til kajaken. Sjeldnere bruges skindet af stor ringsæl (Phoca foetida).

Kajakskindenes tilberedning vil findes omtalt senere i kap. 8. De sættes helst paa kajaken straks i raa tilstand, men er de allerede tørkede, maa de omhyggelig blødes i flere dage, før de kan sættes paa; det gjælder nemlig at faa dem saa vaade og tøielige som muligt, forat de kan strækkes rigtig eftertrykkelig og bli stramme som et udspilet trommeskind, naar de tørker. At berede skindene saavel som at strække dem paa kajaken og sy dem, er alt kvindernes arbeide; det er ikke saa ganske let, og ve dem, om skindet kommer til at sidde daarlig eller for slapt. Da føler de det som en stor skam.

Alle eller i det mindste en hel del af pladsens kvinder pleier at være med, naar en kajak blir trukket; dette synes de er morsomt, særlig da de som løn for sit arbeide gjerne blir trakterede med kaffe af kajakens eier. Traktementet tøier sig efter hans velstand fra for 25 øre opover til en krone eller mer.

Paa midten af kajakens dæk er der et hul, netop saa stort, at manden kan faa stikke sine ben nedigjennem og komme til sæde; hans hofter fylder hullet næsten fuld stændig ud. Der hører derfor ogsaa lidt øvelse til med nogenlunde lethed at kunne krybe i og ud af en kajak. Hullet er omgivet af kajakringen, som er gjort af en bøiet trægjord. Denne staar en 3—312 cm. op fra kajakens dæk, og derover smyges, som senere omtalt, vandpelsen. Der, hvor man sidder, lægges der over ribberne i kajakens bund et eller flere stykker gammelt kajakskind samt endnu et stykke bjørneskind eller andet haarskind for at gi et blødere sæde.

Enhver fanger gjør sedvanligvis sin kajak selv, og den afpasses til mandens størrelse paa lignende vis som en klædning. En kajak til en grønlænder af almindelig størrelse er i Godthaabs omegn omkring 512 m. lang, bredden paa dækket er foran kajakringen, hvor den er bredest, omkring 45 cm. eller lidt mer, mens den i bunden er betydelig smalere. Bredden retter sig naturligvis efter størrelsen af mandens hofter, og den er gjerne ikke større, end at han akkurat faar plads. Forøvrigt er det at bemerke, at kajakerne ved bopladsene inde i Godthaabsfjorden, som f. eks. ved Sardlok og Kornok, var længere og smalere end kajakerne ude ved havkysten, som f. eks. i Kangek, tydeligvis af den grund, at der ude ved havet gaar større sjøgang, og at de saaledes der bør være stivere og lettere at haandtere, ligesom at vel de kortere og bredere kajaker vager noget bedre i sjøen og tager mindre vand over sig.

Tversnit af kajak. Punktlinje forestiller skindet.

Kajaken har gjerne en høide mellem bund og dæk af 12 til 15 cm., men foran kajakringen er den endnu nogle centimeter høiere for at gi plads for laarene, og forat man lettere kan komme ned i den. Kajakbunden er temmelig flad og skraaner i en meget stump vinkel (antagelig paa ca. 140°) fra begge sider mod midten. Fortil og bagtil smalner kajaken jevnt af og løber i begge ender ud i en spids. Den har ingen kjøl, men er paa underkanten i begge ender som oftest forsynet med benskinner, sedvanligvis gjorte af hvalribben, og hvis hensigt er at beskytte skindet mod at bli skaaret istykker af isen paa vandet og af stene, naar de lægger til land. Begge kajakspidserne er gjerne forsynede med benknapper, dels til pryd, dels ogsaa til beskyttelse.

Ovenpaa dækket er der festet som regel 6 tverremme foran kajakringen og 3 til 5 bagenfor. Disse remme er til at stikke alle vaaben og redskaber ind under, saa de ligger sikkert og bekvemt til, naar de skal bruges. Paa disse remme er indtræd benstykker, dels for at holde dem sammen, dels for at holde dem lidt op fra dækket, — saa det blir lettere i en hast at stikke vaabnene ind under dem, — og endelig tildels ogsaa for at pryde kajaken. Til enkelte af remmene fæstes det fangne bytte. Er det fugle, stikkes de med hodet ind under dem, er det sæl, hval eller kveite, fæstes de ved hjælp af bugserremmen til dem paa siden af kajaken, og er det mindre fisk, fæstes de aldeles ikke, men lægges enten simpelthen bagpaa dækket eller stikkes ind i bagrummet.

Aare.

En kajak er saa let, at den uden vanskelighed med hele sit tilbehør af redskaber bæres paa hovedet ofte flere mil over land.

Til at ro den frem benyttes en tobladet aare, som holdes paa midten og stikkes i vandet afvekslende paa hver side, lig de aarer, man her hjemme bruger til kanoer. Denne aare har sandsynligvis udviklet sig af indianernes enbladede. Hos eskimoerne paa Alaskas sydlige vestkyst findes fremdeles bare slige; først paa nordsiden af Yukonelven findes tobladede, men de enbladede er endnu overveiende. Videre nordover og østover langs den amerikanske kyst findes begge former, indtil den tobladede endelig faar eneherredømmet paa østsiden af Mackenzieelven.

Aleuterne synes merkelig nok kun at kjende

den tobladede aare,[5] og det samme er,

Eskimålif, sid 53.jpg

— — «Hodet vendt halvt bagud for at speide efter sjøen.» — —

saavidt jeg kan forstaa, ogsaa tilfældet med de asiatiske

eskimoer.[6]

I godveir bruger kajakroeren den saakaldte halvpels (akuilisak). Denne er gjort af vandtæt, afhaaret skind og er sammensyd med sener. I dens nedre kant er et trækkebaand eller rettere en trækkerem, som kan afpasses saaledes, at kanten netop omslutter kajakringen og med nogen møie kan smyges over og trykkes ned paa denne, saa at altsaa halvpelsen kommer til at slutte vandtæt sammen med kajaken. Med sin øvre kant naar halvpelsen op under armene paa kajakroeren, og den holdes oppe ved nogle sæler eller remme, som gaar over skuldrene og kan forlænges eller forkortes ved en letvindt laasmekanisme eller spænde af ben, saa enkel, men sindrig, at vi med alle vore metalspænder og greier ikke kan gjøre den saa god.

Halvpels.

Paa armene bruges løse skindærmer, som surres oventil paa overarmen og nedentil ved haandleddet, og som hindrer armen fra at bli vaad under roningen. Paa hænderne haves vandtætte bladvanter af skind med to tommelfingre.

Denne halvpels er nok til at afholde mindre bølger fra at slaa ind i kajaken. Blir sjøen større, bruges imidlertid helpelsen (tuilik), der er syd paa lignende vis som halvpelsen og omslutter kajakringen ligesom denne, men den er længere oventil, har ærmer og gaar med en hætte helt over hodet. Den snøres tæt til rundt ansigt og haandled, og med den paa kan kajakroeren gaa tvers igjennem braattene og kan kantre rundt og reise sig igjen uden at bli vaad og uden at der kommer en draabe vand ind i kajaken.

Helpels.

Det vil forstaas, at en farkost af kajakens form ikke er let at sidde i uden at kantre rundt, og at der trænges en del øvelse dertil. Jeg saa en ven af mig, som herhjemme skulde prøve min kajak, kantre rundt fire gange i løbet af to minuter; aldrig saasnart hadde vi reist ham op paa ret kjøl og sluppet ham, før han atter stod paa hodet med bunden iveiret.

Men har man først faat den fornødne øvelse, kan man til gjengjæld ved hjælp af den tobladede aare i al slags veir tvinge sig frem gjennem vandet med en forbausende hurtighed, og kajaken er uden sammenligning den ypperste enkeltmands farkost, som findes.

For at kunne bli en dygtig kajakroer, maa man helst begynde tidlig. De grønlandske gutter begynder ofte at forsøge sig i sin fars kajak ved 6 til 8 aars alder, og naar de er blit 10 til 12 aar gamle, gir den dygtige grønlandske fanger sine sønner egne kajaker. Saa var ialfald før i tiden regelen. Ja, Lars Dalager siger endog: «Naar de blive 8 til 10 Aar gamle, begynde de at skride til solide Forretninger og arbeyde paa Søen udi en liden Kajak.»

Fra da af gaar de unge grønlændere stadig paa fangst. I begyndelsen er det mest fiske, de driver, senere begynder de ogsaa med den vanskeligere sæljagt.

En vigtig betingelse for at bli en helt overlegen kajakroer er at kunne reise sig paa ret kjøl igjen, efterat man har kantret. Dette sker derved, at man med en haand fatter om aarens ene ende og med den anden saa langt ind paa aarens midte som muligt, stikker aaren op langs kajakens ene side med dens fri ende pegende for over mod kajakspidsen; derpaa, idet denne aare-ende føres raskt ud til siden[7] saa nær vandfladen som muligt, og overkroppen bøies godt mod dækket, hæver man sig med et kraftigt tag rundt paa aaren; kommer man ikke helt op, kan endnu et vrikketag med denne være nødvendig.

En dygtig kajakroer reiser sig ogsaa uden aare ved hjælp af kastetræet eller endog uden dette bare ved hjælp af den ene arm. Toppunktet er, naar de ikke engang behøver at holde haanden flad, men kan knytte den, og for at bevise, at de virkelig gjør dette, har jeg set dem ta en sten i den knyttede haand, før de gik rundt, og komme op med den igjen i samme stilling.

En eskimo fortalte mig om en anden, som var saa urimelig flink til at reise sig, han kunde gjøre det begge veie med og uden aare, uden kastetræ, med knyttet haand — ja det eneste, han ikke kunde reise sig med, var — tungen — og han rakte dette lem ud og gjorde nogle forferdelige grimaser dermed for at illustrere, hvilke anstrengelser det vilde ha kostet at reise sig med et saa ubekvemt redskab.

I tidligere tider var det saa paa Grønlands vestkyst, at hver nogenlunde dygtig kajakroer maatte kunne «reise sig»; men i den senere tid efter den europæiske civilisations indførelse i landet og det dermed forbundne forfald, er det gaat tilbage ogsaa hermed. Dog er det endnu paa mange steder ganske almindeligt, saaledes kan jeg efter min egen erfaring nævne, at ved Kangek nær Godthaab kunde de allerfleste fangere det. Paa østkysten synes det, efter hvad kapt. Holm oplyser, at være almindeligt, dog ikke saa, som det ialfald tidligere var paa vestkysten. Dette er jo heller ikke til at undres over, da det her, hvor der er lidet drivis og meget sjøgang, er langt mer nødvendigt.

En kajakroer, som til fuldkommenhed har lært at reise sig, kan trodse omtrent alt slags veir; blir han kastet overende, er han straks paa ret kjøl igjen, og som en sjøfugl kan han lege med bølgerne og skjære tvers igjennem dem. Er sjøen svær, lægger han siden af kajaken til, holder aaren fladt ned mod dækket, bøier sig forover og lar den rulle over sig, eller ogsaa kaster han sig paa siden mod den og reiser sig atter, naar den er rullet over. Den vakreste sjømanøvre, jeg har hørt om, er dog den, som man fortalte mig enkelte fangere skulde bruge mod overhændige braat; idet sjøen bryder ned over dem, kaster de sig rundt, tager den med kajakbunden, og naar den er over, reiser de sig atter. Jeg tror, man vanskelig skal kunne nævne en mer overlegen maade at klare sig paa i sjø.

Kan man ikke reise sig, er der, saafremt ingen er i nærheden til at hjælpe en, intet haab om redning, saasnart man kantrer. Dette sker let nok, en sjø kan gjøre det, eller det, at harpunremmen sætter sig fast, idet en sæl harpuneres, er nok. Lige ofte sker det dog ved en ubetænksom bevægelse i stille veir eller i øieblikke, da ingen fare er forhaanden.

Mange eskimoer finder nu hvert aar sin død paa denne maade. Som eksempel kan nævnes, at 1888 var i dansk Sydgrønland af 162 dødsfald (hvoraf 90 mandlige) de 24 eller ca. 15 % (og altsaa mer end en fjerdepart af alle mandlige) foraarsaget ved drukning i kajak.

I 1889 skyldtes af 272 dødsfald (hvoraf 152 mandlige) i Sydgrønland atter 24 eller ca. 9 % samme aarsag. Dette er paa en befolkning af 5 614 individer, hvoraf 2 591 mandlige.

  1. Nordvestindianerne og tsjuktsjerne — ja, om jeg ikke tar feil, ogsaa korjaker og kamsjadaler — bruger forøvrigt den samme harpun med line og den store blære til jagt paa sjødyr, idet de kaster den fra forstavnen paa deres større, aabne kanoer eller skindbaade. Det synes imidlertid sandsynligt, at de har lært brugen af dem fra eskimoerne.
  2. I Nordgrønland er der endnu en tredje og større form af harpun, som bruges til hvalrosfangst og kastes uden kastetræ; den har isteden derfor to benknagger (tikagut), en for tommelfingeren og en for pegefingeren.
  3. Om de forskjellige former af kastetrær hos eskimoerne, se Mason's afhandling derom i Annual Report etc. af Smithsonian Institution for 1884. Part II, side 279.
  4. Paa enkelte steder, f. eks. i det sydligste Grønland og paa østkysten, er der kun fordybning for tommelfingeren, mens den anden side er slet eller kantet med et benstykke, hvori der er smaa merker, forat haanden ikke skal glide.
  5. Se herom bl. a. allerede saa tidlige forfattere som Cook og King: A Voyage to the Pacific Ocean etc., third edition, London 1785, vol. II side 513.
  6. Merkeligt er, at indbyggerne paa St. Lawrence-øen synes aldeles ikke at benytte kajaken. De har store aabne skindbaade, baidarer, af samme bygning som tsjuktsjernes. Sml. Nordenskiöld, Vegas reise omkring Asia og Europa. Kristiania 1881. 2den del, side 249.
  7. Idet aaren føres ud til siden saa langt som til at danne en stilling tvers paa kajaken, holdes den i en lidt skraa stilling, saaledes at aarebladet ved bevægelsen komme til at tvinge vandet under sig og faar en opaddrivende kraft.