Eoin MacNeill, Phases of Irish History

Legg til lenke
Fra Wikikilden

Evin Mac Neill, Phases of Irish History. Dublin 1919 (ny utg. 1920). M. H. Gill & Son, Ltd. 8vo. 364 s.

Det som er hændt i de sisste aar, har mellem meget andet bragt Irland i forgrunden i folks bevissthet. Vi har begyndt at skjønne at irerne er en nation, og har glædet os ved at de har faat den plass, som tilkommer dem, som en selvstyrende nation indenfor det britiske verdensrike. Vi nordmænd ser vel ogsaa paa Irland med større interesse end de fleste. Vi vet at vore forfædre i vikingetiden har sat bo i Irland og ledet øens utvikling ind i nye baner. Til helt ned imot 1300 talte austmændene, som nordmændene i Irland blev kaldt, sit eget maal, levde under sine egne love og følte sig som en særskilt nation. De holdt sig længst i byerne der de drev skibsfart og handel. Duald Mac Firbis, en av de sisste store »frode mænd« i Irland, sier i sit vældige, endda bare tildels utgivne verk Leabhar Genealach (»Stamtavlebok«) som gjør rede for alle irske klaner og er fuldendt i aar 1650, at »med hensyn til storparten av kjøpmændene i Ath Cliath (ɔ: Dublin) op til denne dag, saa er de ættet fra Amlaibh Cuaran og fra Sadbh, datter av Brian Borumha som var hans hustru da slaget ved Clontarf blev utkjæmpet«. Og han føier til: »Saaledes staar efterkommerne av denne Amlaibh Cuaran i byen Ath Cliath imot goidelerne i Erin[1]«. Amlaibh Cuaran er den navngjetne Olav Kvaaran som sagaerne kalder ham, som i 937 blev slaat ved Brunanburg i England og som døde paa pilgrimsfærd til Iona i 980. Duald Mac Firbis vil med andre ord si at kjøpmændene i Dublin endda paa hans tid var og visste at de var av norrøn æt. Ja den dag idag er det folk i Dublin som mener at de er av norrøn æt, f. eks. den bekjendte gamle dr. George Sigerson som har tat betydelig del i de sisste aars hændelser i Irland og som, om jeg ikke tar feil, er præsident i det nyoprettede irske Senat. Det er ogsaa vel kjendt at en mængde stedsnavn rundt om langs kysterne av Irland, ja til og med selve navnene Irland, Ulster, Leinster, Munster og Connaught er av nordisk oprindelse og at det er vore forfædre som har grundlagt de fra gammel tid vigtigste byer der, Dublin, Wicklow, Waterford, Cork og Limerick. Det er derfor ikke underlig om vi nordmænd har større interesse for Irland end andre.

Hittil har vi savnet en god haandbok i irsk historie og maattet nøie os med P. W. Joyce, A Short History of Ireland. Flere har kanske læst Mrs. A. S. Green’s »The Making of Ireland and its Undoing« (London 1908). Det er et interessant og fængslende verk, men litet kritisk og benytter som historiske kilder sagaer eller krøniker som mere maa kaldes historiske romaner. Langt heldigere stillet har i saa maate irsk kirkehistorie været. G. T. Stokes’s »Ireland and the Celtic Church« (til 1172) er en god og letlæst haandbok: og Heinrich Zimmers artikel »Keltische Kirche« i »Realencyklopädie für protestantische Theologie und Kirche« (X, 204–248) er visselig ikke et letlæst, men det er paa mange maater et genialt arbeide. Saa meget mere taknemlige maa vi være for det arbeide som her skal anmeldes.

Professor Mac Neills skrift er visselig heller ingen haandbok i irsk historie. Det er en samling av 12 offentlige foredrag som behandler Irlands historie fra de ældste tider til utgangen av middelalderen. Det er slet ikke alt som behandles, meget forutsættes som kjendt. Boken kan i saa maate sammenlignes med Sars’s »Udsigt«. Den bærer ogsaa tydelig præg av at forfatteren selv har tat aktiv del i det politiske liv; han har endog sittet i fængsel som en av førerne for sinn-feinerne. Dette forringer dog ikke dens værdi, men gir den øket varme og glød. I skildringen av de irske institutioner har ogsaa, som forfatteren selv (s. 354) indrømmer, boken ofte faat formen av en apologi og har kanske alt for sterkt søkt at hævde at Irland ikke paa nogen omraader laa tilbake for det normanniske England. Til trods for disse principielle indvendinger er dog Mac Neills bok et arbeide som fængsler frå først til sisst og som alle vil ha interesse av at læse. Det er efter min mening et av de merkeligste historiske verker som i de senere aar har set lyset.

Spørgsmaalet om kelternes vandringer er et av de dunkleste og mest omstridte i Europas ældste historie. Det er almindelig anerkjendt at kelterne har hat sit ældste hjem i det sydvestlige Tyskland mellem Rhinen, Main og Donau og at de derfra er vandret ut til de britiske øer, Frankrike, den iberiske halvø, Italien, Bøhmen, Ungarn, Balkanhalvøen og Lilleasien, der de overalt et par hundre aar før vor tidsregning hadde sat sig ned og grundet nye boliger. I sit urhjem var de naboer til germanerne.

Alle forskere er enige om at kelter og germaner gjennem lange tider har været granner og at især kelterne har øvet varig paavirkning paa germanerne.[2] Derimot mener franske forskere at kelterne gjennem et længere tidsrum har været germanernes herrer og at disse som menige har kjæmpet i de keltiske hærer.[3] Tyske forskere nægter dette og R. Much hævder i artikelen »Kelten« (i »Reallexikon der germanischen Altertumskunde« hg. v. J. Hoops III, 25–27) at denne mening nu er motbevist. Mac Neill fremdrar imidlertid (s. 15) et nyt tilfælde, som det er vanskelig at komme forbi. Den romerske konsul Marcellus seiret i 222 f. Kr. ved Clastidium (nær Milano) over insubrerne, en gallisk stamme, dræpte Virdumarus, deres høvding, og holdt ifølge Acta Triumphalia triumf »over de insubriske galler og germanerne«. Vi hører ellers ved denne tid intet om germaner paa Posletten. Vi maa derfor med Mac Neill ha lov til at slutte at germanerne har kjæmpet ved Clastidium fordi de stod i sold hos gallerne og var nødt til at yde dem hærfølge. Mot slutten av 300-tallet før vor tidsregning hadde dog de fleste av germanerne gjort sig fri fra kelterne, og kelternes stortid var alt for mere end halvhundre aar siden slutt. Den almindelige mening er at kelterne tidligst er utvandret til de britiske øer og ut det er foregaat flere indvandringer dit. Den ældste av disse hadde alt fundet sted omkr. aar 800 f. Kr. eller mulig endda tidligere. Den keltiske folkegren som da indvandret, var goidelerne. Fra dem stammer de nuværende irer, høilænderue i Skotland og den nu næsten utdøde keltisktalende befolkning paa Man. Siden kom det omkr. 400 f. Kr. en ny indvandring av briter. De kom ikke til Irland, men bare til Britannien. Dér fordrev de goidelerne og gjorde sig til herrer over Britannien og den større del av Alba (Skotland). Vi kan i stedsnavn følge sporene av dem saa langt nord som til Aberdeen, hvor første led aber- betyr »elvemunding« og er samme ord som gælisk inver som vi har i Inverness. Fra de gamle briter stammer kymrerne i Wales og bretonerne i Bretagne. Endelig foregik det senere en ny indvandring av belger fra det nuværende Belgien og Holland. Denne indvandring maa være foregaat temmelig sent siden mindet derom endda paa Cæsars tid var levende[4]. Mac Neill fremhæver, visselig med rette, at belgerne var sterkt opblandet med germaner og at deres indvandring maa ha strakt sig helt til kysterne av Irland. Geografen Ptolemæus (omkr. 150 e. Kr.) opfører nemlig ved østkysten av Irland flere stammer som vi finder igjen dels i Britannien og dels ved sydkysten av Nordsjøen (s. 57). Den herskende teori om kelternes indvandring til de britiske øer er bl. a. fremstillet av d’Arbois de Jubainville i »Les Celtes depuis les temps les plus anciens jusqu’en an 100 avant notre ère« (Paris 1904), D’Arbois de Jubainville lægger især vægt paa sproget. Den ældste indvandring er, sier han, foregaat paa et tidspunkt da kelterne alt var begyndt at skille sig ut fra grækerne og de italiske folk. De hadde nemlig mistet p i fremlyd og mellem vokaler. Det heter saaledes paa græsk παρά paa lat. prae »ved siden av, foran«, men paa irsk air, ar og i gallisk og bretonsk ar. Derimot hadde kelterne da de første gang indvandret til de britiske øer, endda ikke forandret indoeuropæisk q i fremlyd til p, slik som de andre kelter siden gjorde. De sagde quenuo-s »hode« som paa irsk eller goidelisk er blit til cenn med guttural, og ikke penno-s som kelterne paa fastlandet og briterne sagde; i gallisk heter nemlig »hode« pen og i bretonsk penn. Desuten fremhæver d’Arbois de Jubainville (efter S. Reinach) at i de homeriske digte (omkr. 800 f. Kr.) kaldes »tin« κασσίτερος som er et keltisk ord. Det har rimeligvis navn efter det sted som tinnet kom fra, nemlig fra Britannien, det eneste sted i Europa der tinnet forekommer i større mængde. Grækerne (tidligst Herodot) kaldte ogsaa senere de britiske øer for Kassiteriderne. Vi tør da tro at tinnet har faat navn paa samme vis som »kopper« som kommer av lat. cupreus som igjen er avledet av Κύπρος, lat. Cuprus, det gamle navn paa øen Cypern, og »bronze« som kommer av Brundusium, nu Brindisi i Syditalien. Efter min mening var det netop tinnet som først lokket kelterne over til Britannien. Kelterne lærte før noget andet folk nord for Alperne bronsen at kjende. De hadde herredømme over de største vandveier i Mellemeuropa, Rhinen og Donau. Handelsveiene fulgte fra de ældste tider disse elvers løp og gjorde derved kelterne til et handelsfolk som tidlig kom i forbindelse med fremmede folkeslag. Bronsen gjorde dem til et erobrerfolk som stenaldersfolkene ikke kunde holde stand mot. Trangen til metaller var ogsaa grunden til flere av kelternes andre vandringer. De kom rimeligvis alt omkr. 600 f. Kr. til den iberiske halvø. Vi kan tydelig følge indvandringsveien. Den gik gjennem det sydvestlige Frankrike til det nordvestlige Spanien og Portugal. Kelterne hadde ikke først sat sig i besiddelse av de mellemliggende landstrækninger. Men indvandringen gik like til den iberiske halvø og netop til den del av denne som særlig utmerker sig ved sin metalrikdom. Alt profeten Ezekiel (omkr. 580 f. Kr.) fortæller at fønikerne i Tyrus fra Gades, eller rettere fra den iberiske halvø fik sølv, jern, tin og bly.[5] Hvis det ikke var for at faa metaller, kan vi ikke skjønne hvorfor kelterne indvandret til den iberiske halvø tidligere end til Sydfrankrike. Alt i slutten av bronsealderen kom trolig kelterne ogsaa til Bøhmen som har navn efter den keltiske stamme Bojerne. Men ogsaa Bøhmen er rikt paa tin, jernmalm og andre metaller, det siger selve navnet Erzgebirge »malmbergene« (mellem Bøhmen og Sachsen). Visselig gir heller ikke denne indvandringsteori svar paa alle spørgsmaal. Den forklarer ikke hvorfor vi ikke i Britannien finder spor av denne ældste goideliske indvandring, men bare av den indvandring som paa 400- og 500-tallet f. Kr. foregik til vestkysten av England og Skotland. Ett spor er der dog mulig. Ptolemæus sætter ved det sydøstlige hjørne av Irland en stamme ved navn Brigantes. Samme navn finder vi ogsaa i Britannien, der briganterne i det første aarh. e. Kr. hadde et mægtig rike i det nuværende Yorkshire. De belgiske kolonier i Britannien laa paa sydkysten og synes ikke at ha naadd længer end til Themsen og Bristolkanalen. Briganterne maa derfor være indvandret tidligere og da er det mulig at de er levninger av de ældste goideliske indvandrere som siden hadde antat briternes sprog.

Mac Neill søker at vise at kelterne først er kommet til de britiske øer i jernalderen, da de hadde sin stortid og foretok sine store vandringer til Italien, Balkanhalvøen og Lilleasien. Han mener at vi ikke maa lægge for stor vægt paa at goidelerne har bevaret indogermansk q i fremlyd, mens briterne og gallerne ikke har det. Men sprogforskerne er samstemmig av en anden mening. Saaledes siger Holger Pedersen, en av de første kjendere av de keltiske sprog: »Men Goidelisk (Irsk) maa under alle Omstændigheder meget tidligt have skilt sig ud fra de øvrige keltiske Dialekter, baade dem i Britannien og dem paa Fastlandet. Og da Udskillelsen maa have fundet Sted i Goidelernes afsondrede Boliger, maa de selvsagt meget tidligt (man gætter: før Aar 800 f. Kr.) have været tilstede der[6]«. Mac Neill fremhæver ogsaa (s. 51) efter Coffly (»Bronze Age in Ireland«, 5) at det ikke er noget bestemt skille mellem de forskjellige avsnit av bronsealderen i Irland. Men han maa dog indrømme at det ogsaa i Storbritannien og Irland findes saker av Hallstadt-typen – den keltiske yngste bronsealder og ældste jernalder kaldes som bekjendt Hallstadt-tiden, efter en plass i Øvre Østrike der de vigtigste fund er gjort. En kunde kanske med Heinrich Zimmer i sin avhandling »Auf welchem Wege kamen die Goidelen vom Kontinent nach Irland?« (Abhandlungen der königl. preuss. Akademie der Wissenschaften vom Jahre 1912), som Mac Neill merkelig nok ikke nævner, si at goidelerne er indvandret til Irland ikke fra Britannien, men fra Vestfrankrike og at de har fulgt den ældgamle handelsvei fra mundingen av Loire til Irland. Zimmer polemiserer i denne avhandling skarpt mot John Rhys i hans bekjendte verk »Celtic Britain« og beviser, synes det mig, at vi ikke nu har nogen spor av en goidelisk urbefolkning i nogen del av Storbritannien der Rhys sætter dem. Men det er ogsaa en stor hake ved Zimmers indvandringsteori. Den forutsætter at goidelerne alt i gammel tid bodde i det vestlige Frankrike, og det er der ingen spor til. Før det kommer nye og sterkere beviser, bør vi derfor, tror jeg, holde fast ved den almindelig anerkjendte indvandringsteori. Derimot har Mac Neill uimotsigelig ret naar han (s. 153 f.) mener at det at kelterne tidligere end andre folk nord for Alperne lærte at bruke jernet, er grunden til deres store utbredelse paa 400- og 300-tallet f. Kr.

I 3die kapitel av sin bok taler Mac Neill om den førkeltiske befolkning i Irland. Dette kapitel indeholder især meget nyt og interessant. Forfatteren fremhæver at endda i de første aarhundreder av vor tidsregning var befolkningen i Irland meget blandet. Goidelerne sat som herrer over hele øen, men den oprindelige, uariske befolkning var endda ikke smeltet sammen med erobrerne, den utgjorde en undertvunget og foragtet rase som svarte skat til sine keltiske herrer og hadde sin egen organisation. Mac Neill gjør det sandsynlig at urindvaanerne var inddelt i kaster efter den syssel de drev. Han fremhæver videre at det er forskjellige navn paa dem. Det almindeligste er Chruithni som svarer til lat. Picti. Navnet Chruithni betyr efter Zimmer »de tatoverte, de malede« og Picti (av lat. pictus) er en oversættelse derav.[7] Chruithni svarer ogsaa, som Mac Neill fremhæver, til Pretani som er det ældste navn paa indbyggerne paa de britiske øer. Disse kaldes fra Pytheas av hos grækerne αἱ Πρετανικαὶ νῆσοι. Først fra Cæsars tid av heter det Britannia og indbyggerne kaldes Brittones. Mac Neill nævner derimot ikke hvad Zimmer har paavist, nemlig at urindbyggerne blev kaldt saa fordi de gik nakne og tatoverte eller malte sig, det bl. a. Cæsar fortæller om. – Endda paa Dio Cassius’s tid (200 e. Kr.) gik kaledonierne i Skotland uten klær. – Derimot kaldte de keltiske erobrere i Britannien sig for briter fordi de brukte klær. Navnet briter hænger, som Zimmer har vist, sammen med kymrisk brethyn og irsk breit, en slags vadmel, og betyr saaledes »de paaklædte« i motsætning til de nakne, blaamalte pikter. Jeg kan nævne at wieneren Julius Pokorny mener at navnet kelter (Κέλται eller Κελτοὶ paa græsk) hænger sammen med gl.irsk celt »kappe, mantel«, som det skotske kilt er en forvanskning av.[8] Dette navn skulde saaledes ogsaa bety »de paaklædte« i motsætning til de halvnakne stammer som kelterne bodde sammen med.

Især i Ulster var pikterne saa sent som i den ældste kristne tid talrike og nævnes endda paa 700-tallet. Hvilken rase pikterne tilhørte, prøver heller ikke Mac Neill at avgjøre, og forskningen vil næppe nogensinde her komme til sikre resultater. Pikterne har vistnok tidlig baade i Storbritannien og Irland antat erobrernes keltiske sprog. Derimot fremhæver Mac Neill at urbefolkningen i de forskjellige deler av Irland ogsaa blir kaldt med mange andre navn: mellem disse nævner han særlig iverer eller iverner. Derav kommer bl. a. navnet Erin. Romerne gjorde, viser forfatteren, navnet iverner om til Hiberni »de vinterlige« og kaldte øen Hibernia. Høist interessant er ogsaa sammenstillingen mellem navnene iverer i Irland og iberer i Spanien. Det er fristende at tro at begge har utgjort rester av en folkeæt som har befolket vor verdensdel før de ariske folk bredte sig over Europa, og som baskerne skulde være de sisste rester av. Men sikkert er jo dette langtfra, og Mac Neill advarer selv mot alle vidtgaaende slutninger. Saa meget synes ialfald visst at det før kelternes indvandring paa de britiske øer bodde en uarisk urbefolkning der. Derimot synes det mig underlig at forfatteren i kap V »Pre-Christian Ireland« gaar utenom den merkelige kjendsgjerning at polyandri eller kvindefællesskap synes at ha hersket baade i Storbritannien og Irland. Han sier (s. 147): »Once more, let it be said that tradition is old enough and history reaches for enough back to assure that cannibalism, like promiscuous polygamy, was no custom of the inbabitants of Ireland or of Britain in the fourth century of the Christian era.« Den hellige Hieronymus’s beretning om menneskeætere hos en britisk eller gælisk stamme er visselig tvilsom. Men polyandri er netop det som skiller indbyggerne paa de britiske øer fra andre ariske folk, og som gjør at vi maa tro at det har bodd en uarisk urbefolkning der og at de keltiske erobrere har antat dennes sæder.

Cæsar sier: »Alle Britannere maler sig med Saften af Vaidplanten, der giver en mørkeblaa Farve, hvorved de i Slaget bliver endnu frygteligere at se til. De bærer Haaret langt og rager hele Legemet med Undtagelse af Hovedet og Overlæben. De er ti til tolv Mænd fælles om deres Hustruer, mest Brødre sammen med Brødre og Fædre med Sønner; men de Børn der fødes af disse Kvinder, regnes for den Mands, til hvem de først er blevet ført som Jomfruer[9]».

Engelske forskere mener at denne uhyggelige skildring av briternes sæder er en av de mange skipperskrøner som selv alvorlige folk i oldtiden og middelalderen tok for god vare.[10] Men dertil er at svare at vi finder den samme skildring hos grækeren Dio Cassius som skrev sin romerske historie (Ῥωμαικὴ Ἱστορία) omkr. 290 e. Kr. og var konsul for anden gang i 229 og saaledes nøie kjendte Septimius Severus’s krigstog i Britannien. Dio Cassius fortæller (bok 76): »Det er hos britannerne to meget store stammer, kaledonierne og meaterne ...... Meaterne bor meget nær muren (ɔ: Hadrians mur) som deler øen i to; kaledonierne bor bak dem ...... De lever sit liv i telter ganske nakne og uten fotbeklædning, bruker kvinder i fællesskap og opdrar alle barn som blir født dem (Αιαιτῶνται δὲ ἐν οκεναῖς γυμνοὶ καὶ ανυπόδετοι, ταῖς γυναξὶν ἐπικοίνοις χρώμενοι καὶ τὰ γεννώμενα πάντα ἐκτρέφοντες)[11]«. Dio Cassius fortæller videre at da Septimius Severus og Julia Domna, havs anden hustru, holdt hof i Eburacum (York), kom det til hoffet en kaledonierhøvding ved navn Argentokoksos og hans hustru. Keiserinden foreholdt denne hendes løse sæder. Men hun svaret: »Vi tilfredsstiller meget bedre naturens krav end Dere romere. For vi blander os aapenlyst med de bedste; men Dere driver i løndom utukt med de usleste[12]«.

De her nævnte eksempler er visselig bare hentet fra Storbritannien. Men de samme sæder maa ogsaa i begyndelsen av vor tidsregning ha raadet i Irland. Det har Heinrich Zimmer vist i sin merkelige avhandling »Der kulturgeschichtliche Hintergrund in den Erzählungen der alten irischen Heldensage« (Sitzungsberichte der königl. preussischen Akademie der Wissenschaften 1911, IX). De ældste irske heltesagn er nedskrevet i kristen tid, tidligst paa 600-tallet. Men de helter de fortæller om, levet ved Kristi tider. Det gir os billedet av en helt anden moral end den som nogen sinde har hersket hos de ariske folk. Selv gifte dronninger gir sig uten at det vækker anstøt, hen til andre mænd og tilbyr dem, som en av dem sier, »die Freundschaft meines eigenen Oberschenkels«, Dronning Medb av Connaught har aldrig, sier hun, været »uten en mand i skyggen av den andre« (ɔ: uten legitime elskere ved siden av manden). Dette har hun ret til, fordi hun selv har betalt morgengave til sin mand. Zimmer viser ogsaa at i den ældste irske heltesaga er det kvinderne som forfører mændene og løper bort med dem, og ikke omvendt. Om flere av de ypperste sagnhelter fortælles ogsaa at de er avlet i blodskam. Om blodskam som noget ikke ualmindelig fortælles det ogsaa i den yngre sagnkreds om Finn og desin.[13] Jeg kan ikke skjønne andet end at Zimmer har ret naar han mener at dette har sin grund i at matriarkatet raadet i det samfund, som heltesagnet skildrer, like ens som i Britannien. Men matriarkatet, morsretten, var ukjendt hos de ariske folk. Briterne eller irerne maa ha optat denne skik fra den uariske urbefolkning.

Av stor interesse er ogsaa Mac Neills skildring av irerne paa 300- og 400-tallet av vor tidsregning, da de var en krigersk nation som stadig gjorde herjetog over til Britannien, ja endog, synes det, til Europas fastland, denne tid som gjenspeiles i heltesagnene om Finn og hans fiana. Disse fiana (derav kommer navnet fenier) var mænd som hadde krig som sit yrke. De blev i utlandet kaldt skoter (lat. Scoti). Dette navn blev ogsaa de irer kaldt med som i slutten av 400-tallet grundet et rike paa Hebriderne og i det vestlige Alba, dette rike som siden blev forenet med Pikterriket og blev til det rike som siden er blit kaldt Skotland. Mac Neill viser bl. a. (s. 144 ff.) at navnet skoter betyr en røver som gjør hurtige indfald. Meget nyt bringer ogsaa kap. VI »Introduction of Christianity and Letters«. Forfatteren er enig med Zimmer i at det alt før Patrick var kristendom, ja trolig endog biskoper i Irland. Derimot vaager han ikke at avgjøre om Pelagius som fornægtet arvesynden, var irer eller briter, og han tilskriver Patricks virke større betydning end Zimmer. Han mener at det var Patrick som fik irerne til at høre op med den grusomme skik at sælge krigsfanger i trældom til utlandet og som gjorde dem til det fredsommelige folk som Beda med beundring taler om. Desværre fortæller han ikke mere utførlig om den irske kirke og dens underlige ordning i den ældste tid. Den irske kirke var, som bekjendt, en klosterkirke. Abbeden var ikke bare forstander for klosteret, men det kirkelige overhode for sit distrikt. Han utførte ofte selv en biskops forretninger. Ofte hadde han ogsaa ved sin side én eller flere biskoper som dog var hans underordnede. Biskoper som overhoder for kirken var ukjendte; i gamle irske skrifter kaldes paven »abbed i Rom«. Heller ikke kommer Mac Neill ind paa spørsmaalet om mulig forbindelse mellem de irske klostre og ældre hedenske druidesamfund. Det er, som bekjendt, A. Bertrand som i sit interessante verk »La religion des Gaulois« har søkt at paavise at naar Irland og siden Skotland blir fyldt med store klostre, som var mittpunkter for aandelig og videnskapelig liv, paa en tid da det ikke fandtes klostre i Britannien og Gallien, da var grunden at de efterfulgte hedenske druidesamfund som blev omdannet til kristne munkesamfund. Alt det vi vet om druiderne fra oldtiden synes at vise at de var paavirket av græsk filosofi og selv drev videnskapelige studier, samtidig med at de paa halvt barbariske folks vis gav sig av med magi og troldomskunster.[14] Bertrand fremdrar dog ikke mange beviser for sin hypotese. Men den har likevel adskillig for sig. Jeg kan nævne et eksempel fra de irske nonnesamfund som synes at vise sammenhæng mellem kristendom og hedenskap. Nonnevæsenet i Irland skal være organisert av den hellige Brigit eller Brigida som skal være død omkr. 523. Men i legenden om hende er der en mængde overnaturlige drag. De er enten overført paa hende fra den hedenske gudinde av samme navn, »Brigit the female sage, or woman of wisdom, i. e. Brigit the goddess whom poets adored« som det heter i Cormacs »Glossar« (fra 800-tallet)[15], eller ogsaa er gudinden Brigit i kristen tid gjort om til en kvindelig helgen. Hun blev, fortæller legenden, opfostret i klosteret i Kildare, og dér underholdt nonnerne til minde om hende en evig ild, den saakaldte St. Brigidaild; denne skik som blev misbrukt til megen overtro blev først avskaffet i 1220[16]. Jeg skulde tro at Brigidailden er en gammel hedensk skik og at den mulig fra først av hørte hjemme i et hedensk præstindesamfund som siden blev omdannet til et nonnesamfund.[17] Kristendommen blev i Irland ikke indført ved magtbud, og hedenskapet blev aldrig forfulgt. Derfor vedblev ogsaa hedenskap og kristendom i Irland længere end de fleste andre steder at leve fredelig ved siden av hverandre. Kuno Meyer har trykt »An Old Irish Prayer for Long Life« som mulig er fra 700-tallet.[18] Ved siden av Kristus og den Hellig Aand paakalder det »de syv døtre av havet« (secht n-ingen trethan) som i irsk gudetro spiller en liknende rolle som nornerne i den norrøne, og andre hedenske guddomme. Slaget ved Clontarf i 1014 er skildret i et gammelt skrift som efter de flestes mening er fra 1000-tallet[19]. Dér fortælles det bl. a. (kap. 98) at til Murchad, Brians søn, kommer like forut for kampen høvdingen Dunlang O hArtugan. Murchad spør hvor han har været saa længe. Dunlang svarer at han har været i ungdomslandet hvor det er »liv uten død, uten kulde, uten tørst, uten sult, uten alderdom«. I selve skildringen av kampen (k. 99) heter det at krigsgudinden i en skikkelse av en ravn (Badb)[20], mørk og skræmmelig svæver over kjæmperne omgit av hele hæren av dæmoner i luften og paa jorden og flokken av underjordiske. Brian selv fortæller (k. 113) at natten forut for striden blev han gjæstet av Aibhell fra Craig Liath, hans æts bannshee eller fylgje, som varslet hans død, I Irland hændte ogsaa det underlige at paa 800-tallet forlot mange irer kristendommen, sluttet sig til vikingerne og antok deres tro. Det var de saakaldte Gall-Gaedhil eller »viking-irer« som de irske aarbøker fortæller saa meget om. Jeg kan ikke skjønne andet end at disse »viking-irer« især maa ha tilhørt de laveste lag av samfundet der hedenskapet hadde sterke røtter. Paa den vis forklares det ogsaa at det er spor til at nordmændene i Irland har kjendt til irsk hedenskap. Utenfor det sydvestlige hjørne av Irland i grevskapet Kerry ligger øen Dursey. Foran den er det tre smaa øer som nu blir kaldt Bull, Cow og Calf, like ens som vi utenfor vor hovedstad har Malmøen og Malmøkalven. Dursey er engelsk omændring av et ældre Þórsey. Det kan synes underlig at denne øen bar faat navn efter guden Tor. Men Tor var den gud som nordmændene i Irland fortrinsvis dyrket. Paa alteret i gudehovet i Dublin laa en ring som var viet til Tor, utenfor Dublin laa »Tors skog« og indbyggerne i Dublin blir i et irsk kvad fra 900-tallet kaldt »Tors folk« (Muinter Tomair)[21]. Nordmændene i Dublin utledet med andre ord sin æt fra Tor. Men dette forklarer hvorfor øen i Kerry der vi har mange nordiske minder, er blit til Torsø. Den kaldes nemlig paa irsk Teach Duinn »Donns hus«. Donn er ifølge Kuno Meyer en gammel dødsgud. Til hans hus kom de døde, men han blev ogsaa anset for stamfar til folket (»den Ahnherrn des Volkes und den Beherrscher des Totenreiches«) og svarer til den galliske Dis pater som efter Cæsar (De bello Gallico) forenet begge roller. Kuno Meyer har paavist at Donn var vel kjendt av de irske skalder paa 800-tallet; navnet Teach Duinn brukes den dag idag av den irsk-talende befolkning.[22] Jeg kan ikke skjønne andet end at vore forfædre i Irland paa 800- eller 900–tallet maa ha hørt om guden Donn og sammenlignet ham med Tor og at de av den grund har oversat »Donns hus« med »Tors ø«.

Meget interessant særlig for norske læsere er kap. VII »The Irish kingdom in Scotland« hvor forfatteren paaviser at gælisk ialfald ved offentlige leiligheter blev brukt ved det skotske kongehof under Alexander VI (1249–85) og at Suderøerne holdt sig som underkongedømme helt til aar 1499, da Evin Mac Domhnell, »konge og de fremmedes øer«, som den irske krønike kalder ham, den sisste av Sumarlides æt, blev fanget av Jakob IV og hængt sammen med sin søn og sønnesøn. I de følgende kapitler »Ireland’s golden age«, »The Struggle with the Norsemen«, »Medieval Irish Institutions«, »The Norman Conquest« og »The Irish Rally« skildrer forfatteren Irlands skiftende skjæbne i de gyldne aarhundreder fra Patrick og til omkr. aar 800, vikingefærderne til Irland, den anglo-normanniske erobring i anden halvdel av 1100-tallet og Irlands historie i de sisste aarhundreder av middelalderen. Ogsaa disse avsnit indeholder særdeles meget nyt og interessant. I avsnittet om »Irlands gyldne tid« vil jeg særlig fremhæve skildringen av arvefølgereglerne i de irske kongeriker, der kongedømmet like ens som i Norge var hele ættens odel og alle ætlinger av en konge var valgbare. Naar en konge døde, blev hans efterfølger utropt paa et ting der hele klanen møtte, eller naar det var en overkonge som skulde vælges, overhoderne for de forskjellige klaner. Gairmríg »kongerop« er det tekniske uttryk for hvordan kongen blev valgt eller rettere utropt. – Vi har en interessant skildring av hvordan kongevalget foregik i den ellers romantiske saga om Cellachan av Cashel.[23] Like ens som i Norge saaledes var ogsaa, som Mac Neill fremhæver, tronfølgeloven en ulykke for Irland og førte til stadige stridigheter mellem de forskjellige prætendenter. Norske læsere vil med særlig interesse læse kapitlet om »Striden med Nordmændene«. Forfatteren vet at skjelne mellem nordmænd og dansker og fremhæver rigtig den rolle som nordmændene har spillet i Irland, at vikingerikerne og -nybygderne dér i hovedsaken er norske. Jeg tror ogsaa han har ret naar han (s. 265) sier at nordmændene i Irland alt paa 900-tallet begyndte at bli kristne og at »the Norse settlements in Ireland became part of the Irish body politic«. Han fremhæver ogsaa med rette (s. 273) at efter slaget ved Clontarf (1014) blev nybygderne i Dublin, Oxford, Wexford, Water og Limerick (han kunde ogsaa ha tilføiet Cork[24]) »a domestic factor in the life of Ireland«, »Intermarriage with the Irish was quite common. We find Norse names in Irish families and Irish names in Norse families, and a considerable number of Norse words became at home in the Irish language. A new element, the commercial life of towns, was introduced by these colonies.« Det er sjelden hos utenlandske historikere at finde en saa rigtig og klar skildring av vikingefærderne. Det eneste jeg savner er nogen ord om deres historiske betydning for Irland. Irerne seiret ved Clontarf. Men kong Brian, deres fører, faldt. Han hadde søkt at gjøre Irland sterkt og samlet.[25] Nu begyndte søndringen og ufreden paany. Vikingetogene til Irland ophørte efter denne tid. Men irerne var ikke sterke nok til at ta Dublin, og de norrøne riker vedblev at bestaa og blev den bro som kom til binde Irland og England sammen. Like ens som i Wales og Strathclyde var det de norrøne vikingenybygder i Irland som banet vei for den anglonormanniske erobring. Efter slaget ved Clontarf ophørte asatroen at være statsreligion i Dublin og austmændene vedkjendte sig offentlig til kristendommen. Men de sluttet sig ikke til den irske kirke og anerkjendte ikke som det øvrige Irland abbedbiskopen i Armagh som sit geistlige overhode, men derimot erkebiskopen i Canterbury. Det hænger mulig sammen med at de en tid hyldet Knut den mægtige som sin overherre. Da jarl Strongbow i 1169 kom til Irland og begyndte erobringen av øen, rettet han sit første angrep paa Waterford og derefter paa Dublin. Ogsaa siden gjorde austmændene den kraftigste motstand mot engelskmændene. Den flaate Cork hadde utrustet, blev slaat i 1173 og Limerick faldt først i 1175. Men efterat austmændene hadde bøiet sig for den engelske konge, fik de beholde sine gamle rettigheter og som før leve under sine egne love og blev i motsætning til irerne regnet for fuldfrie og behandlet som likemænd av englænderne. De blev derfor snart den besste støtte for det engelske vælde i Irland og dette kom, som bekjendt, i middelalderen ikke til at strække sig stort utenfor de gamle norrøne byer og nybygder fra Drogheda av og sydover langs øst- og sydkysten av Irland. Skildringen av de irske institutioner i middelalderen former sig, som forfatteren selv (s. 354) indrømmer, delvis som en apologi. Han søker og med adskillig ret, synes det mig, at vise at det ikke var saa stor forskjel, som engelske forfattere mener det var, mellem Irland og det øvrige Vesteuropa i middelalderen. Forholdene maa ha været omtrent som i Norge i middelalderen. Tinget var like ens som hos os mittpunktet i stammens liv. Ved de store ting maa det ha gaat livlig for sig omtrent som paa Altinget paa Island. Forfatteren polemiserer ogsaa (s. 318 ff.), og vistnok med god grund, mot de forfattere som mener at Irland stod tilbake i retsutvikling og at samfundet ikke hadde nogen midler til at eksekvere sine domme. Det vanlige synes at ha været at kongerne og stammehøvdingerne dømte. Sandsynligvis kunde ogsaa tinget og forsamlingen (gl. com-dál egt. »sammenkomst«) like ens som hos de gamle gallere dømme. Misopfatningen har sin grund i at kongerne ved sin side hadde lovkyndige mænd, de saak. brehons[26]. De var raadgivere for de stridende parter, men kunde ogsaa selv dømme. I saa tilfælde var det naturligvis frivillig om folk vilde underkaste sig deres dom; men deres domstoler var likevel en fast institution. At disse brehons ikke kan ha været daarlige dommere, ser vi av Cormacs Glossar (p. 76) som forklarer ordet fasach paa følgende maate: »The brehon produces a precedent for every case in which he adjudicates i. e. a case similar to another; and he afterwards repeats the sentence which wise brehons had passed upon it.« Mac Neill sammeligner det med utviklingen av den romerske lov.

De fleste forfattere fremstiller det som om klanvæsenet – »the tribal system« kalder enkelte det – i gamle dager raadet i Irland. Dette mener Mac Neill er urigtig. Han har visselig ret i at det i mange skildringer av det irske samfund er uhyrligheter og overdrivelser og at klanerne eller stammerne i virkeligheten var sammensat av høist forskjellige elementer, efterkommere av urindvaanere og av goideler blandet mellem hverandre. Likevel kan jeg ikke skjønne andet end at forfatteren her overdriver sin apologi. Vi har visselig spor til klanvæsen baade i Norge og hos de andre germanske folk. Men hos dem blev det tidligere overvundet. I Irland vandt det derimot øket styrke efterat irerne omkr. 500–600 e. Kr. var smeltet sammen til ett folk. Da trodde, saavidt jeg kun skjønne, alle medlemmerne av stammen at de var bundet sammen ved blodets baand og stammet fra en fælles stamfar. Det viser selve ordet »klan« (gl.irsk cland) som betyr »samlingen av efterkommere« (»Nachkommenschaft« oversætter Windisch det[27]). De fleste stammenavn er jo ogsaa sammensat av Ui (flertal av ua »sønnesøn, efterkommer«) og et mandsnavn. Saaledes betyr Ui Maine »efterkommerne av Maine«. Forfatteren har visselig ret i at denne stammes blod var meget blandet. Men navnet viser likevel at dens medlemmer i tidens løp var kommet til at se paa hverandre som blodsfrænder. Selv austmændene og mange anglonormanniske adelsætter gik jo op i det irske klansystem. Men det viser netop dets styrke. Jeg kan ikke skjønne andet end at klanvæsenet var en av hovedgrundene til Irlands vanmagt baade like overfor vikingerne og overfor engelskmændene. Selv mener forfatteren at ulykkerne kom av at det var stormændene som styret i Irland og de var mere ættestolte end i noget andet land i Europa. Til slutning maa jeg nævne det sisste kapitel som fortæller om hvordan irerne litt efter litt kom til kræfter igjen og ved at indkalde leietropper fra Hebriderne og Skotland organiserte sin motstand saa englænderne først i slutningen av Elisabeths dager begyndte den virkelige erobring av Irland.

Jeg er i det foregaaende kommet altfor langt utenfor rammen av en egentlig anmeldelse. Mac Neills bok vækker tanker og ægger ofte til motsigelse. Men den lar os mere end noget tidligere verk se utviklingsgangen i irsk historie og skjønne Irlands skiftende skjæbne ned gjennem tiderne.

Alexander Bugge.


Denne teksten er offentlig eiendom fordi forfatteren døde for over 70 år siden.
  1. ↑ On the Fomorians and the Norsemen by Duald Mac Firbis, ed. by Alexander Bugge, p. 11.
  2. ↑ Se især Rudolf Much, Deutsche Stammeskunde (Sammlung Göchen), 41–61.
  3. ↑ Nogen tyske forskere har dog sluttet sig til samme opfatning.
  4. ↑ De bello Gallico V c. 12.
  5. ↑ Jfr. det utmerkede arbeide av J. Déchelette, Manuel d’archéologie celtique et gallo-romaine II, 95.
  6. ↑ Irland, redigeret av Kai Friis-Møller, 101 f.
  7. ↑ H. Zimmer, Über alte Handelsverbindungen Westgalliens mit Irland, 3. A. (Abh. der k. preuss. Ak. der Wissenschaften 1909), S. 553 Anm.
  8. ↑ Cormac’s Glossary, transl. and annotated by John O’Donovan, ed. by Whitley Stokes (Calcutta 1868), p. 47.
  9. ↑ Caius Julius Cæsar, Gallerkrigen, overs. af Joh. B. Koch (udg. af Selskabet for historiske Kildeskrifters Oversættelse), 164 (l. V c. 14).
  10. ↑ The Political History of England, vol. I (to 1066), by Thomas Hodgkin, p. 20.
  11. ↑ De sisste bøker av Dio Cassius’s Historie er bare bevaret i utdrag hos Johannes Xifilinos, bl. a. trykt i »Extraits des auteurs concernants la geopraphie et l’histoire des Gaules«, par Edm. Cougny, t. V (Société de l’histoire de France t. 225), p. 40 f.
  12. ↑ Sammesteds, s. 46 f.
  13. ↑ Kuno Meyer, Fianaigecht, Being a Collection of Hithertoo Inedited Irish Poems and Tales Relating to Finn and His Fiana, With an English Translation (Royal Irish Academy, Todd Lecture Series, vol. XVI), p. XII. Kuno Meyer mener ogsaa at Zimmer har ret i sin mening at polyandri i oldtiden raadet paa de britiske øer, An Ctūnōg, Ein altirisches Gedicht an eine Syneisakte (Sitzungsberichte der königl. preuss. Akademie der Wissenschaften 1918, XIX), S. 370.
  14. ↑ Jfr. Dobtin, Manuel de l’antiquité celtique, 268–295.
  15. ↑ The Glossary of Cormac, p. 23.
  16. ↑ Se artikelen Brigida i »Realencyklopädie für protestantische Theologie und Kirche« III, 406.
  17. ↑ At irerne ogsaa hadde præstinder, vet vi fra flere kilder.
  18. ↑ A Miscellany, Presented to J. M. Mackay, L. L. D. 1911. S. 226–232.
  19. ↑ Cogadh Gaedhel re Gallaibh. The War of the Gaedhil with the Gaill, ed. by J. H. Todd. (Rerum Britannicarum medii aevi scriptores) London 1867.
  20. ↑ Badb betyr baade ravn og navn paa krigsgudinden.
  21. ↑ C. Marstrander, Thór en Irlande, Revue Celtique vol. XXXVI p. 246.
  22. ↑ Kuno Meyer, Der irische Totengott und die Toteninsel, Sitzungsberichte der kön. preuss. Ak. der Wissenschaften 1919, XXXIII.
  23. ↑ The Victorious Career of Cellachan of Cashel, kap. 7.
  24. ↑ Cork utgjorde en forbundsfristat omtrent som Femborgene i England.
  25. ↑ Forfatteren gir en ypperlig skildring av Brian Borumhas virke.
  26. ↑ De minder om lagmændene i Norge før Sverres tid.
  27. ↑ Ordbok til »Altirische Texte«, S. 425.
Hentet fra «https://no.wikisource.org/w/index.php?title=Eoin_MacNeill,_Phases_of_Irish_History&oldid=226978»