Engifte og mangegifte/5

Fra Wikikilden
Hopp til navigering Hopp til søk

Før jeg haster mod slutten, må jeg sige et par ord om skilsmisse, fordi den af mange holdes for at være lovens bifald til mangegifte og derfor i sig selv utilladelig.

Nu mener jeg naturligvis, at alene det er ægteskab i éngifte, som ærlig tros indgåt for livet; men deraf følger ikke, at det holdes, hvor fejltagende det end kan være.

Siden jeg for mange år tilbage tog på med denne sag, har jeg havt æren af fleres fortrolighed, og jeg er efterhånden blit sikker på, at mesteparten af ulykkelige ægteskaber skyldes det, som er indøvet før ægteskabet. Mangegiftet i ungdomstiden drar sine følger indover ægteskabet i éngifte, enten i skikkelse af utroskab eller som upålidelighed, ustadighed, sindskulde, træthed, utålelig nervøsitet og sygelig mistro til mennesker, — for ikke at nævne det værste: den store kjønssygdom og alle dens afsygdomme.

Men siden jeg er blit sikker på det og ser, hvor vanvittig ansvarsløst ægteskab endnu indgås, står let adgang til skilsmisse for mig som uomgjængelig fornøden. Sålænge vi tåler ungdommens mangegifte, må vi finde os i hyppige skilsmisser. Vi må ikke længer være så hjerteløse at sige til en hustru, som klager over, at samlivet gjør hende værre dag for dag: „du har jo barnene at holde dig til; de er din frelse“. For kunde hun søge „frelse“ i dem, da følte hun sig naturligvis ikke værre dag for dag. Heller ikke barnene skal ha en mor, som mistviler. Og den mandfolkeagtige vane, vi har, at se på en skilt hustru som på noget mindre end en gift, må vi lægge af. Har en kvinde gåt ud af ægteskabet for at bærge sin selvagtelse, fortjener hun vor agtelse fremfor mangen gift hustru, og det må vi vise hende.

Jeg slutter med noget, som jeg kalder flerkoneriets idealer over vort liv; vi har hidtil ikke lagt nok mærke til dem. Vi var inde på dette, da vi talte om den behagesyge forfængelighed, som opales, når en holder sig selv på udstilling den grundlæggende alder igjennem. Skal forfængeligheden ha overtaget netop i den tid, da vore idealer dannes, så ved vi, hvordan de blir. Men kommer en stærkt opøvet nydelse til og udelukkes troskaben, mens erobringssygen, tirret indtil grusomhed, får være rådgivende, — ja så blir vore idealer fiender af dem, vi ærer i et sædeligt hjem. Det blir forfængelighedens, nydelsens, menneskejagtens idealer over vort liv; fra fyrstehusene og nedover vil de brede sig mageligt smittende, — side om side med det uskadeligste præstepræk imod dem.

Så langt ifra at kvinderne i almindelighed samler sig til modstand, at selv de ærbareste ofte troskyldig tjener dem uden at vide, hvad de gjør.

Jeg går ikke efter de hundre måder, som dette sker på; jeg nøjer mig med at brænde ind i hukommelsen noget enkelt. På en pariserudstilling så jeg don Juan, flerkonemændenes ideal, fremstillet af en stor mester, i det øjeblik, donna Annas far, kommandanten, er vendt tilbage fra dødens rige for at føre don Juan til helvede. Båden, som skal bære over dødens vande til det ukjendte, støder netop fra; ved roret står kommandanten kjæmpehøj, foran ham don Juan med korslagte arme og trives ikke. Han er en mandig, kraftfuld skikkelse i hin tids spanske dragt, navnlig har han under en stærk pande et par øjne af slig dragning, at når vi kom fra de andre sale og gik forbi den åbne dør til denne og så det svære maleri midt imod, kunde disse øjne ta os indover én gang til. De havde den ormemagt, som gjorde kvinderne øre. Ved hans fødder lå donna Anna og lige ved hende også donna Elvira, hun, som altid forfulgte ham. De klagede hændervridende over, at de måtte slippe ham, — de vilde følge, om det så gik til helvede. På stranden stod de „1003“, han alene i Spanien havde „erobret“. Også disse med udstrakte arme, bedende, skrigende, grædende eller stumme af fortvilelse over at se ham for siste gang. Her har vi alle vellystens typer, den blonde, den brune, den fede, den magre, den unge ligesom inde i et stort hår, den gamle hylende mod månen; somme kastede sig i havet for at svømme med — til helvede.

Alle disse kvinder var nøgne og malte med sikkert kjendskab til naturen; men skjønt de var det, — ingen af dem var så tynde om livet som vore unge damer, når de er klædte. Dette var det, jeg vilde ha brændt ind. Hvorfor bærer de sig sådan ad, altså mod naturen, og ligefuldt med sine ærbare mødres samtykke?

Fordi de tror, at derved lokker de på noget i mændenes smag, som vistnok ikke er det beste i den, men det almindeligste, — skjønhedsidealer, som flerkoneriet har alet. Vore læger er utvilsomt ikke endnu vore etiske rådgivere i det mon, som de burde være; men i dette stykke har de gjort ret for sig; her har de advaret. Desuagtet — vore unge piger snører sig med dødsforagt, og mødrene samtykker! Gå nu ud fra dette ene lille drag og se rundt i livet, om der ikke er fuldt af lignende. Vi ser ikke, hvad arv vi sidder i.

Sluttelig et ord til de unge mænd, som kanske nu hører mig. På den lille norske krigsskole stod engang et etisk talent af øverste rang; det var den senere biskop Jørgen Moe. Han skinnede sig således ind i ungdommens tro ved sin tale, sit foredøme, at flere af hans elever sluttede et forbund indbyrdes bl. a. også om at komme kyske ind i ægteskabet. Tilfældet har gjort mig vidende om, at bare ved at høre dette forbund omtale er flere lignende blit stiftet, nogen af bare to sammen, så ivrige var de. Vi skal tro på ungdommen! Den higer efter at vie sine kræfter til det ædleste; men så må det også for alvor sættes op for dem. Om der var talt til os ældre, da vi var unge, som jeg nu har prøvd at gjøre det her, jeg tænker, vi havde båret os anderledes ad, og at meget for os i dette land også nu var anderledes. Skal vi få det derhen, så må her tales ud.

En ædel veninde i Stockholm meddelte mig følgende: Dengang det blev kjendt, hvad for udsvævelser nogle ynglinge i de højere skolers øverste klasser i denne by hengav sig til, havde hun en vakker gut iblant dem. I stor skræk tog hun ham for sig og bad ham sige ærligt, om han havde været med. Nej. — Hvorfor ikke? — Fordi mama havde talt med ham om sådant. — Det kan hænde, hun blev glad! Jeg ber flere mødre gjøre sig selv denne glæde.

Jeg ber unge kvinder om at være sikre på den mands sædelige alvor, som de vier sig til; så ansvarsløst som hidtil må det ikke længer kunne gå. Flerkoneriets følger i ægteskabet må bli færre end de hidtil har været; det står i kvindens magt at sørge for det. Det står også i hendes magt at holde flerkoneriets idealer borte fra hjemmene og at møde dem i barnenes sind.