En uforskyldt Gave til Trondhjems Domkirke

Fra Wikikilden
Hopp til navigering Hopp til søk

Der lever i Trondhjem et Sagn om, at en af Domkirkens Klokker oprindelig skal være en Gave fra et Assuranceselskab i Amsterdam. Det vilde herigjennem, heder det, udtrykke sin Erkjendtlighed for, at ogsaa Udlændinger kunde finde Ret for de norske Domstole ligeoverfor Landets Børn, hvor høi og agtet Stilling de end maatte indtage i Samfundet.

Man har gjerne villet drage Rigtigheden af dette Sagn i Tvivl, saa meget mere, som man ogsaa i andre Lande har lignende Beretninger, knyttede til forskjellige Kirker. Det har tillige været fremholdt som et Bevis for Sagnets Usandsynlighed, at Schøning, der jo paa det nærmeste var samtidig med den Begivenhed, hvorom Klokken skulde minde, i sin Beskrivelse af Domkirken vistnok nævner denne, uden at han dog med en Stavelse berører, hvorfra den er kommen, og hvorfor den er kommen til Domkirken. Men – Sagnet medfører alligevel fuld Sandhed og stadfæstes til Punkt og Prikke af en stor Række Dokumenter, som opbevares i Rigsarchivet.

Den 19de Juni 1721 forliste Skibet «De groene Bosch» af Trondhjem udenfor Bremanger i Bergens Stift. Det førtes af den rige Skipper Guding og havde, efter hvad der fortaltes, en kostbar Ladning inde, bestaaende af Kobber, Fisk, Tran, Tjære m. m. Afskiberne var fem af Trondhjems mere betydelige Handelsmænd, der havde assureret Lasten for 93,513 Gylden hos det amsterdamske Assurance-Kompagni.

Da de trondhjemske Handelsmænd udpaa Sommeren forlangte af Assurance-Selskabet at faa Forsikrings-Summen udbetalt, begyndte Hollænderne at gjøre Vanskeligheder. De paastod, at Kvantiteten af den Ladning, som Skibet ifølge Konnossementerne skulde indeholde, oversteg «De groene Bosch’s» Lastedrægtighed. Der var opstaaet Mistanke om, at Skibet var boret i Sænk, ja Rygtet udpegede endog Styrmand Johan Juel, en Søn af Thomas v. Westens Ven, Provst Jens Juel til Thingvold, som Forøver af denne Udaad. Snart kom det og op, at Handelsmændene i Ledtog med Skipper og Styrmand havde udstedt Konnossementer paa Varer, som slet ikke var indskibede, ja der paastodes endog, at hele Ladningen overhovedet ikke bestod i andet end Sand og Sten. Den hele Havari-Historie var fra først og sidst et Snyderi, saa dristigt og storartet, at man skulde have troet, at det ikke var Nordmænd, men Hollændere, som havde sat det i Verk

Assurandørerne indgik da med Klage til den dansk-norske Regjering og fik udvirket af denne, at der blev nedsat en Kommission, bestaaende af Amtmand Ove Schjelderup, Borgermester Rasmus Lindegaard og Raadmændene Ulrik Fredrik From og Paul Dons. Ved deres Dom af 18de Mai 1724 blev Assurandørerne frifundne for enhver Erstatning til de bedragerske Handelsmænd, hvorimod disse saavelsom Skipper Guding og Styrmand Juel skulde drages til Ansvar efter Loven for sit Bedrageri.

Det var paa den Tid, Assurancesvigen opdagedes og flere af de Skyldige toges i Arrest, at den bekjendte Amtmand Povel Juels Høiforræderi opdagedes. Da nu flere af de Handelsmænd, som var interesserede i «de groene Bosch’s» Havari, netop var dennes nærmeste Frænder, satte man deres Fængsling i Forbindelse med hans Landraadesag, som havde vakt den pinligste Opsigt i de forenede Riger. Denne Slutning kunde være rimelig nok; men det tør dog antages, at Povel Juels Broder, Handelsmand Joachim Juel og hans Brodersøn, Styrmand Johan Juel, der arresteredes for sin svigagtige Færd mod Hollænderne, var lige saa uskyldige i hans Stemplinger, som Lagmand Abraham Dreyer og Præsident Collin, der paa samme Tid arresteredes som Medvidere i Povel Juels Planer, havde havt noget med «de groene Bosch» at skaffe. Hvad Udgangen paa denne merkelige Kriminalsag har været, og hvilken Dom de skyldige har faaet, har jeg ikke været istand til at finde; men deres Straf har efter alt at dømme ikke været naadig.

Hollænderne nøiede sig ikke med at have faaet Ret over de trondhjemske Handelsmænd og deres Hjælpere. De vilde og drage Omsorg for, at Mindet om deres Assurancesvig skulde forplantes til de sildigste Slægter. De lod derfor flaa en Medaille, hvoraf et Exemplar er kommen i det trondhjemske Myntkabinets Besiddelse. Den bærer paa Aversen Billedet af et synkende Skib med Overskriften: «Diet schelmstuk haat beschout dees plaat»[1] og paa Reversen staar præget: Ter outdekking van’t schelmstuk van’t gesonkene schip’t groene Bosch, schipper Christoffel Guding van Drontheim ·in’t jaar 1721»[2].

Heri kan man ikke fortænke Hollænderne. Men de gik endnu videre. De tilbød Trondhjems By en Kirkeklokke, som skulde ophænges i Domkirken. Saa ofte dens Klang bølgede ud over Byen og kaldte Borgerne til Guds Hus, skulde disse mindes den Uret, som dens Medborgere og Slægtninger havde øvet mod det hollandske Selskab, og vogte sig selv for at gjøre sig skyldige i Sligt. Dette skulde dog synes at være vel meget af det gode; men Trondhjems Borgere antog Tilbudet, og i 1727 ankom Klokken og blev ophængt i Kirkens Taarn. Den veiede ikke mindre end 1633 Pund og var forsynet med følgende Inskription, som her skal gjengives efter den Lützowske Haandskriftsamling paa det Store Kongelige Bibliothek:

Jan Albrecht de Grave me fecit Amstelodami 1727.

Beati qui in templo tuo couversantur.
De klok tot Drontheim sprecht:
Men schonkt mej aen dæs kerk voor’t Recht
Med Roem en Bi1lighed bes1echt,
Tot skrik vor hem die t’heeft geschonden,
Door Eegenbaad en snoode fonden.
Ick warschow elk door myn geboum
Maak nooit de Recht door Geldzugt krom
Af min geluid zal’t openbaaren.

Vragt jemand wie zie zien of waaren
Door Wien dees Gunst-gift is gedaen
Hem Naamen staut hier under an.

Floris Bontekoning. Christopher Hendrich Freher.
Jan Laan. George Bruin. Nicolaas Blaaupot.
Jan Verein. Laasbein & Nieugaard. I. A. de Grave
en verdere geintresserde.

Fordansket saaledes: Jan Albrecht de Grave gjorde mig

Amsterdam 1727.

<poem> Salige ere de som komme i dit Tempel.

Til denne Kirke jeg for Retten blev soræret:
Med Ros og Billighed i Slægtskab haver været
Til Skrækkelse for ham som samme skjændet har.
Enhver jeg varer ad, naar jeg mig lader høre
At de og Retten krom af Gjerrighed maa gjøre,
Thi ellers skal min Lyd det gjøre aabenbar
Til deres Spot og Skam for Verden blot og klar.
Spørg nogen, hvem der er og hvo det haver været
Den gunstig Gave gav og Kirken den foræret?
Da findes deres Navn herneden undersat
Til deres Lov og Ros for denne Kirkeskat.

Men havde Hollænderne ved denne Gave tænkt at ringe for de gjæve Trønderes Øren fra Slægt til Slægt og raabe ud, hvilken Uret de i Herrens Aar 1721 havde lidt af nogle Slyngler, saa havde de regnet feil. Det var ligesom den gamle ærværdige Domkirke, der havde set saa meget baade godt og ondt af de Slægter, som en for en var stedet til Hvile i dens Ly, og som selv havde levet det norske Folks Liv med, ikke vilde kjendes ved en saadan Gave, selv om dens Byesbørn i Opbrusningens Harme havde været svage nok til at modtage den. Saa længe Mindet om «de groene Bosch»s Forlis og de, som havde gjort sig skyldige i dens Havari, var i Live, lød ogsaa Hollænder-Klokkens hæse og skurrende Malmtoner ud over Byen. Men da Mindet var begyndt at blegne og nogle af Bedragerne, som Klokken havde kaldet ind til Gravens Fred, stod for Herrens Domstol, var dens Hverv endt. 15 Aar var neppe hengaaede, siden Klokkens Ophængning havde fundet Sted, før den brast under Ringningen Hellig Tre-Kongers Dag 1743. Man skyndte sig med at faa den omstøbt i Amsterdam, og nu blev den forsynet med følgende Indskrift:

Me fecit Ciprianus Grave Janoz Amstelodami Anno 1743.

Først stobte man mig nye: Jeg klang i Hollandsch Tone
Jeg skurrede og brast nu sidst Tre Kongers Dag.
Nu har man stobt mig om: Nu skal jeg som en Krone
Blandt Trondhiems Klokker staae og alene med bedre Slag.

Alligevel var det, som der ikke vilde følge nogen Velsignelse med Hollændernes Gave. I Begyndelsen af 1830-Aarene sprak Klokken paany og blev omstøbt paa Byaasen ved Trondhjem. Men – sagde man – Nemesis havde nok fine Fingre med i Spillet; thi Klokken beholdt ligefuldt sin afskyelige skurrende Klang.

C. N. Schwach, Throndhjems Domkirkes Beskrivelse (1838) S. 31 flg. Statholderskabets Archiv f. 1727, i Rigsarchivet. En haandskreven Optegnelsesbog fra Værdalen i Rigsarchivets Manuskriptsamling. I Forbindelse med denne celebre Sag staar den i Prof. Dr. L. Daaes Afhandling om den dansk-norske Resident Nils Griis meddelte Oplysning, at Trondhjems Kjøbmænd ikke mere kunde faa tegne Søassurance i Amsterdam. Her er Assurancesummen for «De groene Bosch» afrundet til 100,000 Gylden (N. Hist. Tidskr. 2 R. VI. S. 45)

  1. Denne Medaille fremstiller Skjelmsstykket.
  2. Til Minde om Opdagelsen af det Skjelmstykke, som Christofer Guding af Trondhjem begik ved at sænke Skibet «de groene Bosch» i Aaret 1721.