En „Natmandsaffære“ paa Strømsø

Fra Wikikilden
Hopp til navigering Hopp til søk

Vi kan nuomstunder ikke danne os nogen klar Forestilling om de elendige Vilkaar, som Samfundet i Fortiden havde at tilbyde Natmanden eller Rakkeren, som Bøddelens ringere Haandlanger kaldtes.

Hans Bolig var ensomt beliggende paa en isoleret Høide udenfor Byen, ude ved Strandkanten eller paa en Elveøre, og man lagde gjerne Veiene og Gaderne slig, at man slap at berøre hans Enemerker.

Man undgik det blotte Syn af ham, og man vilde have betragtet det Hus og Hjem som høist profaneret, over hvis Terskel Rakkeren upaakaldt var traadt.

I den glade Juletid, da Rakkeren gik rundt for at indkræve den Told, som tilkom ham for udførte Tjenester, maatte han staa udenfor – ofte i den bitreste Kulde – og vente, til der langt om længe blev tilslængt ham et Par Kobberdanker fra et Vindu, eller han blev skydset afsted med et barsk: „Natmanden skal her ingen Told have.“ Havde Stakkaren, fristet over Evne, dristet sig til at banke paa Døren, var dette i Godtfolks Øine en Fornærmelse, som vedkommende Familie altid maatte finde en Udvei til at lade ham undgjælde for.

Og dog var Rakkeren en af Samfundets Hovedhjørnestene i den gamle Tid.

Ham var det, som nedtog de hængte Forbrydere af Galgen, naar Stanken blev altfor ulidelig stram.

Ham var det, som redte de stakkars livstrætte Mennesker, der frivillig havde opgivet Tilværelsen, et sidste Leie udenfor Kirkegaardsmuren.

Ham var det, som besørgede den Renovation, som overhovedet sandt Sted i Byerne. Han skaffede bort de selvdøde Kreaturer, slog ihjel de udlevede Heste, Hunde og Katte og fuskede iøvrigt i enkelte Stykker af Veterinærvidenskaben. I Hundedagene, naar Vandskræk udbrød eller truede med at udbryde blandt Byernes Utal af Hunde, var det Rakkeren og hans langskjæftede Klubbe, som ved et Massemord stansede Epidemien paa dens tidligste Stadium.

Rakkeren var tillige den sidste Instans, den offentlige Mening paakaldte.

I en af vore Byer levede der for et Par Menneskealdre tilbage et Sagn om, hvorledes en Skjønhed ved Natmandens Hjælp fik tilføiet en utro Beiler en uoprettelig Tort, idet hun lod Rakkeren lyse ham en Nat, da han skulde hjem fra et lystigt kammeratsligt Lag. Følgen af denne Mørkets Daad var, at den saaledes vanærede blev udelukket fra det gode Selskab.

En Borger kunde ikke haane en Uven sterkere, end naar han fik Natmanden til at gjøre hans Hest, hans Ko eller hans Gris „uærlig“ ved at lægge sin Haand paa den og binde den. Det stakkars Kreatur mistede da saa rent sit gode Navn og Rygte, at dets Herre ikke kunde vedkjende sig det som „ærligt“, før Byfogden eller allerhelst Stiftamtmanden havde løst det fra Rakkerens Strikke.

Kort sagt, naar man kjender det ubegrænsede Lavmaal af medmenneskelig Agtelse, som var Natmanden forbeholdt, vil man ogsaa kunne danne sig en Forestilling om, hvilket umaadeligt Dyb af Ondskab Kristiania-Patriciatets Demonstration mod Stiftamtmand Levetzau rummede, dengang denne forlod sin Stilling her i Landet.

Naar „en høitstaaende Embedsmand i hine Dage tog bort fra Byen eller Riget, ledsagedes han ved Afreisen fra Kristiania til det første Skifte af Byens fornemste Borgerskab. Det eneste Følge, Levetzau fik, var Byens Rakker, der med sit ildelugtende Kjøretøi var hyret til at følge umiddelbart efter Stiftamtmandens Ekvipage.

– Helt fra de første Enevoldskongers Tid havde der ved Lov og Kongebud været arbeidet paa at faa fjernet den Skillemur, som Aarhundreders Fordomme havde reist mellem Samfundet og de ulykkelige Natmænd, som nægtedes det største og det mindste Bevis paa den Kristenkjærlighed, man ellers talte saa vakkert om. Ingen ærlig Mands Kone vovede at holde et af Rakkerens Børn over Daaben; ingen ærlig Mand vilde følge, end sige bære Rakkeren eller nogen af hans Husstand til Jorden.

Den samme Vranghed gjorde sig forøvrigt gjældende i alle Livets Forhold; men det var dog nærmest alene paa dette Punkt – Rakkerens Stilling i den kristne Menighed –, at Myndighederne kunde gribe ind. Ved Reskript af 12te Marts 1698 fik Magistraterne i de danske Kjøbstæder Tilhold om, at de og deres Hustruer ikke skulde undslaa sig for at være tilstede ved Barnedaab Tog Begravelse i Natmændenes Familier for at foregaa andre med et godt Exempel i saa Henseende. Af Reskriptet synes ogsaa at fremgaa, at Natmændenes Koner paa Grund af Gjordemødrenes Vranghed ofte maatte bøde med Livet, naar de kom i Barnsnød.

Hermed var da Signalet givet til en lang og ihærdig Kamp for Rakkerens Menneskerettigheder, – en Kamp, der saa alvorlig den i sin Kjerne end er, i vore Øine har mere end en komisk Side at opvise. Den kulminerede nok i Trondhjem i 1760–Aarene, da Rakkeren saavidt vides – tilvisse den eneste Gang i vort Lands Historie – opnaaede den Ære at se selve Stiftamtmanden som Fadder for sit Barn[1].

– Natmandsstridigheder har man forøvrigt havt i nogen hver af de norske Byer. Hvad jeg her vil meddele, er et Aktstykke, der giver os et Indblik i, hvorledes de bliver indledede.

Det er paa Strømsø, denne Forpostfegtning finder Sted. Retsprotokollerne fra Strømsø er endnu ikke indkomne til Rigsarchivet, og det tør vel ogsaa være tvivlsomt, om de existerer længere. Sagens Begyndelse faar vi derfor springe over og udelukkende holde os til et Andragende, som blev indgivet til den i Landet nedsatte Regjeringskommission, Slotsloven kaldet, fra nogle Bymænd, som blev dømte til Bøder for at have siddet overhørige mod Kongens Bud og Paalæg om større Velvillie mod Natmanden og hans Familie.

Andragendet viser ved sin hele Form, at det maa hidrøre fra Folk, som ikke har været i Besiddelse af megen boglig Dannelse, og man tør gaa ud fra, at de heller ikke har indtaget nogen mere fremtrædende Stilling i Samfundet. Ortografien og Interpunktionen er her ikke beholdt. Især er den sidste overflødig til Overmaal, da der findes 2–5 Punktumer mellem hvert Ord, sandsynligvis for at give dem behørigt Eftertryk. Med Udeladelse af den usædvanlig lange Tiltale og Overskrift til Slotsloven flyder Andragendet saaledes:

„Er vores ydmygelige Begjæring til Deres Velbaarenhed, eftersom Byfogden her paa Strømsø haver ladet bedet vore Kvinder til at bære Skorstensfeierens Barn til Daaben; men de haver undskyldt sig, efterdi han haver nedtaget en Kvinde, som haver hængt sig udi Baare [ɔ: Vaale] Sogn selv op, og han haver taget hende ned igjen og haver lagt hende paa en anden Sted, og han gilder Hunde og gjør det, som hører til Rakkerbestillingen. Vi blev stevnet af Byfogden og er falden Dom over os og vil, at vi skal bøde, som ikke her paa Strømsø eller nogen anden Sted er passeret, og vi, som udi disse svare Krigstider haver skattet efter paabudne Skatter af fattige Leiligheder, og skal vi nu bøde for Skorstensfeieren, som er en Rakker, det falder os altfor tungt. Er derfore vores ydmygelig Begjæring til Deres Velbaarenhed, at De dog vilde være os behjælpelig, at vi dog for saadanne Ubilligheder maatte blive fri. Vi forventer en naadig Resolution og gunstig Svar af de velbaarne Herrer med første Post, at vi dog for saadanne Ubilligheder maatte blive fri; thi Dommen er os forkyndt paa Bøder; men vi fattige Folk stolede paa de høibydende Herrers Naade og Hjælp herudi. Er derfor Eders høitbydende og naadige Svar forventendes med første. Forbliver etc.

Strømsø 11te Februar 1720.

Lars Elemersen. John Hendrichsen Behm.
Laurits Jestssen. Anders Pedersen.“

Slotslovens Svar lod ikke vente længe paa sig.

Under 19de Februar 1720 afgav Slotsloven (Vicestatholder Baron Fr. Kragh, H. Blixencrone, H. Stockfleth) paa Andragendet følgende

Resolution:

„Saavel Natmændene som Bødler og Skorstensfeierne maa nødvendig i saadanne Tilfælde efter den baade udi Danmark og Norge brugelige Skik betjenes af godt Folk ved Børnedaab, Brudevielser og Begravelser, hvorimod ingen Undskyldning maa gjøres, særdeles saadanne efter ergangen kongelig allernaadigste Forordning ikke skal bebreides over deres Haandteringer, men holdes som ærlige.“

Slotslovens Archiv f. 1720. Fogtmanns og Wessel Bergs Reskriptsamlinger.

  1. Under 12te Mai 1769 blev der udfærdiget Reskript til Stiftamtmanden i Trondhjem om, at Vægterne og Brandmændene skulde være forpligtede til at bære Natmanden og Medlemmer af hans Husstand til Graven; dog skulde Magistraten først røre ved Kisten og følge den til Jorden.