En synen Klokker
Til Biskop Nils Enevoldsen Randulf i Bergen afsendte Provsten Elias Anderssøn den 26de Juli 1669 følgende Skrivelse fra Skaaneviks Prestegaard:
- „Høiærværdige Hr. Biskop!
Jeg kan ikke forbigaa at gjøre Eders Ærværdighed nogen Underretning om det Syn, som Klokkeren i Fjelberg berettede sig at være forekommen, hvilket jeg ei paatvivler jo og vel udi Bergen er spargeret (ɔ: udspredt). Thi efterat jeg haver forstaaet, hvorledes det er blevet hos gemen Mand et almindeligt Bygderaab og af mange med megen løgnagtig Tillæg (som gemenlig pleier) udføres, da paa det den simple Almue ikke skulde drages fra det aabenbarede Guds Ord, foraarsagedes jeg at kalde hannem for mig, haver derfor hans Beretning skriftlig forfattet, som og hermed sendes. Han haver hverken været drukken eller udi nogen Maade den ringeste Sans berøvet, hverken før eller siden; dog saavidt mig synes, falder hans Beretning mig meget underlig og selsom for. Thi efterdi Gud haver paa denne Maade afladet at tale med Mennesken, synes mig raadeligt at blive ved det Svar, som Abraham gav den rige Mand (Luc. 16 etc.). Udi Almindelighed forstaaes det nok, at enhver finder det vel hos sig selv, at Gud er vred paa os for vore Synder, og Herrens Dag at være for Døren kan baade af Skriften og andre Omstændigheder eragtes; men om Gud det ved saadan Middel vilde aabenbare, dømmer jeg intet om. Gud unde mig og enhver Kristen at være beredt hver Dag til Pønitentse at gjøre og saa forvarte Herrens Time med Glæde! Eders Ærv. med Eders kjæreste Hustru og yndige kj. Børn under Guds høie Beskjærmelse trolig anbefalet“.
Dette Brev ledsagedes af følgende Forklaring, som Provsten havde ladet Klokkeren afgive i beediget Stand:
„Jeg Samuel Christenssøn, Klokker i Fjelbergs Prestegjeld, bekjender for Gud ved min Salighed, at der jeg den 3die Juli i nærværende Aar 1669 ved Middagstider Kl. ungefær 11 om Dagen skulde ro fra en Gaard, kaldes Søndes [ɔ: Sundnes], hjem til mit Hus, som er ungefær en Fjerding Vei, – da, som jeg kom til det Nes, som man tager ind i Fjelbergs Sund, haver En, staaende paa samme Nes, ungefær 5 eller 6 Favne fra Baaden, raabt til mig og sagt: “Holdt, Mand! Ro ikke saa fast.“ Sagde saa strax: “Tror du paa Gud?“ Hvortil jeg svarede med stor Forskrækkelse og Banghed: “Jeg tror paa Gud og min Frelsere Jesum Kristum.“ Siden sagde han til mig: “Drag strax hjem til dit Hus og gjør med Kvinde, Børn og Tyende en alvorlig Bøn til Gud og sjung den Psalme: “Nu bede vi den hellig Aand“, og naar du det haver gjort, skal du strax drage til Sognepresten og der falde paa Knæ og sige hannem, at han alvorlig skal blive ved at straffe Synd og Ondskab; thi Herrens Dag er snart for Døren. Og dersom han ikke vil tro dine Ord, da skal han forsende dig til den, som høiere er, og dersom han det ikke vilde tro, da skal du forskaffes til den, som er over hannem.“ Saa forsvandt han for mig og ligesom opløst imod Luften. Hans Skikkelse var ganske hvid og med hvidt bredt Skjæg. Saa forføiede jeg mig strax til mit Hus med stor Forskrækkelse, Banghed og Graad, bad og sang, ligesom han befalede mig og drog saa strax med min Kvinde til min Sogneprest og forkyndte dette. At jeg dette baade haver seet og hørt, saaledes som det her andraget er, bekjender jeg med min egen Haand, saa sandt hjælpe mig Gud og hans hellige Evangelium Dette haver jeg og for Provsten Hr. Elias i Skaanevik berettet sandfærdigt at være. Af Skaaneviks Prestegaard 26de Juli 1669.
Samuel Christenssøn“.
Biskopen svarede Provsten, at han skulde befale Klokkeren at indfinde sig personlig hos ham i Bergen. Randulf havde nemlig selv Lyst til at forhøre sig om de nærmere Omstændigheder.
Den 16de August næstefter indfandt Klokkeren sig virkelig paa Bispegaarden i Bergen. I Nærværelse af den lærde Sogneprest til Domkirken, Ambrosius Hardenbeck, udspurgte Bispen ham nu om alt, hvad han vilde have seet. Efter at have hørt hans Forklaring formanede han ham til, at han for Fremtiden ikke maatte agte paa saadanne Syner og sligt Spøgeri, men holde sig til det aabenbarede Guds Ord som den ene rette Vei til Salighed. Men skulde det hænde, at Spøgeriet igjen viste sig for ham, saa maatte han ikke “føre det om iblandt Almuen, den menige og enfoldige til Forførelse“, men strax begive sig til sin Sjælesørger og i al Hemmelighed betro ham det.
Til Presten i Fjelberg skrev Biskopen endnu den samme Dag følgende Brev:
“Ærværdige Hr. Peder! Eftersom Eders Klokker har været her i Byen og er bleven af mig examineret om det Syn, som han beretter sig at have seet, befinder jeg dette at være en illusionem diabolicum[1]; thi
1. at han er bleven befalet at gjøre med sin Kvinde, Børn og Tyende en alvorlig Bøn til Gud og sjunge den Psalme: Nu bede vi den hellig Aand – synes selsomt og uden Exempel (hvor gode Aabenbarelser er skeet), at hannem foreskrives Psalmen at sjunge og ikke Bønnen at bede, da ingen af Delene pleier udi gode Aabenbarelser noget at foreskrives, men det haver Gud selv, dennem uformerkt, lagt dem i Munden
2. At hannem befales at drage til Eder og falde i Knæ for Eder og sige Eder, at I skal fare fort med al Alvorlighed at straffe Synd og Ondskab, thi Herrens Dag er snart for Døren – dermed haver Spøgelset søgt at friste og fange Eder udi sine Snarer, idet I først skulde annamme guddommelig Ære og Knæfald, det end Englene aldrig haver villet have af noget Menneske, dernæst at I skulde indbilde Eder noget om Eders Embedes Forrettelser, for det tredie, at I skulde efter dette Syn og Aabenbarelse prædike Herrens Dags Tilkommelse og ikke efter Skriftens Ord, som noksom forklarer os det, at Herrens sidste Tid og Time er nu for Døren.
3. At hannem er befalet at reise til Provsten og mig, dersom hans Ord og Beretning blev ikke anseet hos Eder, – derudi haver Spøgelset søgt at ville sætte en Farve og Anseende paa sin Aabenbarelse og autorisere den for den enfoldige Almue.
4. At Spøgelset aabenbaredes med et hvidt bredt Skjæg er et visse Tegn, at det hverken haver været en god Engel, ei heller Gud selv. Thi angaaende Englene, da saa ofte de udi synlig Skikkelse ere aabenbarede, ere de seet udi en ung Karls Lignelse. Læs herom alle apparitiones angelicas[2] udi den hellige Skrift. Angaaende Guds Syner, da (Dan. 7) aabenbaredes Gud Fader for Daniel som den, der var gammel, men det er langt fra Daniel, at han siger, enten at han havde Mund eller Skjæg. Der aabenbaredes og Guds Søn ligesom Menneskens Søn, men det nævnes ikke af Daniel, enten han havde Skjæg eller ikke, enten han var hvid eller af anden Farve Acta 9 [Apostl. Gjern.] aabenbaredes Christus for Saul og det udi saadant et vigtigt Erende, som noget Erende kunde være, dog meldes der hverken om nogen Gestalt eller om noget Skjæg, saa de gamle Patres[3] derfor ikke urimeligen haver sluttet: Qvotiescunqve angelus barbatus apparuit, diabolus apparuit.[4]
5. At Klokkeren, efter denne Apparition var overstanden, befandt sig siden bange og forskrækket, er og et vist Tegn, at det ikke haver været et godt Syn; thi altid, hvor gode Engle haver aabenbaret sig, haver de efterladt god Trøst, Tillid, Frimodighed og Forsikring udi deres Hjerter, for hvem de ere aabenbarede.
Efter saadan Beskaffenhed er Klokkeren her bleven undervist om det Bedrageri og Forførelse, som ligger skjult under det Syn, hannem er forekommen, saavel og, at bede Gud hjerteligen, aarle og silde, at han vil bevare hannem fra saadant Spøgeri ydermere, paa det han ikke derved skal forledes fra Guds Ords Sandhed, hvilket er et vist og fast Ord, og forledes til løse Syner, Drømme, Aabenbarelser, hvilke ere kraftige Vildfarelser til at tro Løgn, paa det han maatte blive fordømt. I bør derfor have flitteligen Opsigt med ham saavelsom med den hele Menighed, hvilken mere skal hænge sig til saadan Spøgelse end til Ordsens Prædiken, at advare dennem for saadan Bedragelighed og efter den Anledning, Eder her givet er, vise dennem, hvorudaf de skal kjende, at dette haver været et falskt og forførerisk Syn, samt og tilholde dennem, at de intet tror eller agter af alt det, som dennem kan forekomme enten i en eller anden Maade, uden det, som kommer overens med Guds Ord, saa at dersom og en Engel af Himmelen vilde aabenbares for dennem og sige de havde faaet et andet Ord at prædike for dennem, hvorefter de skulde gjøre det og det, saa skulde de agte saadan Aabenbarelse som en forbandet Ting.
Jeg vil hermed slutte, befalendes Eder samtlig Guds og hans Naades Ord og ønskende, at I derudi maa blive bestandige indtil Enden, bevarede formedelst Guds og Vor Herres Jesu Christi Kraft
- Bergens Bispegaard, 16de Aug. 1669.
Eders tro Forbedere N. E. R.“