En norsk Höst/4
Til den moralske Sang, og venlig bryde
Pasionens Zepter med en vældig Haand.
Et Stille som et Gravens Stille, hviler
Paa hele Kredsen, ingen Tones Lyd,
Og mellem brudte Skyer Luna smiler,
Skabt til at kalde frem sorgmodig Fryd,
Gaae frem du Nattens Dronning! lad dit milde
Dit sörgeligen milde Öye see
Bifaldende til Digteren, som vilde
Omstraalet af din blide Glorie,
Opsnappe glad hvert afbrudt Smiil, og male
Den store Scene som du handler i,
Opmerksom lyttende til Nattens Tale,
Halmörkets rörende Philosophie.
Saa tryget som aldrig meer at vaage, sove
(Gud Herren böd det) Sorg og Laster nu.
Den frekke Ondskab selv tör neppe vove
At komme her sin onde Plan ihu;
Den lumske Svig nu drömmer knap om Rænker;
Nu Hodet döer i den Hevnlystnes Bryst;
Selv Harpagon er löst af Mammons Lænker,
Og — store Sövn! — den Usle föler Lyst,
Og vaager endnu En paa eenligt Leye —
— Men hvorfor ikke? fleer end Digteren
Behöve Nattens Viisdom — — Saa han veye
Sin Fremtid mod den Time svunden hen,
Han aabne Hiertet for den vise Anger,
Til Dydens Tempel han indvie det,
Han klage med den höye Brittena Sanger[1]
Og i sig selv studere Mennesket.
En Viis er Natten, fra et höyt Catheder
(Dens Klædebon er dunkle Gienskin af
Det Lys, som Herrens Herlighed udbreder)
Anmelder den med Myndighed sit Krav
Paa Agtsomhed, opbyder sine Hære
(Utallige) af lyse Slutninger
Til Kamp mod Synd og Vantroe, for at lære
Stövbundne Aand at faae sin Frihed kier.
— O giv mig tidt i den Hörasale
Opklarer! dunkle Nat! at lytte til
Din venlige og lærerige Tale!
Rört af dit majestætisk-skiönne Smiil,
En sand moralsk Lavater, at studere
Dit blide Aasyns udtryksfulde Træl,
Og i hver stadige Linie Dyden lære
Og Tillig som udmaner Tvivl og Skræk.
Jeg skuffes ey, — jeg hörer dine Taler
I hine milde Glimt, Dit Raab: kom see
Guds Miskundhed, hans Mesterhaand som maler
Den gyldne Modenhed paa Agrene.