En norsk Höst/2
Men mine ædle Landsmænds blide Klage,
Et lidt-bekiendt, men ubesmittet Navn!
Saa skal jeg glad de förste Toner mindes,
Som tidlig under spæde Fingre klang;
Saa skal mit Navn i Dydens Tempel findes,
Naar ingen længer lytter til min Sang.
Flet mig en Krands, lad blye Lilier sprede
Sin Snee blandt Rosens Glöd, lad Nellikken
Af spraglet Skiönhed stolt, sin Dusk udbrede,
Og Hyacinten understötte den,
Röv Engen, givt den spæde Dalens Pige
Med Klippens stærke Yngling, Glemmigey
Med Vebendslilien, vilder Roser stige
Til Korenblomsten ned, hos traadde Vey!
Saaledes prydet, til de milde Skygger
I Lundens Skiöd, hist under lövfuld Green,
Hvor Fuglen glad sin trygge Rede bygger,
Udklækkende sin Yngel, leed mig hen;
Der vakt til Sang af Lerkens Harmonier,
Der lad mig glad den stemte Cithar slaae!
— Men Krandsen visnet er, og Lerken tier,
Og tom er Reden selv forladt af Smaa. —