En norsk Höst/18
Ja dine, Fred! er Höstens blide Dage,
Flyer du, saa har selv Eeden ingen Höst,
Men kommer du velgiörende tilbage
Saa grönne Örkner; Glædens muntre Röst
Blandt nögne Klipper födes; mörke Heeder
Naturens Stifbörn, klæde sig i Grönt;
Sin Steenhob Uren slenger; hvis du træder
Paa Mosen, saa bli’er selve Fennet[1] skiönt.
Alt lever, trives under dine Vinger;
Du vækker, Flid og gavnlig Kunst opstaae
Af tvungne Sövn; du Glæde med dig bringer
Og du den Roe, de Lærde have mane
Til Grandskninger; og du de rige Floder
Af Overdaad, som under Viisdoms Tvang
Bli’er Staters Vel, de skiönne Kunsters Moders
Og Moder til den varme Digter-Sang.
Du klækker op de vise Folkefædre;
I dine milde Skygget Frederik
(En Qvist, som skal sin skiönne Stamme hædre)
Groer frodig. Kier den unge Fyrste fik
Den skiönne Frihed; lagde Bondens Lænker,
Som dryppede af Trældoms Graad og Sveed,
(En svoren Fiende af hvad som krænker
Den Mindstes Ret) for Christians Födder ned,
Og saae med Lyst, som adlede hans Hierte,
Hvor let de brast i kongelige Haand;
Beslutted saa at tage bort hver Smerte,
Som Landet lider, hvert unödigt Baand.
Alt blomstrer under fadermilde Vælde.
Vær du vor Skytsgud, himmelsendte Fred!
Send evig til det stolte Norges Fielde
Og Danas Sletter dine Straaler ned!
At Sönnesönners Sönner glade nyde
Frugt af vor Flid; og at seent kommende
Aarhundrede forbausede udbryde
I Lovsang ved den Lykke her de see.
Sidst tag min Tak, du Menneskets Veninde,
Du værnede omkring mit Land og mig;
Du lokkede den svage Sanggudinde
Til Höstens Lovsang. Og om strengelig
Kritiken bort fra Rygtets Tempel driver
Beskeden Muse, uafhedelig
Den friske Krands fra glade Isse river;
Dog denne Sang skal ey fortryde mig.
Thi det jeg veed, den skal de Gode röre
— Algodheds Lov mig Harpen gav i Haand —
Og venlig skal min Landsmand den anhöre
Og saae den kier: Thi norske er Sangens Aand.
- ↑ De Steder i en Mose, som ere synderligen blöde og dybe, men dog noget langt andet end Sökke-Dynd.