En norsk Höst/14
Hvor gavmild Hösten! fra dens Horn nedfalder
Den sande Rigdom, Korn, som Sandhed lig,
For alle Slægtens Arter, og hver Alder
Og til at Tid er gavnlig; bryster sig
Med Ret. Thi den almindelige Moder
Den stedste svangre Jord, har aldrig föd
En Sön som denne. Du den yngre Broder,
Der langsom klækkes ud i Klippens Skiöd,
Og revet af dit Svöb med Vold, udbreder
Paa Jorden Vanheld, men Despotens Ret
(Den dumme Slaves ryggeslöses Sæder)
Tilbedet hersker over Mennesket,
Magthaver Guld! mod Kornet du hvor ringe,
Ja ringe mod hver anden Höstens Slægt,
Som kan til Taushed Mandens Hunger tvinge;
Et Æble i Nödtörstens rette Vægt
Er tyngre end det hele Kongsberg. Leder
Du efter Skiönhed — O Monotonie
Er Guldets Glands for Öyet, stedse spreder
De samme matte Straaler — fængslet i
Metallerne, Naturen sielden leeger
Med ellers ödsle Pensel — Vil du see
Dens Mesterstykker, Flora dem frempeger
I overdaadig Pomp, og rystende
Af tunge Greene, de velkomne Gaver,
Pomona viser dem. Hvor blandet er
Den Pragt, Carbunkelen og Guldet haver
Med konstig Haand i Æblets Prydelser.
Löngierrig Digter röret stemte Strænge
Hos Pæretræet der krumrygget staaer,
Nedböyet under sine Börn, de hænge
Indbydende (thi gulnende formaaer
Det visne Löv ey længer at bedække
Guldstribet Frugt) og saare löselig
Den trætte Green dem holder, dem at række
Den förste Læbe som frembyder sig.
Saa være min den förste — hvilket Bæger
Til Randen fuldt af Nektar. Alt mit Savn
Det hæver; mætter, læsker, vederqvæger.
Vandt Evans Bæger sig et större Navn,
Det vandt det ved en tidt beklaget Styrke.
End ræk mig en Pomona! som jeg kan
Elisa bringe. — Trolig vil hun dyrke
Di spæde Slægt, med öm-forstandig Haand
De geile Greene bort fra Stammen skiere,
Og rense Roden fra unyttig Skud,
Den törre Jord at vande flittig være,
Og klage naar en yndlings Qvist döer ud.
Ja kun den Fryd at stifte Gavn og Glæde
Blandt Mennesker, er ædlere end den
I skyldfrie Syssel lykkelig at æde
Den Stammes förste Frugt, som venligen
Din egen Haand först ud fra Kiernens Mörke
Til Lyset lokked frem, saa moderlig
Var steds’ bekymret for at skaffe Styrke.
Den förste Verdens lykkelige Slægter. — —
Naturen uforandret vinker end
Hvert skyldfrit Hierte, ingen Gane negter
Sin Glæde, kun de vilde nyde den;
Ja selv den Dorske som ey finder Glæder,
För han uvarsom snubler over dem,
Hun föyer kielende. De öde Steder,
Som synes kun udseet til Rovdyrs Hiem,
Er fulde Borde. Bradt paa Klippens Sider
Den mörke Hasselbusk har fæsted sig;
Lös sidder madfuld Nöd, og venligt glider
Ud i din Haand beröret löselig.
Ja Örkner dryppe — See den krumme, lave
Ydmyge Enerbusk! hvad Rigdom der!
Med runde Hænder en kierkommen Gave
Den byder frem — et aromatisk Bær.
Mens Öyet fængsles af en Mose-Tue
Som synes overstænket heel med Blod
Af sunde Tyttebær, og Moltens Drue
Bierg-Mosen over raaber: Gud er god!
Ja raab — raab höyt Natur og glade Stemmer
Fra alle Hytter skal bifalde dig!
Naar Hösten Godheds Losang synger, glemmer
En Normand da at hen er lykkelig,
Er ha hans Tak, som mellem Kulde trives,
Og groer som Gran paa Klipper, ikke varm;
Saa blues han! Thi mon et Folk der gives,
Som ligger nærmere Miskundheds Barm?