En norsk Höst/10
Kun glade Syner! raske Hænder reyse
De ranke Koren-Störe, see dem der,
Betyngede med Agrens Bytte kneyse
I lige Rader en Opstillet Hær —
Hvor trygge der de trinde Neeger hænge,
Den mindste Vindgust giennemtrænger der,
Regnströmme ey der faae töve længe,
Der Solens mindste Blik omsonst ey er.
Men Skovens Moder selv, mit Norge, savner
I fleere Egne denne Lette. — See
Hvor vilde Hav og nögne Klippe favner
Den længste og den gröderigste
Blandt Norges Sletter, Jedderen, udskreget
For Hæslighed og farefulde Kyst.
Dog glæd dig i din gode Lod; thi Meget
Tilflöd dig fra Naturens milde Bryst,
Meer end du savner, lykkelige Slette!
Ding lange stedse rige Ager kand
Om Fortrin nok med tynde Skove trætte,
Og Havets Rigdom leeger ved din Strand.
Og veed du Skovens Yndest at undvære
— Thi naar var Trang ey vittig? Naar var Nöd
Ey hældig i sin Underviisnings Lære?
Og hvad er Mennesket saa kiert som Bröd? —