En Soldat fra 1814
En af de mange, der i Begyndelsen af vort Aarhundrede bidrog til at give Bergen sit eiendommelige Præg, er den i Elisabeth Welhavens Skitser „Fra Staden og Stranden“ nævnte Boghandler Arne Eriksen Wichne. Den ærede Forfatterinde vilde maaske have fortalt noget mere om ham, hvis hun havde kjendt til hans i Aarene 1823–25 nedskrevne, meget omstændelige Selvbiografi, der for en væsentlig Del udfyldes af hans Deltagelse i Krigen 1814. Den er maaske den eneste Meddelelse om denne fra en af de udkommanderede Soldaters Haand og tør som saadan have sin Interesse.
Arne Wichne var født 25de Septbr. 1784 paa Gaarden af samme Navn i Haus Prestegjeld, hvor hans Forældre var Strandsiddere i den yderste Fattigdom. Moderen døde, da han var 1½ Aar, og Faderen, da han var 5½ Aar gammel. Da han var 4 Aar gammel, begyndte Faderen at lære ham at læse „paa det første Blad af en A B C“, som han fandt ude paa Marken, og derpaa i en gammel Katekismus, han fik i Forening af en Bonde. Til sit 15de Aar gik han nu paa Lægd og havde kun liden Leilighed til at tilfredsstille sin store „Lyst til Bogen“, hvortil han dog benyttede hvert Minut, han havde fri. Han havde kun Kingos Salmebog og nogle gamle Almanakker at øve sig paa, men brugte dem saa flittig, at han allerede i sit 12te Aar kunde benyttes af Bønderne som Forelæser i de lange Vinteraftener. Da han var 15 Aar gammel, maatte han ud at tjene, og den første, der tog ham i Tjeneste, var en Bonde, hvis Søn han underviste i Læsning. Da dette havde varet i 6 Uger, fandt Bonden, at hans Søn havde lært nok, og han kom nu i Tjeneste hos en Proprietær, der beholdt ham i hele 6 Aar og ved Udløbet af denne Tid betalte ham hans Løn, „som var 4 Daler D. C. for alle 6 Aar“. Efter at have tjent hos forskjellige Bønder kom han derpaa til Bergen med et Par Daler i Lommen. Her fik han den lykkelige Indskydelse at forsøge sig i Handel, gik paa Auktioner, kjøbte gammelt Skrab – især gamle Bøger – og solgte det med en ringe Fordel til Bønderne. Af de gamle Bøger beholdt han en Del selv, og han benyttede dem ikke blot til at tilfredsstille sin Læselyst, men ogsaa til af dem at lære sig at skrive. Hermed begyndte han 1812 i sit 28de Aar, efterat ban 9de Marts 1811 var udskreven til Soldat. At han kun af Bøgerne har lært Skrivekunsten, synes at fremgaa af hans Selvbiografi, der paa 16 tætte Sider er skrevet med gothiske Bogstaver. Før denne havde han efter 1814 skrevet i 3 Explar. en Regnebog „paa 40 Ark, som trykt vilde udgjøre det samme“. Han havde derhos skrevet 100 forskjellige Digte af forskjellige Forfattere og 2 Fortegnelser over sine Bøger. „Foruden dette“, siger han, „har jeg sikkert udskrevet over 500 Ark af andre Ting, saasom i gamle Bøger, der bar været meget beskadiget, samt Regnebøger, Bogfortegnelser, Viser“. Han forsøgte sig som Poet, og 1818 forfattede han „adskillige Sange, som og ere trykte“. Han begyndte 1814 sin Handel med „Bøger, Almue-Viser og Sange“, der lykkedes saa vel, at han 1823 kunde kjøbe et Hus, der havde tilhørt Lyder Sagens Fader, og samme Aar tage Borgerskab som Boghandler.
Om sin Deltagelse i Krigen fortæller han: „1813 kom Marsch-ordre. Her maatte vi altsaa gjøre os reisefærdige. Jeg sendte Bud hjem til min Moster, at de maatte strax komme til Byen for at afhente mit lille Husgeraad og mine Bøger, som de gjorde. Nu nærmede Dagen sig, at vi skulde afsted. Det Mellemnordhordlehnske Compagni, som jeg tilhørte, skulde være tilbage i Bergen, kun 8 à 10 Mand deraf skulde reise. Disse faa Mænd, hvoraf jeg var den ene, bleve da delte 2 til hvert af de andre Compagnier af Bergenhus-Skarpskytter-Bataillonen. Jeg og en Mand til blev da lagt til det Vossiske Compagni under Capitain Møllers Commando. Den 26de Mai 1813, som var vor Reisedag, var just ingen glad Dag for mig. Syg var jeg, og tillige frygtsom, fordi mine Kræfter vare saa faa til at udholde saadanne svære Strabadser. Men her hjalp intet, jeg maatte deran. En Underofficer og to Soldater ledte mig imellem sig fra mit Logi til Baaden, som da laa færdig ved Fiskebryggen. Compagniets Feltskjær kom da ombord til mig, gav mig noget Medicin og opmuntrede mig det bedste, han kunde. Nu reiste vi afsted under Hurraraab og Blodflaggets Vejen fra Slottet. Om Aftenen kom vi til Kiilstrømmen, hvor vi tog vort Nattelogi. Siden fortsatte vi Reisen 4 Mil daglig, til vi kom til Leirdalsøren, hvor vi havde Hviledag. Her fik vi vores Proviant for de følgende 5 Dage. Imidlertid blev jeg noget frisk igjen. Nu fortsattes Reisen til Lands. Her skulde den hele Oppakning bæres, men dertil havde jeg for faa Kræfter; hvad skulde jeg nu gribe til? Afsted maatte det Hele. Jeg tog da dette følgende paa mine svage Skuldre, nemlig Gevær, Patrontaske, Gehæng med Bajonnet, Brødpose, Tornister, Feltkjedelen og Feltflasken, hvilket tilsammen veiede omtrent 4½ Bismerpund. Med dette traskede jeg afsted med de andre, fra Leirdalsøren til Midljusne, som var en Mil. Her blev da kommanderet: Holdt! Her traf jeg til min Lykke en Bonde, som tilbød sig for Betaling til at bære endel af min Oppakning; glad modtog jeg dette Tilbud. Han tog da paa sig Tornistret, Brødposen, Feltkjedelen og Feltflasken. Nu commanderedes Marsch! og vi traskede afsted; Varmen var stærk, men da min Byrde blev saa brav lettet, saa gik det nu godt. Da vi var kommen omtrent en Mil længere frem, saa avancerede vi to foran Compagniet og marscherede saa hurtig, at vi snart kom det afsyne. Vi to holdt da saaledes ved hele Dagen og den følgende Nat, til vi kom lige til Nystuen østenfor Fillefjeldet. Her forlod min Hjelper mig, efterat jeg havde betalet ham for sin Umage med 20 Daler D. C. og lidt Proviant. Nu lagde jeg mig til Hvile og sov da omtrent 6 Timer. Derpaa kom Compagniet. Vi fortsatte nu Reisen gjennem Valders, Land, Toten o. s. v. Da vi kom Christiania omtrent 5 Mile nær, blev jeg saa udmattet, at jeg ikke kunde bære mig selv, langt mindre Oppakningen. Nu kom jeg tilligemed Oppakningen paa Syge-Kjærren. Her fik jeg hm ryste nag en hel Eftermiddag Imidlertid kom jeg mig igjen, saa jeg Dagen efter kunde marschere til Østre-Bærum. Her blev vi indqvarteret. Jeg og nogle andre kom paa en Gaard hed Fleskum – – – – – – – – –. Efterat have betragtet dette [nemlig Marsovnen og Jernstøbningen] gik vi hjem til vort Qvarter. Omtrent en Uge derefter fik vi en ny Compagni-Chef, nemlig den brave og retskafne Hr. Capitain Leegaard, som jeg med Tak bør ihukomme. Nu begyndte vi at exercere, som vedvarede et Par Uger. Derpaa fik vi Marsch-Ordre. Vi marscherte da ind i Christiania, hvor vi fik nye Geværer. Da vi havde faaet disse, marscherte vi strax ud af Byen igjen og omtrent 2½ Mil østenfor, hvor vi blev indqvarteret. Denne Dag var en varm Dag for os, thi vi havde nu marceheret omtrent 5 Mile med fuld Oppakning i den stærkeste Sommerhede. Et Par Dage derefter blev vi commanderet paa Veiarbeide der i Nærheden, som vedvarede omtrent 3 Uger, thi vi arbeidede en ny Vei over Rellingsaaeen, som faldt os meget besværligt. Da dette var forbi, blev vi commanderet til Enebak, hvor vi var til November Maaneds Udgang. Her exercerede vi dygtig og mønstrede for H. M. Kong Christian Fredrik. Derpaa reiste vi omtrent en Mil længer øst, hvor vi var omtrent 8 Dage. Derefter blev vi commanderet til Høland; her vare vi over en Maaneds Tid og holdt Grændse-Vagt. Fra Gaarden Vestre Næs i Høland, hvor jeg var indqvarteret, og til Vagtstedet var over 2 Mil og Patroul-Touren til Grændsen af Sverrig lige saa lang. Altsaa over 8 Mil fra Qvarteret og til det igjen. Dette var saamen en dygtig spadsere-Tour at gaa paa Vagt, især naar Føret var slet og vi maatte vade hele Mile i Sne og Vand over Knæerne. – Derpaa blev vi commanderet til Edsberg, hvor vi vare en Maaned. Her havde vi mere Rolighed. Derpaa blev vi commanderet til Høland igjen og havde samme Qvarterer som før og Vagterne ligeledes. Nogle Uger derefter begyndte vi at exercere, som vedvarede til ud paa Sommeren, og jeg havde en halv Mil at gaa til Exercerpladsen. Nu begyndte Fiendtlighederne mellem Norge og Sverrig at udbryde. Vi maatte nu ihast byde Høland farvel, og Toget gik sørefter forbi Trøgstad, Edsberg, Rakkestad o. s. v. Imidlertid blev jeg og nogle andre af Skarpskytter-Bataillonen udtagne til at holde Vagt over Bataillonens Bagage og Proviant og besørge den forflyttet fra Sted til andet, alt eftersom Bataillonens Avance eller Retirade var til. Følgende Nat opholdt vi os paa den østre Side af Glommen, men om Morgenen flyttede vi over Onstad-Sundet og til Gaarden Hovi, hvor vi var i nogle Dage. En Morgen tidlig fik vi ordre at flytte over igjen, som vi og gjorde, men som vi var vel komne over Broen med det Hele, kom nogle Compagnier Soldater løbende i største Hast og flygtede over Broen til den vestre Side. Vi maatte da ogsaa retirere over igjen med Bagagen det snareste, vi kunde, og vi holdt nu et Stykke vestenfor Gaarden Hovi paa aaben Mark et Par Dage. Mens stod der Slag ved Onstadsund. Derpaa fik vi Ordre at retirere til Enebak, som vi strax gjorde. Her vare vi et Par Dage, da vi atter fik Ordre at retirere nordefter til Fetsundet, hvor vi kom over igjen til Compagniet. Her opholdt vi os en 8 Dage med Bagagen under aaben Himmel og bestandigt Regnveir, som faldt os meget besværligt. Endelig blev vi da afløst og fik da Frihed at ligge i en Hølade et Par Nætter, saa at Klæderne tørredes brav paa vor Krop. Nu fik vi Hjemlov, hvilket foraarsagede os stor Glæde. Hurtig marscherede vi nu afsted under Hornblæsernes Musik, saa det var en stor Lyst at se paa. Hvor vi om Aftenen kom til et Nattelogi, fik vi for det meste Aftensmad, som vi og sandelig behøvede, thi vor Proviant var liden. Dog kan jeg ei klage saa meget over Sult for min Del, thi jeg delede min Proviant, den hele Tid jeg var udcommanderet, bestandig saaledes, at jeg havde ligemeget til hver Dag, da de andre derimod spiste op paa 2 à 3 Dage det, de skulde have i 5. Dog kan det ei kaldes overdaad, thi de havde det saare nødig, om det havde været langt mere, men jeg tænkte som saa: Det er dog bedre at have lidt hver Dag, end i nogle Dage intet, og sandelig min Stilling i Livet har før denne Tid lært mig den strængeste Oeconomi.
Da vi kom i Lands Prestegjeld, tog vor brave Capitain Leegaard Afsked med os og reiste til sin Gaard. Nu fortsatte vi Reisen det snareste, vi kunde – – – – – –. Paa Veien fra Land og til Nystuen var jeg ofte avanceret hele Mile frem om de andre. Over Fillefjeldet og nedefter Borgund og Leirdal fulgte jeg dem. Fra Leirdals-Øren reiste vi til Søs til Gudvang. Da vi kom der om Aftenen, var der intet Husly at faa undtagen Stenuren. Jeg tog da Oppakningen, der veiede omtrent 2 Voger (thi vi fik Proviant paa Leirdalsøren for 10 Dage og jeg havde lidt før i Brødposen) paa mine Skuldre og traskede op ad det bratte Fjeld om Natten lige op til Voss, hvor jeg hvilede mig, til de andre kom. Nu tog jeg Afsked med mine Krigskammerater, de Vossiske, om hvilke jeg maa sige, at de fleste vare meget sædelige og skikkelige mod mig, og ordentlige mellem sig selv indbyrdes, hvortil den brave Capitain Leegaard meget bidrog. Herpaa fortsattes Reisen ned efter fra Voss til Bolstad-Øren, hvor vi faa Mand, som nu var i Selskab, tog vort Nattelogi – – – – –.
Paa denne Reise lærte jeg at kjende mange Menneskers Gemytter i den østlige Del af vort kjære Norge. Mange ædle Menneskevenner af begge Kjøn gaves her blandt dem, jeg omgikkes med, thi næsten hvor jeg kom, fatted de snart Ynde til mig og beviste mig mangen Artighed, om jeg kun var nogle Timer iblandt dem. I Bærum, Enebak, Høland og Edsberg, hvor vi nu var nogle Uger i Ro, sandelig de omgikkes mig, som jeg havde været deres Søn, og naar jeg skulde reise fra dem, fulgte de mig ofte over ½ Mil, og vi skiltes ad med Taarer, og mange ønskede, at jeg maatte komme igjen og besøge dem, men om det sker mere, ved jeg ikke. Jeg nødes altsaa at sige, at jeg fandt mere Menneskekjærlighed der end her hos os. Den Last Banden herskede der som her i Overflødighed, dog fandtes der og de, som havde Afsky .derfor. I Sam tale med En blev mig engang svaret: Den, som ikke kunde bande, blev ikke agtet i Selskaber. Maaske det kan være altfor sandt – – – – –.
D. T.
|
Denne teksten er offentlig eiendom fordi forfatteren døde for over 70 år siden. |