Eit o anna or Skulehistorien i Valdris

Fra Wikikilden
Hopp til navigering Hopp til søk

I Sluttnae taa heno o i Fysstundis taa desse Aarhundre’e hadde Skula de heirsle traukint o trevale her paa desse Kanta. Dæ va gjednast ner Taksten, at dei glupaste Garmannssønidn skulde faa tene Kungensteniste si ve o vera Skulemeistara ei nokre Aar. Ress so dæ va so mange taa dei, so vilde bli Skulemeistara, at dæ skulde te veljast imylju dei, so va ein feit Ukse ell ein dugele Smørbutt eit greitt Brev paa, ko dei hadde lært, o ko dei dugde te. Den, so kom leiandis mæ feitaste Uksa ell berandis mæ degraste Smørbutte, hadde gjednast ner høgste Lærdomen. Dei, so gløymde atte sleka gaa Attesta heime, vørto heldne før o ha litevøre Lærdom o endaa mindre Vet o løto finne se i o danse paa Moen o gjifte se mæ henne „Lange-Mari“, ner dei vørto gamble nokk te di.

Dei Gutadn, so hadde vørte take te Skulemeistara, skulde fyst gaa i Lære hjaa Preste ei Heto. Ner han hadde Hug o Stunde te lære dei noko, vørto dei væl so flinke, so Tie kravde; men ner han hadde illa Tie – o dæ treste jamble – so lærde dei no alti kji meir, en dei hadde go Gang mæ passe paa.

Tvo Guta gjingo i Skulemeistarlære hjaa Preste seno. So høvde dæ so te, at den eine va ferm te snekkere o skjele høndog o før se paa mange Maata. So sto han i Prestegarde heile Veten o høvla o tælde; daa Vaaren kom, fløtte han ut, bordsydde Prestgardsbyggningen o la paa eit anna Tak. Daa dæ va gjort, va han taalærd. Den andre Guten va kji dæ minste høndog; han laut staa treskji heile Veten; daa Vaaren kom, skulde han te grava Aaker, o so fekk han so klen Køst ogso, at han va ve skulde svølte ihel; men Snekkaren fekk Køst so ein Handverkar. So sto Guten grov Aaker te dæ lei te Ønn. Daa va han taa-lærd. Hausten ette vørta dei Skulemeistara baae Karadn. Ja dæ æ sant: Te kor Laurdag ette Duggurden skulde dei sita uppaa Stugun skrive. Snekkaren hadde lært se te skjera ut Trebokstava, so dæ gjekk grepa mæ hono: han skreiv skjele so ein Faut; dæ gjekk verre mæ Aakergravare: Bokstavadn hass vilde kji paa nokort Sætt ell Vis taka dæ rette Skape, o dæ skjønte han alder bere, en ner Presten kom att, saag paa Skrifte hass o ga hono ein – Hædnelugg. Dette hende kji her i Valdris, dæ hende i Hallingdal; men da kunna ha hendt her; dæ gaar mange Smaarispo um sama Tingen her, o dei æ kji so olike dei, e her ha fortelt.,

Mange taa dei Gardmannssøna, so hadde vørte take te Skulemeistara, hadde kji Hug te reka so Gard før Mann, so Skulemeistaradn laut gjera i dei Dago. Difør leigde dei stunde engon gamale Livaursmann, so hadde slekt so gjera, attistan sin. Her nordi Hørisbygden va dæ soleise tvo gamble Menna, so leto se leie te vera Skulemeistara: ein eitte Østein, han hadde Hørisbygde; hin eitte Andris, han le se leie uppi Dalen. So va dæ ei Gong dæ kom uppover her ein Bisp; han overhøyrde Klukkaradn o Skulemeistaradn. Hørisklukkaren vart standan; han Østein løyste han. Dæ va mange Sporna’a, so Klukkaren inkji va go før løyse; men han Østein, so berre va leigde Skulemeistar, hadde tess bere Greie paa dæ, han. So sette Bispen aav Hørisklukkaren o sette han Østein inn attistan, før han rakla no o skreiv so mykji, at han va go te teikne inn Fadderadn. Hellist so æ dæ berre ein Mann i Hørisbygden daa, so va brevsynt, o dæ va han Knut Helle; han laut lesa o skrive Brev før alle Miniskji. Est me gaa lite lenger tebakers – so so eit Hundre Aar her føreaat ell væl so dæ – so va dæ berre ein einaste Mann i heile øvre Valdris, so va brevsynt. Han laut øfto gaa manga Mil før o skrive eit Brev[1] ell lesa eit.

Dæ va mest inkji ventandis, at Skulemeistaradn skulde vera go fere lære nokon skrive, ner dæ va mange taa dei, so inkji vøro go te segja Ungo fere, ner dei lesa inni Bok i Kakjismun o Vangjiljeboken. Dei løto no alti gjeva di eit Navdn o leta dæ gaa, men dæ va jamble so, at dæ Navdne va vilt. Jamvæl no i dei seinare Tien – o dæ æ inkji so oersle lengji sia heldan – va dæ atte ein slek Skulemeistar uti Aurdal. Ner han skulde seta Ungadn paa, laut han stava se Orde te; fælt jamt laut han gjeta se te, ko dei eitte. Ei Gjente so va flinkar en hene, to te masa paa han, atte dæ ho vilde faa Løv te lesa i di Gamble Testamente i Bibele. „Dæ Gamble Testamente æ berre ei Skarvebok, so dæ inkji æ noko Gagdn i dæ,“ sa han, „dæ æ fale lesa i di mæ, ein kann lett raake te misse Bete taa di.“ Gjenta skulde kji saa Løv te lesa i di Gamble Testamente. Men ein Dag kom ho dragsan o beran mæ Bibele i Fangande o sa, ho hadde faatt Løv te lesa i hono taa Far seno. Skulemeistaren va ille ute: han va rædd baade Fare o Gjentun o dei Gamble Testamente; men dæ va ingjir an Raa, han laut leta dæ sture. Ner Gjenta kom te eit vandt Ord, sporde ho, ko dæ eitte, um ho visste dæ alder so væl sjøl, maa veta. Han stava o sveitta, o stava att o sa henne so vilt fere, at dæ bar heilt taa Leien. Est han kji va go te gjeva di noko Navdn, so sa han: „De meinast kji noko me ’sa; du kann hoppe over detta.“ Me sko sia greie bere ut, baade ko Skulemeistaradn kunna, o ko Ungadn lærde.

Vøro dei gamble Skulemeistaradn lite boklærde, so kunna dei so mykji bere mæ slaa o dengje. Detta voro dei glupe te alle, anten dei voro sleke ell sleke hellist. Dæ fyste Skulemeistaren gjorde, ner han kom paa Garden, va o gaa aat Beitakøste o finne se ein dygtig Svegji, so han la uppaa Skaaptake ell stakk uppmæ Glasrammun paa Hægsetglase. Fyste Dagen dæ va Skule paa ein Gard, søto Ungadn o skjyggla o glytte upp te dei nye Meistar Erike, dei hadde faatt. Dei vilde finne ut, um han va større ell mindre ell mjukar ell stivar ell smaagreinutar en han, dei hadde lagt atte paa heno Garde. Va han fælt smaagreinut, slimsin o sprettin, so visste dei ifraa gamalt, at dæ svei noko drjuglaga ette hono. Va dæ ein hælvturr, taggut Kranglekvist, so vørde dei hono kji mykji, um han va alder so lang o degar. „Dæ tæ’ kji noko før ho’!“ sa dei, o dei so vøro sæle, dæ va dei. Est han Meistar Erik va altfor mjuk o altfor læjandis o søt o smørbli, so kann du vera trygg um, han fekk Føta mæ daa, so snøgt so Skulemeistaren vikte se derifraa. Trast ette fekk han skjele gøtt Bruk før Mæhjølpare seno; daa va Mæhjølparen burte. Skulemeistaren froga o sporde, kor dæ hadde vørte taa hono. Ingjin visste dæ, maa veta. „Kanskji han ha vørte skuva lenger inn paa Skaaptake?“ sporde noko taa dei treistaste. Skulemeistaren saag ette. Uppaa Skaaptake fannst dæ kji anna ell noko store Husnavra, o eit tvau try Spikarbøra, ein Skrubbhøvel o ein Sletthøvel. Kanskji han va døttin nemæ Glasrammun? Der fannst dæ kji anna ell noko gamal Møse, ein Veggjivilling o ei aavbrøti Skjei. Kanskji han laag nie Hægsetbenkjes[2]? sa han den Guten, so hadde snuppa Paaken upp i smaae Stubba. Ungadn fløtte se unda, o Skulemeistaren to te leite; men um dæ ha vore tie Mæhjølpara nie Hægsetbenkje, so ha han kji fønne dei der imyljo alt dæ Skrape, so der va. Te all Slutt bau ein taa Guto se te gaa burti Beitakøsten ette ein an Mæhjølpar. Seint o sia kom han daa attdragsand mæ ein Sloe so fæl, at dæ ha kunna vørte sjau o tjue snertne Meistar Erika taa hono. Guten agta se nokk, so han kji to taa dei Bjørken, dæ svei mest ette. Va dæ engon taa dei yngste, so le se narre te uppedaga, kem so va Banamann hass Meistar Erik, so fekk han Bank anten i Duggurdskvilun ell ette dei vøro slopne um Kvelden. Ingjin bau se te hjølpe hono, alle syntist, dæ va trulaust gjort. Ve dæ va Skule i ein Gard, va dæ jamble, Ungadn gjingo aat nemmaste Gardo før o sjaa ette, kodan Beit den o den Mann hadde, o so grov dei o sporde, kor den o den to si Beit ifraa. Hadde han take ho uppi Lomisbergo, ell hadde engon vøre ette Soplingris i Lomisbergo, so huttetu! Dæ va kji Morospøk daa; dei visste dæ fannst Mæhjølpara der uppi, so dæ „to noko drjuglaga fere“.

Dessa store Svegadn laago no kji uppaa Skaaptake berre før ei Skræme. Ner engon hadde gjort engor Preina, so Skulemeistaren vart sint før – o dæ skulde kji mykji te di –, laut Syndaren fram ifraa Borde, Skulemeistaren sette Foten paa Brokelinijnge o trau Broke ne, smorde so paa Bjørkesmorning, slekt so laag. Dæ maa ingjin tru, at dæ va berre Guteomagadn, so føngo slek framifraa Traktering; Gjentudn føngo samaleine.

Dæ ser mest ut te di lell, at dena Sloin, so uppaa Skaaptake laag, berre va so eit Slags Reserv ell Lannvern; før dæ va rae Taksten, at dei so skulde faa spaatt se, løto gaa ut ette Vio aat se sjølve. Detta va eit fale Tjaak. Summa Tie tytte Skulemeistaren, at Vio, dei komo mæ, va for stor; summa Tie va ho kji greinut nokk, summa Tie va ho før greinut. Soleise apa dei mæ Skuleungo seno o hundeleto dei før kor Gong, dei støkko Nasin inni Døre. Vart kji Vio rettig, so laut Lannverne kummederast ne taa Skaaptake, o daa føngo dei stakars Syndaradn Like før heile Omaken daa. Me kunne mest kji undrast paa, at Skulemeistaradn voro so raae, ner me høyre, at dæ fannst Presta tissheld, so kji voro bljuge fere dengje Masjonsgjentudn paa berre Skrøtten, est dei kji svara, so dei tytte.

Nokor an Straff en Bjørkefeitt va kji mykji i Bruk, anna dæ segji se sjøl, at Lokudn aat Skulemeistara hadde jamble Hug te vera burti Hæddnun aat Skuleungo. Vart dæ for mykji fælt, o va Skulemeistaradn for mykji haske te „lugge uppete“ – før dæ ska vera verre, en ner dæ bli „lugga nete“ –, so hadde Ungadn go Raa mæ di: dei snauklyfte se, o føngo dei kji Møradn sene te gjera dei den Benka, so toko dei Smelleknivadn sene o skøro taa se den Haarluggen, so no kor Smaagut skulde ha i dei Dago, so vist so han skulde ha Brok. Gjekk kji dæ gøtt, støkko dei gjedne Huvu inni Supen o svidde se. Gjentudn vøro verre ute: dei løto ha Fletta si, um ho va alder so lang.

Men vøro Skulemeistaradn ferme te prøve Haarreime i Smaaguthæddnun, so brukte dei daa sjelda o lafse Ungadn ikring Øyro mæ Boken. „Dei tytte dæ va semble, taa di dæ va Gudsord i henne.“ Dæ æ fyst i seinare Ti, at Skulemeistaradn ha vørte so dane te slaa mæ Bøko. Dæ va best, dei slutta mæ di atte; dæ æ dei, so ha faatt slek Mein taa di, at dei ha maatt børe paa dæ all sin Levedag ettepaa.

Dæ ser kji ut te di, at all dena Dengjinge munte mykji. Gutadn løgo, banna o vøro stygge i Kjafte; ner Gjentudn komo te dei, kalla dei dei, lugga o klyfte dei: slogost gjorde dei kor Dag, o jamble vøro dei inni inan mæ Tøllknivo sene, so Bloe rann. Dei vilde kjenne, ko go Skjinnkøst dei hadde, sa dei, o ner dei blaaklyfte Gjenteomagdn, vilde dei kjenne, ko go Skjinnkøst dæ va i Vødmaalstrøyo deiris.

Skulemeistaradn kunna soleis alder vera trygge. Dei støndo skjyggla attmæ Husnøvo, ner Ungadn vøro ute i Duggurdskvilun; um Kvelden gjingo dei ette paa Skulk. Um Morgo’n att vart da ei fale Heto, før alle hadde stae te alt dæ ille, dei hadde gjort, o hene hadde vetna, um Syndaradn sa sant. So skulde dei te ha Hogg. Skulemeistaren va baade den „lovgivende, dømmende og udøvende Myndighed“. Ein o ein vart knepin fram ifraa Borde, den eine eia se o jøya se o remja verre en hin. Men – te mindre Telit ein Lærar visa Ungo seno, te verre blia dei. Visa ein dei full Tetru, bera dei se jamble vetognar aat en Vaksefølk. Skulebødne i hene Dago bar se jamble aat so noko Trøll, vøro grovkjafta o uppsettsige. Est dei kji trudde se te seta beint upp mæ Lærare, so trøsta dei se mæ di: „han ska væl ha dæ att!“ Difør hende dæ kji so faatt, at Gutadn rundjula han, ner dei va vørtne vaksne o vøro komne te „Skjels Aar o Alder“. Dei hadde ifraa Fysten faatt den Tanken, at dei vøro leie ve Skulemeistaren, ner dei børo se vilt aat, o ner han daa dengde dei ell vermde dei kringo Øyreknutadn før detta, so hevdna han se, meinte dei. Dæ vilde dei gjera ogso. Soleise komo dei o Skulemeistaren te liggje i Ofre mæ inan. Est han daa „vann“, so gjøymde dei detta: „han ska væl ha dæ att!“ o dæ, so va gjøymt, va kji gløymt. Hellist so trefte dæ no so javdnast, at dei hevdna se trast ve ei ell an Preine. La Skulemeistaren ifraa se Tøllkniven sin, so vart han burte, før ein kunna snu se ikring. Dæ va ingjin so stal han, Kniven fekk Føta lell. Eit hælt Aar derette kom Kniven att te rettis. Ein Skulemeistar, so va so fælt strektig, gjekk mæ Skjinnbrok. Daa han skulde fløta or eit Jestrikt aat heno, kom dæ ei store Linne, o Skjinnbroke vart blaut so dæ slarpa. Daa han skulde te skule, fekk han paa se ei Brok høyrde Manne te. I Duggurdskvilun toko noko taa Guto te slost ute. Skulemeistaren sta skulde skjilja aat. Mea hadde noko are lagt eit gøtt Eldsmele paa Peisen. Dæ vart nøygde varmt aat Skjinnbroken, so hekk paa Peisbrun skulde turke se. Daa Skulemeistaren skulde ta att Broke si, va ho sa skrukkut o so stiv vørtin, at dæ braka o skrala o tala so i henne, at ein mest kji høyrde Manns Maal, ner han røyvde paa se alder so lite. Sia kunna Ungadn bera se aat mest kost dei vilde i mange Daga ettepaa: ner Skulemeistaren kom setandis, skrasla dæ so i Broken hass, at dei høyrde dæ lang Lei o hadde soleise Gang mæ ta se i Vare. Bødne aat ein an Skulemeistar hadde faatt se fat i eit Tøg. Ve han sat o blædde i Boken seno o skulde finne Kveldsælmen, krokte ein taa dei se unde Borde o letst so han snytte se, fekk so han knytt Tøge laust ikringo Føtadn aat Skulemeistare. Den Ti han hadde fønne upp Sælmen, sto han upp o to te røste se o syngje. Ress so han song so alle-hardast, nykte Guten i Reipe, rykte Føtadn unda Skulemeistare, so han vart sitand so nett nepaa Gølve imyljo Borde o Hægsetbenkje. Ein Gut tok mæ se fulla Lummudn sena mæ Erta. Ner Skula gjekk so allebest, heile Horge las høgt alle paa ei Gong o Læraren sat i Hægsete dubba, skjikka Gutekrøppen ei nokre Erteneva utover Borde o unde Borde, o kor dæ raakte. Bodne grytte Bøkadn engorstane aav o la te Sprangs ette Erto, eit hit anna dit, so dei revo ikøll baade Bord o Benkji. „Ti no, ti no, ko so te tiss!“ skreik Skulemeistaren o reiv upp Augo. Daa han daa saag Ertedansen, so sporde han: „Kor komo Ertadn ifraa?“ „Ovate“, vart dæ svara: „synnante“, sa noko; „dei komo sjølvo-se“, sa are. I Grunn va dæ kji meir en ein so visste, kor dei komo ifraa. So treiv Skulemeistaren Mehjølparen sin o svarpa o slo, kor dæ raakte; dei stivaste tok han i Luggen o dro innaat Borde atte.

Dette lyt vera nokk um „Disciplin“ i Skulun i dei Dago. Dæ va no alti kji greit heldan o halde Stell paa ein heil Raig mee sjølstiv Omegd, allvissa inkji me ho’ Meistar Erik. Meste Farin sette si Ære i o vera uppsettsig. Ner me so koma i Hug, at Mengdin taa dei vøro so hardbalne o vante te Svega, at dei kji varde Hogg, o at dæ fannst mange iblant dei, so voro søytja, ottja o nitja Aar gamble, so kunne me kji gøtt undrast paa, at Disciplin va slek, so ho va. Dæ raakte kji so reint sjelda daa, at Gutadn vørto skrevne forfør dei hadde stande Masjon, o engor Gjenta kanskji hadde eit Baadn unde Belte paa Masjonsdage. Me kunne no inkji segja, at Prestadn kravde før høg Lærdom, før dei vilde sleppe Ungdomen sram. Ner Masjonsbødne hadde lært lite lesa inni Bok i Vangjiljo, o dei kunna dei fem Partadn i Kakjismun o ei tvau try taa Davidsbøno utta-aat, so vøro dei trygge um blia uttakne. Daa dæ lei paa, vilde nokk Prestadn gjedne, at dei skulde ha lært „Spørsmaalsboke“, vissa dæ so inkji va „bystreka“; men dæ laut no vera ko dæ kunna mæ henne, ner dei lærde Kakjisma o kunna stabble se fram inni Bok. Jamble, fælt jamble løto dei uttaka Bødn – kanskji d’æ rettar o segja Vaksefølk –, so inkji kunna dæ tærede Slag inni Bok, men so hadde lært dei fem Partadn i Kakjismun taa Munne. Dæ æ kji so oversle lengji sia, dæ levde atte Folk uppi Vang, so inkji skjønte ein einaste Bokstav ell kunna stava te Navdne seno eie eigong. Føreldro deiris hadde kji kunna lesa, so ingjin kann ille dei før, at dei kji lærde Bødno seno dæ. Dei hadde lært lite vætta taa Munne taa seno Folk o lærde Ungo seno dæ sama.

Dæ sto no lite vætta bere te mæ Boklærdome i Slire en i Vang; men dæ kann kji ha vore stort o gjett i Byte paa heldan. E vil læta ein, so gjekk i Skule i Slire so seint so i 1807 ell 8, førtelja lite taa di, han hadde røynt. „Dæ va mange Guta taa uss, so vore ei ottja–nitja Aar gamble. Me voro store i Vokste o sprækji Kara, men me gjingo sløngo i Skulen Dag ette Dag o stava o la ihop att. Tøllknivadn vaare brukte me te Bokepinna. So sa Skulemeistaren dæ ve uss, at me daa kji maatte skjera isund Bøkadn vaare. „Dæ æ best du agta de, elldaa ska du saa smaka dei du ogso!“ svara me. Dæ va rart han kji hædnedrog uss før detta; men han hadde prøvt dæ; han visste dæ munte kji. So dæ lei paa daa, so sa han Far, e skulde te møte hjaa Preste. E skvatt so e kolna all igjøno, daa e høyrde detta; e visste mæ me sjøl, e kunna kji dæ fyste Bude i Kakjismun, o lesa inni hadde e kji stort meir Greie paa en Purka paa Salt. Dæ ellevte Bude kunna e, o dæ kunna e skjele væl ogso; men dei vilde ha dæ te di, dei so skjønte noko, at Presten alder sporde ette di. E le dæ skure e; e visste dæ va fleire flekkute Bikkjo en Prestbikkja. Den Dagen, dæ, vart Innpaatak, møtte e fram. Men den Ti Presten hadde overhøyrt uss lite vætta, vart han so drennande sint, at han jaga paa Døre ei heil Horg taa uss o sa, me skulde kji faa koma atte, før me hadde lært meir. So sette dæ se noko her o noko der ikringo Garden ute o te o ule aa graate, skjele so dæ skulde munt. Engon gjordist no væl paa dæ ogso. E o ei Par are Guta klauv aav uppi ein stor Briskehaug, so laag trast nordai Drengjistogun, o søto der o skrasla o log aat ’sa Østetrillo, so trøsta se ve Graaten. Lite um Sende flokka dæ se fleire uppi Briskehaugen, so dæ vart ein heil Raig taa uss. Der søto me huska uss paa Briskekrunglo so Fugladn i Jolebande. Ress so dæ va, toko me te kvea o syngje o huge o illskrikje. Daa dæ va gjort, gjingo me heimatt. E kom kji att heile Veten, o inkji gjekk e i Skulun heldan. E tytte nokk dæ va vilt sjøl mæ, at e kji skulde bli kunførmert o blia so eit anna skjikkele Miniskji. E to te skøra noko lite paa Hødne. E skulde trast taka imot Garde, før han Far va gamal o kruksin o ynkste se te sleppe or Sela, o Gjenta mi ell Kjeringe mi skulde bli o vart, va allereio noko lite frampaa. Dæ va kji so greitt o gaa i meno Labba heldan daa. Han Far grein o va ill, o Gjenta, Stakkar, gret o tuttra, maa veta.

Dagen før Uttake skulde bli um Vaaren, fekk e laant me Byrse, strauk neaat Moalande o skaut noko glupa Ænda. Um Morgo’n før Folk va uppe, sette e i Vegen aat Prestgarde mæ dei. Prestfrua skrefte taa Ændo, o Jomfruudn skrefte taa, ko sin Vøkst dæ va paa me. Oja, detta va gøtt o væl. E møtte i Kyrkjun me heno Ungdome o letst ingjin Ting vale. Daa de lei paa, vart e uttakin mæ dei are. Jameldringadn mine, so hadde kome att o hadde træla o gange hjaa Preste heile Veten, vørto ogso uttakne, endaa e trur kji, dei kunna stort mykji meir en e. Men ko skulde Presten gjera? Han va nøygde te kunførmere uss o gjera Folk taa uss. Han kunna kji leta uss gaa der so Hedninga heldan“. –

So smaatt va dæ no kji mæ allo. So før æ sagt balla dei paa lærde dei fem Partadn i Kakjismun, ei tvau try taa Davidsbøno o so mykji, at dei stabbla se fram inni Bok i Vangjiljo, vissa ner engon „sette dei paa“ ɔ: ner engon nemmte kort Orde fere dei. Dei so dugde te lære meir, so fingo dei ei lite Bok hjaa Preste, o ho inneheld Sporna’a o Svar, so Presten hadde sett upp. Ho va kji prenta, men fraktora mæ store Bokstava. Summa Tie va dæ seks o summa Tie sjau Blø i henne. Dæ kann væl vera, at sumble taa dei, so gjingo i Skule i Slire i dei fyste Aare taa desse Aarhundre’e, hadde lært noko i Førklaringen; men aat Vang kom ho seindre, est me sko tru dæ, so ei Kjering, so sto Massjon der i 1800, ha fortelt um dene Tingen. „Hona va den fyste i heile Gjelde, so hadde lært „den nye Boke“ (ɔ: Forklaringe): hona lærde jamvæl „bystreka“ d. e. baade dæ so va innstreka o dæ so inkje va innstreka. Inkje eigong Presten sjøl hadde kravt nokon te lære „bystreka“. Gjenta lærde meir, en ho va nøygd te. Slekt hadde Folk korkji sett ell høyrt gjete, o spaadde, at ho kji skulde leva lengji. Dei spaadde tannlaust lell. Gud ga henne eit langt Liv“. Hona fortelde ogso, at „Gommo hennar va den fyste, so lærde lesa i Vangsgjeld. Presten laante henne ei Bok; hona skulde ho faa te Gjevings, est ho las ho ut paa try Daga, o dæ gjorde ho o fekk Boke før Inkji noko. Men fere hennar Daga fannst dæ kji imyljo Holi’n o Skogsta nokor Bondeminiskje, so va boklærd, o imyljo dei Steo æ dæ daa væl halvfjorde Mil. Fere hennar Ti hadde alle lært dæ vesle, dei kunna, taa Munne. Est dene Seigdne æ truande – o e veit kji, kvi ho kji dæ skulde vera –, so æ dæ kji so heirsle lengji, sia Følke i Vang lærde lesa“. Me kunne tenkje uss te, at dena Gjenta va ei Kjering paa um Lag 70, den Ti Godøtte hennar sto Masjon (kring Aar 1800), o den Ti ho las for Boke, va ho væl ei 14–15 Aar. Ette di laut me soleise segja, at um Lag 1745 ell 10 Aar ette Masjon va paakomin, daa fannst dæ kji i heile Vang meir en ei Miniskje, ei Gjente, so kunna lesa inni. Alt dæ are, e ha sagt um Skula her i Valdris, æ bygt paa manga Førteljinga, so visst æ sanne, daa dei alla gjeva sama Belæte taa henne; men dette siste æ grunna mest berre paa dei tvær Smaaseigdnidn, so e ha fletta inn her. E lyt fortelja dæ, før e ha kji Hug te gjeva dette ut før meir en dæ æ.

Nokon Skuletvang va dæ kji. Dei, so vilde gjera Ungadn sene aat Skulun, so kunna dei; dei, so kji dæ vilde, so hadde dei Raae hjaa se mæ di. Men Fatiunga, so vøro so klene te lesa, at dei kji vørto innpaatakne, vørto truga te gaa i Skulun i siste Veten, o dæ inkji berre i dei Skulekringsile, dei høyrde heime i; dei løto fulgje Lærare ifraa Gard te Gard. Køsten skulde dei hava, der Skula va. Ner Skulemeistaren fløtte ifraa ein Kringsil aat heno, raakte dæ jamble, at dæ kom rekkjand ette hono ein try fire sleke hælvvoksne Fatiunga. Dessa hadde dæ jamt oversle ilt, dei frøso o leo vondt; dæ va trongt um o vondt te Legostell, maa veta. Peiskrakken vardt no javdnast sett innaat Benkje ve Supen. Engon Skarveskinnfelden, engon gamalvørin Stakken ell enkort Hesteplagge vart raska ihop te Lego-Klæo. Der laago dei higgra o frøso, summa Tie Gutadn o Gjentudn um inan. Men ner dei hadde voro mæ soleise ein heil Vet, vart dæ take upp før di, at dei hadde prøvt dæ, dei voro go fere, o djei vøro daa nokoleine visse um sleppe innpaa. Ei Kjering fortelde me, at ho i sitt Uppvekstre laut fulgje Lærare ifraa Rote te Rote; „men han va sint paa me, han hæddnedrog me te kor Dag; men han lærde me alder eit Gudsord. Daa Innpaatake vart, hadde han tala te Preste, at han inkje skulde leta me sleppe te møte. E skulde gaa i Skulun ein te Vet. Men e hadde frøse o svølte o le’e ilt paa alle Maata, so e va so rædd vørti, at e laga me te o tenkte paa reist utpaa Bygde te tene. Lite vætta før e skulde i Vegen, fingo me høyre, at den gamble Skulemeistaren vilde slutte. De kom ein ung Gut attistan hass, o e vart soleise role heime. Den Veten lærde e de vesle e kann. Han overhøyrde støtt me fere heno; alder la han Hand paa me, men passa rae paa, at e korkji svalt ell fraus. Var dæ so smaatt um mæ Legostelle, at e laut liggje paa Krakke i ein Filleskjinnfeld, so brøydde han gjedne Felden sin eie burtpaa me o la se sjøl i Slabenken te Gjento. Ja dæ va ein snill Skulelærar, dæ sa alle; men han vart kji langliva. Han døydde Dagen ette e sto Masjon; han va væl før snille te ljøte leva lengji her i desse vonde Verd’n“. – Ette so dæ kji va nokon Skuletvang o kalle for, so va de mange, so alder komo aat Skulun; dæ leve i dusingvis enno, so inkji ha vøre i Skulun ein Dag.

Dæ Rikji, ein Skulemeistar raadde over, va javdnast noko lite viskaatt o va inndela i ei fire fem Roto. I kor Rote skula han gjednast ner ei Veko i Viske. Ner Veka va te Endis gange, to han dæ vesle Skrine sitt paa Nakkin o fløtte aat ei an Rote. Skrine laut no vera mæ, dæ va vigtignar en heile Skulemeistaren dæ, maa veta, før i di hadde han Kakjisma o Vangjiljeboke, o ko kunna han gjera før utta dei? Han hadde dei visst inkji paa Fingertuppo. I Skrine hadde han ogso ei Staurstong, ein Traavase o noko Skjinnbøta, paa Vone um Broke hass skulde reise sund, o noko store Massingknappa, paa Vone um Valknutadn hass skulde raake te dette utor, – o so ein Tobaksrull, som mest va vigtignar en alt ihop. Paa kor Gard va dæ Skule ein ell tvo ell try Daga, paa summe Garda ei heil Veko. Den Ti Folk hadde biska um Morgo’n, toko Ungadn te komo; ner dæ va komne ei nokre, vart Skula sett: Skulemeistaren song ein Salm o las Morgobøne i Kjyrkjiboken, Bødne fann fram Abesudn, Kakjismudn ell Vangjilbøkadn sena, so dei gjednast ner hadde gjøymt unde Veste; Skulelæraren „sette paa“ ein o ein um Sende, d. v. s. han las fere dei o sa dei, ko kort Orde eitte. Ette kort so kom, krusla dei se innaat Borde o ra’a se kringo Benkji o Kralka. I Skjømingen um Kvelden vart Skula slutta; dæ va inkji sagt noko um, ko mange Tima ho skulde vara, heldan ha e inkji voro go fere faatt Greie paa, ko mange Viko kor Lærar hadde. „Ner Folk hadde taa se gjort me Utarbeie um Hausten, vart dæ Skula, o hona held paa dagstøtt, tess dæ to te lie utimot Vaarønn“. Ner kji Skulemeistaren va brevsynt, so va dæ kji undrandis paa, at han kji held Dagbok; dæ kravdist no kji paa dæ heldan; men est engon taa dei ellste, so Presten hadde sagt skulde gaa i Skulun, ga se te vera burte, so va dæ mange Lærara, so skøra ei Skoro i ein Stav før kor Dag, dei Bødne kji voro testeis.

Rekning, Skrivning, Song, Histori o sleke Fag vart kji nemmt mæ eit Ord, kann Ein veta. Daa Skulemeistaradn før ei 30–40 Aar sta toko te kjøpe „Salmedika“ o vilde lære Ungo syngje, vørto Bøndadn ille. Læraren hadde anna gjera, meinte dei; „han skulde kji øyssle burt Tie me Syngjing o anna Fantri“. Summe lurde se te skruve aav Strengen paa Salmedike, so dei kalla „Skoldefjøle“, are gjorde anna Prakli. – D’æ enno i friskt Minne, ko sinte sumble va, den Ti desse nye Lesebøkadn komo paa. Dæ æ nøygde taa sleke Folk enno, so vilde, Ungadn deires inkji skulde faa lesa i nokot an Bok en Sælmeboke o ara sleka[3].

Dæ va Synd aa segja, at Skulemeistaradn i dei Dago støndo oversle høgt i Rang. Dæ kom se no væl taa di, at dei sjelda hadde lært so mykji, at dei kunna fylle Plassen sin. Likevæl vøro dei æragta so mykji, at dei føngo telaga seks Mat uti Kleva, o Grautefate sto ospretta, te dess Skuleungadn voro sløfne. Skulemeistaren skulde faa eta fyst han. Dæ vart jamvæl lagt fram ei Maalaskjei aat hono. Ja hadde han dæ Vete, at han held se inne mæ Kvenfolko, so kanskji han fekk søt Mjølk attve Grauten, tissheld.

Æ dæ no nokon taa dikka, so æ go fere gjeta paa, ko høg Løn ein Lærar daa hadde? Dæ ska væl strekast dæ, veit e. Ko høg ho va i dei ellste Tien, ska e segja, e kji veit; men dæ leve Folk enno, so kunne minnast, at ho va 6 Dalar Aare. Daa dæ lei paa, vart dæ paalagt te 8. Fleire Skulemeistara, so enno staa i Tenisten ell so nyst ha slutta, ha førtelt me, atte dei skula i langsammele Ti før 8 Speissi te Aare. Ein slek ein søkte te sist um 2 Speissia te. „Han har Vet paa dæ han“, svara han te, ein Bonde, so sat i Skulekummissione – før dæ æ kji lengji sia dette hende – „han har Vet paa dæ, Skulemeistaren, han sit i ei varm Stogo, han, o leve gøtt paa Annsmanns goe heile Veten, inkjij slit han Pløgge taa se heldan, o 8 Dalar æ ogso Peing. Dæ æ nøygde taa dei, so vilje halde Skule før dæ“. „Oja, vilje kji de auke Løne hass Ola mæ 2 Dalar te Aare, so vil e gjeva ho’ dei taa meno Peing“, svara Presten te, han va ein snill o finskle Mann. Daa skjemdist dei. I 1815 o utover va dæ Taksten 4 ß Dagen før ein Treskjimann, o 6 ß, est han kjørde or Skoge. Ifraa Vetradage o te Summarmaal æ dæ 184 Daga; segja me no, at 34 taa dessa Daga æ Helg, so bli dæ att 150 Sykknedaga te 4 ß Dagen = 5 Dalar. Men ner dæ li paa, ta Dagadn te lengtast, o daa fekk ein Treskjimann høgre Løn; før minst 50 Daga fekk han 2 ß meir paa Daga = 4 ₻ 4 ß; paa Vetratien tente soleise ein Mann, so sto paa Laava 5 Dalar 4 ₻. 4 ß. Ein Lærar tente soleise 20 ß meir paa sama Tien, men 2 Dalar 1 ₻. 16 ß mindre en ein Skogskar. Sia, daa Løne steig te 8 Dalar, tente ein Skulemeistar endaa 1 ₻ 16 ß mindre en ein Tenistgut. Dæ va soleise inkje undrandis paa, at „Gardmannssønidn hadde ille Hug te reka Gardan imyljo so Skulemeistara“, o at dei summa Tie inkji føngo are en „Livaursmenna, so hadde slekt so gjera“ attistan sin. Me kunne kji segja, at Læraradn tente stort større Løn, en den dei fingo heldan: dei hadde kji kosta noko paa se i Lære, o ingjin gjorde Skula te sitt Livskall.

Let uss no alle snøggast sjaa inni ei Skulestogo ifraa Sluttna’e taa heno Aarhundre’e. Ei 30–35 Bødn ha ra’a se ikringo dæ lange Borde, Gjentudn i Benkji ovafere, o Gutadn paa Bordkrakke; noko hengji uppi Legun o dingle me Føto, noko taa dei minste ha vaggla se paa Slabenk-løke, noko sita her, are kor dæ raaka. Alle kappast um o lesa fortast, o dei skrikji so illhervele, at d’æ Oraa høyre Manns Maal i Stogun. Skulemeistaren driv att o fram paa Gølve, svalla no eit Ord ve Sjølmann, so stend burtve Stabbin o telgji paa eit Grevskaft, no tala han ve Kvemmennadn o Ungadn, so tulle framve Peisen, no driv han burtover te Skuleungo att. Ser han noko, so han kji lika, so glytte han uppte hono Meistar Erik, so ligg brøye se so vi deruppaa Skaaptake. Ve han held paa svalla ve Kjeringe i Huse um ei Høne, so ha døtte aav nie Løgbytta – eit vondt Teikn –, slutta ein Gut mæ Lesingen o stille se te gjeva Siemanne seno ei Spretteklype paa Nasin. Detta sjaa dei are o skjera i mæ ein Skraslelaatt. „De dikka førbankele Trøllskap de era, vilje de kji lesa de!“ skrik Skulelæraren, kjem sendand, tæ Guten i Hæddna o lugga baade uppete o nete, so Haarlagdadn fljøge. Alle lesa so dæ dura. Ein lang ein, so sit fremst paa Bordkrakke o stabbla i Kakjismun, synist væl dæ fell tungt o lesa so fort so dei are; istan før o halde se te dæ so staar, skrik han so høgt o so fort, han æ go te: „Ko seie du, ko sa du, ko seie du, ko sa du!“ Detta driv han paa mæ. Ress so dæ æ, stane alle dei are mæ ei Gong før o høyre paa han, so Lesingi hass høyrist lytt over heile Stogo: „Ko seie du, ko sa du!“ – „Jau, dæ ska e fortelja de, dæ“, ropa Skulemeistaren o gjev hono eit Nakkedrag, so Huvu hass klakka te inni Skaape. So ska han te overhøyrast. „Du–skaa–all–ik–ke–sjæ–sjæle!“ stamma Guten. „Synist du, du kann Leksa di?“ spør Skulemeistaren. „Vil du svara me paa ein Ting, Ola; ko lengji ha du meint de te vera Hedning du daa? Du lyt ta Uppattlekse“. No gjeng han sviv att o fram paa Gølve ei Ri, set se burtaat Peislae te verme Føtadn sene o mala se ei go Snusnyse. Lite attimyljo glytte han burtaat Borde men Lesinge gaar gøtt. Ress so dæ æ, renne tvo lange Guta i Luggen aat inan; ein krøkji se unde Borde, o klype Gjentudn i Leggjidn, ein bit Siemannen sin i Øyrestolen, ei tryaa fire sita geipe dæ ljøtast, dei te go fere. Kvednahuslesinge stana; noko skraslelæje, hene kvine o kvinke. No lyt Landverne kummederast ne taa Skaaptake o gjere go Tenist. Um 2 Langvisartima les heile Horge att, so dæ flyg Tøppo i Øyro paa dei, so inne era. Skulemeistaren throna i Hægsete; han Meistar Erik ligg frammæ hono. Ein stor Massingsnusdaase staar paa Borde. „Skulemeistar, Skulemeistar, han Jyggjer spenne me paa Knjøne!“ kvinka ei Gjente o truga se te graate ei Par turra Taare. Han Jyggjer faar no Like før Omaken sin Gjenta synist dæ æ Moro, at han faar Hogg; men han gleine stygt paa ho o løva hen’ dæ, at ho ska ha dæ atte.

No tæ Skulemeistaren te overhøyre ei Gjente, so les i Vangjilboken um Herodes den store. Daa ho ha stauka se igjøno Leksa si, segji han: „No, Unga, kunne de slutte mæ Lesnae ei Stund o høyre paa me. Me sko ha Uttydna dene Rie, skjøne de“. Gutadn stikke Bøkadn sene uppunde Vesten, Gjentudn gjøyme sena i Barme. Skulemeistaren skuva Glasauga uppaa Skallin, sviv att o fram paa Gølve o hosta o kremta. Te all Slutt tæ han soleine te Ords: „Kodan Mann va han, den Herodesen? Han va – han va ein –?“ „Ein Svenskji“, seie ein Gut, so ha høyrt Far sin skøy Svenskadn fælt mykji. „Nei“, svara Læraren, „Herodes va kji or Sveri, men or eit Lannskap, so ligge nemme ve; o hvad var dæ han gjorde?“ „Han gjorde Inkjinoko“, svara Gjenta te. „Nei dæ æ sant dæ; han gjorde Inkjinoko, taa di han va –, ko va dæ han va?“ „Grannin aat Svensko“, svara Guten atte. „Du daa, Gapen, du kann halde Kjafte di, e sporde kji de. Er det ingjin, so kann segja me, ko Herodes den store va?“ „Kunge i Jødeland“, svara Gjenta atte. „Ja da æ sant dæ, Marit, han va Kunge i Jødeland; du lyt svara jamt du, so svara so gøtt. Ko va dæ no Herodes sagde, dei skull gjera?“ Ungadn stire paa inan, unde Borde, uppi Take, dei sjaa hit o dit; men dæ æ ingjin, so æ go fere gjeta paa, „ko dæ va no Herodes sagde, dei skull gjera“. „At alle Drengebørn so“ – hjelpe Skulemeistaren te. „At alle Drengebørn, so va over 2 Aar gamle, skulde kastes i Nilen“, svara han Jyggjer. „Dæ va likeso gøtt, me kasta de i Nilen, tenkji e!“ seie Skulemeistaren. „Nei han sa – no ljøte de lye gøtt ette, ko e seie – han sa, dei skulde dræbe alle Drengebørn, so va over 2 Aar gamble. Hugse de dæ no daa?“ Le me høyre? Alle taka uppatt, dæ han sa. Feilen æ dæ ingjin, so ser. „Ko va det taa Herodes?“ Ingjin kann svara. „Hvad var dæ, han gjorde daa, meina e?“ „Han gjorde Inkjinoko“, svara han Jyggjer att. „Nei du har Rett i di, han slapp gjera noko, taa di han va Kunge; men ko va dæ han gjorde lell? Før – ? Han gjorde Før –? Før –? Ko va da han gjorde, Marit, du pla vera so flink du“. Ho Marit o alle dei are grunne paa eit Ord, so fyste Stavilse æ „Før“ i, men „Føre“ æ dæ einaste dei koma paa: men dei synast dæ kji heve skjele aa segja, at Herodes den store gjorde Føre. Men han Jyggjer faar dæ te høve lell han. „Han hadde dei te kjøre Snjøpløgen, ner dæ va fælt Snjoføre“, svara han. „Du æ so ein Snjøplog, du. Nei, Herodes gjorde Førma–? Førmas–? No, Marit, ner du hengji „tils“ i ættre Endin paa „Førmas“, ko bli dæ daa?“ „Førmastils!“ „Dæ va bra, Marit. Førmastils! Daa Herodes sa, atte dæ dei skulde dræbe alle Drengebørn, so va over tvau Aar gamble, daa gjorde han Førmastils. Hvad er det, so kallast Førmastils? – Dæ æ mest kji ventand, de sko veta dæ; Førmastils dæ æ eit hart Ord, dæ; men vilja de høyre væl ette, ska e segja dikka dæ“. Han hosta o kremta o tæ soleine te Ords: „Ner du, Jyggjer, lægger ei Hærv mæ Tindadn upp o so klyv aav uppaa eit Hustak o stupa de ni Hærve, so gjere du Førmastils“. Ungadn gjera store Augo o tenkji, at Herodes laut vera ein harbalin Kar, ner han gjorde slekt. Skulemeistaren sviv o driv paa Gølve o ser se ikring mæ ei Mine, so seie: „Her æ Guten, so kann noko her“. „Kunne de no segja me, ko Herodes den store gjorde?“ „Førmastils“, syngja alle paa ei Gong. „O ko er det, so kallast so?“ „Ner ein legg ei Hærv me Tindadn upp o so klyv uppaa eit Hustak o stupa se te ni Hærve“, syngje dei i Munn paa inan. „Rigtigt, dæ va dæ, dæ va gøtt; de blia glupe no“, svara Læraren. „Slo han se kji ilt daa, daa?“ spør ein taa Smaaguto, so ha vaggla se paa Slabenkløke. „Kem?“ „Den Kungen so klauv aav uppaa Hustake o stufte se nie den Hærve, veit e“. Skulemeistaren ser paa han ei liti Ri o svara: „Dæ æ likast du tasla sta spør han, meina e“.

„Dæ æ so rart mæ dei, so ha lært noko“, seie Kjeringe, so stulla burtve Peisen, „du kann væl kanskji fortelja uss, um dæ æ langt aat Smaaløndø (Smaalenene), dit so Presten vøn skulde reise aav du, Skulemeistar“. „Ja dæ fer likeso mæ di dæ æ langt; ein lyt reise i sjau Aar før ein kjem dit. Smaalønde liggje tett ve Indien, maa veta, o e ha høyrt dæ rae o støtt, at ein lyt sigle igjøno Havsvælgen, før ein kjem dit; men dæ tæ fire Aar o korkji meir ell mindre te fara ne han, o sia ljøte dei sigle i langsammele Ti, sør dei koma aat Smaaløndø“, svara Skulemeistaren; han æ heilt annpustin vørte taa desse lange Talun.

„Gubaavaruss! Dæ va kji Under, at Prestfrua, Stakkar, suttra o tuttra o bar se ille ve me, taa di ho skulde fløta; men kifør va han daa kji her, so han hadde dæ so uttaa Maata gøtt daa?“

„O dei hava Hug te fara vio sleke Kara, o so faar han dæ no bere lell der, en han hadde dæ her. Der kann han bu i eit Hus taa Sylv mæ Gulldøra fere, o so æ dæ no ingjir Nau paa Smør o Øst o anna Suvl der, før dei ha so mykji Mjølk, at dei era nøygde te yste i store Tjedn; dei bruke dei binde Vasslin i Rova paa ei triærings Kvige o truge ho te svemja aav o te i Mjølketjedne. Ner dei sko taka upp Østen, ljøte dei ro i store Baata. Dæ sko ha hendt, seiist dæ, at Smaaløndinga ha bleve i Møsun. E las i ei Bok, at dei ha Brimøsta der, so store so Bitihødn, o difør æ dæ heldan inkji noko te Pris paa Brime der; men dei æ no nøygde te koke dæ ihop lell; gjort dei kji dæ, vart dæ so mykji Møso der, at dæ kji vart turt Land nokorstane. Dæ va ei Gong dæ kom ein Fatigut dit herifraa. Han va helsvølten o utmagra, o so fekk han Løv te eta Brim slekt han hadde Hug paa. Han aat o han aat; men te Slutt to han te eie se o jøye se a skrikji; men daa laut dei jule han me eit langt Bustereip, over dæ dei trudde han ha revna“.

„Dæ va rart te rare Lannskap dei Smaalønde maa vera daa lell“, svara Kjeringe; de sama synust Skuleungadn, o han Jyggjer ha alt tenkt se te reise dit; men han vil agte se før Brime; han vil berre eta Smør o Øst. „D’æ væl mykji Smør der mæ daa?“ spør han Skulemeistaren.

„Ja dæ va Raa te di; men hellist so yste dei no søtt der mykji. E ha høyrt, dei bruke, dei gjeva burt eit Pund Raa-rjumsmør te kem so tæ se paa eta upp fem Pund Brim“. Dæ ska vera sikkert han Jyggjer vil reise dit, han undrast berre paa, um dei sleppe lære lesa der; han tøre kji spørja um dæ; men slapp dei lesa der i Smaaløndo, vilde han reise dit imorgo Dag.

„Men dæ va daa fælt, Prestfrua tørde reise so langt lell“, tæ Kjeringe frami.

„Ja ho va kji so tøy, før dei maa seile meste tvo try Aar ette dei koma utatt or Havsvælge meæ; men dei maa no væl ha dæ Vete, at dei halde se ette Strendo, ner Vere blæs so allehardast. Dæ veste taa heile Reisun aat Smaalønda æ no den Ti dei fara igjøno Trynetyrkie“.

„Nei ljøte dei dit ogso daa, ner dei sko aat Smaaløndo?“ spør Mann o slutta o evdne paa Grevskafte.

„Ja dæ va meister so væl; dei ljøte fara tvert igjøno Trynetyrkie“, svara Skulemeistaren.

„Æ dæ kji der daa, dei era so skoheitte ette Mannekjøt?“ spør Sjølmann atte.

„Jaumi æ dæ so; dæ æ nokk i høg Pris dæ der. Ei Tynne feitt Mannekjøt gøtt salta o væl nelagt ska vega upp mæ ei Tynne Gull“.

„E har so ilt taa dei snille Prestfruun e“, seie Kjeringe, „e hadde rae trutt, sleka hadde dæ overele gøtt, mot før me, men no ser e, dei ha dæ kji alt so gøtt, um dei era Storfølk heldan“.

„Du ska kji ganga me nokon Otte fere henne“, svara Skulemeistaren, „dei tørje nokk kji taka paa ein Prestemann ell Frua hass; men han hadde tvær feita fina Døtta, e æ bangnast fere dei e, o e va kji go fere halde me heldan, anna e sa, at han skulde sett dei atte hjaa engon taa dei likaste Bøndo her i Bygden“.

„Men du, Skulemeistar, æ dæ kji Frimauradn inni Kristian, so era so haske te selja Trynetyrke Mannekjøt, du?“ spør Mann atte.

„Jauvisst æ dæ so“.

„E ha gange mæ ein Otte fere dei rae, ner e ha vøre i Byn; men æ dæ kji rart, Kungen læt dei ha Løv te gjera slekt daa? Va e Kunge, so vilde e landlyse alle Frimaura“.

„Ja dæ ser løgle ut; ein kunna mest tru, at dei æ Kunga, so minste Vete hava; men dei ha no beste Vete lell dei, ner dæ gjelde paa. Dæ æ væl taa di dei leta Frimauradn stelle so, at dæ ska vera te ei Syndsens, Straff over uss. Me era kji bere værde, maa veta“. Skulemeistaren tæ no te utty um, at Herodes gjorde Førmastils. –

Heile Veka Endan igjøno va dæ Kvednahuslesing ifraa Morgo’n te Kvelds; men um Laurdan vørte Ungadn stellte upp i ein rund Ring daa Gølve, elldaa vørto dei sette, so dæ vart ein Ring før Skulemeistare mitt innai; før heile Dagen held han paa overhøyrde o uttydde Uttaaatleksudn. „E ha kji vore go fere lært Uttaaatleksa mi „skjele væl“, seie den fyste, „taa di e fann kji atte Boke mi“. „E ha kji lært heile Leksa mi „skjele nauende væl“, taadi ho Vesle-Anne hadde kome te reve Boke mi isund“, seie den are. „E ha kji lært meir en væl so Hælte taa Leksun meno „skjele gøtt“, over dæ me hadde so raatt Tyri, at e fekk kji anna gjera en passe Supen heile Tie, o so seie ho Mor dæ, at e har so klent te Minne ogso“, svara den trea. Ein kann veta, at dæ va ingjin Dag i heile Vekun, han Meistar Erik hadde so nøygde gjera so um Laurda’n, o Landverne laut rykkje ne taa Skaaptake lite attimyljo.

Seigdne seie, at dæ va mange Presta, so leto Skula passe se sjøl o kunførmerde Ungadn mest kost dei vøro, ner dei berre komo mæ stora Gaavo te dei. Dæ gjere ein gøtt, aa høyre, at dæ ogso va sumble, so toko Sake ølvørsle o gjorde alt, dei dugde, te gjeva Ungo kristele Lærdom. Oso va dæ no soleise i dei Tien, at Prestadn foro Gardan imyljo paa Huspilsøk (ɔ: Husbesøkjils); daa kunna ein ølvørsle Prest gjera mykji gøtt o faa ut mangt eit Ord, so sia rann o vaks o bar Frukt.


PD-icon.svg Denne teksten er offentlig eiendom fordi forfatteren døde for over 70 år siden.
  1. Mæ „Brev“ meinast „Kuntrakt“ ell ei ell an „Dukkemente“.
  2. Før i Verden va Hægsetbenken jamble ein Slags Hølbenk ell ei Kjiste paa Lag. Her gjøymde dei mange Ting, so dei væl hadde Bruk fere, men so dei vilde ha otor Augesyn, altso eit „Lumberkammer“.
  3. So um Lag Aar 1830 gjorde Skula i Hallingdal – kanskji arestane ogso – eit Steg fram: Skulemeistaradn fingo noko stora Stavartavlo, so dei hengde upp, der Skula va, o ra’a Ungadn ikringo alle Veggji te stava. Dæ va noko heirsle lange Ord paa summe taa dei, so, so „Da-ne-brogs-fa-ne“ o andre sleke. Bøndadn vøro ille før dæ, at dæ skulde „innførast noko nytt“; men Skuleungadn komo so sæle heimatt um Kvelden o fortelde, at dei paa Veggjo i Skulun hadde lese um Brøkadn sena o so um den Stygge.