Efterretninger om Christiania Cathedralskole under Cancelliraad Jacob Raschs Rectorat (1706–37)

Fra Wikikilden
Hopp til navigering Hopp til søk
Efterretninger
om
Christiania Cathedralskole
under
Cancelliraad Jacob Raschs Rectorat (1706–37).

Prøve paa et større skolehistorisk Arbeide
af
Ludu. Daae,
studios. philol.
(Aftryk af Illustreret Nyhedsblad for 1858.)
Christiania.
Trykt hos H. J. Jensen.
1858.

I et latinsk Program fra Christiania Skole af 1770 oplyser den daværende Conrector Søren Seerup Monrad (forskjellig fra den bekjendte „Søren Latiner“), at Rector J. P. Hersleb, hvis Embede M. senere arvede, befattede sig med at forfatte en Fremstilling af Skolen fra dens første Spirer af (inde ab incunabilis), men dette Arbeide er udentvivl aldrig blevet udført; og i ethvert Fald er intet Spor af samme forhaanden. Senere har J. Chr. Berg i Budstikkens 3die Aarg. (Nr. 39–66) leveret en lærd Undersøgelse om det med Skolen i Midten af det 17de Aarhundrede forbundne Gymnasium, hvori rigtignok kun leilighedsviis Et og Andet om Skolen forekommer. Da der forøvrigt om Skolen kun gives saare faa og ubetydelige trykte Efterretninger[1], bevægede denne Mangel nærværende Meddeler til at efterspore allehaande utrykte Kilder, oprindelig kun til privat Fornøielse, senere med det Forsæt om muligt at optræde som Forfatter i denne Retning. Da imidlertid hans Hovedstudiums Krav maa henvise Udarbeidelsen af et større Verk over denne Gjenstand til en ubestemt Fremtid, har han troet at burde benytte den af nærværende Blads Redaction tilbudne Anledning til her at offentliggjøre et Brudstykke, omhandlende et Tidsrum, der forholdsviis ret godt lader sig belyse af haandskrevne Kilder. Disse ere søgte deels i Skolens Archiv, deels i Rigsarchivet (Ordinationsprotokoller, geistlige Stervboprotokoller, Regnskaber og løse Documenter m. M., Bilag til kgl. Rescripter om Skolen), deels mellem Universitetsbibliothekets Manuscripter (hvor især Dimittendfortegnelsen fra 1692–1745, hvilken Skolen mangler, og som jeg med Anmærkninger med det Første andensteds vil udgive, kom mig vel tilpas). Jeg har overhoved beflittet mig paa den muligste Fuldstændighed, undtagen i et Punkt, nemlig Økonomien, hvis Detailler jeg har foretrukket at gjemme til de fuldstændige Efterretninger engang see Lyset. Det samme Haab om senere at levere noget Bedre har da ogsaa bevirket, at Citater o. s. v., hvoraf alligevel for et Blad vel allerede nu ere indkomne uforholdsmæssig mange, ere givne mindre hyppig, end En og Anden maaskee havde ønsket.

I.

Den eneste Fremstilling af det for Fortidens samtlige Latinskoler hos os Fælles og Almindelige, som hidtil existerer, er hvad R. Nyerup meddeler i 3die Deels 1ste Afdeling af sin „Hist.-Statist. Skildring af Tilstanden i Danmark og Norge i ældre og nyere Tider“ (Kjøbenbavn 1803–6). Hvad der meddeles er imidlertid, som ofte hos denne Forfatter, confust og ufuldstændigt og som skrevet paa en Tid, hvor den gamle Skoleindretning med Lectiehørere o. s . v. var i frisk Minde, ja endog i mange Skoler fremdeles bestod, tillige dunkelt for den nulevende Slægt. Da ogsaa hertil kommer, at Bogen ingenlunde længer er almindelig hos os, vil jeg begynde med en kort (forøvrigt af Nyerup ganske uafhængig) Skildring af Skolernes Tilstand i det Hele, især for den os her vedkommende Tid.

Man har ikke uden Grund bemærket, – hvad der naturligviis er en Tilfældighed, – at de Oldenborgere, under hvem Skolevæsenets Forholde efterhaanden modificeredes og forbedredes, samtlige hedde Christian. Det var saaledes Christian den Tredie, som først indrettede den lutherske Latinskole, der da rigtignok med fuld Grund bar dette Navn, da Latinen var enedominerende og „noget Fundament“ i Græsken kun tillodes læst i øverste Classe. Christian den Fjerde forbedrede ved sin Kirkeordinants (1607) Skolerne i flere Maader, saaledes ogsaa med Hensyn til Græsken, saa at der c. 1631 i øverste Lectie ialfald skulde læses foruden Testamentet ogsaa Adskilligt af Isokrates, Homer, Hesiod, Theognis, ja endog Pindar. Christian den Femte tænkte paa at indføre en grundig Forandring i Skolevæsenet, nemlig ved at inddrage en stor Deel af de mange elendige Trivialskoler i Smaabyerne, der vare saa talrige, at der f. Ex. i Nørrejylland var ikke mindre end 24, men denne Plan, der var Mange imod, blev hindret, og det havde sit Forblivende ved det Gamle, indtil Christian den Sjette 1739 realiserede sin Farfaders Plan og nedlagde Størsteparten af de tildeels kun i Navnet latinske Smaaskoler og samtidig forbedrede de større. De i Christian den Syvendes Tid skete Reformationer, hvorpaa vort lærde Skolevæsen for en stor Deel endnu hviler, ere os her uvedkommende.

Ligesom de lutherske Theologer og Regjeringer i de første Par Aarhundreder efter Reformationen i Troessager vare alt andet end tolerante, og forlangte af alle Præster, at de skulde gjøre Afkald paa Ret til enhver personlig Formening om dette eller hiint Troesanliggende, saaledes var det, som stedse mest indskjærpedes Skolerne, ogsaa „Uniformitet“, der er Feltraabet ligefra Palladii Dage. Nogen individuel Stræben hos Lærerne blev ikke taalt, og til de Lærere, der (f. Ex. i lat. Grammatik) „understode sig at forfatte aparte Præcepta“ gjøres under Christian den Fjerde meget strænge Trudsler. Fra hans Tid af vare de fuldstændige Skoler inddeelte i 6 (sjelden 7) Lectier (eller „Leitser“,) ɔ: Classer, hvoraf 2den Lectie af Grunde, som senere skulle fremstilles, dog ofte kun existerede paa Papiret. Den øverste af disse, hvilke samtlige havde sit Lokale i et eneste Værelse, benævntes Mesterlectie, ikke formedelst noget Disciplenes Mesterskab, som Mange feilagtig have meent, men fordi den betjentes af Skole-Mesteren (ɔ: Rector), hvem siden 1616 i de større Skoler tilforordnedes som Medhjælper en Con-Rector. Disse underviste ikke hver i sine Timer, neppe engang hver i bestemte Fag, men deelte Arbeidet saaledes, at Rector havde den hele Underviisning i Lectien de 3 første, Con-Rector de 3 sidste Dage i Ugen. (!) De øvrige Lectier havde hver sin i alle Fag docerende Lærer eller som han charakteristisk nok hedte „Hører“ (collega scholae). Desforuden havde Skolerne en Cantor, hvis Tjeneste dog stundom som f. Ex. i Christiania c. 1720 var forenet med en Hørerbestilling. De Personer, som omtales under Navn af custodes scholae) have vel svaret til vor Tids Pedeller, men fandtes dog ei i alle Skoler, i Throndhjem saaledes ikke for 1809. Om den lector theologiae“, der kun fandtes ved Cathedralskolerne, samt til enkelte Lærere, der hist og her underviste i at skrive, regne, „ridse“ o. s. v. vil der senere blive fortalt.

Hvad angaar Underviisningens Gjenstande paa den Tid, da have vi allerede ovenfor berørt, at Latinen var det allervigtigste Lærefag, hvilket tilligemed Religion og Græsk saagodtsom optog den hele Tid. Men Hensigten hermed var dog ingenlunde, at Discipelen skulde tilegne sig det paa Kundskab i Grundsprogene grundede Indblik i Oldtidslivet, som vi nuomstunder ere vante til at kalde „klassisk Dannelse“; thi en saadan kan man gjerne sige existerede ikke paa denne Tid, da de Lærde med en vistnok stor Belæsthed i Oldtidens Literatur og Ærefrygt for samme forbandt en endnu større Grad af kras prosaisk Forstandighed, der ei kunde Andet end berøve dem Evnen til paa Oldtiden at anvende den rette Maalestok og saaledes maatte gjøre dem fremmede for samme. Den lærde Skole var meget mere her, ligesom i Tydskland, som G. Bernhardy siger, „eine demüthige Tochter der Kirche“, og Skolegangens Øiemed blot Tilegnelsen af den sproglige Færdighed, der var fornøden for at kunne benytte den theologiske Literatur og for med den størst mulige Lethed (tilnød ogsaa i bunden Stiil) at kunne udtrykke sine Tanker om dagligdagse, atter især theologiske Materier i en Latin, til hvis Reenhed man just ikke stillede høie Fordringer[2]. Ved det 18de Aarhundredes Begyndelse var nu vel den Tid forbi, der, som vi see af en i Christian den Fjerdes Tid til Forfattere af Skolebøger given Instrux, vilde, at alle (nuomstunder kun for bornerede Læsere) anstødelige Steder hos Auctorerne, ja endog de hedenske Guders Navne skulde udstryges af Textudgaverne for Ungdommen, og der var vel ikke længere Mange, der ønskede at jage Cicero, Virgil og Horats ud af Skolen, for at sætte Palingenii „Livets Dyrekreds“, Prudents, Lactants, Minucius Felix o. A. i deres Sted. Men alligevel var den sundere Sands, som ved denne Tid havde begyndt at udvikle sig i Tydskland, især ved Cellarius’s og det Jenensiske Selskabs Bestræbelser deels kun i liden Mon naaet til Norden (og efter hvad jeg kan slutte maaskee mindst til Rasch og hans Samtidige i denne Skole), deels strakte heller ikke denne da begyndende Reaction sig udover det reent Sproglige. Af Ordinationsprotokollerne, som for Christiania Stift begynde 1732, hvor Ordinanderne selv have maattet antegne sit Levnetsløb, er det let at see, hvorledes den da brugelige Vulgar-Latin var beskaffen, og det netop især for gamle Disciple af denne Skole, hvor der i det Stykke lader til at have hersket en slettere Smag end den, der fremtræder hos Folk, der ere udgaaede f. Ex. fra Chr. Falsters og A. Borrichius’s Underviisning.

Forsaavidt Discipelen nu (hvad sjeldnest var Tilfældet) kom ind i Skolen allerede i den nederste Lectie, blev han hilset velkommen med tvende Bøger, som levede lige til Slutningen af forrige Aarhundrede, nemlig „Donat“ og „Aurora.“ Den første af disse, der havde holdt sig gjennem hele Middelalderen ligefra selve Oldtidens Slutning var en oversat Bearbeidelse af den bekjendte Romerske Grammatiker Aelii Donati Verk „de octo partibus orationis“ (4de christl. Aarh.). Af dette lille Compendium hidsættes som Prøve Definitionen paa et Substantiv: „Nomen Subst. kaldes det Ord, som kan ikke udsiges med Mand, Kvinde eller Ting, saasom Mensa, et Bord, er Subst., fordi jeg ikke kan sige Bord Mand, Bord Kvinde, Bord Ting.“ Den dansk-norske Aurora var forfattet af den lærde Thomas Bang († 1661 som Univ.-Bibliothekar); den indeholdt først en Række Gloser med tilføiet Oversættelse, der skulde læres udenad til Erhvervelse af et sprogligt Grundfond, og dernæst en Samling af lette Samtaler paa Latin og Dansk om hverdagslige Begivenheder, altsaa en Art latinsk Parleur. Mellem Gloserne ville udentvivl findes flere, som en lærd Philolog nutildags kan være bekjendt ikke at vide, t. Ex. Pernio, „Frost udi Fødderne“, Butyrum, „Smør“ o. s. v. Derhos lærtes i første Lectie Luthers Cathechismus, tildeels paa Latin. I anden Lectie fortsattes med Aurora og andre Samtaler af nyere Latinister, fornemmelig af Stephanius († 1650 som kgl. Historiograph), der ogsaa var Forfatter til det almindelige Latinske Lexicon „Nomenclator“ (indeholdende Verba og Substantiva, men ikke Adjectiva), som, tilsidst rivaliserende med Grams „Nucleus“, benyttedes, indtil Badens bekjendte Ordbog udkom 1786. I Religion læstes nu ogsaa Søndagsevangelierne paa Latin. I de Par følgende Classer tilføiedes i de fleste Skoler den da yndede Dionysius Cato sen sildig romersk Forfatter, der har skrevet elegiske Vers af moraliserende Indhold og ofte, f. Ex. endog af Falster, blev forvexlet med M. P. Cato), visse Skrifter af Erasmus, Æsops Fabler, Begyndelsesgrundene i Græsk med noget af det gr. Testament, samt de første „Species“ i Regnekunsten. I Mesterlectierne læstes især, foruden større grammatiske Bøger (Sivers, Jersin o. A.) og latinsk Versekunst, nogle Comoedier af Terents, endeel Taler og Smaaskrifter af Cicero, et Udvalg af Livius (næsten blot af Taler), Virgil (især 1. 2, 6. B. af Æneiden), Horats (nogle Oder og Digtekunsten), samt i Græsk, foruden Testamentet, Brudstykker af Plutarch og Isokrates, samt en Mundsmag af Homer og Hesiod. I Hebraisk Begyndelsesgrundene og lidt af Bibelen, alm. Propheten Jonas. Endelig en Smule Logik, Metaphysik, Rhetorik, Ethik, Physik, lidt af Euklid o. s. v. Den historiske Underviisning var saare tarvelig, og bestod, foruden noget Kirkehistorisk, vistnok høiest i lidt Tale om „de fire Monarchier“ (det assyriske, persiske, græsk-macedon. og romerske, under hvilket sidste ogsaa Nutiden indbefattedes). Hertil læstes under den ved hvert Domcapitel ansatte „Lector“ i Theologien[3] endeel mere Religion. Latinske Taleøvelser have været hyppige, men paa denne Tid vare vistnok de bekjendte strænge Befalinger til Disciplene om under Straf af Mulct eller corporlig Revselse „overalt og allevegne“ at tale Latin i det Mindste factisk bortfaldne, dette gjælder visselig ogsaa den i sin Tid brugelige Skik at spille latinske Comoedier paa Skolen. Med Hensyn til Disciplenes Skoletid forresten er der ogsaa Adskilligt, der for den nærværende Slægt lyder fremmed og synderligt. Samtlige Disciple vare i de Tider Gratister i Skolerne, i ethvert Fald i nærværende og overalt, hvor disse Instituter eiede nogen Formue.[4] Derhos nøde de ogsaa paa sine Steder adskillig Understøttelse deels ved (især private) Legater, deels ved Communitetet (Skolens Bespiisningsanstalt). Denne Indretning var ved Christiania Skole saa gammel, at i Raschs Tid ingen Fundats derfor gaves, og bestyredes af dertil paa visse Terminer antagne Spisemestere, der tvende Gange daglig bespiste og vare saa høit betroede, at de endog, som det synes, have saaet Lov til at bestyre Communitetets Obligationer m. M. Uagtet meget Jordegods og tillige ogsaa mange andre Herligheder (visse Distrikters Kongetiende m. M.) vare henlagte hertil, kunde dog indtil 1735 ikkun med største Nød bespises 10 Disciple foruden Conrector og de 4 Hørere, hvilke turvis havde at øve de Førstnævnte i at disputere over Bordet. Derhos maatte Skolernes Disciple (hersteds indtil 1800) ved Brudevielser, Bryllupper o. s. v. forrette samme Tjeneste, som i Christiania endnu tildeels paahviler Waisenhuset, og det ei alene for Byen, men tildeels udenfor denne (her for Ager og Oslo Hospital). Af en derom 1728 oprettet Contract sees, at tvende Disciple her af Skolen Fredag, Søndag og alle Helligdage opvartede Sangen, læste Bøn og „klædte Præsten“ i Slotskirken mod Løn af Kirkeblokken og Andeel i Høitidsofferet; disse Disciple sees altid at have været Klokkeren en Torn i Øiet. Forøvrigt var vel Degneopvartningen paa Landet ophørt og „Skoledegne“ et forældet Navn, og Skoledisciple gjennemstreifede vel ei mere Stiftet for at tigge og inddrive hos Bønderne, hvad Skolen tilkom, men ligeindtil 1728 vedvarede dog her i Skolen „en Omgang med Musiqven“ ved Mortensdagstider, hvorved, uvist paa hvad Maade, Disciplene „4 à 6 Ugers Tid maa forsømme meest alle Studeringer og alleene tage vare paa Musiquen til denne Aftens Omgang, saa at de derover forfalde til mange Enormiteter, ja at der ogsaa er befunden de, som over denne Anledning ganske have forløbet Skolen, og at ofte paa Gaden ved denne Omgang skeer Insolence, idet at omløbende løst Folk overfalder Disciplerne.[5] Dertil kom, at Skolernes Personale gjerne daglig (indtil 3 Gange) maatte „gaae i Chor“, ɔ: til Bøn i Kirken, og hyppig havde anden Sangopvartning i samme, hvor Gudstjeneste dengang fandt Sted meget hyppigere end nu, og i det Mindste paa flere Steder holdtes til visse Tider en regelmæssig latinsk Gudstjeneste, der især var beregnet paa Skolens Disciple, men gjerne ogsaa besøgtes af Andre. A. Lassen oplyser, at i forrige Aarhundredes Slutning havde denne Skoles Disciple, foruden ved Bryllupper, Begravelser m. M., Sangopvartning i Kirken hver Tirsdag, Thorsdag og Løverdag Eftermiddag, samt hver Onsdag og Fredag Formiddag. Hvormeget disse Ting maatte sinke Discipelen i hans Studier, er let indlysende. Den daglige Underviisningstid var imidlertid ansat til 8 Timer, hvoraf jeg slutter, at den omtalte Kirkeopvartning har gjort mindre Skaar, end man skulde tro, saasom man i det Mindste i det 16de og 17de Aarhundrede begyndte Skolegjerningen flere Timer tidligere, end nu er almindeligt. Forholdet med de egentlige Skoleferier er mig ei ganske klart; dog seer jeg hos H. H. Müller, at 1737 blev i Throndhjems Skole „efter Sædvane“ ferieret i August, og vare dengang denne Skoles fleste Lærere og Disciple bortreiste.

Til disse løsrevne Træk til et almindeligt Skolebillede vil jeg ogsaa føie de Notitser, jeg har kunnet samle om de forskjellige Lærerclassers Vilkaar paa denne Tid; men disse har jeg troet heldigst at burde anbringe der, hvor de biographiske Efterretninger om disse ville blive meddeelte, og jeg skrider nu til at gjøre opmærksom paa endeel Ting, der maa tages med til Bestemmelsen af den Maalestok, hvori Christiania Skole fordum har virket som Læreanstalt.

II.

Endnu i den Periode, hvormed vi her ville beskjæftige os, er den lærde Skole væsentlig at betragte som Plantestole for Geistlige; en juridisk Embedsexamen og nogen Fordring paa høiere akademisk eller lærd Dannelse hos Juristen daterer sig jo først fra 1736 og først endnu senere bleve til den almindelige praktiske Mediciner stillede lignende Krav. Ligesom derfor de Allerfleste af Skolens Disciple bleve Præster og Skolemænd, saaledes vare de ogsaa for en stor Deel Sønner af saadanne; Bondesønner seer man i denne Periode meget sjelden blive Studenter, hyppigere derimod Borgerbørn fra de Byer, der havde lærde Skoler.[6]

I Regelen var det dog kun de Sidstnævnte, der gjennemgik den hel Skole ligefra de nederste Lectier, Landsens Børn (stundom ogsaa Bybørn) undervistes gjerne i sine første Aar privat enten af sine Fædre eller hos andre Præster eller de unge og gamle Studenter, som vi ved denne Tid i Masse finde „conditionerende“ omkring i vort Land. Herom nogle Notitser.

Af saadanne Præster maa fortrinlig udhæves Thrønderen Angustinus Schielderup, der 1703–1743 var Sognepræst til Laurdal i Jarlsbergs Provsti, om hvem man har gode Efterretninger i Treschows Jubellærere og i Müllers (maadelige) Jarlsbergs Beskrivelse. Treschow (p. 221) vidner, at han har dimitteret 58 til Universitetet og underviist omtrent ligesaa mange, der deels siden kom i Skole, deels ikke opnaaede at deponere. Om Huuslærerne kunne samles flere gode Notitser, da Beretning om deres Forhold og Vandel hørte til de Ting, hvorom der aarlig afæskedes Sognepræsterne Erklæring. Medens Pluraliteten af dem vistnok have været ret skikkelige Folk, hvem Nøden drev til en Tid at conditionere paa Landet, var der mellem dem ogsaa adskillige „gamle Vagabundi“ og forfaldne Personer, hvorom bl. A. de (utrykte) Efterretninger vidne, som jeg har om en Candidat, Daniel Schive, der dimitteredes fra Skolen 1725, og som jeg her vil meddele. S. var Præstesøn fra Bjelland i Lister og Mandals Amt og undervistes først hjemme af en Studiosus, som (uvist af hvilken Grund) gav sig to Navne, Aurimontan og Nils Slesvig og som behandlede ham tyrannisk. „Endelig sagde denne sig at have med Fanden at bestille, det Præsten ei vilde tro; thi sagde Aurimontan: Hr. Søren Schive! i denne Nat skal I befinde det at være sandt. Præsten blev da ogsaa om Natten meget urolig af adskillige Slags Røster og Syner. Dagen efter tidlig om Morgenen kom Aurimontan, færdig til at reise bort, ind til Præsten og sagde: Jeg maa strax reise fra Eder og tør ei love en Time, siden jeg har aabenbaret Eder min Tilstand. Derpaa fik S. til Lærer en Skriverkarl og saa to Studiosi efter hinanden. Den Sidste, der ønskede at blive Capellan hos Faderen, gjorde sig ingen Flid med Sønnerne, for at disse ikke skulde blive færdige.“ Deslige Huuslærere kunde neppe være synderlig bekostelige, siden endog den bekjendte Biskop Bircherod i Christianssand ifølge Papirer i Rigsarchivet 1711 kun gav sin „Præceptor“ 12 Rdl. for Aaret.

Naar nu Børnene af disse Huuslærere o. A. vare bragte saa vidt, at de kunde komme i Femtelectie eller endog i Mesterlectien, sendte man dem gjerne til en Skole, hvorved man havde den Fordeel, at de ofte strax kunde erholde Skolens frie Kost paa Communitetet, der ikke gjerne uddeeltes til de nederste Lectiers Elever, samt at de kun kom til at have med de dueligste Lærere (Rector, Conrector og den øverste Hører) at gjøre, og undgik de ofte maadelige „nederste“ Høreres Behandling. En Følge heraf, at de øverste Classer i hele forrige Aarhundrede og vist ogsaa tidligere, bestandig vare de talrigst besøgte, medens derimod de laveste Lectier vare saa tyndt besatte, at i saagodtsom alle Skoler de to, stundom de tre nederste af dem vare slaaede sammen under samme Hører eller Collega. Der existerede derhos paa den Tid (indtil Skolereductionen af 1739) foruden de Latinskoler Norge havde 1814, nemlig Cathedralskolerne, tillige Smaaskoler i Stavanger, Skien, Tønsberg, Kongsberg, Frederikshald og Frederiksstad, af hvilke nogle vare analoge med vore nuværende Middelskoler og skulde dimittere sine Elever til de høiere Lectier i sit Stifts Cathedralskole, hvor Optagelse af saadanne Elever skulde finde Sted ved St. Hans Tid, paa samme Tid som Depositsen ved Universitetet.[7] Men mange unge Nordmænd droge fra Smaaskolerne (især Frederiksstads), stundom og fra foregaaende Privatunderviisning til danske Skoler, navnlig til Helsingørs, en Opdagelse, som jeg oprindelig gjorde ved Gjennemlæsningen af Ordinationsprotokollerne og Literaturlexiconnet og senere fandt bekræftet og bestemt deels i Boesens (i alt Andet end hvad angaar Skolen maadelige) Helsingørs Beskrivelse (p.160), deels i Badens Universitets-Journal for 1794, hvor den lærde Udgiver, der selv i flere Aar havde været Rector i Helsingør, oplyser, at i 20 Aar af forrige Aarhundrede (han angiver ikke hvilke) blev fra denne Skole dimitteret 26 Nordmænd.[8] I den senere Tid af det os her nærmest vedkommende Tid søgte ogsaa overmaade mange Nordmænd til Frederiksborg Skole, hvis Rector, fra 1730–66, den fortjenstfulde J. Schrøder (cfr. Gjessing II. 1, 2. 205 sqq.) tilforn havde været Rector i Frederikshald, samt til Roskilde, hvis Skole da styredes af den energiske og hærdede Skolemand Bernt Schnabel (Rector 1726–54).

III.

Som bekjendt lader Holberg i Slutningen af Nils Klim denne sin Helt mellem andre Reflexioner anstille ogsaa den, at et Skole-Rectorat dog er den Stilling, som den forrige Hersker over det 5te Monarchi bedst kunde være bekjendt at indtage, saasom Rectoratet er „regiae potestatis simulacrum.“ Men det var dog kun inden Skolens Mikrokosmus, at en Rector nød denne Anseelse, thi i det større Samfund udenfor denne var hans Embede kun lidet hædret og anerkjendt. Indtil 1739 havde han ikke „Rang“, udnævntes ikke engang af Kongen, men af Stiftets Biskop, der dog gjerne lod hans Bestalling confirmere fra Kjøbenhavn af. Som Kvalification var siden 1696 fordret Magisterconferentsen, en Grad, som dog allerede før enhver Rector i større Skoler gjerne havde erhvervet. Dog maa man her mærke sig, at der existerede en stor Forskjel mellem Rectorerne ved de utallige, usle Trivialskoler og ved de større Skoler, navnlig Cathedralskolerne. Rectores i Stiftsstæderne havde nemlig for det Første næsten altid en Conrector, der, som tilforn berettet, befriede dem for fast det Halve af deres Skolearbeide, og derhos varede der Medlemmer af Domcapitlet, hvis Forretning var at dømme i geistlige Sager og tillige (indtil Forordn. af 1ste Decbr. 1797) i alle Ægteskabssager (den bekjendte Tamper-Ret“, ɔ: jus quatuor temporum, fordi den holdtes til 4 bestemte Tider om Aaret). Medens Rectoraterne i de smaae Skoler, f. Ex. Ebeltoft, kunde være aflagte med 30 Rdl. (!) aarlig og gjerne vare forenede med en Degne- eller Organistbestilling, vare Rectores i Stistsstæderne, om ei overalt (f. Ex. ikke i Ribe), dog i Almindelighed ret godt aflagte, saaledes i Roskilde „med mere end biskoppelige Indtægter.“ At det herværende Rectorat ogsaa for dets Vilkaar saa betydelig forbedredes, ved Erhvervelsen af en Halvpart af Lectoratets Præbender (1738), har været et nogenlunde anstændigt Embede, kan sluttes deraf, at de fleste af J. Raschs Formænd forbleve deri, uden at tragte efter Mere, samt at det nogle Gange har tjent til Afgang for danske Skolemænd i høiere Stillinger. Hovedindtægten faldt af Beneficiargods, men var naturligviis ujævn, eftersom Mere eller Mindre af dette var bygselledigt, og eftersom Leilændingerne vare solvente eller ikke. Bopæl skulde Rector, som alle Skolepersoner, have i Skolelocalet, men her i Byen maatte han i mange Aar (vistnok hele Tiden fra 1686 til 1719 paa Grund af Omstændigheder, vi senere skulle betragte) i dets Sted nøie sig med 24 (ofte uerholdelige) Rdlr. af Kirkekassen. Derhos nød han hersteds Halvparten af Skolens Accidentser for Opvartningen ved Bryllupper, Begravelser o. s. v. og en stor Deel af de nævnte Mortensaftens-Penge. Forøvrigt var han i sit Embede Biskopen strengt undergiven, denne visiterede aarlig Skolen, deciderede angaaende Stipendiefordeliiiger m. M. og synes ogsaa paa de fleste Steder at have tiltaget sig den Ret, som Danske og Norske Lov udtrykkelig hjemlede Rigernes Rectores, nemlig, at de efter Samraad med Sognepræsten selv skulde kalde sine Hørere.[9]

Vi see heraf, og af Mere, at en Rector, for ei at tale om den lavere Skolemand, overhoved indtog en beskeden Stilling. Men Udsigten til at tilbringe sit Liv med Studiet af de classiske Sprog og med Ungdommens Underviisning i disse har dog til alle Tider udøvet en egen Tiltrækningskraft hos visse Gemytter, selv om Tiderne have været ugunstige nok for Videnskaberne og deres Dyrkere. Og denne Tiltrækningskraft har ogsaa paa denne Tid, da forløbne Tydskere og uvidende, brutale Militære vare i høiere Priis end Videnskabsmænd og Lærere, ikke undladt at virke og har forskaffet den tilsidesatte Skole ikke faa gode og ædle Kræfter. En saadan Mand, Christian Falster i Ribe Skole, var ustridig Rigernes første Philolog før Madvigs Tid, og har blandt sine mange lærde Skrifter ogsaa forfattet et, betitlet „Amoenitates Philologicae“ (3 Tomer, Amsterdam 1729–32), der kaster et meget stærkt Lys over Tiden i det Hele og i Særdeleshed over Skolemandens Forhold til samme. Men ogsaa Jacob Rasch, hvis Levnet vi nu ville fortælle, hører til de Rectorer, som ere et godt Minde værdige.

Jacob Rasch er født i Stavanger den 27de Decbr. 1669 af Forældrene Michael Gundersen (med Familienavnet Aalborg, det han dog sjelden brugte) og Sophia Rasch, Datter af Laugmand i Stavanger Jacob R. (der nævnes i Forf.-Lexiconnet). Bemeldte M. Gundersen, der i det Mindste senere var Sorenskriver over Jedderen og Dalerne i Stavanger Amt, har endnu levet 1704, da han under 9de Juli entledigedes fra Embedet og erholdt en Svigersøn Bendix Dyrhus til Successor; Moderen levede i Stavanger som Enke 1711. Af Børnene, der samtlige fra Moderen optoge Familienavnet Rasch, kjender jeg to Sønner, Lars R., senere Provst og Sognepræst til Hobbel, en erndit Mand, om hvem Wilse i sin Spydebergs Beskrivelse p. 557 fortæller interessante Ting, og vor Rector.

Carl Deichmann, der havde været R.’s Svoger, anfører i et Brev til Suhm (se dennes Levnet ved Nyerup p. 315–16), at Rasch i sin Ungdom er bleven underviist af den lærde Torfæus, der boede i Stavanger Amt, især paa Stangeland i Augvaldsnæs. Det var da vel senere, at han (uvist hvilket Aar) kom i Stavangers Skole, der ved Rescript af 6te Mai 1682 fra Cathedralskole var gaaet ned til Trivialskole; Rector var indtil 1684 J. S. Godtzen (Treschows Jubell.) Om Rasch har gaaet i Skolen i denne brave Mands Tid er ikke sikkert, men vel, at han er underviist af Eftermanden Michael Leigh, senere Lector theol. i Christianssand, der dimitterede ham til Universitetet 1688. Rasch blev 1696 Magister, forfattede i dette og de følgende Aar et Par vistnok mindre betydelige Disputatser, der nævnes i Forf.-Lex., og blev 1700 Hovmester i Kjøbenhavn hos Geheime-Raad, Admiral, Ridder m. M. Frederik Gedde (til Hindema i Fyen.[10] Her har Rasch, der lader til godt at have kunnet gerere sig i den finere Verden, udentvivl skaffet sig adskillige gode og indflydelsesrige Patroner. Derhos har han ogsaa studeret ikke Lidet og i ikke faa Retninger. Vi have især flere udtrykkelige Vidnesbyrd for, at han har staaet i megen Forbindelse med Tormodus Torfæus, med hvem han, som vi saae, fra gammel Tid af havde Bekjendtskab. Fra 1702–6 havde han at gjøre med Trykningen af Alt, hvad Torfæus indtil dette Aar udgav og tegnede blandt Andet Kart til Torfæi Grœnlandia. Rasch befattede sig selv med historiske og sproglige Undersøgelser „endog“ i det Danske og Norske, især Runevæsenet, og søgte da, som rimelig var, Veiledning hos Torfæus. Mellem disse har været fort adskillig Korrespondence, hvoraf 1780 ialfald Noget synes at have været i C. Deichmanns Eie.[11] Fra samme Tid hidrører maaskee ogsaa et heraldisk Arbeide af Rasch, nemlig endeel Tegninger af norske Adelsvaaben m. M., der fandtes i Suhms Bibliothek og derfra er gaaet over til det store kongelige. (Suhms Levnet ved Nyerup, l. c., Saml. t. d. N. F. Spr. og Hist. V. Minerva for Novbr. 1787. p. 179 o. fl. Steder.)

1706 den 20de April blev i Christiania begravet Rector Mag. Eiler Hirnklow, der i 16 Aar havde forestaaet Cathedralskolen, dog, som man af flere Ting kan slutte, med liden Kraft og under ugunstige Vilkaar. Formedelst „hans Alderdom og idelige Svaghed“ vare Skolens Accidentser geraadede i saadant Forfald, at de efter hans Død maatte inddrives ved Rettens Midler endog hos „fire velhavende Borgermænd“, og da hans Regnskaber 1708 bleve reviderede, indgaves Forestilling om det mislige Forhold, der havde hersket under ham med Hensyn til Degnepenge (en Skat fra Landdistrikterne, der bestod til 1839) og Legater. Endvidere, hvad der var det værste, Skolen havde dengang intet ordentligt Locale. Cathedralskolen havde oprindelig her som andetsteds ligget i Nærheden af Kirken (den saakaldte „Trefoldigheds-K.“) ved Prindsestalden, men ved Branden i 1686 havde den deelt Skjæbne med samme Kirke. 1696 var idetmindste moveret om Opførelse af en Skolebygning i Nærheden af Vor Frelsers Kirke, men heraf er neppe blevet Noget. Til Skolen var derimod tilveiebragt et Locale, der „formedelst Ælde og Ringhed er saa forfaldet, at man ved Indgangen ikke kan gaa sikker for nedfaldende Stene og Bjelker, ei heller i Skolen selv være beskjermet for Regn. Dette Huus var kjøbt til Skole, da Kirken blev holdt paa Raadhuset, men var forlidet og laa forlangt borte fra den nye Kirke.“[12] Dette Locale har derhos været saa ringe, at Skolens Lærere ikke, uagtet saadant udtrykkelig ved en Forordning af 1694 var paabudt, kunde boe der. De oppebar derfor Logispenge af Kirkekassen, der ifølge Norske Lovs først i vor Tid ganske hævede Bud (2–61–63) skulde holde Skolen og Lærerne Locale. Conrector og Hørerne fik til Huusleie 6 Rdl. aarlig (!). Folk vilde tillige nødig sætte sine Børn i Skolen blandt Andet ogsaa af den Grund, at det faldt disse besværligt saa ofte at vandre i Kirke fra et saa borteliggende Sted. – Disse mange Omstændigheder maatte bevirke, at Biskoppen, dengang Dr. Hans Munk, efter Hirnklows Død havde særlig Grund til at see sig om efter en dygtig Mand til det ledige Rectorat; „han ønskede, at Rasch vilde stræbe efter Successionen, hvortil hans Capacité og Conduite er noksom erfaret.“ Rasch blev da, uden tilforn at have gjennemgaaet de lavere Skolegrader, med een Gang Rector ved Cathedralskolen i Christiania, der under Vacancen var bleven midlertidig bestyret af Conrectoren Mag. Johannes Schrøder, om hvem i sin Tid Mere.

Skolen var dengang saa tyndt frekventeret, at i „Raschs Lectie“, ɔ: Mesterlectien, ved hans Ankomst kun forefandtes 7 Disciple, hvoraf han det første Aar (1707) Ingen kunde dimittere. Man har ovenfor erfaret, at de høiere Lectier gjerne netop vare de talrigste, hvoraf kan sluttes til Forholdet i de nedre Lectier. Men Rasch viste strax fra Begyndelsen af „Flid og gode dona docendi“ og magtet ved den Tid mange Skoler vare i Aftagende“ lykkedes det ham efter hans eget Sigende (i en Ansøgning af 1715) dog „at holde Alt i nogenlunde Orden og Skik og endog til denne Skole at faae studerende Personer fra Throndhjems, Bergens, Stavangers og Christianssands Stifter.“[13] Han bestræbte sig allerede i 1708 for at faae et nyt Locale og foretog ved den Tid, maaskee endog til den Ende, en Reise til Kjøbenhavn. Han ansøgte da om at „maatte besøge Godtfolk om en skikkelig Gave“ og om at der maatte tillægges Skolen 1 Rdlr. af hver Landskirke i Stiftet til en ny Bygnings Erhvervelse. Samme Aar under 7de Septbr. synes ogsaa et Sted i Nærheden af Kirken at være blevet „ordineret“ til Skolehuus, og Dr. Hans Munk som Biskop at være anmodet om at antage sig Sagen; men deraf blev dog Intet, hvorimod man nok bortkastede det skidne Vand, før man havde faaet det rene, thi 1715 var Skolen med Hensyn til Locale om mulig endnu uheldigere situeret, Noget, der ifølge Biskop B. Deichmanns og Stiftsbefalingsmand Tønsbergs Paategning paa et Andragende fra Rasch truede med at hidføre dens „totale Undergang.“ Den boede nemlig nu til Leie paa Kirkekassens Regning. „Men Kirken er saa fattig, at den ei kan holde sig selv og neppe faae engang Kirkegaard indhegnet, saa har den ei Midler til at skaffe Penge til Huus at leie for Skolen. Desuden er nu Trang paa saadanne Huse, hvorfor vi ofte maa flytte, iblandt hver (Hører) læse paa sit Kammer, saa jeg (Rasch) ingen Indseende kan have med Lærere og Discipler. Nu endelig ere vi komne paa en fattig Baadsmands Loft at holde Skole, hvor Regnen os tidt bortdriver, saa at jeg frygter for Skolen vil komme i Vanrygte, idet Forsømmelse maa tages med Disciplerne for denne Huustrang.“ Rasch „understaar sig“ i Andragendet, der er dateret 26de Jan. 1715, at nære det Haab, at Hovedstaden i Norge ei skulde i dette Fald blive „ringere end den ringeste Stad her i Riget, som alle med Skoler ere behjulpne, og i hvor liden Øvrighed Frederikshald har, faa nød den dog paa Andragende Hjelp til Skolehuus, da Byen var brændt.“ I Henhold til Ovenstaaende androg nu Rasch om, at Lectoratets Indkomster maatte, ligesom skeet var i Throndhjem og Christianssand, blive tillagte Skolen til en ny Bygning, hvilket nu kunde skee, da det efter Lector Bloch, der forresten levede i Odense med Haab om at succedere en Præst der og aldrig havde betraadt Norges Grund, efter Rygtet skulde være blevet ledigt. Han tilbød sig da selv at „opvarte“ samme Embede og oplyste, at han allerede tilforn havde opvartet det, deels da Trellund var fraværende som Feldtprovst i Italien, deels senere for Lectorerne Blix og Bloch. Ved Rescript af 15le April 1715 blev da bestemt, at naar samme Lectorat blev ledigt (Rygtet maa altsaa bade været ugrundet), da skulde Indkomsterne overdrages dem, der vilde paatage sig at udføre Bygningsarbeidet, dog saa, at Bygselsummen for hvad der af Præbenderne maatte blive bygselledigt, skulde tilfalde Rasch, der constitueredes som Lector. Heller ikke dette Expedient synes at have ført Skolen videre; dog blev den efter nogle Aars Forløb forhjulpen til et ordentligt Locale, i hvilket vi i det Følgende ville aflægge et længere Besøg.

IV.

Dette nye Locale, det samme, som Skolen vedblev at besidde ligetil 1823, da den ved et Mageskifte blev flyttet til sit nuværende Sæde („Jørgen Pløens Gaard“ i Store Strandgade) – var den Gaard, som nu afgiver det Meste af Kirkedepartementes og Storthingets Leiligheder. Thi formodentlig har enten Ingen villet paatage sig at opføre en ny Bygning paa de ovenfor (i 3die Stykke) anførte Betingelser, eller man har frygtet for at Lectoratet endnu ei paa længe skulde blive vacant – Ledighed indtraf dog 1717 –, nok er det, Kongen skjænkede en Sum af 5000 Rdlr., hvorfor denne Gaard indkjøbtes. Handelen afsluttedes under 15de Oktober 1718 med Eierinden Karen Toller, Enke efter den en Maanedstid i Forveien afdøde Caspar Hermann v. Hausmann („Huusmand“,) en stor Magnat, der havde været Geheimeraad, R. af Dbr., Generallieutenant og Øverstcommanderende i Norge, Medlem af Slotsloven m. M.[14] Gaarden er ifølge Skjødet beliggende mellem „Tøger Ericksen Grøns Gaard paa den ene Side og til Grevenkops paa den anden.“ Til den hørte og en Have, der strakte sig til Admiralitetsraad Treschows, dengang af Etatsraad Stockflet beboede Gaard. Denne Gaard, for hvilken Kjøbesummen udgjorde 3800 Rdlr. og 100 Dukater i Guld (= 250 Rdlr.,)[15] blev da indrettet til Skole og den 13de Juli 1719 indviet af Rector i Overværelse af Kong Frederik den 4de selv og af Kronprindsen, som da vare her tilstede, „formodentlig“, siger Rosted, „i Anledning af et Tog, som dette Aar blev gjort til Sverrig.“

Over dette Skolelocale, der forhen ved en bestandig laaset Port var adskilt fra Nabogaarden, den nu til Prindsens Gade vendende Departements-Gaard, haves i en Regnskabs-Protokol en Beskrivelse og Inventarieliste af 1734, hvoraf Noget bør hidsættes. – „En gandske grundmuret Gaard, lang vel 80 Alen, bred 60 Alen, med en liden indhegnet Have og Vandspring i Gaarden. Udi Gaarden er Værelser for Rector med Familie, for Con-Rector 2 á 3 Kammere, for Hørerne Kammere, med en Afdeling hos for hver til Bøger, Klæder og deslige. Ovenpaa et stort Værelse til Skolen, hvis Dør har denne Opskrift:

Schola.
Hic bene moratum decorat svadela
laborqve

„og nedenunder et illumineret Laurbærtræ. – Mesterlectie er afdelt ved Skillerum.“ Videre fandtes et Skab med forskjellige Skolefornødenheder, 4 store Tavler, 1 til Musikunderviisning og 3 til Regning, Borde og Bænke til Disciplerne og et stort Cathedra for Rector og Conrector i Mesterlectie, hvorimod Hørerne maatte nøie sig med smaa Borde med Træ-Lænestoler. Endelig en Ovn, vægtig 5 Skippund. Næstved Skolen var et stort Kammer, hvori bl. A. forefandtes et laasfærdigt Skab med Gitterværk foran, der indeholdt Skolens Bibliothek, dengang endnu for Størstedelen Raschs Donation. Nedenunder Skolesalen var et stort Værelse til „Lectorium“ (Auditorium for Lect. theol.) Døren til samme Værelse havde saadan Indskrift:

Lectorium.
Οὐδείς ἀθεολόγος εἰσίτω.“

Nedenunder var Solen afmalet med sine Straaler. I samme Lectorium forefandtes foruden Catheder for Lector og Stole for Disciplerne ogsaa „en Bordstol for Respondens, naar der disputeres.“ Endvidere adskillige Ornamenter, saasom Jesus og Treenigheden afmalede, Tabeller over „alle danske“ Konger, Keiserne, Paverne, de 4 Monarchier m. M. Udenfor Gadedøren (der vistnok har været til Toldbodgaden) fandtes 2 store Steenpillarer, hver 5 Alen høie[16] og over Indgangen et Pyramidal-Triangel med Fr. den 4des Navnetræk, oventil med en Krone, paa Siderne holden af tvende Løver og nedenunder denne Indskrift:

Aedes Gymnasii & Scholae Christianiensis

D. XIII Jul. A. MDCCXIX
Præsente Augustissimo Rege
Friderico IVto
ut et Principe Hæreditario
Christiano,
inauguratæ,
Testes
Regiæ Pietatis ac Munificentiæ

in ævum memorabiles.

Saaledes havde da endelig Skolen et Locale, der ogsaa overeensstemmende med Forordningen af 1694 kunde huse dens Lærere. Men allerede omtrent ved Midten af Aarhundredet synes disse for det Meste at have boet udenfor Bygningen, ogsaa om de vare ugifte.

V.

Ogsaa Rector Rasch’s Privatliv har imidlertid været af saa stor Indflydelse paa Skolens Anliggender, at vi atter ville vende os derhen. Han var ved sin Hidkomst 1706 ugift, men ægtede 1711 Anne Dorthea Herculesdatter Weyer, der, som jeg af Thues Beskrivelse over Kragerø bestemt maa slutte, har tilhørt den der dengang blomstrende rige Familie af dette Navn. Med denne Kone har han faaet temmelig store Midler, thi da hendes Fædrenearv faldt 1717, i hvilket Aar hun ogsaa døde, tilflød Rasch saameget Jordegods især i Bratsberg Amt, at han kunde sælge det til hendes Broder, Nils Weyer, for 6000 Rdlr.[17] Kort efter denne Kones Død gjorde han et nyt Parti, som vel maatte kaldes det mest glimrende, en Person af hans Stand da kunde gjøre: han ægtede nemlig Biskop Deichmanns Datter Anne, hvorvel han som Pompejus, da denne ægtede Cæsars Datter, var noget ældre end sin Svigerfader. Hellerikke her manglede vel en god Medgift, men at det ogsaa vilde sige noget Mere at være Svigersøn af denne i hine Dage saa vældige Magnat, skulle vi strax se.

Rasch erholdt nemlig, da Bloch 1717 befordredes til Præst i Odense, tillige Lectoratet, der aldrig tilforn havde været forenet med Rectoratet, dog udnævntes han ei formelig til dette Embede, for under 25de Juni 1723, da han tillige erholdt „Rang med virkelige Cancelliraader“, Noget, som udtrykkelig berettes at være Deichmanns Verk. Dette var dog det Mindste. Thi da R. 1720 paa Aarsdagen efter den ny Skoles Indvielse til Minde herom havde holdt en latinsk Tale og udgivet den i Trykken, blev denne Aaret efter i den bekjendte A. Høyers nylig paabegyndte kritiske Tidsskrift „Nova literaria“ meget skarpt og bidende recenseret.[18] Den lærde Hans Gram, der var Raschs specielle Ven, blev fortørnet, men Deichmann, „der paa de Tider var hos os som Richelieu og Mazarin“, lod det ei blive ved at fortørnes, men fik udvirket, at Høyer maatte ophøre med Udgivelsen af dette saare fortjenstfulde Tidsskrift, fordi han deri havde ført yderst velgrundede Anker mod en Mere paa c. 12 Qvartsider af – en Rector.

Hvad Høyer i sin latinske Recension især har at udsætte paa R’s Bog, er den slette Latinitet, den han finder en Rector uværdig, ihvorvel den, heder det, nok tør have fundet Bifald i Christiania. („etiamsi eloquentia oratoris auditorio Christianiensi haud displicuerit.“) Og de Steder, Høyer til en Prøve meddeler, ere da ogsaa saa horrible, at man vanskelig kunde tænke sig dem hidrørende fra en Rector, som dog stod i Anseelse for sin især antiqvariske Lærdom, og som deels har udgivet, deels forfattet haandskrevne Arbeider over Theologi, Medicin, Jurisprudents, Botanik, ja endog Navigation og som arbeidede paa et dansk Sprogverk.[19] Men det er da gaaet ham som andre Polyhistorer: mange forskjellige Kundskaber har der vistnok hos ham været samlet, men Grundigheden i det Enkelte, Fremstillingsevne og Herredømmet over Formen har han manglet. – Til lignende Betragtninger maa man føle sig opfordret, naar man af den Tabel over Underviisningen i Mesterlectien, som R. har udgivet og som er optrykt hos Nyerup i Hist.-stat. Skildr. III, 1ste Halvdeel, seer, at han lod sine Disciple der gjøre Vers i alle tre gamle Sprog og at han, hvad vistnok paa den Tid var temmelig enestaaende, lod dem af en dertil antagen Sprogmester lære Tydsk og Engelsk.[20] Thi de samme Folk, der have lært alt dette, ere dog ikke bedre Latinere, end at de jevnlig i sine vitæ fortælle om sin Ansættelse som Degn med de Ord: „Vocatus sum in diaconum“ og skrive Ting som „Hoc egi ut symmysta.“

Ihvorvel Rasch saaledes ikke var nogen Rector consummatus, saa var han dog bevislig den Tids bedste Rector i Norge, førend de øvrige Skoler, der, som allerede ovenfor i en Note er oplyst, vare i fuldstændig Uorden, regenereredes ved Mænd som Steensen og Dass. Vi indrømme villig disse tvende Mænds og vel ogsaa R’s Eftermand Arbins’s Overlegenhed i det egentlige Lærefag, men Christiania Skole skylder Rasch saare Meget for den heldige Maade, hvorpaa han bortryddede de mange Hindringer, hvorved dens Virksomhed ved hans Tiltrædelse var hemmet. Af saadanne have vi allerede berørt det elendige Locale, den Forvirring, hvori Skolekassen ved Hirnklows Død var stedt, Mortensaftens-Uvæsenet og disse Onders Frugt, den slette Frekvents. Alt dette fik han raadet Bod paa; vi skulle nu ogsaa høre Mere.

Noget Skole-Bibliothek havde der før R’s Tid i Virkeligheden ikke existeret, thi en Bogsamling vilde dog være et vel fornemt Navn for de 3 – tre – Bøger, som bleve Skolen forærede ved et Testamente (dat. 1ste Jan. 1649) af Præsten i Rommedal, den ikke umærkelige Christen Stephensen Bang, Forfatteren af den ældste Beskrivelse over Christiania, der dog mere er en Bønnebog end en Topographi. De tre Bøger – Calepinus’s Lexicon XI lingvarum, Scapulas gr. Lex. og Collingii Etymologicum skulde ifølge Testamentet „være foræhret til Christianiæ Skolis Inventarium, Scholae børn til Forfremmelse.“[21] Men da Skolens nye Lokale indviedes 1719, skjænkede Rasch Skolen hele sit Bibliothek, hvilket – en Gave af Statholderen Grev Chr. Rantzau iberegnet – 1713 udgjorde 328 Bind, et Antal, der i hin Tid ikke var saa ganske ringe. Dette er Grundvolden til Skolens nu saa store og skjønne Bibliothek.

Da Conrector Schrøder (hvorom siden) før 1729 i mange Aar havde været svagelig, paatog R. sig gratis ogsaa hans Forretninger, indtil han selv begyndte at føle Alderens Tryk og maatte andrage paa en ny Conrectors Ansættelse.

Af Skolens private Legater var det Philipsenske af 1685 dengang størst, men ved Raschs Tiltrædelse var det geraadet i stor Forvirring. Denne var imidlertid saa opofrende, at han i lang Tid udbetalte Legatets Renter til Disciplerne af egne Midler, og da Anledning gaves, ved Salg sit det ordnet saaledes, at det udbragte det dobbelte. Herfor blev han da lønnet ved en Bestemmelse i den nye Fundats for Legat.et, der tilsikrer Rectors Sønner fortrinsvis Adgang til at nyde sammes Renter. Det er ligeledes Raschs Fortjeneste, at Ludvig Munchs Legat blev bevaret for Skolen, da under hans svage Formand de, der sad inde med dets Jordegods, længe Intet havde betalt, saa at kun en af Rasch i høi Tid anlagt Proces reddede samme. Herfor roses han og i kgl. Skrivelse af 18de Juli 1729for Tro, Flid og Nidkjærhed.“ – I August 1730 legerede Sognepræst Johan Koren til Storøen en Sum til Skolen; her roses Rasch „for at have med sit Raad gaaet ham tilhaande udi den allernaadigste Kongl. Promotion fra et Kald til et andet.“ Dette viser formodentlig deels hans (gjennem Deichmann) store Indflydelse, deels er Kjendskabet til Rector maaske en af Hovedgrundene til at denne bergensiske Præst legerede Noget til Christiania Skole.

Allerede i første Stykke er Communitetet nævnt. I Raschs sidste Aar (Fundats af 2den Sept. 1735) blev denne Stiftelse saaledes forbedret, at der nu kunde bespises indtil 30 Disciple der 2 Gange daglig, at Lærerne ordentlig kunde saa sine Kostpenge udbetalte, og at endda Penge bleve tilovers, medens tidligere kun med største Nød 10 Disciple kunde „spises“, og Stiftelsen endda var i stor Gjæld. Denne Fundats, der læses hos Nicolaysen, er saare interessant og oplysende for Tiden“. En Spiseseddel er tilføiet, men den skal ei være overholdt af Spisemestrene, og Kosten „efter Rygtet ikke have været den bedste.“[22] (1756 ophørte Bespisningen in natura, og Disciplerne fik isteden derfor 3 Rigsort ugentlig i Kostpenge.)

Som en Følge af alle disse Bestræbelser var Skolens Frekvents i det sidste Skoleaar, hvori St. levede, hele 78 Elever, nemlig i øverste Cl. 27, 5te 11, 4de 15, 3die 10, 2den 10, 1ste 5. Det fortjener at bemærkes, at 20 Aar senere havde Skolen neppe halv saa stor Søgning, uagtet Landet da havde færre Skoler og Intet synes at have manglet den daværende Bestyrelse.

Et haardt Slag for R. har naturligvis Biskop Deichmanns Ulykke og Død maattet være, og vor Rector har da efter flere Spor at dømme maattet føle Trykket af den nye Slægt, „der ikke kjendte Joseph og hans Fortjenester.“ Efter udentvivl i flere Maaneder at have været syg, døde han den 1ste Octbr. 1737 (ikke som Nyerup har, 1738.) Hans Enke Anne Deichmann, der overlevede ham til 1754, erholdt siden af Skolen en aarlig Pension af 40 Rdlr., ligesom hun efter Datidens Skik nød Naadsens-Aar af Embedet. Raschs Børn af andet Ægteskab vare: 1) Bartholomæus R., f. 1723, Capitain, senere Generalkrigscommissair og Eier af Eidsfos Jernverk (2 Sønner.) 2) Else Sophia Dorothea R., f. 1723, g. m. Justitsraad og Assessor i Overhofretten Hans Juel. 3) Anna Dorothea R., f. 1725. 4) Frederikke Sophie R., f. 1726, g. m. N. Aall. 5) Edel Margrete R., f. 1728, g. m. Cancelliraad Bartholomæus Herman Løvenskjold til Borrestad. 6) Ditlev R., f. 1731, Mægler og Lodsoldermand i Porsgrund (3 Børn.) 7) Christian R., f. 1734, Etatsraad og Toldcasserer i Porsgrund (5 Børn.) 8) Eleonora Hedevig R., f. 1736. Flere Familier af Navnet Rasch, der leve her i Landet, staae dels i intet, dels kun i cognatisk Slægtskabsforhold til den her omhandlede Familie.

I indeværende Aar er af forhenværende Sognepræst til Rødenæs, Chr. E. Rasch, til Skolen foræret et Portræt, der skal være Rector R.s Billede, ihvorvel ingen Paaskrift eller Lignende beviser dette. Han ser der ud som en tyk, velnæret og tilfreds Mand, og for at bruge et betegnende Udtryk, „Κύδεϊ γαίων.“


VI.

Conrectorater vare, som i første Stykke berørt, indførte i de større Skoler fra 1616, og i alle norske Cathedralskoler vare Conrectorer ansatte, undtagen i den stavanger-christianssandske, hvor Embedet i det Mindste i Regelen har manglet. Conrectors vices bestode i at læse de 3 sidste Ugedage i Mesterlectien, hvorhos han gjerne lige med Hørerne havde at føre Tilsyn med Disciplerne ved Communitetet. Posten besattes af Bispen, stundom med kgl. Confirmation. Medlem af Domcapitlet var han ikke i dette Tidsrum, først 1756 erholdt Conrector S. S. Monrad for sin Person Sæde her, og 1793 blev Christianias Conrector fast Assessor Capituli. At Conrector havde Ret til at gifte sig, er sandsynligt, men at man har forudsat, at han i Regelen skulde være Ungkarl, fremgaar deraf, at kun 2–3 Kamre i Skolebygningerne vare ham tillagte. Hans øvrige Indtægter vare meget smaae, c. 200 Rdl. aarlig i Løn og Kostpenge, hvortil kom hans ringe Anpart af Accidentser og Degnepenge. Fra 1738 blev Conrectoratet derimod et virkelig godt Embede, da det da nedlagte theologiske Lectorats Præbender deeltes lige mellem Rector og Conrector. 1787 indbragte det saaledes over 700 Rdlr. Af Conrector Schrøders nedenstaaende Personalier have vi Grund til at slutte, at dette Embede ikke altid tidligere har været synderlig vel besat, men Schrøders Eftermænd lige til vore Dage – Schjøth, Arbien, Hersleb, Røder, Monrad, Rosted og endelig (efter et længere Mellemrum) J. Aubert – have alle været distingverede Mænd. – I Rector Raschs Tid virkede 3 Conrectorer, om hvem hidsættes nogle biographiske Efterretninger:

1. Mag. Johannes Schrøder. Han var Søn af Mag. Jürgen S., Capellan ved Treenighedskirke i Laurvik og var 12te Septbr. 1703 Femtelectiehører ved Skolen. Han assisterede nemlig da ved Opgjøret af Stervboet efter den samme Dag i ugift Stand afdøde Conrector Bent Bentsen, hvis Plads han derpaa arvede og bestyrede indtil 1729, da han den 6te Juni entledigedes. Af den i Anledning af hans Afsked og Eftermandens Vocation opsatte kgl. Skrivelse fremgaar, at „han skal have gjort god Tjeneste ved Skolen, men formedelst Fattigdom og ringe Indkomster skal nu lsigesom fast alle hans Formænd være forfalden til Melancholi og Drik.“ I hans sidste Aar havde ogsaa Rasch (se ovenfor) tillige maattet bestyre Conrectoratet. Som Pension tilstodes ham, da B. Deichmann „holder det for Synd at forskyde den gamle Conrector uden at give ham Noget til subsistence“) for Livstid fri Kost paa Communitetet to Gange daglig og endvidere i Penge tilsammen 100 Rdl., hvoraf, mærkelig nok, Rector skulde udrede de 20. Et Aar efter døde Schrøder i Monsieur Christian Sverdrups Huus den 21de Juni 1730; hans eneste Arving var Søsteren Anne, „der nu“, siger Skifteprotokollen, „udi Alderdom, Skrøbelighed og Fattigdom af Gotfolkes Assistence henlever udi Laurvig.“ Forøvrigt er hans Stervboes Opgjør saare instructivt, idet det med en sjelden Anskuelighed lader os forestille os, hvorledes en fattig Bymands Liigbegjængelse dengang er foregaaet.

2. Mag. David Schjøth (ogsaa skrevet Schjøtte og Schytte). Han er født 3die Marts 1700 i Throndhjem; sine Forældre nævner han ikke. Efter i 7 Aar at have gaaet i Throndhjems Skole, blandt hvis Lærere han udhæver Lector Thomas v. Westen, blev han 1718 af Rector Krog dimitteret til Universitetet, hvor han valgte H. Gram, der yndede ham meget, til Privatpræceptor, og senere (1720) absolverede theologisk Examen med Laudabilis til begge Prøver. Efter at have conditioneret en Tid hos en Præst Dass i det Throndhjemske blev han 1722 Tredielectiehører i Throndhjems Skole, hvilken Stilling han 1725 opgav for at reise udenlands i 2 Aar som Hovmester for et ungt Menneske af den i de Dage i Throndhjem blomstrende rige Slægt Bygbald; denne Anledning til at gjøre sig bekjendt med de tydske Universiteter benyttede han med Iver og Held og studerede saaledes længe i Halle. 1729 blev han Conrector ved denne Skole og noget efter creeret til Magister. Hans Latinitet er god, og han findes overalt rosende omtalt. I den kgl. Confirmation paa hans Kaldelse til Conrector heder han „baade lærd og skikkelig, saa og bekvem til Præste- og Skole-Tjeneste“, og da han 1733 ansøgte (uden Held) om Sognepræstembedet ved Aker og Garnisonen, erholdt han af den vistnok strænge og samvittighedsfulde Biskop Dr. P. Hersleb et saare fordeelagtigt Vidnesbyrd. Da efter B. Deichmanns Ulykke og Død dennes uhyre, men ved Flytning confunderede Bibliothek skulde ordnes til Salg, tyede man til S. som den, der bedst kunde paatage sig dette vanskelige Arbeide, hvilket han med en Hører S. F. Irgens til Hjælper udførte 1731 i November.

Ved sin Ansættelse havde S. saaet Løfte om at succedere den svagelige Præst til Oslo Hospital, A. Frychtnicht, dog saa, at han tillige skulde kunne beholde Conrectoratet. Men da dette Præstekald 1734 blev ledigt, har han rimeligviis undslaaet sig i Haab om noget Bedre, thi, som vi skulle see, blev det besat med Fjerdelectiehøreren J. Brinck, hvorimod Schjøth Aaret efter (1735) blev Sognepræst til det store, først i vore Dage deelte, Froens Kald i Gudbrandsdalen. Her forblev han til 1751, da han „formedelst Svaghed“ resignerede, Noget, der efter den senere Præst til Store-Næs P. Haurids Vidnesbyrd, vakte Alles Forbauselse. S. drog imidlertid tit Kjøbenhavn, hvor han tilbragte sine sidste 28 Leveaar, idet han til sin Død, den 16de April 1779 levede der af sin Pension (200 Rdlr.) samt nogle egne Midler. Han forfattede der endeel Skrifter af økonomisk og naturvidenskabeligt Indhold, hvilke tildeels ogsaa bleve oversatte paa Tydsk. – Han havde som Præst 1737 ægtet Elisabeth Dorothea Bonsach (født 1704 og Datter af Stiftsprovst Bonsach i Throndhjem), men deres Ægteskab var børnløst.

3. Mag. Erik Nicolai Arbien er født i Christiania 16de Septbr. 1710 af mig ubekjendte Forældre; Slægten var rimeligviis svensk. 1724 blev han, kun 14 Aar gl., dimitteret fra denne Skole, ved hvilken han under 9de Febr. 1734 succederede Søren Essendrop som Femtelectiehører. 1735 steg han ved Schjøths Forflyttelse til Conrector, og efter J. Raschs Død erholdt han (22de Novbr. 1737) Rectoratet i en Alder af 27 Aar. Kun 8 Aar virkede han dog i dette, thi den 6te Decbr. 1745 blev han stedet til Jorden.[23]

Af hans ualmindelig raske Avancement ved Skolen, især paa en Tid, da P. Hersleb har raadet for dette, vil man strax slutte, at han ikke har været nogen almindelig Mand. Dette finder man ogsaa allevegne bestyrket. Hans senere Disciple omtalte ham i sine vitae med en særdeles Veneration; mest Vægt turde dog Biskop Gunnerus’s Dom fortjene. Denne kalder nemlig i sin korte Autobiographi (Worms lærde Mænd, III, 271) Arbien „et af de største Genier og lærdeste Mænd, Norge har frembragt.“ Fædrelandet har visselig tabt Meget ved hans altfor tidlige Død, der synes mig skikket til at minde om det virgilianske Sted om den unge Marcellus, Æneid. VI, 860 sqq.[24]

Rector Arbiens Hustru, Else Marie Arctander, der siden (1748) ægtede hans Eftermand J. P. Hersleb, overlevede begge sine Mænd længe, og døde først 16de Jan. 1800 paa Sindsen, der under hendes første Mand var blevet Rectoratets Enkesæde. Af sit første Ægteskab havde hun tvende Sønner: 1) Peter Arbien, f. i Aug. 1740, dim. fra Skolen 1758, senere Collega i samme Skole, og endelig By- og Raadstuskriver her i Byen. Efter F. Thaarups Angivelse skal Wilses Beskrivelse over Christiania i „Reiseiagttagelser“ hidrøre fra A. Han efterlod Afkom, men kun paa Spindesiden. 2) Nicolai Erik A., s. i Decbr. 1744, dim. fra Skolen 1761 samtidig med J. H. Wessel, levede som Zahlcontrolleur og titulair Secretair i Christiania i en lang Tid ind i dette Aarhundrede og var ugift. Han havde i sin Ungdom været Medlem af det norske Selskab i Kjøbenhavn, og hørte til dem, der reorganiserede samme Selskab her i Christiania. Ældre Folk ville godt kunne erindre ham som en saare elskelig Mand, men forøvrigt ogsaa som en Original, der blandt Andet var stadig Censor i Fransk her i Skolen. M. C. Hansen skal have brugt ham som Motiv til en Figur i Novellen „Moderen.“

VII.

Naar man gjennemgaar Christiania Stiftsprovsties – forhen kaldet Bragernæs Provsties – geistlige Stervboprotokol, vil man stundom støde paa enkelte af Skolens Hørere, der ere døde som saadanne, der ogsaa dannede et Anhang til Geistligheden. Men den Forestilling om deres Kaar, som den detaillerede Opregnen af al deres jordiske Eiendom fremkalder hos os, er lidet lystelig. De „salige Karle“, som de hede, efterlade sig foruden nogle gamle Bøger, Knapper og Spænder, gjerne kun sin Kalemankes-„Kjortel“ og sin „Degen“ (Kaarde) med Gehæng. Hvad de eie, strækker næsten aldrig til for at bestride Begravelsen, som derfor Skolen stundom paatager sig, samt deres Gjæld, hvoraf ofte ikke den mindste Deel skyldtes Apothekere, der dengang ogsaa vare Viintappere. De bleve vel derfor tidt begrædte af sine Creditorer, men oftest ogsaa kun af dem, thi Kone og Børn havde de ei, og maatte heller ikke have det. Thi en Hører skulde, saalænge han tjente som saadan, ikke gifte sig, en Bestemmelse, der udtrykkelig endog 1739 blev indskjærpet, skjønt det da især gjaldt de nederste Hørere, og der gaves Udsigt til, at ogsaa de med Biskoppens Tilladelse under visse Omstændigheder kunde haabe Giftetilladelse.[25]

Hørernes Indtægt bestod foruden i det dem „assignerede“ Kammer, der ved de fleste Skoler var elendigt og kun forsynet med ormstukne og daarlige Møbler, i Kostpenge, Accidentser og Løn. De to øverste Hørere ved denne Skole havde imidlertid istedetfor Løn af Skolekassen noget beneficeret Jordegods; dette findes optegnet i et Manuscript paa Univ.-Bibl., det samme, hvori den i Forordene omtalte Dimittendfortegnelse er indført (Nr. 435) 4to i Catalogen). Der gives vel ingen Beregning af Hørernes Indtægter for dette Tidsrum, men af en senere (1787) for denne Skole afgiven tror jeg at kunne slutte, at deres hele Indtægt paa Raschs Tid omtrent kan have været: c. 250 Rdl. for Femtelecties, c. 170 for Fjerdelecties, c. 120 for Tredielecties og noget Lignende for de tvende forenede nederste Lectiers Hører. Meget bedre kan deres Kaar i det Mindste ikke have været. § 9 i Skoleforordningen af 1775 forbyder ellers Lærerne „at tage nogenslags Skjænk, Gave eller Offer af Disciplerne, være sig som Nyt-Aars Gave, Sct. Thomas Offer, Navne-Dag, Fødsels-Dag“ o. s. v. Af dette Forbud maa altsaa sluttes, at Saadant har været i Brug, hvilket ogsaa bestyrkes ved at see hen til det udentvivl tro Billede af gamle Skolemænd, som S. S. Blicher har udkastet os i fine herlige Noveller „Juleferierne“ og „Høstferierne.“[26]

Disse en Hørers ugunstige Kaar, hvilke dertil ved andre Skoler ofte vare ringere end ved nærværende, have naturligviis bevirket, at de Fleste kun have betragtet sin Hørerstilling som en Ventepost, indtil de kunde naae noget Bedre; deraf deres Forpligtelse til „nogen Tid at forblive i Embedet.“ Kun faa Colleger stege eller kunde stige til Rectores og Conrectores; de Fleste vare derimod theologiske Candidater og søgte gjerne geistlig Befordring, saa snart den var at erholde; de pleiede derfor ogsaa allerede som Hørere at øve sig i at prædike og mod Betaling at gaae Byens Præster tilhaande, Noget, hvortil Hørerne, som det heder, „ofte misbrugtes.“ Værre farne vare de, hvem Adgang til et Præstekald ikke stod aaben: de maatte da enten finde sig i at forblive i deres daarlige Stilling, der kun levnede dem liden Adgang til Bifortjeneste, da Skoletiden optog fast den hele Dag, eller de fik bane sig en anden Vei. Jeg kjender saaledes En, der siden blev Cornet, en Anden, der levede af at forhandle Spillekort, en Tredie, der ved Ægteskab med en rig Enke reddede sig ud af Skolens Hoveriardeide. En sjelden Gang sees (i forrige Aarhundrede) ogsaa lavere Skolemænd, hvem Lykken var gunstig, at arbeide sig op til civile Embeder, endog til Amtmandskaber.

Her følger nu de Efterretninger om Hørere ved Christiania Skole, som jeg for dette Tidsrum har kunnet samle; Andre, der have behandlet norske Skolers Fortid, have ikke holdt det Umagen værd endog at nævne Colleger, men jeg maa her med S. J. N. Bloch være af en anden Mening. At jeg ei har kunnet faa disse Biographica saa fuldstændige, som jeg havde ønsket, er ikke min Skyld; Intet af mit Arbeide har kostet mig mere Anstrængelse, da næsten alt Herhenhørende har maattet søges udenfor Skolearchivet, og dertil en akershusisk Præstehistorie endnu savnes.

5te Lectiehørere.

1. Ved Raschs Ankomst var udentvivl Adolph Axelsen And Hører i 5te Lectie, hvilket han sees allerede at have været 8de April 1704. Han er dimitteret fra denne Skole af Rector Hirnklow 1696, og skal senere være bleven Præst paa Bornholm.

2. Peder Kinck, født c. 1680 og vistnok dimitteret her fra Skolen 1694 af Hirnklow, Søn af Provst i Nedre Romerike Mogens Johansen Theiste og Abigael Pedersdr. Kinck, hvis Familienavn han optog. Tjente en Tid lang som øverste Collega (5te L.-Hører) i Skolen, hvorfra han 1716 blev kaldet til Feltpræst ved det viborgske nationale Dragonregiment under dets Tjeneste i Norge under Oberst Meitzner, senere blev han, efter en Tid at have været Skibspræst paa den norske „Eskadre“ under Viceadmiral A. Rosenpalm, d. 29de Mai 1719 Sognepræst til Enebak, hvilket Kald han 1750 afstod til Søstersønnen J. W. Röder, ligesaa en fordums Collega ved vor Skole og en Broder af Conrector Röder. Kinck døde 1757 og efterlod af sit Ægteskab med Sara Sæbye en Søn, Mogens K., der 1765 døde som „Fændrik reformé.“ Fra ham nedstammer en af Skolens nulevende Adjuncter, H. E. Kinck. (En i Worms – men ikke i Nyerups – Lexicon nævnt P. Kinck er neppe identisk med denne.)

3. 4de December 1719 sees en vis D. Poscholan at have været 5te L.-H.; han har tillige mod Extrabetaling underviist i Skrivning og Regning, da han d. 4dde April 1719 qvitterer tilligemed Søwr. Tybring og Jacob Nilsen for 20 Rdl., som de tilsammen have oppebaaret for 1 Aars Underviisning i disse Færdigheder.

4. Søren Essendrup, f. 7de April 1695 i Christiania, Søn af Kjøbmand Jens Sørensen E. og Anna Makrop, blev Student fra denne Skole 1715 og theol. Cand. 1718 og derpaa nogen Tid Huuslærer hos Præsten Jens Holmboe i Vardal. Efter en fort Tid at have været 4de L.-Hører blev han øverste Collega 1720 og 1734 Sognepræst til Trøgstad, efter Aaret i Forveien at have afslaaet det ham tilbudte Hvaløernes Kald. Døde c. 1741. Trods det gjældende Forbud mod Høreres Giftermaal var han alt 1724 gift med Pauline Holst, der døde omtrent paa samme Tid som Manden. (Deres Søn Gerhard, f. 1724, blev 1742 Student fra Helsingør og 1754 pers. Capellan hos M. Hagerup i Hole. En Søn af dem har vistnok ogsaa Justitsraad Jens C. været; denne er blandt Andet Forfatter af en Beskrivelse over Lier, og saavidt jeg veed Stamfader til den berygtede Pascal Paoli.) S. Essendrop er ellers rimeligviis Concipist af en Deel af den i Forordene til dette mit Arbeide nævnte Dimittendfortegnelse paa Univ.-Bibl. og af andre Ting om Skolen, der alt tilforn har tilhørt J. Chr. Berg.

5. C. A. Arbien (se mellem Conrectorer og Rectorer) var Essendrops umiddelbare Eftermand.

6. Ole Klarschow, en Dansk, Studiosus og 5te L.-Hører. Døde 11te Novb. 1736. „Det salig Menniskes“ Arvinger vare en Fuldbroder Studiosus Lars Hiort K. i Kjøbenhavn og 3 Halvsøstre. Hans Farbroder Peter K. var Sognepræst til Guldberg i Fyen. I Vacancen efter hans Død bestyredes Lectien af Conrector Arbien.

7. Jacob Peter Hersleb var 1737 en kort Tid øverste Collega, indtil han ved Raschs Død blev Conrector i Arbiens Sted. Han var af den Herslebske Præsteslægt i Stod og Brodersøn af den store Biskop. Om denne Mand, der ogsaa blev Rector ved Skolen efter Arbien og ægtede hans Enke, se Lit.-Lex. og Erlandsens Throndhjems Geistl. p. 317. Han nævnes af N. M. Petersen i Bidrag til den danske Lit.-Hist. IV, 1 p. 159 mellem theologiske Lærde.[27]

4de Lectiehørere.

1. Lauritz Bragnæs i det Mindste 1703 og 1704.

2. Erland Michelsen, tilforn 3die L.-H., 1707.

3. 1719, 4de Decbr. S. Essendrop, se ovenfor.

4. Jens Abildgaard, Broder af Rector A. i Helsingør og af Jubellæreren Peter A. i Røraas, f. i Throndhjem 1696, Søn af Lieutenant Jens A., en Jyde, og Hilleborg Bugge. Efter tilforn at have gaaet i Throndhjems Skole kom han 1709 ved senere Generalmajor Buddes Hjælp til Christiania Skole, hvorfra han 1715 dimitteredes. Han blev 1722 Cand. theol. og samme Aar Fjerdelectiehører. Ogsaa han var allerede som Hører gift, nemlig med Anne Maria Finkenhagen. Han blev 1728 Sognepræst til Løiten, hvor han 1745 døde. Hans Børn og Familieforhold findes udførlig omhandlede hos Gjessing i hans Jubellærere II, 2, 272 samt hos Erlandsen Throndhjems Geistl. p. 180 sqq.[28]

5. Ivar Brinck, f. i Christiania 1699 og Søn af en Franskmand Cheret og Christina Brinck, hvis Navn han optog. Efter i 12 Aar at have været denne Skoles Discipel blev han dimitteret 1721 og en ganske kort Tid efter 3die L-Hører.[29] 1726 tog han under et midlertidigt Ophold i Kjøbenhavn theol. Attestats og blev 1730 4de Lecties Collega. 1734 den 13de Mai Præst til Oslo Kirke og Hospital („Nosocomium“), hvor han døde 7de Jan. 1760. Læsningen af hans Vita gjør et godt Indtryk. Hans „Symbolum“ var „Omnia per Christum me corroborantem, valeo.“

6. Mag. Lauritz Bjerregaard er født i Lemvig i Ribe Stift 3die April 1709 og Søn af Proprietær Niels B. til Nørvinkel († 1737) og Kjersten Riis († 1759). Han deponerede fra Viborg Skole 1728 og tog 1733 theologisk Examen, og det efter hans eget Udsagn med saadant Held, at han efter Raschs indstændige Ønske („desideratus“) blev dragen til Skolen, hvor han 1734 blev Collega i 4de Lectie, paa samme Tid som han skal være kaldet til Personelcapellan til Lom. 1737 befordredes han til Femtelectiehører ved Herslebs Avancement til Conrector, hvorhos han 1743 erholdt Magistergraden og Aaret efter Eidsberg Sognekald i Smaalenene, hvor han døde 9de Decbr. 1769. Hans Portræt, der er taget medens han var Collega, opbevares i den Huitfeldtske Samling i Christiania og tyder paa en smuk og livlig Mand. Han roses ogsaa almindelig for Flid og Duelighed. Hans Søstersøn var den bekjendte Mag. og Prof. J. N. Wilse, der i Anledning af hans Død udgav „Nogle Poetiske Sørge-Linier, sluttede med en Sørge-Ode.“ Gift d. 27de Jan. 1741 med Helle Cornisch (Datter af Handelsmand Willum C. († 1721) og Karen Andersdatter), der døde 1766 og skjænkede ham en Søn Nils Vilhelm (f. 1742, † 1813 som Ritmester) samt en Datter. Hans andet Ægteskab (1768) med Dorothea Catharine Kade var børnløst.

Hørere i de nedre Lectier.

1. 1707, 12te October døde Morten Nibbe, 3die L.-Hører. „Den salig Karls“ (ɔ: Ungkarls) Efterladenskaber strakte som sædvanlig ved Collegers Død ei til for at dække hans Gjæld. Hans Begravelse blev bekostet af Skolen med 13 Rdl. 3 ₻ 4 ß deels formedelst hans slette Formuesomstændigheder, deels „formedelst hans gode Tjeneste ved Skolen.“ 4de L.-Høreren, den ovennævnte Erland Michelsen fik for sit (længere) Vicariat i Ribbes Sted endeel af hans efterladte Bøger (til et Beløb af 1 Rd. 3 ₻ 16 ß).

2. Ivar Brinck, se ovenfor mellem 4de L.-Hørere.

3. Anden-Lectiehører var 4de Decbr. 1719 Lauritz Promm, tillige Cantor.

4. Tredie-Lectiehøreren Joachim Bendeke, fød i Christiania 1707 og Søn af Kjøbmand sammesteds Claudius B. og Inger Must. Han gik imidlertid i Nykjøbing Skole under Rector Carstrup, der dimitterede ham 1726. Efter 1729 at have taget Attestats blev han 1730 Collega i 3die Lectie her ved Skolen, indtil han 1734 afgik som Capellan til Aas, hvorfra han senere blev forflyttet til Skibtvedt Sognekald. Gift med Henrica Lachmann (Datter af Etatsraad og Lagmand Andreas Lachmann), der fødte ham en Søn, der døde som Lieutenant. Efter hans Død ægtede hun Morten Wendelboe, Sognepræst til Moss og Rygge.

5. Sigvard Friis Irgens skal ifølge en Antegnelse af J. Chr. Berg i Hjorthøys Gudbrandsdalens Beskrivelse, 2den Deel p. 143, 1732 være bleven Collega eller Hører i Skolen; han maa i saa Fald have været det i de nederste Lectier. Han var en Sønnesøn af Chr. Fred. I., Notarius Capituli i Throndhjem, var født i Askim 1711, deponerede 1728 og tog theol. Examen 1730, hvorefter han en kort Tid (indtil dennes Afsættelse) var Famulus hos B. Deichmann. Siden Sognepræst til Ringebo, hvor han 1787 resignerede og faa Aar efter døde.

6. Sven Storm, f. 15de Jan. 1712 i Frederikshald og Søn af Laurits S., Capellan til Nordre Frederikshald, og Anna Wulf. Gik i denne Skole i 5 Aar, af hvilke han i det sidste var Lærer for Rectors smaae Børn. Deponerede 1732 og blev 1734 Collega i 3die og 1738 (under Arbiens Rectorat) i 4de Lectie. 1741 personel Capellan til Moss og Rygge. Storm har udentvivl i et Par Aar været Hører for samtlige tre nederste Lectier, hvilket synes at fremgaae af Communitetsfundatsen af 1735.

7. Peter Røder var 1737 nylig bleven Hører, udentvivl i 2den og 1ste Lectie. Han var næstældste Søn af Paul Røder, Sognepræst til Vestby (dimitteret fra denne Skole 1701 og død 1733 (den første af Wesselernes Formand) og Catharina Theiste (Søster af den mellem 5te Lectie-Hørerne nævnte P. Kinck). Peter R. avancerede efterhaanden i Skolen, og blev tilsidst Conrector 1746, da Hersleb blev Rector. Han var død 1754, da S. S. Monrad ansattes som hans Eftermand i Conrectoratet. Han roses af J. Rosted som en duelig og flittig Mand. Han var gift, udentvivl med Adelucia Maria Zachariasen. En Datter Karen blev 1783 gift med Procurator Hans Gundelach og døde 1816; en anden Datter synes at have hedt Christine Coldevin og 1777 at være gift med Lieutenant Martin Nicolai Veisenberg. En Søn gik siden i Christiania Skole. Conrectoren eiede og beboede en Løkke paa Ruseløkbakken og benyttede altsaa ikke sin Embedsbolig i Skolegaarden.

8. Fredrik Breum var 1730 Hører, uvist i hvilken Lectie. 1738 finde vi ham som Rector paa Kongsberg.

Anhang. Lectores theologiae i dette Tidsrum.

Før Rasch selv erholdt Constitution og siden Udnævnelse i dette Embede, vare:

1. 1699–1701 Hans Trellund, en paa sin Tid berømt Lærd, senere Stiftsprovst her i Byen, † 1735 som Biskop i Viborg. (Lit.-Lex.)

2. Mag. Hans Blix, † 1711. (Erlandsen Throndhjems Stifts Geistl. p. 52.)

3. Mathias Bloch, der aldrig kom til Norge. (Lit.-Lex.)

Da disse tre Personer saagodtsom Intet have udrettet i Skolens Tjeneste, og da de desuden rettere bør behandles i en reent geistlig Personalhistorie, har jeg indskrænket mig til at nævne dem.


VIII.

Skoleforordningen af 1775 har en Paragraph (§ 41), der fastsætter, „at til Ære for Lærerne og Opmuntring for Disciplerne skal i Skolerne paa det fornemste Sted hænge Tavler, hvorpaa skal tegnes deres Navne, der deels forhen, saavidt som tilbage i Tiden vides, ere udgangne, deels herefter aarligen udgaa“ o. s. v. At dette Lovbud ikke er bleven overholdt har altid græmmet mig. Den offentlige lærde Skoles Minder og Traditioner hører dog til det, der allermest bidrager til at skjænke den hiin moralske Overlegenhed over private Entrepriser. En smuk Dimittendrække er en Skoles skjønneste Ornament.[30]

I det (ikke altid nøiagtige) Manuscript, hvoraf den Dimittendfortegnelse, der er i mit Eie, er fremgaaet, heder det, „at Rector Rasch fra Christiania Skole ialt dimitterede 216 Disciple, hvoraf ved hans Død over 60 vare blevne Præster, og blandt disse 27 Sognepræster i dette Stift og 4 Provster.“ Jeg vil nu opnævne de mærkeligste Dimittender med Tilføielse af Dimissionsaaret, hvorhos jeg beder bemærket, at flere Disciple, der siden bleve Hørere, allerede ovenfor ere nøiere omtalte.

1713. Peter Abildgaard, † 1778 som Jubellærer (Sognepræst til Røraas). Gjessing 2, 2, 261 sqq. – 1714. Thomas Wegner, † 1758 som Stiftsprovst i Christiania. – 1718. Bredo Munthe, Præstesøn fra Froen, Stamfader for den adelige Slægt Morgenstierne. Moe, Pers.-Hist. 2, 48. – 1720. Erasmus Paludan, † 1759 som Biskop i Christianssand. Moe, Pers.-Hist. 2, 50, Paludan, Møens Beskr. 1, 485. Gjessing 2, 2, 296. – 1724. E. N. Arbien, i 1745 som Rector for denne Skole (se ovenfor). – Herman Ruge, † 1764 som Sognepræst til Gjerpen. Er Forfatter af et utrykt godt Stykke fra Valders, der findes mellem „Norske Topographica“ i den Werlauffske Manuscriptgave paa vort Univ.-Bibl. (Lit.-Lex. Suhms Verker VII, 53 og Suhms Biogr. 294.) – 1725. Hans (Hannibal) Sverdrup, Præstesøn fra Vang ved Mjøsen, blev 1738 Doctor Medicinae. – 1726. Dan. Heitmann, † 1760 som Krigsraad i Sjæland, Forfatter af økonomiske Skrifter. – 1728. Mathias Grøn (sødt Løkstør), Dr. Med., død i Christiania. – Ole Tidemand, † 1778 som Biskop i Christianssand. – 1729. Henrik Løkstør, i 1747 som Dr. Med. i Bergen. En lærd Mediciner, cfr. N. M. Petersen, Bidrag til Lit.-Hist. IV, 1, 247. – 1730. Peder Kraft, i 1764 som Justitsraad, Landsdommer og Inspecteur ved Sorø Academi. (Lit.-Lex.) – Johannes Green, f. paa Gaarden Greni i Store-Næs af Bønderfolk. Kom til Christiania, hvor han før sin Optagelse i Skolen trællede længe „inter servos mercatorum.“ † 1774 som Sognepræst til Aker og Garnisonen. En i sin Tid anseet, velstuderet Mand, der blandt Andet dimitterede N. Treschow til Universitetet. – 1731. Hans Hagerup, maaskee den samme, der 1787 adledes med Navnet Gyldenpalm; at denne blev Student samme Aar og at han ikke, som man skulde vente, dimitteredes fra Throndhjems Skole, er sikkert. – 1732. Christen Flye, † som Sognepræst til Vaagen 1780. (Erl. Tromsø Geistl. p. 94.) Betænkte siden Skolen med et Legat. – 1733. Hans Tulle, en lærd Hebræer, † 1743 som Præst i Sjælland. – 1737. Johan Ernst Gunnerus, † 1773 som Biskop i Throndhjem; han kom ind i Skolen 1729. Af denne Mands allerede i Anledning af Rector Arbien berørte Autobiographie i Worms lærde Mænd, 3die B., hidsættes som saare oplysende Følgende: „Der var neppe nogen latinsk classisk Autor, han ikke allerede i Skolen havde læst med Smag og Critik, foruden Cellarii, Vorstii, Vossii, Sclioppii, Sanctii, Tursellini, Bangii, Ursini, Ausonii Popmæ og Fleres philologiske Skrifter. Det var ikke sjelden, at hans Skole-Exercitia Latina vare forsynede med 10 à 12 latinske Variationer, en græsk Oversættelse og 50 Par latinske eller danske, samt en heel Deel græske Vers. Til hvilken Lyst og Flid in Humanioribus han ei lidet blev opmuntret af daværende Rector, Hr. Cancelliraad Rasch, samt hans Eftermand, daværende Conrector Arbien, hvilken har været et af de største Genier og lærde Mænd, Norge har frembragt. Den besynderlige Lyst til at lære Andre, han udenlands og hjemme har givet Prøver paa, viste sig allerede i Skolen, hvor han øste holdt Forelæsninger over en og anden latinsk Autor, især Poet, for et temmelig stort Antal Meddisciple af samme Classe. Ihvor stor Lyst han siden har viist til Philosophi, udvirkede han dog i Skolen en Bevilling af hans (sine) Lærere, at maatte forskaanes for at læse Gludii Logica, Bartholini Metaphysica og de øvrige usle philosophiske Lærebøger, som de slæbe sig med i Skolerne til ingen Nytte.“


Idet jeg herved afslutter denne Prøve med det Ønske i sin Tid at kunne levere noget Mere og Bedre om denne og andre Skoler, vil jeg tillade mig ærbødigst at anmode dem, der maatte være i Besiddelse af om end tilsyneladende nok saa ringe Bidrag til norske Latinskolers Historie om, ifald de selv ikke ville offentliggjøre dem, at tilstille undertegnede samme under Adresse „Nyhedsbladets Redaction.“ Enkelte, der allerede have viist mig den Ære at assistere mig med Et og Andet, modtage foreløbig min varmeste Tak, hvilken jeg ikke mindst bør bevidne en af Christiania Skoles nuværende Mesterlectianere, der har forskaffet mig flere gode Bidrag om denne Skoles Forhold især under N. Treschows Rectorat.


PD-icon.svg Denne teksten er offentlig eiendom fordi forfatteren døde for over 70 år siden.
  1. Blandt disse kunne, foruden Literaturlexiconnet o. desl., nævnes: 2 Programmer af ovennævnte S. S. Monrad af 1777 og 78 (om Bibliotheket), et Do. af S. Rosted af 1800 (især om Skolens Økonomi). et Do. af A. Lassen af 1828, der trods sin lovende Titel dog er saare mavert og kun et Excerpt af Nyerups chaotiske Efterretninger om det lærde Skolevæsen i Almindelighed. Efter at dette alt var nedskrevet, har jeg overkommet det nylig udkomne 3die B. af Hr. N. Nicolaysens Norske Stiftelser, hvor p. 138–48 Endeel findes om Skolens Stipendia m. M. Enkelte Ting heraf vil jeg i nærværende Prøve se mig istand til at fuldstændiggjøre.
  2. Et Par Prøver paa Tidens latinske Jargon, samtlige af norske Documenter fra vort Tidsrum. F. Ex. „At blive Student“: 1. Parnassum salutare Hauniensem. 2. Pervenire in Academica Tempe. 3. Albo Studiosorum inscribi. 4. Rude scholastica donari. 5. E pulvere scholastico emergere. 6. Dignum esse, qui cum Musis Academ. commercium habeat. – „Efter Christi Fødsel: anno salutiferi (virginei) partus, a reparata salute. – „Gjerne“: ambabus manibus. – „Jeg blev født“: mortalitatem indui. – „Jeg begyndte ivrig at studere“: In matris Minervae grenmium me dimisi, cujus lacte (!) enutritus cett. (NB. Forf. af denne Tirade, J. Achton, senere Præst i Grevskaberne, kaldes af Müller i Jarlsb. Provsties Beskrivelse: „en født Poet.“) – „Capellan“: Symmysta. – „Embede“: Sparta. (Dette Ord er, saavidt mig bekjendt, hverken Latin eller Græsk, men dog overmaade hyppigt.)
  3. De theologiske Lectorater havde i den senere Tid, før de v som overflødige bortfaldt, været magelige Embeder, der, da de tillige vare vel aflagte med gode Prebender, ofte var Afgangsport for Rectores. Rector var ikke ordineret Geistlig, men vel Cannik og tilpligtet enkelte Gange alt prædike. I det 16de Aarhundrede, da Universitetsstudier udentvivl for almindelige Præster ikke udfordredes, har Embedet vistnok været betydeligere. I den geistl. Rangforordning stod Lector Bispen nærmest.
  4. Ved Opgjøret af Stervboet efter den afdøde „latinske Skolemester“ og Aftensangspræst i Strømsø P. Pilegaard (1702) findes vel mellem Boets Fordringer anført endeel Tilgodehavende af Disciple for Underviisning, men maaskee har dette været Privat-Elever.
  5. Kongl. Rescript af 19de November 1728, hvorved denne Omgang ophæves. Til Erstatning derfor paalagdes det Christiania Commune at udrede til Skolen aarlig 130 Rdlr. til Deling mellem Lærere og Disciple, dog saaledes, at 10 Rdlr. deraf holdtes tilbage til Offer for Skolen „til Byens Præster og Klokker, hvilket Offer (for hver stor Høitid 1 Rdlr. til hver Præst og 32 ß til Klokkeren) frembares ved 6 Disciple.
  6. Rigtigheden af denne Paastand indsees ved Gjennemgaaelse af Ordinationsprotokollerne.
  7. Af Ordinationsprotokollerne m. V. synes ogsaa at fremgaae, at der gaves en Art offentlig Latinskole i Bragernæs og tillige paa Strømsø.
  8. Helsingørs Skole har ogsaa mellem sine Rectorer i forrige Aarhundrede talt to Nordmænd, Christian Ulrik Abildgaard (en Thrønder) og N. Treschow, hvorhos flere af Skolens danske Lærere have søgt og erholdt geistlig Befordring i Norge.
  9. Dette foranledigede mellem visse Rectorer, som f. Ex. den kraftige Skikkelse B. Dass i Throndhjem og Biskoperne stundom Stridigheder af alvorlig Natur. – Cfr. ogsaa Falster Amoen. Philol. II, 91 sqq. „De Rectoris jure vocandi in Dania.“
  10. Cfr. Kall-Rasmussen, „Bidrag til L. Holbergs Biographi“ i „Nyt historisk Tidsskrift“, udg. af den danske histor. Forening. Tredie Række, Kbhvn. 1858. 1ste Hefte p. 117. Holberg var nemlig en af Raschs Eftermænd i denne Hovmesterbestilling.
  11. Det Deichmannske Bibliothek, der ved Christianias sidste Brand kom i den fuldstændigste Forvirring, er, som ventelig, endnu ei saaledes ordnet, at jeg har kunnet øse af de rige Kilder, som udentvivl der maa findes til Skolens Historie.
  12. Af en Ansøgning fra J. Rasch af 20de Juni 1708. (I Rigs-Archivet.)
  13. I Throndhjems Skole var samtidig med Rasch den uduelige og samvittighedsløse Rector Krog, hvis Skole det er rimelig nok at Flere have gaaet forbi. Om Bergens Skoles Rector, Møinichens Capaciteter, skal jeg Intet kunne sige. I Stavanger var Rasch kjendt, og rimeligviis derfor kom saare mange til ham fra den Egn; i Christianssand synes Skolen under Rector Tobias Jensen († 1725) at have været i en halv Opløsningstilstand.
  14. Om ham, se B. Moe Pers.-Hist. 1, 39 og 2, 169 og 279.
  15. Det Øvrige af den kongelige Gave paa 500 Rd. anvendtes til at erigere det tildels endnu bestaaende „Legatum Friderici Quarti.“
  16. Disse have udentvivl været de samme, der senere tildeels ødelagdes ved at henlægges paa Fiskebryggen. De indeholdt da Minder om Familien Huus, der har eiet Gaarden før Hausmanns Tid.
  17. Af en Obligation af samme Aar, udstedt af Weyer, hvilken jeg har overkommet.
  18. Recensionen staar at læse netop i det sidste Nr. (13) af dette Tidsskrift, der nu er saa sjeldent, at N. M. Petersen i sine Bidrag til den danske Litt.-Hist. IV, I, p. 215–16, hvortil henvises, har udtalt det ønskelige i dets Gjenoptrykning. – Cfr. ogsaa Nyerups „Luxdorphiana“ og samme Forfatters Hist.-stat. Skildr. III, 1ste Halvdel. J. Møller, Mnemosyne I.
  19. Cfr. A. Thuras „Idea“, p. 22, 23 og 87 samt N. M. Petersens Bidrag til Litt.-Hist. IV, I, p. 318. Paa det først citerede Sted hos Thura er meddeelt en fuldstændig Prospectus over det danske Sprogverks Indhold.
  20. Det Sidste sees af en (utrykt) kgl. Skrivelse af 19de Novbr. 1728 „ang. adskillige Anstalter i Christianias Skole“, den samme, hvoraf jeg tidligere har meddelt Oplysninger om Omgangen med Musiquen Mortens-Aftenerne.
  21. Ikke destomindre forsvandt alle tre Bøger fra Skolen og først c. 1777 blev den ene (Scapula) gjenkjøbt paa en Auction af en Skolens daværende Discipel N. Hassing. Ved at undersøge Bindet nøiere fandtes Bangs Gavebrev endnu i samme Bog, der ellers bar utvetydige Mærker af at være forsætlig stjaalet.
  22. At disputere- og Læse-Øvelserne over Bordet vedbleve endnu i disse Tider, kan sees at Regnskabsbøgerne, der vise Udgifter til dertil anskaffede (theologiske) Bøger.
  23. I det Program, som N. Treschow 1795 udgav til Skolens Mindefest over afdøde Ole Christopher Wessel (cfr. B. Moe, Pers.-Hist. I, 259) mener han herved „at bringe hine lærde Mænds, en Arbiens og en Herslebs Skygger, hvis Underviisning han altid med Taknemmelighed erindrede sig, et behageligt Offer.“ Men at Arbien skulde have været Wessels Lærer, er en grov Feiltagelse, da W. fødtes 1 Aar før Arbiens Død.
  24. At A. Intet har offentlig udgivet kan vel synes underligt, men maa vel forklares, naar man tager Hensyn til den unge Alder, hvori han døde. Hvad hans Magisterdisputats handlede om, samt naar han erhvervede sin Grad, veed jeg ikke endnu. Han lader ellers til at have været en alsidig Mand og kaldes f. Ex. „en Patron og Kjender af Musiqven.“
  25. Jeg har i Rigsarchivet forefundet et Par af de skriftlige Løfter, som Hørere maatte aflægge ved sin Tiltrædelse; begge ere fra 1734 og fra vor Skole. Jeg indsætter Noget af samme. „I Særdeleshed forbinder jeg mig til, saalænge jeg samme Gennem betjener, ikke at ville indlade mig i Ægteskab, men saafremt jeg i den Tid skulde fatte det Forsæt, da strax uden Ophold resignere Stationen. Desuden skal det og være min Skyldighed nogen Tid at forblive i Embedet, logere paa det mig assignerede Cammer, uforsømmelig være tilstede ved Kirken, Skolen og Communitetet“ o. s. v. Af Hørernes nedenforstaaende Personalia vil man dog se, at de stundom allerede i denne Periode have været gifte, men vel at mærke vides dette kun om Colleger i 4de og 5te Lectie.
  26. Den danske Literatur eier ogsaa en anden ikke saa uheldig novellistisk Fremstilling af Skolemandens Gjenvordigheder: Høreren og Taterpigen“ af Dr. Sophus (ɔ: Bloch-Suhr), 1839.
  27. Han havde § Børn: 1) Jacob H., Commerce-Assessor, † 1785 ugift. 2) Inger Maria H., g. m. Iver Neumann, Eier af Odals Verk. 3) Sophia Dorothea H., g. m. Zahlkasserer Jacob Juell, der kom i Kassemangel og rømte til Sverige, hvor han blev Brugspatron og hvor hans Efterkommere endnu skulle boe. I sin Tid vil jeg naturligviis behandle Hersleb udførligere.
  28. I hans ældste Søn Martins Testimon. Publ. fra Kjøbenhavn har jeg fundet følgende interessante Tirade: Noster dum fuit, a nota Abildgaardorum virtute non descivit, sed presse illorum vestigiis & vivendo & laborando institit. cett.
  29. 1719, 4de December nævnes en Ivar B. som Collega i 3die Lectie, der vel maa have været en Anden. I Danmark gives ogsaa 2 Præster af samme Navn i forrige Aarhundrede. Forøvrigt synes ved nærværende J. B.’s Ansættelse Rescr. af 8de Febr. 1696 om at Hørere skulde være Baccalaurei at være overtraadt.
  30. Jeg har under Udarbeidelsen af denne Prøve havt den Glæde og den Ære fra den bekjendte og blandt Andet af den nordiske Oldliteratur fortjente Professor Thorsen, Universitetsbibliothekar i Kjøbenhavn, at modtage blandt Andet følgende Efterretning: „Kjøbenhavns Universitets ældste Matrikul gaar tilbage til 1611, fra hvilken Tid man altsaa kan have fuldstændige Fortegnelser over Skolernes Dimissi.“ Herved maa dog bemærkes, at de norske Skoler neppe altid dengang dimitterede til Kjøbenhavn, og at der da vel heller ikke endnu altid udfordredes Universitetsstudier til at blive Præst.