Hopp til innhold

Dronning Margretes Valg i Norge

Legg til lenke
Fra Wikikilden

Efterat Dronning Margretes Søn, den 17-aarige Kong Olaf i Danmark og Norge, pludselig var død i Skaane, 3die August 1387, og dermed Kongeslægten i Norge uddød, stod dette Rige foran et vigtigt Thronfølgerspørgsmaal.

Ved Mødet i Oslo i Februar 1388 blev Kongedømmet for første Gang i Aarhundreder besat ved Valg, og dette Valg fik ved den valgtes Personlighed Betydning for Norges Historie i Aarhundreder. Denne Begivenhed fortjener derfor at tages i nærmere Øiesyn, end tidligere er gjort, og ikke mindst har jeg gjort dette, fordi de enkelte Omstændigheder og Forhold ved Mødet efter min Mening er opfattet urigtigt eller mindre nøiagtigt og kan trænge til nærmere Oplysning. Jeg skal i det følgende betragte Thronfølgerspørgsmaalet 1) fra retslig Side og 2) i politisk Henseende, samt 3) undersøge, hvad der virkelig skede.

I.

Den store Modsætning mellem Norges og de to andre nordiske Rigers Kongemagt i 14de Aarhundrede var, at Kongen i Norge var Arvekonge og Kongedømmet var arveligt efter et bestemt „Arvetal“, medens Kongedømmet i Sverige og Danmark besattes ved et Valg, hvor der dog toges visse Hensyn til Arveretten. Man har sagt, at Arveretten i Norge paa denne Tid var usikker, idet der fandtes to forskjellige „Arvetal“, og dette er paa en vis Maade sandt, men havde dog mindre Betydning, end man skulde vente. Foruden Arvetallet i Landslovens Kristendomsbalk fandtes nemlig ogsaa en Rettebod fra 1302, hvorved Kong Haakon den 5te havde forandret Landslovens Arvetal. Kong Haakon har ganske vist givet en saadan Lov for det mulige Tilfælde, at han ikke skulde faa nogen Søn i sit Ægteskab og Kongeslægten ved hans Død kun skulde bestaa af Kvinder (hans egen Datter, hans Broderdatter, samt endelig hans egen uægte Datter). Men Haakon levede saalænge, at hans eneste ægte Datter (Ingeborg) havde i Ægteskab med den svenske Hertug Erik født en Søn, som ogsaa efter Landslovens Arvetal maatte gaa foran hende og virkelig blev hans Arving (Magnus Erikssøn); allerede derved blev den nye Rettebod uden Betydning, skjønt Haakon selv før sin Død lod de tilstedeværende Rigsraader sværge at overholde saavel dens Arveregler som dens Bud om Formynderstyrelsen[1]. At faktisk den nye Arvelov af 1302 maatte ansees for ophævet, kan sluttes af de norske Lovbøger fra 14de Aarhundrede. Vi har fra 1ste Halvdel af 14de Aarhundrede ca. 70 Lovbøger bevarede, og af disse er flere skrevne i Kong Haakons senere Aar eller i Tiden kort efter. Men af de ældre Lovbøger har kun en eneste optaget Arvefølgeloven, nemlig Lovbogen fra Tønsberg, hvilket er forstaaeligt nok, da den er redigeret ca. 1320 af eller for en af Formynderne fra 1319, Guthorm Kolbjørnssøn; men uagtet det her i selve Overskriften siges, at Kong Haakon havde ladet lyse, at „ingen Bog (Lovbog) skulde have Gyldighed, som ikke havde dette Arvetal“, er dette Mønster kun fulgt i en Lovbog fra Midten af 14de Aarhundrede (C 22 i Stockholm), og selv her kun saaledes, at efter det nye Arvetal indtræder en ny Skriver, som ogsaa optager det ældre Arvetal, som han altsaa anser for fremdeles gjældende. Begge disse Lovbøger er østlandske (den første fra Tønsberg, den sidste fra Oplandene); men den eneste vestlandske Lovbog, som kjender Retteboden fra 1302, den tabte Codex Capsel Cypriani fra ca. 1340, har af denne kun optaget Reglerne om Formynderstyrelsen, men ganske udeladt det nye Arvetal[2]. Alle andre norske Lovbøger har udeladt begge Dele, naturligvis fordi allerede ved Midten af Aarhundredet hele dens Arvetal ansaaes som antikveret og faktisk afskaffet. Man tør derfor gaa ud fra som givet, at ved 1387 fandtes det nye Arvetal af 1302 kun i meget faa Lovbøger; naar ved Forhandlingerne i 1388 Arveretten drøftes, kan man (som nedenfor skal omtales) se, at man har lagt til Grund selve Landsloven eller den dermed enslydende Hirdskraa, – og det er disse Love, som ogsaa citeres ved Mødet i Oslo.

Arvetallet af 1302 maa saaledes ganske sættes ud af Betragtning, naar man vil vide, hvorledes Nordmændene i 1387–88 betragtede Thronfølgerspørgsmaalet, og Sagen bliver isaafald klar nok.

Landsloven bestemmer i sin Kristendomsbalk (Cap. 5), at efter den norske Konges Død skal hans Slægtninger være arveberettigede i følgende Orden: Ældste ægtefødt 1) Søn, 2) Sønnesøn, 3) Broder, 4) Farbroder, 5) Brodersøn, 6) Farbroderssøn, dernæst 7) uægte Søn, 8) ægte Datters ægte Søn, 9) ægte Søsters ægte Søn, 10) ægte Farbroderssøns ægte Søn, 11) ægte Fasters ægte Søn samt 12) Mosters ægte Søn, hvis Kongens Moder og Moster er af Kongeætten. Man har forresten villet gjøre det usikkert, fra hvem dette Arvetal skulde regnes, men som mig synes, ganske urigtigt. Der staar jo: Efter vor Konges Frafald skal den være Konge, som er Norges Konges ældste ægtefødte Søn o. s. v. „Vor Konges“ og „Norges Konges“ er jo tydeligvis den samme; altsaa regnes Arvetallet altid fra sidst afdøde Konge. Tvivl herom er ene.og alene udtalt (Munch), fordi Retteboden af 1302 udtrykkelig fastslog, hvad der var Forudsætningen ogsaa for Landsloven. Anvendes dette Arvetal paa det ved Kong Olafs Død indtraadte Tilfælde, vil det sees, at der ikke levede nogen til de 11 Klasser hørende Person, og at Kong Olafs Fætter (Mostersøn) Albrecht den yngre ikke gik ind under 12te Klasse, da den afdøde Konges Moder (Dronning Margrete) ikke hørte til den norske Kongeæt, „thi hendes Nedstammelse fra den norske Kongeæt var umulig at bevise, om man end gik nok saa langt op i Tiden“ (Munch). – Man sammenligne følgende Stamtavle (med de tilføiede mulige Led):

Men Loven gav ogsaa Anvisninger for det Tilfælde, at der ikke længer existerede nogen af de i Arvetallet nævnte 12 Klasser: „Hvis ingen af disse er til, som nu er talte, da skal den være Konge i Norge, den ældste én, som er nærmest efter, hvad Gulathingsloven vidner i Arvetallet“; altsaa skulde de private Arvegangsregler gjælde ogsaa for Kongearven, dog med 2 Indskrænkninger: 1) kun mandlige Personer var arveberettigede (karl en eigi kona), og 2) Arvingen skulde være af Kongeætten, d. e. stamme gjennem Mands- eller Kvindeled fra norske Konger. Ved begge Indskrænkninger var Dronning Margrete, Kongens Moder, som Kvinde absolut udelukket fra at arve, og ved den anden udelukkedes ogsaa hendes Søsters Efterkommere.

Den private Arvegang strakte sig vistnok videre end den offentlige, den omfattede alle Slægtninge baade paa Faders- og Modersside indtil Firmænninger nedstammende fra fælles Oldefader; men ved den anden Betingelse, at den, gjennem hvem Slægtskabet hævdedes, skulde være af Kongeætten, udelukkedes saavel alle Dronning Margretes som Dronning Blanches Slægtninge; hverken Margretes Søstersøn Hertug Albrecht (af Mecklenburg) eller hendes Søsterdattersøn Erik (af Pommern) kunde faa nogen Ret, endmindre spurgtes der efter Blanches fjerne, franske Slægtninge. Næst efter Kongearvetallet maatte ifølge den private Arvegang regnes, om de havde existeret, Kong Olafs uægte Søns ægte Søn eller Datter (2den Arv) eller hans uægte Datters ægte Søn (3die Arv). Men da ingen af disse fandtes, maatte man springe helt til 9de Arv, som omfattede Farfaders Brodersøn eller Søstersøn. Men i sidste Tilfælde befandt sig Kong Albrecht af Sverige, Søn af Magnus Erikssøns ægte Søster Eufemia; da han var den eneste gjenlevende af Eufemias Sønner, kan der ikke være Tvivl om, at han var den norske Throne nærmest af alle Arveberettigede; vistnok har Henrik Suspensor († 1383) været Albrechts ældre Broder, men da han allerede var død, maatte hans Søn Hertug Albrecht den yngre efter de norske Arveretsregler vige for sin Farbroder som ældste levende arveberettiget. Det bør tillige tilføies, at der foruden Kong Albrecht og efter ham hans Sønner og Brodersøn af det Mecklenburgske Hus ikke fandtes nogen Arveberettiget, endog efter privat Arvegang. P. A. Munch har vistnok opstillet den Formodning, at Jon Havthoressøn havde været gift med Kong Magnus’s Halvsøster Brigitta (Datter af Hertuginde Ingeborg og Knut Porse) og med hende havde havt Sønnen Haakon Jonssøn, som saaledes ogsaa vilde blive Kong Magnus’s Søstersøn, men rigtignok Søn af en yngre Søster. Men denne Formodning har vist sig at være urigtig; Brigitta var Datter af en svensk Lagmand, Knut Magnusson, og stod forsaavidt ikke i noget Slægtskabsforhold til- den norske Kongeæt[3]. Havthoressønnerne og deres Børns Slægtskab med Kongeætten kan kun regnes fra Haakon V’s uægte Datter Agnes, men da bliver den saa fjern, at de ikke kan komme med i noget Arvetal. P. A. Munch har vistnok tænkt sig, at Havthoressønnerne[4] kunde komme ind under den private Arverets 13de Grad som „Firmænninger“; men Munch har da overseet, at efter Loven (Arvebolken 7,13) skulde da alle Mellemled være ægte og kun Arvetageren selv kunde være uægte. Raade efter offentlig og privat Arveret stededes vistnok uægte Søn og Datter og disses ægte Børn til Arv, hvis ægte Arvinger ikke fandtes; men længere strakte sig ikke uægte fødte Slægtningers Arveret. Hvis i sin Tid Kong Magnus og hans Søster Eufemia og deres Halvbrødre i Halland alle var døde uden Børn, vilde Jon Havthoressøn have været selvskreven Arving i Norge som Kong Haakon V’s uægte Datters ægte Søn; men da Magnus fik Sønner, faldt Jons og hans Slægts Arveret ganske bort. Det er derfor fuldt overensstemmende med Landsloven, naar Jons Søn Haakon Jonssøn 18de Februar 1388 erklærer, at han ikke havde nogen Arveret til Kongedømmet i Norge, og denne Erklæring gjælder da ogsaa for hele hans Slægt.

Denne Undersøgelse viser saaledes, at efter Loven var Kong Albrecht i Sverige den eneste retmæssige Arving efter Kong Olaf Haakonssøn i Norge.

II.

Da Kong Olaf døde i Falsterbo 3die August 1387, kan Kong Albrecht ikke have været langt borte; thi Dronning Margrete siges da at have været i Ystad for at underhandle med Albrecht, som altsaa maa have opholdt sig i det sydøstlige Sverige, maaske i Kalmar. Albrecht har altsaa erfaret Olafs Død faa Dage efter og har kunnet tage sine Forholdsregler; men hvad han har gjort, er ganske ubekjendt, da man ingen Efterretninger har om ham fra 2den Halvdel af 1387 og 1ste Halvdel af 1388. Det følger dog næsten af sig selv, at han har gjort Tilnærmelser til de norske-Høvdinger og forsøgt at blive Konge i Norge. Huitfeldt siger ogsaa, at Kong Albrecht nu antog Titel af dansk og norsk Konge; men det synes dog at være urigtigt, og i det eneste i Uddrag bevarede Brev fra Juli 1388 kaldes han kun svensk Konge[5]. Kong Albrecht havde allerede i 1368 under Kampen med Kong Valdemar gjort Indfald i Skaane og erobret dets aabne Byer, saa at han kunde fra 1368 af antage Titelen „Dominus Scaniæ“, og Kong Magnus havde ved Freden i 1371 maattet afstaa ham sin Ret til dette Land; men allerede i 1373 eller 1374 har Albrecht atter opgivet denne Titel – enten af Hensyn til Hansestæderne eller til sin Brodersøn, den danske Kronprætendent Albrecht d. yngre, – og siden kan han ikke paavises at have gjort Fordring paa nogen Del af Danmark eller have havt nogen Retsgrund for en saadan Fordring. Anderledes med Norge; her var han virkelig nærmest berettiget Arving. Sikkert er det ogsaa, at han har opstillet Fordringen paa Kongedømmet i Norge, og at denne Fordring hævdedes af hans mecklenburgske Landsmænd; thi da det fire Aar senere – i April 1393 – hændte, at Vitalianerne satte Foden i Norge og for et Øieblik vandt Bergen, lod de her Biskopen, Lagmanden og de fornemste Borgere sværge Kong Albrecht Troskab som Norges Konge; de islandske Annaler siger udtrykkeligt, at Røverne „krævede hele Norge for Kong Albrecht“, hvori de ikke havde saa meget Uret.

Det er imidlertid let at forstaa, at om Kong Albrecht har gjort noget Forsøg haa at vinde Tilhængere i Norge, maatte dette strande. For det første havde han ikke direkte Adgang til Norge, thi mellem Norge og Albrechts Sverige laa dengang Provinser, som vistnok var dynastisk forbundne med Norge, men som netop paa dette Tidspunkt lige saa meget var at regne for et uafhængigt Rige; det var Dronning Margretes eget Rige ved Göta-elven. Allerede ved sit Giftermaal eller kort efter havde Margrete i norsk Morgengave faaet Baahus-len og i svensk Morgengave Östergötland, maaske ogsaa mere; og de Dele af Sverige, som i Freden 1371 var overladte til Kong Magnus og efter hans Død overtoges af Kong Haakon, „Skara Stift“ (d. e. Værmland, Dalsland og store Dele af Vestergötland), synes efter hans Død 1380 at være hævdet af Margrete i eget Navn ligeledes som Morgengave[6]. Disse Landsdele holdt Margrete sammen ogsaa efter Kong Olafs Død, og hendes Embedsmænd, som var gamle Modstandere af Mecklenburgerne, har vel gjort alt for at forhindre Forbindelser mellem Mecklenburgere og Nordmænd. Men dette behøvedes vistnok neppe, thi ingen Haand i Norge reiste sig for Kong Albrecht, trods hans utvivlsomme Arveret; Grunden hertil maa vi vel søge i den langvarige Feide mellem Folkunger og Mecklenburgere og det Fiendskab, som alle Folkungernes Tilhængere i Norge maatte føle mod Arvefienden. Krigsforholdet til Mecklenburgerne kan man følge tilbage lige til 1356. I dette Aar havde de oprørske svenske Adelsmænd med deres Kronprætendent, Magnus’s ældste Søn Erik, fundet Støtte i Magnus’s Mecklenburgske Svoger, Hertug Albrecht, og Vinteren 1356–57 havde Magnus’s norske Tilhængere fra Viken under Ledelse af Jon Havthoressøn og Orm Drotsete ført en norsk Ledingshær til Götaelven. Og om end Freden snart sluttedes og Norge i nogle Aar var udenfor Striden, blev det dog snart atter draget ind i den, og Kongernes tro Tilhængere kunde mindes ikke blot Krænkelser og Forræderier fra Mecklenburgerne, men ogsaa Nederlag og forsmædelige Tab, ialfald hyppige Krigsrustninger og unyttige Felttog. 1360 havde Hertug Albrecht forraadt Skaane til Kong Valdemar, og 1363 havde han vundet Sverige eller det meste deraf for sin Søn, Kong Albrecht; 1364 følte Kong Magnus sig saa betrængt i Sverige, at han allerede da tænkte at nøie sig med „Skara Stift“, men blev kun af sin mere energiske Søn Haakon hindret fra at opgive sin og hans Ret i Sverige. Vinteren 1364–65 maatte en norsk-svensk Rytterhær trænge frem ind i Svealand, men led ved Enköping (Gaata) det store Nederlag, hvori Magnus blev fangen og Haakon slagen; det følgende Aars Sommer kjæmpedes der med vexlende Held i Vestergötlands vestlige Dele, samtidig med at Kong Haakon med en norsk Ledingsflaade foretog et Søtog til Öland og Gotland. Ogsaa senere vedblev Krigen, idet begge Parter blev inddragne i den store Krig mellem de tyske Stæder og Kong Valdemar. Dennes Flugt og Nederlag virkede tilbage paa Kong Haakon, hvis Stilling i Sverige vistnok idethele var i Tilbagegang, indtil det lykkedes at faa Fred eller ialfald stilstand med Stæderne. Strax efter ser man atter Folkungerne i Fremgang: Kong Haakon er i 1370 atter i Besiddelse af det stærke Axevall, og Vaaren 1371 drog han atter med en Hær ind i Sverige for at befri sin Fader. Nogen egentlig Kamp blev der dennegang ikke af, men Felttoget, som varede i flere Maaneder, har dog været kostbart baade for Kongen og hans Mænd, og Resultatet opnaaedes kun halvt: Kong Magnus blev fri, men af Sverige beholdt han kun den vestligste Del. Og efter en 7-aarig Krig maatte Riget betale en kostbar Skat i Løsepenge, og denne Skat gik ud ikke blot fra Magnus’s Landsdele, men ogsaa fra de andre Dele af Riget. Alligevel opnaaedes ikke nogen virkelig Fred; allerede i 1373 eller 74 var et fiendtligt Forhold atter indtraadt, og da fra 1375 af Mecklenburgerne paa den unge Hertug Albrechts Vegne optraadte med Fordringer paa Arveret til Danmark som Modstandere af Kong Haakons Søn Olaf, kan Krigen allerede regnes at være brudt ud igjen ogsaa mellem Norge og Sverige. Dog hører man ikke om virkelige Felttog før end fra Høsten 1379 af, da „de Tyske i Sverige“ havde opsagt Freden. Sommeren 1380 havde Kong Haakon budt Leding ud fra Vestlandet til Rigsgrænsen og samtidig kaldt sine Hirdmænd og deres Huskarle til et Landtog ind i Sverige, rimeligvis samtidig med et Indfald i Sydsverige fra Danmark af. Hans Hær eller Afdelinger deraf har trængt langt ind i Landet, thi Skara, Örebro, Vesterås og Jönköping blev plyndret og brændt; men de led dog samtidig det store Tab, at Kong Haakon døde enten paa Toget eller lige efter Hjemkomsten. For Norges Vedkommende skulde nu egentlig Krigen ophøre, thi det vestlige Sverige gik, som nævnt, over i Margretes Besiddelse, og en direkte Krig mellem Norge og Albrechts Sverige kunde nu egentlig kun føres over Jæmtland. Der synes ogsaa virkelig at være indtraadt en stilstand i Krigen; men det fiendtlige Forhold varede ved, og i 1384 var Krigen atter brudt ud, denne Gang nærmest mellem Sverige og Danmark; dog led vistnok ogsaa nu mange norske Stor-mænd ved Krigen, nemlig de, som havde Besiddelser i Margretes svenske Rigsdele. At det nu var Alvor med Krigen, viser sig af, at Kong Olaf i sin danske Kongetitel fra 1385 af tilføier Ordene „Arving til Sverige“, altsaa optager sine Forfædres Fordringer paa Sveriges Throne; deraf fulgte, at Krigstilstanden i hans senere Aar var det regelmæssige, Stilstande kun midlertidige. Kan man end saaledes i de 31 Aar fra 1356 kun paavise faa Krigstog fra Norge ind i Sverige og kanske lidt flere Indfald fra Sverige af til Folkungeættens vestsvenske eller skaanske Besiddelser, maa dog hele Perioden regnes som Krigstid, med hyppige Fredsbrud, Rustninger, Udbrud og Forberedelser til Indfald eller Forsvar; navnlig har Grænseegnene lidt meget, thi Fæstningerne ved Götaelven og i Vestsverige maatte stadig holdes besat og var hyppigt udsatte for Beleiringer. Følgen heraf har naturligvis været, at begge de krigførende Partier gjensidig har svækket hinanden, at Forbitrelsen mellem dem stadigt var stigende, og at en virkelig Fred næsten var umulig, saalænge de stridende Kongeslægter bestod og var omtrent lige mægtige. Nu var imidlertid Kongeslægten i Norge pludselig uddød med den unge Kong Olaf, og saa skulde Resultatet af de 30-aarige Kampe være, at hans Mænd uden Modstand underkastede sig hans Hovedmodstander som nærmeste Arving. Det er forstaaeligt, at ingen vilde finde sig heri, og at selv om Lovens Ord var klare, maatte man være tilbøielig til at finde paa Grunde til at omstøde Loven. Man gjør sig vistnok for overdrevne Forestillinger om de norske Stormænds Lojalitet i 14de Aarh., naar man tror, at de i det hele var tilbøielige til ene og alene at følge Lovens Bogstav. Det er bekjendt, hvorledes Hirdstevnen i Oslo i 1323, som dog lededes af den lojale Erkebiskop Eiliv, i et væsentligt Punkt satte sig ud over Kong Haakons Rettebod om „Rigsstyrelsen“, idet Mødet mod denne Lov satte en enkelt Mand i Spidsen for Formynderstyrelsen, – og dette skede alene af politiske Hensyn, trods Lovens klare Ord. Det er ligeledes bekjendt, at de norske Stænder (Adel, Geistlighed og Bønder i Forening) i 1343 tog Kong Magnus’s yngre Søn Haakon til Konge, og at de samtidig delte Riget mellem ham og hans Fader, uagtet Løven udtrykkeligt sagde baade at den ældste Søn var selvskreven Arving, og at Riget skulde være udeleligt. Det fremgaar af Dokumenterne, at man har været fuldt klar over denne Handlings Rækkevidde; man erklærede den nemlig selv for uregelmæssig ved at henvise til, at hvis Haakon døde uden Børn, skulde senere den „rette og gamle Kongearv“ atter træde ind. Man var altsaa ogsaa i Norge vant til at tage politiske Hensyn endog ligeoverfor Arveloven, som dog i Nordmændenes Øine var en Del af „Kristendomsbolken“. Da derfor om Høsten 1387 Efterretningen om Kong Olafs Død naaede Norge[7] og det Spørgsmaal stilledes, om Kong Albrecht var arveberettiget, er det antageligt, at dette almindeligt besvaredes benægtende. Ingen Beretning herom er levnet, men det fremgaar dog med Sikkerhed af Udtalelserne fra Febr. 1388, at man var enig om, at Mecklenburgerne havde gjort sig uværdige til at arve Kongedømmet ved at have ført Krig mod Kongerne. Man har aabenbart betragtet Mecklenburgerne som yngre Prinser af Kongefamilien, der gjorde oprør mod Familiens Chef, altsaa var „Landraademænd“, eller som det ved Mødet udtaltes, at „de havde været Modstandere af Norge og dets Konger og kunde derfor ikke blive Arvinger til og Konger i dette Rige“. Denne Udtalelse kom først frem, efterat Dronning Margrete var valgt i Norge, og gjælder nærmest hendes Søstersøn Albrecht den yngre som hendes nærmeste Arving; men Ytringen har dog sin Anvendelse paa hele Hertugslægten og er en Forudsætning for selve Margretes Valg. Da dette aabenbart var den naturlige Følelse i alle politiske Kredse, navnlig paa Østlandet, hvor man havde lidt mest af Krigstilstanden, tør man tro, at man her har hævdet, at Kongeslægten maatte ansees for uddød; man var ialfald enig om, at der ingen arveberettiget fandtes. Men Følgen deraf blev, at man nu efter Landslovens Forudsætning maatte skride til Kongevalg, og at man saa sig om efter et „Kongsemne“. Her laa det da nær at tænke paa fjernere Kongeslægtninger, altsaa paa Havthoressønnerne og deres Ætlinger. Først for Tur stod da Jon Havthoressøn, Kong Magnus’s ældste Fætter; men han var nu en Mand paa over 70 Aar og havde allerede i mange Aar været udenfor det offentlige Liv, skjønt han endnu levede i Borgesyssel; den sidste Gang, han vides at have deltaget i et Raadsmøde, var i 1379. Men han havde flere Sønner, og af dem var den ældste Ulv allerede i 1369 Ridder, og den næstældste Haakon ligeledes da voxen. Da Ulv Jonssøn havde arvet sin Moders Besiddelser i Værmland og Sverige og derved nærmest var knyttet til dette Rige, maatte opmærksomheden i Norge særlig henledes paa Haakon som Kronkandidat, thi han havde allerede i mange Aar været norsk Sysselmand og Rigsraad og havde tillige ved sit Giftermaal med Margrete Eilivsdatter af Naustdal og Hvaal (Datterdatter af Drotseten Erling Vidkunnssøn) opnaaet store Besiddelser paa Vestlandet. Det synes ogsaa sikkert nok, at nogle har ønsket at vælge ham til Konge; men dels har han neppe selv ønsket det, dels har baade han og hans Slægt været saa nær knyttet til Dronning Margrete, at han har veget tilbage, saasnart hendes Kandidatur traadte frem. Thi omtrent samtidig med at Efterretningen om Kong Olafs Død naaede Norge, kom vistnok ogsaa Rygtet om, at man i Danmark holdt paa at vælge hans Moder til regjerende Dronning i Danmark, og et saadant Valg maatte i alle politiske Kredse siges at være det naturligste ogsaa i Norge, naar man ikke vilde underkaste sig Mecklenburgerne. Den, som her blev den ledende Mand, var naturligvis Erkebiskopen i Nidaros; thi efter Landsloven skulde Kongevalg foregaa efter Raadslagning med Erkebiskopen, og hans og Biskopernes Stemme skulde være afgjørende ved Valget.

III.


Det er bekjendt, at Dronning Margrete baade i Danmark og Norge i sin Søns Regjeringstid lagde Vægt paa at sikre sig Geistlighedens Hengivenhed; særlig sørgede hun altid for at faa sine Tilhængere paa Bispestolene, hvorved de geistlige Medlemmer af Rigsraadet altid stod paa hendes Side. Hendes Fremgangsmaade hermed i Norge var i hendes Søn Olafs Regjeringstid endog for dristig, saa at den vakte Anstød, idet hun lod danske Tilhængere blive Biskoper i Norge: i 1382 fik hun Bispestolen i Stavanger og Erkestolen i Nidaros besatte med Danske. Misfornøielsen hermed synes at have gjort hende forsigtigere. Da Erkebiskop Nikolaus døde 1386, blev ganske vist ogsaa en Tilhænger af hende udnævnt til hans Eftermand; men den nye Erkebiskop, Vinald Henrikssøn, var ikke dansk og kunde, skjønt svensk født, næsten regnes for Nordmand, da han i ialfald i hele sin Manddomstid havde virket i Norge: først som Præst paa Tjørn, derpaa som Kannik i Oslo og Vicekansler, endelig som Kapelmagister i Bergen. Han var Kongeslægtens trofaste Tjener og havde vistnok tidlig sluttet sig til Margrete. Det var et uhyre Held for Margrete, at denne Mand ved hendes Søns pludselige Død befandt sig i hendes Nærhed, idet han var kommet til Skaane for at præsentere sig for Kongen paa Hjemveien fra Genua, hvor han var bleven stadfæstet af Paven (Juni 1387); han kunde derved deltage i Forhandlingerne om hendes Valg og ved sin Stilling i Norge paa en Maade repræsentere dette Land, idet hans Tilslutning til hendes Planer ydede en Garanti for, at Rigerne Danmark og Norge fremdeles skulde holde sammen mod de fælles Fiender.

Det kan ikke nægtes, at Margrete og hendes danske Tilhængere har handlet raskt og overensstemmende med Danmarks Interesser. Den naturlige Arving til Danmark var nu utvivlsomt Albrecht den yngre af Mecklenburg, Valdemars ældste Datters Søn; men et saadant Valg vilde, da hans Farbroder herskede i Sverige, være det samme som, at hele Norden faldt i Mecklenburgernes, Arvefiendens Vold. Selvfølgelig maatte Margrete forene sig med den danske Adel og Geistlighed mod dette, og saa skede ogsaa. Allerede 7 Dage efter Sønnens Død blev Dronning Margrete (10de August) paa Skaanes Landsthing i Lund valgt og hyldet som Regentinde. De tilstedeværende, Adel og Geistlighed og Bønder i Skaane samt endel fra andre Dele af Landet, erklærer her, at de er komne overens med hende og hun med dem om, at de „ikke vil tage nogen til Konge eller drage nogen ind i Danmark eller tage nogen til Hjælp, som er hende i nogen Maade imod“ (d. e. i første Tilfælde Hertug Albrecht d. y. og i andet Kong Albrecht), og det samme tilsiger hun dem; hun lover at lade dem nyde tidligere Privilegier, og de lover at tjene hende lige til den Dag, da hun og de bliver enige om at vælge en Konge. Hendes nye Stilling betegnes ved, at hun vælges til „fuldmægtig Frue og Husbonde“. Midlertidigheden antydes ved, at hun kaldes „ganske Rigens af Danmark Formynder“, og Valget begrundes foruden i det fælles Fiendskab til Mecklenburgerne dels i, at hun er Kong Valdemars Datter og Kong Olafs Moder, men tillige i „den gode Vilje og Gunst, som Rigets Indbyggere altid have fundet hos hende“. Margrete selv foretrak naturligvis den første Grund og antyder den i den Titel, hun nu antog, som Danmarks „rette Arving og dets Fyrstinde“.

Ved dette Valg havde den norske Erkebiskop ikke blot deltaget, men han staar ogsaa i Spidsen for de 14 Mænd, som udstedte Vidnesbyrd derom[8]. Aabenbart har Vinald ogsaa fulgt med Dronningen, da hun drog over til Sjæland for at føre sin Søns Lig til Roskilde (11te August), og han var endnu i Sjæland, da Margrete (21de August) blev hyldet paa Sjælands Landsthing i Ringsted. Den 8de September overgav Dronningens Befalingsmand i Vordingborg ham der Efterladenskaberne efter hans Forgjænger Nikolaus, som var død i Danmark; Vinald udstedte sin Kvittering derfor og lovede det throndhjemske Kapitels Kvittering, saasnart som Dronningen kom med til Norge, men hvis hun ikke kom med, skulde han inden Aar og Dag skaffe Kvitteringen til Danmark[9]. Der har altsaa mellem Dronningen og Erkebiskopen været drøftet Muligheden af, at han skulde føre hende til Throndhjem og der faa hende valgt paa den i Landsloven forlangte Maade; men dette er senere opgivet, og Grunden dertil er snarest, at det trak ud med Hyldingen i det vestlige Danmark og Dronningen derfor ikke kunde forlade Danmark. Først den 26de Oktober hyldede Fynboerne hende i Odense[10], og Jyderne har samtykt i det samme maaske endnu senere. Dronningen er aabenbart blevet i Danmark til over Jul, reiste i Januar Maaned gjennem det vestlige, hende tilhørende Sverige og ankom først i Slutningen af Januar til Oslo. Imidlertid har Erkebiskopen reist hjem til Norge allerede om Høsten[11] og har forberedt Stemningen for hende.

I Norge kunde det ikke gaa saa ligefrem og uformeligt til som i Danmark, da Norges Statsret havde udtrykkelige Bestemmelser for Kongevalg og Hylding. Hvis det kun var Spørgsmaal om en almindelig erkjendt Succession, beskrev Hirdskraaen, hvorledes „Kongsemnet“ sammenkaldte en Hirdstevne, hvor Forholdsreglerne nærmere drøftedes, og derefter paa et Thing lod sig tage til Konge af Almuen og Hirden under Ledelse af de fornemste af Hirden. Men hvis man gik ud fra, at Kongestammen var uddød (ɔ: at Kong Albrecht ansaaes for uværdig til Succession), skulde efter Landslov og Hirdskraa alle Rigets Stænder samles til Rigsmøde i Nidaros, og Deltagerne skulde have begivet sig paa Vei inden en Maaned efter, at Kongens Død var dem bekjendt. Et saadant Rigsmøde i Nidaros kunde vanskelig finde Sted efter Olafs Død, allerede af den gode Grund, at Erkebiskopen endnu var fraværende, da Kongens Død rygtedes i Norge. Men naar det heller ikke senere blev holdt i Nidaros, maa der være skeet en direkte Ændring, og dette kan kun være udgaaet fra Erkebiskopen. Det politiske Forhold til Sverige tilsagde allerede, at Valget holdtes paa et beleiligere Sted i det sydlige Norge, og endnu mere krævedes dette af Hensyn til Danmark og til Dronning Margrete, som, selv om hun ikke blev valgt, dog maatte have stor P. Indflydelse paa Valget baade som Enkedronning, som sin Søns private Arving og som Besidder af et stort Len i Riget (Baahus). Erkebiskopen, som endnu ikke var kommet til sit Sæde, kunde deri finde en Undskyldning for at vælge den i 14de Aarhundrede sædvanlige Hovedstad Oslo, hvor jo Regjeringens Sæde var, til Mødested. Erkebiskopen har altsaa indkaldt et Møde til Oslo; Mødestiden har vel været Slutningen af Januar (Lagthinget i Oslo holdtes 25de Januar). Men en væsentligere Afvigelse fra Loven er det, hvis det er rigtigt, at det Møde, som valgte Margrete, var ikke en Stænderforsamling, men kun Rigsraadet. Det fortjener at undersøges nærmere. De, hvis Nærværelse krævedes paa Valg-Rigsmødet, var efter Landslov og Hirdskraa: 1) Hertug og Jarl, „om de ere til“. Her har aabenbart Loven tænkt paa indenlandsk Hertug eller Jarl, saa at Munchs Anke over, at Orknøjarlen ikke var indkaldt eller indfandt sig, maa falde bort. 2) alle Biskoper og Abbeder, 3) Lendermænd, Hirdstyrere og hele Hirden; dog undtages de, der som Sysselmænd fik Ordre til at blive hjemme. I dette Tilfælde faldt det første Led (Lendermændene) ganske bort, da værdigheden var afskaffet, efter 1308. 4) 12 Bønder i hvert Bispedømme, opnævnte af Biskop og sysselmænd i Forening. Den Forsamling, som faktisk deltog i Valget i Oslo, svarer ganske vist ikke til disse Klasser, idet Abbederne og Bønderne ganske savnes. Men dog synes den snarere at kunne karakteriseres som et ufuldstændigt Rigsmøde (Stændermøde) end som et Rigsraadsmøde. I selve Valgakten kalder de 26 Vælgere sig „Erkebiskop, Biskoper, Provst (ɔ: Kansleren), Riddere og Svende“, men i det Brev af 16de Februar, som siden skal omtales, nævner en Flerhed af dem (16 samt 3 senere tilkomne) sig udtrykkelig „Rigsens Raadgivere“ og betegner de andre kun som „Rigets Mænd“; det er selvfølgeligt, at Rigsraaderne er de høieste geistlige og verdslige Stormænd, medens „Rigets Mænd“, som i det sidste Brev ikke engang nævnes ved Navn, kun er væbnere (Hirdmænd) og af temmelig ukjendte og ubetydelige Slægter. Den samme Adskillelse mellem „Rigsraader“ og „Rigets Mænd“ vil man hyppigt finde ogsaa i offentlige Brevskaber fra 15de Aarhundrede, og altid betegner det sidste Udtryk Mænd i Kongedømmets Tjeneste, som ikke er optagne i Rigsraadet[12]. „Rigets Raad og Mænd“ svarer omtrent til, hvad Landsloven kaldte „Hirdstjorer“ og „Hirdmænd“, i en noget senere Tid „Riddere“ og „Svende“; disse Forhold var bleven svækkede ved Hirdens gradvise Forfald i Løbet af 14de Aarhundrede, navnlig under de hyppige Mindreaarigheder, da „Navnbøter“ ikke uddeltes. Efter dette vil man se, at Mødet har bestaaet af 1) Biskoperne, temmelig talrigt repræsenterede og mere fuldstændigt end sædvanligt ved Rigsraadsmøder, aabenbart fordi ved Kongevalg Biskopernes Stemme skulde have afgjørende Betydning, 2) Hirdstyrere (ɔ: Kansleren og 2 Riddere) med 3) Hirden. Jeg har ogsaa en Mistanke om, at Bøndernes Repræsentanter har været tilstede paa Mødet, men at de har baaret sig ad paa samme Maade som ved et følgende Stændermøde, nemlig i Lødøse i 1442; der var Almuen meget talrig tilstede, men istedetfor at deltage i Kongevalget, overdrog de til Rigsraadet at handle for dem alle[13]. Det samme maa have været Tilfælde ved Mødet i Oslo 1449; ogsaa i dette har „Kjøbstadsmænd og Almue“ deltaget, men Brevet er udstedt af Rigsraadet[14]. At noget saadant allerede er skeet i 1388, tør man vistnok med Sikkerhed formode deraf, at de 26 Vælgere gjentagne Gange i Brevet siger, at de optræder „paa vore egne og paa det hele Riges Vegne“, hvilket de ikke kunde gjøre uden at have faaet Fuldmagt dertil. I dette Punkt kan vi ikke komme nærmere end til Sandsynlighed, men det forekommer mig, at valgene i 1442, 49 og 50, hvor Almuen stadig medtages, synes at tale for, at den heller ikke i 1388 er udelukket.

Den i Oslo mødende Forsamling er saaledes ganske vist en ufuldstændig Valgforsamling; men man tør neppe betegne den som uberettiget, og Uregelmæssigheden, navnlig Faatalligheden, kunde vel undskyldes med de tvingende Omstændigheder, Frygten for Farer fra Sverige. Da der senere ikke gjøres nogen opposition mod Udfaldet, kan vel Erkebiskopens Handlemaade siges at have været opportun. Paa dette Møde blev nu Kongevalget afgjort. Der foreligger fra Mødet 3 Brevskaber, som maa sees i Forbindelse med hinanden: Valget af Margrete 2den Februar, Erklæringen om Arveretten efter hendes Død 16de Februar og Haakon Jonssøns Erklæring af 18de Februar, at han ingen Arveret havde og hverken havde villet være eller vilde blive Konge. Forudsætningen for disse Dokumenter er, at Kong Albrecht som Rigets Fiende var uberettiget til Arv; men det har man vogtet sig for at udtale direkte. Dette ligger udtalt deri, at Dronning Margrete fik Kongemagten ikke ved Arv, men ved Valg; thi Kongevalg forudsatte efter norsk Lov, at der ikke fandtes nogen arveberettiget[15]. Da Valget skulde offentliggjøres og begrundes for alle fraværende, har man foretrukket ikke at nævne et Ord om Kong Albrechts Ret eller Mangel paa Ret, og man havde da ingen anden Udvei end at laane Udtryk fra det skaanske Valgbrev, som vel Erkebiskopen har fremlagt: Margrete vælges, fordi hun var Kong Haakons Hustru og Kong Olafs Moder, og fordi man altid havde prøvet hendes Gunst og Godvilje. Variationen i Udtrykkene om Slægtskabet med de afdøde Konger er betydningsfuld. I Danmark henvistes til, at hun var Kong Valdemars Datter og Kong Olafs Moder og altsaa kunde regnes for deres Arving til det danske Rige; i Norge betyder Henvisningen til Kong Haakon og Kong Olaf kun, at man har Kjærlighed til Dronningen paa Grund af hendes Forhold til de afdøde Konger; kanske dog ogsaa der peges paa, at hun er deres private Arving, medens enhver Arveret til Riget efter Loven maatte falde bort, som nævnt, baade fordi hun var Kvinde, og fordi hun ikke hørte til Kongeætten. Derfor betones det udtrykkeligt, at denne Handling er et Valg („annammet, utvalt og undfanget“); ved et Valg kunde ogsaa en Kvinde naa frem, thi da tog man kun Hensyn til den, som man fandt mest skikket, men ved Arv var Kvinder udelukkede. I den norske Landslov var der ikke tænkt paa den Mulighed, at Valget kunde falde paa en Kvinde; man maatte derfor søge et nyt Udtryk for Begrebet „regjerende Dronning“ („Dronning“-titlen førte Margrete jo allerede), og man tog da atter sin Tilflugt til det danske Valgbrev. Men istedenfor dettes Udtryk „fuldmægtig Frue og Husbonde og Rigets Formynder“ satte man „Rigets mægtige Frue og rette Husbonde“ og udelod ganske Ordet „Formynder“; for end yderligere»: at betegne, at Margrete fik fuld kongelig Magt og paa Livstid, betonede man i Valgbrevet stærkere, at hun skal være „fuld mægtig til at forestaa og raade Riget i Norge mægtelig og vældeligt i alle Stykker, over ganske Riget i Norge, Land, Slotte, Fæste og Thegner, baade i Nord og Syd over hele Norge og i Skatlandene, i alle hendes Livs Dage“, og man lover hende paa egne og Rigets Vegne al den Huldskab og Troskab, som man skylder „Rigets rette Høvding“ (d. e. Konge)[16]. At Forholdet .til Mecklenburgerne har influeret paa Valgakten, er tydeligt deraf, at Valgbrevet tillige indeholder et Paabud om extraordinær Skat: „paa Grund af den Nødvendighed (naudsyn), som ligger Riget paa baade sønden og norden, skalv Almuen over hele Norge yde fuld Leding for et Aar“, naturligvis til Udrustning ved den forestaaende Kamp mod Mecklenburgerne, som kunde angribe Landet baade nordenfjelds (over Jæmtland) og søndenfjelds (ved Götaelven).

Saaledes var Margrete valgt til regjerende Dronning i Norge, idet den høiere Geistlighed og en Del af Aristokratiet havde udøvet Valgmyndigheden paa sine egne og Rigets Vegne. Man maa ikke forestille sig, at Norge derigjennem var gaaet over fra Arverige til Valgrige, thi Valg var jo i Landsloven forudsat som extraordinær Foranstaltning, og Arveretten traadte strax igjen i Funktion, men maatte nu regnes fra den nye Konge, det vil sige fra Margrete. Efter en meget naturlig Fortolkning maatte hun nu betragtes som Konge og altsaa hendes Slægtninge som hørende til den nye norske Kongeæt. Da Margrete ikke havde Børn og aabenbart ikke tænkte paa at gifte sig igjen (uagtet kun 35 Aar gammel), opstilles nu hendes fjernere Slægtninge som Arvinger; dette er det, som udtales i Brevet af 16de Februar 1388. Hvis Arveretten skal regnes fra Margrete, bliver hendes Søstersøn Hertug Albrecht d. yngre hendes eneste Arving, idet efter Kongearvetallets 9de Arv „Kongens ældste ægtefødte Søstersøn“ skal være Konge, hvis der ikke findes nogen nærmere berettiget. Hvis han var død, vilde der efter Kongearvetallet ikke være nogen arveberettiget; men efter det private Arvetal vilde da Søsterdatteren være nærmest (8de Arv), og da hun selv ikke kunde blive Konge ved Arv, rykkede hendes Søn op i hendes Ret. Men Margrete har naturligvis ikke ønsket sin Søstersøn, Mecklenburgeren, til Arving. Man maatte altsaa finde paa en Udvei til at erklære ham for død, d. e. kassere hans Arveret, og dette er virkelig skeet i Brevet af 16de Februar. Ifølge dette har Dronningen forelagt de tilstedeværende „Rigets Raadgivere“ Spørgsmaalet om, hvem der var nærmest Rigsarving efter hendes Død; hun tilføiede, at hun helst saa, at hendes Søstersøn Hertug Albrecht blev Arving. Forsaavidt fulgte hun jo kun Lovens Ord, uagtet hun i Danmark i 1375 havde modsat sig Albrechts Arv ligeoverfor sin egen, mindre berettigede Søn, og siden havde hun ved efter dennes Død at P. lade sig selv vælge vist, at hun heller ikke nu agtede at vige for ham. Men om dette kun var Hykleri fra hendes Side, er det vistnok rigtigt, at Rigsraaderne har udviklet for hende („bevist skjellige og retlige med vor Lov“), at hverken Hertug Albrecht eller hans fædrene Frænder kunde blive Arvinger til Riget, da han og hans „fædrene Forældre“ (d. e. Fader og Fædreneslægt) havde været Fiender af Norges Rige og dets Konger. Dette var jo kun Konsekvensen af, hvad Raadet selv havde gjort ved at skyde Farbroderen, Kong Albrecht, ud af Arvetallet og besætte Kongedømmet ved Valg. En yderligere Konsekvens var det, at Hertug Albrecht fortrænges af sin Søster Maria eller, da hun efter Landsloven ikke kan arve, af dennes Søn, den senere Kong Erik. Denne („Dronning Margretes ældste Søsterdattersøn, som er Hertug Vartislav af Pomerns Søn“) erklæres altsaa for nærmest arveberettiget efter Margretes Død, og der udvikles videre, hvorledes ifølge Landsloven hans Frænder bliver arveberettigede efter ham: Søn, Broder og fædrene Frænder, – en forkortet Opregning af Leddene i Arvefølgeloven[17]. Brevet forbeholder Dronningen at lade denne hendes Arving tage til Konge i levende Live, hvilket baade var ældre Praxis i Norge og tillige for Øieblikket kunde have politisk Betydning i den forestaaende Kamp med Mecklenburgerne; det udtrykkes derfor saa, at det kunde ske, „hvis han og hans Venner kunde forskylde det af hende“, d. e. hvis hans Forældre gik i Forbund med Margrete mod sine Mecklenburgske Frænder. Denne Betingelse fik stor Betydning derved, at Prætendenten Hertug Albrecht døde i Løbet af Vaar eller Forsommer 1388 og Erik af Pommern saaledes virkelig blev Margretes nærmeste Slægtning.

Det tredie Dokument fra dette Møde, Haakon Jonssøns Forsikringsbrev, har neppe havt den Betydning, man har villet tillægge det. Haakon havde, som ovenfor udviklet, ingen Arveret; det var kun, naar der var Spørgsmaal om Kongevalg, at man kunde tænke paa ham som Konge. Men han optraadte ikke selv som Kandidat, og da baade hans egne og hans Slægts Interesser knyttede ham til Kampen mod Mecklenburgerne og han med disse tog en fremragende Del i Valget paa Margrete, var han ikke farlig Det er kun en naturlig Forsigtighed af Dronningen, at hun lod Haakon og nogle Medlemmer af Rigsraadet udstede et Brev om, at han manglede enhver Arveret, og at han ikke vilde være Konge; thi denne Forsigtighed var paabudt af de usikre Forhold, og en saadan Erklæring kunde faa Betydning for Fremtiden ligeoverfor Dronningens Arvinger. Det er saa langt fra, at Dronningen viste Haakon Jenssøn nogen Mistillid, at hun ikke blot lod ham vedblive i det vigtige Embede som Sysselmand i Bergen, men kort efter dermed forenede Stillingen som Fehirde i Bergen, altsaa gjorde Haakon til Statholder i hele det vestenfjeldske Norge, og da i 1389 paa Ørethinget Erik af Pommern blev hyldet som Konge, var det Haakon Jonssøn, der som fornemste Undersaat gav ham Kongenavn.

IV.

Ved Valget i 1388 havde Norge for første Gang siden den nyere Lovgivning foretaget et Kongevalg. Det skal ikke nægtes, at denne Handling har været i retslig Henseende uregelmæssig; den lovlige Arving var skudt tilside ved en meget tvungen Fortolkning, og man havde ganske brudt med Lovens Forudsætninger ved at vælge en kvindelig Konge og ved at regne hendes udenlandske Slægtninge som Medlemmer af den norske Kongeæt. Jeg har søgt at paavise Motiverne for denne Handling i de politiske Forhold og Stemninger, som i visse Maader retfærdiggjorde Uregelmæssighederne. Dette Valg fik stor Betydning i den følgende Tid ved den valgtes Personlighed og Tendenser; thi det kan ikke nægtes, at det var Margretes Værk i Norge, at hun ganske nedbrød den indenlandske Styrelse, reducerede Norge for en Tid til en Provins i det nordiske Monarchi og vænnede Nordmændene af med at have en indenlandsk Centralstyrelse. Men da Reactionen mod dette kom til Magten i den følgende Tid, er den valgtes Personlighed ikke den vigtigste Side ved Valghandlingen. Vigtigere tror jeg det er, at ved Margretes Valg de vælgende har forladt sit nationale Standpunkt, Landsloven, og ved sin frie Behandling af den aabnet kommende Rigsraad Adgang til at „fortolke“ denne endnu friere; dette har havt Betydning som det første Skridt paa en ny Bane i det følgende Aarhundrede.


Denne teksten er offentlig eiendom fordi forfatteren døde for over 70 år siden.
  1. ↑ Dipl. Norv. I No. 156.
  2. ↑ Jeg sætter selvfølgelig ganske ud af Betragtning, at hele Retteboden er optaget i den islandske Rettebodsamling C 21, og at den ogsaa findes for anden Gang i C 22 med en Haand fra ca. 1420; i begge Tilfælde har den jo kun historisk Betydning.
  3. ↑ Se dette Tidsskrift 2den Række V. S. 134.
  4. ↑ Munch nævner (Unionsperioden II S. 291) kun Sigurd Havthoressøn, idet han forudsætter, at den ældre Broder Jon ikke var Kongedatterens Søn.
  5. ↑ Styffe I p. LXXXI.
  6. ↑ Der er intet Spor til, at Kong Olaf herskede i det vestre Sverige, heller ikke fører han Kongetitel af Sverige. Derimod forlener Margrete Slotte her i eget Navn, baade i sin Søns Levetid og senere. (Det samme gjælder ogsaa Halland, som her ikke vedkommer os).
  7. ↑ Det var bekjendt i Oslo før 13de October (Dipl. Norv. IV No. 540), men rimeligvis allerede i August.
  8. ↑ Rydberg Sveriges Traktater II S. 639.
  9. ↑ D. N. I. No. 508.
  10. ↑ Rydberg II 643.
  11. ↑ Det siges udtrykkeligt i Gottskalks Annaler, hvad man synes at have overseet, at Vinald i 1387 »kom i land i Noreg« – altsaa at ikke han kom til Norge sammen med Dronning Margrete, som endnu 5te Januar 1388 var ved Götaelven.
  12. ↑ Dette fremgaar tydeligst af de hos Jahn trykte Breve fra 1440–41, hvor i 1440 13 „regni Norv. conciliarii“ optræder foran 13 „armigeri“, og i 1441, hvor 20 „Rigsens Raad“ opføres foran 21 „Rigens Tjenestemænd“.
  13. ↑ Brevet hos Jahn S. 522.
  14. ↑ Jfr. Daae, Christiern den førstes norske Historie S. 27.
  15. ↑ Dette har hidtil ikke været helt anerkjendt. Man pleier endog at citere de islandske Annaler for, at „Dronning Margrete tog Norge i Arv efter sin Søn“; men dette staar ikke i de samtidige islandske Annaler, men alene i Haandskriftet L (Oddverja-Annáll) fra c. 1580 og er altsaa værdiløst, se Kildeskriftfondets Udgave af „De islandske Annaler til 1578“ S. 489. Ganske urigtig er ogsaa den samme bekjendte Udtalelse i den engelske Rapport fra Aar 1400 (Styffe II, 109–13), at Margrete har arvet Norge efter sin Søn in vim senatusconsulti Tertulliani, hvor det tilføies, at efter hendes Død vilde Riget ikke gaa til Erik, men til Olafs Agnater (!). Forf. har aabenbart kjendt lidet de faktiske Forhold og har suppleret Manglerne ved Formodninger, hvorved han er kommet i Skade for at lade Romerretten her have Indflydelse paa den norske Lovgivning.
  16. ↑ I officielle Dateringer regnes fra nu af den Tid, da Margrete „blev valgt til rikisstjórn“; dette Ord betyder her ikke Rigsstyrelse, men Rigsstyrer. (Rigsforstander), thi Bergens Lagmand titulerer hende i et Brev „Noregs rikis stiorn ok Danmarks retter erfuinge ok þes førstinna“, og der forekommer ogsaa Betegnelserne „rikisæns forstjorn“ og „rikis stiornare“.
  17. ↑ Rydberg II 650–54.
Hentet fra «https://no.wikisource.org/w/index.php?title=Dronning_Margretes_Valg_i_Norge&oldid=210748»