Dronning Margreta
I Opdal ved Dovrefjeld ligger en Sæterdal, som kaldes Drotningdal. Sit Navn, siger Sagnet, har den faaet efter Dronning Margreta, der paa en Reise over Fjeldet, i Taage og haardt Veir, forvildede sig og med sit Følge i denne Dal fandt et Tilflugtsted. Efter et andet Sagn blev hun forfulgt af den svenske Konge og for ei at opdages endog i denne afsides Dal vendte hun Skoene om paa sine Heste. Ved at tage Veien gjennem Drotningdalen undgaaer man den farlige Vaarsti.
Anm. Mundtligt og det kongl. norske Videnskabsselskabs Skrifter i det 19de Aarhundrede 1, F. III. Om Calmarunionens berømte Stifterinde findes, saavidt vides, i Norge ei flere Sagn, naar undtages, at Thingelstad Kirkes gyldne Fløi, efter Almuens Beretning, skal være en Gave af hende. I Bahus derimod findes om hende følgende Sagn: Paa en Søreise fra Norge mistede Dronning Margreta sin største Guldring i Tyvekilen i Bahus, hvor hun laa for Modvind, og da hun ei kunde finde den igjen kaldte hun Stedet Tyvekilen. Ved hendes Ankomst til Guldbringa, som da havde et andet Navn, kom En og bragte hende Guldringen igjen. Glad udbrød Dronningen:, „Denne Gaard skal hede Guldbringa, og du skal have den i Eie.“ (Oedmanns Bahus Beskrivelse 184). I Hormayers Taschenbuch 1839 Side 341 findes et Sagn om en bøhmisk Skræddersvend, der udgav sig for Margretas Søn Olaf og blev brændt.