Det oldnorske Verbum/2

Ved Sammenligning mellem Conjugationerne i de to Sprog, synes ved förste Öiekast ingen Lighed at finde Sted; men dette kommer af, at Grammatikerne vælge en forskjellig Inddelingsgrund. Forsöger man at anvende samme Inddelingsgrund, vil Ligheden ogsaa her blive klar. Man inddeler i Oldnorsk Verberne med Hensyn til Flexion i to Hoveddasser, hvoraf den förste (den saakaldte stærke) har sit væsentlige Særkjende i Vocalforandring i Stammens Indre, hvorved Præt. (Imperf.), eneste Tempus foruden Præsens, for hvilket Sproget har en egen Form, spiller Hovedrollen. Denne Classe deler man igjen i 7 Conjugationer efter de forskjellige Vocalovergange; og til disse Conjugationer henhöre i Regelen alle Verba primitiva.

Anvender man samme Inddelingsgrund i Sanskrit, saa vil man see, at Verba primitiva der ogsaa i Regelen danne deres Præt. (Perf.), hvilket svarer til Præt. Imperfectum i Oldnorsk, ved Vocalforandringer, som for en meget stor Deel svare til de oldnorske, hvilket nedenfor under Tempora bliver nærmere paaviist.

Den anden Classe af Verba i Oldnorsk bestaaer af de deriverede, hvilke ikke danne Imperf. ved Vocalforandring, men ved ydre Tilsætning (eller Omskrivning). Det samme er Tilfældet med de deriverede Verber i Sanskrit. Saavel Causalia og Desiderativa som Denominativa omskrive Perfectum.

---