Det oldnorske Verbum/5

De indiske Grammatikere skjelne ikke mellem Modi og Tempora, men opföre dem som ti sideordnede Former. Naar vi udskille Imperativ, Potential, Precativ og Conditional, som ovenfor ere omtalte, blive tilbage som egentlige Tempora: Præsens, Imperf., Perf., Aorist og to Futurer. Vi ville her indskrænke os til at omtale dem, som gjenfindes i Oldnorsk.

Præsens. Dette dannes deels med deels uden Vocalforandring af Roden, hvortil sættes Personalendelser, deels med deels uden Bindevocal.^[1]

a) med Vocalforandring, der i Oldn. er Regel i 1ste Conj. overalt, hvor Rodvocalen taaler Omlyd af i, og i Sanskr. er Regel i 1ste, 2den, 3die og 10de Classe f. Ex.

gefr	af	gefa,	at give,	(Rod: gif ell. gaf)	तेपते,	tepate	af	तिप्,	tip,	at dryppe.[2]
elr	—	ala,	föde,	(— al)
lýtr	—	lúta,	helde forover,	(— lút)	गोदते	godate	—	गुद्	gud,	lege.
lætr	—	láta,	lade,	(— lát)

b) uden Vocalforandring, der i Oldn. er Regel i den 2den Conj., samt i de Verba af 1ste Conj. hvis Vocal ei er underkastet Omlyd ved i, og i Sanskr. i 4de og 6te Classe f. Ex,

Oldnorsk.				Sanskrit.
kallar	af	kalla,	at kalde	गदते,	gadati	af	गद्	gad,	at tale.
bugar	—	buga,	at böie	तुदते,	tudati	—	तुद्,	tud,	at slaae.
stigr	—	stiga,	at stige	चिलति,	ćilati	—	चिल्,	ćil,	at klæde.

Hvad Bindevocalen betræffer, bruges den i Oldn. stedse i Plur.; derimod i Sing. ikke i 1ste Conj, men stedse i 2den Conj., nemlig a eller i; ligesom i Sanskr., hvor den bruges, denne i Regelen er a, som i de anförte Exempler, sjeldent, i, f. Ex. रोदेते, roditi af रुद्, rud, at græde, ligesom dæmir, af dæma, at dömme. Exempler af Sanskr. uden Rindevocal være अत्ति, atti, af अद्, ad, at æde, द्वेष्टि, dves̔ṭi av द्विष्, dvis̔, at hade.

Imperfectum. Medens Sanskr. har tre Former for at betegne Fortiden, har Oldn. blot een, hvad Betydningen angaaer, Celler to, naar alene Formen betragtes), nemlig Imperfectum, der i sin ældste Form er analog med Perf. i Sanskr. og har sit Kjendemærke i Forandring af Rodvocalen, oftest tillige i Singularis en Forlængelse, som i Pluralis ved Suffixernes Vægt bortfalder.

Overgangene ere saaledes i den af Munch og Unger fremstillede Orden:

Oldnorsk:						Sanskrit:
	Infin.	Præt.	Imperf.	Sing.	Pr. Plur.	Inf.	Præt. Sing.	Pr. Plur.
1.	e (ja, i, y, ö)	–	a (ö)	–	u[3]	a	–a	–a (i)	uden Vocalforlængelse i Sing.
2.	e (i, o)	–	a	–	á	a	–â	–e
3.	a (æ, ey)	–	ó	–	ó	á (af aj)	–au	–i
4.	î	–	ei	–	i	e (af i)	–e	–i
5.	jó, jú (ú)	–	au (ó)	–	u	o (af u)	–au	–uv.
						o (af u)	–o	–u
6.	ei, á, a	–	é	–	é	e (af i)	–áj	–e (aj, ji, ja)
7.	au, (y, u, ö)	–	ó	–	ó (o)	o (af u)	–âv	–u.

Exempler være:

	Rod.	Infinitiv.		Imperf. Sing.	Plur.	Rod.		Infinitiv.		Perf. Sing.	Plur.
1.	bran	-brenna,	brænde	-brann	-brunnum	बन्ध्,	band῾	-bandd῾um,	binde,	baband῾a	-baband῾ima,
2.	sat	-sitja,	sidde	-sat	-sátum[4]	सद्,	sad	-sattum	sidde	-sasâda	sêdima,[5]
3.	gal	-gala,	synge	-gol	-golum	गै,	gai	-gâtum,	synge	-ǵagau	-ǵagima,
4.	bit	-bita,	bide	-beit	-bitum	भिद्,	b῾id	-b῾ettum,	bryde	-bib῾eda	-bib῾idima
5.	buð	-bjóða,	byde	-bauð	-buðum	बुद्,	bud	-bod῾itum,	kjende	-bubod῾a	-bubud῾îma,
	flug	-fljuga,	flyve	-flaug ell. fló	-flugum
	bug	-buga,	böie	-baug	-bugum	गुड्,	guḍ	guḍitum,	bevare	-ǵugoḍa	-ǵuguḍima,
6.	lik	-leika,	lege	-lék (for leilek)	lékum	भि,	b῾î	-b῾etum,	frygte	-bib῾âja	-bib῾jima,
7.	hlup	-hlaupa,	löbe	-hljóp[6] (for hlaihlop)	hljópum	द्रु,	dru	-drotum,	löbe	-dudrâva	-dudruma,
Man sammenligne endvidere:
		véfa,	væve	-óf ell. vaf	-ófum ell. váfum	वे,	ve	-vâtum,	væve	-uvâja ell. ûvima	-vavau ell. vavima,
						वप्,	vap	-vaptum,	væve	-uvâpa	-ûpima,
		sofa	sove	-svaf	-sófum ell. sváfum	स्वप्,	svap	-svaptum,	sove	-sus̔vâpa	-sus̔upima,
		deyja,	döe	-dó	-dóum ell. dóm	दै,	dai	-dâtum,	rense	-dadau	-dadima-[7]

Stor Overeensstemmelse finder saaledes Sted i Vocalovergangene. Reduplicationen er derimod i Oldnorsk tabt, ligesom Sanskrit selv sees at vise en Tendents til at lade den fare.^[8] Denne Tendents har saaledes gjort sig gjældende i de yngre Sprog, at kun Gotisk har Levninger deraf i faa Ord, f. Ex. saizlep af slepan, sove, gaigrot af gretan, græde, rairoþ af redan, raade, og nogle flere. I Prakrit og sildigere indiske Dialecter findes intet Spor dertil. I Oldnorsk troer Bopp at see Spor dertil i jók, Imperfectum af auka, foröge, forrmedelst dets Lighed med det reduplicerede gotiske aiauk, Imperf. af aukan, af samme Betydning. I saa Fald vil ligeledes jós, Imperf. af ausa, öse, være et Exempel paa samme Reduplication.

Det er mærkeligt, at den her omtalte Formation af Præteritum, som har vedlikeholdt sig i den nordlige Green af de indo-europæiske Sprog, har aldeles tabt sig i de yngre indiske Dialecter, som Bengalsk og Hindustansk; ja allerede i Prakrit savnes ethvert Spor af den.

Imperfectets anden Form i Oldnorsk, bestaaende i at föie Endelsen -ði eller -ða til Stammen, har været forklaret paa forskjellige Maader:

a. For mange Aar siden har Bopp yttret den Anskuelse, at Imperfectum i Gotisk, med Endelsen da, maa ansees dannet af Partic. Præt. (der oprindelig har ligesaavel activ som passiv Betydning) med Tilsætning af Personalendelser. Til Stötte for denne Anskuelse kan anföres Fölgende: Allerede Sanskritsproget selv giver Anledning hertil derved, at det, ved Siden af det foromhandlede Perf., undertiden udtrykker samme Begreb ved Omskrivning ved Part. Præt. og Hjælpeværbet være f. Ex. गतो स्मि, gatô smi (for gatali asmi), ɔ: gaaen er jeg, ja Part. Præt. bruges undertiden alene i denne Hensigt, f. Ex. स स्दितः, sa st῾itaḣ, han stod; स गतः, sa gataḣ, han kom.^[9] Blandt de nyere beslægtede Sprog bruge det Hindustanske og det Engelske, til det samme Begrebs Betegnelse, ogsaa at stille personlige Pronominer ved Siden af Participium Præt. f. Ex. मैं जला, maiṅ ǵalâ, jeg brændt, for jeg brændte =^[10] I burned, hvor det sidste Ord i hver Sætning er aldeles eensformigt med Part. Præt., og neppe oprindeligen forskjelligt derfra.^[11] Ogsaa i Oldnorsk er dette Imperf. ligt Part. Præt. blot med Tilsætning af Personalendelser; ja i Causalverba falder Causalbetegneren j bort i Oldnorsk, hvilket ogsaa tyder paa fælles Oprindelse, f. Ex.: af

lykja,	lukke	Part. Præt.	lukt	Imperf.	lukta,
leggja,	lægge	—	lagt	—	lagða,
rymja,	rydde	—	rumt	—	rumda,	o. s. v.[12]

Det er derhos baade oplysende og interessant at bemærke, hvorledes det Bengalske her har vidst at benytte tre Former af samme Oprindelse til at betegne tré Modificationer af Fortidsbegrebet. Det har nemlig, efter Carey’s Terminologie, et second Aorist paa -ita, et Imperfect paa -ila, og et Perfect paa ia, med Tilföielse af Personalendelser ved de to förste og af Hjælpeverbet, at være, ved det tredie. Den oprindelige Identitet af disse tre Former bliver klar, naar man hermed sammenholder Overgangen af den oprindelige Sanskritdannelse, -ita, i Prakrit deels til -ida, iḍa og ila, deels med Udeladelse af Consonanten til ia.^[13]

b. Ved Siden af anförte Forklaringsmaade, som Bopp antog blot for Singularets Vedkommende, fremsatte han den Mening, at Pluralis dannedes ved Tilsætning af et Verbum, svarende til det tydske, thun; og, siden Grimm har paaviist et saadant Verbum i Gotisk, nemlig didan, har Bopp aldeles forkastet den anförte Forklaringsmaade, og vil ikke engang, med Grimm, erkjende noget Fælledsskab mellem Præt. Part. og Imper., men tænker sig dette baade i Sing. og Plur. dannet ved Sammensmeltning med nysnævnte Hjælpeverbum. Hans Grunde ere fölgende:^[14]

I Sanskr. bruge Verba af 10de Classe og alle afledede Verba at omskrive Perf. ved et af Hjælpeverberne kṛ, (at gjöre), as og b῾û, (at være), sluttet til Accus. af et, i andre Tilfælde ubrugeligt, abstract Substantiv paa â, foran hvilket Causalernes og 10de Classes Charakter, aj, bibeholdes, f. Ex. ćorajânćakâra, han gjorde Stjæling eller ćorajâmâsa eller ćorajâmbab῾ûva, han var til Stjæling, for han stjal. Disse Verba saavelsom Causalerne tillade derhos ikke Dannelsen af det sædv. Præteritum. Sammenligner man hermed det Gotiske, da er det just de samme Arter af Verba, nemlig de causale og deriverede, der danne deres Imperf, paa da. Som en yderligere Grand til at foretrække denne Forklaringsmaade for den först fremsatte, tilföier Bopp, at i Sanskr. Part. Præt. ei har activ Betydning.

Hvad her er sagt om Gotisk, gjælder ogsaa om Oldn., hvor just de samme Arter af Verba, nemlig Causalia og andre afledede, brage denne Maade at danne Imperf. paa.

c. En tredie Forklaringsmaade har jeg, i „Sanskrit og Oldnorsk“ S. 9 og 10 fremsat, at Endestavelsen ða eller ði i Oldn. kan ansees analog med Hjælpeverbet था, t῾â pl. थे, t῾e i Hindi og Hindustani, hvilket betyder var, vare, og i Bengali synes sammensmeltet med Verbalstammen ligesom i Oldn. Saaledes Hindust. तु जल्ता था, tu ǵaltâ t῾â, d. e. du brændende var = þu brenn - ða.

Efter Forklaringen lit. a maatte man dele kallaði saaledes: kallað-i, efter b eller c kalla-ði, og ansee kalla efter b for et verbalt Subst. efter c for et verbalt Adject. eller Particip. Nu indrömmer Bopp selv l. c. S. 877, at i Persisk, hvor Part. Præt. har baade activ og passiv Betydning, Perfectum maa erkjendes dannet af hiint, og at altsaa den Omstændighed, at han ei har bemærket activ Betydn. hos denne Form i Sanskr., for ham har været en Hovedgrund til at forklare Perf. der anderledes. Wilson har imidlertid, som S. 19 anfört, godtgjort, at den active Betydn. ogsaa i Sanskr. viser sig i Part. Præt., hvorved en væsentlig Stötte for Forkl. lit. b bortfalder.^[15] Mod lit. c. kunde den Indvending tænkes, at en saa forkortet Participialform, som her maalte antages, ikke ellers er paaviselig; men vi have under lit. b. seet, at Sanskr. bruger til Omskrivning et ellers ubrugeligt Substantiv, og ligesaa rimeligt kunde det Oldn. bruge et ellers übrugeligt Adjectiv. Dog synes mig nu de for den förste Forklaringsmaade anförte Grunde overveiende.^[16]

Futurum. Sanskr. har to Former for Futurum, hvoraf den ene, Fut. secundum, kan sammenlignes med det oldn. Fut. formedelst Endelsens Lighed med Hjælpeverbet skal; det endes nemlig paa स्य, sja, eller ष्य, s̔ja. Jeg har i „Sanskr. og Oldn.“ S. 10-12 nærmere begrundet denne Sammenligning, ved at vise, at deels ष, s̔, i Oldn. bliver sk, deels Endebogstavet l i skal i flere nordeuropæiske Sprog undertiden bortfalder. Hertil kan endnu föies, at, medens Oldn. udtrykker saavel den sibilante som den gutturale Lyd i ष s̔ ved sk, ligesom det Engelske ved sh i shal, udtrykker det tydske soll blot Sibilanten, ligesom i Pali Fut. har som Kjendemærke ss, medens Prakrit fremviser som saadant baade ss, ćć῾ og h, det sidste som Udtryk for Gutturalen, hvorved det viser Veien til at forklare, hvorledes Zend har faaet k῾ som Futurets Kjendemærke,^[17] og det Persiske خواهيدن k῾âhîden eller خواستن k῾âsten, at ville, som Hjælpe verbum for at danne Futurum.^[18]

Til Sanskr. प्रक्ष्यमि, prak-s̔jâmi, svarer saaledes Persisk: خواهم پرسيد, k῾âhem pyrsîd, og Oldnorsk: ek skal frá, eller spyrja, d. e. jeg skal spörge'.,

Der finder forövrigt saavel i Form som i Betydning noget Slægtskab Sted mellem Desiderativerne (S. 9) og Futurum af den rene Verbalstamme, hvorved nogen Tvivl kan opstaae, om Hjælpeverbet i Persisk og i Oldn. skylder den ene eller den anden af hine Former sin Oprindelse.

---

1. Adskillige Verba i Sanskr. indskyde tillige en Stavelse (f. Ex. na, ni, no, nu, aj,) imellem Roden og Personalendelserne, hvorved forskjellige Verbalclasser dannes; men disse ere allerede i Prakrit deels sammenblandede deels forsvundne, og i de nyere indiske Dialecter ligesaalidt tilstede som i Oldnorsk.
2. Da 1ste Pers. i Oldn. i Regelen har mistet Personalendelsen, anföres her 3die Person i begge Sprog.
3. Formedelst Indvirkning af Personalendelsen er her u for a.
4. Bopp har i sin v. Gram. S. 849 godtgjort, at de gotiske Verba, som i Præs. have i men i Præt. a, oprindelig maa have havt a ogsaa i Præs. Det samme maa have været Tilfælde i Oldnorsk.
5. At Plur. beholder lang Vocal her, forklarer Bopp (v. Gram. S. 846 flg.) ved en Contraction for sasadima, hvoraf först er kommen sa-adi-ma, sâdima, sêdima. Rigtigheden heraf, bliver klar, naar man bemærker Sprogets store Tilböielighed til Elision af en enkelt Consonant imellem to Vocaler i senere Tider. Hvad Prakrit angaaer, yttrer Lassen herom i sin Instit. lingv. pracr. p. 201: Consonantes mediales singulæ hæ क, ग, च, ज, त, द, प, ब, et semivocales य, व, pro arbitrio elidi possunt vel retineri. Man sammenligne hermed vore Almuesdialecter, hvori jævnligen höres tat for taget, lat for ladet, git for givet, endog sa for sagde, la for lagde.
6. I det Gotiske forekomme disse to Verba og nogle flere med Fordobling, lailaik, hlaihlaup o. s. v.
7. I Verber, hvis Rod ender paa nd eller ng, hærdes i Imperf. i Sing. d og g til t og k, hvormed det foregaaende n assimileres f. Ex. ganga, gaae, Imperf. gekk, stinga, stikke, Imperf. stakk, blanda, blande, Imperf. blétt; men i Plur. kommer nd eller ng tilbage: géngum, stungum, bléndum. Analog hermed synes Dannelsen af Perf. i den syvende Classes Verba i Sanskrit. Charakteren for denne Classe er nemlig Indskydelsen af n foran sidste Radical i Specialtempora; men i Perf. falder dette n bort, og erstattes ofte ved Vocalforlængelse, f. Ex. af भिद्, b῾id, i Specialtempora b῾ind, at bryde, Perf. bib῾eda; af युज्, juǵ, i Specialt. jung, at forbinde, Perf. jujoǵa. Lignende Formation bruges ogsaa i Verba af niende Classe, endende paa nt῾, f. Ex कुन्थ्, kunt῾, at lide, Perf. ćukot῾a, eller cukunt῾a.
8. Verbet विद्, vid, at vide, hedder saaledes i 1 Pers. Sing. Præt. veda, uden Reduplication, istedetfor viveda; og adskillige andre Verba forekomme snart med snart uden Reduplication i Perf. Det reduplicerede Præt., som var i stadigt Brug i det Oldgræske, er aldeles forsvundet af det Nygræske. De faa Reduplicationer, som det Latinske opviser, saasom cado, cecidi, tango, tetigi, pungo, pupugi, ere ligeledes forsvundne af de nyere romaniske Sprog.
9. Flere Exempler anförer Wilson l. c. p. 411—12.
10. Denne Form ,s om Prof. Garcin de Tassy kalder préterit simple, og oversætter med parfait défini paa Fransk, er i Singul uforandret for alle Personer, og har i Plur. Formen ǵale, med sædvanlig Pluralendelse. En anne nForm for Præt er मैं जल्ता था, maiṅ ǵaltâ t῾a, jeg brændende var, hvilken Prof. G. de T. kalder imparfait.
11. I Throndhjems Stift og paa Helgeland miste ofte Imperfecterne paa de Endevocalen og forhærde d til t, hvorved Formen bliver lige med Part. Præt. Pass. f. Ex. glöimt for glöimde, glemte, hængt for hængde, hængte. I nogle bergenske Dialecter, som i Nordhordland og Voss, er Fleertallet i Imperfectum (af Verba med Omlyd) lige med Part. Præt. Pass. f. Ex. vore, været, og me vore, vi vare; fengje, faaet, og dei fengje, de fik. I flere Almuesdialecter forekomme derhos mange Verba uden Omlyd, hvori Imperf. og Part. Præt. i Form falde sammen, f. Ex. kasta = kastet og kastede; kalla = kaldet og kaldede; orka, = orket og orkede, (formaaede). Endog i Reflexiverne viser Identiteten sig, f. Ex. syntest baade Part. Præt. og Imperf.
12. I Sanskrit omskrives Perf. i Causalia ved et causalt Nomen og et Hjælpeverbum.
13. Sml. Lassen l. c. p. 363, hvor han tillige sammenligner de slaviske Participier paa l, der ogsaa tjene til at danne Præterita. Han bemærker derhos paa flere Steder, som p. 205, 216, 395, at ḍ, r og l hyppigen ombyttes, hvoraf fölger, at, som han p. 131 not. udtrykker sig, ल, र, द, a scribis perpetuo confundantur. Af en saadan Overgang ere udentvivl de Imperfecter i Oldn., som ende paa -ra at forklare, nemlig rera (af roa, at roe) snera (af snúa, at snoe) nera (af núa, bebreide), grera (af gróa, at groe) særi (af sá, at saae). De Verber, hvis Rod, som i disse, ender paa en accentueret Vocal, svare nemlig til dem i Sanskrit, som ende paa ह, h, hvilke i Part Præt. jævnligen sammensmelte हत, ht til ढ, ḍ῾, og det er just dette ḍ῾ og ड, ḍ, som i Hindi i Almindelighed udtales som r eller rh. Overgangfra ढ, ḍ῾, til र, r forekommer ofte i Hindui, ja i Sanskrit allerede i Vedaerne. Cfr. Garcin de Tassy — Rudiments de la langue hindoui. Paris 1847, p. 23.
14. See vergl. Gram. S. 865 flg.
15. Den Lighed, Endelserne i Plur. sokidedum, — deduþ — dedun have med Verbet dedum, uþ, — un, er skuffende; men, deler man sokidedum, — eduþ — edun, vil man i Endelserne kunne finde Hjælpeverbet i en Form svarende til oldn. erum, erut, eru (S. 28); thi, ligesom r i Imperf. i nogle Ord er indkommen istedetfor d, saaledes kan maaskee omvendt d have fortrængt r.
16. Skulde Endelserne ta og da, som ere bemærkede i Præteritum i mediske Inskrifter, f. Ex. jut - ta, gjorde, kunne ansees analoge med ovenomhandlede Form, da turde den være ældre end man hidtil har havt Anledning til at troe. Smlgn. Zeitschr. f. d. K. d. Morgenl. B. 6. S. 397.
17. I smaae Börns Mund hörer man i Norge ka istedetfor skal.
18. Sanskrit Sibilanter श, s̓ og स, s gaae i Persisk jævnligen over til Gutturalen خ, k῾, f. Ex. خواب, k῾vâb, k῾âb, Sövn = स्वाप, svâpa, خواهر, k῾vahir, Söster, = स्वसृ, svasṛ, خوک, k῾ûg, et Sving = शुकर s̓ûkara, (norsk Almuedialect: sugge, engl. hog, lat. sus, gr. ὕς). Paa samme Maade lade maaskee Genitivendelserne: kau, kai, ke, ki, ka, i Hindui, og Hindustani sig forklare som Overgang fra Sanskrit-Genitivet paa sja, i hvis Sted Oldpersisk har hja og ha, Zend he.