Det norske Folks Historie/4/Fortale
Det Afsnit af vort Fædrelands Historie, som fremstilles i dette Bind, omfatter, saaledes som det og i Overskriften antydes, de egentlige Tronkriges Tid, først imellem Birkebeinerne, Krigere af ringe Herkomst, under den talentfulde og heldige Æventyrer Sverres Anførsel, og det gamle Aristokrati med dets Tilhængere under forskjellige Navne, Heklunger, Kuvlunger, Bagler, siden, efter dette Aristokratis Ydmygelse, mellem de Partier, i hvilke Sverres eget sejrrige Huus deelte sig, indtil Partiaanden kvaltes ved Hertug Skules Fald 1240, og en langvarig Fred indtraadte, under hvilken Norge naaede Højden af en, i det mindste tilsyneladende, betydelig ydre Lykke og politisk Anseelse. Hvorledes Landet gradeviis, tilsidst endog med forbausende Hurtighed, sank ned fra dette Højdepunkt, og hvorledes Aarsagen hertil for en stor Deel er at søge hos de Principer, som Sverre, Haakon Haakonssøn og deres nærmeste Efterfølgere med Udholdenhed og Konsekvens søgte at gjøre og virkelig gjorde gjeldende, skjønt vistnok efter bedste Overbeviisning, vil det blive vor mindre glædelige, skjønt ikke mindre interessante Bestræbelse, i de nærmest følgende Afdelinger at fremstille.
Om de Kilder, som ved Udarbejdelsen af nærværende Bind ere benyttede, ansees det overflødigt, her at give nogen udførlig Forklaring, da de foruden Sagaerne mestendeels ere diplomatariske Aktstykker, hvis blotte Titel indeholder Forklaring nok, og Sagaerne, ligesom i forrige Bind, for en stor Deel omtales og gjennemgaaes i Skriftet selv, hvor der handles om de literære Forhold. Sagaerne ere, som bekjendt, især Magnus Erlingssøns Saga, Sverres Saga, Haakons, Guthorms og Inges Saga og Haakon Haakonssøns Saga for Norges, saavel som den store Sturlungasaga foruden et Par Biskopssagaer (Thorlaks og Paals) for Islands Vedkommende, hvorhos det er at bemerke, at der af Haakon Sverressøns, Guthorms og Inges Saga findes baade en længere, og en kortere Bearbejdelse, hvilke paa et Par Steder ikke ganske stemme med hinanden, og af hvilke den første, naar man undtager et Par smaa Brudstykker, kun haves i Peder Claussøns ikke altid nøjagtige danske Oversættelse: en Omstændighed, der maaske tør forklare enkelte af hitte tilsyneladende Afvigelser, skjønt det rigtignok ogsaa paa et Par Steder lader til at den, der forfattede Udtoget eller den kortere Bearbejdelse, har begaaet virkelige Uagtsomhedsfejl. Men idet vi nævne Sagaerne, kunne vi ikke tilbageholde vor Beklagelse over den uforsvarlige Maade, hvorpaa de have været udgivne. Denne Beklagelse gjelder navnligt Haakon Haakonssøns Saga. Her har man, saavel i Folio-Udgaven, som i Fornmanna Sögur, lagt den saakaldte Codex Frisianus til Grund, øjensynligt bestukken af dens smukke Udseende. Den er nemlig skreven med en fast, temmelig antik, islandsk Haand, paa særdeles hvidt Pergament, og er forsynet med smukt udsirede Initialer; den indeholder, foruden Haakon Haakonssøns Saga, ogsaa Størstedelen af Snorre Sturlassøns norske Kongehistorie. Men man har ikke gransket den længe som historisk Kilde, førend man tydelig mærker, at Afskriveren har været mere end almindeligt skjødesløs. Ikke alene ere Navne hyppigt forhutlede, fordi han har skrevet fejl, eller rettere læst fejl, og ej haft Sagkundskab nok til at vide det rette, men hele Ord og Linjer ere udeladte, saa at Meningen paa mange Steder derved aldeles forvanskes. Overhoved, man faar det bestemte Indtryk, at Afskriveren maa have været en Mand, der gjorde Afskrivningen til Næringsvej, og mechanisk og tankeløst, følgelig ogsaa skjødesløst og fejlagtigt, kopierede sin Original. Texten i denne Codex er ubetinget den aller sletteste af dem, der forefindes, og den burde kun have været benyttet som Variantcodex, ja man kunde næsten endog ganske have undværet den. I dets Sted er den benyttet til Hovedtext, medens derimod den fuldstændigste og paa det nærmeste fejlfrie Text, Flatøbogens, kun er benyttet som Variantcodex. Følgen heraf er, at man nu, naar man ikke hvert Øjeblik vil udsættes for at gjøre de største Fejltagelser, mere maa benytte Varianterne end Texten, og møjsommeligt sammenstykke de enkelte Sætninger, for at faa en fuldstændig Mening i Stand: hvilket, som man lettelig skjønner, overordentligt vanskeliggjør Læsningen og svækker den rolige Opfatning af Fortællingens Gang, ej at tale om, at man dog ikke ved dette Flikverk kan bringe en nøjagtig Kopi af Flatøbogens Text til Veje. Vi have hist og her i Noterne antydet enkelte saadanne forvanskede Steder. Her ville vi ligeledes paapege nogle af de mest iøjnefaldende. I Cap. 86, hvor Deeltagerne i det store Rigsmøde 1223 opregnes, staar der i Texten „Hávarðr, byskup i Stafangri,“ medens der i Varianterne oplyses, at Flatøbogen bar „Hávarðr, byskup (i Björgvin) ok Heinrekr, byskup i Stafangri; den skjødesløse Afskriver af Codex Frisianus har her af Skjødesløshed sprunget fra det ene byskup til det andet, og vilde man benytte hans Text, fik man saaledes ud, at der var en Biskop Haavard i Stavanger, om hvilken Historien og Diplomer ellers ingensteds tale. I Cap. 217 nævnes „Bárðr vargr af Guðreksstöðum, sunr Þorsteins kúgaðs,“ men Flatøbogens Text har Bárðr vargr ok Bárðr af G. o. s. v.; af det følgende sees, at Baard Varg og Baard af Gudreksstad, Thorstein Kugads Søn, virkelig vare to forskjellige Personer, men den skjødesløse Afskriver af Codex frisianus har slaaet dem sammen til een. (Jeg er selv, ved at stole paa Texten og ikke bemerke Varianten, kommen til at optage denne Skjøløshedsfeil S. 329, hvilken Feil jeg herved benytter Leiligheden til at rette.) I Cap. 196, hvor Sigurd Biskopssøn, Erkebiskop Peters Søn, omtales, kaldes han i den trykte Text efter Codex frisianus „Peter, Biskop Sigurds Søn“: en aabenbar Tankeløshedsfeil. I Cap. 181 er det vigtigste af hvad Skule Jarls Mænd ytrede i Anledning af Forliget om Haakarlehøsten (se nedenfor S. 895) udeladt og det øvrige derved tildeels forvansket. I Cap. 262, 280 er Folkungernes Slægtregister ved Udeladelser ganske forstyrret. I Cap. 264 gaar Skjødesløsheden saa vidt, at Kong Haakon i Overskriften anføres som den, der lagde Grunden til Nidaros Domkirkes Forlængelse 1248, alene fordi Kong Haakon først nævnes i Capitlet, uagtet det udtrykkeligt fortælles i Capitlet selv, at det var Erkebiskop Sigurd, som forlængede Kirken. Til Sverres saavel som Haakons, Guthorms og Inges Saga have vel bedre Terteodices været benyttede, da Cod. Frisianus ei indeholder dem, men ogsaa her vise Varianterne noksom, at Flatøbogens Text vilde have været den bedste. Saaledes f. Ex. det nedenfor S. 364 omtalte Sted, hvor Flatøbogen ganske rigtigt lader Bondehæren fra Østlandet komme over „Langemose“ (ved Østensjøvand) medens Texten har „Langemule.“ Paa enkelte Steder ere de berigtigende Varianter endog ikke tilføiede, f. Ex. det nedenfor S. 951 omhandlede, hvor Texten i Cod. Fris. Cap. 214 lader Vaarbelgerne i Nidaros ved Kongens Ankomst flygte „til Byen,“ i Stedet for „til Holms Kloster.“ En ved Udgaven ikke benyttet, ret god Codex af Sverres og Haakon Haakonssøns Saga, der opbevares paa det kgl. Bibliothek i Stockholm, og som for det meste stemmer med Flatøbogen, har her Angivelsen ganske rigtigt, medens derimod Udgaven ikke angiver nogen saadan Læsemaade i Flatøbogen. Paa flere Steder synes Ord eller Navne at være urigtigt læste. Nedenfor S. 522 fgg. have vi i en Note søgt at forklare, hvorledes det kan gaa til, at Texten i Cod. Frisianus lader Haakon Haakonssøn tilbringe 3 Maaneder hos Baglerne: det er her anført, at Flatøbogen og Skaalholtsbøgerne have „tre Aar“ (3 vetr), og at dette er paatagelig urigtigt. Men den før omtalte, ved Udgaverne ikke benyttede Codex af Sagaen, der opbevares i det kgl. Bibliothek i Stockholm, har her „3 nætr,“ og man behøver kun at erfare dette, for strax at skjønne, at hiin foregivne Variant „3 vetr,“ alene grunder sig paa Fejllæsning, og at der virkelig ogsaa i hiin Codex maa staa „3 nætr.“ Paa samme Viis kan det vel neppe betvivles, at Flatøbogen paa det nedenfor S. 961 omhandlede Sted virkelig har Másundum, saaledes som den stockholmske Codex, ikke Ivasundum, saaledes som det i Udgaven er anført. Disse Exempler ere allerede tilstrækkelige til at vise, hvor upaalidelig Udgaven er, og hvilke Fejl man udsætter sig for at begaa, ja virkelig de fleste Oversættere og Bearbeidere have begaaet, ved alene at følge den som Hovedtext benyttede Codex Frisianus. En ny, kritisk Udgave af denne Saga, saavel som Sverres o. s. v., med Flatøbogen til Text, dog saaledes at man ikke slavisk fulgte denne, men optog hvad der paa ethvert Sted i historisk eller geografisk Henseende viste sig at være det retteste, vilde derfor være høist ønskelig. Men det vil lettelig skjønnes, at dertil udfordres fuldkommen historisk-geografisk Sagkundskab ved Siden af den sproglige.
Hvad Udgaven af Sturlungasaga angaar (Kjøbenhavn 1817, 1818) da erfarer man ligeledes ved den omhyggeligere Benyttelse snart, at man aabenbart har udvalgt det sletteste af alle Haandskrifter til Grundtext, og at man 99 af hundrede Tilfælde, hvor Varianterne afvige fra Texten, kan være sikker paa, at hine have det Rette, hvilket ogsaa sædvanligviis bestyrkes deraf, at fem eller sex Variantcodices som oftest stemme med hinanden, medens Hovedtexten derimod staar alene.
Derimod synes den nye Udgave af Biskops-Sagaerne, besørget af det islandske literære Selskab, at være foranstaltet med største Omhyggelighed, og dertil af en Mand, som bar besiddet Kritik og fuldstændig historisk Kundskab til altid at vælge den rette Læsemaade. Som historisk Hjelpemiddel lader denne derfor intet tilbage at ønske, og man kan benytte den med fuldkommen Tryghed, medens man derimod i de ovenfor omtalte Udgaver maa være varsom ved hver Linje, og underkaste hver eneste Sætning en fuldstændig Kritik, førend man tør anvende dens Indhold.
Ved Siden af Sagaerne afgive, som man af de hyppige Citater vil see, de islandske Annaler en vigtig Kilde, og ere for Chronologien endog umistelige. Den bedste Annal-Codex er unegtelig den, som Langebek heelt og holdent har udgivet i 3die Bind af sine Scriptores Rerum Danicarum under Titelen Annales Regii, fordi Codex forefindes paa det kongelige Bibliothek i Kjøbenhavn. Sprog, Retskrivning og Bogstavform i dens ældste Deel vise, at denne ej kan være stort yngre end Slutningen af det 13de Aarhundrede eller Begyndelsen af det 14de, og at saaledes Optegnelsen om Begivenheder efter 1200 maa hidrøre saa godt som fra Øjevidners eller Samtidiges Beretninger. Alle de for Haanden værende Annal-Codices, saaledes og Cod. Regius, ere benyttede til den i Kjøbenhavn 1847 af den arnamagnæanske Commission besørgede Udgave, dog ikke saa nøjagtigt og omhyggeligt, som man kunde ønske (se f. Ex. nedenfor, S. 853, Note 1); hvorhos man har udeladt alle de i Haandskrifterne selv optagne Notitser om Begivenheder udenfor Norden, uagtet de baade ere til stor Støtte for Chronologien, og derhos afgive interessante Vidnesbyrd om den Opmerksomhed, hvormed Nordboerne fulgte alt, hvad der tildrog sig i det øvrige civiliserede Europa.
Disse faa Bemerkninger ere allerede tilstrækkelige til at give en Forestilling om, hvor langt det endnu er fra, at det vigtige historiske Materiale, som vor egen Oldliteratur indeholder, kan siges at være tilfredsstillende bearbejdet, og hvor ønskeligt det i flere Henseender maatte være, at kunne faa udgivet et fuldstændigt, med tilbørlig Kritik behandlet, Corpus Scriptorum rerum Norvegicarum medii ævi.
Ligesom de foregaaende Bind, er dette ledsaget af et chronologisk Register, samt en Deel Slægttavler, der vise de fornemste handlende Personers Familieforhold. For Islands Vedkommende ere især saadanne Slægttavler nødvendige, da man uden dem vanskeligt vil kunne orientere sig i de mange indviklede Slægtskabs- og Svogerskabs-Forbindelser, hvori næsten alle de fornemste Familier stode til hinanden indbyrdes.
- Christiania, i Februar 1857.
P. A. Munch.