Det norske Folks Historie/4/86

P. A. Munch

Det norske Folks Historie

Chr. Tønsbergs Forlag, 1857 (I-3, s. 545-550).

Huusthing, traadte frem imellem dem, og talte saaledes: „Vel er jeg ikke synderlig vant til at tale paa Thinge eller i store Forsamlinger, men det er en særdeles vigtig Sag, som nu driver mig til at træde frem her, og jeg ønsker at jeg maatte fremsatte den saaledes, at I alle kunne forstaa og begribe hvad jeg mener. Jeg er kommen til vis Kundskab om, at min Broder Haakon Jarl har søgt at overtale mange Høvdinger og haandgangne Mænd her i Landet til at give ham Kongenavn, og at mange virkelig have givet ham opmuntrende Svar, sigende som sandt er, at han ikke er mere uskikket dertil, end jeg. Han lader sig ogsaa forlyde med, at jeg skulde have ytret noget om, at jeg ikke i mindste Maade vilde lade det mig fortryde, om han, min Broder, kaldes Konge lige saavel som jeg over mit Rige, siden jeg finder mig i at Philip kaldes Konge. Men det vide jo dog alle, at min Broder og jeg have taget Kongenavnet fra Kong Philip ved Hvitingsø, og at han derpaa har maattet aflægge os Ed, hvorved det mere bliver kun til Spot end Ære, om han nu bruger dette Navn. Jeg derimod har faaet Kongenavn han Ørething, og alt Landets Folk har svoret mig Troskab og Lydighed, lige saavel Haakon Jarl selv og Philip som andre, jeg har derimod ikke aflagt Ed paa andet end at holde Indbyggerne ved Lov og Ret. Derfor skulle I alle vide, at saa længe jeg lever, vil jeg ikke vide af, at nogen anden end jeg skal kaldes Konge i Norge, dersom I kun ville holde eders Ed og staa mig bi.“ Hertil svarede alle vel, berømmede hans Tale, og erklærede eenstemmigt, at de ej vilde erkjende nogen anden Konge end ham, ja de takkede ham endog for hans Ord og sagde at han talte bedre end de havde troet ham i Stand til. Haakon Jarl maatte saaledes for det første opgive disse hemmelige Anslag om at skaffe sig Kongeværdigheden i Kong Inges levende Live, men fandt paa en ny Udvej, idet han med sine Venners Bistand, og aldeles aabenbart, fordrede at Inge skulde indgaa en Overeenskomst med ham om, hvorledes det skulde forholdes, naar en af dem faldt fra. Og heri lykkedes det ham ogsaa at faa Erkebiskoppen og de øvrige Biskopper paa sin Side. Først ankede man over at Inge ej var egtefød, fordi hans Moder Cecilia, som det hed, giftede sig med Baard Guthormssøn medens hendes forrige Mand endnu levede, og Biskopperne fornyede med et den ved Mødet i 1164 vedtagne Bestemmelse, at den, der efter Loven skulde være Konge, ej alene maatte være af kongelig Byrd, men ogsaa egtefød. Kong Inge oplyste imidlertid, hvad der forhen er omtalt (S. 196), at hans Moder havde egtet Baard med Erkebiskop Eysteins Tilladelse, og at hendes foregaaende saakaldte Egteskab med Folkvid Lagmand kun var Konkubinat, saa at det altsaa var Haakon, ikke Inge, som var uegte fød. Da det saaledes ikke nyttede at angribe Inges egen Byrd, rettede man Angrebet mod hans Søn. Han havde nemlig en uegte Søn, ved Navn Guthorm, som en Frile ved Navn Gyrid havde født ham i Aaret 1205 eller 1206^[1]; Haakon Jarl havde derimod min sin Frue Christina en noget yngre Søn ved Navn Knut. Og saa ivrigt toge Biskopperne Parti for Haakon, at Inge omsider maatte slutte en Overeenskomst med ham i Nidaros, hvorved det bestemtes, at hvis en af dem døde uden at efterlade sig nogen egtefød Søn, skulde den anden, der overlevede ham, tage hele Riget efter ham, min efter begges Død skulde den nærmeste egtefødde Arving, som da levede, tage hele Riget saavel som al anden Arv. Denne Overeenskomst blev siden lyst paa Ørething i Overvær af Erkebiskop Thore, den forrige Erkebiskop Erik, Biskop Martin i Bergen og Biskop Nikolas, foruden en heel Mængde andre Mænd; der blev ligeledes oprettet et skriftligt Dokument derover, forsynet med Kongens, Jarlens og Biskoppernes Indsegl^[2].

Ved at faa denne Bestemmelse paa ny ind i Rigets offentlige Ret, at kun egte Fødsel berettigede til Tronen, troede Jarlen rimeligviis ogsaa tilstrækkeligt at have sikret sig mod de Fordringer, hans unge Plejesøn, Kongesønnen Haakon, eller dennes Venner paa hans Vegne kunde opstille. Men derfor vakte Overeeenskomsten og saa meget større Uvilje blandt de gamle Birkebeiner ved Jarlens Hird, hvis Yndling den livlige, fremfor sin Alder opvakte Dreng allerede længe havde været, og som ikke engang lagde noget Dølgsmaal paa, at de i ham saa den tilkommende Tronarving, og ansaa ham bedre berettiget til Riget end baade Kongen og Jarlen. Drengen var sig ogsaa selv dette meget godt bevidst, thi de havde rimeligviis ligefra det Øieblik, han havde faaet Forstand og Mæle, talt saa ofte for ham derom, at han ganske var voxet op i denne Overbeviisning, uden engang at tænke sig Muligheden af at han ikke tilsidst skulde bære Norges Krone. Den Kjærlighed, hvormed Birkebeinerne omfattede ham og vogtede hvert af hans Ord, har foranlediget, at flere Anekdoter fra hans tidligere Barneaar ere opbevarede, som alle vidne om, hvor forstandig og opvakt han var, og give os en tydelig Forestilling om, hvilken Morskab Hirdmændene maatte have af at spøge med ham. Da han endnu kun var tre Aar gammel, og ved Sverresborgs anden Indtagelse var falden i Baglernes Hænder, som det ovenfor er berettet, bare nogle af disse ham, fortælles der, en Dag over en Loftsvale, strax nedenfor hvilken Langskibene laa. De sagde da til ham: „se Langskibene, Kongesøn.“ „Jeg seer dem nok,“ svarede han. „Hvem tror du ejer dem,“ spurgte de. “„Min Herre,“ svarede Drengen. „Din Herre er Kong Philip,“ sagde de. „Nej, han er ikke min Herre,“ svarede Haakon, „det er Haakon Jarl, og ham tilhøre Skibene.“ De lo af ham, og sagde: „denne Dreng bliver nok ikke os Bagler tro og huld.“ Imidlertid var det just, medens de i denne Tid havde Drengen i sin Varetægt, at Reidar Sendemand fremkom med sit merkelige, ovenfor omtalte Forslag om at tage ham til Konge og gjøre Philip til Jarl^[3]. Vi have seet, hvorledes han kort efter kom ud af Baglernes Vold, og at Haakon Jarl herefter aldrig tabte ham af Sigte^[4]. Saaledes var han, heder det, hos ham paa Olafssuden under det lange Vinterleje ved Seløerne; uagtet den sterke Frost vilde han dog altid holde sig fremme hos Hirdmændene, og da det en Dag var saa koldt at man ikke engang kunde faa smurt Smørret paa Brødet, men Hirdmændene afvexlende maatte tage en Bid Brød og en Bid Smør, tog Drengen et Stykke blødt Hvedebrød, bøjede det omkring Smørret, og sagde: „lad os binde Smørret fast, Birkebeiner,“ til stor Morskab for alle dem der hørte det, saa at det endog blev et Mundheld over hele Hæren: „lader os binde Smørret, saaledes befaler Kongesønnen.“ Hans voxne Maade at udtrykke sig paa var saa meget mere løjerlig, som han var meget liden af Væxt. Jarlen selv havde mangen Moro af hans pudseerlige Tale. Birkebeinerne plejede ofte for Spøg at tage ham, to og to, imellem sig, og trække i ham, saa at det, som de sagde, kunde mone noget, da han tyktes dem at voxe for langsomt: saa ivrigt længtes de efter at see ham voxen. Men de Forhaabninger, som de knyttede til denne forønskede Tid, bleve ganske nedslagne ved hiin Tronfølge-Kontrakt, og det er derfor ej at undres over, at de betragtede den med Harme. Den Dag, da Ørethinget holdtes, havde Haakon faaet Lov fra Skolen til at besøge sin Paarørende Astrid over paa Bakke^[5], rimeligviis fordi Jarlen netop ønskede ham af Vejen. Han kom ikke hjem førend om Aftenen efter Spisetid. I Jarlens Hird var der en gammel Hirdmand og Birkebein fra Sverres Dage, ved Navn Helge hvasse, der især holdt af Drengen, og plejede at give sig af med ham. Denne Aften vilde han som sædvanlig gaa til Helge og spøge med ham, men Helge stødte ham fra sig, og bad ham pakke sig bort. Forundret spurgte Drengen, hvad det skulde betyde, og hvorfor han var vred. „Bort med dig,“ svarede Helge, „idag blev din Fædrenearv dømt fra dig, og derfor bryder jeg mig ikke længer om dig.“ „Hvor skede det, eller hvem gjorde det,“ spurgte Drengen. „Det skede paa Ørething,“ svarede Helge, „og de, som gjorde det, vare de tvende Brødre, Kong Inge og Haakon Jarl.“ „Vær ikke vred paa mig, min egen Helge,“ sagde da Drengen, „og bryd dig ikke det mindste om dette, thi denne Dom vil neppe staa ved Magt, da min Ombudsmand ej var tilstede for at svare paa mine Vegne:’“ „Hvem er da din Ombudsmand,“ spurgte Helge. „Det er Gud og den hellige Maria og den hellige Kong Olaf,“ svarede Haakon; „dem har jeg givet min Sag at varetage, og de skulle see paa mit Bedste baade ved Landets Deling og min øvrige Velfærd.“ Da tog Helge Drengen kjærligt i Favn, kyssede ham og sagde: „Tak for de Ord, du der talte, Kongesøn, sligt er bedre talt end utalt!“ Der var mange tilstede, som med Beundring hørte disse Ord af den aatteaarige Kongesøn, og saaledes kom de snart til Jarlens og Fru Christinas Kundskab. Han sagde ikke stort dertil, men Christina blev meget vred, og skjendte paa Drengen, mod hvem hun siden altid var noget haardere end tilforn^[6].

Ellers maa man sige til Haakon Jarls Ros, at han, disse Bestræbelser for at tilvende sig Kongenavnet fraregnede, fremdeles viste Drengen den kjærligste Omhu. Det faldt ham ikke engang ind, at gjøre ham mindre farlig ved at lade ham indtræde i den gejstlige Stand, skjønt der var god Lejlighed dertil, da han virkelig fra Drengens 7de eller 8de Aar satte ham til Bogen, maaskee i Kannikeskolen ved Christkirken^[7], og Erkebiskoppen, som vi have seet, var Jarlens gode Ven og Medhjelper i politiske Planer. Der fortælles nemlig, at Jarlen engang, da Haakon en Tid havde gaaet i Skole, spurgte ham, hvad han lærte. Drengen svarede: „jeg lærer at synge, Herre.“ Men Jarlen svarede; „du skal ikke lære at synge, thi du skal hverken blive Prest eller Biskop.“ Ogsaa Fru Christina skal, i det mindste før hiint Møde paa Ørething, have været nok saa venlig imod ham, skjønt det rigtignok tillægges, at hun paa mange Kvinders Viis ofte var opfarende imod ham, naar hun ej var i godt Lune, og da lod sig forlyde med saadanne Ord som at hun ikke vidste, hvis Søn han var, o. a. d. Men ved slig Lejlighed sagde Jarlen ikke een, men flere Gange, og det i Manges Paahør, at hiin ej skulde tale saaledes, da det var vitterligt for Alle og Enhver, at baade han selv og hans Broder sad inde med denne Drengs Fædrenearv. Men saa vidt gik dog ikke Jarlens Ærlighed eller Resignation, at han ogsaa lod Drengen nyde godt af denne „vitterlige Arveret.“ Formodentlig har han beroliget sin Samvittighed ved den Omstændighed, at Haakon ikke var egtefød, siden Biskopperne nu havde faaet opfrisket denne Bestemmelse om egte Fødsel ind i Arvefølgeloven^[8].

1. Paa andet Aar efter at Inge var bleven Konge, heder det, altsaa mellem Midten af August 1205 og samme Tid 1206.
2. Inge Baardssøns Saga, Fornm. S. IX. 196–200. Haakon Haakonssøns Saga Cap. 5. Hvilket Aar denne Overeenskomst sluttedes, angives ej, men da den undertegnedes af Erkebiskop Erik, som døde 1213, maa den have været sluttet senest i eller snarere før dette Aar, ligesom dette og i Sagaen fortælles før flere i hiint Aar forefaldne Begivenheder. Paa den anden Side omtales det efter Orknøjarlernes og Syderø-Kongernes Underkastelse 1210, og i Haakon Haakonssøns Saga efter at dennes 7de eller 8de Vinter er nævnt, altsaa efter Nytaar 1211 eller 1212. Det kan saaledes neppe have været i noget andet Aar end 1212.
3. Haakon Haakonssøns Saga Cap. 4.
4. Se ovenfor S. 526.
5. Hvo denne Astrid var, siges ikke. Hun kaldes hans sifkona, og hvis dette Ord ikke, som det sædvanlig skeer, behøver at oversættes med „Svogerske“, men simpelt hen med „Beslægtet“, kunde man antage hende for at have været Drengens Farmoder, Astrid Roedatter fra Færøerne. For Resten maa man vel ved „Bakke“ paa dette Sted forstaa Bakke Kloster, og saaledes antage Astrid for at have været Nonne, eller maaskee endog Abbedisse der.
6. Haakon Haakonssøns Saga, Cap. 6.
7. Det heder i det mindste senere, se nedenfor, at Haakon, da han fik Kongenavn, blev hentet fra Skolen oppe ved Christkirken.
8. Haakon Haakonssøns Saga, Cap 5.