Det norske Folks Historie/4/83
Imidlertid havde Kong Inge og Haakon Jarl ud paa Høsten forladt Viken med hele deres Hær og Flaade, for at vende tilbage til Bergen, og om muligt forjage Baglerne derfra. De droge dog ikke hurtigt frem, men bleve en lang Tid liggende i Seløerne, hvor det lader til, at Mandskabet døjede meget ondt, især af Kulde, siden de kaldte den Tid den slemme Vinter, eller Selø-Vintren, ogsaa Selø-Høsten. Her var ogsaa Kongesønnen Haakon hos Jarlen, og ombord paa hans Skib, uden at der nævnes noget om, hvorledes han var sluppen fra Baglerne, man veed kun at Jarlen takkede Gud for at have faaet ham velbeholden tilbage, og foresatte sig for Eftertiden, aldrig at slippe ham fra sig[1]. Drengens Munterhed og løjerlige, fremfor hans Aar forstandige Tale bidrog meget til at opmuntre Birkebeinerne, hvis Yndling han var, under den kjedsommelige Stilleliggen, hvis Aarsag ikke angives, og vanskeligt kan gjettes, med mindre det enten skulde være Storm og haardnakket Modvind, eller og at Fredsunderhandlingerne allerede vare paabegyndte. Endelig droge de da videre. Dette var kun kort Tid for Juul. Da Baglerne fik spurgt, at de vare komne til Karmsund, vilde de ikke oppebie dem i Byen, men droge strax bort, først til Baardssundet (mellem Reksteren og Hofteren) hvor de laa om Natten, siden til Hvisvik sydligst paa Stord[2], hvor de lagde bi for Søndenvind, just som Birkebeinerne kom søndenfra og lagde ind i det ganske nær liggende Eldøsund, uden dog at vide, at Baglerne vare dem saa nær. Dog hørte de, at de skulde være indenfor Storden, og Jarlen roede derfor om Aftenen med Smaaskuderne over til Titolfsnes, for bedre at kunne passe dem op, naar de skulde ud igjennem Bømlfjorden. Her fik han høre, at Baglerne endnu ej vare komne forbi. Baglerne, som ej vidste bedre end at alle Birkebeinerne laa i Eldøsund, roede om Natten over til Titolfsnes[3], hvor der nu i Mørket blev megen Tummel og Forvirring. Arnbjørn Jonssøn kom først farende med fire Skuder. Birkebeinernes Vagt blev ham var, og raabte højt: „af med Tjeldene, her fare Fiender!“ Baglerne, der mindst ventede at treffe paa Birkebeiner her, undredes ved dette Raab, og endmere da de kom lige ud for Havnen, og kunde see Ilde i Land faa vel som Fartøjerne, der tegnede sig mod Ilden. Bjørgulf Baat raabte til dem: „hvad Folk er dette:’“ Birkebeinerne, der havde travlt med at tage Tjeldene ned og lægge Masterne, svarede ikke, og Bjørgulf blev ved at raabe, den ene Gang efter den anden. Endelig svarede een: „raab ikke saa, Mand, du faar det tids nok at vide!“ Da først skjønnede Baglerne, hvis hele Flaade imidlertid var kommen udenfor Havnen, at det maatte være Birkebeinerne, og gave sig til at ro ud af alle Kræfter. Birkebeinerne roede efter dem, under Lurenes Klang, men det var saa mørkt, at man ikke kunde kjende hverandre, og Venner og Fiender en Stund roede sammen, indtil de atter fjernede sig noget fra hinanden, idet Baglerne holdt udenfor langs med Land, Birkebeinerne ind ad Fjorden. Dog vidste den ene Part ikke det mindste om, hvor den anden foor. Peter Steyper, der just kom søndenfra med sin Skude[4], for at støde til den øvrige Flaade, roede i Mørket lige op paa sin Svoger Reidar Sendemands Skib. En af Peters Folk raabte: „hvorfor ro I Djevle foran os i hele Nat!“ og kastede med det samme en Steen, der traf Reidars Forrumsmand; Reidar lod ro af Vejen det hurtigste han kunde, og styrede tilligemed Helge Byrgessøn inden om Moster. Peter, som ikke kjendte dem, fortsatte sin Vej. Arnthor Foka vendte i Forvirringen om og tog Vejen ind i Teknefjord, hvor han og hans Folk flygtede i Land. Birkebeinerne lagde ind i Havnen og oppebiede Dagen. Den følgende Morgen jagede de Arnbjørn, Sørkve Snaaps Broder, i Land paa Vadilsø[5], og dræbte ham selv femte, hvorefter de fortsatte Rejsen til Bergen, hvor de ankom strax før Juul. Baglerne kom Morgenen efter hiin urolige Nat til Haugesund. Her kom der nogle Folk, som bragte Brev fra Biskop Nikolas til Kong Philip, med Anmodning om at Baglerne vilde slutte Fred og Forlig med Birkebeinerne, og imidlertid standse med Fiendtlighederne, saa længe de nødvendige Underhandlinger vedvarede, og indtil Forliget kom i Stand. Philip, som sikkert maa have vidst, at saadanne Underhandlinger allerede vare indledede, lod Brevet strax oplæse for sine Folk; derpaa sejlede de til Eikundasund, hvor en Deel af Baglerne bleve liggende om Julen, andre toge Juleophold paa Agder. Siden droge de alle til Tunsberg hvor Philip tilbragte den øvrige Deel af Vintren[6].
- ↑ Se Noten strax ovenfor, S. 522–524.
- ↑ Sandsynligviis Viken, der gaar indtil Hystad, forbi Hystadholmene, en halv Miils Vej indenfor Eldøsund.
- ↑ Udtales nu sædvanligt Titelsnes; det er den nordligste Spidse af Fastlandet mellem Aalfjorden og Bømlfjorden, lige overfor Eldøsund, der ligger paa den ene Side af den omtrent ½ Miil brede Bømlfjord, medens Titolfsnes ligger paa den anden.
- ↑ Der staar i Sagaen, at „Peter kom til dem i Eikundasund“; et Sund af dette Navn kjendes ikke i Nærheden af Moster, og Navnet er maaskee fejlskrevet i Stedet for et andet, f. Ex. det, der nu kaldes Øklandsvaag; imidlertid er det ogsaa muligt, at der i Original-Haandskriftet har staaet „fra Eikundasund,“ thi det er højst rimeligt at Peter paa sin Flugt fra Hardanger kan have begivet sig did.
- ↑ Teknefjord og Vadilsø kjendes nu ej, med mindre det sidste skulde være Vedsø i Stoksund.
- ↑ Inge Baardssøns Saga Cap. 18. P. Claussøns S. 172–174.