Det norske Folks Historie/4/70

P. A. Munch

Det norske Folks Historie

Chr. Tønsbergs Forlag, 1857 (I-3, s. 397-420).

Vi vide lidet eller intet om hvad merkeligt der foregik i de forskjellige Dele af Norge paa Sverres Tid udenfor de Krigsbegivenheder, Sagaen meddeler. Af de islandske Annaler erfare vi, at der i Aaret 1180, samme Aar, Slaget paa Ilevoldene stod, skede en merkelig Natur-Revolution i Sogn, idet et heelt Fjeld styrtede ned, sandsynligviis ved en af Fjordens indre Arme. At Borgerkrigene havde en skadelig Virkning paa Handel og Næringsveje, ligger i Sagens Natur, og kan tildeels ogsaa sluttes deraf, at der i Aaret 1187 ikke kom et eneste Skib fra Norge til Island^[1]. Endelig omtales der i Annalerne, at der i 1197 indtraf et haardt Uaar, ledsaget af en meget streng Vinter.

Heldigviis besidde vi dog et Skrift fra denne Tid, der kaster et klart Lys over Folkets daværende Dannelsestrin, Skikke og Sæder, Hof- og Krigsvæsenet, og de statsretlige Anskuelser, som Sverre søgte at gjøre gjeldende, og som ved hans og Birkebeinernes Sejr bleve de herskende hos den mere formaaende Deel af Folket. Dette er det bekjendte Verk, kaldet Speculum regale eller Kongespejlet, hvis Forfattelse endog af flere ligefrem har været tillagt Sverre, skjønt med Uret, da der findes Steder i Skriftet, der endog med Bestemthed synes at vidne om, at han ej kunde være dets Forfatter. Denne synes at have været en Privatmand, der levede i en anseelig Stilling i den nordlige Deel af Landet, men hvis Navn det er vanskeligt at gjette, da vi kun kjende Navnene paa en liden Deel af de haalogalanske og throndhjemske Stormænd, hvortil kommer, at Forfatteren, som han selv ytrer, ønskede at være ukjendt og derfor vistnok med Flid har passet det saaledes, at hans Navn ej med Lethed kunde gjettes. Men det see vi tydeligt, at Skriftet er blevet til i Sverres Tidsalder, og i det mindste er forfattet af en Mand, der i hans Tid havde levet ved Hoffet og der ganske havde tilegnet sig hans Grundsætninger^[2]. „Kongespejlet har“, som det af en af vore lærdeste og sagkyndigste Forfattere ytres, „altid været anseet, og det ganske vist med Rette, for en af den norrøne eller oldnorske Litteraturs største Prydelser. Neppe fremtræder i noget andet norskt eller islandske Skrift fra Middelalderen det norrøne prosaiske Sprog i en mere udviklet Form, aabenbarer en større Rigdomsfylde, eller bevæger sig med mere Siirlighed. – – – Det fremstiller for os de Sædelighedens, Klogskabens og Slebenhedens Grundsætninger, paa hvilke Nordmændene i hine Tider troede at det private Liv lige saa vel som Statsstyrelsen burde bygges, og lader os i denne Fremstilling spore en aandelig Udvikling, en Sands for Religion, Sædelighed, Oplysning og Videnskabelighed, samt en Dannelse og Slebenhed hos Folket, i det mindste hos dets højere Klasser, som man i Middelalderen, almindeligen betragtet som Barbariets Tidsalder, og i Norge, denne Udkant af Europa, vanskeligen skulde vente at finde“^[3].

Skriftet er affattet i Samtaleformen, saaledes at en Fader forestilles at belære sin unge Søn, der gjør ham allehaande Spørgsmaal om den bedste Maade, hvorpaa han bør søge at skikke sig i Verden, og om de Kundskaber, Færdigheder og Grundsætninger, han bør tilegne sig for at vinde Fremgang og Agtelse i sine forskjellige Livsstillinger. Derved bliver der Anledning til ej alene at fremsætte en Mængde almindelige, til alle Forhold passende Leveregler, men ogsaa særskilt og udførligt at udvikle, hvad det for den unge Nordmand af god Familie især er af Vigtighed at forstaa paa de tvende Hovedtrin af hans Livsbane, først som Kjøbmand, siden som Hofmand: og ved her at omtale Hoffet, Hirdmændenes Pligter og Rigsstyrelsen i Almindelighed, bliver der ogsaa Anledning til at udtale de statsretslige Grundsætninger, hvoraf Forfatteren bekjender sig, skildre Kongedømmets Forhold til Kirken og berøre Gejstlighedens Pligter mod Staten. Da mangt og meget i de Skildringer, som Skriftet meddeler, ogsaa nødvendigviis maa passe paa Tiden før Sverres Fremtræden, i hvilken den unavngivne Forfatters Ungdomstid maa have faldet, have vi allerede anført et og andet deraf, fornemmelig til Oplysning om Maaden, hvorpaa de unge Nordmænd plejede at drage i Kjøbmandsferd, saavel som angaaende de forskjellige Værdigheder og Betjeninger ved Hoffet. Vi ville her nærmere dvæle ved, hvad der maa ansees særegent for Sverres egen Tidsalder, og kan give os en Forestilling om det daværende Liv i de højere Kredse og ved Hoffet, om Kampen til Lands og Vands, og endelig om den Maade, hvorpaa man betragtede saavel de foregaaende, som de daværende politiske Forholde i Landet selv^[4].

Den unge Mand, der indføres talende, ytrer, at han først nu befinder sig i den „letteste Alder,“ har Lyst til at drage Lande imellem, da han ikke trøster sig til at søge Hirden, førend han først har seet andre Folks Skikke. Han anmoder derfor sin Fader om at meddele ham gode Raad og Lærdomme i dette Anliggende, og Faderen svarer, at skjønt han mere har været Kongsmand end Kjøbmand, vil han dog ikke dadle denne Dont, da dertil ofte de bedste Mænd bestemme sig, men at det kun kommer an paa, at man er en ærlig og redelig Kjøbmand, ikke en „Manger“ (d. e. Skakrer) eller Bedrager. Den som skal være en Kjøbmand, siger han, maa udsætte sig for mangehaande Livsfarer, stundom paa Havet, stundom i hedenske Lande, og næsten altid blandt fremmede Folk, saa at det kommer meget an paa, at han skikker sig vel, hvor han befinder sig. Paa Søen behøver han megen Raskhed og Kjekhed; er han i Kjøbstaden, eller hvor som helst i Land, maa han vise sig sædelig og beleven, derved gjør han slu alle til Venner. Væn dig, heder det, til at være aarvaagen om Morgenen, gaa først i Kirke, hør alle Dagmesser lige fra Ottesang, og gjør din Bøn med de Psalmer og Bønner, som du kan. Naar Messen er til Ende, saa gak om og se dig om efter dine Indkjøb. Ere Handelsforholdene i Byen dig ubekjendte, da læg nøje Merke til, hvorledes de, der ansees for de største og bedste Kjøbmænd, bære sig ad. Pas og vel paa, at al den Vare, du kjøber, er uspildt og uforfalsket, og ransaget,.førend du slutter Kjøb med dem. Og ved hvert Kjøb, du afslutter, bør du søge at have brave Mænd tilstede, der kunne være Vidner til Akkorden. Alle disse Forretningssager skal du sysle med til Døgurdtid eller Middag, om saa lang Tid behøves. Siden skal du gaa til Bords. Dæk dit Bord med hvid Dug, reen Spise og god Drik; plej dig vel ved Bordet, hvis du har Raad dertil. Naar du har spiist, saa tag dig enten en Søvn, eller gaa ud en Stund for at fornøje dig og see dig om, hvad andre gode Kjøbmænd tage sig til, eller om der er kommen nogen ny Vare til Byen, som du behøver at kjøbe. Naar du da kommer tilbage til dit Herberge, der undersøg dine indkjøbte Varer, at du ikke siden efter skal være udsat for at finde Fejl ved dem. Opdager du Fejl, og skal sælge dem, saa dolg det ikke for Kjøberen, men viis ham Fejlen og afslut derpaa Kjøbet med ham, da kalder man dig ikke en Bedrager. Vurdeer dine Varer godt, men ikke over den rimelige Priis, da er du ikke udsat for at man skal kalde dig en Skakrer. Enhver Tid, du dertil kan anvende, bør du benytte til at udvide dine Kundskaber, i Særdeleshed ved at studere Lovbøgerne, thi Erfaringen viser, at alle andre Menneskers Vid er mindre end deres, der hente deres Viisdom af Bøger, og jo lærdere man er, desto bedre Støtte har man for sine Indsigter. Gjør dig bekjendt med alle Lovbøger, men især, saa længe du er Kjøbmand, med Bjarkø-Retten (Kjøbstadsretten). Thi forstaar du dig paa Lov og Ret, da kan man ikke overliste dig med Ulove, naar du har med dine Jevnlige at bestille, og da kan du paa lovlig Maade svare i alle Retssager. Her taler jeg mest om Lovkyndighed, men det er vist, at fuldstændig Viisdom opnaar man ej, uden at forstaa sig vel paa alle Skikke og Sædvaner, hvor man er stedt. Vil du vorde fuldkommen i Kundskab, da lær alle Sprog, helst Latin og Fransk, thi med dem hjelper man sig videst; dog maa du heller ikke forglemme dit eget Sprog. … Hvad du især maa søge at sky og undgaa, som Djævelen selv, er Drik, Bretspil, Terning og løse Fruentimmer, Trætter og deslige, thi deraf flyde sædvanligviis de største Ulykker. Erhverv dig nøjagtig Indsigt i Luftens Lysning, Himmellegemernes Gang, Dagens større og mindre Længde, samt dens Inddeling, og søg at komme til Kundskab om Havets Stigen og Falden saavel som dets Strømninger; det hører i sig selv til almindelig Dannelse, og er desuden aldeles nødvendigt for dem, der skulle fare til Søs. Læg dig ogsaa ivrigt efter Regnekunsten, thi den kunne Kjøbmænd ikke undvære. – Er du tilfældigviis paa et Sted, hvor Kongens eller nogen som helst anden der raadende Høvdings Ombudsmand befinder sig, saa gjør dig ham til Ven; og hvis slige Mænd paabyde et eller andet nødvendigt Udbud paa Landshøvdingens Vegne, saa vær redebon til at efterkomme alt saadant, at du ej skal komme til at miste de store Ting, fordi du holder paa de smaa. … Se ogsaa til, at Kongens Kasse ej faar nogen Fordring paa dig^[5], thi du kan ikke vide, om ej den, der skal inddrive dem, selv er begjærlig efter Penge. Sid heller ikke længe inde med dine Varer, naar du kan faa solgt dem for anstændig Priis, thi det er den rette og egte Kjøbmands-Maneer, at kjøbe og sælge saa hyppigt og hurtigt man kan.“

„Bereder du dig til en Handelsrejse over Havet, (altsaa til England, Skotland, Irland, Frankrige, Island eller Grønland) og ejer Skibet selv, da lad det godt tjærebræde om Hoften, og om muligt, staa tinder Brædning om Vintren. Men kommer det faa silde til Lunns^[6], at man ej kan faa det brædet om Høsten, saa bræd det tidligt om Vaaren, og lad det godt tørre. Befat dig kun med at eje Part i gode Skibe, eller indlad dig i andet Fald ikke derpaa. Giv dit Skib et tiltrækkende Ydre, saa søge gode Mænd dertil, og det bliver i Hast bemandet. Gjør altid dit Skib sejlfærdigt ved Sommerens Begyndelse, og far i den bedste Deel af Sommeren. Hav stedse paalideligt Takkel og Toug, og vær aldrig længe ude paa Havet om Høsten, om du selv kan raade derfor. Naar du nøje giver Agt paa alt dette, vil du med Guds Miskundhed nok være heldig. Søg ogsaa at mage det saaledes, at der aldrig gaar nogen Dag hen, uden at du har lært en eller anden nyttig Ting, og bliv ikke dem lig, der finde det under deres Værdighed, at nogen anden belærer dem om, hvad der vilde være til stor Nytte før dem at vide. Hver Gang du sejler ud i Havet, bør du have med ombord to Hundreder (240 Alen) Vaadmaal eller tre, til at bøde paa Sejlene, om det behøves, mange Nagle, tilstrækkeligt Forraad af Traad og Snore. Du kan og trænge til at have mange Søm med dig, saa store som det passer for Skibet, baade Klinksøm og Nittesøm, gode Lod og Smedeøxer, Skolper og Navere, og alle andre Redskaber, der henhøre til Skibsbyggeri. Naar du kommer til en Kjøbstad og skal opholde dig der, bør du altid tage dit Herberge hos den Husbonde, du veed er den fornuftigste i Byen og mest afholdt af Bymænd og Kongsmænd. Hold dig godt i Mad og Klæder, om du kan; hav aldrig urolige eller udsvævende Folk om dig. Vær selv saa stille og fredelig som mulig, uden dog at taale Forhaanelser, som om du ikke havde Mands Mod og Hjerte. Nødes du uundgaaeligen til at berige Magten, saa forhast dig dog ikke, og se først vel til, at du kan faa udrettet, hvad du vil, og at det rammer der, det skal. Seer du derimod at det ikke nytter, da lad det heller for det første være, og søg siden Æresoprejsning“.

„Hvis dit Gods voxer meget, da fordeel det til Fælligshandel med andre paa Steder, hvor du ikke kommer selv, men se dig vel for, hvem du vælger til din Fælligsmand. Altid skal du lade den almægtige Gud og den hellige Jomfru Maria have nogen Part i Fællig med dig, saa vel som den Helgen, du oftest paakalder; saadant Gods, som Gud eller hellige Mænd besidde i Fællig med dig, maa du passe godt paa, og redeligt bringe det til de Kirker eller hellige Steder, til hvem du fra først af har bestemt det. Vinner du særdeles meget, da deel din Vinding i tre Dele. Læg den ene i Fællig med Mænd, som sidde i Kjøbstæderne, agtes som solide, og forstaa sig vel paa Handel. De to øvrige Dele skal nu anvende til forskjellige Handels-Expeditioner, thi da er der størst Rimelighed for, at du, hvorledes det end gaar, og om du end lider Tab, dog ikke mister alt paa een Gang. Men naar du da seer at dit Gods fremdeles bliver ved at voxe, da tag to Dele deraf og kjøb godt Jordegods derfor, thi de dertil anvendte Penge er man dog under alle Omstændigheder mest vis paa, at man selv eller Ens Frænder nyde godt af. Den tredie Deel kan du anvende, som du finder det bedst, enten til Handelsforetagender, eller ogsaa alt sammen til Jordegods. Men om du end ønsker fremdeles at have Gods i Handelen, da bør du dog selv ophøre med at ligge paa Søen eller fare i Kjøbfart Lande imellem, saasnart du har erhvervet dig en tilstrækkelig Formue, og undersøgt Folks Skikke og Sædvaner. Erindre dig alt hvad du har seet, det onde, som det gode, hiint til Advarsel, dette til Efterligning for dig og andre“^[7].

Paa denne Maade indrettede saaledes Datidens Nordmænd sig ved de Handelsrejser, hvormed de tilbragte en Deel af deres Ungdomsaar, ikke mindre for at tilegne sig Kundskaber og Livserfaring, end at erhverve Formue og Uafhængighed, førend de enten ganske trak sig tilbage til Privatlivet som Jordegodsbesiddere, eller traadte ind i den kongelige Tjeneste, der paa den Tid var den samme som Statstjenesten. Den Forestilling, vi heraf faa om de fornemmere Nordmænds Kundskaber og sædvanlige Dannelsestrin, bliver særdeles gunstig, og man opkaster sig uvilkaarligt det Spørgsmaal, om man i mange andre Lande af Europa stillede saa store Fordringer til de saakaldte Lægfolks Dannelse. Navnlig faar man et højt Begreb om Nordmændenes daværende geografiske, naturhiftoriske og fysikalske Indsigter af en Deel særskilte, omstændelige Oplysninger, „Faderen“ meddeler om Vindforholdene, Flod og Fjære, Solgangens Stigen og Aftagen, Solens Gang og Indflydelse, Natur-Merkværdigheder i Norge og paa Irland, om Hvalerne i de islandske og grønlandske Farvande om ildsprudende Bjerge, Selhunde ved Grønland, om Nordlyset, Jord-Belterne m. m.^[8]

Men af end større Interesse er det at læse de Regler, Skriftet opstiller for høvisk og beleven Adfærd ved Hoffet, eller i Kongens Tjeneste. Her forudskikkes først en Udsigt over de forskjellige Hofværdigheder og de dermed følgende Pligter, af hvilken vi allerede i det Foregaaende have meddeelt Uddrag. Derpaa beder „Sønnen“ om „Faderens“ Vejledning med Hensyn til Maaden, hvorpaa man bedst skal søge at komme i Kongens Tjeneste, de Manerer, den Klædedragt, og den Sine, man da skal tilegne sig og anvende. Her giver „Faderen“ ham for det første det Raad, naar han kommer til det Sted, hvor Kongen opholder sig, først at opspørge og gjøre sig til Vens med de Mænd, der formaa mest hos ham, samt derpaa bede dem tale hans Sag, samt angive den bedste Tid og Anledning til at fremstille sig for Kongen selv. Er det paa den Tid, da Kongen sidder til Bords, bør man først forvisse sig om, at han er i godt Lune, eller ikke har alt for travlt med vigtige Sager, i hvilket Tilfælde man heller bør vente til en anden Gang. Men, heder det, er Kongen i blid Stemning, og har ingen paatrængende Forretninger den Dag, saa vent, indtil han paa det nærmeste er mæt, og lad dig da forestille for ham. Da bør du være iført dine bedste Klæder, Hoser og Sko, Kjortel og Kappe. Vælg dig til Hoser helst bruunligt Klæde; sort Skind gaar ogsaa an, men intet andet Slags Klæde uden Skarlagen^[9]. Din Kjortel bør og være bruunagtig, eller grøn, eller rød, af godt og smukt Klæde. Dine Liinklæder skal du lade gjøre af godt Lerred, men ikke af store Stykker; din Skjorte bør være kort, en god Mon kortere end Kjortlen, da ingen høvisk Mand kan gjøre sig stadselig ved Hør eller Hamp. Dit Skjegg og Haar skal du lade net opsætte efter den da brugelige Skik ved Hirden, førend du træder frem for Kongen. Da jeg var inden Hirden, var Moden i Hirden den, at Haaret klippedes kortere end Ørebladene, og kæmmedes omkring, saaledes som hvert Haar bedst vilde falde, men over Panden var der klippet en kort Top. Skjegget plejede man da at bære kort, og liden Knebelsbart. Siden blev det Mode, at bære en Kant af Skjegg rundt om hele Hagen paa tydsk Viis, og jeg tror neppe at der kommer nogen smukkere eller for Krigsmænd mere passende Mode.“

„Anseer du dig nu fuldstændig beredt til at træde for Kongen, saavel med Hensyn til Klæder, som andet, og kommer du i belejlig Tid, samt faar Tilladelse af Dørvogterne til at komme ind, saa maa du altid have en anstændig Tjener til at følge dig; dog maa du, om det end tilstedes eder begge at komme ind, ej lade ham følge dig længer end indenfor Døren, eller i det længste til Stallare-Stolen. Der skal du give ham din Kappe at passe paa, men selv gaa uden Kappe ind for Kongen^[10]), efterat du først har kæmmet dit Haar glat og strøget dit Skjegg godt. Du skal heller ikke have Hat, Hue eller „Kveif“ paa Hovedet, men med utildækket Haar og bare Hænder, med blidt Aasyn og renset Legeme og Lemmer træde frem for fyrstelige Personer. Ogsaa skal du da have de Mænd med dig, der kunne understøtte din Begjæring. Væn dig til at bære dit Hoved stødt og dit Legeme rankt, naar du gaar, saavel som til en smuk Gang, uden dog at gaa for langsomt. Naar du kommer for Kongen, da bøj dig ydmygt for ham, og hils ham med disse Ord: „Gud give eder en god Dag, Herre Konge!“ Sidder han til Bords, da vær ikke saa ubehøvlet, som mange ere, nemlig at støtte dig til Kongens Bord, eller lægge Hænderne paa Bordet; stil dig saa langt fra dette, at der er Plads nok til al den Opvartning, der tilhører Kongens Bord. Staar der intet Bord foran Kongen, da stik dig ikke nærmere end at der er Rum til al Opvartning mellem dig og Fodskamlerne foran Kongens Sæde. Dine Arme skal du lade hvile saaledes, at den højre Haand griber om det venstre Haandled, og lad dem saa synke ned, som det kan falde. Naar du har fremført din Hilsen, skulle de dertil valgte Mænd fremføre dit Erende. Er du da saa heldig, at opnaa hvad du ønsker, skal du gaa Kongen til Haande, og derpaa i Lag med Hirden, saaledes som dine Talsmænd anvise dig. Giver Kongen dig et Løfte, og bestemmer Tiden, naar det skal opfyldes, saa vent indtil da, men udsætter han Sagen paa ubestemt Tid, hvilket ogsaa let kan hænde, idet han erklærer ikke at kjende dig tilstrækkeligt, enten af Person eller Rygte, og derfor ikke kan give dig noget Svar, førend han har erfaret, hvorledes din Opførsel og øvrige Forhold er, da er der ikke mere herom for dette Sinde at tale, og du kan da, om du vil, see Tiden an, om du senere kan treffe et eller andet belejligt Øjeblik til at faa dit Ønske frem. Men i den Tid, du saaledes gjør dig Umag for at komme i Kongens Tjeneste, trænger du højlig til at blive kjendt med de bedste og forstandigste Mænd, og til at holde dig saa meget som muligt i Nærheden af dem, der ere Kongen kjærest; dog saaledes at du i denne Prøvetid selv bekoster dit Ophold, undtagen naar det en eller anden Gang kan treffe, at du indbydes af Kongen til hans Bord. Men lad det dog ikke hænde dig, hvad der hænder saa mangen ukyndig Mand, at du faar saa meget større Lyst til at leve paa andres Bekostning, som du bliver oftere buden; thi derved udsætter du dig for at strengere Folk anseer dig for karrig og paatrængende, at de, som før vare dine Kammerater og Venner, blive dine Uvenner.“ …

„Du maa og, naar du staar for Kongen, passe paa, ikke tillige at tale med andre, saa at din Opmerksomhed unddrages fra hvad Kongen siger, ja at du maaskee endog nødes til at spørge op igjen, thi det lader altid ilde at være saa uopmerksom, at man maa gjentage hvert Ord for En, og dobbelt ilde i Samtaler med Fyrster. Det kan ofte hænde, naar man staar for en Fyrste, at andre imidlertid komme til og spørge om mangt og meget, deels af Mangel paa Levemaade, deels fordi de virkelig gjerne saa, at Vedkommende begik et Anstød. I slige Tilfælde bør du affærdige den ubetimelige Spørger med saadanne Ord som: „Vent lidt, gode Mand, saalænge jeg hører paa Kongens Tale; siden er jeg ganske til din Tjeneste.“ Taler han da fremdeles til dig, saa svar ham ikke, førend Kongen har endt sin Samtale med dig. Pas nøje paa at tiltale Kongen i Fleertal, men altid at omtale dig selv i Enkelttal. Hvis det skulde hænde, at Kongen siger noget, som du ej forstaar, saa at du nødes til at spørge op igjen, maa du hverken sige „haa?“ eller „hvad?“ men kun „Herre!“ eller om du vil bruge flere Ord: „Herre, lad det eder ej fortryde, at gjentage hvad I sagde til mig, thi jeg forstod det ikke tydeligt.“ Men lad det dog hænde sig saa sjelden som muligt, at Kongen skal behøve at sige dig en Ting mere end een Gang“^[11].

Siden tales der om, hvorledes de, der ere optagne i den kongelige Tjeneste, skulle opføre sig. „Først og fremst,“ heder det, „er det at merke at du aldrig lader din Hu være uden Gudsfrygt, og elsk ham fremfor Alt, dernæst god Opførsel. Stræb at vær villig, retfærdig og beskeden i alle Dele. Erindre dig altid dit Endeligt, og vogt dig paa det omhyggeligste for alle Laster. Husk paa, at mangen. En lever kun en kort Stund, men hans Ry lever dog længe efter ham, og det kommer meget an paa, hvorledes Ens Eftermæle er. Nogle blive navnkundige af gode Gjerninger, og disse, samt deres Hæder, leve efter dem, om de endog selv dø. Andre derimod blive navnkundige af onde Gjerninger, og de bære deres Skam allerede i levende Live, saavel som efter Døden. De fleste høre dog til den store Hob, der falder af som Kvæget, uden at man hverken hører ondt eller godt om dem; men vær overbeviist om, at dette ikke er Menneskets Bestemmelse“ – – – – „Enhver skulde derfor, saa længe han lever, see til at efterlade Bedrifter der bevirkede, at han, naar han var død, altid blev omtalt med Ros, og aller mest paahviler dette Konger og andre Storhøvdinger, saavelsom alle dem, der slutte sig til dem, og træde i deres Tjeneste.“ – – – „Vogt dig vel for at bære Kappen paa begge Skuldre i dit Venskab mellem tvende Høvdinger; det gjør kun charakteerløse Mænd“. – – „Elsk din Høvding uden al Svig, saa længe du tjener ham, og sint ingen Forbindelse eller Samraad med hans Uvenner, hvis du vil ansees som en Hædersmand. Gud alene skal du elske over din Herre, ingen anden. Fremdeles maa du omhyggelig vogte dig for følgende Ting, at du ej kommer i Ord for dem: Meened og falske Vidnesbyrd, Søgen paa berygtede Huse eller i Drikkelag, undtagen i Kongens Huus eller anstændige Gilder, Terningekast om Penge, Modtagelse af Stikpenge, eller anden Slags Pengegriskhed. Thi alt dette er hver Kongsmand til stor Skam herneden, og til hans Sjæls Fortabelse hisset. Hvor du end er, da vogt dig ogsaa for at blive drukken, thi det kan hvert Øjeblik treffe at du bliver kaldet til at modtage Sold, eller til Eftersyn, eller til andre vigtige Sager“. – – – „Du bør saa ofte som muligt lade dig see i din Herres Nærhed. Tidligt om Morgenen skal du følge ham til Kirken, og opmerksomt lytte til Messerne, medens du er i Kirken, og bede Gud om hans Miskund. Naar Kongen gaar fra Kirken, da følg ham strax, og vær ham saa nær, at du kan see paa hans Miner, om han ønsker at kalde dig til sig, uden dog at gaa ham saa nær ind paa Livet, at han finder sig belemret ved dig, om han maaskee vil tale med En eller anden, eller overhoved afhandle noget, andre ikke maa høre. Seer du at din Høvding holder noget hemmeligt, da vær ikke nysgjerrig efter at vide det, men betror han dig noget, da bevar Hemmeligheden trofast. Tidligt om Morgenen, førend Kongen staar op, da begiv dig, tvet og vasket og fuldt paaklædt, til hans Sovekammer, for at vente til han staar op; dog maa du ikke gaa ind, uden at han kalder paa dig. Hvor som helst Kongen lader dig kalde til sig, da gaa ind uden Kappe. Er det saa tidligt om Morgenen, at du ikke før har været hos ham den Dag, da byd ham god Dag med de Ord, jeg nys har sagt dig. Gan ham ikke nærmere, end at han har Plads nok til at tale med dem, der ere ham nærmest. Kalder han dig nærmere, for at tale hemmeligt med dig, da støt dig paa dit ene Knæ for ham, saa nær, at du godt kan høre hvad han siger, fremdeles uden Kappe. Beder han dig derimod sidde ned, kan du lægge din Kappe over dig, om du vil. Nu kan det treffe sig, at Kongen gaar ud for at fornøje sig, enten det er i Byen eller paa Landet, og du og dine Kammerater følge ham, da er det, enten I bære Vaaben eller ej, rettest at I gaa lige mange paa hver Side af ham, dog ikke paa nogen af Siderne i en rund Hob; I bør mage det saaledes, at han er omtrent i Midten af eders hele Følge, lige mange saavel foran og bagtil, som til Siderne, og aldrig nærmere, end at han har Plads til at tale med dem han ønsker, højt eller hemmeligt. … Paa samme Maade skulde I og passe det, naar Kongen og I alle er til Hest; I maa da holde eder saa langt borte, at der ikke stænkes Smuds fra eders Heste paa Kongen, om I ride nok saa hurtigt.“

„Kalder Kongen paa dig ved Navn, da vogt dig vel for at svare „haa“ eller „hvad!“ men sig heller: „ja, Herre, jeg hører gjerne.“ Løb ikke tidligt om Morgenen til Spise eller Drikke som Tølpere: men vent med Sømmelighed paa Kongens Maaltid, og gaa til Bords med Kongen, hver Gang du er inden Hirden. Naar Kongen gaar til Bords med sin Hird, skulle alle hans Hirdmænd holde god Skik og smuk Orden, saa at de ikke storme frem foran hverandre; enhver bør vide sin rette Plads og Sidemand, og iagttage den samme Orden i at gaa, som siden i at sætte sig. Naar der rækkes Vand til Haandvask, det være sig udenfor eller indenfor Hallen, bør to og to Sidekammerater ad Gangen gaa der hen, og siden til Bords, hver i sin bestemte Plads. Hver Hirdmand bør, medens han sidder til Bords, tale saa sagte med sin Sidemand, at de, som sidde paa begge Sider af dem igjen, ikke kunne høre det; naar ingen samtaler højere, da er der god Stilhed og god Skik i Kongens Huus. Men det skader ikke, at man spiser godt og hurtigt, saa og at man drikker efter Nødtørft, kun vogte man sig for at blive drukken. Idelig bør du have Øjet henvendt paa Kongens Plads, for at see, hvorledes hans Opvartning besørges; og pas altid vel paa, naar Kongen sætter Drikken til Munden, at du saa længe ikke spiser, ligesom du og, om du har Bægeret i Haanden, maa sætte det ned, indtil han har drukket. Samme Opmerksomhed, jeg her har sagt at du skal vise Kongen, skal du og vise Dronningen; ligesaa, hvis Kongen har en Gjest ved sit Bord, hvem fyrstelig Æresbeviisning tilkom, enten en Konge eller Jarl, eller Erkebiskop eller Lydbiskop, da skal du iagttage det samme. Men er der en Mængde fornemme Mænd til Bords med Kongen, er det ikke nødvendigt at vise andre denne Ære end Kongen eller Dronningen, eller nogen anden Konge, han muligviis kunde have hos sig.“

„Sidder Kongens Hird i Kongens Herberge, uden at der er Bord fremme, og komme de Høvdinger ind, som Kongen selv vil vise fyrstelig Ære, skulle alle Mand rejse sig op lige saavel for dem, som for deres egen Herre, og hilse dem venligt. Kammeraterne skulle selv indbyrdes vise hinanden den Høflighed, at naar en af dem, der bar været ude, kommer ind og gaar hen til sin rette Plads, rejse de to nærmeste, mellem hvilke han skal sidde, sig op, hilse ham venligt og byde ham velkommen. Kongsmændene skulle, hvad enten de sidde sammen, eller ere i Følge med Kongen, eller alle i et Følge gaa ud for at fornøje En, bære stilfærdige, anstændige i Lader, tale fagert og vogte sig for alt uanstændigt Snak, thi paa dem hvile Alles Øjne^[12].“

Faderen gaar derpaa over til at tale om, hvorledes de, der staa i Kongens Tjeneste, skulle øve sig i Vaabenfærd. Det merkeligste er her de Regler, der gives for Kamp til Hest, thi saavel heraf, som af hvad der tidligere berettes om Sverre og flere af Høvdingerne^[13], seer man, at det ogsaa her i Norge paa denne Tid begyndte at blive brugeligt, at de fornemmere Befalingsmænd strede til Hest. Paa Sverres Tid var vel dette neppe stadigt Tilfælde med andre end de egentlige Befalingsmænd og en udsøgt Deel af Hirden, eller alle dem, man efter Udlandets Exempel kaldte Riddere, men det er dog efter denne Tid, saavel som i Sverige og Danmark, blevet mere og mere almindeligt for Hirdmændene eller overhoved de mere anseede og bemidlede Mænd, der gjorde Krigstjeneste til Lands, indtil det endelig blev et Særkjende for de højere Klasser. Man seer ellers noksom, at de ved Beskrivelsen af Hestens Udrustning m. m. forekommende franske Kunstudtryk, at vore Forfædre have lært Ridekunsten og Rytterfegtningen af Anglo-Nordmannerne. For øvrigt maatte der i Norge, hvor der mest kæmpedes til Søs, være mindre Spørgsmaal derom, end i Nabolandene. „Nu træffer det sig,“ beder det i Kongespejlet, „at dine Kammerater ville gaa ud fra Kongens Herberge for at fornøje sig, og du ligeledes faar Tilladelse dertil, da skal du især fornøje dig paa følgende Maade. Hvis du er paa et Sted, hvor man kan komme til at ride, og du selv har Hest, da stig paa din Hest med tunge Vaaben, og øv dig i at sidde saa fagert og saa fast som muligt til Hest. Øv din Fod til at træde fast i Stigbøjlerne med rette Legge, lad din Hæl synke lavere ned end Tærne, undtagen naar du skal dække dig mod Stik forfra, dog saaledes at du stedse sidder fast med sluttende Legge. Dæk dit Bryst og alle dine Lemmer godt med et lukket Skjold. Øv din venstre Haand til at passe godt paa Bidsel og Tømme, og den højre til at holde dit Glavin godt fældet, idet du behørigt støtter efter med Brystet. Afret din gode Hest til at kaste pludseligt om i fuldt Løb, og hold den altid ved godt Hold og reen, sko den vel og fast med sterke Sko, og forsyn den overhoved med forsvarligt og smukt Seletøj. Er du i en By eller andensteds, hvor du ikke saa godt kan more dig til Hest, da ifør dig en tung Rustning, udsøg dig en Kammerat, der vil lege med dig, og som du veed forstaar sig godt paa at fegte under Skjold og Bukler, og øv dig nu heri med ham. Til denne Leg skal du, som sagt, bruge tunge Vaaben, enten Brynje eller en tyk Pandser, og paa Armen enten et tungt Skjold eller en Buller, og et tungt Sverd. Her kommer det an paa at lære sig til at hugge nøjagtigt og eftertrykkeligt, samt at parere godt. Øv dig ogsaa i at dække dig godt med dit Skjold; og se til, at du er vel forfaren i alt dette, naar du skal skifte Hugg med Fienden. Kommer det dig meget an paa at lære denne Idræt, da anstil denne Leg to Gange om Dagen, om du kan komme til, og lad ingen Dag gaa hen uden i det mindste at lege den een Gang, Helligdage undtagne, thi denne Idræt er baade sømmelig at lære for en Krigsmand, og dertil nødvendig i paakommende Tilfælde. Bliver du træt af denne Leg, og faar Lyst til at drikke, da drik smaat og tidt, saa at du ej tørster, men pas dig for at tage for meget til dig. Af andre lignende Adspredelser kunne vi og nævne disse, at du gjør dig et Skaft, lidt tungere end et Spydskaft, og kaster det til Maals, ligeledes at skyde til Maals med Bue. Fremdeles er det godt og nyttigt i paakommende Tilfælde, at øve sig i at kaste med Slynge baade langt og sikkert, enten Stavslynge eller Haandslynge, eller at kunne kaste en Vaabensteen godt. Fordum var det sædvanligt, at alle de, der vilde være fuldkomne i alle Slags Vaabenøvelser og ridderlige Idrætter, øvede begge sine Hænder op, saa at den venstre var lige faa dygtig til at gribe og slaa, som den højre. Merker du, at du har Anlæg dertil, saa øv dig deri, thi de, der have erhvervet sig denne Færdighed, ere de dygtigste og for Fienden farligste Fegtere. Sky for Resten alle Manddrab, undtagen ved lovlige Afstraffelser eller i almindelige Slag; i saadanne, der holdes paa din Herres rette Bud, skal du ikke mere undgaa Manddrab end noget andet Verk, som du veed er godt og rigtigt. Viis dig i Slaget djerv og uforfærdet; giv vel rettede og forsvarlige Hugg, saaledes som du har øvet dig op til, og ligesom i godt Lime, skjønt med mandig Vrede. Du skal ikke give matte Hugg, eller daarlige Stik eller skyde skjæve Skud, som en, hvem Modet forsaget: Vogt dig for Modstanderens Fegtekunster. Se til, at du i alle Slag holder godt udi Længden, men løb ikke paa med for stor Hidsighed Begyndelsen, og vær aller mindst storpralende. Se stedse til, at andre kunne give dig godt Vidnesbyrd, men ros dig ikke selv af dine Gjerninger, at det ikke maaskee kunde indtræffe, at man efter en Tids Forløb, naar Hevn skal tages for anseede Mænds Drab, lader denne Hevn ramme dig paa Grund af dine egne Ord.“

„Naar du er i Slag til Lands, og skal stride til Fods, og staa i Spidsen af en svinefylket Fylking^[14], da kommer det meget an paa, strax ved Sammenstødet at hindre, at der bliver nogen Aabning eller noget Brud i den bundne (sluttede) Skjoldborg; du maa vogte dig for, nogensinde at binde (slutte) din fremmeste Skjoldrad under en andens Skjold. Vogt dig ogsaa for, i Fylkingen at slippe dit Spyd fra dig, undtagen naar du har to, thi i Kampen til Lands er eet Spyd bedre i Fylkingen end to Sverd^[15]. Strides der til Skibs, da vælg dig to Spyd, som du ikke skyder fra dig, et langskaftet, som godt kan naa fra Skib til Skib, et andet kortskaftet, som er bekvemt at bruge ved Entring. Til Skibs benytter man sig af forskjellige Slags Vaaben, enten tunge Paalstave^[16], eller lette Kaste-Gaflaker. Med Paalstave skal du søge at faa en Fiendes Skjold tynget ned, og naar dette lykkes dig, da søg at træffe ham med Gaflaken, hvis du ikke kan naa ham med Langspydet. Det gjelder her ligesaa fuldt som til Lands, at kæmpe i god Stemning og med vel rettede Hugg, og du maa ikke bortødsle dine Vaaben ved utidig Bortkasten. Der er mange Slags Vaaben, som man godt kan bruge ombord, men ikke til Lands, undtagen man er i en Borg eller et Kastell; saaledes for Ex. Langorvs-Ljaaer, langskaftede Skjegg-Øxer, Slagbrande^[17] og Stavslynger, Skjeftefletter^[18]H og alskens andre Vaabenstene, Laasbuer, Haandbuer, og andre Slags Skudvaaben, dog er Kul^[19] og Svovl det ypperste af alt. Blystøbte Hærsporer og gode Atgeirer^[20] ere saa nyttige Vaaben til Skibs. Et Huunkastell^[21] er godt at bruge mod disse og andre Vaaben, saavel som en huunbeklædt fiirkantet Slagbrand med staalhaarde Spidser. En Rorgalt med jærnbeslagen Mule er ogsaa nyttig i Søslag. Og derfor bør man i Forvejen lære sig godt op til alt saadant, da man aldrig veed Stund eller Time, naar man skal anvende det og benytte et af disse forskjellige Slags Vaaben. Læg Vind paa at samle saa mange Vaaben, du kan, medens du endnu ej behøver dem, thi det er ej alene hæderligt, altid at eje gode Vaaben, men ogsaa en god Skat at tage til i Nødsfald. Paa Skibet bør man indrette sig saaledes til Forsvar: at viggyrdle og stille Vig-Aaserne forsvarligt^[22]; lægge Skjermtagene^[23] højt, og under dem anbringe fire Porte lige for hinanden, saa store, at een eller to Mænd rummeligt kunne løbe derigjennem med alle deres Vaaben, samt udentil med Bryggerne^[24], at gjøre en jevn Vej at træde paa til hver Side af Taget. Hele denne Indretning maa fæstes godt, at den ikke svigter eller giver sig, hvor hurtigt man end springer paa den. Brede Skjolde ere gode til at dække sig med ombord, og alskens Brynjer, dog ere Pandserne de ypperste Dækningsvaaben ombord, gjorte af blødt og vel sværtet Lerred, ligeledes gode Hjelme og hængende Staalhuer.“

„Skal man derimod stride til Lands, og til Hest, da maa man for det første see til, som ovenfor nævnt, at være vel oplært i al Slags Færdighed i Rytterfegtninger. Hesten maa være godt og sterkt skoet; Sadelen maa være sterk, højbuet og forsynet med sterke Gjorde saavel som andet Sadeltøj, en forsvarlig „Suzingull“^[25] midt over Sadelen, og en Brystgjord foran. Hesten maa baade foran og bagenfor Sadelen være dækket baade mod Hugg og Stik; den maa have et godt „Kovertur“^[26], gjort som en Pandser, af blødt og vel sværtet Lerred; dette er nemlig et godt Dække mod alle Slags Vaaben, hvorledes det end er anbragt; uden paa Koverturet bør man have en god Hestebrynje, og paa denne Maade maa Hesten tilhylles om Hovedet, Lenden, Brystet og Bugen, saa at Fienden ingensteds, ej engang om han er til Fods, kan komme Hesten til Skade. Den bør ligeledes være forsynet med et sterkt Bidsel, der ikke svigter, enten man vil holde Hesten an, eller kaste den om. Uden om Bidslet og om hele Hestens Hoved og Hals lige til Sadelen skal man have en „Grime“ (d. e. Hylster), gjort som et Pandser, af stivt Lerred, for at ingen ved noget Kneb skal faa fat paa Bidslet eller Hesten. Selv bør man være iført gode og myge Hoser, gjorte af blødt, vel sværtet Lerred, hvilke naa lige op til Beltet, og udenpaa dem gode Brynhoser, saa højt at man kan gjorde dem dobbelt om sig; nedenfor dem gode „Brynbrøker“ gjorte af Lerred saaledes som nys beskrevet, og udenpaa dem Knæbedækninger af tykt Jærn med staalhaarde Nadder. Om Overkroppen bør man inderst have et blødt Pandser, der kun naar til midt paa Laaret, der over en god Brystbedækning af godt Jærn, der naar fra Brystvorterne til Beltet, udenpaa alt dette en god Brynje, og over Brynjen et godt Pandser uden Ermer. Man maa have to Sverd, et om Livet, et andet hængende om Sadelbuen, samt en god Brynkniv^[27]. Paa Hovedet maa man have en god Hjelm, gjort af godt Staal og forsynet med fuldstændig Ansigtsskjerm; fremdeles et tykt og godt Skjold hængende om Halsen, men dog ogsaa med et forsvarligt Haandtag; ligeledes et godt hvast og vel skjærpet Glavin af godt Staal. Der er ogsaa andre Vaaben, som man med Fordeel kan bruge til Hest, f. Ex. en Hornbue eller veg Laasbue, som man godt kan spænde, skjønt man sidder til Hest, o. a. d.“ …

„Alle de her omtalte Vaaben, der bruges enten til Skibs eller til Hest, kan man ogsaa bruge ved Angreb eller Forsvar af Kasteller, men derforuden ogsaa mange andre Vaaben. Den, der angriber et Kastell med de allerede nævnte Vaaben, behøver ogsaa dertil at have Valslynger, nogle sterke, til at slynge store Stene mod Steenmure, for saaledes at bryde dem ned, andre svagere, til at slynge Stene over Murene og bryde Huse ned. Kan man ikke med sterke Valslynger faa en Muur sønderbrudt eller sønderrystet, maa man dertil anvende en Væder med Jærnhoved, thi mod dens Stød staa sig kun faa Steenmure. Vil Steenmuren ikke give sig ved disse Forsøg, maa man, om man vil, bruge et Gravsviin^[28]. Et Kastell paa Hjul er godt at vinde et andet Kastell med, naar den er højere end det, mod hvilket det bruges, om Forskjellen end ikke er større end syv Alen, men jo højere jo bedre. Stiger paa Hjul, der kunne drages baade fra og til, klædte med Planker udentil og forsynede med Rækverk, ere ogsaa gode til dette Brug. Kort at sige, alle Slags Vaaben ere nyttige at anvende ved Belejring af Kasteller, men det kommer kun an paa at vide, naar og hvorledes ethvert af dem skal anvendes. – Til Forsvar af Kasteller kunne ogsaa de fleste nu nys opregnede Vaaben anvendes, og dertil mange andre, baade store og smaa, Valslynger, Haandslynger og Stavslynger. Laasbuer ere ligeledes i dette Tilfælde særdeles nyttige, saavel som Haandbuer og alskens Skudvaaben, lette og tunge Spyd og Paalstave. Til Forsvar mod Valslynger eller Gravsviin eller Væder, er det godt at styrke hele Steemnuren indentil med stort Egetømmer, men er der Jord eller Leer nok at tage til, da er dette det bedste. Ligeledes pleje de, der forsvare et Kastell, at gjøre Flager af store Egegrene og dække hele Steenmuren med dem tre- eller femdobbelt, dog skulle disse Flager igjen være vel dækkede med sejgt Leer. Mod Vædernes Stød har man og plejet at hisse store Sække, fyldte med Hø eller Avner, ned i lette Jærnlænker. Naar Kastellet beskydes saa sterkt at man ej kan være i Vigskaardene^[29], er det godt at have Hængevigskaard af lette Flager, to Alen højere end de egentlige Vigskaard, og tre Alen dybere; de maa og hænge saa langt fra Muren at man godt kan stride med alle Slags Vaaben mellem dem og hine. De skulle hænge paa lette Aaser, saa at man strax kan drage dem ind, om man vil, og atter hænge dem ud. En Igelkat^[30] er ligeledes et godt Vaaben for dem, der skulle forsvare Kasteller; den maa være gjort af store og tunge Træer, med Egetinder udenom, ligesom Børster; den bindes fast udentil ved Vigskaardene, og slippes ned paa dem, der komme Kastellet nær. Ligeledes Slagbrande af lange og tunge Trær, med hvasse Tænder af haard Eg, rejst paa Ende nær ved Vigskaarderne, saa at man strax kan lade dem falde ned paa dem, der komme saa nær^[31]. En Brynklung^[32] er og et godt Vaaben; den gjøres af godt Jern, med staalhaarde og bøjede Torne, hver Torn forsynet med Agnor; den skal hænge i et Reb, hvis nederste Deel, saa langt man kan naa, er af tindede Jærnlænker, for at man hverken skal kunne hugge det over eller holde idet; længer oppe kan man bruge hvilket som helst Slags Reb, naar det kun er sterkt nok. En saadan Indretning er god til at kaste ned imellem Folk, for om muligt derved at faa fat paa en eller flere Mænd, og drage dem op til sig. Et Løbehjul er ligeledes et godt Vaaben for dem, der skulle forsvare et Kastell, og bestaar af to Kvernestene, forbunden med en Axel af sejg Eg; dette lader man rulle ned fra Vigskaarden over Skraaplanker mod Fienden. Fremdeles en Skudvogn; den gjøres som en anden Vogn, paa to eller fire Hjul, og fyldes med Stene, ophedede eller kolde; man lader den ligeledes rulle ned paa Skraaplanker, men standser den da pludseligt ved sterke Toug, der til den Ende ere anbragte paa Siderne. Derved slynges Stenene ud af den og ind paa Fienden. Jo mere forskjelligartet dens Las er, saaledes at nogle Stene ere store, andre smaa, desto bedre er det. Man plejer og stundom at gjøre Slyngestene af Leer, fyldte med Smaasteen, og siden brændte, saa at de kunne taale at kastes, thi naar de falde ned, springe de i Stykker, og kunne saaledes ej kastes tilbage. Men til at bryde Steenvegge ned, bruges store Stene, lige saavel som naar man fra et Kastell kaster Stene mod et Trækastell, der er opført af Belejrerne, eller mod Axeltrærne af Hjulene under deslige Trækasteller, Stiger, Gravsviin, o. a. d. Kogende Vand, smeltet Glas eller Bly er ligeledes godt Forsvarsvaaben i et Kastell. Er et Gravsviin eller en anden Maskine ført nær til Kastellet, saaat kogende Vand ej kan skade dem, som ere derunder, er det godt at bruge jærnbeslagne Aase, fæstede til hvasse glødende Plovjern, og skyde dem ned i Træverket, saa at Jærnene staa efter, men Aaserne drages op. Dermed bør ogsaa Beg og Svovl, eller kogende Tjære følge. Miner (Taalgrave) er ogsaa gode Vaaben; de graves udenom Kastellet, jo dybere og smalere, og jo flere, jo bedre, især naar Maskiner paa Hjul skulle drages mod Kastellet. Slige Miner skulle have mange smaa Glugge, dog saaledes tildækkede, at de ej kunne sees ovenfor; de skulle være fyldte med den mest muligt letfængende Ved, og naar Kastellet da angribes fra Trækasteller eller Stiger eller andre Maskiner paa Hjul, skal man om Natten, hemmelig udsende Folk, for at stikke Ild paa Veden i Minerne. Slynges der Stene i saadan Masse over Vigskaardene, at Folk ej kunne være ude, er det godt at rejse forsvarlige Stolper af tyk Eg, og lægge derover store, sterke Syller, som oventil klædes med gode Egeplanker, over hvilken Beklædning der igjen lægges et Lag af Jord, ikke mindre end 3 eller 4 Alen i Tykkelse: den hele Indretning benyttes da som et Skjermtag til at optage Stenene. Paa samme Maade skal man og mod Trækasteller rejse gode og sikre Stolper, højere end Kastellet selv. Men bedre end alle de her opregnede Maskiner er dog en bøjet Skjoldjøtun^[33], der udspyr Ild og Luer“^[34].

Af disse Beskrivelser over de forskjellige Slags Vaaben og Udrustninger faar man den bedste Forestilling om, hvorledes det gik til i de ovenfor beskrevne Slag og Belejringer, og fornemmelig ere Oplysningerne om Striden til Søs af Interesse, da vi ellers ikke i Sagaerne selv finde saa omstændelige Beskrivelser, at vi deraf kunne slutte os til alle Enkeltheder.

Ved at afhandle, hvorledes det gaar til, at flere Folk, der længe have været i Kongens Tjeneste, dog ikke opføre sig sædeligt eller høvisk, kommer „Faderen“ til at udbrede sig udførligt over, hvad han kalder „Uaar blandt Folket selv,“ eller paa dets Styreres Sæder, Vid eller Fremfærd.“ Han sammenligner nemlig Sædernes Fordærvelse blandt et Folk med Misvæxt paa Afgrøden, eller Uaar paa Kvæg og Fiskeri. „Naar alle disse Ulykker komme paa een Gang.“ siger han, „og tre Aar efter hinanden, kan man næsten sige at Landet er ødelagt, men dog have de lidet at betyde i Sammenligning med de Uaar, der opstaa blandt Folket selv; i hine kan der nemlig skaffes Hjelp fra Naborigerne, men man kan ikke kjøbe gode Sæder og Mandevid fra andre Lande, naar det, der hidtil var hjemme i Landet, er forbi. Naar et Uaar kommer over Bondens Gaard, som han selv og hans Forfædre længe have ejet, kan han ikke faa saadan Lede til den, at han frasiger sig den, men han maa heller see til at bevare Græs og Avner lige saa omhyggeligt, som han for bevarede godt og reent Korn, og søge at hjelpe sig og sin Familie saa godt han kan, indtil bedre Tider med Guds Hjelp komme. Paa samme Maade maa Kongen ogsaa bære sig ad, naar det træffer sig saa ilde, at der kommer Uaar i Landets Sæder eller Mandevid. Han kan ikke frasige sig sit Rige, men maa paa Grund af Omstændighederne vise sig lige saa venlig mod de Uvise, som hidtil mod de Vise, medens Riget blomstrede ved gode Sæder. Noget maa han straffe, noget maa han ved gode Ord søge at faa frem, noget maa han udvirke ved Belærelser, og overhoved hjelpe lig paa bedste Maade, han kan, indtil bedre Tider med Guds Hjelp komme.“

Faderen gaar nu over til at skildre de Maader, paa hvilke slige „Folke-Uaar“ kunne opstaa, og aabenbares, f. Ex. naar Kongens erfarne Raadgivere dø, eller naar en ung Konge kommer paa Tronen og omgiver sig med unge Raadgivere uden Erfaring, samt endelig, naar Riget deles mellem flere unge Konger, hvilket han kalder det værste af alt, og beklager, at man har Exempler nok derpaa. Det er aabenbart, at han her har Forholdene under Harald Gilles Sønner for Øje, og hans Skildring bliver saaledes af saa meget større Interesse, som man kan være vis paa, at den just gjengiver Sverres egen og hans Tilhængeres Anskuelser. „Hvis det,“ heder det, „træffer sig saaledes, at Kongen, som har styret Riget, falder fra, efterladende tre eller fire Sønner, og alle de, der nedstamme fra dem, der før plejede at styre Landet med Kongen og baade vare højbyrdige og rige, ere unge, herskesyge Folk, og man endog vælger et saa daarligt Raad, at alle Kongesønnerne paa een Gang beklædes med kongelig Værdighed og Titel da kan det Rige kaldes en Spillebold for Skjæbnens Luner, og betragtes saa godt som fortabt, thi da saaes Uaarets Frø og Ufredens Korn i det Store. Smaakongerne nemlig, som allerede havde sønderslidt Riget, slide ogsaa Folkets Hengivenhed i lige saa mange Dele, og enhver af disse Herrer søger at skaffe sig Venner, som han bedst kan. Derpaa tænker enhver af dem paa hvad Magt, Folkestyrke og Rigdom han har i Sammenligning med Forgængeren, og enhver synes at han har for lidet. Da begynde enhvers Venner at minde og tale om, hvor meget den Konge kunde skaffe sig, der for styrede Riget, baade af Folk og Gods, eller andet, han attraaede, og ved hver saadan Paamindelse er det næsten som om man opeggede hver sin Høvding til at drage mere under sig, end han har. Derefter begynder enhver af disse Høvdinger at drage til sit Skatkammer den Skat, hvori der er mindst Rigesbod, nemlig Avind. Smaa Sager samles sammen med Flid og bruges til Forevending for heftig Vrede, den gode Frændskabs-Forstaaelse begynder at spildes, og den, som før kaldtes Ven og Frænde, betragtes som en ubelejlig Person. Gjensidig Mistænkelighed opstaar, og saa snart Mistanker og Sladderhistorier ere ude at gaa, er Tiden for de slette Folk kommen; da bringe de sine Plove ud og saa deres Frø; og nu spirer Ufredens Afgrøde op, Begjærlighed og Uretfærdighed tiltager, lige saa frækt Manddrab, Ran, Tyveri. Vil nu en af hine Høvdinger straffe enkelte Uskikke i sit Rige, da flygter Ved kommende til en anden af Høvdingerne, og foregiver at han uforskyldt er kommen ud for sin Herres Vrede. Hiin tager sig af ham mere af Skinsyge end af Godhed, han søger nemlig kun at skaffe sig Venner i den andens Rige, der, hvis Uenighed opstaar, kan understøtte ham selv, og skade hiin. De, der saaledes have flygtet formedelst Ugjerninger eller Lovbrud, begynde ligeledes at vise deres forrige Herre Fiendskab, stifte Uvenskab mellem ham og den, under hvis Beskyttelse de nu befinde sig, ja søge endog at hevne sig ved at øve Manddrab, Ran eller Tyveri i hans Rige, som om de vare uskyldige, og han Aarsag i Alt sammen. Derpaa begynde de slette Sæder at mangfoldiggjøres, thi Gud hevner sin Vrede saaledes, at han, hvor som helst fire Enemerker i disse Høvdingers Rige støde sammen, sætter et rullende Hjul, der drejer sig om Uroens Axler. Nu krænker man Frændskab og Svogerskab, man skaaner intet, thi saasnart eet Folk er deelt i flere Parter mellem Høvdingerne, og disse blive uenige, tager Almuen ikke i Betænkning at følge sine Lyster, men forandrer frækt alle Landets gode Skikke, idet enhver vælger sig sin Skik efter Behag, og frygter ikke længer nogen Straf, idet Høvdingerne selv ligge i Kiv og Uenighed. Og saasnart enhver stoler paa sin egen List og Sluhed, da faa alle Ulykker Overhaand i Landet, Manddrab og Retsbrud tiltage, Kvinder blive deels røvede, deels forførte, der avles Børn i Egteskabsbrud eller lovløst Samliv, nogle egte sine Beslægtede eller Besvogrede, andre lokke gifte Koner fra deres Mænd. Bønder og Almue blive opsætsige og ulydige, vogte sig ikke for Søgsmaal, og ville ikke bøde, naar de skulle, holde oprørske Sammenkomster, stole paa deres Mængde og Antal, og vælge hvad der bringer den største Fare, idet de binde alle sammen i eet Fællig, rolige og sædelige Mænd, og usædelige og Daarer. De søge at frelse uvittige og uredelige Mænd fra Søgsmaal, om de end hver Dag forbryde sig, og sværge enten vrange Eder eller falske Vidnesbyrd med dem, eller forsvare dem med Trodsighed og Magt paa Thingene, saa at slige Forbrydere slippe at svare de Bøder, de skulde, til Kongens Mænd, som vogte Landsstyrelsen for ham. Den dumme Hob betragter nemlig Forholdene, som om Kongens og Folkets Interesser skulde stride mod hinanden, og den uforstandige Mand sætter sin Ære i, og gjør sig for andre lige saa uforstandige Folk til af, at han en Tidlang kan holde sig uden Kongemagt eller Lovbud. Og skulle de i enkelte Tilfælde selv afgjøre Sager mellem hinanden indbyrdes, da understøtte alle Mand den rumme, saa at han sejrer, medens den retfærdige og rolige mister sin Ret. Og hvis den Begjærlige og Urolige bliver dræbt formedelst sin Umættelighed, betragte hans efterlevende Frænder dette, som om der herved var gjort dem stor Skade og Ættetab. Man fordrer lige saa stor Bod for den dumme, som for den vise og forstandige, hvis Drab maaskee tidligere kan være bødt til samme Æt, og betales ikke Boden, skal man strax tage Hevn ved Manddrab. Naar Gud seer sligt Uvæsen frækt begaaes, lader han det gaa ud over dem, der først begyndte dermed, thi saasnart .den dumme og den begjærlige seer at han er vel agtet, ja bedre end den forstandige, og at hans Dumhed og Begjærlighed regnes ham til Ære og Forfremmelse, da handler han efter dumme Folks Viis, idet han nemlig desto mere fremturer deri. Exemplet smitter andre, og bliver tilsidst almindelig fulgt. Da er det, at Uvæsenet gaar ud over den første Ophavsmand, thi nu passer enhver paa at komme den anden til Livs, med Vold eller anden Ondskab, og alle gamle og lovlige Vedtægter omstyrtes. De fordre vel alle, at Konger og Storhøvdinger skulle overholde Loven med Skaansomhed, men ingen af Almuen vil overholde Loven mod sin Ligemand, og enhver vil skride langt udenfor, hvad han fra først af er berettiget til. Naar da alle Love ere omstyrtede og retmæssige Straffe ej længer udøves, men Lovløshed og Ondskab komme i Stedet og blive almindelige, saa at Gud vredes derover, da sender han en Straf, der rammer Alle. Da kaster han Had og Fiendskab ned mellem de Høvdinger, der ere satte over Riget, og tilsidst kommer det endog til Manddrab og Slag. Da er Riget kommet til Fordærvelsens yderste Rand, og de faa Levninger af Love og gode Sæder, som hidtil have været overholdte, forgaa nu ganske, thi i Slagene falde de bedste og højbyrdigste Mænd. Men Uaar og Ran og alskens Ufred tage Ejendommene fra dem, som før besad dem og med Rette havde erhvervet dem, men derimod beholdes de af dem, som bedst kunde gribe det fra de andre med Ran og Tyveri. Naar slig Tid kommer over et Land, da har det tabt baade gode Sæder og dygtige Mænd, Gods, Frihed og alle Goder, saa længe Gud vil at den Nød skal vedvare; dette bestemmer han efter sin Miskund, thi han kan, om han vil, frelse Landet, saa snart han finder at det er tugtet nok for sine Synder. Naar da Landet med hans Bistand virkelig befries, og der siden kommer en Enevoldskonge, kan du nok begribe, hvorledes det staar sig med Folkets Sæder eller hvor vel ordnet dette Rige er i de nærmeste Tider efter slig Uro, hvor Folket var splittet ad under mange Høvdinger, og enhver søgte at lære sig op i List og Svig, Udyd og alskens Ondskab, og anvende dette mod Andre^[35].“

Dette kan man visselig betragte som en Skildring af Forholdene paa den Tid, da Sverre havde erhvervet Magten og var bleven „Enevoldskonge.“ Den vækker just ikke nogen tiltrækkende Forestilling om Folkets Sædeligheds-Tilstand, men efter saa mange Partistridigheder og Borgerkrige kunde den heller ikke være synderlig god, om den end her er tegnet med alt for mørke Farver. Om Kongens Magtfuldkommenhed og Gejstlighedens Forhold til Kongedømmet udtales Forfatterens Grundsætninger noksom i følgende Ytringer:

„Gud skabte sig paa Jorden to Huse, som han valgte til sin Tjeneste, Kirken og Thinghuset. Disse to Huse ere Guds Haller, og han har sat to Mænd til at bevogte dem, nemlig i det ene Kongen, i det andet Biskoppen. Kongen er sat til at bevogte det hellige Huus, hvor Guds hellige Domme afsiges, han skal dømme saaledes herneden mellem Folk, at han hisset faar evindelig Belønning; ham har ogsaa Gud forlenet sit Refselses-Sverd, hvormed han skal hugge, naar det udfordres, uden Avind og med retfærdig Straf, thi naar han dræber nogen af Avind, da er det Manddrab, og han skal svare Gud Manddrabssag. Vid og for vist, at alt hvad Gud fra først af beskikkede til denne Hall og dette Højsæde, maa ingen rive derfra, hvis han ej vil ansees som den, der røver fra Gud selv og hans hellige Dommersæde, og frækt bryder den Orden, Gud selv har fastsat. – – Kongen maa saaledes intet rive til sig fra det Huus, hvorover Biskoppen er sat, fordi ingen skal reve fra den anden, da Gud ejer begge Huse og enhver af dem har at staa den anden bi. Ligesom Kongen har faaet en Refselses-Stav, saa og Biskoppen^[36]. Men det som Kongen har faaet, er et tveegget Sverd; med det er han pligtig at hugge hver den til Døde, som vil drage noget fra den hellige Hall, hvis Bevogter han er. Tveegget er Kongens Sverd, fordi han er ligesaa forpligtet til at beskytte den Hall, over hvilken Biskoppen er sat, som sin egen, hvis Biskoppen ej kan gjøre det med sin Refselses-Stav. Den Refselses-Stav, Biskoppen har, skal han have i Munden, og hugge med Ord, ikke med Haanden, som Kongen, og Hugget, Biskoppen fører, bestaar deri, at han, om nogen vil forhaane hans hellige Hall, skal forbyde ham det Bord, der er sat i dette hellige Huus, og den hellige Fode, der nydes ved samme Bord. Den Forskjel er der imellem Kongens og Biskoppens Embede, at Biskoppen er sat til at være Mønster, Lærefader og Raadgiver hos Kongen, men Kongen til at være Dommer og en haard Udover af al Straf. … Og deri er Biskoppens Sverd forskjelligt fra Kongens, at dette bider altid, naar der hugges med det, til stor Skade, hvis det dermed er hugget urigtigt, men dog til Gavn for den, det rammer, naar Hugget er retfærdigt. Biskoppens Sverd bider derimod slet ikke, uden naar dets Hugg er retfærdigt; hugger han uretfærdigt dermed, bider det ham selv, der hugger, til Meen, men ikke den, det gjelder. Men hugger Biskoppen retfærdigt, bider dette endnu svarere end Kongens Sverd“^[37].

Med disse Betragtninger slutter Skriftet, efter for øvrigt at have oplyst mange af sine Lærdomme med flere Exempler og udførlige Fortællinger fra den hellige Skrift. Af Indledningen skulde det synes, som om Forfatteren ogsaa vilde lade den fingerede „Fader“ tale om den gejstlige Stand og Bondens Levevej paa samme Maade som han har talt om Handelsmandens Virksomhed og Kongetjenerens Pligter. Men om dette end har været hans Bestemmelse, er den dog neppe kommen til Udførelse, da saadanne Afsnit ikke findes i noget af de endnu opbevarede Haandskrifter af Verket. Dets elegante Stiil og Rigdom paa vel valgte Udtryk, endog til at betegne abstrakte Begreber, vidner om den høje Udvikling, Sproget paa den Tid havde naaet, og viser, ikke mindre end de umiddelbare Oplysninger, det selv indeholder, hvor ivrigt den Tids fornemmere Nordmænd maa have drevet boglige Sysler, og paa hvilket højt Kulturtrin de i det Hele taget befandt sig. Danmark og Sverige kunne i det mindste ikke opvise noget i Landssproget forfattet Verk fra samme Tid, der enten i Indhold eller Form paa langt nær kan maale sig med Kongespejlet, end sige staa ved dets Side, ligesom ogsaa det ovenfor omhandlede Stridsskrift mod Gejstligheden heller ikke i de øvrige nordiske Lande, og vanskelig i Nord-Europa paa den Tid har sin Lige. Vi ville ogsaa strax i det følgende see, hvilken betydelig Deel Kongens egen Søn og Tronfølger, Haakon, tog i den daværende literære Virksomhed; naar han foregik med et saadant Exempel, kan man vistnok antage, at det efterfulgtes af mange.

Af den Kultur, som paa Sverres Tid herskede ved Hoffet og især repræsenteredes af Kongen selv og hans Søn, var det og at vente, at en større Smag og Kunstfærdighed blev herskende, og navnlig gjorde sig gjeldende i Landets Myntvæsen, der hidtil i saa Henseende have staaet paa en daarlig Fod. Virkelig finde vi ogsaa først fra Sverres Tid ordentlig prægede Mynter med let læselig og utvetydig Omskrift. Den hyppigst forekommende Typus er en Sølv-Penningemynt, der paa den ene Side fremstiller et Ansigt med Skjegg og Krone over, ganske vist Sverres eget, med Omskriften „rex svervs magnvs.“ og paa den anden Side et Kors, der danner fire lige store Kvadrater, hver med en Linje og Randskriften N I, hvilket aabenbart skal betegne „Nidaros,“ saa at man altsaa har Grund til at antage dette Slags Mynter slagne af den ovenfor (S. 139) omtalte Hagbard Myntmester. Man har derforuden flere Brakteater eller Heelmynter fra ham^[38]. – Vi besidde intet med hans Sigill beseglet Brev, men af den oven omtalte samtidige engelske Forfatter vide vi, at dets Overskrift var Sverus rex Magnus, ferus ut leo, mitis ut agnus^[39].

1. Annalerne, saavel som Sturlunga Saga, III. 5. (1ste B. S. 127).
2. Dem, der ønske en nøjere og udtømmende Undersøgelse af Kongespejlets Affattelse samt Forfatterens sandsynlige Levetid og Livsstilling, henvise vi til den Udgaven i Christiania 1848 forudskikkede Fortale.
3. Keyser, i den nys nævnte Fortale, S. XI.
4. Hvis man kunde antage, at Ulf af Lauvnes, der deeltog i Korstoget, (se ovenfor S. 221), før sin Udfart paa dette var en ældre Mand, eller og at han virkelig kom tilbage fra dette og i Sverres sidste Tid henlevede sine gamle Dage roligt i sin Hjembygd, alene som en Iagttager af de politiske Begivenheder, er der neppe nogen nærmere at gjette paa som Skriftets Forfatter, deels fordi han netop hørte hjemme i det i Skriftet selv antydede Strøg, („et Landstrøg noget sydligere end Haalogaland: Naumdalen eller det nordlige Throndhjem,“ Fort. til Kongespejlet S. V), deels fordi han i Beretningen om Korstoget omtales som en kyndig og forstandig Mand.
5. Formodentlig især med Hensyn til Bøder o. a. d.
6. Dette er den sædvanlige Talemaade om at komme tilbage til Hjemstedet for ved Hjelp af „Lunner“ eller Ruller at sættes op i Naust for Vintren.
7. Kongespejlet, Cap. 1–4.
8. Kongespejlet, Cap. 5–23.
9. Birkebeinernes røde Hoser omtales udtrykkeligt i Fortællingen om Bergens-Sommeren, se ovenfor S. 320. Kongens Dragt var heelt igjennem bruunagtig i Slaget i Norefjorden, s. o. S. 169.
10. Som Grund hertil anføres siden, deels at man ved at vise sig uden Kappe ligesom antyder at man er beredt til at gjøre Opvartning, deels ogsaa at man har haft mange Exempler paa at Folk, der have efterstræbt en Konges Liv, have skjult Vaaben under Kappen, hvorfor den her omtalte Skik var et overmaade godt Paafund, baade fordi man derved virkelig hindrede megen Svig, og fordi man derved sparede sig al odiøs Visitation.
11. Kongespejlet Cap. 30–32.
12. Kongespejlet, Cap. 37.
13. F. Ex. Sverre selv baade i Bergen og i Oslo, se ovenfor S. 318, 366, Lendermanden Aale Hallvardssøn sammesteds. Det synes og, som om de Heste, man tiltvang sig til Laan paa Ordost (se ovenfor S. 374), vare bestemte til en Deel af Hirdmændene.
14. Dette var altsaa endnu, som man seer, den hyppigst anvendte Stilling.
15. Af hvad der siges om Spydets Nytte i Fylkingen, sees noksom, at det aldeles udfyldte Bajonettens Plads nuomstunder, og at Vigtigheden af dette Slags Vaaben ved Sammenstød mellem større Troppemasser var almindelig anerkjendt.
16. Heraf, som af det Sted nedenfor, hvor Paalstave omtales, seer man tydeligt, at dette Vaaben var et meget tungt Kastespyd, der hyppigst brugtes mod Skjoldet, der, naar den havde fæstet sig i dette ved de Agnorer, der upaatvivlelig fandtes paa dets Odd, tyngede det saaledes ned, at den, som bar dem ikke tilbørligt kunde dække sig. Det forstaar sig, at dette, som andre lignende Vaaben, ogsaa kunde bruges med god Virkning umiddelbart mod Mennesker, baade til Stik og Slag, men dets Hovedbestemmelse var dog vistnok den nys nævnte. Sandsynligviis var Jernet fladt ligesom paa de nu hos Islænderne saakaldte Paalstave, der bruges som Spader.
17. Slagbrande ere, som man nedenfor seer, Bjelker der rejstes paa Ende, og bleve slupne ned, for at slaa, medens den anden Ende var befæstet i et Slags Hængsel, omtrent som en Stangjernshammer. Slige Slagbrande sigter maaskee Sverre til, hvor han siger (se ovenfor), at Baglernes „Brande“ i Slaget ved Thorsberg stode ham lige i Øjnene.
18. Om Skjeftefletternes Udseende har man hidtil ej kunnet komme paa det Rene; man seer kun, at det har været en Indretning til at kaste med, maaskee et Skaft med Kløft i Enden, til deri at anbringe en Steen.
19. I et Haandskrift staar „Jordkul,“ her maa man ej tænke paa nogen Krud-Sammenfatning; kun paa brændbare Materialier for at sætte Ild paa Skibene.
20. Hærsporer er et Slags Fodangler, Atgeirer (se ovenfor I. 1. S. 798, 2. S. 188) et Slags Hellebarder eller Bartisaner.
21. Om Huunkasteller se ovenfor II. S, 894.
22. Om Viggyrdler (Bordklædninger) er der ovenfor talt. Vig-Aaserne vare, som man seer, horisontale Bjelker, der lagdes ud, og hvortil vel Viggyrdlerne støttedes.
23. Disse kaldes i Texten og ligeledes i Sverres Saga „viður;“ man seer tydeligt, at de dannede et Slags Forhøjning; paa dem traadte Anføreren stundom op, naar han vilde opmuntre Tropperne, se ovenfor S. 126, hvor der urigtigt.staar „Skandseklædningen“ jvfr. S. 357.
24. Disse „Brygger“ ere de løse, tynde Landgangs-Broer, man altid førte med, for at lægge fra Skibet til Strandbredden, naar man landede.
25. Dette er det latinske succingulum, sandsynligviis først forfransket til souscingle, eller noget lignende.
26. D. e. couverture; ligeledes et franskt Ord.
27. D. e. „Kniv, der hænger i Brynje“ (Væv af Jernringe).
28. Dette er ikke nærmere forklaret, men man seer, at det maa være en Bedækning, under hvilken man, beskyttet mod de fiendtlige Vaaben, undergraver Muren.
29. Vigskaard ere, som bekjendt, Skydeskaar (battlements).
30. D. e. egentlig „Pindsviin,“ af Maskinens Lighed med dette Dyr.
31. Her sees tydeligt, hvorledes Slagbrandene vare beskafne.
32. Ordet er dannet af klungr, d. e. Edderkop, aabenbart paa Grund af de Klør eller Kroge, hvormed Maskinen var forsynet, og som i Frastand gav det Udseende af en uhyre Edderkop.
33. Hvad der herved skal forstaaes, vides ikke med Bestemthed. Her maa man nærmest tænke paa Rør, der lignede dem, af hvilken den græske Ild udblæstes. Men det antyder sikkert ikke nogen tidligere Anvendelse af Krudvaaben, end hidtil bekjendt.
34. Kongespejlet, Cap. 37–39.
35. Kongespejlet, Cap. 36.
36. Den samme Lære, om det dobbelte Sverd, udtales ogsaa i det tydske Sachsenspiegel, ligeledes er det samme Forhold mellem Kongen og Biskoppen antydet i Magnus Haakonssøns Landslov af 1271, Christendomsbolk Cap. 2.
37. Kongespejlet, Cap. 69, 70.
38. Holmboe, de prisca re monetaria Norvegiæ S. 25.
39. Villjam af Newbury, l. c.