Det norske Folks Historie/4/68
Imidlertid var Nikolasmesse forbi, uden at Reidar Sendemand saa eller hørte mindste Tegn til Undsætning. Nøden blev nu saa stor, at Besætningen ikke havde andet til Julekost, end deres Reb af Hvalrosse- eller Sel-Skind, som de hugg i Stykker og kogte. Da kunde flere ikke længer holde dette ud, men toge hemmelig Flugten til Birkebeinernes Lejr; en af de første var endog Høvdingen Hallvard Bratte, der mod Slutningen af Julen (ved 13de Januar 1202) en Nat løb ned af Bjerget selv anden, og begav sig lige til Kong Sverre, der skjenkede dem begge Livet, skjønt Birkebeinerne, da de fik det at høre, bleve meget misfornøjede derover. Det bidrog alligevel meget til at fremskynde Overgivelsen, thi Baglerne havde hidtil staaet i den Formening, at Kongen, hvis han fik dem i sin Vold, vilde lade dem alle springe over Klingen: nu derimod saa de, at de kunde gjøre sig Haab om Livet. Strax efter kom derfor en heel Deel ned til Kongen, og fik ligeledes Grid; de medbragte tillige det Budskab fra Reidar, at han Dagen efter selv vilde forlade Bjerget med den øvrige Besætning, og heller falde for Vaaben end dø af Sult, men modtage Grid, hvis den blev ham tilbuden. Sverre, som indsaa, at han ikke paa egen Haand kunde frelse dem, uden først at have erhvervet sine Folks Samtykke, lod strax blæse til Huusthing, og forelagde Birkebeinerne det Spørgsmaal, hvad man skulde gjøre ved Reidar og hans Mænd, hvis man fik dem i sin Vold, siden det nu saa ud til, at der omsider vilde blive en Ende paa denne langvarige Belejring, til Glæde for alle, især for dem, der bare sig saa ilde, da de ikke fik Lov til at drage hjem om Høsten. Mange svarede strax, at alle de, der laa paa Bjerget, vare sin Død værd, og at det dog var altfor haardt at have stillet og døjet Ondt for deres Skyld i mange Uger, og enda maatte skjenke sine Fædres og Brødres Banemænd Livet, ja endog siden dele Halvrum med dem. Da sagde Kongen: „Betænker vel, gode Mænd, om nogen af eder tør ansee sig større end mig, eller for god til at sammenligne sig med mig, og overvejer saa, om man kan bebrejde ham det som en Skam, hvis han følger mit Exempel. Her i Tunsberg dræbte Baglerne min Broder Hide. I Oslo dræbte de min Frænde Philip Jarl, foruden mange andre; i Vinter have I selv hørt dem kalde mig „Sverre Bikkje“, og give mig mange lignende Øgenavne. Nu vil jeg tilgive dem alt dette for Guds Skyld, og haaber at han derfor vil tilgive mig hvad jeg har syndet mod ham. I have lige saa vel Sjæle som jeg, hvilket I nøje maa betænke; og derfor kan dog Ingen kalde eder Uslinger“. Denne Tale virkede efter Ønske, og alle erklærede sig villige til at føje sig efter Kongens Bestemmelse. Da saaledes al Fare var bortfjernet, sendte Sverre Bud til Reidar, at han og alle hans Mænd skulde faa Grid. Morgenen efter, ved Dogurd-Tid, kom de alle sammen ned, bleve een for een førte for Kongen, og aflagde Troskabs-Ed. Derpaa fordeelte han dem paa de enkelte Skarer, og beholdt selv Reidar hos sig. Ikke nok med, at han skjenkede dem Livet; han sørgede ogsaa paa det omhyggeligste for deres Pleje, bad sine Mænd at vise dem al Omhu, og advarede dem selv for, i Førstningen at tage alt for graadigt Næring til sig. Saaledes gav den bansatte og af et politisk Parti blandt Gejstligheden som en Gudsfornegter udskregne Fyrste et Exempel paa egte christelig Forsonlighed og overhoved paa Humanitet, som hans Modstandere neppe i samme Tilfælde vilde have viist, og som i de Tider hørte blandt Sjeldenhederne. Men han viste tillige, at han deri, som i saa meget andet, var forud for sin Tid. Mange blandt Fangerne adløde ikke hans Advarsel, til deres egen Skade; ellers vare de alle saa medtagne af Sult og Elendighed, at ingen undgik Sygdom, mange døde, og mange fik Meen, saa længe de levede. Reidar selv laa længe syg, og Kongen brugte mange Kure og Lægemidler til ham. Belejringen havde i det hele varet i 20 Uger, eller fra den første Uge i September 120l til den 4de Uge i Januar 1202[1].
- ↑ Sverres Saga Cap. 179. Det er i det foregaaende nævnt, at Belejringen, som Sagaen angiver, begyndte ved (rimeligviis lidt før) Mariemesse øvre eller 8de Septbr. Tyve Uger fra denne gaa nøjagtigt til 25de Januar, og Tiden, da Overgivelsen skede, maa saaledes have været en Dag mellem den 13de (20de Dag Juul) og den 25de.