Det norske Folks Historie/4/64
Det var imidlertid langt fra, at Baglerne endnu opgave Haabet om at faa Landet i sin Magt, eller afstode fra alle videre Forsøg paa at forurolige Sverre; dertil vare deres Kræfter for lidet svækkede, og deres Tilhængere selv for mange og mægtige. Til disse havde der i den sidste Tid sluttet sig en i Nidaros meget formaaende Mand, Erlend, Kanonikus ved Christkirken og Prest til Korskirken. Sverre havde oftere været i Ordvexling med ham angaaende Erkebiskoppens Sag, saa at hans Stemning med Hensyn til Birkebeinerne vel ikke nogensinde bar været synderlig god, men den blev endnu værre, da han erfarede, at Philip Jarl forførte hans unge og smukke Hustru Ingebjørg til Utroskab. Kongen selv bad Philip indstændigt at lade det være, og Philip gav gode Løfter, men det blev ved det samme, og Erlend Prest optændtes derved til Had og Hevngjerrighed, ej alene mod Philip, men ogsaa mod Kongen selv, og pønsede paa i al Hemmelighed at tilføje dem Skade. Der fortælles ikke, hvad han egentlig tog sig for, men saa meget kan man skjønne, at han maa have staaet i hemmelige Underhandlinger med Baglerne, og meddeelt dem Oplysninger, der bidrog meget til at de kunde udføre de Anslag, hvorom der strax i det følgende vil blive berettet. Det utilladelige Forhold mellem Jarlen og den smukke Prestekone fortsattes endog efter at Hoffet og Hæren havde forladt Nidaros, thi om Høsten kom hun til Oslo, og Jarlen tog hende strax til sig. Kongen vilde ikke vide af, at hun opholdt sig hos ham i hans Herberge, men Jarlen skaffede hende Tilhold paa Gaarden Aker, og red ofte i al Hemmelighed derhen om Aftenen, for at tilbringe Natten hos hende. Kongen advarede ham og sagde at denne Uforsigtighed kunde komme ham dyrt at staa, men forgjæves. Han fik snart undgjelde derfor. I Begyndelsen af Julen sejlede Baglerne op fra Danmark med alle deres Smaaskuder; een forliste undervejs, men femten, under Anførsel af Reidar Sendemand og Baglerkongen Inge, styrede ind i Oslofjorden, og kom om Aftenen før 11te Dag Juul (3die Januar 1200) lige til Hovedøen, uden at Birkebeinerne i Byen havde mindste Anelse derom. Reidar Sendemand meddeelte nu sine Mænd, at han fra en sikker Kilde vidste at Philip Jarl tilbragte Natten med faa Folk over paa Aker, hvor det saaledes vistnok vilde lønne sig Umagen at overfalde ham. Dertil var en Mængde strax villige, og sagde at han aldrig skulde undslippe. Reidar sendte da fem Skuder ind til Akershagen for at overfalde Philip, og nogle andre lod han i al Stilhed ro ind til Bryggerne, for at see til, om man ikke ogsaa der kunde gjøre en Fangst, da Birkebeinerne nu sandsynligviis vare drukne eller laa i den dybeste Søvn. Da de kom til Bryggerne, var alt tyst og stille i Byen, og det havde vist seet ilde ud for Sverre, om de havde forsøgt et Overfald. Men heldigviis dristede de sig, da det kom til Stykket, ikke til at gaa i Land, og vendte tilbage med uforrettet Sag. Raskere bare de sig ad, som landede ved Akershagen: de gik strax op til Gaarden og omringede den, førend nogen var bleven dem var. Jarlen sprang i sit bare Linned og barfodet ud igjennem en Bagdør, men nogle af Baglerne, der vare krøbne op paa Taget, fik Øje paa ham i Mørket, og raabte til de øvrige, at de skulde sætte efter ham; nær var han undkommen, da han var meget rap til Fods, men da det just var Tøvejr efter Barfrost, gled han paa den slibrige Thele, og faldt, idet han løb over et Jorde ikke langt fra Gaarden; i samme Øjeblik fik han sit Banesaar af et Spyd, som en af Forfølgerne kastede efter ham. To af hans Mænd bleve ligeledes dræbte. Hans Svend, Erik svage, undkom til Byen og løb lige ind i Kongsgaarden, ganske aandeløs, saa at han ikke formaaede mere end at skrige højt, at alle Mand maatte staa op. Kongen var førend nogen anden i Klæderne, sprang ud i Gaarden og spurgte, hvad der var paafærde. „Jarlen er falden“, svarede Erik, „Baglerne have dræbt ham.“ „Alt for nær os,“ sagde Kongen, som ikke vidste andet end at Jarlen havde sovet i sit Herberge, og derfor troede at Baglerne allerede vare i Byen; han lod Luursvenden blæse af alle Kræfter, og bød alle dem, der vare i Gaarden, til at væbne sig. Siden fik man vide at det ej var i Byen, men paa Aker, Jarlen var bleven dræbt, og man slap saaledes med Skrækken. Imidlertid vaagede dog Krigsfolket under Vaaben den hele Nat. Da Morgenen kom, saa man ikke mere til Baglerne. De vare allerede paa Vejen ud efter Fjorden igjen, og begave sig vest over, først til Bergen, og efter et ganske kort Ophold her til Throndhjem, hvor de kom aldeles uventet, henved 700 Mand sterke. I Byen laa en Besætning af Birkebeiner, under Befaling af Hallvard Skygne, Broder af den Guthorm, der siden blev Erkebiskop. Han blev dræbt med alle sine Mænd, og Baglerne toge Byen i Besiddelse. Det er højst rimeligt, at Erlend Prest her har været med i Spillet og hjulpet Baglerne til at komme ind i Byen, skjønt intet udtrykkeligt siges derom. Sverres Sysselmænd, Dyre paa Gimse i Gauldalen og Eyjulf Havlessøn i Orkedalen, samlede en Hær af henved 1800 Bønder for at jage de uvelkomne Gjester bort, sandsynligviis i det Haab at kunne komme over Elven, som nu var tillagt i en sterk Frost; men Baglerne havde allerede Dagen forud ladet Isen hugge op fra Borgen til Broen, og forsvarede Borgen saa godt, at Bønderne ej kunde komme ind gjennem den. Man skød paa hinanden, og flere bleve saarede paa begge Sider, hvoriblandt Baglerhøvdingen Philip af Veigen, men Bønderne maatte drage bort med uforrettet Sag. Faa Dage efter kom de tilbage igjen; da fandt Baglerne det ikke længer raadeligt at oppebie dem, men sejlede bort, saasnart de saa dem komme ned ad Steenbjergene. De begave sig imidlertid ikke længer bort end til Møre, deels til Borgund paa Søndmøre, deels til Thingvold paa Nordmøre, og holdt sig der hele Vaaren, indtil det led hen imod Paaske[1].
- ↑ Sverres Saga Cap. 160, 161.