Hopp til innhold

Det norske Folks Historie/4/47

Legg til lenke
Fra Wikikilden

Medens Sverre havde det sidste farlige Oprør at bekæmpe, var han allerede dybt indviklet i den heftigste Strid med Gejstligheden, den første og tillige den mest haardnakkede, der nogensinde i Norge blev ført mellem den verdslige og den gejstlige Myndighed, og i hvilken vel hiin omsider paa en Viis kunde siges at have sejret, men uden at dog Sverre selv oplevede Stridens Ende, medens han tvertimod saa sine sidste Dage forbitrede ved de nye politiske Storme, som denne Strid deels fremkaldte, deels befordrede og vedligeholdt.

Der var flere Omstændigheder, der stødte sammen for at bringe Sverre i et fiendtligt Forhold til Gejstligheden, og hver enkelt af dem var dertil allerede mere end tilstrækkelig. For det første tilside det ej tilgives, at han selv havde været Gejstlig, og uden formelig Dispensation forladt den gejstlige Stand, for at optræde som Tronprætendent og Kriger. Og om man end i dette Stykke ikke vilde have været saa nøjeregnende med andre, f. Ex. Jon Kuvlung, saa var det dog en alt for bekvem Ankepost imod Sverre, der af saa mange andre Aarsager var Gejstligheden en Torn i Øjnene, til at man nogensinde skulde have ladet det gaa i Glemmebogen. For det andet havde, som det oftere er berørt, Gejstligheden i Norge ved Magnus Erlingssøns Kroning forenet sine Interesser med Aristokratiets, og maatte derfor allerede, uden Hensyn til Sverres Sindelag for øvrigt, ansee det stridende mod disse fælles Interesser, at Sverre, ved at udlede sin Ret til Kongedømmet fra sin Byrd, ophævede det Afhængighedsforhold, hvori dette ved Magnus Erlingssøns Indrømmelser var kommet til det gejstlige og verdslige Aristokrati. Og endelig lagde Sverre, som vi have seet Beviis paa, tydeligt for Dagen, at han ej vilde nøjes med at have afkastet hiint Aag, Aristokraterne havde lagt paa Kongedømmet, men at han ogsaa arbejdede paa at gjøre dette Kongedømme saa sterkt som muligt og overhoved at gjøre de samme monarchiske Principer gjeldende, som dem, der i dette og det følgende Tidsrum udgjorde Hovedgjenstandene for den haardnakkede Kamp mellem de hohenstaufiske Kejsere og den pavelige Kurie, og som Sverre vel deels tilegnede sig, fordi Tidsaanden, af hvilken Norge ikke mindre end det øvrige Europa berørtes, medførte det, deels ogsaa, med sin lærde Opdragelse, havde indsuget gjennem det Bekjendtskab til den ældre romerske Kejser-Ret, som han ved Studiet af den kanoniske Ret maatte erhverve. Men for nøje at forstaa, hvorledes Striden i Norge udspandt sig mellem Sverre og Gejstligheden, maa vi gaa noget tilbage i Tiden, og betragte den norske Kirkes Forhold til Staten i de nærmeste Aar førend Sverre erhvervede Magten.

Det er ovenfor omtalt, at Norges Kirkeforfatning egentlig først organiseredes, da Kardinal Nikolaus i Aaret 1152 oprettede Erkestolen saavel som Biskopsstolen i Hamar, grundlagde Domkapitlerne, og overhoved, som man maa formode, fik alle de Institutioner tilvejebragte eller i det mindste forberedte, uden hvilke en ordentlig kirkelig Bestyrelse i hine Tider ej kunde tænkes, altsaa med andre Ord: lagde Grundvolden til et vordende Hierarchi i Norge. Vi mangle, som tidligere paapeget, de offentlige Dokumenter, Overeenskomster eller Konkordater, der dengang bleve sluttede mellem de tre Konger, Inge, Sigurd og Eystein, og Kardinalen paa Kuriens Vegne, men vi kunne dog af flere Antydninger i senere Forhandlinger nogenlunde slutte os til, hvilke Hovedpunkterne maa bane været. Saaledes have vi nævnt Vedtagelsen af Rumaskatten eller Peterspengen[1], og ligeledes Chorbrødrenes Valgret ved Besættelsen af Biskopsstolene uden Indblanding af den kongelige Myndighed, hvilken vigtige Ret hine tre Konger ogsaa havde indrømmet, men rigtignok, som det siden paastodes, kun for det Tilfælde at der var flere Konger paa een Gang. Derhos maa der nødvendigviis have været opstillet almindelige Bestemmelser for, som det heder, at sikre Kirkens Frihed og Immunitet, eller stille den norske Kirke paa samme Fod som i andre Lande. Da Oprettelsen af alle disse saakaldte „kanoniske Institutioner“ siden tillægges Pave Hadrian, det vil faa Kardinal Nikolaus efter hans Ophøjelse paa Pavestolen, er det, som tidligere berørt, sandsynligt, at det egentlige Kontordat om alt dette først er afsluttet i Hadrians Herskertid som Pave, og maaskee nærmest kun med Kong Eystein, der i den Anledning skal have udstedt et Brev[2], en Omstændighed, der maaskee ogsaa bidrog til siden at skaffe ham Helgen-Navnet. Ved Magnus Erlingssøns Kroning, da Kongedømmet gjordes afhængigt af Kirken og Aristokratiet, maatte, som man let kan forstaa, hine Indrømmelser først og fremst vorde bekræftede, og Erkestolen fik desuden, som vi vide, enkelte særskilte Fordele indrømmede, f. Ex. Sagefaldets Fordobling i Throndhjem m. m. samt nogle andre Rettigheder, hvorom der nedenfor vil blive Tale. Derimod synes endnu ikke nogen skarpere udtalt og mere ubetinget Udtalelse af Domkapitlernes frie Valgret, eller nogen fuldstændig Ophævelse af Kongens Ret til at bekræfte eller forkaste det trufne Valg at have fundet Sted, og denne Sag synes fremdeles at have henstaaet uafgjort. Vi erfare nemlig, at da den ovenfor omtalte Biskop Kløng i Skaalholt[3] var død 1176, og Thorlak, Abbed i det nys oprettede Thykkebø Kloster, der allerede to Aar forud var valgt til hans Eftermand, i det følgende Aar begav sig til Norge, for at indvies af Erkebiskop Eystein, vilde eller turde denne ikke indlade sig derpaa, førend Kong Magnus og Erling Jarl havde givet deres Samtykke, hvilket var vanskeligt nok at erholde, fordi de havde meget imod ham. Erkebiskoppen, heder det, syntes at være i en slem Knibe, fordi han gjerne vilde gjøre begge Parter tilpas; han og andre velmenende Mænd bare Bud imellem dem, og bragte det omsider dertil, at de begge samtykkede i at han indviedes, hvorpaa Eystein da forrettede Indvielsen (2den Juli 1178) i Overvær af Biskop Erik i Stavanger og Biskop Paal i Bergen[4]. Naar Eystein endog med Hensyn til Indvielsen af en islandsk Biskop, over hvilken dog Norges Konge endnu intet havde at sige, var saa afhængig af det kongelige Samtykke, maatte dette Samtykke være endnu mere nødvendigt ved Besættelsen af Biskopsstole i Norge. Og om man end antager hiint Frihedsbrev af 1174 for egte, eller idet mindste forbindende for Magnus Erlingssøn, omtales dog Ophævelsen af det kongelige Samtykke der kun til Slutningen, ligesom i Skyndsomhed og Forbigaaende, og saaledes at der øjensynligt alene sigtes til den af de tre Konger gjorte Indrømmelse, der efter den senere Fortolkning kun skulde være midlertidig; thi det heder ikke, som i de følgende Akter, denne Sag angaaende, at „Kongens“ Indblanding og Samtykke er ophævet, men kun „at det kongelige Samtykke er afskaffet, saaledes at nemlig Kongerne ikke skulle spørges ad“. Flere af de nye, til Hierarchiets Befæstning sigtende Bestemmelser passede heller ikke med den endnu gjeldende Lovgivning. I Eidsivathingslagens Christenret – den eneste, hvor dette Punkt udtrykkeligt omhandles, – staar der ligefrem: „den skal være Biskop, hvem Kongen vil, og som rettelig er valgt og her indviet til Stavs og Stols[5].“ Da man ikke kan antage, at Forholdene vare forskjellige i de forskjellige Lagdømmer, og da navnlig Eidsiva-Loven desuden ogsaa gjaldt for en stor Deel af Oslos Biskopsdømme[6], maa en lignende Bestemmelse have gjeldet ogsaa for de øvrige Biskopsdømmer, om den end ikke i de andre Love udtrykkeligt er optagen, men snarere forudsættes som faldende af sig selv. Der findes heller ikke enten i Eidsiva-Thinget, Vikens, eller Gulathingslagens Christenret nogen Bestemmelse om Rumaskatten; thi alle tre ere ældre end Kirkeordningen i 1152. Kun i Frostathingslovens Christenret ere flere af de nyere Bestemmelser optagne, som om Rumaskatten, og andre, der udtrykkeligt tillægges Erkebiskop Jon, Pave Alexander og Erkebiskop Eystein, ligesom der foran i Gulathingslovens Christenret er indskudt en Artikel, der indeholder de paa Mødet i Bergen 1164 vedtagne Bestemmelser om Tronfølgen og Kronens Ofring til St. Olaf[7], men ligesom Indflydelsen af denne Artikel ikke har nogen Indflydelse paa Lovens øvrige Bestemmelser[8], og neppe nogensinde har været paabuden ved nogen Thingbeslutning, men vistnok alene er foretagen paa egen Haand af en Afskriver, saaledes seer man ogsaa af hine Tillæg til Frostathingslovens Christenret, at den i denne Form ikke kan være ældre end Eysteins Tid, og at den sandsynligviis maa være redigeret bed hans Foranstaltning, og betydeligt afvigende fra den ældre. Denne Formodning bliver endog til Vished, idet vi af Sverres Saga erfare, at Erkebiskop Eystein virkelig havde ladet affatte en Lovbog kaldet Guldfjeder, der var fordeelagtigere for Gejstligheden end den ældre, kaldet Graagaas, som Magnus den gode havde ladet nedskrive; det synes nemlig klart, at „Guldfjeder“ ikke kan have været stort forskjellig fra denne ved hine senere Bestemmelser modificerede, og for Erkebiskoppen fordeelagtigere Frostathings-Christenret, i det væsentlige saadan, som vi af de endnu forhaandenværende Afskrifter kjende den, medens den gamle „Graagaas“ derimod indeholdt Christenretten i dens oprindelige Form, der i det hele taget stemmede med de andre Christenretter[9]. Men da bliver det af stor Betydenhed, at der ikke engang i denne „Guldfjeder“ eller modificerede Christenret findes et Ord om Maaden, hvorpaa Erkebiskoppen skal udvælges; det synes næsten, som om man har undgaaet at berøre dette Punkt. Et andet Spørgsmaal, som ligeledes endnu svævede uafgjort, især da Biskoppernes Interesser her endnu strede mod Aristokraternes egen, var Patronatsretten over de Kirker, Konger eller Privatmænd paa egen Bekostning havde opført, og Bestyrelsen af det Gods, som de havde skjenket til disse Kirker. Til denne Patronatsret og Bestyrelse ansaa nemlig hine Givere sig fremdeles berettigede, og betragtede, som det synes, de Bestemmelser i Christenretterne, der tillagde Biskoppen Retten til „at raade over alle Kirker og al Christendom og indsætte de Prester, han vil“, som ej vedkommende andre end de offentlige Kirker og deres Gods: en Betragtningsmaade, hvori de ogsaa tildeels havde Loven paa sin Side, idetmindste hvad Kaldelsen af Prester angik, thi Vikens Christenret bestemmer endog for Heredskirkerne, at Bønderne selv skulde vælge den Prest til disse Kirker, som de vilde, og at Biskoppen ikke skulde have Ret til at afsætte ham, uden at det ved to Nabopresters Vidnesbyrd kunde bevises, at han formedelst Ukyndighed ej var sit Embede voxen[10]. Naar dette var Bestemmelsen angaaende Heredskirkerne, der dog henhørte til de offentlige, som ifølge Loven stode under Biskoppernes Tilsyn, maatte det meget mere gjelde de private Kapeller eller „Høgendeskirker“. En noget lignende Bestemmelse forekommer og just i hiin selvsamme modificerede Frostathings-Christenret, der for Resten paa det nærmeste maa være Eysteins „Guldfjeder“; det heder nemlig, efter det Bud, at Biskoppen skal indsætte alle de Prester, han vil: „han har lovet os at vi skulle have de Prester, som tækkes os og kunne rigtigt deres Tjeneste;“ og hertil føies udtrykkeligt Tillægget: „dette er gammel Ret“, hvilket viser at Bestemmelsen er bibeholdt fra den ældre Christenret[11]. En tilsvarende Bestemmelse findes vel ikke i de øvrige Christenretter, men i Gulathingslovens Christenret staar der dog om Heredskirkerne, at den Prest, Biskoppen indsætter ved en af disse, først skal blive forligt med Bønderne om at sidde der et Aar og udføre de kirkelige Forretninger, altsaa ligesom paa Prøve, og hvis han da gjør sig Huus og Hage og Venner, maa Biskoppen ikke afsætte ham[12]. Dette viser og, at det Lovbud, der gaar umiddelbart forud, nemlig „vor Biskop skal raade over Kirkerne, som Olaf den Hellige indrømmede Biskop Grimkell paa Monstrething og som vi siden bleve forligte; vor Biskop skal indsætte de Prester ved alle Kirker, som han veed kunne holde rette Messer for Folk“, kun angaar Fylkeskirkerne, og at man maaskee endog bør forklare „Kirkerne“ ved „de Kirker, som Olaf indrømmede,“ ikke andre. Den eneste Bestemmelse, Lovene indeholde om de private Kapeller, er kun den, at de maa vedligeholdes, og, hvis de falde ned, inden en vis Tid gjenopbygges[13]; men Udtalelsen af det Princip, at et engang opført Gudshuus ej maa tilintetgjøres, ligger ikke nogen Tilkjendegivelse af, at ogsaa Bestyrelsen af en saadan Kirkes Gods, og Udnævnelsen af dens Prester skulde tilkomme Biskoppen. Nu fandtes der i Norge, foruden de offentlige Kirker, d. e. Fylkes-, Tredings-, Fjerdings-, Hereds- og Aattings-Kirker, ogsaa mange private Kapeller, som Konger eller andre Stormænd havde opbygget og dateret af deres Privatgods, og det var, som det beder, gammel Lov og Sædvane, at de raadede for dem og selv udnævnte Prester dertil[14]. Paa Island var dette endnu mere Tilfældet, thi der var i Grunden alle Kirker Privatkirker, eller opbyggede af enkelte Høvdinger paa egen Bekostning, med det Forbehold, at de og deres Efterkommere stedse skulde beholde Patronatsretten over dem, samt Bestyrelsen og Brugsretten af alt deres Gods, løst og fast[15]. Et saadant Princip kunde ikke bestaa med det, der fornemmelig siden Investiturstriden tinder Gregorius den 7de og hans Efterfølger var gjort gjeldende, især ved en vid Fortolkning af Begrebet om Simoni. Overhoved var Prestestanden i Norge endnu ikke paa langt nær saaledes adskilt fra den verdslige, som Begrebet om Kirkens Immunitet fordrede. Foruden at Coelibatsbudet endnu ej var, og neppe nogensinde blev rigtigt gjennemført), man paaberaabte sig her endog en af Kardinal Nikolaus udtrykkeligt given Fritagelse), betragtedes Presterne fremdeles som hørende til Folket og som Medlemmer af Statssamfundet, ej som staaende udenfor dette; i verdslige Sager hørte de lige saavel under de verdslige Dommere, som de øvrige Bønder: Presten var vel fritagen for Leding for sin egen, sin Kones og sin Klerks Person, men havde han flere Folk i Huset, bleve disse regnede med i Mandtallet. Efter som nu Kirkeforfatningen ordnedes og formedes efter de ellers i Kirken vedtagne Principer, maatte alle saadanne Anomalier falde Biskopperne i Øjnene og foranledige Forestillinger til Kurien, der igjen ikke kunde undlade at udstede Formanings- og Trusels-Buller for at faa de paaklagede Misbrug hævede. Vi have saaledes en Skrivelse, udstedt af Pave Alexander d. 3die (paa samme Tid, han tilskrev Erkebiskop Eystein om Biskop Fulko i Estland), til Erkebiskoppen i Upsala og hans Lydbiskopper i Sverige og Gautland[16], om alle de Misbrug, der havde indsneget sig i hans Provins, og denne Skrivelse passer saa nøje paa Forholdene i Norge og stemmer saavel med de Skridt, Erkebiskop Eystein siden foretog sig, at vi ej kunne tvivle paa, at en Skrivelse af selvsamme eller lignende Indhold ogsaa ved samme Leilighed er udfærdiget til denne. „Vi have,“ heder det i denne Skrivelse, „hørt, og beklage meget, at der hos eder af alt for stor og utilbørlig, ikke Frihed men snarere Misbrug og Tiltag af Lægmændene, har indsneget sig en fordærvelig og afskyelig Skik, hvoraf mange utilladelige Ting ere fremkomne og Onder, ej alene uhyre men og utaalelige, fremavlede: den Skik nemlig, at de, som man beretter os, uden at adspørge, ja endog foragtende eder, overlade og overdrage Kirker til hvem de ville, alt paa simonisk Viis, enten for Penge, eller ledede deels af personligt Venskab, deels af Had, Dette, siger man, giver Anledning til meget, som deels i selve Handlingen, deels ved det slette Exempel, det giver, virker skadeligt og fordærveligt. Saaledes vover hvilken som helst Prest, lige meget hvorfra han kommer, om han end ingen Attest har om modtagen Ordination, dog paa Lægmændenes blotte Bud eller Vink at holde Messe, til deres og sin egen Saligheds Fare. Derved treffer det sig endog stundom, at forløbne Munke eller Manddrabere, eller andre, der have begaaet hvilken som helst Forbrydelse, dog i deres altfor skjendige og fordømmelige Frækhed ej tage i Betænkning at forrette Prest-Embedet. Og enhver, der enten ingen Kirke har, eller kun har en fattig Kirke, men tragter efter en mere indbringende, skammer sig ikke ved, paa en ligesaa uforskammet som utilladelig Maade at fortrænge en anden, idet han giver eller lover Sognets mere formaaende Mænd Penge. Hertil kommer, at Gejstlige, hvad enten de have Retstrætter mod Lægfolk, eller Lægfolk mod dem, have bekvemmet sig til at underkaste sig Lægmænds Domme, og tvinges til at føre sin Sag og forsvare sig efter disses Indretninger og Love. Det er ej alene Gejstlige af ringere Grader, der plages med saadanne Forurettelser, men ogsaa naar I selv, optændte af Guds Iver, undertiden udøve Retfærdighedens Strenghed, udfinder den ulydige Hobs Had en eller anden Sag imod eder, og I blive da stevnede enten til at undergaa Jernprøve, eller til en eller anden lige saa strengt forbuden og fordømmelig Rettergang, uden mindste Ærbødighed enten for de hellige Lovbud, der forbyde det, eller for den biskoppelige Værdighed. Og til Krone paa Ulykken hænder det af og til, at Gejstlige i samme Rige ustraffet blive slagne, ja endog stundom dræbte. Alt dette er haarde Ting, og vidner ikke om christelig Tro, men maa snarere ansees som Uvennens Klinte. For med Rode at oprykke den, og aldeles at udrydde den blandt eder, anstaar og tilkommer det eder saa meget ivrigere at rejse eder, som de Undergivnes Laster pleje at vidne om efterladne og forsømmelige Foresatte, og det tilskrives disse, hvad der af dem, over hvem de ere satte, og for hvilke de paa deres Yderste skulle aflægge Regnskab, begaaes lige faa hyppigt, som frækt og ustraffet, især da Profeten siger: „Raab af Struben, spar ikke, kundgjør mit Folk dets Overtrædelse,“ og paa et andet Sted: „naar du ikke siger det til at paaminde den Ugudelige, at vare sig for den ugudelige Vej, vil jeg kræve hans Blod af din Haand.“ I de hellige Lovbestemmelser, som eders Klogskab ej kan være uvidende om, staar der ligeledes skrevet: „at undlade at skræmme de Fordærvede, er ikke andet end at begunstige dem, og den som undlader aabenbart at imødegaa Forbindelsen, mistænkes for hemmeligt at deeltage deri.“ Paven beder derfor Erkebiskoppen, at iføre sig Troens Rustning for at bekæmpe alt Uvæsen, uden at lade sig afskrække fra Udøvelsen af sin Hyrdepligt. Han indskærper, „at de hellige Fædres Bestemmelse forbyde lige saa fuldt som Kirkeran, at Lægmænd bortgive eller paa nogen Maade disponere over Kirker, kirkelige Beneficier og Værdigheder, og at de Gejstlige, der af eller ved Lægmænd, enten for Penge eller gratis, modtage nogen Kirke, eller Investitur af en Kirke eller kirkelig Værdighed, fordømmes ved de samme Bestemmelser til Tab af deres gejstlige Værdighed, og desforuden til Exkommunikation.“ Her anføres flere Beviissteder, hvoraf det sidste og fornemste er et Decret af Pave Paschal d. 2den[17], hver denne, paaberaabende sig Apostlernes Bud og det antiochenske Koncils Bestemmelser, erklærer enhver Gejstlig, Abbed, eller Munk, der ved Lægfolks Hjelp modtager en Kirke, underkastet Exkommunikation, og derefter af egen Magtfuldkommenhed bestemmer, at enhver Gejstlig, der fra den Stund af modtager Investituren af en Kirke eller kirkelig Værdighed af Lægmands Haand, og lægger sin Haand paa ham, er hjemfalden til Tab af sin Værdighed og Udelukkelse fra Kommunionen. Fremdeles minder Alexander om, at det er Simoni at overdrage Kirker eller kirkelige Beneficier for Betaling eller nogen som helst Gave; hvorved han ogsaa anfører forskjellige Beviissteder. Han gaar derpaa over til at berøre de Bestemmelser, der forbyde at stede hvilken som helst ukjendt Gejstlig, der ingen Attester kan fremvise, til at forrette Tjeneste i en anden Diøces; derpaa indskærper han og, ligeledes med Anførelse af Lovsteder, at Gejstlige ej maa stilles for verdslige Retter. Endog de romerske Kejseres Love, siger han, der, naar de ej stride mod Canones, skulle iagttages som saadanne, saavel som de hellige Fædres og vore Forgængeres Autoritet, forbyde dette. Og, tilføjer han, (hvad der er saare merkeligt, og viser at Ordalerne, saa langt fra oprindelig at begunstiges af Kirken, meget mere misbilligedes af denne, men som nedarvede Sædvaner fra Hedendommens Tider, fast grundede i Folketroen, ej strax kunde afskaffes, og derfor, til Forebyggelse af alt for store Misbrug, stilledes under Gejstlighedens Bestyrelse, indtil de bleve udelukkende for gejstlige Sager): „Dommen ved kogende Vand, eller ved gloende Jern eller Tvekamp, tilsteder den katholske Kirke ikke mod nogen, end sige mod en Biskop“[18]. Alexander paalægger ham dernæst, indstændigt at paaminde det ham undergivne Folk om at yde sin Tiende ordentligt, og vægrede nogen sig derved, skulde han efter tre Gange gjentagen Paamindelse sættes i Ban, indtil han havde gjort sin Skyldighed. Heller ikke skulde man høre paa eller lempe sig efter dem, der vilde tilbagekalde Gaver, som de selv eller deres Forfædre havde skjenket til Kirken. Hvis de virkelig toge saadanne Gaver tilbage og ej vilde lade Kirken nyde godt af dem, skulde de være Exkommunikation underkastede, indtil Tilbagegivelsen skede. Og endelig bestemmes Exkommunikation for dem, der lægge voldsom Haand paa en Gejstlig, undtagen til Selvforsvar, og saadanne skulde ej kunne absolveres fra denne uden af Paven selv eller den, hvem han særskilt havde givet sit Mandat dertil. At en Skrivelse af samme eller lignende Indhold ogsaa, som ovenfor antydet, maa være afgaaet til Erkebiskop Eystein for at efterleves i hans Provins, og at Eystein heller ikke har undladt at søge de her indeholdte Bestemmelser og Forbud satte i Kraft, sees tydeligt af de Forhandlinger, der fandt Sted strax efter Biskop Thorlaks Tilbagekomst til Island og Tiltrædelse af sin Biskopsstol. Allerede i det første Aar derefter, heder det (altsaa 1179), begyndte han efter Erkebiskop Eysteins Tilskyndelse at gjøre adskillige Forandringer i den islandske Kirkeforfatning, nemlig ved at indføre Exkommunikationen og Coelibatet, og bestemme Bøder, der for flere Forseelser skulde tilfalde Biskopperne, samt, hvad der især vakte megen Tvist, at overføre Patronatsretten over Kirkerne fra Lægmænd til Gejstligheden. Da han idet anførte Aar visiterede Østfjerdingen, hvor den mægtige og rige Sigurd Ormssøn[19] boede paa Svinafell, kom han strax i Strid med ham om dette Punkt. Sigurd vilde lade en Kirke, han havde opført, indvie, men Biskoppen lod ham komme til sig Morgenen efter sin Ankomst, og fremlagde en Befaling fra Erkebiskop Eystein, hvori denne bad ham at tage under sin Bestyrelse alle Kirker og alt Kirkegods i sit Biskopsdømme. Sigurd vilde ej indlade sig derpaa, og sagde at han ikke vilde give Slip paa, hvad han hidtil havde besiddet uden Paatale. Men Biskoppen sagde, at selve Apostlernes Bud gav ham Magt over alle Guds Ejendomme uden Undtagelse[20]. „De hellige Kirkefædre og Paverne. Apostlernes Efterfølgere, havde ogsaa befalet og forordnet dette i Kirkelovene over hele Christenheden, saa havde og Paven nu befalet Erkebiskop Eystein at sætte denne Sag igjennem i Norge, og det var nu antaget overalt der, saa at det .ej var ret eller kunde taales, at dette fattige Land ikke var underkastet samme sømmelige Lov som den øvrige Christenhed“[21]. Sigurd indvendte derimod, at Nordmænd eller Udlændinger ej havde Magt til at fratage Landets Børn deres Rettigheder. Dertil svarede Biskoppen, at om ukyndige Mænd havde betinget sig Ret over de Ting, som de havde skjenket Gud, var en saadan Betingelse dog efter Loven selv aldeles ugyldig, og hvis Biskoppen lovligen paaklagede Sagen, vilde de, som heri viste sig gjenstridige, ikke blive at regne blandt deres Tal, der kunne vente sig Hjelp af Gud, thi de, som trods gjentagne Paamindelser indesidde med Tiender og hellige Mænds Ejendele, skulle bansættes, hvis de ej falde til Fode og aflade fra sine Utilbørligheder. Dagen gik hen med dette, saa at Sigurd indsaa, at Kirken ej vilde blive indviet, hvis han ikke gav efter. Han maatte da bekvemme sig dertil, og overdrage alt det Kirken skjenkede Gods saavel som denne selv til Biskoppens Raadighed. Da indviede denne Kirken og sang Messe, men da dette var skeet og Biskoppen havde faaet sit frem, fandt han det dog raadeligst, indtil videre at forlene Sigurd med Kirken og Kirkegodset. Strax efter havde Biskoppen en lignende Strid med Jon Loftssøn, uagtet denne var Gejstlig i det mindste af Navn, – han havde nemlig, som ovenfor nævnt, modtaget Diakon-Vielsen, – men mod ham, Islands rigeste og mægtigste Mand, kom Biskoppen til kort. Blandt de flere Kirker, over hvilke han havde Patronat, var Kirken paa Hovdabrekka. Efter at den var bleven ødelagt af Storm, havde han med stor Bekostning ladet den igjen opbygge, og ønskede nu at faa den indviet, hvorfor han indbød Biskoppen til sig og beredede et prægtigt Gjestebud til hans Ære. Om Morgenen, før Indvielsen skulde skee, talte Biskoppen med ham, ligesom med Sigurd, om hvorledes det skulde forholdes med Patronatet, og spurgte ham, om han ej havde hørt Erkebiskoppens Budskab om Kirkens Ejendomme. Jon svarede, at man gjerne maatte læse det op for ham, men at han var fast besluttet paa, ikke at kære sig det mindste derom. „Jeg tror ikke“, sagde han, „at Erkebiskoppen skjønner Tingen bedre end mine Forfædre, Sæmund frode og hans Sønner; heller ikke vil jeg være med at fordømme vore ældre Biskoppers Fremfærd her i Landet, for saa vidt disse godkjendte Landets Skik, at Lægmænd raadede for de Kirker, som deres Forfædre skjenkede Gud med den udtrykkelige Betingelse, at de og deres Efterkommere skulde have Raadighed over dem“. Biskoppen paaberaabte sig, hvad der nys var oplæst, saavel som mange andre kirkelige Bestemmelser; men Jon svarede: „I faar kalde dem bansatte, som I ville, men ikke overdrager jeg min Kirke til eder“. Saaledes gik hele Dagen hen, idet enhver blev ved sit. Fælles Venner bade nu Biskoppen at give efter, og, heder det, da han fandt at Mængden var paa Jons Side, og overvejede at Paastaaelighed her ikke vilde gjøre Gavn, men derimod Skade paa mange Maader, gav han virkelig efter i det Haab, at han nok siden ved Erkebiskop Eysteins Hjelp skulde skaffe Kirken dens Ret. Saaledes indviede han da samme Dag Kirken og sang Messe, skjønt han ej havde faaet sin Vilje frem, og tog sig meget nær af dette Udfald paa Sagen. Men, lægger Sagaen til, fra den Kant, hvor han ventede at faa Trøst, kom der kun bedrøvelige Tidender, thi ikke længe efter blev Erkebiskop Eystein landflygtig for kirkelige Sager, og nu tyktes alle her til Lands at de kunde gjøre, som man havde gjort i Norge; de fulgte derfor Jons Exempel, saa at ingen vilde give Kirkerne i hans Vold, og det hele Kæremaal endog maatte falde i hans Embedstid“[22]. Naar det her heder, at Eystein blev landflygtig for kirkelige Sager, udtrykker Sagaen sig tilsyneladende ikke ganske nøjagtigt, da Sverres Saga kun beretter at han tog Flugten efter Slaget paa Ilevollene, da Magnus Erlingssøn flygtede til Danmark og Sverre havde sat sig fast i Throndhjem. Men foruden at man allerede i en vis Forstand kan sige, at han flygtede for Kirkens Sag, for saa vidt denne faldt sammen med Magnus’s, viser Beretningen sig for øvrigt saa paalidelig, at dens Udsagn, endog taget i en mere ligefrem Mening, maa have meget for sig, saa at man vel maa antage, at der havde forefaldet Begivenheder, som Sverres Saga ikke omtaler, men som ved Siden af de politiske Omvæltninger kan have bevæget Eystein til at forlade Landet. Og her ligger det da nærmest at antage, at han netop i sit Diøces, og fornemmelig i Thrøndelagen, har søgt at sætte de nys omtalte Fordringer igjennem med saadan Strenghed, at han derved gjorde sig de fleste af Thrøndelagens Stormænd til Fiender, og at dette ej alene bidrog til at stemme dem gunstigere for Sverre[23], men ogsaa til at gjøre det umuligt for Eystein at opholde sig ved sin Biskopsstol, saa længe Sverre havde Magten, og han ej vilde bekvemme sig til at give efter for ham. Eysteins Modgang og Flugt til England har rimeligviis ogsaa virket afskrækkende paa de andre Biskopper, der overhoved, saavel som den øvrige Gejstlighed, i de første Aar af Sverres politiske Bane, eller saa længe Eystein levede, synes at have holdt sig ganske udenfor Partierne, ja endog viist sig næsten indifferente. Saaledes, uagtet Sverre i Aaret 1177 var to Gange paa Oplandene og tilmed paa Hamar, nævnes der ikke et Ord om, at Biskoppen, som dog maatte være nærmest dertil, lagde ham Hindringer i Vejen, ja der siges ikke engang, hvo der var Biskop paa den Tid, og det er kun af Biskopsfortegnelserne, vi kunne slutte, at den daværende Biskop hed Ragnar[24]. I Bergen merker man lige saa lidt til, at Biskop Paal, der dog i St. Thorlaks Saga udtrykkelig kaldes „en energisk Mand“[25], gjorde ham nogen Fortræd, heller ikke Biskop Helge i Oslo. Da Eystein kom tilbage, og indgik Forlig med Sverre, hvorved naturligviis Bansættelsen ophævedes, kunde der endnu mindre blive Spørgsmaal om at bringe de kirkelige Strids-Emner paa Bane, og disse Sager have derfor, som man tydeligt kan see, indtil videre været stillede ganske i Bero. Vi erfare ogsaa af den ovenfor gjengivne Beretning i St. Thorlaks Saga, at denne Tingenes Tilstand i Norge havde den største Indflydelse paa Forholdene paa Island, hvor nu ligeledes Lægfolkene spillede Mester.

  1. ↑ Ogsaa paa Orknø indførtes Rumaskatten af Harald Jarl i Pave Alexanders Tid (1159–1180), se Pave Innocents III’s Breve I. 218.
  2. ↑ Se Kong Haakon Sverressøns Brev af 1202, Norges gl. Love I. S. 444.
  3. ↑ Om Biskop Kløng Thorsteinssøn se ovenfor II. S. 860, 961.
  4. ↑ Finn Jonssøn, isl. Kirkehistorie I. S. 289; udførligere fortalt i den endnu utrykte St. Thorlaks Saga, hvoraf dog tilstrækkelige Uddrag, navnlig om denne Sag, ere givne af Werlauff i Fortalen til udg. af Anecdoton etc. S. XXV.
  5. ↑ Eids. Chr. R. 31 (27).
  6. ↑ Endog Eidsvold, hvor Eidsiva-Thinget holdtes, laa som en Deel af Raumarike under Oslo Biskopsstol. Naar det altsaa i Eidsiva-Christenretten Cap. 10 heder, at Biskoppen hver Sommer skal komme til Eidsiva-Thinget og høre Lovbogen m. m., da maa denne Forpligtelse have paahvilet baade Oslos og Hamars Biskopper. I et Haandskrift af den nyere Eids. Lov er ogsaa Intimationsbrevet af Kong Magnus henvendt til begge Biskopper, Andres r Oslo og Thorstein i Hamar.
  7. ↑ Se ovenfor II. S. 934, 937.
  8. ↑ Hist og her er der ogsaa indskudt enkelte Smaaforandringer, som det heder, af Magnus, det vil sige vedtagne paa Mødet 1164, men de angaa kun Specialiteter.
  9. ↑ Om „Graagaas“ s. o. I. 2. S. Og om „Guldfjeder“ vides ikke andet, end hvad der fortælles i Sverres S. Cap. 117 (se nedenfor) om at Eystein havde ladet den skrive, og at Erkebiskop Erik støttede sig til den, saavel som den kanoniske Ret og en eller flere Pavebuller. Dermed er det temmelig tydeligt sagt, at „Guldfjeder“ ikke alene indeholdt den hele Hjemmel for Erkebiskoppens Fordringer, men at flere af disse ogsaa støttede sig til en speciel Pavebulle og umiddelbart til den romerske slet. Vi maa altsaa antage, at de Bestemmelser i „Guldfjeder“, han paaberaabte sig, maa have været mere afpassede efter Landets særegne Forhold, medens derimod den kanoniske Ret og Pavebullen indeholdt Forskrifterne, hvis Analogier fulgtes, i en mere almindelig Form. Naar nu Sverre blandt andet lod oplæse af sin Lovbog, d. e. Graagaasen, eller den deri indeholdte ældste Christenret, at Erkebiskoppen ej var berettiget til at have mere end 30 Mand, – en Bestemmelse, der ogsaa næsten ligelydende findes i de øvrige ældre Christenretter – medens Erkebiskoppen derimod havde lige indtil 90; og naar vi nu netop i Frostathings- Christenretten, som vi kjende den, (II. 44) finde Antallet af Erkebiskoppens Følge ubestemt, og derimod den Forskrift given, at han kan fordre i Skyds hver Hest, som Sadel eller Sele er kommen paa (jvfr. ovenfor II. S. 938): bliver det temmelig tydeligt, at denne Paragraf netop maa have været en af dem, der fandtes i Guldkjeder, ikke i Graagaas; det samme maa være Tilfældet med Art. III. 2, der forordner at alle Sekter i Christenretten skulle være „sølvmetne,“ thi ogsaa dette var netop et af Stridspunkterne og en af de Indrømmelser, Eystein havde tiltvunget sig af Magnus Erlingssøn, ligesom hiin „Forøgelse i Skydshestenes Antal“ (augmentum equorum), som det hedder i det tvivlsomme Brev af 1174). Da vi altsaa finde netop disse to omstredne Bestemmelser optagne i den saakaldte ældre Frostathings-Christenret, medens den tillige indeholder hine Artikler, hvor Erkebiskopperne Jon og Eystein, samt Kardinal Nikolaus og Pave Alexander udtrykkeligt nævnes, og saaledes ikke kan være ældre end Eysteins Tid, bliver det heel sandsynligt, at vi i den paa det nærmeste have „Guldfjeder“ for os. Hermed er det ikke sagt, at jo senere enkelte Modifikationer kunne være og virkelig ere foretagne ved den, da den, som det siden vil vises, vedblev at være gjeldende Ret næsten lige til Reformationen, og det i ældre Tider var sædvanligt at indlemme senere Forandringer i Loven selv: navnlig sees dette at være skeet i Art. II. 18, hvor der tales om Osketiende, der træder i Stedet for den ældre „Vidreldestiende,“ hvilken Forandring aabenbart skriver sig fra Erkebiskop Jon den yngres eller hans nærmeste Formænds Tider (se hans Christenret Artikel 19, jvfr. den norske Oversættelse af Tunsbergsforliget), medens endnu i den saakaldte Sverres Christenret, som dog maa være yngre end den oven omhandlede Christenret (se nedenfor), Bestemmelsen om Vidreldestiende i den ellers uforandret optagne Artikel (35) læses i sin oprindelige Form. Men saadanne Smaaforandringer hindre ikke, at Hovedindholdet dog skriver sig fra Eysteins Tid. Hvad der herom maa ansees aldeles overbevisende, er, at medens det tvivlsomme Brev af 1174 udtrykkeligt nævner Bestemmelsen om højere Straf for den, der udgyder Blod i Nidaros Domkirke eller dens Kirkegaard som given af Kongerne (d. e. de tre Konger) og bekræftet af Magnus Erlingssøn, heder det i Frostathings-Lovens Christenret II. 10, hvor Bestemmelsen er optagen, „i Christkirken eller i Mariekirken eller i deres Kirkegaard,“ hvilket viser at Loven er skreven medens Mariekirken (den ældre) endnu stod paa samme Kirkegaard som Christkirken og ikke var flyttet, medens Artiklen, optagen i Sverres Christenret, kun taler om „Christkirken“.
  10. ↑ Vikens Chriskenret Art. 12.
  11. ↑ Frostathings Christenret II. 11.
  12. ↑ Ældre Gulathings Lov, Cap. 15.
  13. ↑ Ældre Gulathings Lov, Cap. 10; Frostathings Lov II. 7. 13. Eidsiva Lov Cap. 34–36. Vikens Christenret, Cap. 8.
  14. ↑ Sverres Saga Cap. 117.
  15. ↑ Se ovenfor om Kirkers Opførelse paa Island, I. 2, S. 355. Jvfr. Uddrag af St. Thorlaks Saga i Werlauffs Anecdoton, S XXV.
  16. ↑ Skrivelsen er aftrykt flere Steder, hos Sirmond, III. 860, i Coleti Concilia, XIII. 129; samt senest i Liljegrens Diplomatarium I. No. 54. Den er dateret Tusculanum, 10 Septbr., medens Brevet til Erkebiskop Eystein og Biskop Aamunde er dateret den 9de, og fire andre Breve til svenske Biskopper den 8de, samt det almindelige Brev til Nordens Fyrster om Esterne den 11te, og Brevet til Danerne om Esterne, samt et Brev til Biskoppen i Linkøping den 17de. Da der om alle disse, paa denne Tid i Tusculanum udstedte Breve, ej hersker anden Uvished med Hensyn til Udstedelsesaaret, end hvor vidt de ere fra 1171 eller 1172, bliver altsaa nærværende Brevs Tid saa temmelig sikker.
  17. ↑ Dette Dekret af Paschal II. findes i Hovedsagen blandt Bestemmelsen paa Conciliet i Guastalla 1106, paa Conciliet i Troyes 1107, og paa Conciliet i Lateran 1116. Det findes optaget i Corpus Juris Canon. Decreti Pars II. C. 16, qu. 7, Cap. 16. 17. For Resten er det ikke ganske rigtigt, naar Paschal her paaberaaber sig det antiochenske Concil, thi der findes ingen udtrykkelig Bestemmelser mod dem, der gjennem Lægmænd modtage gejstlige Værdigheder, men kun (Cap. 23) at der ej maa udvælges nye Biskopper uden i Synode og med Biskoppernes Sam-Dom.
  18. ↑ Her paaberaabes en Bestemmelse af Pave Stephan V (816–817), som dog ikke egentlig nævner Ordalet, men mere omtaler Vand- og Jernprøven som et Slags Tortur: ferri candentis vel aquæ ferventis examinatione confessionem extorqueri a quolibet, sacri non censent canones).
  19. ↑ Om ham vil der nedenfor blive talt nærmere.
  20. ↑ Her synes ligesrem et i oven indtagne Skrivelse til Eystein forekommende Sted at være citeret.
  21. ↑ Det var, som vi netop af den nu paafølgende Strid erfare, ikke bogstavelig sandt, at man i Norge havde gaaet ind paa Bestemmelsen, thi i saa Fald vilde Striden ikke kunne være opstaaet. Her sigtes der aabenbart kun til de Indrømmelser, som enten de tre Konger, Inge, Sigurd og Eystein, eller Erling skakke og Magnus havde gjort, men som i det mindste Sverre ej længere erkjendte gyldige.
  22. ↑ Uddrag af Biskop Thorlaks Saga, i Werlauffs Anecdoton, S. XXX, XXXI.
  23. ↑ Jvfr. hermed ovenfor S. 4.
  24. ↑ Thore omtales første Gang i Intimationen til Statutet af 1190, saaledes at man kan see, at han var yngre end den i dette Diar indviede Nikolas, se nedenfor. Ragnar, hans Formand, nævnes i Biskopsrækken mellem ham og Orm, Arnalds Eftermand, men man veed hidtil intet andet om ham, end at han indviede den gamle, nu nedrevne, Stavekirke paa Atrod i Tinn, hvilket en Runeindskrift, som endnu er opbevaret, beretter.
  25. ↑ „Skörungr mikill,“ Anecdoton S. XXV.
Hentet fra «https://no.wikisource.org/w/index.php?title=Det_norske_Folks_Historie/4/47&oldid=81879»