Hopp til innhold

Det norske Folks Historie/4/32

Fra Wikikilden

Imidlertid holdt Sverre hyppigt Thing med sine Mænd saavel som med Bymændene og foregav snart at have en, snart en anden Plan fore, uden at nogen kunde blive ret klog paa, hvad han egentlig vilde. Stundom hed det, at han vilde til Viken eller øster til Gautland, stundom, at han vilde faa sig nogle Skuder og sejle vester til Orknøerne eller Syderøerne. Det viste sig siden, at intet af alt dette var Alvor, men at det alene var hans Hensigt at det skulde rygtes til Bergen og gjøre Magnus tryg, der nu atter var i Ferd med at udruste en stor Hær for at drage til Throndhjem, men hvem han ikke des mindre agtede at overfalde. Han indskibede sig da omsider med sine Folk paa 20 Smaaskuder, foregivende saavel for dem som for de øvrige, at Toget gjaldt Haalogaland. Men da han kom udenfor Agdenes, lod han blæse til Huusthing, og aabenbarede for sine Mænd, at det ikke fra først af havde været hans Alvor med Haalogalandsrejsen, end sige nu, da der blæste en skarp Nordenvind, mod hvilken det vilde være altfor besværligt at ro; det var langt bedre, sagde han, at benytte Vinden og sejle raskt ned forbi Stadland, siden stod det dem frit for, om de vilde stikke ud til Havs, eller sejle udenskjærs til Viken. Alle fandt denne Plan særdeles god, og man sejlede saaledes sydefter forbi Stad. Her lod Kongen atter Skibene lægge sammen til Raadslagning, og ytrede at man nu vel gjorde rettest i at styre udenskjærs, og videre langs Kysten til Viken. „Vi kunne da“, sagde han, „om vi ville, see ind til Bergen, om der skulde være nogen Fangst at gjøre; vistnok er det ikke meget raadeligt, og jeg vil slet ikke opmuntre Eder saa særdeles ivrigt dertil, men jeg vilde dog ikke undlade at omtale det.“ Sverre behøvede dog kun at nævne det, og Birkebeinerne grebe det med største Iver; det var godt, meente de, om de kunde gjøre nogen Fangst hos Heklungerne, og forlangte intet heller, end at gjøre en Afstikker til Bergen. Saaledes havde Sverre opnaaet, hvad der den hele Tid havde været hans Plan, men hvad han ikke strax havde vovet at bringe paa Bane. Det gjaldt nu at bære sig forsigtigt ad, for at Heklungerne ej skulde faa mindste Nys om at de nærmede sig. Sverre lod derfor nogle af sine Skuder tage Vejen inden om Ulvesund, medens han selv fremdeles satte Kursen lige sydefter uden om Øerne. I Ulvesund stødte hine paa to af Heklungernes Skeider, der laa der paa Udkig, erobrede dem og dræbte de fleste af Besætningen, men skaanede nogle saa, for at spørge dem ud. Disse fortalte, at der laa tre andre Skuder paa Udkig i Langesund[1], og at der tillige var en Vete paa Haa-Øen eller rettere Haafjeldet[2] paa ydre Sulend, og en anden paa Fenring eller Askøen, hvorfra man kunde see saavel til hiin, som ind til Byen. De oplyste ligeledes, at hele Magnus’s Krigshær sov oppe i Byen, og nævnte endog i hvilken Gaard hver Høvding havde sit Nattekvarteer; der var ingen, sagde de, der havde den mindste Anelse om nogen Fare, og alle Skibene laa tjeldede ved Bryggerne. Med disse gode Efterretninger og de erobrede Skeider stødte de udsendte Mænd atter til Hovedflaaden, førend den endnu havde naaet Langøsund. Sverre lod nu en Deel af sine Mænd drage forud paa de to erobrede Skuder, med de dræbte og fangede Heklungers Skjolde bundne ved Stavnerne; da de kom forbi Drevøerne og nærmede sig Langøsund, troede de der liggende Heklunger, der kjendte baade Skibene og Skjoldene igjen, at det var deres Kammerater, og merkede ikke deres Fejltagelse, førend Birkebeinerne vare lige ind paa dem og hilsede dem med en Regn af Pile og Kastespyd. Aldeles uforberedte paa et saadant Angreb, flygtede Heklungerne op paa Land, og lode Skibene med alt, hvad der var paa dem, i Stikken; nogle af dem bleve dræbte. Birkebeinerne oppebiede Sverre, der nu atter lod de samme Skuder drage forud paa lignende Viis for at overumple Vagten ved Veten paa Haafjeldet, og saaledes hindre dens Antændelse. Her vare dog de, der skulde følge efter, altfor hidsige: de roede tidligere frem, end Kongen havde sagt, saa at Vete-Karlen fik Øje paa dem og stak Ild paa Veten. Men heldigviis var Ilden endnu ikke blusset saaledes op, at den kunde sees til Askøen, da Birkebeinerne kom til, grebe Karlen og brøde Veten ned. De fortsatte uhindrede deres Vej langs Kysten, skjulte bag de høje Fjelde, der nu ved Nattetid kastede deres Skygge paa Søen. Førend de roede ind til Holdhellen (nu Hellen), hvorfra man kunde see ind til Vaagen[3], lod Sverre lægge bi for at aftale det fornødne med sine Folk. Først gjorde han dem opmerksomme paa, at det endnu stod dem frit for at sejle Bergen forbi, da ingen der vidste om deres Nærværelse; men de svarede at de fremdeles havde mest Luft til at vove et Angreb paa Byen. Han sagde da, at han heller ikke vilde fraraade det, og at Heklungerne, naar de med eet opskræmtes af deres Søvn, vist vilde være for øre og drukne til at kunne gjøre noget klækkeligt Forsvar. Han bestemte, at Erik Kongssøn med de 10 største Skuder skulde ro ind under Bjerget[4] bag om Holmen, gaa i Land der, og stevne med sit Merke uden om Christkirkegaarden frem til Kongsgaarden; selv vilde han lande fremmenfor Bryggerne, bemægtige sig Skibene, og derpaa gaa i Land med titte Folk, nogle indenfor Sandhed, andre om Myklegaarden[5] og op til Marie-Kirkegaarden, atter andre ind om Peters-Kirkegaarden[6] og op paa Gaden. Ulf af Lauvnes skulde med to Skuder ro ind til Vaagsbunden, gaa i Land der med sit Merke, og styre ind efter Byen, for at møde de andre; overalt skulde man lade støde i Luren saa tidt som muligt.

Alting skede, saaledes som Sverre havde foreskrevet. I flyvende Fart roede han selv med sine Mænd ind til Bryggerne, hvor Langskibene laa uden en eneste Mand ombord til at passe dem, lod Landtougene kappe og Skibene skyde ud paa Vaagen; derpaa sprang de, med Merket i Spidsen, op paa Bryggerne, istemte Hærskrig, og stormede op i Byen til de Gaarde, hvor de vidste at der laa Heklunger: mange af disse bleve dræbte, men de fleste flygtede. Da Sverre kom til Mariekirken, traf han Jon Hallkellssøn med hans tvende Sønner Ragnvald og Hallkell, og skjenkede dem alle tre Livet, da Jon bad om Grid. Derpaa vendte han sig med en Deel af sine Mænd ud efter Gaden, og skyndte sig op mod Kongsgaarden, medens han bad andre fare ind efter Bryggerne og hugge alle de øvrige Skibe løse, saavel Handelsskibe som Langskibe, thi Vaagen var paa den Tid fuld af Fartøjer. Paa samme Tid stormede Ulf af Lauvnes med sin Afdeling ind efter Gaden, og dræbte mange Heklunger, uden at møde nogen Modstand. Erik Kongssøn havde imidlertid, som det var ham foreskrevet, gjort Landgang ude paa Holmen, under Bjerget. Da han og hans Mænd borte Hærskriget inde i Byen, troede de først at Heklungerne havde merket Overfaldet, og satte sig til Modværge: i saa Fald var det farligt at vove sig op mod deres Overmagt, men Erik og hans tapre Mænd lod det komme an derpaa, løb raskt op forbi Christkirken under Hærskrig og Luurgang, og stormede mod Kongsgaarden. Kong Magnus sov i den store Hall med hele sin Hird og den kongelige Trop. Han havde just været ude paa Svalen, da han borte det første Hærskrig nede i Byen. Han løb da langs ad Svalen frem til Apostelkirken; der hørte han det andet Hærskrig fra den modsatte Kant: han sprang da ud over Svalen, skjønt det var et frygteligt højt Hop, ned paa Kirkegaarden[7], og løb op forbi Biskopsgaarden, ovenfor Vejsan[8] og Kopren[9] samt ind oven om Nikolaikirke, hvor nogle af hans Folk kom til ham, derfra fore de fremdeles oven om heelt ind til Olafskirken, hvor endelig hans Mandskab samledes. Birkebeinerne havde nemlig ikke givet sig Tid til at ransage Byen omhyggeligt, da de vilde skynde sig saa hastigt som muligt ud til Kongsgaarden. Da nu Sverres Fennike kom ud til denne fra Byen, mødte den en anden, der kom ind fra den modsatte Kant; de troede først at det var Fienden, og begyndte at vexle Skud med dem, da de heldigviis i Tide saa, at det var Erik Kongssøns Afdeling; begge Skarer vendte sig nu i Forening mod Kongehallen og angrebe den paa det ivrigste, i den Tanke, at Magnus var der. Hans Mænd værgede sig med Vaaben og Ovnstene, og det blev en lang Kamp, hvori mange gjæve Helte faldt[10]; endelig fik Sverre vide at Kong Magnus ikke var der, og lod da de fleste faa Grid, som bade derom. Erkebiskop Eystein var for kort Tid siden kommen tilbage fra England og laa med sit Skib over paa Stranden ved Jonsbryggen. Ogsaa hans Mænd grebe til Vaaben for at komme Kong Magnus til Hjelp, og søgte ind over Jonsvollene, men Birkebeinerne mødte dem og dræbte 30 af dem, hvoriblandt to af Erkebiskoppens Frænder[11], de øvrige bleve jagne tilbage. Da Magnus og de, der fulgte ham, kom op til Nonneseter, mødte han mange flere af sine Krigere, og spurte om de vilde vende tilbage til Byen og vove en Dyst med Birkebeinerne, der, som han havde hørt, slet ikke skulde være mandsterke. Men de fleste svarede, at derpaa var ikke at tænke, thi kun faa af dem vare fuldt bevæbnede; mange havde slet ingen Vaaben og vare kun halv paaklædte, da de netop havde faaet Tid til at fare op af Sengen. Kongen havde hverken Merke eller Luur. Alt dette gjorde, at de ansaa sig ganske ukampdygtige. De toge Vejen over til Strandefjorden og derfra til Hardanger, fik her fat paa nogle Skuder og Ferjer, og satte paa dem afsted sydefter ad Agder og Viken til, sejlende Dag og Nat. Mange andre toge ogsaa den samme Vej, og kom efter, men de, som ikke slap saa tidligt fra Byen, toge Vejen over Aalreksstad og Fjeldet ned til Osterfjorden, og derfra over Vors, Sogn, Valdres og Oplandene øster til Viken.

Med Undtagelse af at Magnus selv ikke faldt eller blev tagen til Fange, kunde ingen Sejr være fuldkomnere end den, Sverre nu havde vundet, og det med liden Møje og, som det synes, næsten intet Folketab. Hele Magnus’s Hær var adsplittet og alle hans Skibe faldt i Sverres Hænder, og blandt det rige Bytte, han og hans Mænd gjorde i Bergen, var ogsaa Kong Magnuss Krone, Scepter og hele Kroningsdragt, foruden mange andre Kostbarheder. Erkebiskop Eystein, der nok var kjed af at ligge i Landflygtighed, og saa, at Sverre havde Lykken med sig, fandt det nu raadeligst at indgaa Forlig med ham. Betingelserne nævnes ikke, men de have vist fra Sverres Side været yderst lemfældige, og Eystein kom saaledes endnu denne Sommer atter tilbage til sit Erkesæde. Sverre lod Jon Hallkellssøn og hans Sønner bringe for sig, og sagde at det stod dem frit for at fare bort i Fred, hvorhen de vilde, enten nord til deres Gaarde eller øster efter Kong Magnus. Jon sagde at han helst vilde blive hos Kong Sverre. „Det er ikke værdt“, sagde denne, „thi I have allerede to Gange for svoret mig Troskabsed uden at holde den“[12]. Men Jon gav de bedste Løfter, og Sverre tillod dem virkelig at aflægge Ed for tredie Gang. Ikke des mindre undvege de strax efter, og begave sig øster til Kong Magnus. Da Sverre fik høre, at denne havde taget Vejen langs Kysten, satte han efter ham i al mulig Hast, og forfulgte ham lige til Agder, men kunde ikke naa ham, og vendte derfor tilbage til Bergen. Magnus begav sig endnu samme Sommer ned til Danmark hvor Kong Knut (VI) Aaret forud havde efterfulgt sin Fader Valdemar († 12te Mai 1182) i Regjeringen[13]. Dette var anden Gang, Magnus saaledes rømte Landet for Kong Sverre[14].

  1. Afskriverne af Sagaen have her aabenbart ikke vidst rigtig Rede med Hensyn til Navnet og Stedets Beliggenhed. Flatøbogen og Eirspenil nævner „Atløsund“, der maa være Sundet mellem Atleøen og Fastlandet, nu Granesund; en Kodex har „Aalø-Sund“, Kodex No. 327 qv. i den arnamagn. Samling har derimod „Laugjarsund“ eller rettere „Langjarsund“, „Langeyjarsund“, hvilket vel betegner Sundet mellem Langø og Olderkalven strax nordenfor Ytre-Sulend, og dette er aabenbart det Rette, thi deels siges det udtrykkeligt i Sagaen selv at det var søndenfor Drevøerne, som ligge et godt Stykke søndenfor Atleø, deels er det tydeligt, at Sverre umuligt kunde vove sig saa nær Fastlandet, som til Granesund, da man i saa Fald let kunde blive ham var, og melde hans Ankomst til Bergen. Langø ligger derimod netop saaledes, som Kursen antydes i Sagaen, lige ved Indløbet til Dalesundet.
  2. At Haafjeldet her maa være meent, godtgjøres paa det klareste af Munthe i Anm. til Aalls Snorre III. S. 59.
  3. Holdhellen eller Hellen, omtrent en halv Miils Vej nordenfor Bergen, og strax søndenfor Eidsvaag, omtales allerede ovenfor II. S. 775 ved Beretningen om Sigurd Slembedjakns Flugt.
  4. Dette antages af flere for at være den Højde, hvorpaa Sverresborg siden blev anlagt; dog synes det, efter Beretningens Ord, snarere at maatte have været Kannikebjerget: eller Kommunen.
  5. Myklegaarden maa have ligget mellem Bryggen og Marie-Kirkegaard.
  6. Peterskirken laa, som de fleste andre Kirker, ved Øvre-Gaden, og strax søndenfor Mariekirken.
  7. Dette kan umuligt, som flere have antaget, verre Christ-Kirkegaarden, her laa et Stykke derfra, men Apostel-Kirkegaarden. Kongsgaarden var, som ovenfor (II. S. 606) viist, forbunden med en Gang eller et Galleri (de oven nævnte Svaler) med Apostelkirken, der formodentlig laa nordenfor, og dannede den ene Langside af Gaardsrummet. Kongen har da hoppet ud paa den Side, der vendte fra dette, ned paa Kirkegaarden.
  8. Biskopsgaarden maa, som sædvanligt med alle Biskopsgaarde, have ligget nær ved Domkirken, rimeligviis paa Sydsiden, eller mellem denne og Apostelkirken. Vejsan eller den sumpige Fordybning mellem Kannikebjerget og Højden, hvor Sverresborg siden anlagdes, er allerede ovenfor omtalt (II. S. 437 og 718). Magnus har saaledes, da han kom ud paa Østsiden af Kongsgaarden, i Hast gjort en Omvei mod Nordøst, og var netop sluppet forbi Bagbygningerne af den vistnok vidtløftige Biskopsgaard ned til Vejsan, førend Erik Kongssøn med sin Trop var kommen saa langt; maaskee toge disse ogsaa Vejen paa den anden Side af Biskopsgaarden.
  9. Kopr var et Strøg søndenfor Sverresborg, henimod Bakkerne.
  10. Blandt dem der faldt i Kongsgaarden, nævnes tvende, Hallvard Marardrap og Paal Erikssøn fra Opdal, om hvilke man for Resten intet veed.
  11. Disse Erkebiskoppens Frænder hed Olaf Sange og Gudbrand Thorbergssøn. Den sidste var sandsynligviis hans Brodersøn, da det er vist at han havde en Broder ved Ravn Thorberg (Fagrskinna Cap. 215, jvfr. Slægttavle 9 til forrige Bind.)
  12. Naar dette var, fortælles ikke i Sagaerne. Den ene Gang har maaskee været, da Sverre forrige Gang var i Bergen; naar den anden Gang var, er vanskeligt at sige: maaskee har Jon og hans Sønner været tagne til Fange i et af de foregaaende Slag.
  13. Det er besynderligt nok at Sverres Saga baade her og nedenfor (Cap. 84) nævner Valdemar i Stedet for Knut. Det maa enten være skeet ved en reen Forglemmelse, thi om Valdemars Dødsaar hersker der ingen Tvivl, eller ogsaa – hvad der er det rimeligste – maa man have meent Knuts trettenaarige Broder, Hertug Valdemar, der ogsaa var nærmest til at staa Magnus bi, da han i Følge Forliget af 1170 skulde være Magnus’s Tronfølger i Norge, hvis denne ingen Sønner efterlod. Saxo taler heller ikke det mindste om at Magnus var hos Knut eller at denne understøttede ham.
  14. Sverres Saga, Cap. 76–78.