Det norske Folks Historie/4/15
De Lendermænd, der toge Flugten paa Saastad, begave sig til Orm Kongsbroder, der vel imidlertid forberedede sig til et nyt Tog mod Sverre. Men kort efter kom Kong Magnus og Erling Jarl selv til Viken, og da de her fik høre, hvorledes Birkebeinerne spillede Mester paa Oplandene, trak de strax Stridskræfter til sig fra hele Viken, for at drage imod dem. Den Hær, de saaledes fik samlet, var saa stor, at Sverre ved Efterretningen derom ikke længer vovede dvæle paa Oplandene, men besluttede at benytte sig af Kongens og Jarlens Fraværelse fra Bergen, for over Sogn at drage derhen. Han tog da rimeligviis den sædvanlige Vej over Vardal, Land og Valdres, for derfra at gaa over Fillefjeld til Lærdalen. Dog er det meget muligt at han ej holdt sig til Dalene, men som sædvanligt til Fjeldene for at komme desto hurtigere og mere ubemerket frem. Der tales ikke om at han mødte nogen Modstand, førend han kom ned af Fillefjeld til Lærdalen. Her var Rygtet og Budsendinger fra hans Fiender komne ham i Forkjøbet, og en stor Hob havde samlet sig for at sperre ham Vejen. De havde lejret sig paa et Sted, hvor Vejen kun var en smal Sti, med den fossende Elv paa den ene og bratte Flougbjerg paa den anden. Over Elven var det umuligt at komme, og paa Vejen selv kunde man blot gaa een for een; langs med den, oppe paa Fjeldkammen, sad Bønderne med en Mængde Steen og Tømmer, for at slippe det ned over Birkebeinerne, naar de kom forbi[1]. Sverre tabte dog ikke Modet ved at see disse frygtelige Forberedelser, men sagde til sine Folk, at han nok skulde finde paa et Raad, opsøgte selv, med nogle flere, et Sted, hvor Fjeldet kunde bestiges, og kom saaledes uforvarende bag paa Bønderne, som strax toge Flugten, forfulgte af Birkebeinerne, der endog dræbte nogle af dem. Nu foor han, uden at støde paa videre Hindringer, ned igjennem hele Dalen lige til Lærdalsøren[2]. Herfra tænkte han paa sædvanlig Viis at tage Søvejen. Men om Morgenen vidste de ikke Ord af, førend Asser Bilse, den samme Høvding paa Hadeland, hvis Gaard de havde plyndret, kom farende med 25 Fartøjer. Birkebeinerne grebe strax til Vaaben og hindrede ham vel, trods hans Overmagt, fra at komme i Land, men Sverre indsaa dog Umuligheden af at kunne faa det nødvendige Antal Fartøjer, eller at fortsætte Vejen til Søs, siden man overalt ud efter Fjorden havde faaet Nys om at han var i Vente. Han besluttede derfor at tage den møjsommelige Vej over Fjeldene fra Lærdalen lige ned til Vors, saa vovelig en saadan Færd end var paa denne Tid af Aaret, thi Vinterdag (14 Oktbr.) var allerede omme, og man kunde hvert Øjeblik vente stort Snefald. Vejen gaar fra Grøte lidt ovenfor Tunjum gjennem Grøtedalen til Fjelds, og siden ned til Aurland, derfra atter over Fjeldet ned til Kaardalen i Flaam, og endelig over Raudafjeld eller Raudeggen ned til Almenningen i Runddalen, samt videre gjennem denne ned til Vinjer-Aattingen og Vangen[3]. De kom nok faa heldigt frem, men paa Vors mødte de alvorlige Hindringer. Alle Vosserne og en Mængde Sygner, Hardinger og Søndhorder havde samlet sig sammen til en vældig Hær, og kom ganske uventet over Birkebeinerne Simon og Judas Messedag (28 Oktbr.), just som Sverre sad til Bords, for strax derefter at fortsætte Rejsen. Kongen og hans Mænd fik neppe Tid til at springe fra Bordet og iføre sig sin Rustning, medens de øvrige, der om Natten havde været fordeelte i Kvarteer paa de nærmeste Gaarde, i Hast kom løbende til. Paa begge Sider stillede man sig i Fylking, og skjønt Birkebeinerne vare de faatalligste, angrebe de dog, som sædvanligt, først, og med saadan Heftighed, at Spidsen af Bøndernes Fylking maatte rykke tilbage hiinsides Elven, som her var meget smal og randt dybt, med bøje Skrenter paa begge Sider. Man vexlede nogle Skud over Elven, derpaa drog Bondehæren op ad langs Bredden, for at komme bag paa Birkebeinerne. Disse, som merkede deres Hensigt, gjorde en lignende Bevægelse paa sin Side af Elven. Men jo længere man kom op efter, desto bredere blev Elven, og udvidede sig endelig til et Vand[4]. Derved kom begge Hære længer og længer fra hinanden, og da Aftenen faldt paa, kunde man ikke længer see fra den ene til den anden. Sverre skjønnede nu, at det ikke paa nogen Maade lod sig gjøre for ham at komme til Bergen, siden man overalt var forberedt paa at tage imod ham, og han tillige erfarede, at der i Staden selv var samlet saa stor en Krigsmagt, at han intet Haab kunde gjøre sig om at udrette noget, især da han nu ikke længer havde nogen Udsigt til at overrumple Fienden. Han besluttede derfor at fare samme Vej, som han var kommen, og tog dertil fem af de kyndigste Folk paa Stedet til Vejvisere. Dette kunde nok behøves, thi Vejret blev saa slemt, som man sjelden havde seet Mage til, og der faldt en uhørt Mængde Sne. Det værste var, at uagtet Vejviserne skulde være kjendte og paalidelige Folk, toge de dog, sandsynligviis formedelst Uvejret, aldeles fejl af Vejen, thi istedetfor at styre nordover mod Kaardalen, holdt de lige mod Øst over de vilde og brede Fjeldstrækninger mellem Aurland og Hallingdal[5]. I 8 Dage vankede de om paa disse Fjelde, uden Mad, ja uden Vand, saa at de ej smagte andet end Sne. Den fjerde Dag (31te Oktbr.) blev Vejret saa forfærdeligt, at en Mand omkom, idet Stormen kastede ham overende med saadan Voldsomhed, at Ryggen blev sønderknuust paa tre Steder. Det eneste, de kunde gjøre naar Stormbygerne kom, var at kaste sig ned i Sneen og holde Skjoldene saa fast som muligt over sig. Da lagde ogsaa Vejviserne sig fore, thi de vidste ikke hvor de vare, og det var saa mørkt, at man ikke kunde see en Haand for sig. Mandskabet var saa medtaget af Sult, Mødighed og Kulde, at de ikke vilde fare længere, og end værre blev det, da det lettede lidt op, saa at de kunde see noget fra sig, thi da merkede de, at de var komne paa Skrenten af nogle bratte Fjeldhamre. Da overgave de sig saaledes til Fortvivlelsen, at de begyndte at tale om at ende sine Lidelser ved at styrte sig ud over Fjeldhamrene, eller ved at efterligne de tapre Forfædres Exempel, som selv bare Vaaben paa hinanden, og dræbte hinanden indbyrdes, heller end at taale Nød og Elendighed. Da Sverre hørte dette, satte han dem alvorligt til Rette. At styrte sig ned af Klipperne, sagde han, var gal Mands Verk, at dræbe hinanden indbyrdes, passede for Hedninger, ej for Christne, og kunde alene være en Indskydelse af den Onde. Deres Lidelser, sagde han, maatte vel være en Straf for deres Synder, og hvis de angrede disse, og med Ydmyghed anraabte Gud om hans Naade, vilde de nok blive hjulpne. Han bad dem derfor, at forene sig med ham i Bøn til Gud og Løfter til Jomfru Maria og St. Olaf, for at de kunde blive forløste af denne Nød. Hertil vare alle villige, og forbandt sig ved Haandslag og Vaabentag til at holde det Løfte, Sverre aflagde. Og, fortælles der, uagtet Vejret tog saa haardt, da Kongen begyndte at fremsige Løftet, at neppe de nærmeste kunde høre ham, blev det dog ganske blik stille, da han havde sluttet det; Himlen klarnede op, og Solen skinnede saa varmt som ved Midsommerstid. Nu kjendte de først, hvor de vare: det maa have været ved Reinsfjeldet strax over Vatnsbygden i Hallingdal[6], og de saa, hvorledes de havde faret tvers fra den Vej de skulde. Men saa aldeles vare deres Kræfter udtømte, at i en kort Stund tredive af dem styrtede døde omkuld. De øvrige slæbte sig endelig frem til nogle Sætre, hvor de kastede sig ned og toge sig Hvile. Det var henimod Midnat, og de vilde gjerne faa tændt Ild, for at varme sig, men ingen mægtede det, uden Sverre selv. Han slog Ild og tændte et Lys, ved Hjelp af hvilket hans Mænd nu fik et stort Baal antændt, og tørrede sine gjennemvaade Klæder. Da de vare komne noget til Kræfter, droge de videre, og kom ved Hanegalstid til en liden Gaard, der laa ikke saa langt derfra, adskilt fra den egentlige Hovedbygd. Her blev Kongen den øvrige Deel af Natten med en Deel af sine Folk, de andre droge til Hovedbygden[7]. Om Morgenen begav han sig med de raskeste af sine Mænd længere ned i Dalen for at spejde og helde Vagt, thi Vejen til den Bygd, hvor Folkene laa, bestod her kun af en Een-Sti, der godt kunde forsvares af nogle faa. Han holdt Vagt her i to Dage; da bred han op med sin hele Styrke for at drage over til Valdres. Men fremdeles var der store Vanskeligheder at kjæmpe med, thi man kunde ikke komme fra Bygd til Bygd uden at man enten drog til Fjelds, eller og gjorde Omveje ad farlige Bjerglider. Men Folkene vilde ikke til Fjelds, thi Vejret blev lige slemt, og de havde havt nok af den forrige Fjeldfart. Saaledes maatte han da rimeligviis tage Vejen ned igjennem Hoveddalen, op i Hemsedal og derfra over Aalrust og Vannen ned til Løken øverst ved Tesleifjorden i Valdres, samt videre langs Aabjørg-Elven til Aurdal. Endelig kom han til Valdres, hvor han hvilede ud og tog Vejtsler paa Kongsgaardene. Saaledes var da omsider dette Tog, det møjsommeligste og farefuldeste, Sverre nogensinde gjorde, tilendebragt. Men det havde kostet ham meget, thi foruden Tabet af hine 30 Mand, der for hans lille Skare maatte være meget føleligt, havde Birkebeinerne ogsaa mistet ikke mindre end 140 Heste med forgyldte Sadler, og en heel Deel gode Vaaben, Klæder og andre Kostbarheder[8].
- ↑ Munthe (Aalls Snorre III. S. 15) antager, som det synes med Rette, at dette Sted er at søge paa den gamle Vej omkring den saakaldte „Klanten“ mellem Borgunds Kirke og Husum. Sverre har da sandsynligviis besteget Fjeldet, hvor Vejen nu gaar op fra Kirkevolden til det øverste af Vindhellen.
- ↑ Lærdalsøren nævnes ikke udtrykkeligt, men da der tales om „selve Havnen,“ hvor Birkebeinerne hindrede Fienden fra at lande, kan der ej være Spørsmaal om noget andet Sted.
- ↑ At Vejen gik over Raudafjeld eller Raudeggen, er allerede tilstrækkelig viist af Munthe (Aals Snorre III. S. 15, jvfr. Sverres Saga Cap. 152); men det er neppe rigtigt, naar det her siges at han fra Raudeggen kom til Opheim eller Vossestranden, thi Raudeggen skiller mellem Kaardalen og Runddalen, og at Sverre drog ned ad Runddalen, sees deraf at det om hans Tilbagerejse, paa hvilken han foor vild og kom over til Hallingdal, udtrykkeligt heder at han tog den samme Vej, ad hvilken han var kommen.
- ↑ Dette Vand er rimeligviis Lundevandet, og Bøndernes Postering maa have været ved Bodebroen, der fører over Hovedelven, og hvilken de maa have villet hindre Sverre fra at passere. Sverres Kvarteer maa have varet paa Tvilde, Røke eller en anden af Gaardene sydvestligst i Vinjer-Aattingen, paa Spidsen mellem Runddalselvens og Hovedelvenes Sammenløb, og Fegtningen maa have draget sig fra Broen op ad mod Lundevandet.
- ↑ Dette er aldeles tydeligt af Beskrivelsen over Rejsen og dens Gang.
- ↑ Dette synes at kunne sluttes af hvad der fortælles om den mindre Bygd, hvortil de kom, der var adskilt fra den større; imidlertid kunde man vel her ogsaa tænke enten paa Hools Sogn, hvor da den mindre Bygd blev Sundalen oppe ved Sunddalsvandet, adskilt formedelst en Fjeldryg kaldet Eggen fra Hovedbygden (Høvet) nede ved Bry.
- ↑ Ved den lille afsidesliggende Gaard kunde man maaskee tænke paa Skardsgaarden i Vatnsbygden, eller og paa Skare i Sunddalen. Det første bliver dog det rimeligste. Sagaens Text er her ellers noget forvirret og de forskjellige Haandskrifter stemme ikke godt indbyrdes. Af Texten i Fornm. Sögur VIII. 52 skulde det synes, som om den lille Gaard, hvor Kongen opholdt sig, var adskilt fra Hovedbygden ved en Fjeldryg, og som om det kun var Adgang til hiin, der dannedes af Een-Stien. Men af det ypperlige Haandskrift Eirspenils Text sees det, hvad der ogsaa i sig selv er det eneste rimelige, at Bemerkningen om Fjeldvejene mellem Bygderne gjelder den Vej, Sverre havde at passere efter at være brudt op baade fra hiin Gaard og Hovedbygden. Det ligger ogsaa i Sagens Natur, at Afstanden mellem Gaarden og Hovedbygden kun maa have været ubetydelig, (thi hvorledes skulde ellers de udmattede Folk have kunnet tilbagelægge den, især hvis der var „høje Fjeldveje“ at passere), og at den Sti, Sverre forsvarede, dannede Adgangen til den hele Bygd, hvor hans Folk laa, ikke til den enkelte Gaard alene, thi hvorfor skulde han saa omhyggelig forsvare kun den ene Deel af sin Flok?
- ↑ Sverres Saga Cap. 18, 19, 20. Der er et temmelig udbredt Sagn om den saakaldte Sverressti, som Sverre paa et Tog i disse Egne selv skulde have ladet bane langs en brat Fjeldside. Man har almindeligviis antaget Toget for at være dette. Sagaen nævner imidlertid ikke et Ord om noget saadant, og der synes heller ikke rimeligviis at kunne være Spørgsmaal om nogen fast Vej langs Klippen ved Vintertide, naar Sneen faldt i uhyre Masser. Sandsynligere er det derfor, hvis et saadant Arbejde af ham virkelig er foretaget, at det skede ved hans anden Fart over Raudafjeldet, altsaa gjennem Runddalen, omtrent midt i Septb. 1198, se nedenfor, siden han, som Sagaen siger, havde „megen Møje“ (mikit erviði); og siden det nu, efter de nyere Karter, viser sig, at Vejen over Raudeggen til Kaardalen og Aurland, hvorhen Sverre da begav sig, under alle Omstændigheder maa have gaaet gjennem Runddalen. Men det lader næsten til, at man i Sogn og Vors har henført flere gamle, paa Klippesider banede, Veje til Sverre, og kaldte dem alle Sverresstier. Pontoppidan omtaler saaledes i sin Norges Naturh. I. 93 en gammel, paa Jerntapper hvilende Klippevej ved Nærøfjorden som om den var banet af Sverre, og ved Gaarden nedre Kløve i Runddalen, omtrent 1¼ Miil ovenfor Vossevangen, hvor Dalen kniber sammen til en smal Revne, vises ligeledes „Kongsstien“ eller Kong Sverres Sti, hvorhos der halvanden Miils Vej østenfor skal være en liden Sidedal, kaldet Sverredalen, som maaskee kunde have faaet Navn efter Sverre (se Munthe i Aalls Snorre III. S. 15). Et saa svævende og usikert Sagn bliver dog højst mistænkeligt, og torde for en stor Deel være opkommet i senere Tider.