Det norske Folks Historie/4/145
Hertug Skule flygtede om Lørdagen, ledsaget af sin Hird og de oven nævnte Lendermænd, op paa Raumarike, hvor han ej standsede førend han kom til Hov[1], hos sin Ven, Lagmanden Aamunde Sunniva. Der fik han sig noget Mad, og fortsatte saa Rejsen til Eidsvold, samt videre til Mjolge[2], hvor han tilbragte Natten. Søndagen drog han op paa Hedemarken og ud til Helge-Øen, hvor han forefandt sin Søn Peter. Efter et lidet Ophold der begav han sig over til Ullinshov[3], hvor han slog med sit Følge, der endnu neppe udgjorde 130 Mand, hvad man skulde gribe til. Vesete litle og Thorgils Slydra raadede Hertugen til at drage til Østerdalen, og derfra til Vermeland og Marker, hvor de hørte hjemme. De kunde, sagde de, indestaa ham for, at han ikke havde været der i fjorten Dage, førend de skulde have skaffet ham lige saa mange Folk, som han havde før Slaget i Oslo. Men Erling Ljodhorn, Baard Bratte og de øvrige Thrønder sagde at de ej vare tjente med at vanke om i Fjeld og Skov: det var bedre at drage til Throndhjem og skaffe sig Skibe, thi det var dog Nordmændenes rette Maade at føre Krig paa. Dette Raad blev fulgt, men Thorgils og Vesete toge deraf Anledning til at skille sig fra Følget og rejse hjem med sine Folk, saa at Hertugen, da han fortsatte Toget op ad Gudbrandsdalen, ikke havde flere end 90 Mand. Da han kom til Ringebu, fik han høre, at en Skare Birkebeiner tinder Agmund Krøkedans, Odd Erikssøn og Erik Topp havde lagt sig i Vejen for ham og besat Broen over Brun ved Forr[4]. Hertugen standsede paa en liden Gaard nær ved Broen, men sendte sine Mænd forud, og lode dem støde i Lurene som de bedst kunde; Birkebeinerne, som troede at der kom en heel Mængde Fiender dragende, vege noget til Side, og i det samme red Hertugen over Broen med sit Følge. Sone Siik bar fremdeles Merket. Saa snart de vare komne over, søgte imidlertid Birkebeinerne at standse dem, men mistede tvende Mænd, Ivar Hjalmhuus og Bjørn af Hov, begge kongelige Hirdmænd, og Hertugen, der havde en god Brynje og sterk Vaabentrøje, red lige ind paa dem, saa at de maatte trække sig op i Fjeldliden. Dog udsatte han sig herved for meget; over tyve af dem skøde paa een Gang efter ham, saa at hans Skjold ganske blev besat af Pile, hans hvide Hest, ved Navn Fot, styrtede under ham, truffen af tre Brodde, der stode ind lige til Rørbaandene, og han selv fik et Broddskud gjennem Benet ved Anklen. Paa denne Maade slap Vaarbelgerne over Broen. Asvard Harm, en af Hertugens Mænd, vilde plyndre den dødeligt saarede Ivar Hjalmhuus, da i det samme Peter Skulessøns Merkesvend Arne Laage kom til, og vilde give Ivar hans sidste Rest; men Hugget traf Asvards Arm, saa at den næsten gik af, og da dette Saar gjorde det umuligt at føre ham stort videre, maatte Vaarbelgerne lade ham blive tilbage paa Steig, hvor de forfølgende Birkebeiner siden dræbte ham. Hertugen fik sig en god Hest i den dræbtes Sted[5], og fortsatte uden videre Hinder Rejsen nordefter. Birkebeinerne forfulgte ham ikke længer end til Fjeldet. Fra Fjeldet sendte Hertugen endeel Folk i Forvejen under Sigurd Hiit og Bruse Dytt: de fandt i Opdal en kongelig Hirdmand ved Navn Halldor og dræbte ham. Siden kom Hertugen selv, og overnattede paa Vang, derfra drog han den følgende Dag videre. Men da han kom til Nidaros, hvilket vel kunde være mod Slutningen af Maaneden, sporede han en stor Forandring i Almuens Stemning imod ham. Deels harmedes mange over at de for hans Skyld havde mistet Venner og Frænder i Oslo, deels havde man under Kongens sidste Ophold erfaret den rette Sammenhæng med meget af det, Hertugens Mænd havde forebragt paa Ørethinget[6], og man kunde skjønne, at man for en stor Deel var ført bag Lyset. Dette maatte nødvendigviis sætte ondt Blod, hvortil ogsaa kom at de fleste nu ansaa hans Sag haabløst fortabt, og ikke vilde udsætte sig for Ubehageligheder ved at føre Krig mod Kongen for hans Skyld. Han mødte saaledes overalt mørke Ansigter, følte sig forladt og blev mismodig. Han holdt Bord i den saakaldte Breidestue i Kongsgaarden, men talte kun lidet med Folk, og holdt sig den meste Tid paa sine Værelser. Tre Aftener viste han sig i Kors- eller Mykle-Gildet[7], men var heelt ordknap; heller ikke var der mange, som havde Lyst til at give sig af med ham. Hans Venner forestillede ham, at han var uforsigtig, og ikke tog sig nok i Agt. Han meente, at det havde ingen Nød: der skulde ikke saa kort Tid for Birkebeinerne til at drage heelt fra Viken til Throndhjem. De sagde at Kongen dog havde tilbagelagt Vejen fra Throndhjem til Oslo i kortere Tid, end man skulde have troet muligt, og saadant kunde vel skee igjen. Derved udrettede de saa meget, at en Skude blev sendt ud paa Fjorden for at holde Udkig, ligesom ogsaa Broen over Elven blev afkastet, for at hindre Overfald fra den Kant. Men dette var ogsaa alt hvad der blev gjort, og det blev til ingen Nytte, ja snarere til Skade, som det strax skal vises[8].
- ↑ Hov er, som ovenfor nævnt, det nuværende Hou eller Hong ved Hovin Kirke, forbi hvilke Landevejen til Eidsvold dengang gik.
- ↑ Beliggenheden af dette Sted kjendes ej. Munthe (Aalls Snorre Sturlassøn III. S. 317), formoder at Navnet er fejlskrevet for „Minne“, men da man i alle Haandskrifter, saavel som hos Peter Claussøn, finder „Molde“, „Molge“, „Mjolge“, kan man ikke vel antage det. Vist er det imidlertid, at Stedet ej kan være at søge, langt fra Minne, thi selv hid bliver Dagsrejsen lang nok fra Oslo, og fra Kl. 10 Formiddag, da Slaget sandsynligviis endte, samt i det værste Uføre; hvortil og kommer, at Vejen ikke som nu gik fra Thrygstad over Risebro, men om Hovins og Nannestads Kirker, en betydelig Omvej.
- ↑ Dette Sted kan, som man lettelig indseer, ej være Ullinshov eller Ullinsaker paa Raumarike, hvilket Hertugen forlængst var kommen forbi, men det maa være at søge etsteds i Nes eller snarere Vangs eller Stange Sogn, siden der er Tale om at drage derfra over til Østerdalen. Munthe (Aalls Snorre III. S. 317) antager, siden Navnet i en Kodex skrives Ullinsaker, at det er Ringsaker; men dette ligger aabenbart for nordligt. Sandsynligviis ville vel Folk, nøje kjendte i Egnen, kunne paavise Stedet.
- ↑ Denne Bro, der i Sagaen ikke nærmere betegnes, har man hidtil antaget for at være Tromsebroen i Fodvang, en Fjerdingvej nordenfor Løsnes. Men dette kan ikke være rigtigt, thi deels heder det udtrykkeligt, at Hertugen allerede var kommen ind i Ringebu, førend han fik høre om Birkebeinerne – og Tromsebroen ligger kun paa Grændsen af Ringebu –; deels maa man ansee det usandsynligt, at Vaarbelgerne skulde have slæbt den haardt saarede Asvard med sig næsten hele tre Mile og ikke fundet nogen Gaard at efterlade ham paa, førend de kom til Steig, medens Steig derimod kun ligger en halv Miils Vej fra Frya-Broen. Endelig er det af Fortællingens hele Gang klart, at her kun er Tale om en eneste Dag, saaledes nemlig at Birkebeinerne om Natten maa have besat Broen i Nærheden af den Gaard, hvor Hertugen overnattede, at Kampen fandt Sted tidligt om Morgenen, og at de i Løbet af Dagen forfulgte Hertugen lige til Fjeldet, det vil sige omtrent til Thofte, hvorfra Vejen i de Tider tog lige til Fjelds. Men allerede fra Forr, en Miils Vej fra Elstad, er der over 7 Mile, hvilke vanskeligt nok kunde tilbagelægges, inden det begyndte at blive mørkt og al Forfølgelse maatte ophøre, end sige at det skulde være muligt, inden den Tid at tilbagelægge henved 9 Mile fra Tromsebroen. Den Gaard, paa hvilken Hertugen overnattede strax før Kampen ved Forrbroen, var altsaa rimeligviis Kaarstad; den følgende Nat laa han vel paa Thofte, og sendte derfra Sigurd Hiit over Fjeldet, hvorefter han selv overnattede paa Vang i Opdal.
- ↑ Denne Hest, der skal have været bruun af Farve, hed, siges der, Gautstav (d. e. Gøtstav, Gustav): et Tegn paa, at den har været en af de for sin Raskhed i hine Tider bekjendte vestgøtiske Heste.
- ↑ Hertil hørte vel og Skules Klage over at Kongen vilde fratage ham hans Trediedeel af Riget, hvilket kun vel bestod deri at Kongen, da den nye Overeenskomst traadte i Kraft, har ladet bekjendtgjøre i Thrøndelagen, at derfra nu af ej skulde svares Afgifter udelukkende til Hertugen, men fra de to Tredjedele af hver Syssel til Kongen, samt af Hertugens Part ej mere end af Kongens. Det er ikke usandsynligt, at Hertugens Mænd have søgt at fremstille dette for Almuen, som om Kongen berøvede Hertugen hans Len.
- ↑ Han har saaledes, som man seer, været Medlem af dette.
- ↑ Haakon Haakonssøns Saga Cap. 238.